En dag ved søen.... (Ritta)

[Deleted]

Det var en skøn dag. Solens lys badede søen i et glimmer af hvad man kun kunne sammenligne med stjernernes glimmer. Ved bredden af søen lå en enlig mand. Et menneske eller sådan så det i hvert fald ud for der var jo ingen måde hvor på man ville kunne se at denne mand havde ondt warlock-blod i årende.

Lidt ude i søen lå et gigantisk væsen, rødt og lysende, dråberne fra vandet gjorde bare at dette væsen glimtede endnu mere. Reynard og hans Drage lå og to sig en slapper. Manden de arbejde for havde givet dem en fri dag i dag, og det havde alle intentioner om at bruge den på absolut ingen ting. I hvert fald lige nu, måske skulle de træne lidt, når aftenen kom, men lige nu var planen at dase ved søen. Selv om dagen skulle byde på afslapning så lå Reynards sværd ikke langt fra ham, faktisk kunne han stadig nå det uden besvær, for man kunne jo aldrig være for forsigtig.

#Nyder man vandet?# Spurgte Reynard imens hans øjne kiggede over på det massive væsen som lå ude i vandet. Et lille smil lå på læben da han kunne mærke dragens rene nydelse som svar på hans spørgsmål. Selvfølgelig kunne dragen lide at dase i vandet selv om dragen var et ildets væsen, så var der intet så beroligende og forfriskende som en god dukkert, og i denne varme så var vandet slet ikke så ringe endda.

[Deleted]

Ritta var ude og lede efter flere rødder og bær og urter, og sø planter! hun mangle virkelig sø planter. hun hade taget en løst siden grøn kjole på med elvisk mønster på den, hvor efter hun så hade taget et par flade sko på der passe til, håret hang løst ned over skulderne og ryggenog hun hade en tungt udsenden mørke grøn kappe på der dække hende totalt, hætten var trukke over som hun hurtig og let bevæge sig gennem skov og kræt og plukke de ting hun mangle, da hun kom til søen sukke hun lette for der var et godt stykke til fra hvor hun boede i hytten til søen, men da hunså dette stor bæst ligge i søen holde hun sig for munden for ikke at udstød et overrasket gisp, hun skyndt sig om bag et træ mens hun hade ryggen mod træet, hun hade aldrig! set sådan et væsen før! kunne det vær en drage men fantes de ikke kun i historie bøger og fortællinger? ritta hade aldrig set en drage før eller hørt om dem men læst hade hun og hun hade ikke lyst til at være dens middag, *ååh nej hvad gør jeg nu! jeg skal bruge de sø planter men det bæst er der i! jeg kommer aldrig i søen når den er der!* ritta hade ikke set manden der var sammen med dragen og trode bare det var en vild drage, hun valgt at droppe planterne i dag og ville prøve at list sig væk men klodse som hun var faldt hun over en rod og faldt hvilke fik hende til at udstød et "UH!" og et bump hvor hun lande på snotten i skov bunden "av.. min fod"mumle hun og kom op på alle fire og stod sådan lidt på alle 4 og ømme sig over sit dumme fald.

[Deleted]

Hverken dragen eller manden havde overhovedet lagt mærke til at der var en anden i nærheden. De var næsten begge ved at beslutte sig for at hive nogle torsk i land. Men det blev der sat en brat stopper for da Sanildor hørte lyden af et vildt dyr der faldt. #Reynard Jeg hørte lige lyden af et dyr der faldte, så jeg tager mig lige en bid mad.# Det massive bæst der havde ligget ude i søen begyndte nu at bevæge sig.

Den bevægede sig faktisk ret hurtigt til der hvor dyret var og skulle lige til at spy ild for at flambere dyret da Reynard sprang ud foran ham og råbte. ”STOP!” Reynard var kommet i tanke om at der ikke ville komme nogle dyr i det her område, lige præcis fordi at Sanildor var så nem at spotte ude i søen. Så logisk tænkning fortalte ham at det kun kunne være en ting, en uskyldig person som måske lige var faldet imens det prøvede at komme væk. ”Det der er tydeligvis ikke et dyr.” Sagde han til Sanildor som nu også indså at hans rytter nok havde fat i noget der. Så Sanildor nikkede nu bare lidt og i stedet så på der hvor han skulle til at flamme-grille dyret.

