Time for a new era.

[Deleted]

Det var ved at være en sen eftermiddag. Solen var endnu oppe, også selvom det var blevet en anelse mørkere og en anelse mere køligt. Elanya havde valgt at forlade Jared bare for en stund, også fordi at hendes tilstand direkte bød hende til det. Selv stod hun jo endnu som dronningen af Procias, selvom det forhåbentlig skulle ændres meget snart. Hun havde efterhånden erkendt at hun var ved at blive for gammel til at fortsætte med dette erhverv, også fordi at hun var.. ikke ligefrem den mest populære mere, og det var noget som hun allerede var klar over, og selvfølgelig var det noget som hun ønskede at Procias skulle forblive på toppen, hvem ville så fungere bedre i den stand end Silia Diamaqima? Det kunne godt være, at det ikke var alle som var lige enige med hende, men ikke desto mindre, så kunne hun ikke gøre noget ved det lige nu. Det var en ung kvinde som hun i sandhed stolede på, også selvom hun virkelig stod med en temmelig dårlig smag i munden, også fordi at hun vidste at de havde meget at slås med, efter Nathaniels bortgang, men der var nu ikke ligefrem noget som hun kunne gøre ved det af den grund. Tronsalen var henlagt i en utrolig ro, selvom det nu heller ikke gjorde hende noget. Efterhånden så havde hun virkelig brug for ro! Maven var ved at være stor, også selvom hun stadig havde lidt tid endnu. Jared var meget over hende, hvilket bestemt også var en tanke som hun nød af, men.. hun var nødt til at få det her afsluttet ordentligt først, før hun kunne tage hjem og tilbage til ham. Selv denne korte tur til Procias, var noget som efterlod hende med et utroligt savn, som.. hun manglede noget, for hun manglede jo trods alt ham.
De rolige skridt førte hende roligt hen til de store vinduer som var vendt mod Apterta. Den store og lyse by som var ved at komme tilbage på benene igen, hvilket selvfølgelig var noget som gjorde det hele så meget bedre for hende, for noget havde hende og Jason vel også gjort rigtigt? Selv den stakkels mand havde mere end rigeligt at slås med, hvor Lisas bortgang virkelig også var noget som efterlod hende med en frygtelig skyld i sindet, for hun følte at hun faktisk havde noget at gøre med det, selvom det vel var noget vrøvl? Hun sukkede dæmpet, som hun lod panden hvile mod det klare glas, så hun kunne se ud over den store by. Smuk var den virkelig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hånden strøg hun let over den store mave. Smilet bredte sig let på hendes læber. Det ville egentlig ikke undre hende, hvis Jared var taget med hende, men hun havde sjovt nok fået ham til at blive hjemme med løftet om at hun nok skulle komme hjem til ham igen. Nu hvor hun bare afventede Silia, hvor hun håbede at hun meget snart ville dukke op. Jo hurtigere dette blev snakket igennem, jo bedre ville det helt klart blive!

[Silia D. Diamaqima]

Det var ved at være en sen eftermiddag. Solen var endnu oppe, også selvom det var blevet en anelse mørkere og en anelse mere køligt. Elanya havde valgt at forlade Jared bare for en stund, også fordi at hendes tilstand direkte bød hende til det. Selv stod hun jo endnu som dronningen af Procias, selvom det forhåbentlig skulle ændres meget snart. Hun havde efterhånden erkendt at hun var ved at blive for gammel til at fortsætte med dette erhverv, også fordi at hun var.. ikke ligefrem den mest populære mere, og det var noget som hun allerede var klar over, og selvfølgelig var det noget som hun ønskede at Procias skulle forblive på toppen, hvem ville så fungere bedre i den stand end Silia Diamaqima? Det kunne godt være, at det ikke var alle som var lige enige med hende, men ikke desto mindre, så kunne hun ikke gøre noget ved det lige nu. Det var en ung kvinde som hun i sandhed stolede på, også selvom hun virkelig stod med en temmelig dårlig smag i munden, også fordi at hun vidste at de havde meget at slås med, efter Nathaniels bortgang, men der var nu ikke ligefrem noget som hun kunne gøre ved det af den grund. Tronsalen var henlagt i en utrolig ro, selvom det nu heller ikke gjorde hende noget. Efterhånden så havde hun virkelig brug for ro! Maven var ved at være stor, også selvom hun stadig havde lidt tid endnu. Jared var meget over hende, hvilket bestemt også var en tanke som hun nød af, men.. hun var nødt til at få det her afsluttet ordentligt først, før hun kunne tage hjem og tilbage til ham. Selv denne korte tur til Procias, var noget som efterlod hende med et utroligt savn, som.. hun manglede noget, for hun manglede jo trods alt ham.
De rolige skridt førte hende roligt hen til de store vinduer som var vendt mod Apterta. Den store og lyse by som var ved at komme tilbage på benene igen, hvilket selvfølgelig var noget som gjorde det hele så meget bedre for hende, for noget havde hende og Jason vel også gjort rigtigt? Selv den stakkels mand havde mere end rigeligt at slås med, hvor Lisas bortgang virkelig også var noget som efterlod hende med en frygtelig skyld i sindet, for hun følte at hun faktisk havde noget at gøre med det, selvom det vel var noget vrøvl? Hun sukkede dæmpet, som hun lod panden hvile mod det klare glas, så hun kunne se ud over den store by. Smuk var den virkelig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hånden strøg hun let over den store mave. Smilet bredte sig let på hendes læber. Det ville egentlig ikke undre hende, hvis Jared var taget med hende, men hun havde sjovt nok fået ham til at blive hjemme med løftet om at hun nok skulle komme hjem til ham igen. Nu hvor hun bare afventede Silia, hvor hun håbede at hun meget snart ville dukke op. Jo hurtigere dette blev snakket igennem, jo bedre ville det helt klart blive!

