A little trip to the city

[jadore]

Omkring en times tid havde de to elvere reddet, før de nåede frem til deres destination – Apterta City. Gennem skoven havde de redet, hvor de til deres held ikke var stødt på nogen andre elvere. Personligt var J’adore endnu i tvivl om, at hun virkelig turde vise sig offentligt for deres race sammen med denne skovelver. I deres by var det jo ikke ligefrem velset at være sammen med Cëdrick, hvor alle faktisk undgik ham, hvilket hun også selv havde gjort før nu. Hun havde taget chancen og henvendt sig til ham, og det havde været en rimelig uheldig start, men lige nu gik det fint imellem dem. Det var i hvert fald blevet bedre efter han havde fundet ud af, at hun ikke var ondsindet, så sammen havde de besluttet sig for at tage lidt væk og tale sammen. Det havde også været en ganske hyggelig time, som de blot havde talt stille og roligt frem og tilbage på turen derhen. Hendes egen mening om ham var blevet bedre igen, da han virkede ganske normal, bare utrolig ensom. Det gjorde ondt på hende, at han havde det hårdt, for ingen burde have det hårdt, men hun vidste godt, at hun ikke var så meget bedre selv i forhold til de andre elvere, eftersom hun selv havde fundet modet til at tale med ham først nu, og de var jo stødt på hinanden op til flere gange før. Men nu havde de sammen redet væk fra skoven, redet over enge og ad snoede stier for at nå frem til byen.
Da de kom derind kunne man straks mærke forskellen på livet i skoven, og livet i en storby. En masse forskellige personer var der i Apterta, som der var forskellige racer; magikere, formskiftere, mennesker også videre, tykke og tynde, gamle og unge, sure og muntre. Som de red derind syntes der at være alt til stede. J’adore trak let i tøjlerne, så hendes hoppe, Suade, gjorde holdt. ”Har du været herinde mange gange?” spurgte hun med sin milde og rene stemme, som hun kastede blikket til siden, så det faldt på Cëdrick. Begge var de elvere, men alligevel kunne man ane forskellen på dem. Begge var de utroligt smukke, men der var noget der gjorde, at J’adore så en smule finere ud. Hun havde også redt sit smukke blonde hår, og iklædt sig en fin hvid kjole, hvor hendes medrejsende havde været i gang med at hugge brænde, inden de var taget af sted, og hans brune hår sad lidt mere i uorden. Hun sendte ham et smil, hvor det var varmt, inden hun sikkert hoppede ned fra sin hvide hoppe. Man kunne godt se, hvordan folk sendte dem et par blikke, som de passerede de to ridende elvere. De var jo også en slags overnaturlig skabning, og de kom sjældent ind til byerne. ”Jeg tror vi kan binde hestene derover ved indgangen til markedet,” sagde hun, som hun pegede lidt længere fremme, hvor man kunne se to andre heste stå bundet fast til en pæl.

[cedrick]

