It got just a bit colder.

[Deleted]

Eftermiddagen var faldet over Stranden ved Cetiul, og med den var der også faldet en underlig ro. Der var et enkelt skib at spotte i horisonten, højest sandsynligt et handelsskib på vej til Peula. Men på de vidder af stranden man kunne se, kunne der dog ikke spottes nogen skikkelser. Ud over en enkelt selvfølgelig. Solen hang stadig over himlen, dog med en fast kurs imod horisonten, som syntes at komme tættere og tættere på. For de som kunne ham ved navn, så var det Aequor som gik på stranden. Stadig i solens stråler, gik han iklædt krystalblå klæder, nærmest som en tunika med gyldne broderinger - og selvfølgelig med en rustik, bronzelignende stav i hans ene hånd. han var netop kommet op af vandet, og havde ladet blikket glide rundt. Der var ikke noget på landjorden der skræmte ham, for der var intet på landjorden der holdte interesse. Og dog fandt han sig selv på en strand i Manjarno, langt væk fra hans eget domæne i Norden. Guillaume syntes at være langt væk, så Aequor havde udnyttet denne eftermiddag til at udforske lidt i ellers lettere ukendte områder.

Idet han kom gående op af stranden, længere ind imod land, stoppede han op og plantede staven i sandet. Stadig med en hånd om staven, gik han ned på hug og stak den frie hånd i det halvvåde sand. Da han trak sin hånd til sig igen, og rejste sig op, holdte han en flaske i sin hånd. Det var en typisk flaskepost, uden tvivl smidt i vandet ikke langt derfra af en ensom sømand. Aequor gad ikke åbne den, men betragtede den blot lettere nysgerrigt inden han lod den falde ned på sandet og gå videre. I det samme kom der en udstrakt bølge op fra havet. Den lille bølge flød over flaskeposten, og da vandet trak sig tilbage atter engang, var flaskeposten væk. Han kunne vel lige så godt sende den på sin vej? Der var ingen grund til at forstyrre deres skikke hernede sydpå. Langt væk kunne han ane noget der lignede en by af en art, men han ignorerede det dog, og fortsatte i stedet ned af stranden, tæt ved nogle diger hvorpå der var få grønne sorter.

[Deleted]

Eftermiddagssolen hang endnu stolt på den blå himmel, hvor den stadig havde magten til at kaste sine varme stråler ned på Jorden, der endelig havde fundet en gnist af sommer. Flere skygger end tidligere på dagen havde fundet vejen frem, men det syntes ikke at have nogen videre påvirkning. Ude på strandkysten kunne man dog som sædvanlig mærke den lidt friskere brise, der skyllede ind fra det store uforudsigelige hav. De gyldne sandkorn føjede sig kælent om de evigt solbrune fødder, der gravede sig barfodet ned i sandet for hvert et skridt der blev gået. De nøddebrune lokker, samt den enkle hvide kjole svajede let i vinden, hvor det gav ejerinden et smukt og feminint skær. I hendes hånd holdt hun et par støvler, som hun havde taget af på denne strandtur, imens hun holdt fast i sin hests tøjler i den anden hånd.
Den ædle hvide ganger bevægede sig roligt frem ved sin ejers side. Dominiqúe frygtede ikke dens store hove mod sine egne sarte fødder, da hun havde haft Andurril længe, og hun vidste, at den var forsigtig omkring hende. Det var ikke en ridetur hun var ude efter, som hun blot trak den rundt, så den ikke skulle stå indelukket inde i en stald, mens hun gik sig en lille strandtur. Intet særligt skulle nås, eftersom hun havde fri for i aften, hvor hun først havde en aftale med en af de nærtliggende kroejere for aftenen i morgen. Det gik fint med arbejdet som selvstændig artist, som hun havde fået flere forskellige tilbud. Indtil videre havde hun dog mest været i Manjarno, Dvasias og Imandra, men det var også helt perfekt. Hingsten prustede blidt ved hendes side, hvilket fik hende til at kaste et kærligt blik på den, inden hun igen så frem fra sig.
Som Dominiqúe kom bagfra, tvivlede hun på at manden havde fået øje på hende, men ligesom hende, så gik han vel også bare i sine egne tanker? De smaragdgrønne øjne hvilede roligt på den mandlige skikkelse, hvor hans krystalblå klæder i hendes øjne var ganske fremtrædende. Hun betragtede manden, som han stoppede op og holdt en flaske i hånden, for derefter at sende den ud på sin vandring. Den begivenhed kunne intet andet end at få hende til at ryste på hovedet, for i hendes øjne var en flaskepost intet andet end et tåbeligt håb, for hvordan skulle den nogensinde nå frem til den rigtige person? ”Har De nogensinde fået bekræftelse i, at Deres flaske er nået det rette sted hen?” spurgte hun roligt, som hun var kommet et godt stykke tættere på den fremmede, dog stadig bagfra.

[Deleted]

Selvom solens stråler stadig indeholdte en smule varme, så kunne den dog ikke helt igennem tørre den mandlige skikkelse. Hans klæder var dog tørre og formede sig efter hans krop og brisen fra havet, men dråber af vand sad stadig på hans hud, og det blonde hår var stadig vådt. Dette område var meget anderledes fra hvad han kendte til i Norden. Her var lunt og næsten venligt, men plads til alle væsner, og at hav der denne dag syntes at være meget roligt og barmhjertigt. Men hvad lavede han dog her? Man kunne kalde det nysgerrighed, eller kedsomhed - For det ville være håbløst at forvente at en skabning som Aequor ville befinde sig det samme sted hele sin eksistens. Af og til stoppede han op som han havde gjort før, og betragtede små spor i det tørre sand, og kiggede på muslingeskaller eller mindre stykker af fint rav. Hans åndedræt var lydløst og hans skridt elegante trods hans betragtelige fysiske størrelse. Normalt ville han sikkert være iklædt hans ældgamle, lette rustning - men at bevæge sig i ukendte territorier iklædt rustning ville nok ikke være særlig indbydende. Så i stedet bar han sine krystalblå klæder, i håb om at kunne mænge blot en smule med landjordens sædvanlige befolkning.

