Surprise!

[Deleted]

Det var omkring formiddag da Valeria standsede ved søen for at smide tøjet og hoppe i vandet. Hun vaskede sig ikke så tit, men vejret var dejligt lunt, og foråret var virkelig ved at sætte sine klør i Manjarno. Det var dejligt, og så behøvede hun ikke fryse når hun kom op. Hun nynnede en stille melodi for sig selv mens hun vaskede kroppen, svømmede lidt rundt i vandet og fnisede for sig selv som hun fortalte vittigheder til sig selv. Naturligvis var det ikke midt ud i søen hun badede, hun ville da ikke risikere at nogen så hende, så ville hun da først dø af skræk, især hvis det var en mand! Hun havde derfor fundet en mere træfyldt del af søen, en del hvor der tit var stille. Hun havde derfor ikke været nervøs for at støde ind i nogen, derimod var hun næsten sikker på at der ikke ville komme nogen, eller det havde Amelia da bildt hende ind.

Hun dykkede under vandet, svømmede rundt i adskillige sekunder inden hun dukkede op til overfladen, rystede vand ud af øjnene og hvinede. Hun smilede blidt, svømmede ind mod land og trak sig op på den bløde jord. Hun kastede et blik hen over den smule baggage hun ejede, og sad blot stille og så ud over søen i nogle sekunder, derefter trak hun kjolen hun havde haft på hen til sig. Den var stadig fugtig, hun havde vaskede den, det blev hun nød til når det var den eneste kjole hun havde. I stedet for at trække den på lod hun den hænge hen over en gren for at blive tør og trak i stedet for rene trusser på. De beskidte var også blevet vasket. Hun vred vand ud af håret og trak det lille tæppe hun svøbte sig ind i når mørket faldt på om sig og gav sig ellers bare til at vente på at kjolen skulle tørre. Imens legede Amelia med hendes sind, fortalte hende hvor sjovt det kunne være hvis hun løb nøgen rundt og hvordan folk vil elske at se hende løbe rundt, fyrene ville savle efter hende og glo nydende. Valeria fniste endnu engang, lænede sig op ad en træstamme og lukkede øjnene. Hun følte sig en smule sulten, men hun havde intet mad så de betød at hun måtte på jagt efter nogle frugter eller finde sig noget mad. De penge hun havde haft for to dage siden var væk, hvordan de var blevet færdig vidste hun ikke helt præcis.

Amelia følte en dyb irritation over at Valeria var så ligeglad, ikke arbejdede ikke lavede noget hvor hun selv måtte knokle for mad og overlevelse. Tøsen kunne ikke engang bruge de evner hun havde, men underligt var det vel ikke? Nej, for Valeria kunne ikke finde ud af at klare sig selv uden Amelia, sådan var det.

[Deleted]

Der lød en flabren for oven, som en fugls vingestrøg, men dette var langt mere larmende, nærmere støjende. Solen skinnede fra en skyfri himmel. En mørkere prik formede sig på himlen. Prikken havde kurs mod søen og jo nærmere prikken kom sit bestemmelsessted, jo tydeligere blev prikken. Det var en kvinde med store groteske vinger. Hendes store røde hår strittede ud til alle sider. Det glinsede i solen. Adelaide kunne tydeligere se søens klare vand, og hun smilede. Søen gav hende tryghed. Her var hun beskyttet fra andres blikke, selvom hun udmærket godt var klar over at der fandtes andre her, men hun ænsede dem knap. For hende var andre ikke andet end luft.
Hun stoppede med at baske med sine vinger og lod sig selv falde mod jorden. En let vind bar hende nærmere mod fast jord. Hun smilede for sig selv. Hun nød at svæve i frie luft. Det gav hende en følelse af uafhængighed. Det var en af de få ting der fik Adelaide til at smile.
Et koldt vindpust blæste imod hende og hun mistede balancen. Vingerne krøllede sig sammen og hun suste mod jorden som en ørn der har fået øje på sit bytte. Hun fik foldede sine vinger ud, og i sidste øjeblik nåede hun at få kontrol over faldet. Dog blev hun ikke skånet. Hun landede på begge ben og mærkede et stød der dirrede op igennem hendes ben og endte tungt ved hendes bryst. Benene knækkede under hende og hun landede så langt hun var. Hovedet endte i en mudderpøl. Hun spyttede og spruttede. Smagen af våd jord var på ingen måder behagelig. ”Din klodsmajor! Så styr dog dine vinger! Du kan simpelthen ikke finde ud af at lande. Du er som en gås der har mistede dine ben” udbrød hun. Stemmen var mørk og ophidset og lød slet ikke som en stemme der passede til hende. Hun rejste sig op og børstede jorden væk fra sit tøj. ”Undskyld! Hvad skulle jeg ellers have gjort? Du skulle prøve at have et par klodsede, store vinger på ryggen, så ville du holde din mund!” Stemmen var skinger og tør, som en ensom måges skrig. Adelaide rettede blikket ud mod søen. Hun pladsrede Kaka, sin gnavne fordømmende storesøster ind i den bagerste krog af sit gemmekammer og kiggede ud over søen. Hendes røde, matte øjne strålede, selvom de virkede tomme. Her følte hun sig hjemme. Men med et hun så en bevægelse på den anden side af søen. En kvinde, lignede det, bevægede sig op af søen. Helt bar og nøgen. Hvordan kunne hun dog få sig selv til det? Adelaide beholdt altid sine underklæder på, for at skåne folk for synet af hendes benede krop. Hun satte sig imellem sivene så hun forsvandt. ”Op med humøret! Måske har hun ikke set dig!” Adelaide rystede voldsomt på hovedet.”Sika, hold din mund!"

