It's over..

[Deleted]

Solen var ved at synke sig et sted i vesten. Himlen var malet i de smukkeste røde og lilla nuancer. En kølig vind hærgede, kraftigere vndpust nede ved stranden så frisk. De få træer man kunne ane omkring stod nøgne som aldrig før, ethvert blad var revet brutalt af de mange grene. Bølger slog dovent mod breden, et skrig fra en havåge hørtes et sted over. Eniqa stod i det kølige vand der så godt som havde lammet hendes ben fra lårene og nedefter. Hendes lange lyse lokker krøllede yndefuldt over hendes rettede ryg, blæste blidt i vinden. Hænderne foran hende var dannet i en form af skål, hvor de to små ringe lå trygt begravet.. Et stik i hjertet ved blot kigge på dem, det sidste kapitel måtte skrives, det sidste afgørende. Ingen tårer trillede for nu over hendes kinder, på trods af det stod tydeligt hun havde grædt ekstremt meget på det seneste. Hun vidste at Mattew var draget til Dvasias, det sted han hørte til mens hun selv snart ville vend tilbage til Procias. Til den ensomme skov med Kenara som eneste selvskab, tilbage til en tid hvor alt havde været så nemt, måske det rent faktisk ville være bedst sådan? Hun skælvede. Det kølige vand slog kun hårde og hårde mod hende, en lang englehvid kjole hang tæt til hendes krop.Afslørede det tydelige kvindelige former, den slanke kvindeskikkelse ikke længere med den store mave. Halvdelen af den var blevet malet helt gennemsigtig fra vandet, fra bunden og til midt på hendes lår.Hjertet hamrede som bare fanden, enhver vidste at dette var det sted hun frygtede mest, hun kunne næsten føle en varmen tage til kun fordi andrelin måtte pumpe som fanden. Det eneste hun tøvede med var at dukke ned på bunden og grave ringene ned under de tynde sandkorn. Tungespidsen strøg i en blid bevægelse over hendes rosa læber. Det sidste lys fra solen ramte hendes skikkelse, næsten følte hun sig lidt som en gudinde stående der, dog var det langt fra den magt hun bar ved sig på nogen måde. En dyb indånding, øjnene der stille gled i, lod de krystalblå funklende øjne skjules bag hendes æjenlåg kun for at lade den kølige vind slå mod hendes ansigt og kun bringe hende fornyet energi et sted. Med fast hånd knugede hun om ringene, de gjorde ondt at skulle slippe.. Virkelig. En enkel tårer endte med at stryge ned over hendes kind, endte med at trille ned som en dråbe i det gigantiske hav.. Den dag et væsen ville finde den tårer ville være den dag hun ville stoppe med at hade sig selv for det her. At stå alene igen.. Et sted var tanken lettende. Ingen at bekymre sig om, ingen til at knuse hende, ingen kræfter der skulle forsøge at sørge for den person ville blive ved at elske hende, hun var fri.. ligesom dengang. Men måske frihed bare ikke var.. Hvad hun i virkeligheden ønskede sig? Måske det fredelige liv i skoven ikke længere var et fredeligt liv for hende?

[Deleted]

Sommeren var ved at gå af og vinteren var ved at tage til. Den kølige vind og de kølige bølger som gang på gang måtte slå op af den store strand, selvom det dog ikke havde nogen effekt på nogen som helst måde overhovedet. Maurus havde bevæget sig fra byen af. Det som havde været hans eget tilholdssted i det sidste. Det var jo ærlig talt ved at være for koldt til, at han ville kunne fortsætte sine mange vandringer som han normalt gjorde det. Han var ikke typen som opholdt sig på det samme sted, alt for ofte og længe af gangen, det var der ikke nogen tvivl om. Han havde hørt rygterne om at den store Warlock var blevet set.. at Matthew overhovedet var i live, var ikke noget som han selv kunne komme udenom, faktisk havde ramt ham selv som et større chok. Bevidst, at han havde holdt hans død skjult for Eniqa dengang, a han selv ikke ønskede, at skulle påføre hende den ekstra smerte, det var noget som manden selv have været alt for dygtig til. Han havde beskyttet hende, så længe og så meget det havde været ham muligt også under barnets fødsel, selvom det ikke havde været muligt for ham, at hindre at den lille skulle miste livet, det var noget af det værste ved det hele. Han var den som var krøbet til korset og sagt undskyld.. for alt det som han ikke havde gjort dengang for mange år siden efterhånden. Den frakkelignende kappe, havde han slået omkring sin egen krop og med vinden som måtte slå ham direkte i ansigtet og tvunget hans blik ned mod det sand som flygtede om det var muligt.. fra hvad, kunne man jo så kun spørge sig selv om i den anden ende. Huden stadig bleg som den altid havde været, de isblå og gennemborende øjne – et tydeligt kendetegn til hans egen familie, måtte betragte et andet sæt med fodspor i det kolde sand. Han havde vandret langt nu, men altid holdt sig i nærheden af byen. Cayenne havde han ikke set meget til i det sidste, men hun havde virkelig også været det væsen som havde ladet ham vide, at selvom han levede i sin storebrors skygge, så var han stadig et væsen som kunne elske og blive elsket i gengæld. Det havde sat noget af en lettelse i ham, også selvom han ærligt måtte erkende, at det alligevel føltes ekstremt akavet at hvile med hende ved sig om aftenen. Blikket tvang han op og ud mod den store horisont. Solen som var på vej ned endnu en gang, den som måtte male den store himmel i de mange smukke farver som kun måtte fremtvinge et let smil på hans læber. Selve det, at skulle ligge og se solnedgangen have han ikke gjort siden Eniqa have været gravid. Hvor hun var nu, havde han ikke nogen anelse om. Mest af alt, ville han jo tro, at hun havde valgt at tage rejsen med Matthew tilbage til mørket. Dog alligevel den lille ting, som sagde ham, at der var noget som ikke måtte stemme.. hvad skulle hun dog der? Armene lod han falde stille over kors og tæt ind til sin egen krop som et forsøg bare på at skulle holde lidt af den varme i sig. Det var virkelig ved at være godt koldt efterhånden. Han stoppede dog brat op ved synet af en anden skikkelse som stod i vandet. Hvem det var, kunne han dog ikke se på denne afstand.

