It's over..

[Deleted]

Maurus frøs faktisk en hel del, det var ikke noget som han kunne komme udenom, selvom han bevidst valgte bare at bide det i sig, også for sin egen skyld vel at mærke. Han nød at skulle stå der sammen med hende. At det jo så var ham som havde en stor del af betydningen til hendes valg, ved at gøre det slut med Matthew, var jo så ikke en tanke som var faldet ham ind på noget som helst tidspunkt.. han var vel bare en mand som alle andre, selvom han vidste, at ha måske tænkte og prioriterede bare en anelse anderledes end det som de fleste måtte gå hen og gøre, ikke at det var en tanke som han tænkte synderlig meget over. Han gjorde virkelig bare det, som faldt ham ganske så naturligt ind. Han lod hovedet søge let på sned, selv hvor han lod hende stå tæt ind mod sig. At hun så måtte mærke sig af hans mere faste og hurtige hjertebanken, var kun noget som hendes reaktion alene, måtte sige ham. Ikke at det gjorde ham det mindste. Måske, at han ikke var så hemmelighedsfuld og mystisk som Matthew var, men han havde i den grad også sine værdier som han kunne vise sig, at skulle være ganske så stolt af, det var da heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hendes hvisken, hendes glæde ved hans nærvær.. alt i alt, var det så mange ting som faktisk også måtte gøre ham glad og mere end det som han ville være i stand til at skulle beskrive selv. At hun så på ham som et individ og et eget væsen med tanker, følelser og meninger.. det var det som han følte, når han stod der sammen med hende. Ganske forsigtigt plantet han et stille kys mod hendes pande og uden at mene meget ved det.. vel bare venskabeligt på sit plan? ”Ved du det så sikkert, så er der heller det rigtige at skulle holde fast i,” sagde han med en rolig og dæmpet stemme. Han var virkelig kun ærlig overfor hende, det kunne ikke falde ham ind at skulle være noget som helst andet overhovedet. At hun så måtte bemærke, at han måtte fryse, var nu alligevel ikke noget som ramte ham som et chok. De små skælvninger kunne han jo ikke skjule til en mindre evighed. Det var faktisk ved at blive godt koldt. ”Det er nu ikke så slemt, min kære.. det skal du ikke tænke på..” afveg han med en dæmpet stemme. Lige nu var det hende som måtte stå i hans eget centrum og det var noget som han bare ikke kunne slippe bare sådan uden videre igen. Han valgte at give hende kappen, så det ikke var hende som skulle fryse. ”Tænde bål? Det… det lyder som en udmærket idé,” medstemte han dog med en rolig stemme. Han stoppede de lette strøg over hendes ryg, hvor han stille lod hænderne falde i hvile over hendes lænd i stedet for. Han lod hovedet søge let på sned. ”Du skylder mig ikke noget som helst, min kære.. langt fra.” afviste han med en alligevel rolig og bestemt tone. Hun skyldte ham virkelig ikke noget som helst. Han slap hende stille og tog hendes hånd i stedet for. ”Kom.. lad os finde materiale til bål… lidt varme ville nu gøre underværker,” tilføjede han stille.

[Deleted]

