Moonlight.

[Deleted]

Det var midnat, og der var kun få der befandt sig i nærheden af grænsen til Dvasias. Mørket havde for alvor taget sit greb om Manjarno, og det var især her at natten virkede ubarmhjertig og uforudsigelig. En slank skikkelse sad på en stor, sort, og muskuløs hest, der fik myrekryb af at være i nærheden af ondskabens land - selv ejeren, der var vampyr, fik en ilde fornemmelse. Hun var reddet herud for at holde øje med situationen nær grænsen. Manjarno havde ikke været i krig i lang tid, men det var aldrig til at vide hvornår sådan en tid ville komme igen. Hun havde besøgt Dvasias for at jage bytte, og hun var nu stærk og tilfreds, hendes styrke var på sit højeste. Hun betragtede det blanke landskab fra slutningen af skoven, der skilte Dvasias og Manjarno ad. Hun tænkte kort på hvem der mon stod bag mordet på hendes familie, om det virkelig var andre vampyrer. Hun følte ingen forbindelse til andre fra hendes race, tværtimod. Hun skammede sig ikke over sin race, i hvertfald ikke for sit eget vedkommende. Der var andre, mindre ærværdige vampyrer derude. Det var vel en vampyrs natur at være utroværdig, men sådan var hun ikke blevet opdraget. Hendes sanser var sat på sit højeste, som hun holdte øje med hvem der passerede til hendes hjemland. Fra tid til anden bevægede et menneske sig ind i skoven, det var bønder, og flygtinge, som ikke længere så nogen grund til at bo i Dvasias. Det var et usikkert sted for et menneske, det vidste hun: Hun jagede dem der, men ikke i Manjarno. Af en eller anden årsag så hun det mere logisk, og mindre upåpasseligt. Tala lod sin hest begynde at skridte langs grænsen, hvileløs, og med en fornemmelse der sagde hende at der nok var flere mørke sjæle end antaget i Manjarno. Det var et neutralt land, et land man søgte tilflugt hvis man ikke ville findes... men hvad havde disse flygtninge at skjule? En mild vind blæste til hendes blonde lokker, der stak ud af hætten som hun havde trukket over hovedet. Hendes piercende, hypnotiske, blå øjne så på sine omgivelser med et årvågent blik.

[Deleted]

Mørket der havde lagt sig over landene igen, trak mørkets væsner med sig ud, hvilket gjorde at de fleste blev inden døre. Vladimir selv havde for en gangs skyld søgt rimeligt langt ud. Han havde kun nattetimerne til at være ude i, og nu hvor det var sommer, så havde han ikke lang tid. Han havde undersøgt området, hvor han havde fundet en hule at søge tilflugt i, hvis det skulle blive sent og han vidste at han ikke ville nå at søge hjem på denne nat, for han var langt hjemmefra.
Vladimir havde allerede krydset den store mur, hvor han gik ud fra at han var i Manjarno. Han havde aldrig rigtig været i de andre lande, da han altid havde boet i udkanten af Dvasias og tæt på Imandra, så det var de to lande som han havde holdt sig ved, indtil han var blevet forrådt og spærret inde, hvor han havde lagt i dvale for flere titusinder af år, indtil han endelig var sluppet ud for omkring en måned siden. Han havde brugt flere uger på at stille sin evige tørst, og nu havde han endelig genvundet sin kontrol, så han ikke længere behøvede at dræbe og begrave sine ofre, som han havde gjort. Han havde allerede fundet ud af at hans race havde ændret sig en del i de år han havde været indespærret, selvom det ikke skræmte ham at komme tilbage til denne nye verden, for det var ikke første gang det skete. Første gang havde han været skræmt fra vid og sans, men denne gang tog han det fattet og slog koldt vand i blodet. Han havde allerede vækket opsigt, så for tiden forsøgte han faktisk kun at holde lav profil og gå på opdagelse i den nye verden, der allerede havde taget ham med storm. Verden havde ændret sig meget, en masse til det dårlige, men der var mange af de små ting som han havde savnet og som endnu var sig selv, hvilket han var taknemlig for.
Vladimir var kommet et godt stykke væk fra grænsemuren. Han var ingen normal vampyr, han havde en masse evner på grund af de eksperimenter som han havde været en del af som lille, derfor havde han ingen problemer med at skjule sig i skyggerne. Og at bruge mørket til sin egen fordel, var kun lidt af det som han faktisk var i stand til. Han havde dog ikke anvendt sine evner på det sidste, ikke sammen med andre, for han holdt lav profil, ønskede ikke at vække opsigt, for han ønskede ikke at blive jagtet igen, for kun at blive spærret inde. Tanken var ham skræmmende. Tanken var ham dræbende.