Aequor hørte en hosten og prusten, og troede først det var havets bølger som de faldt imod stranden, men måtte senere sande at det ikke var fra havet, men fra en anden skabning. Han kiggede dog ikke efter den, da han hurtigt derefter hørte en kvindelig stemme, der uden tvivl tiltalte ham. Med stadig det samme, rolige udtryk over ansigtet, tog han om toppen af sin stav med begge hænder, og placerede den i sandet, for derefter at støtte sig op af den. Han vendte sig imod den kvindelige skikkelse og hendes hingst. Hun var overhoved ikke en havfrue, ej heller var skabningen ved hendes side et dyr fra havet. Disse to var fra landjorden, og det var meget længe siden han havde set til nogen som dem. Dog forandredes hans ansigtsudtryk ikke, men i stedet kiggede han først ned i sandet og derefter med et flygtigt blik ud over havet åbnede han sin mund. "De som udsender en simpel flaskepost, sætter deres lid til havets nåde, og håber at bølgerne vil lede posten til dets mål. Men med havet kommer der ingen bekræftelse eller garanti - blot det spinkle håb om at den rigtige vil finde det skrevne ord. Og ingen vil finde den her i sandet." Sagde han roligt og kiggede hurtigt på hende. Hans stemme var mørk, men stadig blød og klar - som dråber der faldt i en dyb grotte.

Det varede dog ikke længe før han vendte sig helt imod hende og hendes store følgesvend, og stadig støttede sig op ad hans stav. Hendes og hans egne ord flød stadig rundt i hans sind. Mon hun vidste hvad og hvem han var? Selv var han uforstående for hvad og hvem hun var, og havde ikke haft meget med landjordens racer at gøre i hundredvis, måske tusindvis af år. "Men uanset om havet bølger til deres fordel, så fortjener de som sætter deres lid til havet, at være i dets gunst. For ondt og godt." Sagde han igen efter lidt tankespind over hans egne ord. Han talte sproget godt, og rent, men det var jo ikke ligefrem hver dag han talte i dette sprog, og ikke hver dag han mødte sådanne skabninger som hende og hendes hingst. I hans ord bed han mærke i tvetydigheden og den altid skiftende retning af vinden og bølgerne. For selvom man jo satte sin lid til havet, så var der som sagt ingen garanti, og ingen nåde hvis det endelig skulle gå galt. "Men, hvis det var hvad jeg ønskede. Kunne jeg guide flasken på sin færd, og sende den til de rigtige kyster." Tilføjede han med en rolig røst. Som Havets Vogter var man gudernes stedfortræder i havet. Det var ikke guderne, men Vogterne der hørte de fortabte sømands bønner og deres skrig til havs. Og så var det jo op til den enkelte Vogter at gøre hvad man havde lyst til.

[Deleted]

Som manden foran Dominiqúe gjorde holdt, stivnede hendes skridt ligeledes. Hun sendte blot sin hest et flygtigt blik, imens hun trak let i dens tøjler, så den ligeledes stoppede op. Hel fredfylde så de vel ud, som hun kunne gå for at være en ungmø med den lange hvide kjole og det udslåede hår, og den pænt striglede, skimle hingst, der gik pænt opdraget ved hendes side. Noget andet var så den dolk hun havde spændt fast om sit lår, som ellers var skjult for øjet, og så det fakta, at hun havde bedrevet ting der langt fra kom fra en uskyldig kvinde. Hingsten der gik ved hendes side var også en trænet stridshingst, der kunne bære en garvet rytter og kriger i kamp.
Nysgerrigt hvilede de smaragdgrønne øjne på den fremmede, som han reagerede på hendes stemme. Som han vendte sig ansigt-til-ansigt mod Dominiqúe var det sandt, at hun ikke erindrede, hvem hun stod overfor. Af udseende mindede han hende blot om enhver anden mand – dog en nydelig en af slagsen. Det hun kunne sætte spørgsmålstegn ved var, hvordan hans krop formåede at bære havets dråber, hvorpå hans klæder viste yderst tørhed. Det andet var den stav han bar rundt på, da det ikke lignede en ung herre at bære rundt på et gammelmands redskab. Det andet den kunne bruges til kunne være til at vandre med, men det dyre udseende og mandens beklædning tydede ikke just på det.
”Havet ejer ingen nåde. Det er lunefuldt og har sin egen vilje. Men bevares, mennesker har nogle spøjse trosretninger, og de vil gøre hvad som helst, for at få deres spinkle håb frem, erklærede Dominiqúe roligt. Selv kunne hun ikke lade være med at blive overrasket, når folk gav hende denne forklaring, da hun anså det for at være intet andet end et latterligt ønske. Havet var stort og farefuldt, så hvor stor var sandsynligheden for, at posten skulle nå frem til den rette ejermand. Selv havde hun før været ude på havets bølger, og det havde ikke været en glædesfuld oplevelse. De livlige øjne gled ud over havets overflade, som hun gav sig til at betragte i nogle sekunder. Hun kunne godt lide at gå på strandbredden, da det da var et smukt syn, men ligefrem en båd ude på havet … det var ikke lige hendes kop te. Roligt faldt hendes blik tilbage på den fremmede mand, da han påstod, at han havde evnen til at drive flaskeposten i havet. Svagt var smilet på hendes læber, da hun fandt det en smule humoristisk, men hun var dog klar over, at der var folk der havde et greb om havet og var i stand til at styre det på sin vis. ”De påstår, at De har evnen til at styre havene? Så må De jo hellere guide denne her videre på sin vej,” sagde hun, imens hendes blik faldt på posten i havet, som bølgerne havde fået sit greb i.

[Deleted]

Selv var Aequor ikke helt stoppet op, men gjorde altid mine til at fortsætte sin gang, der åbenbart fulgte parallelt hendes deres. Dog stoppede han op for at svare på hendes udtalelser, og blot for at vende blikket imod sandet. Han stod vel omkring syv meter fra hvor bølgerne nåede op på denne tid af dagen, så sandet var tørt og sneg dig af og til imellem hans tæer, selvom han gik i et par sandaler. Selvom han kendte til alt hvad havet rørte, var disse kyster ham blot en smule uvante, og ikke et sted han kom særlig tit. Han vidste intet om landenes navne, eller hvilke skabninger der havde valgt at bosætte sig på fastlandet - for racer kom og gik, og havde gjort således i al hans lange eksistens - så langt tilbage han kunne huske. Hvad hun sagde om havets lunefulde natur, kunne han kun nikke genkendende til, da han jo uden tvivl, kendte til havet bedre end næsten alle andre. Dog stoppede han atter op og kiggede på sine egne fodspor i sandet inden han vendte sit blik imod hende. Hendes hvide kjole bevægede sig i vinden, og gav hende et næsten uskyldigt udseende... men kun næsten. "Jeg kan vidst roligt antage at De ikke tror at havet vil vise nåde til de som håbefuldt beder om det? Ikke alle bønner til havs går uhørt. Men ofte er svaret ikke hvad var forventet." Sagde han roligt, og fik lyst til at smile skævt, men gjorde det dog ikke. I stedet blev hans blå øjne vendt imod sandet endnu engang, og han begyndte atter med at gå langsomt. Et stykke tømmer hugget i stykker, lå begravet i sandet, med blot enden der stak ud. Der måtte have været en storm for nyligt.