[Deleted]

Maurus var den som havde stået der som den store støtte den aften hun skule føde. De mange timer i smerte, et mareridt hvis man spurgte hende, men det havde i den grad været det værd da hun stod med den lille skabning i armene, dog så bekymret for Matthew,da Alaster var dukket op og endnu engang taget lykken fra hende.. Nu var der absolut ingen lykke tilbage? På det seneste havde hun gang på gang spurgt sig selv om hvad lykke var? Frihed? Et godt forhold? En kernefamilie? Magt? Hun vidste det ikke, for hende var lykken vel.. Et sted i skovene, i hendes lille hule fjernt fra alle andre, hvor ingen kendte hendes navn og hvor ingen ønskede det, blot alene sammen med Kenara dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned og år efter år. Hun sukkede tungt. Ringene føltedes så lette hun huskede hvor tung hun til sidst havde følt den var at bære, de måtte begraves. Af en grund så fik hun sig ikke til at gøre det. Det var forkert at skulle gøre som sådan alene, afskrive det kapitel selv, hun kunne ikke. Som havde hun været en kludedukke faldt hun i det kølige vand der næsten gennemborrede hendes krop som nåle på grund af kulden. Til brystet sad hun i vand, så ud over det hav som så ud til at vare evigt, ønskede næsten et sted det ville trække hende med og bare lade det hele få en ende, alt virkede for uoverskueligt selv for hendes vedkommende ligenu. Hun knugede om smykkerne i hendes hånd, næsten som frygtede hun at de ville glide ud mellem hendes slanke fingrer. Aldrig i livet havde hun følt sig mere alene selv ikke inden hun havde mødt Mattew og som regel plejede at undgå alle andre, virkelig det hele var så ensomt. Hun skælvede, kom atter på benene hvor det hvide stop lod den nøgne hud afsløres bag, vandet havde sløret farven og kun malet tynd og gennemsigtig som et lagn eller det der mindede om. Hun rystede, til dels på grund af kulden fra efteråret, den kølige vind som slog mod hendes våde krop og til dels på grund af den tydelige frygt der hilede i hende, en frygt der per automatik lod hende træde en smule bagud til hun kom dertil hvor vandet føltedes underligt varmere og kun nåede hendes knæer. Kæden der hang om hendes hals tog hun af, uttede ringene tilbage i mellem for fumle med låsen bag i nakken, kun så hun vidste hvor hun ville have dem. Det var virkelig forkert at afslutte den bog selv når det var noget som de sammen havde startet og gået hele vejen igennem. Armene gled om hendes slanke skikkelse som hun knugede om sig selv, på trods det virkelig ikke føltedes som nogen trøst overhovedet, det var i disse tider hun ønskede han ville komme og gribe hende inden hun faldt for langt.. Hvem skulle gribe hende nu? Hun havde allerede været i vandet hun var allerede faldet, noget i hende overvejede om det bare var for sent..Måske hun var født til at være alene?

[Deleted]

Maurus blev stående og betragtede skikkelsen for bare et stille øjeblik. Han havde ikke været på dette sted siden han havde set Eniqa sidst. Han kunne virkelig ikke komme udenom, at han faktisk måtte savne hende. Og endda ganske så meget faktisk, det var næsten det som gjorde det meget værre for ham. Han havde ingen anelse om hvor han skulle finde hende.. om han overhovedet kunne tillade sig, at skulle opsøge hende., hun havde vel Matthew? Han lagde hovedet let på sned, selvom han dog hurtigt måtte reagere ved at se hende søge tættere på vandet, som var han bange for, at hun ville søge under og lade strømmen føre hende med sig ud. Han tog og ingen chancer, selv fuldkommen klar over, at han måske var mere magiker af sind, end det som han var Warlock, men magien i ham var lige så mørk som den Matthew kunne gøre brug af.. af mørket var han af sind, men vel mere samvittighedsfuld af hjerte? Han tog dog ingen chancer. Forsigtigt fjernede han sin egen frakke fra sin egen krop og lod den falde til sandet, hvor vandet ikke vil kunne nå den. Skjorten faldt stille samme vej, blot for en sikkerheds skyld. Forsigtigt bevægede han sig i retning af vandet, lod det iskolde vand piske ham op til anklerne som en start. Først, da han var kommet tættere på, kunne han genkende hendes skikkelse, noget som alligevel overraskede ham en hel del. De isblå øjne faldt til hende, idet han selv forsigtigt bevægede sig tættere på. Den kolde vind piskede tydeligt mod hans blottede overkrop, selvom det nu af alt, ikke var noget som han tog sig synderligt af på noget som helst tidspunkt overhovedet. Han bed sig lettere usikkert i læben, kunne han overhovedet tillade sig, at bare komme vadende på denne måde? ”.. Eniqa? Hvad er der sket?” spurgte han stille. Han vidste, at hun ikke brød sig meget om det at skulle stå i nærheden af.. og endnu mindre det at skulle stå i vand. Han kendte til hendes frygt, ligesom han også kendte til Matthews, selvom det nu ikke var en frygt som han delte med nogen af dem. Han havde aldrig været bange for vand.. hans frygter lå helt andre steder. Han lagde hovedet let på sned og fortsatte med at skulle søge mod hende. Han holdt af hende, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Han bevægede sig igennem vandet til det lige så måtte søge godt op af hans skinneben og op til hans egne knæ, selvom han bevidst, valgte at skulle holde bare en lille afstand til hende, alt i alt for respekten, hvis hun ikke ønskede, at han skulle komme alt for tæt på og alt for hurtigt vel at mærke. At noget var galt, kunne han næsten fornemme.. hvad skulle hun ellers lave herude alene og på egen hånd? Han gik et skridt længere ud, hvor han ganske så forsigtigt lod sin hånd falde mod hendes skulder, ganske så uskyldigt og dog mere ment i forsøget på at skulle få fanget hendes opmærksomhed uden at skulle skræmme hende mere end hva godt var. Dum var han bestemt ikke.. den måtte da være rivende gal.