[Deleted]

Foråret var på vej, og det var en af de tider som Elanya bedst kunne lide, også fordi at det efterlod hende med en form for ro og fred. Det var den tid for nye ideer, nye tider, og det var helt klart også det som Procias havde brug for efterhånden, og det var desværre ikke noget som hun selv kunne give det, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende noget som sådan. Hun var ved at være for gammel til det efterhånden, og det var noget som hun var ved at indse, også fordi at hun virkelig havde siddet længe på den trone nu. Det havde bare brug for noget, som hun desværre ikke var i stand til at give det, og selvfølgelig, så håbede hun at hendes lille idé faktisk ville være i stand til at slå igennem, for det ville virkelig lette dem alle sammen frygtelig meget, så selvfølgelig var det noget som hun håbede på, at Silia ville være i stand til at hjælpe hende med!
Elanya havde det faktisk temmelig skidt med at skulle bede Silia om at møde hende på slottet, også fordi at hun vidste at den unge kvinde havde nok at slås med, efter Nathaniels bortgang. Selvfølgelig var det noget som selv påvirkede hende i den store grad, også fordi at hun kendte manden utrolig godt, så det at høre, at han ikke var vågnet fra sin lur, var noget som virkelig var kommet bag på hende, ligesom det også måtte være kommet bag på så mange andre! Hun blev henne ved vinduerne, og med hænderne mod hendes mave, som efterhånden var ved at være temmelig stor. Tvillinger måtte det være, også selvom det faktisk ikke var en tanke som fik hende til at smile. Det var en overraskelse som hun ikke ville fortælle Jared, for han skulle have lov til at opleve den glæde. Specielt nu hvor hun vidste, at han havde mistet før, så selvfølgelig ville hun gøre det til noget specielt. Hun lukkede øjnene let, hvor hun nød godt af de sidste stråler af den store sol. Alt var kaos på kongehuset lige for tiden, og hun vidste at Jason sågar var mere presset end det som hun selv var, så et sted så gjorde hun helt klart også det her for hans skyld. Hun ønskede at give ham den frihed til at tage sig af sin familie, også fordi at det efterhånden var ved at være yderst tiltrængt! Hun vendte sig, som dørene endte med at gå op, hvor smilet bredte sig på hendes læber. Silia havde hun kendt stort set siden hun var helt lille, og det at se hende som den smukke kvinde, var noget som kun fik hende til at smile tydeligt og bredt på hendes læber, som hun så Silia neje for hende. Respekten var der, og det var en tanke som hun faktisk godt kunne lide, for det gjorde hende rolig og ikke mindst ganske tilfreds. ”Det glæder mig at De kunne komme, Frøken Diamaqima,” endte hun roligt, som hun gik hende i møde. Maven var ved at være stor, og folk var begyndt at snakke om det og stille spørgsmål, så det var jo trods alt også et spørgsmål om tid, inden den sidste respekt for hende, ville være væk alligevel. Hun havde været meget i søgelys, og det var faktisk ubehageligt! ”Jeg ved godt, at det måske er en meget dårlig timing.. Men jeg har noget jeg ønsker at snakke med Dem om,” endte hun sandfærdigt.

