Losing my temper

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var efterhånden ved at være temmelig sent på aftenen. Athena krøb meget modvilligt ned i sengen. Zacharias lå allerede og var blevet puttet, men hvorfor skulle hun i seng, der var jo ikke mørkt udenfor, og hun var ikke træt! De blonde lokker var blevet flettet tidligere på aftenen, bare fordi hun gerne ville bruge lidt tid med mor. Hun havde været ked af det hele dagen, de havde jo besøgt den der fremmede mand, som bare havde smækket døren. Athena forstod ikke hvorfor han havde været så sur, de havde jo ikke gjort ham noget.
Hende og Zacharias var dog kommet sig hurtigt over det, men mor havde været ked af det, og det brød hun sig ikke om, hvilket også var grunden til hun nægtede at krybe i seng! ”Vil ik!” klagede hun surt og slog hidsigt ned i sengetøjet. Efterhånden havde hun forsøgt alt.. at charmere mor med sine store, grædende hundeøjne, forsøgt at være glad selvom hun var ked af det, men nej det hjalp bare ikke, og det var hun tydeligvis ikke tilfreds med! Hun havde slet ikke fået lov til at bruge alt den energi hun havde, og hun var slet ikke træt, og hun gad bestemt ikke at ligge stille. De havde aldrig været her før og hun var nysgerrig, for det var helt anderledes en Procias, det havde hun fundet ud af. Hun stirrede på sin mor ved direkte vrede og frustrerede grønne øjne. ”MOAR! Ikke gå!” råbte hun direkte desperat.
Hun ville ikke ligge der med Zacharias, for han var bare en rigtig irriterende bror, og han hjalp hende aldrig! I en form for protest rev hun elastikken ud af håret, og lod de gyldne lokker brede sig om de små skuldre i stedet for. Hun havde fundet ud af for længe siden at hun kunne få mor til at gøre som hun ville have det, men normalt kunne hun ikke lide at gøre det, fordi mor blev helt anderledes, desuden gjorde det lidt ondt i hovedet. ”STOP!” råbte hun forvirret og søgte direkte ind i hovedet på hende. Athena var slet ikke klar over hvordan hun gjorde, men det var rart smart! Hun tog sig til panden for det gjorde ondt, og hun vidste ikke engang når det rigtigt virkede. Hun vendte blikket mod Zacharias som bare lå der. Tårerne samlede sig i sin øjenkrog, hun slog dynen væk, og rejste sig i ren og skær protest igen. Armene lagde hun stædigt over hinanden. Hun ville ikke i seng, og mor kunne ikke tvinge hende!

[Deleted]

Efter den massive afvisning fra Jareds side af, så havde Elanya ikke set sig andre alternativer, end at søge til en kro, hvor de kunne overnatte, inden de ville tage tilbage til Procias. Det var vel bare oplagt nu, at han.. ikke ønskede hende? At han slet ikke ønskede at se hende? Selvom det selvfølgelig gjorde forbandet ondt, men der var ikke ligefrem noget som hun kunne gøre ved det af den grund, selvom den tanke faktisk var noget som gjorde forbandet ondt i sig selv. At få Zacharias i seng, var slet ikke noget som han havde noget imod som sådan, for det havde været en frygtelig lang gåtur for de små ben, så han var jo faktisk træt – heldigvis! For det kunne jo være, at det var noget som kunne give hende bare lidt ro til sjælen i aften, for hun havde brug for at finde ud af hvad de nu skulle gøre, for Jared havde jo fuldstændig lukket af for hende, selvom det var en tanke som virkelig gjorde forbandet ondt, men ikke noget som hun kunne gøre noget ved, for.. hun klandrede ham vel heller ikke for det? Hun vidste at hun ikke ligefrem havde været den mildeste på det punkt, men det var jo ikke noget som hun kunne gøre noget ved, hvis han ikke lod hende!
Hun vendte sig stille mod Athena, som tilsyneladende slet ikke ønskede at lægge sig til at sove. ”Det er sent, Athena, selvom det er lyst,” forsøgte hun endnu en gang at forklare den lille pige, selvom det var tydeligt, at det slet ikke var noget som hun fik noget ud af, som tøsen slog fra sig i sengetøjet o det hele. Hun sukkede dæmpet og rejste sig fra sengekanten af. Det var virkelig ikke en kamp som hun magtede lige i aften, og det var noget som hun bestemt heller ikke kunne fortsætte med at lægge skjul på, på nogen måde overhovedet! Hun vendte sig mod hende endnu en gang, som hun var på vej væk fra sengen. ”Mor skal også i seng nu,” endte hun ganske sigende, også for at gøre det klart, at hun også skulle, så det var jo ikke bare dem! Og Zacharias lå jo allerede og halvsov, for han var jo tilsyneladende temmelig træt!
Elanya nåede kun lige at vende ryggen til lille Athena, idet at tøsen søgte direkte ind i hovedet på hende, og råbte stop. Hendes pupiller trak sig tydeligt sammen, ved den smerte som pludselig satte sig i hendes bryst. Munden åbnede hun kun ganske let, også selvom der ikke rigtigt kom en lyd. Hun nåede et enkelt skridt, idet at benene måtte kollapse under hende. Den flotte kommode ved hendes side, ramlede hun direkte ind i, hvor hun rev alt med sig i gulvet som stod op den, idet hun selv ramte gulvet, kun for at blive liggende. Hun var død.