Han frøs og det var virkelig tydeligt for hende, noget i hende sagde at hun endnu ikke havde fået fortalt om den ekstra gave hun var besiddelse af, evnen til at føle det som han selv gjorde, han kunne ikke skjule det overfor hende på trods af han virkelig lod til at skulle prøve på det. Eniqa var virkelig ikke stolt af at skulle indrømme det end ikke overfor sig selv, hende og Maurus havde jo på trods af deres nærver aldrig direkte været fysiske, de havde holdt om hinanden om aftenen og det var mere eller mindre det, han kunne vel umuligt læse hendes tanker og gætte sig til hvad hun i virkeligheden følte for ham, tanken om ham havde virkelig været en stor del af hendes beslutning og når tiden var inde var det noget som hun ville forklare Mattew, hendes hjerte havde valgt en anden vej på trods hun jo langt fra var sikker på at den vej også havde valgt den hvor hun selv stod for enden og ventede, som sagt han var ikke tankelæser og hun ville helst ikke indrømme noget som helst. Maurus var måske en mand det var vel på godt og ondt men hans priroiteter var virkelig anderledes specielt fra Matthew's hun ville ikke samligne dem men det var virkelig tydeligt at Maurus var den omsorgsfulde og krælige person der et sted ønskede at man skulle have det godt, om ikke andet så i det mindste når det gjaldt dem som han holdte af. Hun blev stående til ham af en eller anden grund var hun mere opmærksom på hans hjerte nu end hun havde været før, han var langt fra så mystisk og hemmelighedsfuld som Matthew, noget som hun vel et sted ville komme til at savne? Den dominante og spontane mand han i den grad var. Når det var sagt så stod det også mere end blot tydeligt at Maurus havde sine værdier som Matthew til gengæld ikke havde, ud over udseende så var der i hendes øjne virkelig ingen sammentrækninger hun kunne drage overhovedet. Måske det blide kys mod hendes pande kun var ment per venskab det vidste hun jo på trods det et sted ærgede hende? En underlig tanke taget i betragtning af hun netop var gået fra sin forlovede, men det var sådan en følelse hun sad tilbage, i hendes øjne var det kys af langt større betydning dog noget hun undlod at nævne det var der ingen grund til "Du skal ikke stå og fryse" mumlede hun bestemt trak sig fri af hans favn kun for at række ham jakken tilbage, un for bukke sig ned og samle den fugtige kjole op, kun for kaste overhovedet på trods sandkornene og det våde stof langt fra gjorde det nemt for hende at skulle dække ned over. Hun følte virkelig hun skyldte ham alverdens på alle måder bare for den tid han tog sig til hende. Intet smil var at finde over læberne, men tårerne var stoppet og hendes krop faldet til ro det var som hun bare for en stund kunne glemme Mattew, bare for en kort stund. "Du fører an" endte hun med et sigende tonefald stranden var langt fra et sted hun var godt bekendt med hun foretak at holde sig væk fra stedet som det.

[Deleted]

Maurus sendte hende et stille og let smil. Han ønskede hende virkelig kun det bedste, det kunne han virkelig ikke komme udenom. Han ønskede ikke at være som Matthew, han ønskede virkelig kun at være sin egen uafhængig af hvad Matthew og familien så måtte tro og synes om ham, det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Direkte var han fuldstændig ligeglad med hvad andre ville mene og tro om ham, han var efterhånden vant til det ene og det andet, det var ikke noget som han tog sig af efterhånden. Bagtalt var han af mange, set ned på af de fleste, og det var virkelig bare noget som han var gået hen og blevet vant il i den anden ende, det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han havde virkelig bare lært at leve med det og nu måtte hun også ved tabet af Matthew, det var nok noget som ganske hurtigt ville komme ud blandt andre, det var han heller ikke det mindste i tvivl om overhovedet. Han vendte sig mod hende og uden at skulle lade smilet falme. Måske at han var ved at blive ekstrem godt kold efterhånden, selvom det nu alligevel ikke var noget som han bare kunne slippe sådan uden videre. At hun jo så måtte være så obs på at skulle få ham varm igen, fik ham virkelig kun til at smile. Han holdt af hende og virkelig meget faktisk, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han lukkede hånden godt omkring hendes, han ville for alt i verden ikke bare give slip bare sådan uden videre, det tillod han sig virkelig ikke! ”Godt så.. så kom med,” sagde han med et stille smil på læben. Han gik dog alligevel i et tempo som lod det være muligt for hende, at holde kappen godt omkring sin egen krop, så den ikke ville ende med at glide ned og lade hendes ellers så smukke og slanke krop træde til syne. Måske at han ikke var hemmelighedsfuld eller mystisk, han havde dog mange andre særtræk som Matthew i den grad ikke var den mand som man vil kunne mene ville være ejer af noget sådan. En charme vel et sted og den omsorg og beskyttelsesfulde side af sig, var noget som i den grad ikke var noget som han ville gemme af vejen. Han ønskede hende kun det bedste, om han så selv skulle give hende det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak hende stille med sig væk fra sandet og op over sandbankerne for at komme til vegetationen af det som kunne minde om en mindre skov. Her burde de da kunne finde noget. Han stoppede op ved læ af en større sandbanke og vendte sig mod hende. ”Vent her.. så finder jeg noget,” sagde han roligt. Han forsvandt ind mellem træerne med en næsten løbende gang. Han vidste nøjagtigt hvad han skulle se efter og han agtet så sandelig også at skulle komme tilbage til hende så hurtigt det ville være ham muligt igen.