Post by Deleted on Jun 25, 2012 12:46:50 GMT 1
En fønix’ skrig brød stilheden der hvilede omkring Imandras enorme, storslåede slot. Vagterne udenfor slotsmuren løftede blikket mod himlen og betragtede den flammende fugl mod det mørke himmellegeme. På afstand var fuglen intet mindre end en lysende plet blandt stjernerne, men dem der havde set fønixen på nært hold ville kunne bekræfte dens flammende skønhed. De brændende vinger som bredte sig med et meterlangt vingespænd, de rubinrøde øjne som syntes at brænde med intensiteten fra den tykkeste skovbrand, og det enorme næb der med lethed ville kunne bryde igennem en fuldvoksen mands brystkasse fik kun den storslåede fugl til at se desto mere skrækindjagende ud.
Nede på jorden stod fuglens herre i skjul, og betragtede den tæt bevogtede slotsgrund. Den nuværende konge, denne Inkarno, måtte være mere paranoid end Braig selv var det, med så meget sikkerhed. Ikke at det ville blive et problem. Ikke for en som Braig. Som om Braig og fønixen havde en intern kommunikation dem imellem, dykkede fuglen ned mod vagterne og fyldte luften med endnu et skingert skrig, som tvang de nærmeste vagter til at dække ørene til. Braig så sit snit, og lavede en række hurtige håndbevægelser. På hans kommando begyndte flammerne i vagternes fakler at danse til en melodi kun Braig kunne spille, og flammerne bredte sig, voksede sig større og mægtigere, til faklens spinkle fængsel umuligt kunne holde dem indespærret længere. De brød fri, og angreb deres fangevogtere, og satte vagterne i flammer. Vagternes skrig og håbløse forsøg på at slukke flammerne gav Braig mere end nok tid til at komme frem fra sit skjul og mod vagterne, som han én efter én slagtede med sit langsværd. Fønixfjer dryppede af blod da han stod ved slotsmurens store dobbeltdør, som ville føre ham til slotsgården foran selve slottet. Braig var ingen tåbe. Han vidste at hans entré ville have tiltrukket sig opmærksomhed, og Vulcan bekræftede det kun fra luften ved at cirkle ildevarslende over slotsgården. Braig brød dobbeltdøren op, og trådte ind i slotsgården, kun for at stå ansigt til ansigt med tungt bevæbnede vagter. Han hørte en vagt råbe en kommando, og hver og en af dem løftede deres sværd, og bad ham overgive sig til deres konge. Braig besvarede deres ord med et koldt smil, og løftede sit eget sværd. Reflekteret i stålet kunne han se Vulcan kredse over dem, klar til at give sin støtte til sin herre. På et tavst signal gav Vulcan endnu et skrig fra sig, og lod sine enorme vinger gå op i flammer, da den styrtede mod jorden og farede gennem de mange vagter. Deres kapper greb flammerne, og nok en gang lavede Braig sine dansende bevægelser med armene, og lokkede flammerne til at lystre. Flammerne dansede til hans melodi, og vagternes skrig var musikken han fulgte. Hans sværd fik ingen hvile, da han nok en gang måtte skære sig vej gennem de skrigende vagter, som ivrigt forsøgte at forsvare deres herre og mester. Ingen måtte overleve. Sværd dansede side om side med flammer, og også Braig led sin del af skader og efterlod sit eget blod på deres blade. Men i sidste ende var vagterne ikke forberedt på flammeangrebet, og måtte bukke under for både stål og ild. Døren til selve slottet blev brudt op, og Braig trådte ind. Det var kun tjenere der stod i hans vej op mod tronsalen, men heller ikke dem viste han nogen nåde. Han skar kammertjenere, kokke, staldknægte, svende – alle som én mødte hans Fønixfjer.