[Deleted]

Bare det at Eniqa befandt sig alene i nærheden af vand var langt fra et godt tegn, det var det sted hun plejede søge til enten i håbet om at hendes frygt ville forsvinde, eller blot for at se på det, smukt var det jo og aligevel så sad frygten der virkelig, men som oftest fandt man hende der så snart noget var rivende galt, og virkelig rivende galt, ligesom idag. Et sted savnede hun maurus, nok ville hun nægte at den mand også havde haft indflydelse på hendes valg da hun var gået fra Matthew, men det havde han også i den grad, han vr den som havde hvilet i hendes tanker inden hun gled ind i søvnen, i det hele taget bare konstant det sagde vel en hel del? Mattew og Maurus var måske brødre, men de var virkelig ikke ens på specielt mange punkter, Maurus var den kærlige og omsorgsfulde den som helst ville beskytte og hele tæt, for Matthew var meget bare en leg, ligesom hun havde været det i hendes unge teeanageår. Maurus var den eneste der så sine fejl fra dengang, den eneste der havde undet hende den undskyldnign på trods af han intet havde gjort på noget tidspinkt, det var det han ikke gjorde som var blevet problemet til sidst, noget som han var tilgivet for. Vandet var koldt.. Alt for koldt, stak som nåle når man trådte ud i det, det var lige før luften over var behagelig varm efter hun selv var dukket under, efterladt kjolen klistrende til den nøgne hud der nu afslørede sig bag, men på den anden side havde hun også regnet med at være alene. At en skikkelse nærmede sig hende var virkelig intet hun tog notits af. armene hvilede omkring hendes slanke krop, hun følte halskæden næsten tund og bære med de ringe som ville ligge hende som en byrde lige til den dag de var brgavet men alene kunne hun virkelig ikke gøre det. Den velkendte stemme bag hende, var noget som lod Eniqa rive ud af den mindre trance hun var faldet i. Det gav et mindre sæt i hende som også hånden måtte lande mod hendes skulder. Hun så mod den skubbede den ikke væk men trådte ej heller tættere på "Maurus?" spurgte hun forsigtig.Stemmen var hæs ingen havde snakket til hende siden den aften, og efter alt den hulken så var der efterhånden ikke meget sødt englemusik i den. Hvad han lavede her var hende uvidden men af en grund følte hun en eller andenf rom for tryghed, han havde holdt hende trygt i flere uger nu, var han her kunne intet vel røre hende? Også selvom hun var klar over han ikke kunne fjerne den indre smerte. Et sted havde hun lyst til træde op af vandet med det samme løbe så langt fra det som muligt, frygten for det stod tydelig i hendes isblå øjne, dog tvang hun sig til blive stående på stedet "Intet.. Jeg gjorde bare et forgæves forsøg på at begrave en del af fortiden" hviskede hun stille "Jeg kunne ikke" endte hun med et stille, nik lod en hånd glide omkring og knuge om de små ringe der nu hang trygt i kæden. Stille vendte hun sig om mod ham. Tårer havde tydeligt trillet ud over det så hun ud som intet aldrig var sket. Hendes krop dirrede, skælvede af kulde, frygt og sorg, ønskede næsten at dette var en ond drøm og at hun om 2minutter ville vågne op ved Matthew's side og det hele bare havde været et dumt mareridt...

[Deleted]

Maurus kunne hurtigt gætte sig til, at den måtte være helt gal eftersom hun stod der alene og endda i vandet med en skælven og i selvomfavnelse.. Den måtte da være frygtelig gal. Et sted havde han jo håbet på, at hun var taget med Matthew ,det havde jo været den mand som hun elskede og holdt af.. ham som de havde snakket om så ofte og specielt i de små stunder de faktisk havde været sammen. Han havde kun ønsket at holde hende tryg og beskyttet, i sikkerhed mest af alt og uanset hvad det så end selv skulle have kostet ham dengang. Han vidste, at han legede med ilden ved bare at vandre som han gjorde for tiden. Med det familienavn som han havde og så samvittighedspræget som han var, så kunne det virkelig kun gå hen og blive ekstremt risikabelt i den anden ende. Det var virkelig ikke let at være ham til tider. Han nikkede med et stille smil. Hun havde i det mindste genkendt ham og det var virkelig kun noget glædet ham i den anden ende, det kunne han ikke komme det mindste udenom. ”Det er mig..” sagde han stille. Han lod hånden falde igen, hvor han blot måtte lytte til hendes ord, selvom det vel i sig selv, blot måtte være en bekræftelse på at der var et eller andet rivende galt, selvom han nu ikke havde været i tvivl om det på noget tidspunkt. Han lage hovedet let på sned. ”Begrave en del af fortiden til hvilken grund, Eniqa?” spurgte han videre og alligevel med en undring. Da hun vendte sig mod ham, kunne han tydeligt se at hun havde grædt og meget endda. Han kunne næsten kun gætte sig til, at Matthew havde noget med denne sag at gøre. Han hævede hånden og lod den stryge mod hendes kind og med et forsigtigt smil på læben. Måske, at han ikke kunne sætte sig i hendes situation, da kærlighed var noget som han havde været ’uheldig’ ikke at opleve det i den grad tidligere. Han havde ikke kunne slå sig til ro nok til at det ville blive aktuelt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. han lod hånden falde stille igen og med blikket som måtte falde til ringene om hendes hals.. de havde vel gjort det slut? Et sted hvor tanken faktisk måtte.. glæde ham? ”Den ene ring er vel Matthews?” spurgte han dæmpet og næsten forsigtigt. Han ønskede jo ikke direkte, at skulle træde forkert og specielt ikke hvis hun havde det så forfærdeligt som han næsten kunne læse i hendes blik, at hun nu end måtte have det. De isblå øjne søgte tilbage til hendes blik igen. ”Kom med op på stranden.. du skulle jo nødigt blive syg.. så kan du fortælle mig det hele,” tilbød han videre. Det hjalp kun at snakke om det.. hellere det, end at skulle gå inde med det og lade det forpeste sindet på denne måde. At se hende så langt nede som hun var, det gjorde virkelig ondt. Måske at Matthew ikke længere ville være der til at gribe hende.. så måtte han og han gjorde det endda med en glæde. Han tog yderst forsigtigt omkring hendes hånd. Nøjagtigt som han havde gjort det dengang hvor de faktisk var endt med at kunne snakke i stedet for at skændes. ”Lad mig hjælpe,” tilføjede han med en dæmpet stemme.