[Silia D. Diamaqima]

Silia rettede sig roligt op. Det var de færreste som hun bukkede for, men hun fandt Elanya ganske værdi for sin respekt, også selvom hun havde kendt hende mere eller mindre hele livet. DE sidste stråler stod ind af vinduet, og faldt på hendes krop, skænkede hende en varme, som desværre ikke var i samme grad i tronsalen. Hendes læber var bredt i et åbenhjertet smil, det var trods alt sådan hun var blevet opdraget, og hendes verden var ikke blevet brudt ned ved hendes fars død, så ingen skade sket. Blikket faldt på den store mave. Hun var iblandt dem der kendte hemmeligheden bag dem, hun vidste udmærket godt at de børn ikke var Jasons.. han havde vidst uanset fået dem han skulle have, og særligt efter Lisa var gået bort, en tanke som faktisk gjorde ondt på hende. ”Jeg ser at De nærmer Dem, Deres Højhed,” hun gjorde et lille kast mod den store mave. Det kunne ikke være andet end tvillinger, og det var lige før at hun selv glædede sig som et barn på juleaften, det var jo næsten som at få en kusine eller en fætter, eller sådan noget! ”Selvfølgelig Deres Højhed. Jeg står til Deres rådighed, det ved De,” påpegede hun med et lidt sigende nik. Hænderne foldede sig høfligt og roligt foran sig. Der var ingen tvivl om hendes rødder, hverken far eller mor, det var helt sikkert. Elanya havde aldrig kaldt hende op på slottet på denne måde, så Silia vidste udmærket at det var en alvorlig sag, hun ville ikke tøve med at komme! Hun havde altid været vant til Elanyas klare, blå grønne, altid så kærlige og varme, men hun så noget andet i dem.. noget som faktisk foruroligede hende, særlig fordi hun valgte at bringe familien op. ”Det skal De ikke tænke på. Det har været en.. hård tid siden min far døde, men jeg kan forlade min familie for en stund,” endte hun stille. Smilet var falmet en smule, mest fordi hun næsten var.. lettet over en mindre pause, det var jo hende som stod med langt det meste, og det var faktisk hårdt at passe på sin mor, hun havde aldrig vidst hvordan hun skulle tackle hendes sygdom, og uanset hvad hun gjorde, så.. gav det bare aldrig pote, det var noget så frustrerende! ”Jeg er lutter ører,” sagde hun stille. Det var tydeligt at det var en betydningsfuld sag, så hun ønskede heller ikke ligefrem at skulle trække tiden yderligere ud med ligegyldig snak. Blikket gled lidt diskret omkring i søgen efter sin kære far. Det skulle næsten være et under, hvis ikke han havde fuldt hende herhen, det var trods alt alle hans pligter hun faktisk havde overtaget, kun fordi hun næsten nåede hans niveau i dygtighed.. hun manglede dog erfaringen, og det var til tider et problem for hende. De mørke øjne fulgte dronningens skikkelse, yderst nøje. Kropssprog var det halve sprog, det vidste hun jo godt! Det var noget som Nathaniel havde lært hende at kigge efter, allerede dengang det var gået op for dem, at hun havde et øje i en anden verden, og de kunne gøre hende ondt om det ville. Heldigvis havde det ikke været et problem, faktisk fandt hun det ikke engang særlig skræmmende mere. Døden var kun en ny start, det havde hun lært.

[Deleted]

Selvom Elanya havde kendt Silia lige siden hun havde været lille, så var det tydeligt at se at respekten var der, og den var i den grad også gensidig, for hun kunne ikke gøre andet end at tage hatten af for det arbejde som Silia havde overtaget efter Nathaniels død. At han så ikke var helt væk, var ikke en tanke som hun vidste eller var kendt med, også fordi at hun slet ikke havde det sådan omkring døden. Den havde altid skræmt hende, også selvom hun selv havde mødt den, hvilket også gjorde, at det faktisk var en tanke som skræmte hende det mere nu. Hun vendte blikket roligt mod sin store mave. Det var i den grad tvillinger, selvom hun slet ikke vidste om Jared var klar over den ekstremt store sandsynlighed for tvillinger. Hun smilede svagt. ”Det nærmer sig med hastige skridt nu. Jeg kan godt sige dig, at det kan mærkes på manden også,” påpegede hun med en drilsk stemme. Det morede hende i den grad også at se hvor meget Jared var over hende, men det var nu bare sådan at det var i den anden ende. Hun blev stående og så på den unge tøs. Det var jo næsten som.. familie efterhånden, for det sammenhold i familien var noget som de slet ikke kunne lade være med i den anden ende. Silia så hun næsten på som en.. niece, og det var en tanke som hun faktisk godt kunne lide. I det store og hele, så var det faktisk en meget alvorlig sag som hun ville snakke med Silia om, også fordi at det faktisk var en vigtig sag! Hun vidste at Silia havde været i Procias igennem meget af sit liv, men ikke desto mindre, så vidste Elanya skam også at hun virkelig var glad for det, og hvis hun lignede sin ar så meget, som hun tydeligt kunne se og havde fornemmelsen af, så ville hun sikkert heller ikke bakke ud. ”Jeg kunne godt forestille mig at det er et tab for Jer alle? Jeg kondolerer med tabet af ham. Han var en stor mand Silia..” endte hun sigende. Selv hun havde taget det tab lige så hårdt som så mange andre havde gjort det, også fordi at Nathaniel havde hjulpet hende så mange gange. Hun gjorde tegn til at Silia skulle tage vandringen med hende hen til vinduet. Det var vinduet vendt ud mod det store land, hvor man kunne se lige ned til Apterta, men også skimte de mange byer i det fjerne, samt skoven som også var ved at være grøn igen. Det hele så i den grad ud til at gå i den rigtige retning, så selvfølgelig var det noget som hjalp meget på det. Folk kunne endnu en gang være glade igen, og det var selvfølgelig noget som i sandhed måtte hjælpe hende meget! ”Procias er ved at finde vejen tilbage til det rige som det engang var, Silia. Men det sidste skridt, kan jeg ikke gå med det af… mange åbenbare grunde,” Hun vendte blikket mod Silia endnu en gang. At Nathaniel faktisk var der til at lytte, var slet ikke en tanke som hun var kendt med på nogen måde, også fordi at hun havde det forhold til døden som hun nu havde, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. ”Jeg har det virkelig dårligt med det, men… Jeg har brug for din hjælp..”