han var i ro med sig selv, hvilket hans kropssprog sikkert også påpegede - men hans ansigt bar ingen glæde, ej heller sorg eller had. Læberne var lagt imod hinanden, og blikket var konstant vendt imod sandet under ham, uden at blinke særlig tit. Ligesom skovbunden kunne give ufattelig mening til en jæger, så var sandet - i sin altid foranderlige form - noget der gav stor mening til Aequor. Via sandet og hvert enkelt sandkorn kunne han næsten sige hvad der var foregået i hundredvis af år. han kiggede på det, som han kiggede i et spejl der viste fortiden, med hovedet ofte vendt en smule på sned, og altid en hånd om den rustikke stav. Dog gik der ikke lang tid inden der kom blot få indikationer om et smil over hans læber, og han vendte sig halvt imod hende, med fronten mod havet. "Hvad De ønsker, er en demonstration?" spurgte han med en let rynket pande, som om han ikke rigtig forstod. Ønskede hun et bevis for hvad han sagde? Som om hvad han sagde, og hans egen garanti og ord ikke var godt nok. Måske var det således de var på Landjorden, altid i tvivl og omvandrende som sjæle uden et formål. Aequor kiggede lidt på hende, helt roligt, og tog en lettere dyb indånding. Det ville vel ikke skade at blande sig lidt i Guillaume's domæne? Hurtigt vendte han blot hovedet imod havet og flaskeposten ikke langt fra kysten, og udåndede den luft han havde indåndet. Dog lød det som en iskold vind, og med det samme opstod der en mindre bølge ved vandet, der satte skub i flaskeposten, og ledte den væk fra stranden, og længere ud på åbent hav. Måske ikke ligefrem en uhyrlig dramatisk fremvisning, men det burde være nok? Aequor vendte igen ryggen til pigebarnet og hendes hingst, for derefter atter at påbegynde sin gang. Efter at have samlet en musling op fra sandet, åbnedes hans mund igen. "Havet og alle dets væsner er mit domæne. Jeg kan hejse bølger højere end de højeste tårne, og skabe strømme hurtigere en ethvert vandfald. Landjordens mægtigste konger og dronninger har intet tag over havet. Som sagt - havet er mit domæne." Ytrede han roligt. Hans stemme indikerede slet ikke på pral eller en form for magtdemonstration. Det virkede måske lidt voldsomt at sige således, men sådan havde det været hele hans eksistens. Ikke mange troede på hvad han sagde, ligesom hun åbenbart ikke havde gjort - så ofte havde mange prøvet hans grænser, og gang på gang havde han bevist og bekræftet hvad han tidligere havde påstået. Han tilføjede blot til hvad han havde sagt tidligere, og håbede at hun nu ville tro på ham. For at demonstrere hvad han netop havde påstået, ville være alt for trættende - og ikke ligefrem noget han var i humør til længere.

[Deleted]

Nej, Dominiqúe havde ingen håb til havet. Hun havde måske aldrig sendt en flaskepost ud, men hun havde også en mere pålidelig måde at sende og modtage breve på. Enten ved hjælp af en tredje mand, der kunne maile frem og tilbage imellem de to parter, eller også brevduen. Der var ulempen blot om duen overlevede sin rejse eller ej, men den var pålidelig i modsætning til det egenrådige hav. Selv havde hun skam mødt folk, der turde sætte sit liv til havet og de guder de nu engang tilbad, men både havet og deres guder var altid kyniske, og mændene eller kvinderne syntes at blive straffet for deres håb. ”Jeg vælger skam først at tro på noget, når jeg ser det med mine egne øjne. De benægter ej heller mine antagelser, så De må vel give mig ret,” bekendtgjorde hun stilfærdigt. Som hun talte med den fremmede, var det svært at se, at han ikke stammede fra denne verden. Han kunne meget vel gå for at være en landboer, da han gik klædt som en. Hans udtale syntes at have et snert af perfektion, som han lød lært, og det var jo kun de velhavende der gik i skole. Selv havde hun ikke studeret, da hun kom fra en by med landmænd og håndværkere. Hun havde lært at læse og skrive blandt krigerne, men det havde ikke været almindelige studier, men til krigsforberedelse. Det var heller ikke en ting en normal pige ville lave. Den artistiske side af hende krævede ej heller nogen skolegang.
Dominiqúe trak styrende i hestens tøjler, idet hun klikkede let med tungen. Generthed var ikke et begreb hun kendte til, så hun havde intet problem med at henvende sig til en helt fremmede, eller endda følge efter ham. Det var vel også mere eller mindre hendes liv. Når hun red fra by til by, sluttede hun sig ofte til andre rejsende, da hun elskede selskab, skønt hun havde svært ved at holde de samme personer ud i længere tid. Nysgerrigheden der drev hende, fik hende til at optage gangen – nu ved siden af den fremmede.
Et stille smil hvilede på Dominiqúes fyldige læber, som manden lød overrasket over, at hun ikke bare ville stole blindt på ham. ”Er det virkelig så underligt, at jeg mistror Deres ord?” spurgte hun mildt, imens de smaragdgrønne øjne kort glinsede på hans skikkelse. Sjældent var det, at en fremmede ville stole på en anden fremmedes ord, for hvad historien havde vist, så var mennesker jo utilregnelige. Det forekom hende dog humoristisk, at denne mand var så sikker i sin sag. Han var måske en meget fanatisk mand eller af simpelt sind. Ligesom ham lod hun sit hoved vende ud mod havet, hvor hun gav sig til at betragte den flaskepost deres dilemma nu gik om. Til hans lille opvisning, løftede Dominiqúe blot det ene slanke øjenbryn, som hun så, hvordan han fremskabte en bølge der tog posten med sig. Mange ting havde hun set igennem sit liv. Flere ting end så mange andre nogensinde ville se, så derfor skulle der lidt mere til for at begejstre hende end en lille bølge. Hun var godt klar over, at der fandtes havvæsner, men der eksisterede også magikere og vanddæmoner der kunne præstere, hvad han lige akkurat havde gjort. Endnu engang så hun over på ham for at sige noget, skønt han denne her gang kom hende i forkøbet. Hans lille tale kunne måske godt tyde på storhedsvanvid, som han snakkede om at vælte tårne og konger, men dog valgte hun ikke at le over hans ord. ”Er De konge af havet da? spurgte hun lettere muntert og med en snert af ironi. ”Men hvis havet er Deres domæne, hvad laver De så heroppe i stedet for at lege med fiskene?”