[Deleted]

Det havde alt med Matthew at gøre uden tvivl, hvem skulle ellers få hende til at se ud som hun gjorde nu hvor tårer uafbrudt var faldet og hun selv tvivlede på hun snart havde flere. Hun pljede at være stærk, den mand havde gjort hende blød, og nu skulle der intet til at få hende til at fælde tårer. Eniqa ville virkelig gerne være taget med Matthew, stået ved hans side som hun havde gjort, men hun kunne ikke.. Hun kunne virkelig ikke f sig selv til det velvidende om at før eller siden ville hun blive knust igen, han ville blive taget fra hende, hun var typen der satte foden nednår ting blev for uoverskueligt for hende, og det var det blevet nu, hun kunne ikke gå igennem det. Maurus var den som holdte hende beskyttet og det havde han gjort siden den sidste gang de var mødtes, hans sundskyldning go den måde han havde taget om hende på, blot lagt der sammen i sandet på trods det var noget som virkelig havde givet hende et stik af samvittighed, kun fordi det rent faktisk føltedes rart.. Ikke at blive forlangt en præstation af hver eneste aften, ikke altid skulle være forførende, ikke at det gjorde hende noget at være det men det havde virkelig været rart blot at hvile i en favn, se på de smukke stjerner over den, det eneste tidspunkt hvor lyden af de brusende bølger ikke havde skræmt hende. Altid ville hun genkende ham, han var gået hen og fået så stor betydning for hendes del, ingen tvivl om hun virkelig havde savnet ham, næsten lettet over at han var hos hende nu, mindede hende m at trods hun virkelig følte det, så var hun dog ikke helt alene om at skulle bebrejde de mange følelser. Lettelsen der endte med at træde i ham var en hun følte så ganske tydeligt i et sug i maven, hvor hun måtte bide et gisp i sig.. Hvorfor lettet over den nyhed? Blidt lod hun den blege kind falde mod hans hånd, hans kærtegn beroligede hende, en hel del endda, hjertet sagtnede farten en lille smul hun formåede at skabe en smule selvkontrol. Hun nikkede stille til hans ord, prøvede at skule mod de ringe.. Det var slut, længere var den et sted ikke, hun burde prise sig lykkelig for at være fri, istedet var der kun frygt og ensomhed for at han skulle ryge helt ud af hendes liv. Først nu gik det op for hende hvor meget hun egentlig skælvede på begrundelse af kulden. IKke en tanke hun brød sig om, hun ville gerne tilbage på land "Der er intet at fortælle.. Det er slut mere er der ikke i det" løg hun, skjulte det dog godt i blikket bag tårer, han var en stor faktor til at hun havde valgt som hun havde gjort, samt fortiden go samt Matthew's personlighed og hendes egen 'skrøbelige'. Enia lod blidt hendes hånd hvile i hans, hun stolede på ham mere end hun nok nogensinde havde stolet på Matthew, begav sig stille op på land, hvor kjolen måtte være så ekstremt tung og bære, klistrende til hendes slanke krop der ligesågodt kunne have været komplet nøgen, dog intet hun tog notits af, et sted var hun for bange "Det er slut" hviskede hun for sig selv, langt fra henvendt til ham, det var første gang hun havde kunnet sige det for sig selv uden at tårer nødvendigvis skulle falde.

[Deleted]

Det havde alverdens med Matthew at gøre, det var Maurus virkelig ikke det mindste i tvivl om. Selvom det jo så ikke i bund og grund, var en tanke som han var glad for. Han havde altid set op til manden udelukkende af respekten som han havde fået af deres forældre vel? Han havde altid været de som blev placeret i skyggerne og sat der, Matthew altid trukket frem.. i dag kunne han virkelig kun være glad for, at det ikke var ham som skulle leve op til sine forældres forventninger, så hellere de mange vandringer som han havde påtaget sig til nu, det var et meget bedre bytte i hans øjne. Fortiden burde ikke blive begravet, specielt ikke hvis man stod i det hele alene, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun havde fældet mange tårer, alt for mange i hans øjne, det kunne han heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. Bare den tanke var også noget som måtte påvirke ham og på en måde, som han heller ikke brød sig om. Hellere det at bryde op end at holde i noget, som sikkert ville falde bort fra start af, der kunne han virkelig ikke være andet end enig med hende, selvom det vel var en måde, at skulle sætte sig op mod Matthew på. Ikke at han ønskede at komme den mand i vejen, han vidste hvad mørket gjorde ved ham.. det var den tanke som faktisk også måtte skræmme ham mest. Hun havde sat foden ned og sagt nok er nok, og for hendes skyld, så var han kun glad for det.. meget endda. Han gik med hende op på stranden, hvor han greb efter sin egen frakke og skjorte. Skjorten kastet han blot hurtigt om sin egen krop igen og vendte sig mod hende. ”Få den våde kjole af, Eniqa.. Den gavner ikke lige nu,” sagde han med en rolig stemme, dog alligevel en anelse bekymret. Han var kort sagt bekymret for hende, det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. At hun så igen og igen måtte sige, at det var slut, så var han ikke i tvivl om, at deres forlovelse var gået i grus mildest talt. Måske at han ikke kunne sætte sig i det, men at lytte var noget som han var blevet ekstrem god til efterhånden.. og kunne det hjælpe hende, så gjorde han det med stor glæde. Han kunne gerne sidde i timevis og lytte til hende, trøste hende og give hende den favn at skulle søge til hvis det var det som måtte være nødvendigt og trængende for hendes vedkommende, det var kun noget som han kunne stå ved. ”Det gør mig ondt.. virkelig.. Lad os få varmen tilbage i dig og.. snak om det.. det hjælper,” sagde han med et stille smil på læben. Han ønskede blot at hjælpe, lette og opmuntre, det var det som han havde sat sig i hovedet på dette tidspunkt, det kunne han bestemt heller ikke komme det mindste udenom på noget som helst tidspunkt overhovedet. Bevidst, hvor han stod med siden til hende og blikket halvvejs hvilende i jorden. Han respekterede blot om hun ville skifte og fjerne kjolen i fred.