//Out

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena så sin mor falde til jorden hvilket gjorde hende bange. Hun havde ondt i hovedet, det var slet ikke som det plejede at være, hun havde jo slet ikke fået mor til at stoppe i det hele taget. Med tårefyldte øjne stirrede hun på sin mors skikkelse i det øjeblik hun faldt om og ramte kommoden. En vase faldt på gulvet og splintredes i hundrede af dele, mens vandet løb over mors stille skikkelse. Hun rejste sig fra sengen med skælvende hænder. Hvorfor var hun pludselig så træt? Meget langsomt gik hun tættere på, Zacharias havde gjort det samme og stod og prikkede til mor men hun reagerede ikke. Athena trådte forsigtigt hen mod hende og faldt på knæ. Meget forsigtigt strøg hun hånden over mors smukke, blonde hår. Det var ligesom hendes eget. ”Mor?” spurgte hun stille og man kunne næsten spejle forvirringen i hendes tone. Hun ruskede i hende, men uden at der skete noget som helst. En tårer trillede ned over de blege kinder, og efterlod hende fuldkommen skræmt. Hun havde da ikke gjort hende, noget havde hun? Mens Zacharias desperat forsøgte at få liv i mor, rejste hun sig selv og gik over i hjørnet, hvor hun gemme sig lidt, for hun skammede sig jo, det havde aldrig været meningen at gøre mor ondt! Hun blev stående i skjul og så hen på mor og Zacharias som forsøgte at vække hende, men det skete ikke noget. Hun forsøgte igen at gå ind i hovedet på mor, men hun opfangede ikke noget som helst, og det var aldrig sket for hende før. Hun hørte skridt nærme sig og så en fremmede mand komme ind i stuen. Han kiggede rundt og mumlede nogle ord som hun ikke forstod særlig meget af.
Krofatteren havde hørt noget skramle og han havde været tvunget til at se efter, han havde dog ikke regnet med at finde to grædende børn og Elanya ligge på gulvet. Enhver kendte for pokker hendes navn. Det gjorde ham vred, den vase havde kostet det hvide ud af øjnene, og nogle skulle nok få lov til at dække den! Desværre kunne han ikke prakke det på børnene. Han stirrede på hende som hun lå der på gulvet og bukkede sig ned ved siden af den lille knægt, og forsøgte at finde en puls, men forgæves. Selvom det ikke var kendt så var han ikke i tvivl om hvem der var far til de børn, ligesom alle andre havde han hørt rygterne, og knægten var jo som snydt af næsen på sin far, mens tøsen lignede sin mor op og ned af dage. ”Kom her,” næsten beordrede han. Det var bestemt ikke fordi at han var god til børn, men han var nødt til at fører børnene til deres far, for ellers ville han først for alvor få problemer, og det ønskede han ikke med dem der var tale om! Han tog begge børn i hænderne også selvom han kunne mærke at tøsen ikke var helt villig, og rev dem på sit vis med sig, så de kunne finde deres kære far

//Out