It got just a bit colder.

[Deleted]

Det var gået op for Dominiqúe, at denne mand tilhørte havet, og at det var hans sande hjerte. Der var også noget usædvanligt over ham, som han snakkede med en vis livserfaring. Dog syntes hun nu stadig, at han skjulte ganske godt, at han ikke havde noget forhold til livet på overfladen. Nu snakkede de godt nok heller ikke om systemets helt store forandringer, af hvad der var sket siden han sidst havde været her. Det var nu også sjældent, at hun diskuterede politiske debatter, og hun havde intet forhold til at diskutere det med denne mand. Han var blot en fremmede, hun havde mødt på stranden. Hans manglende viden kunne meget vel også have været fordi, at han var en sømand, og at han derfor ikke deltog i det praktiske på land. Hun regnede ham dog ikke længere for at være en sømand.
Dominiqúe rev ganske kort blikket løst, som hun bøjede sig ned, hvor hun i ro og mag trak sine støvler på, imens hendes høresans endnu var rettet imod manden. Dejligt havde det nu været at mærke de bitte små sandkorn imellem sine tæer. Sjældent var det jo også, at hun vendte blikket mod havet, som hun for det meste rejste inde på fastlandet. Skønt og befriende havde det så også været at gå i disse sjældne omgivelser, hvor hun så også havde givet sig hen og bare slappet af. Langsomt begyndte de smaragdgrønne øjne at gå på opdagelse igen, som de gled over det gyldne sand, der var blevet lidt mørkere som en skygge havde drevet over. Videre faldt de på mandens fødder, som han soppede i det lave vand. Derefter gled de videre over hans nye beklædning, som han havde givet en meget svag forklaring om. ”De siger, at havet beklæder dig ud fra det det fornemmer… betyder det så, at jeg bliver anset for at være din fjende, siden De nu bær rustning?” spurgte hun delvist nysgerrigt og årvågen. Ud fra hans ord, havde han jo fortalt, at havet beskyttede ham, og han havde jo først fået rustning på et godt stykke inde i deres samtale. Var dette så en hentydning til, at hun skulle være beret på kamp?
Tavst betragtede Dominiqúe hans kropsholdning, som man kunne betragte den for at være afvisende, da han holdt armene tæt og beskyttende om sin krop. Dog var hans stemme rolig og munter, men alligevel var hans ord og beklædning noget andet igen.

[Deleted]

Aequor var vandt til hans eget hav, og fandt en underlig form for tilfredshed i ensomheden i de vilde bølger og den bidende kulde. Men han kunne nu godt lide det på denne strand. Der var meget øjet og de resterende sanser kunne fikseres på, og på trods af at det føltes en smule uvant, så var han altid godt tilpas ved havet. Han placerede sin vægt på hans ene ben, og stadig med armene krydset over hans bryst, kiggede hans fast på hende. Hendes underdanige ganger og følgesvend var ikke længere interesserende, da det blot virkede til at være et slavebundet væsen uden tale eller betydelig intelligens. Måske var landjorden fyldt med denne slags væsner, ligesom havet var fyldt med fisk og skaldyr? Men ligesom et væsen fra landjorden, født og opvokset iblandt flammer og jord - aldrig ville kunne forstå havet; så ville Aequor aldrig kunne forstå landjorden og dets væsner. Men der var intet på landjorden der interesserede ham synderligt. Og en strand eller en flod var nok også det længste han ville vove sig derind. Aequor kunne ikke undgå at ligge mærke til hendes blik og måden hvorpå hun årvågent spurgte ham til hans rustning. Hun var fuld af spørgsmål - og hun skulle nok få svar... tidsnok.

