Saving an angel

[Silia D. Diamaqima]

Det var efterhånden ved at være sent på aftenen. Langt om længe var himlen endt mørk, nu hvor sommeren var over Procias, så føltes dagene uendeligt lange. Silia sneg sig langsomt ud fra det lille arbejdsværelse som hun havde tilegnet sig i et af tårnene. Hun kunne godt lide at være lidt afsides det gav hende luft til at tænke. De store stakker af papir var blevet gjort for i dag, hun havde været ganske effektiv hvis hun nu selv skulle sige det, og det var selvom hun ikke havde sin sin kære far hele dagen. Hun ville nødig blande sig i hvad han gik rundt og fordrev tiden med. Netop ved siden af arbejdsværelset lå de kongelige gemakker samt et værelse ved siden af. Hun havde valgt at bryde traditionen, da de kongelige gemakker altid havde været længere nede mod hovedbygningen. Hun strøg forbi sit eget værelse, og åbnede i stedet døren til det lille, der var svagt belyst af stearinlys. Hun lukkede døren bag sig, og sørgede for at den var låst. Procianerne ville nok blive henrykte hvis de vidste hvad hun havde tænkt sig at praktisere med i aften, og det var hele grunden til at ingen måtte vide noget. Der stod to senge inde i lokalet. Den ene var uigenkendelig og endnu ikke helt bleg. Det var en af de ældre soldater som desværre var faldet tidligere på dagen. Den anden var en lille dreng, som lå dækket af jord. En spand stod ved siden af. Silia lagde hånden over den og fyldte den med vand, før hun tog den med sig hen til drengens skikkelse. Liget var velbevaret, det måtte hun give manden bag. Nogle få mider kravlede rundt på kroppen, dem startede hun med at fjerne. De mørke lokker var bundet op i en stram knold, så hun ikke ville ligne noget der var løgn, som dronning var hun trods alt tvunget til at udvise lidt anstændighed. Hun rullede ærmerne op og gav sig til at vaske den stakkels knægt. Han var stadig bleg efter den sygdom som havde slået ham ihjel i sin tid. Han lignede sjovt nok mere sin mor end han lignede sin far, om ikke andet i ansigtet. Han havde ganske vidst mørkt hår og sylespidse tænder, som var skjult, men ansigtets struktur og øjnene.. særligt øjnene.. det var Yasmya om igen, der kunne ikke herske nogen tvivl om hvem der var hans forældre. Hendes læber spillede i et lille smil, det var svært at lade være. Med stille strøg vaskede hun drengen over hele kroppen, så han til sidst lå der og lignede en sovende skikkelse. Hun havde aldrig været meget for lege med liv og død, og til nu havde hun undgået at vække nogle helt. Det var heller ikke hendes plan denne gang, det var ganske vidst for farligt. I stedet ville hun lade kroppenes sjæle fæste sig i de to kroppe for en stund, binde dem via en pagt som hun havde læst om i den bog hendes far havde givet hende. ”Jeg håber det her går,” mumlede hun for sig selv. Deres sjæle havde hun allerede bragt tilbage dagen forinden. Hun trak de små sjæleglas op af lommen. Der var ikke noget at se foruden en blålig vaske. Hun vendte sig mod den døde soldat. Det sitrede i fingerspidserne. Det var ikke første gang hun forsøgte, det var ikke nær så energikrævende som at vække en person hel, men hun var tvunget til at gøre det inden sengetid så hun kunne genvinde den energi som hun ville bruge. Hun åbnede soldatens mund, og derefter flasken som hun holdt en tommelfinger for, så hun selv kunne hælde langsomt ned i hans mund. ”Pectus audio corde quaerendum. Fortitudinem meam ad te et dabit imperium sequar. accipere locum in cordibus corpus unum et anima usque ad vincula rumpunt libera me.,” begyndte hun med en fast tone, også selvom hun ikke virkede anstrengt. Den svære del var at.. ja.. holde dem i live det næste stykke tid. Hun lukkede munden og stilte flasken fra sig. De ville vågne i morgen tidlig.. hun var vant til at der gik timer. Marius pakkede hun ind i en tyk dyne, så hans krop kunne holde varmen. Derefter vendte hun sig mo den lille Emanuel. Hun strøg ham igennem de krøllede, mørke lokker. Herefter åbnede hun den næste flaske og gentog sine ord. ”Pectus audio corde quaerendum. Fortitudinem meam ad te et dabit imperium sequar. accipere locum in cordibus corpus unum et anima usque ad vincula rumpunt libera me.” og fjernede flasken fra hans læber. Hun pakkede ham ligeså ind i dynen. Marius ville forhåbentlig vågne først, så knægten ikke ville blive skræmt fra vid og sans. ”Vi ses imorgen” hviskede hun blidt og gabte træt. Roligt forlod hun værelset og lod dem ligge tilbage, kun for at søge ind på sit eget værelse, så hun kunne få lidt ro igen.

//OUT