[Deleted]

Deres forlovelse var virkelig faldet i grus, ikke at det var første gang men denne gang var det ikke en episodes skyld, det var helt og holdent et valg hun tog fordi hun kendte ham, men også sig selv, vidste at i længten ville det virkelig ikke være holdbart, hun ville gå fra ham med chancen for at forblive venner, aldrig ville hun miste ham helt, frem for en dag skulle stå i et stort skænderi gå fra hinanden og aldrig mere se ham, i hendes øjne var der frygtelig stor forskel på de to ting. Alt for mange tårer var fældet flere end et menneske burde have løbende gennem tiden, det var slut nu. En dag ville hendes hjerte vel være helt igen og så ville der ikke længere være problemer, den dag hun blev i stand til at smile igen glædede hun sig frygtelig til, til at kunne sige nu betød det ikke længere noget for skæbnen ville det den vej. Nok var nok hun havde fulgt sit hjerte og et sted var det noget som virkelig gjorde hende stolt hun var altid blevet ved med bare at tage den mand tilbage som om det gavnede på nogen som helst måde, kun fordi hun aldrig rigtig havde været i stand til at skulle slippe ham. Hun bed sig blidt i den bløde underlæbe, tog kursen med ham mod land, hvor hun til sidst mærkede de tører sandkorn klistre sig til hendes våde fødder. Det lille slæb på den hvide kjole var ligeså allerede indækket i desm hvide sandkorn, våd og kold at have på han havde helt sikekrt et med hensyn til at hun burde få den af inden hun ville ende med at skulle ligge syg. Stropperne skubbede hun blidt væk lod den falde over det fyldige brystparti og videre ned over den slanke krop, for til sidst falde til jroden kun samle langt mere sand op. Kuldegysen over hendes hud var ganske tydeligt, hun lagde armene om sig selv, også so for at dække brystpartiet, mere for hans skyld det var ikke fordi hun ligefrem var blufærdig. På trods hun slet ikek burde, hun var lige gået fra hendes forlovede for pokker, så kunne hun ikke holde et stjålent blik for sig selv inden han fik kastet skjorten om sig trods hun måtte bande sig selv langt væk for det, det var ikke som hun kunne være det bekendt.. Spidserne af de blonde lokker endte med at skulle klistre sig på den våde ryg, den yndige kvindekrop der kun måtte glinse og bade sig med de mange dråber og med lyset fra den nedgående sol over sig. Det betød meget at han gad brge sin tid på at lytte og trøste, rent faktisk lytte til hvad hun sagde, det var endnu en ting hende og Matthew havde haft frygtelig problemer med hun huskede jo bare den aften hun havde fortalt ham om graviditeten "Du skal ikke bekymre dig" fløj det ud, hun havde følt det som en knude i maven den bekymring han følte, i tvivl m han overhovedet kendte til den gave? Hun huskede virkelig ikke hvad hun havde og hvad hun ikke havde fortalt ham efterhånden, virkelig forvirret. Et sted lystede hun mest bare falde i sandet, bade sig under solen på trods luften var kølig, bare lukke alle tanker ude..

[Deleted]

Maurus lod hende klæde sig af i ro og mag uden at skulle skænke hende så meget som et blik, selvom han kun lige havde hende i øjekrogen, så var det bestemt ikke nok til at skulle betragte hende i sin egen helhed. Han bar dog kun den respekt for hende, for at skulle holde det på det plan, også mest for sin egen skyld vel at mærke. Hun skulle ikke være usikker i hans nærhed, det var noget af det sidste som han nogensinde ville ønske sig. Hvorvidt om hun skulle genfortælle noget af det som hun have sagt før, så ville det ikke have nogen betydning. Han ønskede at lytte til hende.. en tålmodighed som han var født med som Matthew i en grad slet ikke måtte eje og det vidste han.. ha havde jo set hvordan manen havde været dengang jo og det var ikke noget som han kunne sige sig, at være stolt over at være beslægtet med altid. Han vendte sig stille mod hende, bevidst med ansigtet i hendes, da han gik hende i møde, kastet den frakkelignende kappe om hendes krop og lukkede den tæt om hende. Hun skulle bare have varmen igen, det var virkelig det som han havde sat sig som det vigtigste. At han så selv måtte fryse en hel del, var noget som han bevidst, valgte at holde mund om, det var ikke noget som hun skulle tænke på lige netop nu. Han sendte hende et stille og let smil. ”Du skulle jo nødigt blive syg… desuden er det lidt bekymret.. Er min bror i billedet, så kan jeg ikke gøre andet end at bekymre mig,” påpegede han dog alligevel med en rolig og let bekymrende mine i ansigtet. Hun havde taget det hårdt, hvorfor skulle hun ellers stå herude alene og endda i vandet, som han vidste, at hun måtte frygte noget så voldsomt? Han smilede svagt og lod hånden igen stryge hendes kind varsomt og blidt, vel også bare for at vise hende, at han stod der for hende og ingen anden skulle nogensinde komme til at tvinge ham fra hende lige nu og i denne situation, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han blev stående og med blikket hvilende i hendes. Hun havde fældet så ekstremt mange tårer for den mand, nu måtte det da virkelig være slut! Han ville og altid stå der som en trøst så længe hun ville have det, give hende en favn at søge til og en skulder at græde ud på. Han lod hænderne falde mod hendes overarme som han stille endte med at gnubbe, vel blot et forsøg på at skulle få varmen tilbage i hende endnu en gang. Hun skulle ikke stå der og blive iskold, det tillod han virkelig ikke. ”Fortæl mig hva der er sket.. hvorfor du står herude.” sagde han videre, blot som en opfordring for at skulle lade hende begynde der hvor hun ønskede og lystede det, blot et bevis på at han faktisk også ønskede at lytte til hende, for det gjorde han glædeligt, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. ”Jeg bliver stående her.. lige så længe du ønsker og har behov for det,” tilføjede han med en rolig mine og en tydelig ærlighed i hans egen stemme.