[Silia D. Diamaqima]

Der havde været at lave sin Nathaniels død, for hun havde overtaget alt hans arbejde, og alle de mange aftaler som han havde med folk rundt omkring, det var faktisk ikke let, samtidig med at hun holdt familien i ørerne, og forsøgte at få det hele til at køre rundt. Hun tog det dog meget pænt, også selvom der ikke var megen tid til noget som helst, om ikke andet så var hendes far jo stadig omkring hende, hvilket gjorde det meget lettere. Silia slap en kluklatter og trak lidt morende på skuldrene. Det undrede hende slet ikke at Jared var over hende som en høg, det var trods alt hans første. ”Det forundre mig på ingen måde! Jeg tror det ligger til mænd,” påpegede hun lidt overvejende. For en kort stund havde hun næsten glemt den formelle tone, også selvom hun virkelig forsøgte at holde fast i den. Hendes far havde aldrig været der til at pusle om hendes mor under hendes graviditet, men Silia kendte sandheden takket være den bog som han havde skrevet til hende inden sin død, inden han var blevet syg og dårlig. Det gjorde nok mere ondt på deres mor, end det gjorde på hende, for de begik jo alle fejl, og selvom mange havde svært ved at tro det, så gjorde Nathaniel Diamaqima også. Silia nikkede stille til hendes ord. De savnede ham alle sammen. ”Tak. Det er et frygteligt tab, jeg tror dog ikke at han er helt væk,” erkendte hun med et mindre skuldertræk. Hun måtte ikke afsløre den evne som hun havde, det var en hemmelighed mellem hende og hendes far, men der var vel heller intet mystisk i, at en datter trøstede sig ved tilstedeværelsen af en mand, som havde lært hende alt hvad hun vidste? ”Han var en stor mand. Det er ikke nemt at følge hans fodspor,” hun sendte hende et lille smil, også fordi hun ikke ønskede at virke for påvirket af det, hun var trods alt meget fattet. Silia fulgte hende roligt hen mod vinduet, lod sig bade i solens varme stråler. Procias var i live for deres øjne, noget som det ikke havde været længe. Synet fik læberne til at bredes i et mindre smil. Skoven var begyndt at blive frodig igen. ”Druiderne har gjort et fantastisk stykke arbejde,” konkluderede hun roligt. Skoven havde altid været hendes yndlingssted at færdes, og det havde været hendes hjem gennem mange år, så det glædede hende virkelig. ”Du har gjort et fantastisk stykke arbejde, Elanya. Men du må passe på dig selv, særligt nu hvor du venter dig,” medgav hun roligt, uden rigtigt at se hvor samtalen måtte fører hende. Hun var villig til at gøre meget for dette land, kun for at se det på højkant igen. Hun vendte blikket mod Elanya med et lidt diskret smil. ”Jeg er bange for at jeg ikke helt følger dig,” erkendte hun roligt Nathaniel var der et sted, han havde sikkert allerede regnet det ud, men hvad pokker.. Som regel når hun skulle hjælpe nogen bestod det i noget med alkymien, og det kunne hun vel godt finde tid til et eller andet sted, hvis det kunne hjælpe landet, så stod hun der hellere end gerne.

[Deleted]