Aequor smilte skævt og tog atter om sin stav inden han gik længere ned af den næsten endeløse strand. Gangen var som sædvanlig langsom og rolig, men denne gang var hans skidt tungere, med lyd fra sandalerne der beklædte hans fødder. "Igennem mig, ser og forstår havet Deres forhold til det Evige Blå. Jeg kan se at De frygter havet og dets væsner - og at had følger Deres frygt. Jeg er Havets legeme, og fungerer som sværd og som skjold. Jeg slynger ud efter De som ønsker død over Havet og dets væsner, eller jej fungere som skjold der værner havet." Sagde han roligt, med dybe åndedræt imellem sætninger og et fraværende blik der ikke længere var fæstnet på hende. OM hun så ham som en trussel, og blot ønskede at jage hendes dolk i ryggen på ham - interesserede ham ikke. For der skulle mere til end et enkelt spark fra hendes hingst, eller et snit fra hendes dolk til at jævne ham. Aequor stoppede op og smed en muslingeskal ud i vandet, lige inden han vendte blikket imod hende igen. "Hvad De blot skal vide, er; At selvom vores samtale er rolig og fattet, og selvom det kun er Dem der har draget en klinge - Så er vi ikke mødt som allierede, vil ikke skilles som allierede, og vil aldrig mødes igen som allierede. Vi er fjender. Men det betyder ikke at vi behøver at strides..." Sagde han med stor selvtillid og en fattet visdom. Dog var de sidste par sætninger udtalt med en mere seriøs alvorlighed end han før havde brugt overfor hende. For hun skulle ikke tro bare et sekund at han var en væsen af et blidt sind. Han var måske meget kryptisk og uforståelig i hans tale, men han var ikke typen der førte folk bag lyset. Nej - han var et ældgammelt væsen velsignet med havgudernes magt og autoritet, og havde brugt denne magt utallige gange før - og ville ikke tøve med at bruge den igen. Dog blev hans lidt snævre og alvorlige blik imod hende, vendt væk igen, og hans opmærksomhed var igen rettet imod sandet imellem hans fødder. Han bukkede sig ned, og samlede et rundt stykke rav op.

[Deleted]

At manden ikke kunne se, hvad hesten kunne indebærer, var ligegyldigt for Dominiqúe. Hun elskede sin hingst, Andurril, som det ikke kun var et ridedyr, men også hendes ven, da den havde sin egen personlighed, fulgte hende igennem tykt og tyndt, og kunne bære hende frygtløst til kamp, hvis hun forlangte det af den. Hvor havet havde fisk og skaldyr, havde landjorden fugle, insekter, kryb- og pattedyr. Hun forstod sig ej heller på havets befolkning, men hun vidste, hvad kunne regne med her. Men hvor alt i havet tydeligvis var mandens ven, var landjordens væsner mere barske. Dyrene kunne du ikke altid stole på, da der fandtes noget så blidt som kaniner, men så var der også slanger, der kunne dræbe ved et enkelt bid. Menneskerne her var nu heller ikke altid til at stole på, da det ofte var hver mand for sig selv.
Dominiqúe var skam godt klar over, at de ikke var på samme side, eftersom de repræsenterede deres elementers direkte modsætning. Det irriterede hende dog, at han udtalte det så bevidst, som han nærmest satte en tung barriere mellem dem, der brat stoppede den samtale de ellers lige havde udvekslet. Det kunne godt være, at han nævnte, at de ikke behøvedes at slås åbenlyst lige nu og her, men alligevel lagde han tryg på, at de var fjender, og det ville de altid være. Derfor så hun ikke længere nogen grund til at føre denne stille og rolige samtale videre, da den tydeligvis ikke ville bringe hende noget positivt alligevel. Irriteret var hun over the fact, at han havde brudt roen mellem dem, og det eneste hun havde ønsket var en rolig strandtur, inden hun skulle optræde. Hun nægtede at følge efter ham, da han optog sin gang igen, hvor hun i stedet valgte at stille sig ved siden af sin hest. Med den ene hånd om tøjlen og en tot man, og den anden placeret på hingstens stærke ryg, hoppede hun op på hesten, hvor hun satte sig i damesadel.
”Jeg har muligvis draget klinge ad Deres dyr, men angreb det gjorde jeg ikke. Om vi vil genoptage den søde snak, drager jeg nu tvivl om, men det var hyggeligt så længe det varede.” Fremmed var det ikke at snakke om krig for hende, men alligevel forekom det hende lidt underligt, da det var en side hun havde lagt fra sig, men nu insisterede denne mand at rive sårene op. Hingsten der igen anede den nye sindstilstand, hævede sit stolte hoved, imens ørene gled vågent frem og tilbage. Dominiqúe kontrollerede dog sin ganger, som hun hjælpende og dog med en fast attitude begyndte at arbejde med bidet i dets mund, så dens hals begyndte at bøje yndefuldt, så den var i den kontrol hun ønskede.