[Deleted]

At han i den grad havde en respekt som Matthew ikke var ejer af,var noget som Eniqa havde lagt mærke til for lang tid siden, blot det at han formåede at stå så tæt til hende mens hun kldte sig af uden at røre så meget som en finger det var noget som sagde hende en hel del, det havde været nok for Matthew..mere end rigeligt for ham faktisk. Maurus var en af de få hun rent faktisk selvtilliden komme lidt igen ved, kun fordi han talte til hende på et plan hun aldrig før var blevet talt til på, de fleste havde altid undgået hende, lige ud over Matthew som et sted vel bare havde.. Set ned på hende? De isblå øjne hvilede i Maurus' ligeså velkendte som Matthew's det var som hun næsten kunne have været af deres slægt med de øjne, alle sammen så ens, lod ham blot komme imod hende og ligge den varme frakke over hende. Hun puttede sig nærmest ind i den, puttede sig ind til ham, og følte sig virkelig kun tryg på en måde hun aldrig rigtig havde været i stand til at forklare, Maurus var uden tvivl hendes skytsengel det havde han været så længe nu. Hovedet gled mod hans bryst som hun blot lod ham gnubbe den varme ind i hendes krop, det var koldt, ikke nør så koldt som vandet måske men det var stadig køligt. Et kort træk på mudvigen endte hun dog med at foretage " Sygdom er nok det sidste jeg tænker på ligenu" mumlede hun med en lettere drilsk tone der tog hurtigt svandt af igen. Det gik op for hende at hun savnede Matthew.. At hun virkelig længtedes tilbage i hans arme, hun ividste bare athun var nødt til at blive stående i hans brors istedet for, ikke at det gjorde hende det mindste overhovedet, hun følte sig virkelig langt mere tryg. De blide strøg over hendes kind, varmen fra frakken, noget som alt i alt var med til fjerne en stor del af den skælven hun følte sig så rolig. Tårerne var stoppet hun havde fået en smule mere kontrol, hun var ikke alene.. Det var noget som hun blev ved at sige til sig selv men uanset hvor mange gange føltedes det irkelig stadig sådan. "Jeg ved ikke hvad der er sket.." hviskede hun stille ".. Jeg lå i min seng, spekulerede som en gal, og inde hos Matthew gik det bare op for mig at det ikke var hvad jeg ville.. Jeg ville begrave ringene skrive det kapitel til ende" endte hun stille. At det så var en direkte løgn hun stak ham håbede hun at han ikek ville finde ud af. Et var at den hun havde tænkt på i sin egen seg inden hun var bevæget sig mod matthew's værelse var Maurus og ikke Matthew, en anden ting var det var tanker hun havde haft længe men først nu var kommet ud "Det var mit eget valg" hun knugede sig ind til ham næsten i frygt for at hvis hun slap blot en smule ville også han være væk. Hans ord beroligede hende en del. At han ikke bare ville lade hende stå alene, et sted havde hun virkelig lyst til bede ham om aldrig forlade hende men fik sig ikke til at sige de tanker højt "Det værdsætter jeg virkelig, men jeg vil ikke holde på dig" hun trak sig en smule som for at kunne lade blikket glide i hans, blå som havet for næsen af dem. Hun ønskede virkelig ikke at skulle holde på ham.

[Deleted]