[Deleted]

At hun og hendes hingst gik ved hans side, gjorde ham intet - stadig, havde han ingen frygt for dem. Han var heller ikke mistroisk overfor dem. Opmærksom var han dog, men på hans egen måde. Der var mange måder at overvåge andre end at bruge øjnene. Derfor var hans blik kun meget sjældent vendt imod hans nye følgesvende, alt imens så meget andet fangede hans blik. Imens han gik kiggede han på den muslingeskab han tidligere havde samlet op, og vendte hovedet imod en kommende brise der få sekunder efter faldt over stranden som et blødt lagen. Det varede ikke mange sekunder, men det føltes som et lille pust fra Norden, der blot mindede ham om hvor han hørte til. Mindet om hans hjemstavn blev afbrudt af hendes stemme, der for hver gang syntes mere og mere ubehagelig - og ikke så blid som hvalernes undersøiske sang, eller havets musikere og deres harpespil. Han kiggede dog ikke på hende, men for første gang under dette møde, smilte han diskret, alt imens han igen fortsatte sin langsomme gang. "De er meget nysgerrig. Er alle på landjorden så nysgerrige?" Spurgte han med en stemme der tilnærmelsesvis kunne lyde blot en smule varmere end dem mørke og klare stemme han indtil nu havde ytret ord med. Hun stille mange spørgsmål, og hendes latter indikerede enten morskab, eller at hun hånede ham. Dog gjorde det ham ikke noget. Hun kunne snakke og snakke som hun havde lyst til, for i sidste ende ville de blot forlade hinanden og gå hver til sit.

Han tænkte måske lidt for længe over hendes spørgsmål, og overvejede om hans position kunne sammenlignes med en konges. Men inden han fik svaret, stillede hun i hendes latter, endnu et spørgsmål. Dette fik det diskrete smil til at forblive på hans læber, og alt imens han blik faldt på lidt af hvert, tog han en lille indånding. "Har De nogensinde set en konge her på landjorden, der legede med almene børn i stedet for at gruble over penge og magt, lov og orden?" Svarede han først og fortsatte med at smile imens han indåndede endnu mere luft. Luften over vandet var anderledes end det hans gæller kunne giver ham. De var dog ikke synlige nu. Hans ord var måske lidt kryptiske - eller måske endnu meget ledende og åbenbare. Men hvis hun insisterede på at stille spørgsmål, så ville han give hende svar der blot rejste endnu flere spørgsmål. "Jeg er en af fire, konger, af havet. Men du kunne vel sige at jeg er på en slags ferie - for jeg er langt fra mit eget domæne, og det er ikke min ret at blande mig i de andre domæner."

[Deleted]

Ligesom den fremmede ikke nærede frygt for den nyankommende, nærede Dominiqúe ej heller nogen frygt. Som de gik langs strandbredden, fandt hun det blot fredfyldt, som hendes trofaste ganger gik ved hendes side, imens den spøjse mand gik og samlede på muslingeskaller. Endnu en ting hun blot kunne se til med et løftet øjenbryn. Sjældent var det at landjordens mænd fandt sig i den ro, at de ville have en forkærlighed for havets efterladenskaber, hvor det derimod var ofte man kunne se en kvinde eller et lille barn gøre det. Han optrådte som ingen trussel lige nu, men han kunne meget vel være en omskiftelig mand. Som vinden ramte dem, havde hun på ingen måde ligeså store tanker om den, som han havde, da hun umuligt kunne mærke forskel på den brise der kom nu og den der var der sidst. ”Man kommer ikke langt, hvis man ikke spørger ind til ting,” svarede hun roligt til den nu blidere stemme. ”Jeg har desværre ikke mødt alle, så dem kan jeg ikke svare for, men der er de personer der ikke tør få et ord indført, og så er der de mere frembrusende personer.” Tavs efter sine ord, lod hun sit blik glide ud over det stille hav. Roligt og pænt kunne det se ud på lang afstand, men det skulle ikke undre hende, hvis der kom et søuhyre og rev hende ned, hvis hun prøvede at dyppe tåen i det. Som hun betragtede havet, tænkte hun også over hans ord. Det lød ikke synderligt meget som om, at han vidste eller kendte til livet heroppe på land. Underligt var det, men han snakkede trods alt også som om han boede i havet.
Da manden begyndte at tale igen, faldt Dominiqúes blik ikke straks tilbage på ham. Blikket faldt på hendes hingst, der bragte et varmt smil frem på hendes læber, hvor imens hun kærligt strøg dens man, uden hun slap tøjlerne. ”Jeg tror, at alle konger har deres hoveder for langt op i deres røve til, at de kan tænke på andre end dem selv.” Som hun snakkede, kunne man vel meget let spotte, at hun ikke havde for meget til overs for kongehuse. Selv så hun ikke ideen i dem, da de for hende aldrig havde gjort en god forskel. De sad alle på deres troner og regerede landet som de ønskede. Ej heller havde hun meget til overs for andre højtstående personer, da de blot var ligeså højrøvet som kongehuset. Folk med født magt var ikke noget hun så højt på. At han så fortalte, at han var en konge, var måske en mindre smart oplysning at få, efter at man havde disset alle kongeriger, men dog fortrød hun ikke sine ord. Om hun overhovedet troede på, at han var konge var måske et godt spørgsmål at stille, for hvis han var, hvad lavede han så her, hvorfor gik han ikke med hende, hvor var hans krone og hvor var hans livgarde? Det ville en normal konge jo ikke undvære. ”Jamen så siger vi, at De er en konge, men så håber jeg, at De har en skøn ferie Deres Majestæt,” sagde hun ironisk, da hun vitterligt ikke troede på ham. Det kunne godt være, at havet skulle have fire kongeriger, men at han skulle have det ene, det måtte han længere ud på landet med.