Elanya kunne kun være imponeret over Silias måde at tackle hele situationen på, for hun vidste at hendes bror og mor ikke tog det nær så godt som det hun gjorde. At det jo så var hende som skulle holde sammen på det hele, gjorde det ikke ligefrem bedre, for hun ønskede slet ikke at kaste ansvaret på hendes unge skuldre, bare sådan uden videre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om i den anden ende. Hun vendte blikket mod hendes mave. At stå og kærtegne den, gjorde hun kun fordi at Jared ikke var der til at gøre det for hende. Hun elskede virkelig når han gjorde det! ”Utroligt ikke..? Den hårde mand.. det hårde ydre.. og hjemme får jeg ikke lov til at gøre noget som helst,” endte hun ganske morende. Tabet af Nathaniel, har været et tab for alle – og sikkert også dem som slet ikke har været kendt med manden, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Et svagt smil passerede roligt hendes læber, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hovedet lod hun søge let på sned. ”Døden gør meget med folk, Silia.. Man ønsker ikke at de skal være helt væk, selvom de er det alligevel..” endte hun sigende, som hun vendte blikket mod vinduet, da de endelig var kommet derned. At det ikke var nemt at gå i Nathaniels fodspor, var noget som Elanya næsten kunne gætte sig til, for den mand havde altid haft så meget at stå med, at man skulle tro at det måtte være løgn i den anden ende, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun trak svagt på smilebåndet, hvor hun lige så endte med at nikke. At droppe lidt af den høflige tone overfor hinanden, havde hun det fint med, også fordi at hun kendte tøsen så godt efterhånden. Tungen strøg hun let over læberne. ”Jeg er temmelig sikker på at du vil gøre det godt,” endte hun dæmpet, som hun vendte blikket roligt mod Silia endnu en gang. Hvem ville gøre det bedre, at gå i Nathaniels fodspor end hans egen datter? Druiderne havde i den grad gjort et utrolig godt arbejde med skoven, og det var noget som hun selv vidste, og det var selvfølgelig noget som hun var frygtelig glad for! Hun vendte blikket mod hende endnu en gang. At Silia ikke fulgte hende, fik hende svagt til at smile. ”Jeg ved godt at det ikke er nemt, Silia.. Og jeg ønsker slet ikke at kaste den byrde på dine skuldre, for jeg ved at du har meget at slås med. Jeg venter mig nu.. Jeg er ved at være gammel og.. ja. Respekten for mig, er ikke hvad den har været engang.. Procias har brug for noget nyt.. Det har brug for dig,” fortsatte hun sigende, som hun vendte blikket mod hende.

[Silia D. Diamaqima]

Det var bestemt ikke nemt at være hende i øjeblikket, men om ikke andet så forsøgte hun at tackle det, uden hende frygtede hun ærlig talt at familien ville falde sammen hjemme, også selvom Jophiel virkelig forsøgte, det vidste hun jo godt. Desværre var de påvirket af Nathaniels død på en ganske anden måde end hun selv var. Måske hun blot lød som en såret datter når hun sagde at hendes far ikke havde forladt hende, men der lå ganske andet mere i det end som så, som Silia ganske simpelt, valgte ikke at svare på. Eftermiddagen ville snart blive til aften. De bade i øjeblikket i de sidste varme stråler, før mørket ville tage over. ”En gravid kvinde, kan tydeligvis blødgøre selv den mest hårde mand,” svarede hun med et lidt morende glimt i blikket. Det var svært at forestille sig Jared sådan. Hun stirrede på den røde sol som var på vej ned. ”Ingen ønsker at miste,” påpegede hun fraværende. Enhver levendes største frygt, var at blive ladt tilbage, alle frygtede for at miste, og når de gjorde.. så var det hende der lod sig plage af det. Silia bebrejdede ikke sin far, for det havde været undervejs længe, men til tider kunne hun godt være vred på alle andre, for at tro at hun var sin far, hendes unge væsen kunne slet ikke bære så meget som hendes far havde kunnet! Den høflige tone var gået sin vej, uden at hun havde tænkt meget over det, men det lød så forkert at kalde Elanya ved de formelle tiltaler frem for alt andet. Hun nikkede medgivende, dog endnu fraværende. ”Jeg værdsætter din tiltro,” svarede hun næsten per automatik, for det var bestemt ikke første gang hun fik de ord. Roligt kom hun mere tilbage til den virkelige verden, mindede sig selv om at hun burde lytte, for det var tydeligvis vigtigt. De mørke øjne faldt i Ela's funklende. Jo flere ord der forlod hendes læber, jo flere slag slog hendes eget hjerte, for hun begyndte at se hvor dette førte hende. Hun åndede ud. ”Jeg.. Det var noget af en tale. Jeg forstår at din tid er forbi, Elanya. Men min mor.. min bror, de har det virkelig svært efter min fars død, og der følger jo nogle.. ekstra udfordringer med min mor,” hun slog blikket væk, for ikke at afsløre sin frustration. Alt for mange tanker gled igennem hendes hoved. Ville hun nogensinde kunne leve op til forventningerne? Ville man acceptere hende på trods af sine dvasianske rødder og ikke mindst hendes mors? Hun så atter på hende. ”Jeg har brug for tænketid,” konkluderede hun endeligt. At takke nej var svært, fordi det var et virkelig ærefuldt tilbud, og hun ville kunne gøre noget, men hun havde en familie, og den kom altid i første række!