Maurus holdt noget så frygtelig meget af hende, det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom på noget tidspunkt. Han havde ofte selv ligget og tænkt på hende.. hvad hun lavede, hvor hun var og specielt med hans egen bror i tankerne også med hensyn til den mand som han var.. en mand som ham, ville vel aldrig nogensinde ændre sig på det punkt vel? Måske at de var brødre, han ville dog skarpt våge at påpege, at de i den grad ikke var ens af den grund. Det eneste som de bar til lighed, var deres blik, skarpt, køligt normalt og med den isblå øjne, og så deres navne.. anden lighed var der virkelig ikke mellem dem. Han var træt af, altid at skulle blive målt med Matthew, altid sammenlignet med den fyr og han var den som skulle gå ud som den sejrende.. han var bare efterhånden blevet vant til at sådan var det vel bare.. at det var meningen, at det skulle være på den måde, selvom han ikke brød sig om den tanke på noget som helst tidspunkt overhovedet. At hun så måtte putte ind mod hans egen favn, gjorde ham virkelig ingenting. Han lod armene falde stille om hende, og alligevel så forsigtigt. Hvad han kunne tillade sig og ikke, var ikke noget som han rigtigt vidste, så derfor vel også bevæge sig frem med en tydelig forsigtighed. Han strøg hende gnubbende over ryggen i det forsøg på at skulle få den varme i hende og med et svagt smil. ”Du skulle da nødigt blive syg alligevel, min kære,” sagde han med en dæmpet stemme. En titel som han havde kaldt hende ved tidligere, så det var jo trods alt ikke noget nyt på noget som helst tidspunkt overhovedet. Han vuggede hende ganske så stille og forsigtigt, hvor han blev stående ganske så roligt og lyttede til hendes ord. At det havde været hendes valg, gjorde det jo trods alt ikke lettere, det kunne jo være lige hårdt at være den som gjorde det slut som den som skulle få beskeden at vide. De isblå øjne vendte han stille mod hende og med en lettere eftertænksom mine, som han heller ikke gjorde noget som helst for at skulle skjule for hende på noget som helst tidspunkt overhovedet. ”Du ville begrave ringene for en afslutning? Nogensinde overvejet det faktum, at gøre det sammen med ham? Afslutte det begge to, sammen?” spurgte han stille, blot som et åbent og dog naturligt spørgsmål. Han vidste at Matthew ikke ville få den afslutning og han vidste hvordan han var, hvis det ikke blev afsluttet ordentligt.. også for hans vedkommende. Han trykkede hende forsigtigt tættere på sig. Ønskede hun at stå ham tæt, så skulle hun bare sige til.. Han ønskede hende virkelig kun det bedste.. han holdt for meget af hende til at skulle ønske noget som helst anderledes end det alene, det kunne han så sandelig heller ikke komme det mindste udenom. ”Du har virkelig tænkt, Eniqa.. det kan jeg da tydeligt høre.. hvis det var det rette valg, så skal du ej fælde flere tåre for ham.. Han skal nok forstå med tiden.” trøstede han med en rolig og alligevel så ganske ærlig stemme og tone. Han lagde kinden stille mod hendes hovedbund, lod hende stå helt tæt ind til ham. Gjorde det hende rolig, så var han kun glad. ”Du holder ikke på mig, min kære.. jeg ønsker at stå her, hvis du vil have mig til det,” tilføjede han med en rolig og alligevel bestemt tone.

[Deleted]

Det forhold de havde fået under Matthews død var vel noget som sagde en hel del. Dag ud og dag ind havde han været ved hende, sørget for hun ikke var alene, somme tider lullet hende ind i søvnens stille ro, snakket med hende, kærtegnet hende når hun grad til hun atter faldt til ro, hun skyldte den mand så meget mere end det som hun nogensinde ville kunne tilbyde. Enia forstod udemærket godt hans bekymring et sted han kendte jo til hans bror, at de altid blebv samlignet var virkelig forkert også i hendes øjne der var mere eller mindre ingen ligheder mellem dem overhovedet to vidt forskellige mænd hvor begge havde deres charme og hvor begge havde deres svage sider. Hun lod sig putte ind til hans favn, følte den tryghed danse omkring, følte at intet kunne røre hende lige i sekundet, spærret inde med den sorg som sad på trods det havde været hendes valg, det var hårdt - Også for hende hun elskede ham jo et sted. De sidste par nætter havde hun ingen søvn fået nu hvor hun lod kroppen falde til ro ind mod ham følte hun næsten trætheden kunne vælte ham om kuld, der var for langt til skovene og hun nægtede at overnatte på slottet mere det ville trods alt heller ingen ro give hende på nogen tænkelig måde. Den titel var langt fra ny for hende, og slet ikke når det kom fra hans læber også derfor hun ikek tog en særlig notits af det, det havde hun jo ingen grund til? Dog måtte hun næsten sige at nyde blive kaldt ved det, vide at der var om ikke andet end ud over hendes dejlige panter som ikke var ligeglad, eller som for den sags skyld overhovedet kendte til hendes eksistens. Hans ord var rent faktisk noget som kom bag på hende "Begrave ringene.. Med Matthew?" gentog hun stille. Et sted var tanken faktisk betryggende. At kunne gøre det sammen hånd i hånd skrive bogen færdig og hvis hun var heldig starte på en ny, dog i en anden genre. De havde ikke snakekt siden ahn fortalte hende at han tog tilbage til Dvasias og desuden så havde ingen af dem nævnt noget som helst om deres forhold, ringene eller noget som helst, måske få snakket ud om det? Det var jo stået klart for hendes vedkommende at Matthew ikke forstod hende, ligesom han aldrig rigtig havde forstået hendes menneskelige behov "Det kunne være en idé.. Jeg kan ikke gøre det alene det føles forkert" hviskede hun stille. Øjnene gled roligt i, hun slappede af. Hendes krop var rolig det var næsten en anstrengelse at blive ved at stå en følelse hun næsten nød endelig være udmattet efter de mange tårer, endelig føle sig tryg hos en anden. Men igen - Maurus kunne ikke være der hele tiden hun måtte klare sig uden før eller siden. "Jeg ved ikke ærlig talt ikke om det var det rette valg.. Da jeg valgte ham vidste jeg heller ikke om det var det rette valg.. Men det var nødvendigt, jeg kender ham" armene gled stille omkring hans liv noget som måtte tvinge frakken en smule over hendes skuldre med chance for den ville glide ned.Hun sukkede stille " Det værdsætter jeg virkelig, Maurus" endte hun i en blid hvisken der svandt med den friske vind til et uendeligt sted, et sted hun til tider kunne ønske sig hen.