[Deleted]

Aequor kunne ikke forklare hvorfor, eller hvordan - men spindet af ord imellem dem morede ham. Talen imellem havfolk især var meget direkte, og livet i et hav der bar mange hemmeligheder, gjorde også deres indbyggere meget sky og direkte. Men hvis de fire Vogtere skulle herske over havene, kunne dette måske også være en fordel. Og selvom det undrede ham at hun stadig ikke troede på ham, så fandt han dog hendes mistroiske natur blot en smule underholdende. Men så var spørgsmålet jo bare... skulle han forsøge at overbevise hende? Han var jo selvfølgelig ikke en konge - for det var ikke hans pligt at regere, men at beskytte. Men indtil for nyligt i hans eksistens, havde han bragt lettere drastiske metoder i brug for at beskytte hans hav, måske alt for drastiske. Han stoppede atter engang op og vendte sig så helt imod hingsten og kvinden. I stilhed betragtede han dem med hovedet lidt på sned, og smilte diskret for sig selv. De to stod imellem ham og havet, og i stedet for at besvare hendes kommentar vedrørende hans ferie, kiggede han forbi dem, og hørte en fjern lyd under vandet. Kort sukkede han og tog et skridt imod dem. "Hvis vi blot antager at jeg ikke er en konge eller på anden måde af høj rang. Ville De så have det bedre ved at se mig som en almindelig beboer i dette rige?" Spurgte han lettere nysgerrig, og begyndte at gå i en bue omkring dem, mod vandet. Kunne han virkelig mænge sig så nemt iblandt landjordens væsner? Havde hun virkelig ingen idé om hvem han var, eller hvad han var? Det var åbenbart nemmere end først regnet at være på landjorden. Nu havde han jo heller ikke sine gæller og hans svømmehud, og at dømme på hendes udseende, så han vel heller ikke så anderledes ud. Man kunne vel næsten lokkes til at tro at de to var af samme race? Men ak ja, han kunne end ikke komme op på land uden at drage hans eget rige til sig. Havde hun aldrig hørt historierne om de der bar de gyldne stave? Hans egen var ikke længe speciel gylden, så måske var det derfor? Imens han snakkede, var han nået om på den anden side af dem, og vendte nu ryggen til dem, med front imod havet. Hurtigt kiggede han over sin egen skulder, og smilte skævt. "Måske skulle i træde lidt tilbage?" Foreslog han roligt og skulle nu til at vise dem hvad han før havde nævnt kort. Han blev stående med en hånd om staven og i meget rolig men rank positur. En bølge kunne ses ikke langt fra stranden, men hurtigt blev det åbenlyst at det ikke blot var en almindelig bølge. Og hurtigt, i et plask og med vanddråber over det hele, gled der en meget stor skabning op af vandet. Dette var en blanding imellem en stor haj og en spækhugger, blot større en begge, med et hoved der var højere end Aequor selv. Den var kulsort som dybet, med hvide øjne, og et kæmpemæssigt gab - stor nok til at fortære et menneske.Den store skabning havde kurs imod kvinden og hendes hingst, men Aequor stod jo i vejen, og den stoppede brat op, blot en armslængde fra Aequor.

Et øjeblik gik til lyden af dyrets tunge åndedræt, og Aequor lagde en hånd på spidsen af dets hoved. "Dette er et af mine skabninger, i syden for at yngle. Han troede uden tvivl at i to var en trussel for mig, og havde, groft sagt, tænkt sig at trække jer begge med ned i dybet til dets unger. I kan betragte jer selv som heldige. Ikke mange fra landjorden vil se en som ham, og leve til at kunne fortælle om det." Forklarede han meget koldt og faktuelt, som om at det bare var en helt normal ting i hans verden - hvilket det jo egentlig var. Dog var det sidste med et blink i øjet. De var skabninger fra det kolde dyb, der var kommet sydpå for at yngle, og derefter vende tilbage igen. Ligesom han beskyttede dem, beskyttede de også ham. Aequor blev blot stående og kommunikerede med det buldrende dyr, på et sprog der tydeligvis ikke kunne forstås af andre end Vogterne selv. Han ventede egentlig bare på en reaktion fra hende, uden at se på hende. Mon hun troede på ham nu? Hvis ikke - var hun en svær kvinde at imponere.

[Deleted]