[Deleted]

Det var egentlig sjovt hvad en graviditet kunne gøre ved en mand, men Elanya nød af det. Han var der om ikke andet, og han puslede om hende, hvilket var noget som hun virkelig nød! Hun nikkede sigende. ”Så længe han kan leve med hvalen ved hans side i sengen om natten, så er jeg glad.. Jeg tror snarere han er mere spændt end det jeg er,” erkendte hun med et stille smil. Hun nød selvfølgelig af tanken, endelig at kunne kalde sig for mor igen, også selvom hun bestemt heller ikke regnede med at der kom flere.. Hun ville ikke kunne klare, at flere valgte at vende hende ryggen, for.. det havde alle gjort foruden en, og det var noget som virkelig gjorde ondt. Hun stolede på Diamaqima-familien, også fordi at det var en familie som hun havde haft temmelig meget at gøre med igennem sit liv, så selvfølgelig var det ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun vendte blikket mod hende, som hun kunne se at nuheden om hvordan det hele faktisk måtte hænge sammen, faktisk måtte falde til for Silias blik som et puslespil. Nathaniel var der måske om hende, men det var ikke noget som hun var af eller kunne tage del i, for.. hun havde bare indset ligesom så mange andre, at manden var død og borte. Hun nikkede. Det var bestemt heller ikke fordi at hun regnede med et svar lige nu og lige her. ”Jeg ville bare fortælle dig det.. Det er en stor tjeneste at bede dig om, det ved jeg godt. Men ud fra alle jeg selv har kendskab til, så er jeg sikker på at det er et arbejde som du vil kunne gøre utrolig godt.. Landet har brug for dig,” endte hun sigende. Det kunne godt være, at hun sådan pludselig lød direkte.. desperat, men det var faktisk slet ikke meningen! Hun bed sig svagt i læben. At Silia dog ikke sagde nej med det samme, gjorde hende glad et sted, for så var der håb endnu! Hun nikkede sigende til hendes ord, som hun vendte blikket mod hende. ”Tag dig den tid du har brug for,” endte hun sigende, som hun lagde den ene hånd mod hendes skulder. Der var mange ting som skulle overvejes, og det vidste hun godt.. Af den grund, så kunne hun slet ikke lade være med at.. håbe.

[Silia D. Diamaqima]

Der skulle tydeligvis ikke meget til at blødgøre en mand, men det lod heller ikke til at Ela havde det mindste imod Jareds evige bekymring. Eftersom dette var hans første, så kunne ingen bebrejde ham. Hun betragtede den store mave med en næsten kærlig mine. ”Du er smuk, Elanya. Jeg er sikker på at han er yderst tilfreds,” erkendte hun med et lille nik. Ligesom sin far, så fik hun sjældent en løgn over sig.. hun var dog bedre til det end han havde været! Efterhånden havde den kvinde da også en uendelig stor familie, også når man tog trillingerne og Kimeya i betragtning. Så vidt hun huskede, havde Kimeya faktisk også haft endnu en bror. Det var nu noget som hun efterhånden ikke kunne finde rundt i, der var nok hemmeligheder og mysterier i hendes egen familie til at hun også kunne tage sig af alle andres. Ikke nok med byrden der nu var lagt på hendes skuldre, så stod hun også lidt trængt op i en krog. Tilbuddet var i den grad noget som havde overvældet. Hvad pokker skulle hun sige?! På trods af det indre kaos, forholdt hun sig fuldkommen rolig, for hun var ikke typen der gik i panik bare sådan. Der var dog heller ingen tvivl om at Elanya virkelig var desperat. Hun borede neglene ind i sin stakkels håndflade. Pludselig var solens stråle ikke længere synderligt beroligende. Hun vendte sig op, og lod blikket søge hen over tronsalen i håb om at se sin kære far stå der et eller andet sted. Dette var en af de ting hun behøvede hans råd til. ”Det glæder mig selvfølgelig at du nærer så stor en tillid til mig, men det er virkelig et dårlig tidspunkt. Jeg er ikke sikker på at det er en byrde jeg kan smide på Jophiel, og jeg ville aldrig placere min familie på et slot. Min mor bryder sig ikke om dem,” tilføjede hun lidt forklarende. Hun gned eftertænksomt sin hage. For et kort øjeblik, var hun næsten en nøjagtig kopi af sin kære far. Hvor pokker var han når man behøvede ham?!