I stedet for at bare stå og kigge, tog Reynard nogle skridt hen til stedet hvor lyden kom fra og så at det var et væsen ja, men af hvilken race kunne han ikke se. Men han kunne høre at det var af hun-køn og at det havde slået foden. ”Er du kommet noget til?” Spurgte han sådan stille og roligt imens han så på dette mystisk væsen som nok hellere ville skynde sig væk end at være i nærheden af den drage som lige skulle til at lave en steg ud af hende.

[Deleted]

Ritta hade fået et chok da hun hade hørt en mande stemme råbe op, og mærke det stor dyr stoppe med at bevæge sig, hun hade vær sikker på hun var færdig lige der, hun sad bum stille på alle 4 og rørt ikke en muskel, ind til manden snakke til hende og hun dreje hovede mod ham hun åbne munden men lukke den igen da hun kunne se dragen glo på hende hun vine og bakke op mod et træ og to arme op for and sig i tro på detstor dyr ville æde hende, hun ryste i kroppen mens smerten i hendes for dunke "ikke spis mig! ikke spis mig!" bad hun mens hun holdt armen for ansigt, han ville kunne se den mørke hud nu hendes lang slanke finger og lyse farve negel hun selv hade male med en særlig blaning for at give dem lidt kulør. hun ville ikke spise af en drage, hun var slet ikke klar til at dø hun var stadig ung! hun hade mange folk hun skulle hjælpe eller sikkert ville komme til at hjælpe en dag! hun gispe lidt da hende fod gjord ondt og fik hende til at give små gispe i smerte, hun lukke hænderne en smule mens hun enlig vente på det stor bæst skulle sluge hende helt eller tykke på hende mens hun hyle af smerte, hun snøfte og var virkelig bange lig nu for dette stor bæst.

[Deleted]

”Rolig nu, han gør dig ingen ting.” Sagde Reynard da han straks så hvordan hun skreg op som en han-kat der skulle til at miste sine ædlere dele. ”Vis han virkelig ville spise dig så havde han allerede gjort det.” Sagde fulgte han lige op på. Reynards ansigt var meget neutralt, der var et smil på hans læber men det var ikke sådan at han decideret prøvede på at se indbydende ud, men han kunne da ikke lade være med at prøve på at se mindre farlig ud.

#Det ser ud til at vi har fundet os en mørkelver# Sagde Sanildor til Reynard ved hjælp af den mentale-forbindelse som var mellem dem. Reynard nikkede lidt da han også så vad dragen havde set. Men det ændrede ingen ting, altså han var en warlock, så hvorfor se ned på noget fra mørket? Der var jo ingen grund til det, desuden havde de jo deres charme så han skulle da bare være glad for at møde en. ”Navnet er Reynard Martyn, og ham bag ved mig er Sanildor.” Sagde han for at introducere både ham selv og sin drage. ”Og hvad ønske frøkenen at blive kaldt?” Spurgte han derefter med et lille smil.

[Deleted]

Ritta så mod manden, der ikke så helt så venlig ud igen som han måske var. Ritta troede på alle hade noget godt i sig så det troede hun også her tros den stor drage der skræmt hende, da han sag dragen hade ædt hende vis det var den ville skræmt hende lidt men ikke så meget. hun så bare ham da han spurt efter hvad hun ville kaldes "ritta..Ritta L Skarner" sag hun og trak hætten af sig så det mørke ansigt kom frem og det lang hvide hår sad oppe i en heste hale mens de hvide øjne men en tynd sølv farve kant i kransen af øje gav dem et sølv farve skær, hun så roligt på ham før hun så ned på sin hæve fod hun fik forsigtig trukket skoen af og så på den hæve fod "av for den da" mumle hun og sukke *jeg kommer ikke hjem før sent vis jeg skal humpe hele vejen* tænkt hun og sukke og fra en taske under kappen hev hun en salv op, dragen ville nok kunne lugte den dens lugt ville nok gør den nysgerig for lugten var sød og frisk som en rigtig sommer brise så det hade for det meste en mild effekt på dyr men hun vist ikke hvordan den ville virke på drager, med besvær kom Ritta op og stå og hun støtte sig til træet bag hende mens hun holdt foden lide oppe og fik smurt foden ind og sukket lette da smarten begyndet at fortage sig lidt.