Turen indtil byen havde været ganske stille og rolig for Cedricks vedkommende, hvor han måtte erkende at han havde nydt turen og ikke mindst samtalen med J’adore. Hun havde vist sig at være anderledes end de andre højelver – som de heldigvis ikke var stødt på under turen – hvor han godt kunne lide hendes selskab. Han vidste at han nok fik en stor skideballe af Domastir, når han engang kom hjem, men.. han følte ikke at han kunne opgive og sige nej til J’adore, når hun nu var så sød og venlig at invitere ham med på en ridetur og tilmed med ind til byen. Hun ville jo være hans første ven i jævnalderen, da han ellers kun havde ganske få fra landsbyen som var ældre end ham, og ellers havde han sin hest, men det var jo ikke just fordi han som sådan kunne føre en samtale med den. Derfor var det rart at føre en samtale med en som var ung, selvom han godt vidste at han var ældre end hende, men det gjorde ham nu intet, for han kunne lide hende som hun var. Hun var jo trods alt også den første fra landsbyen der havde talt med ham, i hvert fald af de unge, da han ellers var vant til hån og nedladende ord, til tider blev han også skubbet og slået, væltet og sparket, selvom han ikke tog sig af det, for han var vant til det, det var alt det han var blevet opdraget med.
Cedricks blik gled let mod de høje bygninger, som de nåede Apterta. Det var lang tid siden at han havde været her, da det ikke skete så tit at Domastir tog ham med. Nogle gange så tog Domastir selv af sted, hvor det var Cedrick som skulle tage sig af smeden og forretningen der, og sjovt nok respekterede de andre elver ham, når han stod i smeden, eftersom det mindede dem om at det ikke var alle der kom ind hos Domastir, for han havde jo smidt mange væk, men det var endnu ikke sket for Cedrick. Hans dybe brune øjne søgte let mod J’adore da hun henvendte sig til ham, hvor han gengældte hendes smil. “Jeg har været her nogle gange med Domastir, så jeg kender markedet rimelig godt,” fortalte han roligt, som han så let ud over byen, hvor han godt lagde mærke til at folk kiggede på dem. Selvom de begge var elvere, var der en tydelig forskel på dem. Hun var smuk og ren, hvor Cedrick selv var mere mørk i huden, han var en anelse beskidt af arbejdet, hans hår sad helt uredt, hvor det strittede i flere forskellige retninger, men der var ingen tvivl om at de begge var elvere, da de havde de velkendte mandelformede øjne, samt de spidse ører. J’adore havde dog en anelse finere træk end Cedrick, eftersom hun var højelver og han selv kun var skovelver, men det tog han sig ikke af. Han så mod hende, da hun valgte at hoppe af hesten, hvor han selv lod Daechîr stoppe ved at hive lidt i tøjlerne. Han nikkede roligt. “Okay,” svarede han let, som han sprang ned fra den sorte prægtige hingst, som han førte tøjlerne over hovedet på hesten så han blev i stand til at trække den med sig, hvor han gik over til pælen, hvor de to andre heste stod bundet. Han bandt selv Daechìr fast, inden han strøg den let over mulen.

[jadore]

Det var ikke tit at J’adore kom ind til storbyerne. Normalt gik turene til andre smukke landskaber eller små og hyggelige landsbyer, men engang imellem kom hun ind og oplevede storbylivet. Det havde sin charme, men det virkede også meget kaotisk, når man selv kom fra et roligt samfund. Som ung og nysgerrig kunne hun dog ikke lade være med at blive fascineret af bygninger, butikkerne og folket her, som der var så meget forskelligt. Markedet som de var redet ind til, måtte vel også være det mest spraglet i byen, som der var stillet små boder op, og så var der også de faste butikker der lå i stuen af bygningerne. Masser af forskellige ting blev solgt her, og der var en masse forskellige farve ens syn blev mødt af. Man kunne høre, hvordan de forskellige købmænd råbte for at få kundernes opmærksomhed, hvor de råbte navnene op på nogle af deres vare og priserne. Det virkede som et rimelig godt sted, hvor man kunne forvilde sig rundt og bruge noget tid der. ”Så I har været her for at sælge våben?” spurgte hun interesseret. Det gav rimelig god mening, hvis de kom ind til hovedstaden for at sælge deres værker, eftersom der var efterspørgsel på elversmedet våben. De formåede jo også at gøre et andet stykke arbejde med materialet end menneskene. ”Selv har mine forældre aldrig været meget for livet herinde, så det er kun få gange jeg har været her,” fortalte hun ham roligt. Det var kun hvis de havde manglet nogle ting, som man ikke kunne få i deres landsby, at de havde søgt herind for at handle, og ellers havde de ganske kort boet her efter skovbranden. Ligesom ham, så trak hun også tøjlerne over sin hoppes hoved, efter at hun var hoppet ned af den. Hun klikkede let med tungen, hvilket fik hendes hoppe til at begynde med at gå roligt frem, hvor hun trak sin hoppe efter Cëdrick og hans hingst. Hun kopierede også hans handlinger, da de kom over til pælen, hvor hun fandt tøjlerne i en stram knude om pælen. Kort gav hun sig til at stryge sin hoppes hvide man, inden hun igen så over på Cëdrick. ”Skal vi gå?” spurgte hun venligt, som hun slap taget om sin hest. Selv var hun også begyndt at nyde hans selskab, som han egentligt virkede som en sød mand. Hun havde ikke ligefrem brug for nye venner – hvor han ingen havde – men hun ville da ikke have noget imod at en til sneg sig op på listen. Hun vidste godt, at hendes venner og veninder ville se underligt på hende, hvis de så hende med byens skovelver, da de jo foragtede ham. Hun havde nu også selv en frygt for, at hun måske ville blive set ned på, hvis de så det her, og hun ønskede ikke at have det ligesom ham, for alle vidste at han havde det hårdt. Hun viste dog ingen tegn på frygt, som hun blev ved med at forholde sig rolig og venlig, og hun havde det jo også rigtig godt lige nu.