Hvem denne mand var, var Dominiqúe uvist. At det chokerede ham, at hun ikke kunne gætte det, forekom hende endnu mere underligt. Hvis han virkelig var fra havet – som han nu sagde, han var – overraskede det hende ikke, at hun ikke havde hørt om ham. Det var yderst sjældent at hun kom til vandet, og det var endnu mere sjældent at hun krydsede det. Det var ikke hendes element, som ilden og jorden var, og havet var jo det stik modsatte af hende så. Det havde før prøvet at slå hende ihjel, så hun ønskede ikke længere at mænge sig med det. Hun var ikke datter af en sømand, ej heller omgik hun sømænd, så deres fortællinger var ikke noget hun kendte til, skønt hun var ældgammel af alder. Det var kun ganske sjældne gang hun havde befundet sig på et skib, og hun havde altid fundet besætningen yderst overtro. De snakkede altid om deres vejr- og havguder, som de frygtede, men det var bare tågesnak for hende. Sidste gang hun havde befundet sig på et skib, var der godt nok sket noget utroligt, og besætningen havde påstået, at en af havets guder var kommet op på deres dæk, men intet havde hun set. Det havde været helt tilbage i hendes krigstid, hvor hun havde befundet sig sovende i en af kahytterne, og lige pludselig var hun blevet kaldt til kamp på dækket, og så havde det været et stort virvar, indtil skibet var sunket.
Dominiqúe stoppede roligt op, som den fremmede havde gjort holdt. Ligesom ham, lod hun de smaragdgrønne øjne betragte hans ansigt, hvor hun så ind i hans klare blå øjne, der egentligt stod ret godt til de krystal blå klæder han bar. ”Jeg tror alle vil have det bedre, hvis de står overfor en ganske normal person,” erkendte hun roligt, imens et lille smil prydede hendes læber. Nysgerrigt fulgte hun ham med blikket, da han gik i en bue omkring dem, så han i stedet kunne stå med fronten til havet. Skønt han sagde, at hun skulle træde tilbage og trække sin hest med sig, som en lille advarsel, adlød hun ikke. At han nærmest bad hende om at passe på, frembragte et skeptisk udtryk i det unge ansigt.
Da en bølge begyndte at tage form ude på havet, begyndte hingsten at pruste nervøst, og lægge ørerne fladt ned, imens den slog advarende ud med hovedet, som havde den allerede luret en fare. Ud gennem øjenkrogen så hun på sin hingst, hvor hun gjorde et nik med hovedet, som var hun enig. Da hun så så, hvordan et højst usædvanligt dyr tog form, trådte hun hastigt et par skidt tilbage, imens hun sank en smule ned i knæ. Hendes hånd gled ind under kjolen til de nøgne ben, hvor hun løsrev dolken fra det spænde det sad i om hendes lår. Dybt chokeret var Dominiqúe over det monster der dukkede op foran den fremmede, for det var mildest talt et monster! Et søuhyre! Hurtigt drev hun dolken frem, imens hun søgte varmen i sit indre, og kun et sekund efter stod hendes dolk i faretruende flammer! Ved siden af hende kunne man høre, hvordan hingsten vrinskede truende ad det pludselige andet dyr, samtidig med den skrabede i sandet med sin hov, som skulle den til at fare frygtløs imod dyret. Det var først da manden talte igen, at Dominiqúe blev revet en smule ud af kampgejsten. Dog var hun stadig klar til at kæmpe når som helst. Forfærdeligt var det at høre, at han ejede sådan et monster, og at det ønskede at angribe dem. Hvor han mente, at det burde være et fantastisk syn for hende, så havde hun allermest lyst til at slagte det. Det kunne godt være, at denne fremmede var en yderst pæn mand, men de pæne mænd havde desværre ofte et trick gemt i ærmet. ”Jeg må beklage min manglende entusiasme, men havet er ikke mit felt. Det monster hører heller ikke til her på landjorden, men nede i dybet. Det er meget fint, at De kan hidkalde det, men jeg ser det helst tilbage, hvor det kom fra,” svarede hun stilfærdigt. Skønt hun var kampklar, havde hun en yderst god kontrol over sin stemme. Hun vidste ikke, om hendes ord provokerede denne fremmede, der åbenbart var en vandmand, men dette monster gjorde hende altså ufattelig utryg.

[Deleted]

Der var ikke kælen eller nusseri imellem Aequor og dette undersøiske monster, men en klar stemning af anerkendelse. Det syntes som om at dette væsen blot kunne åbne sin mund og lukke sammen igen, og så ville Aequor være fortæret. Og dog gjorde den det ikke. Den gik heller ikke efter kvinden eller hendes hingst. Den var blot tilbageholdende på grund af Aequors tilstedeværelse. Imens hun talte kiggede Aequor sig flygtigt over skuldren og betragtede hende. Hun virkede skræmt - godt. For kun meget få fra landjorden havde den mindste ide om hvilke skabninger der ventede i dybet, og hvilke hemmeligheder havet gemte på. At hun vidste til det, men tydeligvis ikke havde lyst til at finde ud af mere, var en tilfredsstillende tanke. At beskytte havet og dets hemmeligheder var svært nok i forvejen - og at der var en mindre at beskytte den fra, var betryggende. Hun var åbenbart ikke en han burde tage sig i agt for. Han smilte diskret over hendes ord, og kiggede igen på væsnet. Hun havde ret - den hørte ikke til på landjorden. Aequor tog et par skridt tilbage, og med en simpel bevægelse, pegede han sin stav imod havet. Med det samme begyndte det store uhyre at røre på sig. Den humpede og vrikkede sidevejs, for at komme tilbage i vandet. Aequor gav den lidt plads, og tog endnu et par skridt væk, og endte nu med at stå ikke ret langt fra hingsten. Han kiggede kort på den, og derefter på uhyret. Den havde vendt sig om, og idet den igen plaskede ud i havet, med en tvedelt hale svunget med stor kraft, og lidt vand fløj ud over det hele inden den sank tilbage i dybet.

I et øjeblik faldt der et meget tilfreds udtryk over Aequor, og han kiggede blot på havet. Men hans tanker var faldet på kvinden. Og det varede ikke længe inden han afslørede nogle af sine tanker. "Jeg har nu demonstreret blot en lille portion af mine evner, og ligeledes har De..." Sagde han kort i en rolig tone og smilte for sig selv. Selvfølgelig havde han set flammerne om hendes dolk, og dog, vidste han ikke hvad hun var. I hans rige havde man andre ord til at beskrive ting og sager, og racer. Han stod blot og løsrev endelig sit blik fra havet, kun for atter engang at fortsætte en meget afslappet gang langs sandbankerne et godt stykke fra vandet. han støttede mere og mere til hans stav, og kunne se på sine fingre, at spidserne var begyndt at rynke - som et menneskes ville gøre hvis det havde optaget for meget vand. Hans problem var blot mangel på vand. "Det er meget længe siden jeg har stødt på en elementær hersker af det flammende element. Jeg forstår nu hvorfor havet gør dig utryg." Sagde han uden at kigge på hende, men stadig med det diskrete smil på hans læber. Hans stemme var måske blot en smule arrogant - måske lidt gengæld fra hendes tidligere mistroiske udtalelser. Men måske var hun ved at opfatte at han ikke var 'almindelig' - og at han heller ikke var fra landjorden?

[Deleted]