[Deleted]

”Det er en fornøjelse af møden dem, Frøken Ritta L Skarner.” Sagde Reynard og bukkede lidt. Dragen efterlignede hans hoved-bevægelse med hans hoved også. For han skulle jo også være lidt høflig selv om han havde været fem sekunder fra at få sig en bid mørkelver snack.

Da han så hendes fod kunne han godt se at der var noget galt. Hun skulle bestemt da slet ikke ud og gå på den. Det ville jo forværre dens tilstand meget, eller det troede han da. Han var nu ingen læge, og som leje-soldat var han vandt til at ignorer sådanne ting for at kunne blive ved med at gøre sit job. ”Hvor langt bor du her fra?” Spurgte Reynard, da det jo var Salindor's skyld at kvinden var kommet til skade var det jo kun retfærdigt at hun fik riden på ham hjem. Han var dog lidt skeptisk over for den politik, det kunne Reynard godt føle, men sådan var det endnu en gang og selvfølgelig ville Salindor affinde sig med det.

Men der var nu noget andet der tog dens opmærksomhed først. Det var en meget mystisk duft. Nu var Salindor slet ikke vandt til lugten af medicin, for han fik det så sjældent, så han var meget nysgerrig. Reynard kunne mærke hans drages nysgerrighed og besluttede sig for at spørge. ”Det ser ud til at Sanildor er meget interreseret i hvad for en mikstur det er du bruger. Hvad er den til?” Spurgte Reynard, selvfølgelig var han også en lille smule nysgerrig, men ikke lige så meget som dragen.

[Deleted]

Ritta så på ham da han spurte hvor hun boede, "et par kilometer inde i skoven i en lysning der ligger min hytte" hun så på ham som han så spurt omkring hendes salve som han kaldet mikstur, "det en salve der dæmper smerte.. meget nyttig at have når man som jeg er lidt klodse.. dens lugt virker også beroligen på dyr så dyr vil være mere rolig om en såret person.. jeg hade ikke forvente en drage ville føle samme effekt.. har aldrig set en før" hun så på dragen igen og studer den lidt bare med øjne, nysgerig efter hvad sådan et væsen enlig kunne og kunne den enlig forstå andre væsner? "må jeg spørger.. forstår deres drage andre væsner? eller kun dem?" hun så på ham som hun forsigtig tråde ned på foden og bed tænderne sammen for den var stadig øm, men salven hjalp en del. hun fik skoen på og rette lidt på kappen og stod ellers ganske stille mens hun så på skifte mellem ham og dragen men meste manden ved navn Reynard for hun hade ikke set ja dette måtte være en drage rytter kunne hun godt regne ud men hvad for en race inde bare det mund?

[Deleted]

Reynard lyttede yderst intereseret til hvad denne elver havde at sige. Først kom det med hvor hun boede. Han blev enig med sig selv og Sanildor at hun selvfølgelig skulle have et lift hjem, da de nu var skyld i denne redelighed. Reynard nikkede lidt før han roligt sagde. "Ah, siden du ikke bor så langt væk, så lad os da give dig et lift. Sanildor kan nemt bærer dig på hans ryg." Sanildor sagde intet imod dette. Han kunne da nemt bærer en lille elver-kvinde. Og han havde jo intet bedre at give sig til, selv om han da helst ville have at hun gik selv. Men vis hans rytter ville det så ville han da gøre det.

Sanildor lyttede lige så interesseret som Reynard havde været i hvor denne kvinde boede. Men hans interesse var rettet mod salven, som hans rytter så fejlagtigt havde kaldt en mikstur. Nu var manden jo heller ikke uddannet inden for det, så hvordan kunne han dog kende forskellen på det? Det kunne han jo heller ikke.

Men hans nysggerighed blev hurtigt skubbet væk da kvinden spurgte om han egentligt kunne forstå hende. #Selvfølgelig forstår jeg dig, hvad godt ville det gøre mig at få Reynard til at spørge, vis jeg ikke forstod? Jeg fortrækker bare at holde den mentale kontakt med andre til et minimum.# Sanildor tanke-sagde, hans indre stemme lød næsten lidt fornærmet. Men det var så det, han havde jo også en tendens til at være lidt paranoid, især når det galdt mental kontakt.