[Deleted]

Elanya elskede virkelig Jared, og det var slet ikke noget som hun lagde skjul på, nu hvor manden var oppe og vende i samtalen. Hun smilede ganske let, som hun vendte blikket ned over sig. Hun følte sig ikke videre smuk eller attraktiv længere, og det havde hun bestemt heller ikke gjort i flere år. Jared gav hende følelsen af det, og hun elskede det virkelig! ”Han virker til at være yderst tilfreds.. Og det er jeg kun glad for,” erkendte hun endeligt. Silia kendte til sandheden, og desuden så var det også en ung kvinde som hun vidste at hun kunne stole på. At se Silia reagere på den måde, var bestemt heller ikke ligefrem noget som hun havde regnet med, men det var ikke helt så uventet som sikkert så mange andre ting kunne have været det, men det var nu bare sådan at det måtte være når alt endelig skulle komme til stykket på denne her måde. At se Silia se sig rundt og til alle sider, var slet ikke noget som hun spurgte ind til, det kunne være fordi at hun ikke vidste hvad hun skulle sige? Svagt bed hun sig i læben endnu en gang. Ja, et sted så lød hun virkelig desperat, for det var hun virkelig også, selvom det bestemt heller ikke ligefrem gjorde det bedre på nogen måde overhovedet! ”Jeg ved godt at det er et meget dårlig tidspunkt, men… Ja.. Du skal selvfølgelig have lov til at tænke tingene igennem.. Jeg vil ønske at det selvfølgelig kunne gøres hurtigt.. Også for Jasons skyld. Den arme mand har fået meget at slås med efterhånden, så… også for ham.. Jeg vil gå ned på kontoret.. Jeg har meget at se til. Du ved hvor du kan finde mig.. ikke?” endte hun sigende. Hun var temmelig sikker på at Nathaniel nok havde vist hende hvor det var. Hun endte med at neje selv let for Silia. En mulig kommende dronning her til lands trods alt! Hun valgte at vende om og forlade salen, hvor hun efterlod Silia tilbage med sine egne tanker.

//Midlertidig out

[Nathaniel Diamaqima]

Som Elanya valgte at forlade salen, så tillod Nathaniel sig endnu en gang at vise sig for Silia og derved også tage hendes fokus. Allerede da hans elskede unge datter havde modtaget Elanyas brev, så havde han haft på fornemmelsen af hvad der skulle ske, og det var bestemt heller ikke fordi at han havde taget helt fejl af det hele. Selvom det selvfølgelig var et ekstremt dårligt tidspunkt at gøre det på, så kunne han nu alligevel godt følge Elanyas tankegang, selvom det sikkert ikke var noget som hjalp hans datter i denne situation, for han vidste godt, at hun ikke havde det nemt fra før af. Men af den grund, så skulle han helt klart vide, at han virkelig var stolt af hende, for det var han i allerhøjeste grad også! Han foldede roligt hænderne på ryggen, som han vendte blikket roligt mod hende. At hun søgte råd, sagde hendes blik ham allerede med det samme, og selvfølgelig ønskede han at hjælpe hende, så meget som det nu var ham muligt! Desuden.. det var jo trods alt kun hende som kunne se ham, også selvom det virkelig var irriterende til tider, specielt når han ønskede at skænke Liya de store ord om aftenen, stryge hendes kind og putte hende i sengen, for.. det kunne han ikke. Han kunne ikke røre noget som helst! Han vendte blikket roligt mod Silia ved vinduet, som han roligt bevægede sig i retningen af hende.”Hvad tænker du, Silia?” spurgte han stille. Han lod hovedet søge let på sned. Det kunne godt være, at han ikke havde været at se, men han havde hørt det hele, og selvom det selvfølgelig var en situation som var kommet lidt bag på ham selv, også fordi at Silia ikke var ældre, så ønskede han selvfølgelig at hjælpe hende, og helst så meget som det nu var ham menneskelig muligt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på denne her måde. Han stillede sig roligt ved siden af hende, som han selv vendte blikket mod Apterta.. Tingene havde virkelig forandret sig, på alt for kort tid.

[Silia D. Diamaqima]