[Deleted]

Maurus blev stående med hende i favnen, også selvom han tydeligt kunne mærke, at kulden måtte bide mere fast til ham selv. Han stod jo trods alt våd fra livet og ned og med en kun skjorte til at skulle holde varmen bare en anelse.. ikke noget som man kunne anse som noget som faktisk ville gavne ham lige nu, selvom han nu alligevel måtte vælge, at bare bide det i sig, også for hendes skyld. Det virkede da så tydeligt til, at hun havde mere end rigeligt, at skulle tænke på lige nu og han ønskede hendes byrde væk.. han ønskede virkelig kun at finde den sande Eniqa frem igen, lade hende finde styrken til at komme videre. Han nikkede til hendes ord. Han ville ikke have nævnt det, om det ikke var noget som gav nogen mening for ham selv vel at mærke. ”Gør det sammen med ham, Eniqa.. få den afslutning begge to.. det er nok også det som han vil have brug for.. at vide, at der ikke er noget mere i det,” sagde han stille. Han vuggede hende blidt og forsigtigt i favnen. Han havde været der dag ud og dag ind, udelukkende også for hendes skyld. Han kendte Matthew kun alt for godt.. han ville opsøge hende frem til at han selv havde fået den afslutning, at gøre det alene, ville der ikke komme noget godt ud af, ikke for nogen af dem. ”Bare en mulighed.. den kan du jo overveje,” sagde han med et stille smil på læben. Han blev stående der og lod hendes arme selv falde om hans liv. Hans hjerte startet dog tydeligt med at skulle slå mere fast mod hans bryst, selvom han blev stående der fuldkommen urokkeligt. Et svagt smil endte med at skulle passere hans egne læber. De isblå øjne lod han falde til hendes skikkelse. Han havde selv bare valgt at acceptere, at familien vel så på ham som en del af Matthew.. at han levede i sin brors skygge, selvom han dog aldrig nogensinde ville blive som den fyr og han agtede heller ikke at blive det. ”Du gjorde det vel af en grund, Eniqa? At du ved at det ikke vil gå? Jeg ved, at du kender den mand meget godt.. og sikkert bedre end det jeg selv gør det..” Han lod hånden stryge mod hendes kind endnu en gang, roligt og stille og uden at skulle lade det smil falme det mindste bort på noget som helst tidspunkt overhovedet. ”Er man i tvivl er det normalt det forkerte at gøre.. jeg er sikker på, at han nok skal forstå det før eller siden.. bare giv ham lidt tid, så skal det nok falde til rette.” sagde han med en rolig og dæmpet stemme. Han lod blikket hvile på hende, selv hvor han hævede hånden, tog fat om kappen og trak den op om hendes skuldre igen. Hun skulle bestemt ikke blive syg og specielt ikke på hans vagt når han stod der sammen med hende, det var i den grad noget af det, som han nægtet hende at blive. Han smilede svagt. ”Det er jeg glad for at høre.. Du er ikke alene.. jeg står her gerne for dig,” hviskede han stille mod hendes øre. En ren og skær sandhed.. så længe hun ville få brug for det, så ville han i den grad stå der.. intet i denne verden skulle hindre ham i det.

[Deleted]

At han frøs var noget hun kune føle at han bed det i sig noget som hun bestemt ikke brød sig om, hun var ked af hvis det var hende der havde lokket ham ud i den bidende kulde der herskede i vandet. De burde uden tvivl finde sig et varmt sted at slå sig ned, om ikke andet et sted hvor hun kunne tænde det bål og få tøjet tørret så hun ikke behøvede være så nøgen ud over den jakke hun selv bar omkring hendes skuldre. Den sande Enia vidste hun virkelig ikke hvor var, det var længe siden hun var følt hun følte sig virkelig komplet ynkelig, følte et sted for tage ringen på bare for lade som om hun stadig havde en mand i hendes liv, hun havde nydt tanken måske det var den der havde holdt hende fra at skulle gøre som hun havde gjort før nu, det burde være sket for lang tid siden inden det var nået så langt at det ville gøre så ondt på dem begge. Begge kendte de Matthew hun var udemærket klar over at han både behøvede og fortjente den samme afslutning på tingene som hun gjorde det, se at der ikke var mere i det end som sådan - Igen en tanke der måtte gøre ondt. Lige her havde hun især billedet hvor han havde reddet hende fra Jaqia i hovedet, deres flugt til Imandra, deres lille 'dukkert' i åen på vejen, hun ville ikke tænke på det virkelig ikke. Øjnene gled atter i som i et forsøg på at skjule de billeder på trods de fortsat kørte for det indre blik, hun ville ikke mindes det. På de uger var Maurus en af de få detr virkelig formåede at komme tæt på hende, lærer at kende hvem hun var på både godt og ondt, og det lod til at være en god ting, det betød så frygtelig meget at han gerne blev ved at stå ved hendes side og hjælpe hende op når hun faldt, netop som Matthew i starten havde lovet ham og nu lod hun dem begge falde? Et sted var det virkelig ikke fair, men det var igen bare.. Nødvendigt. At hans hjerte skulle sætte op i tempo som armene blev lagt omkring var noget hun kunne øre, hvor hendes ører var placeret netop ved hans hjerte, et sted måtte det bringe et indre smil frem, og normalt ville det frembringe en kæk kommentar men intet kom over hendes læber. Blikket lod hun møde hans, at se ind i de øjne var som at stirre sig ind i spejlet "Jeg havde mange grunde.. Han var ikke den rigtige og jeg ved det" endte hun stille, uanset hvor ondt de ord gjorde at skulle udtale så var det i den grad den pure sandhed. De blide strøg over hendes kind, næsten kælent lod hun den falde mod "Jeg ved det.. men den tid kan være lang selv for mig" endte hun med et sigende nik. "Du fryser" påpegede hun lod let hovedet glide på skrå og de blonde lokker pænt følge med " Jeg foreslår vi finder et sted.. Jeg kan tænde bål" hun boede i skovene efterhånden var hun vant til at overleve i naturen, det nyttede intet at de ville stå her og fryse og blive syge. Den blide hvisken i hendes ører var noget som selv lod hejrte sætte op i tempo og varme hele hendes krop.. "Jeg skylder dig efterhånden mit liv, Maurus" endte hun selv i en blid hvisken så tæt il hans ører efter hun blidt havde strukket sig ladet hovedet hvile mod hans skulder "Virkelig" endte hun stille.