"Rolig nu, Sanildor, hun kunne jo ikke vide det." Sagde Reynard beroligende imens han signalerede til at dragen skulle lække sig så elver-kvinden kunne komme op på hans ryg. Sanildor gjorde som der blev sagt, mest fordi det var den rang-orden de havde lavet. De var brødre, men Reynard ville altid være den ældste, så det var ham der bestemte.

[Deleted]

Ritta så på ham da han sag de ville give hende et lift, hende op på det stor bæst! hun fik et skræmt udtryk i ansigte "øhm jeg ved ikke.. jeg.. jeg tør ikke.. jeg mener" hun bed sig i læben og så på det stor bæst der stadig var for and hende, hun kunne ikke rigtig lig tanken om at side på det stor dyr og vis de så fløj på samme tid! det var ikke just det hun gik og drømt om, hun hade det bedste på jorden. at dragen forstod hvad hun sag og svar igen mental fik hende til at klynge sig lidt til træet for det var altså skræmmen at høre en drages stemme i sit eget hovede! "u-undskylde jeg.. jeg vist ikke den.." hun bed sig i læben og var virkelig ikke tryg ved noget af det her, hun så ned på foden hun var nød til at komme hjem og få foden forbundet og smurt ordenlig ind, hun sank en klump "nu falder jeg ikke ned.. vel.. jeg har ikke lyst til at ende som en sort pande kage på jorden" hun nærme sig meget langsomt dragen og humpe også da foden gjorde ondt jo, hun stoppe ved dragens hovede og stod bum stille hendes ansigt så også lidt lyser ud ind før det var hendes måde at blive bleg af skræk på hun var jo næsten sort i hovede, hun stod bum stille og tur slet ikke flytte sig mere.

[Deleted]

At hun var bange for Sanildor var ikke noget der kom uventet, altså hun havde jo også lige slået foden da hun prøvede at løbe væk, så frygten var ret så åbenlys. Men det kunne de ikke tage sig af lige nu. #Du er tilgivet# Sagde dragen mentalt til Ritta, dog var han selvfølgelig stadig lidt irriteret over det, men der var jo ikke sp meget at gøre ved det.

#Du falder ikke ned med mindre du ikke kan finde ud af at holde fast.# Kommenterede Sanildor lidt arrogant til Ritta, selvfølgelig var alt hvad han sagde mentalt. Imens han sagde dette gik Reynard over til hende og gav tegn til at han ville hjælpe hende op på dragen, for det var jo ikke lige frem nemt at komme op på sådan et stort bæst. "Bare rolig, vi flyver ikke. Det er for svært med en skade, vis man ikke har prøvet det før. Plus Sanildor er skam hurtig nok til fods." Sagde Reynard roligt, dragen var af samme mening. Men han fortrak nu også at lade Reynard være den eneste der red på ham når han fløj, så vis han kunne undgå at lade andre ride på ham imens han fløj, så ville han gøre det.

[Deleted]

Ritta så på dragen "skønt jeg snakker med et forvokset firben med attude skønt" kom det sakastisk fra ritta i en svag mumlen, hun så på Reynard og var virkelig ikke glad for at skulle op på det bæst af en drage men da han sag dragen skulle gå til fødes slap hun hans hånd "jeg går selv ellers tak.. det.. det bæst skal ikke ødelægge skoven bare for at få mig hjem! " nu var ritta sur for tanken om det bæst skulle tampe gennem skoven og ødelægge utrolig mange træer var den værste tanke hun kunne komme på! skoven betød meget for hende så den skulle ikke smadders bare fordi de ville fragte hende hjem, hun begyndt at humpe tilbage mod stien hun kom fra, mens hun bed tænderne sammen for ikke at udsted nogle lyde af smerte på grund af foden, hun måtte dog ikke en gange 2 meter henne stoppe op og trække vejre dybt og lige sunde sig lidt inden hun ville prøve at humpe vider, det ville komme til at tage hele dagen at humpe hjem og vis ikke noget af aften vis hun var rigtig uheldig.