For nu havde tanken om Jared og de kommende tvillinger, forladt hende fuldstændig. Der var frygtelig mange tanker som i stedet var endt med at overtage hendes sind. Elanya kunne da ikke mene, at hun faktisk ønskede hende til at sidde på tronen, hun havde jo absolut ingen erfaring! Ligesom sin far så gjorde hun nogle yderst mærkværdige ting, men at se sig desperat omkring, var nok ikke noget nogle forstod sig på, eftersom det var hendes lille hemmelighed. Elanya var desperat og hun forstod hende, hvilket næsten var det værste. Jason stod alene med 7 børn og hun selv ventede sig. Hun nikkede blot tavst mod hende, og fulgte hende med blikket ud af tronsalen. Det var en mærkværdig følelse, at se hende neje for hende, for det burde jo være omvendt! ”Godt, vis så din smarte ende,” mumlede hun en smule bedende. Nu hvor hun var alene, så kunne Nathaniel godt tillade sig at vise hende. En enorm sten lettedes fra hendes bryst, idet hun faktisk så hans skikkelse. Han havde været der hele tiden, det vidste hun. Hænderne foldede hun roligt for sig, blev stående lænet op af det store vindue der belyste salen. ”Jeg tænker alt for meget,” erkendte hun med et tungt suk. Hun lod de mørke øjne falde i hans. Det var på mange punkter som at se sig selv i spejlet. ”Jeg kan gøre det. Jason og Elanya har for meget at slås med til selv at kunne holde landet på fode,” remsede hun op, kun for at skabe sig et overblik over situationen. ”Men..” hun vendte sig mod ham. ”Far jeg.. Ved at mor har det svært, og Jophiel det samme, og jeg frygter hvor lang tid vi kan holde hendes tanker på rette spor. Jeg ved ikke om jeg er villig til at risikere familien,” hun lod hovedet glide på sned. På sit vis følte hun sig næsten rastløs. Dette kunne meget vel gå hen og koste hende, hendes mor og det ville hun jo heller ikke. Desuden ville det ligge et stort ansvar på Jophiels skuldre, og det var hun bare ikke sikker på, at han var klar til!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde udmærket godt hørt det hele, men han ville ikke starte med at stå der, og lede Silia i den ene retning frem for den anden. Så længe hun kunne se ham og så længe de kunne kommunikere, så var han glad. Han vidste at hans sygdom havde taget hans liv, men af den grund, så kunne han slet ikke finde hvile. Han stillede sig roligt ved hendes side, som han vendte blikket mod landet. Det havde forandret sig meget på alt for kort tid, og sandt at sige, så havde Elanya og Jason virkelig meget at slås med indbyrdes og hver især! Han vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Det har de..” medstemte han. Han nød at se at Silia skabte sig det overblik, og det at hun faktisk troede på at det var et job som hun kunne klare, var han slet ikke i tvivl om at hun kunne, for hvem ville gøre det bedre end hans datter? Stolt var han helt klart af dem, og det var noget som han faktisk gik meget op i at fortælle dem! Det vansirede ansigt havde han end ikke mere.. kun fordi at sjælen var perfekt.. Ingen ar eller mærker. Han sukkede let. Hun tænkte virkelig meget, det kunne han skam godt fornemme på hende! ”Jophiel har det svært, fordi mor har det, min pige. I skal ikke regne med at mor bliver bedre. Ikke så længe hun ikke har sin tryghedsbase,” endte han sigende, som han igen vendte blikket mod vinduet. Selv den tanke frustrerede ham, for han vidste at det var den plads som han havde ved hende. Det havde jo altid været hans! Tungen strøg han let over hans læber, som han lod armene søge over kors. ”Det svære er at give mor noget som hun har at holde fast i.. Hun har dig og Jophiel. At hun forlader Jer, skal I slet ikke være bange for,” endte han roligt, som han vendte blikket mod hende igen. At Liya tog gift eller andet nu, var han helt sikker på at hun ikke kunne, så længe børnene havde brug for hende.

[Silia D. Diamaqima]

Silia behøvede slet ikke sin far til at lede hende i den ene retning frem for den anden, men hun behøvede råd, særligt fordi han jo var kendt med familien. Han var forandret i døden.. Silia havde aldrig set ham med et helt ansigt, før han var blevet en fri sjæl. Lighederne mellem både hende og Jophiel og mellem Liya og ham var faktisk ret tydelige. Tanken om at deres mor ligeså var deres søster, var ret mærkværdig, også selvom hun havde lært at leve med tanken. ”Mhmm. Med andre ord det haster. Desværre kan landet ikke klare flere midlertidige,” påpegede hun lidt opgivende. Med andre ord hun ville ikke have nogen fortrydelsesret, og det ville blive hendes liv, hun ville være tvunget til at opgive alt som ellers var normalt for hendes alder. Silia så væk. Hun hadede når han sagde at mor ikke fik det bedre, selvom hun udmærket var klar over det. ”Jeg ved det godt, far. Men jeg bryder mig ikke om tanken. Til tider tvivler jeg på det i det hele taget af hende, og det er faktisk.. hårdt. Jeg kan ikke få mig selv til at kaste et så stort ansvar over på Jophiel, og du ved udmærket at jeg aldrig får overtalt mor til at bo på slottet,” påpegede hun sigende. Der var virkelig meget at tage stilling til, men hun var kun glad for at hun havde sin kære far i baghånden. Hun sukkede tungt, næsten opgivende. ”Jophiel spiller musik for hende dagen lang. Før eller siden kan vi ikke bruge den mere. Og jeg frygter ikke for hendes liv, jeg frygter for alle andres. Hvad hvis jeg en dag vil være tvunget til at spærrer hende inde, eller hvis nogle af de andre lande vil?” spurgte hun, med en tydelig frustration. Et sted var hun rædselsslagen for at miste familien, og særligt for at hun skulle være grunden til det. Desuden.. hvad hvis hun nu ikke kunne påtage sig et så stort ansvar som det var at tage sig af en hel tronen? ”Hun lader som om hun har det helt fint. En eller anden dag går det galt, og så vil der måske være andre børn som mister deres far,” påpegede hun lidt sigende. I virkeligheden var det en kamp mellem prioriteter.. familien eller et land som faktisk behøvede hende som Elanya sagde?