[cedrick]

Cedrick havde haft mest lyst til at komme væk fra byen, for at der ikke var nogen der skulle finde dem i skoven, for han var næsten bange for at J’adore så ville begynde at ignorere ham og lade som ingenting, og det ønskede han heller ikke, selvom han dog fandt forståelse for det, for han vidste at hun var bange for at blive udstødt, hvis nogen så hende sammen med ham, sådan var der jo mange der havde det med ham, derfor bebrejdede han hende heller ikke. Men hvem ville genkende dem i byen? Derfor var det vel også oplagt at tage hertil? Selvom det ville tage længere tid for ham at tage hjem, men han kunne ikke sige nej til J’adore, eftersom det måske var hans eneste mulighed for at få en ven, hvilket Domastir nok ville kunne forstå. Han nikkede ganske roligt til hendes ord, hvor et skævt smil gled over hans læber. “Jep. Våben, samt mange af vores andre fremstillede ting,” svarede han roligt, da de ikke kun lavede våben, men også en masse andre ting af metal, hvis noget var gået i stykker for folk, for elvernes smedearbejde var langt mere effektivt end menneskenes, da de forstod at udnytte materialerne på helt andre måder og niveauer. Han så roligt mod hende og nikkede ganske let. Han forstod godt at hendes forældre ikke brød sig om bylivet, det var der ikke mange elvere som gjorde. “Livet kan være rimelig.. vildt og kaotisk,” svarede han roligt, næsten også for at advare J’adore, da han ikke vidste hvor længe siden at hun havde været her i Apterta. Hvis man var vant til det stille og rolige liv, så kunne man godt blive overrasket over den vildskab som kunne være her i byerne, da det kunne minde om en vild jungle. Han bandt roligt tøjlerne godt fast til pælen, hvilket ikke var første gang han gjorde, inden han tog de mest dyrebare ting med sig, som han havde gemt i lommerne på sadlen, som han puttede i sine egne bukselommer, inden han nikkede mod J’adore, hvor han roligt begyndte at gå imod markedet. “Har du så nogle planer? Noget du vil se?” spurgte han nysgerrigt. Han havde været her et par gange, så han kunne vise hende lidt rundt, hvis hun ville se noget, skønt han godt nok ikke kendte til alt her i byerne, for det var alligevel et stykke tid siden at han sidst havde været her. Han lagde godt mærke til at der var en masse som så mod dem, eftersom det ikke var hver dag man så elvere i storbyen, og det var ikke just fordi han brød sig om al den opmærksomhed, da han jo trods alt var rimelig sky, alligevel formåede han altid at føle sig godt tilpas når han var sammen med Domastir, men nu følte han sig næsten helt malplaceret. Det skulle dog ikke stoppe hans morskab med J’adore!