[Deleted]

Hendes egne vinger var ikke blevet så våde, som en fugls blev de ikke drivvåde af vandet, og da hun kom op ad vandet rystede hun dem også svagt inden hun trak dem indtil sig. At der i samme øjeblik som hun kom op ad vandet at en anden landede et stykke fra hende havde hun ikke bemærkede. Hun havde været for optaget af andet, ja faktisk sig selv og sin kjole til at bemærke andet lige med det samme. Hun havde dog sat sig roligt, ladet blikket glide rundt og straks havde hendes dødsengle side gjort hende klart at der var andre i nærheden. At hun var dødsengel anede hun dog ikke selv, hun antog sig selv for værende engel, vingerne var hvide, men det skyldtes at hun kunne skifte farven og formen som hun ville. Valeria var den gode af de to, hun mente og troede virkelig at hun var en engel på jord, kunne ikke tro andet om sig selv. Hun var det svage led, alle andre var onde og især onde imod hende. Amelia gjorde hende opmærksom på at hun ikke var alene, og hun lod forundret blikket søge rundt for at finde den anden person. Hendes blik faldt på sivene et stykke fra hende hvor hun så en mindre bevægelse hvilket fik hende til at klynke højt uden en rigtig grund. Hun rejste sig dog alligevel op, holdt tæppet tæt indtil sig ”Hello…? Er der nogen?” spurgte hun i en lav stemme.*Sig det højere tumpe* stemmen tilhørte Amelia som endnu engang fortalte den stakkels pige hvad hun skulle gøre, men uden hende kunne Valeria jo ikke klare sig. ”Ehm…” gentog hun, vædede læberne med tungespidsen ”Er… er der nogen her?” sagde hun en anelse højere, dog ikke meget højere. Der var dog stille i deres omgivelser, ikke mange lyde så hendes stemme ville nok kunne høres alligevel. Hun bed sig svagt og nervøs i underlæben, en vane hun havde når hun blev nervøs. Panik var hun endnu ikke kommet i, heldigt for hvem end det nu var der gemte sig.

[Deleted]

Adelaide blev siddende nede ved sivene. Hun lod som om hun forsvandt for et øjeblik. Det krakelerede da hun hørte den spinkle kalden, som et lam der kaldte på sin mor. Hun blev siddende for en stund. ”Jeg vil ud og svømme” udbrød hun. Mime var på spil igen. Uden at hun ønskede det, rejste hun sig, tog støvlerne af og vadede ud i vandet. Bunden var slimet mod hendes fødder. Slimede planter strøg hende om benene. Da vandet nåede hende til livet, begyndte hun og plaske med armene. Ansigtet forholdt sig udtryksløs, men Mime jublede indvendigt. Endelig havde hun fået sin vilje. ”Mime, det er koldt! Gå øjeblikkeligt op på bredden igen!” Mime ville ikke op igen. Det var sjældent at hun fik sin vilje. Kaka var altid så gnaven, og Sika var til for at holde Adelaides humør oppe. Alligevel gik hun op imod bredden igen. Da Adelaide kom op i bredden igen, stod hun drivvåd. Det røde hår var blevet dybt rødt og hang fladt. Fra spidserne dryppede store dråber ned på den bløde, våde jord. Kjolen klistrede sig til hendes krop. Kroppen af skind og ben, viste sig tydeligt frem. Adelaide bandede for sig selv. Hun havde noget ekstra tøj i sin opbakning, men hvordan skulle hun dog klæde op, når der stod nogen på den anden side af bredden? Hun valgte at bevæge sig ind i sivene igen. Med et stort besvær fik hun det våde tøj af, og tog det nye på. Da hun bøjede sig forover, viste der sig en guldkæde med et vedhæng. Vedhænget var en fjer af guld. Hun vidste at det havde været en gave fra hendes mors elskede. Melrose havde aldrig fortalt Adelaide hvem hendes far var, men hun havde til fortalt om sin Lucas. Adelaide havde altid været fascinerede af historien om hendes mor og Lucas. Det hele virkede så fjernt. Som en myte. Så uvirkeligt. I hvert fald havde Melrose forærede sin datter halskæden, hvorfor stod Adelaide fjernt. Hun kiggede frem fra sivene og studerede den fremmede et stykke fra hende. Hun vendte hovedet en anelse på skrå. Første gang i lang tid følte hun sig nysgerrig. Hun ønskede at snakke med denne fremmede.