Aldrig var det sjovt at udtrykke sin frygt. Derfor huede det heller ikke Dominiqúe, at hun skulle blotte sig for den fremmede mand. Dog ville hun heller ikke lege en så dum, som dem der benægtede, at de havde svagheder. Alle havde svagheder. Man var blot til grin, hvis man prøvede at skubbe dem til siden. Hvad dette monter kunne gøre, vidste hun ikke, men manden havde i hvert fald udtalt, at det sagtens kunne gå til angrib. Hvis den havde angrebet hende, så havde hun været klar, og hun ville nok også have en stor fordel, eftersom de var på hendes territorium. Landjorden. Underligt var det også at se en så stor en fisk strandet på land, og igen viste det, at det ikke hørte til her. Da hun så, hvordan monsteret gjorde sit indtog tilbage til vandet, rankede hun ryggen en smule op. Det glædede hende at se, at monsteret svandt ned i havets dyb igen, men dog var hun ikke klar til at ånde lettet op endnu. Hun stolede ikke rigtig på denne mand, men det var vel også forståeligt, når de ikke kendte hinanden, og at han kom fra havet. De havde vidt forskellige nationaliteter, som nok aldrig ville kunne forstå hinanden. Hun så dybet som glubsk og lumsk, så hvorfor skulle han ikke være ligeså? Aldrig havde hun set noget godt komme fra havet.
Dominiqúe rettede blikket mod manden igen, da han snakkede om sin lille magtdemonstration. Ordene omkring hendes evner fik hende til at trække varmen tilbage, så flammerne langsomt slikkede sig af dolken, hvor de syntes at forsvinde ind i hendes hud igen. ”Det viser blot forskellen på os,” sagde hun. Sande var hendes ord, som de to var som dag og nat. Hun tilhørte jorden, han havet. Hun besad kræfterne af ilden, han vandet. De kunne ikke være mere forskellige. Da han optog sin gang igen, fulgte hun ikke efter med det samme, som hun ellers i ro og mag havde gjort før. Hun vidste nemlig ikke, hvordan hun skulle forholde sig til ham længere. Kniven legede hun tavst med i sin hånd, som hun stille snurrede den rundt i sin hånd ved brug af forskellig fingerarbejde. ”Alle bør frygte havet, hvis de ejer lidt fornuft, men rigtig nok … jeg har nok større frygt til at frygte det end andre,” erkendte hun. Alle vidste jo, at vand kunne kvæle ild. Det var jo et faktum. På den anden side havde varme og egenskaben til at udtørre vand. Efter at have udtalt sig, lod hun ikke sin dolk falde tilbage i remmen omkring sit lår igen. Denne her gang valgte hun at skubbe den ned i sit bælte, som hun havde om taljen. Blikket tog hun fra den fremmede, da hun i stedet for at følge ham, vendte sig mod sin hingst igen.
Skønt monsteret var væk, trippede den skimle ganger endnu af frygt og arrighed. Med den frie hånd lagde hun hånden mod dens pande, som hun begyndte at stryge kærligt, imens blide, hviskende ord forlod hendes læber. Hvor det lignede, at den fremmede havde kommunikeret med havmonsteret før, lignede det vel at hun nu kommunikerede med hendes hingst. Hingsten begyndte i hvert fald lige så stille at glide tilbage i sin rolige sindsposition som før.

[Deleted]

Det var ofte at modsætninger mødtes - men at en ilddæmon ville være den første skabning Aequor ville møde efter hundredvis af år i havet, var nu et meget sjovt tilfælde. Han havde opretholdt komplet orden i Norden i tusindvis af år, og skibe havde sejlet i det Nordlige Hav siden de store krige. Derfor var han kommet til syden, netop for at udforske og se noget som måske ville være nyt. Som Havets Vogter kendte han til hvert enkelt koralrev, alle væsner, og alle hemmeligheder. Så det kunne vel ikke skade at få set noget nyt en gang imellem. På denne dag var det sydlige hav i hvert fald roligt, og således var han. Således var båndet imellem Aequor og havet. Men der gik ikke længe før han fik løsrevet sit blik fra bølgerne, og vendte det imod kvinden og hendes hingst. Det var tydeligt at gangeren stolte på kvinden, og at de to havde et nært forhold. Imens de alligevel stod der, kunne Aequor lige så godt få sig forfrisket lidt.

Så han tog nogle skridt tilbage, indtil han kunne mærke bølgerne imod hans tæer, og han vendte sig om imod havet. "Og hvad så med flammer? Den skoldhede jord og de brændende flammer skal ikke frygtes?" Spurgte han højt nok til at hun ville kunne høre ham. Stemmen var blot en smule gengældende. For det var ikke blot havets bølger og dybets uhyrer som var i stand til at gøre stor skade. Ofte ville skyer af røg fylde himlen, og fra havet ville selv Aequor vide at flammerne endnu havde taget fat. Imens tankerne var faldet på flammer, var han nået så langt ud at vandet gik ham til maven. Han stoppede op og lod bølgerne skylle hans krop. I blot få sekunder af gangen, blev gæller formet på hver side af hans hals, og imens hans frie hånd kørte igennem håret, blev der også formet svømmehud imellem fingrene. hans krop tilpassede sig altid omstændighederne, og tilpasningerne var uendelige i vandet. hans hoved dukkede op over overfladen igen - og blot efter et par øjeblikke i bølgerne, syntes han fornyet og glødende. Men det var ikke blot hans energi som var fornyet - hans beklædning havde også ændret sig. De krystalblå klæder var skiftet ud med hans rustning - dog uden våben, skjold eller hjelm. Det var måske hans mørke tanker som fik ham til at skifte beklædning. Det var slet ikke alt ved ham selv han havde kontrol over. Med et tomt blik imod vandet og stranden, gik han tilbage imod sandet.

"Før de store krige, før disse riger blev formet på landjorden, og før mennesket havde lært at tale - fandtes din slags dog i bedste velgående. Halvdelen af landjorden stod i flammer, og den mægtige elementære hersker trådte op til mine strande og mit hav. Han var opslugt af flammer, og fra hans ånde opstod sort røg..." Fortalte han som om han så det hele foran hans øjne. Han var nået op af vandet, og stoppede så op, med blikket halvvejs imod hende. Han krydsede sine arme over hans bryst, og stod afslappet der - dog mere autoritær end han før havde været. Men det varede ikke længe inden han tog en indånding og atter fortsatte. "Jeg kastede bølger over ham, hejste storme af hagl og regn for at kvæle hans ild. Men det hele gik op i damp, og hans ild kunne ikke kvæles. Fra hans bælte, trak han et flammende sværd. Monstret stak sværdet i vandet, og langsomt begyndte vandet at dampe og koge..." Han stoppede op, og sukkede. Dog ikke opgivende, men med et diskret smil på hans læber. Aequor blev stående og kiggede nu på kvinden og hendes hingst - med hovedet lidt på skrå. "Alle naturens kræfter bør frygtes. Ikke blot havet." Sagde han og var derved gået væk fra hans lille fraværende anekdote. Hun havde ret i at havet brude frygtes, for dets kræfter var mægtige og faretruende for landjordens væsner. Men der var jo også kræfter på landjorden som var faretruende for havet - Det var jo derfor han og hans søskende var blevet skabt af guderne. netop for at beskytte havet imod disse kræfter.