Først da han stod foran buen til tronsalen standsede han, og tørrede blodet af i sin kappe. Han vidste ikke hvem der havde gjort det, men nogen måtte have advaret kongen overfor indtrængeren, for tronen var ikke tom. Inkarno sad derpå, og betragtede Braig med et ligeså koldt blik som Braig selv så på ham med. Braig var ikke kommet uforberedt. Han vidste hvilken trussel denne Holy Grail udgjorde, og stålsatte sig på hvad han end havde at byde på. Han løftede sit sværd, og betragtede kongen med et vågent blik, da han selv rejste sig fra tronen, vingerne udstrakte. Det skete hurtigere end Braig havde forventet, og end ikke Vulcans skrig ville have været i stand til at advare ham. Det var kun med nød og næppe at han havde nået at hæve Fønixfjer og bremset et angreb fra kongens sværd mod hans hals, som med lethed ville have endt hans sag der og da. Braigs arme sitrede i anstrengelsen det krævede af ham at skubbe kongens sværd til side, men hans øjne gnistrede af fryd. Det var en sådan kamp, han havde længtet efter. En kamp på liv og død, en kamp der ville have lige så stor chance for succes som fiasko. Kongen angreb igen, og Vulcans skrig fyldte tronsalen da Braig bed tænderne sammen i smerte. Kongens sværd havde efterladt en dyb rift i hans venstre arm, og Braig måtte bytte hånd til sin højre. Vulcan susede ned mellem dem og forsøgte at distrahere Inkarno med sin ild, forsøgte at blinde ham med sine klør eller at hakke i hans hånd med sit næb – uanset hvad Vulcan gjorde, fik det i hvert fald kongen til selv at hæve sig op i luften, udenfor Braigs rækkevidde. Vulcan skreg og fyldte luften med sine flammer, som Braig omgående begyndte at manipulere. Flammerne greb kongens klæder, kongens vinger og til sidst selve kongens hud. Vulcan trak sig tilbage mens kongen måtte sænke sig mod gulvet igen, og forsøgte at slukke branden i sig selv med de mørke vinger. Braig strammede sit greb om sit sværd, og farede mod sin modstander med et brøl.
Efter det, kunne Braig ikke huske mere. Lyden af sværd mod sværd, en fønix’ skrig og varmen fra flammer fyldte hans hukommelse, men han huskede ikke hvordan han havde båret sig ad. Han havde bevæget sig hurtigt og glidende, og i et enkelt sekunds svaghed, havde kongen blotlagt sin brystkasse. Braig havde set muligheden, og boret Fønixfjer dybt ind i kongens bryst. Inkarno standsede brat, og pressede en rallende lyd frem fra sin strube, som kun tvang blod frem mellem hans læber. Braig brølede idet han tvang sit sværds blad op mod kongens skulder, og lod blodet dryppe fra kongens vidt åbne sår, inden han faldt til gulvet. Udmattet, og først nu opmærksom på hans egne sår, lod Braig sit sværd falde til gulvet, mens Vulcan svævede ned på hans skulder, og gned sit næb mod sin herres kind. ”Vi gjorde det, Vulcan.” mumlede Braig udmattet, mens han betragtede liget foran sig. Med nok en håndbevægelse lod han flammerne opsluge Inkarnos lig, og satte sig på den sorte trone mens han betragtede liget blive reduceret til aske. Et sted i det fjerne kunne han se solen stå op, og han smilede for sig selv ved synet.
”En ny dag er over os.”
//out
Nede på jorden stod fuglens herre i skjul, og betragtede den tæt bevogtede slotsgrund. Den nuværende konge, denne Inkarno, måtte være mere paranoid end Braig selv var det, med så meget sikkerhed. Ikke at det ville blive et problem. Ikke for en som Braig. Som om Braig og fønixen havde en intern kommunikation dem imellem, dykkede fuglen ned mod vagterne og fyldte luften med endnu et skingert skrig, som tvang de nærmeste vagter til at dække ørene til. Braig så sit snit, og lavede en række hurtige håndbevægelser. På hans kommando begyndte flammerne i vagternes fakler at danse til en melodi kun Braig kunne spille, og flammerne bredte sig, voksede sig større og mægtigere, til faklens spinkle fængsel umuligt kunne holde dem indespærret længere. De brød fri, og angreb deres fangevogtere, og satte vagterne i flammer. Vagternes skrig og håbløse forsøg på at slukke flammerne gav Braig mere end nok tid til at komme frem fra sit skjul og mod vagterne, som han én efter én slagtede med sit langsværd. Fønixfjer dryppede af blod da han stod ved slotsmurens store dobbeltdør, som ville føre ham til slotsgården foran selve slottet. Braig var ingen tåbe. Han vidste at hans entré ville have tiltrukket sig opmærksomhed, og Vulcan bekræftede det kun fra luften ved at cirkle ildevarslende over slotsgården. Braig brød dobbeltdøren op, og trådte ind i slotsgården, kun for at stå ansigt til ansigt med tungt bevæbnede vagter. Han hørte en vagt råbe en kommando, og hver og en af dem løftede deres sværd, og bad ham overgive sig til deres konge. Braig besvarede deres ord med et koldt smil, og løftede sit eget sværd. Reflekteret i stålet kunne han se Vulcan kredse over dem, klar til at give sin støtte til sin herre. På et tavst signal gav Vulcan endnu et skrig fra sig, og lod sine enorme vinger gå op i flammer, da den styrtede mod jorden og farede gennem de mange vagter. Deres kapper greb flammerne, og nok en gang lavede Braig sine dansende bevægelser med armene, og lokkede flammerne til at lystre. Flammerne dansede til hans melodi, og vagternes skrig var musikken han fulgte. Hans sværd fik ingen hvile, da han nok en gang måtte skære sig vej gennem de skrigende vagter, som ivrigt forsøgte at forsvare deres herre og mester. Ingen måtte overleve. Sværd dansede side om side med flammer, og også Braig led sin del af skader og efterlod sit eget blod på deres blade. Men i sidste ende var vagterne ikke forberedt på flammeangrebet, og måtte bukke under for både stål og ild. Døren til selve slottet blev brudt op, og Braig trådte ind. Det var kun tjenere der stod i hans vej op mod tronsalen, men heller ikke dem viste han nogen nåde. Han skar kammertjenere, kokke, staldknægte, svende – alle som én mødte hans Fønixfjer.