[Deleted]

Sanildor valgte at lade hendes kommentar ligge. For han var jo den bedre af de to. Han var stor og stærk og havde simpelthen sagt noget åbenlyst. For det var skam nemt nok at holde fast. Og med mindre du fløj var der ikke særligt meget vindmodstand til at skubbe dig af.

Men det så ud til at hun ikke ville ride på ham imens han gik til fods. For åh nej Sanildor kunne jo komme til at knække et par grene. Han fnyste lidt af hende. Det så ud til at hun ikke engang forstod sig på natur, for naturen tog ikke skade af nogle døde grene. Det der døde banede vej for nyt. Sådan var drager, drager var personifikationen af den cyklus, de herskede over ilden, og ilden elementet der symboliserede den cyklus. #Forbandede elvere....# Mumlede Sanildor mentalt til Reynard.

Reynard trak et par dybe åndedrag og gav Sanildor et ikke særligt glad blik. "Sanildor bliv her, så følger jeg hende hjem." Sagde Reynard hvorefter han drejede om og gik hen til elveren. #At du gider...# Mumlede Sanildor mentalt til ham. Reynard ignorerede det bare. Han viste Sanildor ikke mente det. Elveren havde bare irriteret ham, plus han var nok også lidt sulten så det hjalp ikke.

"Frøken, jeg lovede dig at følge dig hjem, og det har jeg alle intentioner om at gøre, om jeg så skal bærer dig hele vejen." Sagde Reynard da han var kommet op til Ritta. "Bare rolig, dragen skal nok lade være med at trampe rundt i skoven." Forsikrede han Ritta om. Han prøvede dog ikke at bærer hende med det samme. Han ville først lige se hvordan hun reagerede før han gjorde noget. Elvere kunne jo være farlige når de var sure.

[Deleted]

Ritta så på reynard da han kom hen til hende, hun var virkelig bleven ked af ved tanken om dragen ville ødelægge skoven for at få hende hjem , hun så på ham som han sag han stadig ville følge hende hjem om han så skulle bære hende, hun bed sig lidt i læben for hun hade ikke lade nogle bære hende ikke side hun var lille og den sidste der bare hende var en bjørn, "de behøver ikke bære mig.. jeg er alt for tung de får bare ondt i ryggen" hun så på ham og begyndt at humpe igen og igen nåde hun ikke langt før hun måtte stoppe igen, hun sukke *det her kommer til at tage tid* tænkt hun og rette sig op igen og kæmpe sig ellers hvider for at komme hjem selv om det nok ville kræve en del pauser, hun så på Reynard da hun stoppe, "Reynard.. hvad er du enlig for en?" spurt hun så med en nysgerrighed der brændt i hendes øjne og med et blidt smil på læberne. for han line bare et normalt menneske men hun hade en eller anden følelse af at han slet ikke bare var et helt normalt menneske, hvilke også hade ledt hende til at komme med det spørgsmål.

[Deleted]

"Ikke tænk på mig. Min ryk kan skam sagtens klare det." Sagde Reynard. Han var næsten sikker på at han kunne bærer hende, for hun så ærligt talt ikke alt for tung ud. Når han kunne løfte en mellem stor drage (Salindor da han var meget yngre) så kunne han da nok også bærer hende. Han fulgte hende imens hun prøvede at humpe frem af lidt mere. Men hun blev jo selvfølgelig nød til at give op efter et kort stykke tid. Da han så det, så gik han foran hende og sagde. "Hop op på min ryg, så går jeg resten af vejen." Da det så var ordnet begyndte han at gå mod den vej som Ritta havde sagt ville fører til hendes hytte.

Da hun spurgte hvad for en han var, så var han lige nød til at tænke en ekstra gang over det for at finde ud af hvad han skulle sige til det. "Jeg er en Dragerytter. Det har jeg været siden jeg fandt Sanildor's æg. Men jeg er født som halvt menneske, og desværre halvt Warlock." Sagde han lidt trist til mode over det. Han havde jo ikke valgt at være af sådan en magisk art, men det havde han jo intet at gøre med. Det var hans mors og fars værk. "Og hvad med dig? Er du en fuldblods Mørkelver?" Spurgte han sådan lidt for at holde samtalen kørende imens han gik fremad.