[Deleted]

Kærlige var de strøg Dominiqúe kørte over hingstens mule, hvor hun selv besad al den ro og tillid, hun ønskede at hingsten også skulle få igen. Blid var den prusten der kom fra den, som dens holdning blev mere afslappende, samt den sænkede sit enorme hoved. Hun smilte mildt, som den puffede hende let i maven. Dens genvundne ro fik hende til at fjerne blikket fra den, hvor hun nu igen så over imod den fremmede, som åbenbart havde rykket sin plads til ud i havet. Hun kunne ikke lade være med at smile sikkert over hans ord, som han i den grad havde ret. Den brændende ild var i den grad noget man skulle frygte, som den var ustoppelig og kraftfuld. Hun havde før set skovbrænde der syntes at have flammer helt op til den tilrøgede himmel, hjem der ligeledes var opslugt i flammer, samt mænd på glødende bål, hvor selv den hårdeste mand skreg en utålelig smerte. Al det havde hun før været med til at skabe. Jorden anså hun nu for at være lidt mere barmhjertig end ilden, og det kunne hun godt påstå, som hun besad begge elementer. Jorden havde dog også sine farer, eftersom jorden kunne runge og skille sig ad, samt den kunne få kæmpe sten til at falde fra de højeste bjerge. ”Jeg påstod skam ikke, at kun havet var farligt. Alle elementer har sine luner, ligesom vinden der kan skabe de største storme og tornadoer, eller isen der kan fryse ihjel.” Som dæmon kunne hun fortælle en del om de forskellige elementer, som hun selv tilhørte to, og havde stødt på tusindvis af dæmoner igennem sin tid.
Dominiqúe kunne ikke lade være med at se lidt nysgerrig til, som manden blev opslugt af bølgerne for så at dukke op igen. Hun kunne ej heller lade være med at være en smule forbløffet over, at han kom op af vandet i en ny beklædning, hvor det nu kunne ligne, at han snart skulle drage i kamp. Hun havde lydt til at kommentere det, men inden hun nåede det, kom han op med en helt anden historie. Som han nåede helt op på strandbredden igen, blev hun også selv stående på sin plads, hvor hun stod rank og med sin hingst tøjler i hånden. Hendes støvler lå nede i sandet ved hendes fødder, som hun havde smidt dem, da hun skulle have fat i sin dolk. Hendes store nøddebrune manke af hår bølgede blidt, sammen med den løse hvide kjole i vinden. Igen, historien han fortalte hende, var en historie hun før havde fået hørt. Selvfølgelig kendte hun til races historie, som de engang havde været ret så mægtige, og hun havde også set til en del af dens udvikling, som hun faktisk selv tilhørte en del af de ældgamle. ”Mere eller mindre alle dæmoner kender til den historie. I hvert fald dem der har vandret på denne jord i adskillige tusinde år,” sagde hun roligt. ”Vi kan nok ikke blive enige om det er en lykkelig historie eller ej, men ikke desto mindre er det min races storhedstid. Man kan nu heller ikke sige, at dæmonerne i dag gør noget så vovet som dengang. Det er også de færreste der når at blive så mægtige.”
Dominiqúe nikkede til hans sidste ord om alle elementerne var frygtindgydende. Hun ønskede dog ikke at diskutere videre på, hvem var den stærkeste og gamle historier. Hun ville hellere snakke om, hvad hendes øjne kunne se lige nu. ”Men nu ikke al den snak om de eksisterende elementer.. hvordan formåede du at skifte tøj på den måde? Det plejer at være noget en magiker kan lave, eller en cirkusartist, men de er jo ikke magiker eller en cirkusartist,” spurgte hun ham nysgerrigt, hvor hun blot nævnte ordet cirkusartist i en drillende tone.

[Deleted]

Hvis man spurgte Aequor om hvilken elementær kræft der var den mægtigste, ville han uden den mindste tvivl, stædigt sige havet. Der fandtes ikke længere flammer som kunne modstå havets magt, og jord blev smuldret. Når jorden flækkedes og landene blev delt, var det vand der fyldte revnerne. Vinden kunne påvirke vandet og gøre det til et destruktiv kraft - men alt hvad vinden tog af damp og vand, endte altid tilbage i havet igen. Det mægtige hav i alle dets former, var konstant. Ingen Vogter kunne kende lige så meget til is og kulde som Aequor gjorde det. For længst mod nord var hans hav netop dette. Men som hun sagde, så var net nok med den snak om de ældgamle dage. Han stod stadig med hovedet lidt på skrå, og bed mærke i hendes ord. Hun var åbenbart meget gammel af en Dæmon at være. "Dæmon..." Gentog han mumlende med et diskret smil over hans læber. Han genkendte det, og vidste nu hvad han skulle kalde hendes slags. De var gået under mange navne, og siden han boede i havet, kunne han umuligt holde trit med sådanne navne.

Han blev fristet til at fortsætte fortællingen, for at nå til konklusionen - nemlig, hvem han var. Historien var for ham, lykkelig. For den handlede lige så meget om ydmyghed som den gjorde om magt. For havet besejrede endeligt denne flammende hersker, og hans sorte lig blev slæbt ned i bunden af det Nordlige Hav. Og det var ingen ringere end Aequor som havde gjort det i sin tid. Men det var lang tid siden, og han var ikke den samme som han engang var. Han så måske krigerisk ud, men han havde været meget værre. Hans krystalblå, og næsten kolde blik blev igen vendt imod hende. Hvad var en cirkusartist? Tonen med hvilken hun havde nævnt det, kunne indikere at det var nemt i sjov, så han kommenterede det ikke nærmere. Overraskende nok, havde de ikke cirkusartister hvor han kom fra. "Nej, så sandelig ikke. Jeg er ikke magiker eller Cirkusartist... Havet og jeg er ét. Som et af Havets fire Vogtere, er det min pligt at beskytte havet. Og til gengæld bliver jeg beskyttet af havets kræfter og væsner... og beklædes af havet." Svarede han i en rolig, men alligevel lidt gengældende drilsk tone. At forklare hvorledes hans 'magi' kunne skabe sådan en rustning af vandet, ville nok være en alt for stor mundfuld for en fra landjorden. Og ikke desto mindre var den slags magi et af de hemmeligheder som han skulle holde fra resten af denne verden. Han var overrasket over at hun ikke havde gættet sig til hans race endnu, men nu hvor hun vidste det, kunne det jo være hun ville kigge lidt anderledes på ham. Af og til kunne han mærke bølgerne kilde hans tæer, og stadig med armene krydset over hans brystkasse, betragtede han hende roligt.