Først da han stod foran buen til tronsalen standsede han, og tørrede blodet af i sin kappe. Han vidste ikke hvem der havde gjort det, men nogen måtte have advaret kongen overfor indtrængeren, for tronen var ikke tom. Inkarno sad derpå, og betragtede Braig med et ligeså koldt blik som Braig selv så på ham med. Braig var ikke kommet uforberedt. Han vidste hvilken trussel denne Holy Grail udgjorde, og stålsatte sig på hvad han end havde at byde på. Han løftede sit sværd, og betragtede kongen med et vågent blik, da han selv rejste sig fra tronen, vingerne udstrakte. Det skete hurtigere end Braig havde forventet, og end ikke Vulcans skrig ville have været i stand til at advare ham. Det var kun med nød og næppe at han havde nået at hæve Fønixfjer og bremset et angreb fra kongens sværd mod hans hals, som med lethed ville have endt hans sag der og da. Braigs arme sitrede i anstrengelsen det krævede af ham at skubbe kongens sværd til side, men hans øjne gnistrede af fryd. Det var en sådan kamp, han havde længtet efter. En kamp på liv og død, en kamp der ville have lige så stor chance for succes som fiasko. Kongen angreb igen, og Vulcans skrig fyldte tronsalen da Braig bed tænderne sammen i smerte. Kongens sværd havde efterladt en dyb rift i hans venstre arm, og Braig måtte bytte hånd til sin højre. Vulcan susede ned mellem dem og forsøgte at distrahere Inkarno med sin ild, forsøgte at blinde ham med sine klør eller at hakke i hans hånd med sit næb – uanset hvad Vulcan gjorde, fik det i hvert fald kongen til selv at hæve sig op i luften, udenfor Braigs rækkevidde. Vulcan skreg og fyldte luften med sine flammer, som Braig omgående begyndte at manipulere. Flammerne greb kongens klæder, kongens vinger og til sidst selve kongens hud. Vulcan trak sig tilbage mens kongen måtte sænke sig mod gulvet igen, og forsøgte at slukke branden i sig selv med de mørke vinger. Braig strammede sit greb om sit sværd, og farede mod sin modstander med et brøl.
Efter det, kunne Braig ikke huske mere. Lyden af sværd mod sværd, en fønix’ skrig og varmen fra flammer fyldte hans hukommelse, men han huskede ikke hvordan han havde båret sig ad. Han havde bevæget sig hurtigt og glidende, og i et enkelt sekunds svaghed, havde kongen blotlagt sin brystkasse. Braig havde set muligheden, og boret Fønixfjer dybt ind i kongens bryst. Inkarno standsede brat, og pressede en rallende lyd frem fra sin strube, som kun tvang blod frem mellem hans læber. Braig brølede idet han tvang sit sværds blad op mod kongens skulder, og lod blodet dryppe fra kongens vidt åbne sår, inden han faldt til gulvet. Udmattet, og først nu opmærksom på hans egne sår, lod Braig sit sværd falde til gulvet, mens Vulcan svævede ned på hans skulder, og gned sit næb mod sin herres kind. ”Vi gjorde det, Vulcan.” mumlede Braig udmattet, mens han betragtede liget foran sig. Med nok en håndbevægelse lod han flammerne opsluge Inkarnos lig, og satte sig på den sorte trone mens han betragtede liget blive reduceret til aske. Et sted i det fjerne kunne han se solen stå op, og han smilede for sig selv ved synet.
”En ny dag er over os.”
//out
