A surprise from fate

[ezekiel]

Mørket havde lagt sig over Manjarno for nogle timer siden, og det var ved at være godt sent. Klokken slog snart midnat, og stykket inde i det store prægtige teater, der var et af Manjarnos smukkeste og ædleste – og ikke mindste ældste – monumenter. Den store bygning tårnede sig op på den kæmpe plads der lå omkring den, hvor der i midten af pladsen var et springvand i midten. Teateret var bygget af flotte mursten og marmor andre steder, hvor alle huse rundt omkring pladsen måtte falme i forhold til selve teateret der stod i sin flotte pragt – hvis man da så bort fra de mange planter der groede sig op langs væggene, selvom det gav det hele et specielt look, ikke mange ville sige at det var noget værd, men andre ville sige at det var storslået!
Indeni var det dog mindst lige så smukt og prægtigt, og ikke mindst bygget i et flot og specielt design. Der var plads til hundreder, hvis ikke tusinder af folk, og selvom er ikke var fyldt helt op, så var der alligevel mange pladser som var optaget – typisk af flotte og velklædte folk der havde penge til at købe de dyre billetter til de dyre forestillinger – som klart også var de bedste. Og denne aften blev der spillet et stykke ved navn “Midnat sommeren”, som var et nyt stykke, som var blevet lavet dette år. Og derfor var det også et ganske særligt stykke, når det var til primære aftenen. Noget som Ezekiel selv havde udnyttet. Han var ‘rig’, han kunne skabe rigdomme ved hjælp af de vises sten som han for længe siden havde fået fremstillet, skønt det også havde taget sin tid. Det var også dem han selv holdt sig i live med, og holdt sig ung med nogle eliksirer som han lavede hver måned under fuldmåneprocessen. Denne aften var dog ganske normal, månen var ikke engang halv og der var stor glæde og munterhed i Ityrial, specielt inde i Le Teáter.
Ezekiel sad oppe på de øverste tribunepladser, på det der mindede om en indendørs terrasse, sammen med sin ledsager, der var en ung smuk blondine, som han havde valgt at invitere med og som han i princippet skulle nyde resten af aftenen med. Han bar sin sædvanlige unikke og specielle beklædning, der bestod af et dyrt og fornemt jakkesæt, der bar en næsten sort farve, selvom man kunne ane nogle specielle mønstre i stoffet. Indenunder bar han en mørkelilla skjorte, der bar magen til mønstre, hvor han ellers sad med hvide handsker, der dækkede hans ru hænder, og ellers sad han med den høje hat, samt sin sorte stok i hånden. Han lignede en adelsmand som alle andre.
Ezekiel fiskede den ene hånd ned i sin højre bukselomme, hvor han hev sit lommeur op, for at se hvad klokken var slået. Den var næsten midnat, hvilket gjorde at stykket snart var færdigt. Han pakkede det roligt væk igen, inden han lod de honningfarvede øjne med det velkendte mystiske og gådefulde skær falde tilbage på scenen, hvor de dygtige akrobater, skuespillere og sangere optrådte i deres stykke. Han selv nød at gå i teateret og han måtte erkende at stykket havde lydt spændende og ikke mindst levede det op til forventningerne som han havde lagt på det! Et ganske fascinerende syn!

[Deleted]

Det var ved at være sent, selvom det virkelig var en ufattelig lang aften for Anyalinas vedkommende, og hun brød sig bestemt ikke om det! Efter Romeo var fundet død, så var hun klar over, at det var noget som kraftigt ville gå ud over hende, og det var tydeligt at Malishas planer med manden virkelig var gået i vasken, for hun havde virkelig reageret kraftigt! Lige hvordan det hele havde udfoldet sig, var faktisk slet ikke noget som hun kunne huske, for Malisha havde virkelig formået at slå hende ud. Det kunne godt være, at kvinden havde en arm som ikke rigtigt kunne bruges, men af den grund, så var hun bestemt heller ikke en som man skulle kaste sig i krig med, for det var slet ikke noget som man fik det mindste ud af, og det var jo noget som hun godt vidste! Det kunne godt være at den kære leder var en som virkelig havde ekstremt mange tanker i hovedet, men ikke desto mindre, så var det også hende som havde muligheden for at gøre noget ved det, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, det var helt sikkert.
Anyalina var ved at komme til sig selv, også selvom.. hun stod fast? Hænderne var bundet kraftigt oppe over hendes hoved med magisikrede reb, som næsten automatisk gjorde, at hun slet ikke kunne bruge den, og det var slet ikke en tanke som hun brød sig om overhovedet! Hun trak vejret dybt, også selvom det virkelig gjorde ondt, for.. hun var virkelig blevet gennemtæsket, og det var noget som hun udmærket godt kunne mærke! Den mørke kjole som hun havde på, var tydeligt præget af blod – hendes eget, for hun var stukket, hun var slået, banket, slået, sparket.. ja, alt det som man overhovedet kunne tænke sig. Det blødte i hendes mundvige, over hendes ene bryn som tydeligt også var flækket, selvom det nu ikke var fordi at hun brokkede sig, for der skulle normalt temmelig meget til, før hun overhovedet åbnede munden og begyndte at brokke sig! Hun klemte øjnene fast sammen og med en svag fnysen, som hun vendte blikket op mod sine hænder, også selvom det virkelig gjorde ondt i nakken. Det at bevæge sig, var virkelig noget som gjorde ondt, for ikke at glemme, at det virkelig føles utrolig.. tungt? Det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre i den anden ende!
Der blæste en temmelig kold vind, hvilket lige så, fik det til at løbe Anyalina koldt ned over ryggen, selvom hun slet ikke kunne gøre noget. Hun var tydeligt afkræftet, tæt på at glide hen i besvimelsen igen, for hun var virkelig træt, og hun havde virkelig ondt! Ja, de reb som hun hang i, i det træ som hun nu gjorde, gjorde det også tydeligt for hende, at hun var forvist, og ikke længere velkommen ved hendes egen slags, selvom det nu heller ikke var noget som rørte hende som sådan, for hun var ikke den som var vant til andres selskab. Jovist havde der været en enkelt, men det var så også det! Hun vendte blikket træt ned af sig. Hun kunne ikke engang nå jorden, hvilket også var noget som hun tydeligt kunne mærke i hendes håndled, selvom der nu heller ikke var noget som hun kunne gøre ved det. For hendes vedkommende, så var det ydmygelsen ved at hænge der, som var noget af det værste, for før eller siden, så ville folk jo faktisk finde hende, og den tanke var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre!

[ezekiel]

Ezekiel havde altid holdt af at tage i teateret, Han var blevet født før det var opfundet, og han kunne tydeligt huske den begejstring som han havde følt, da han havde set et teaterstykke for allerførste gang. Det havde fanget ham lige siden og han havde altid fundet stor glæde ved det, og nu hvor han sad i Le Teáter og så endnu en præmiere, så ville han da bestemt ikke gå glip af det! Der var dog ikke mange der gengældte hans glæde ved at gå i teater, selvom han faktisk altid havde fundet det som et romantisk sted, også fordi det var så flot, fordi her var dyrt og fordi alle næsten lignede adelige. Det var dog ikke altid at han havde været lige heldige med sin ledsager, eftersom de til tider havde kedet sig, men denne gang virkede det til at han havde haft heldet med sig, eftersom hans smukke ledsager, en flot blondine, knap nok havde ænset hans tilstedeværelse, foruden når hun til tider tog omkring hans hånd for at sende ham et taknemligt smil, for at have taget hende med, hvor han blot gengældte klemmet og smilet.
Som stykket sluttede, endte Ezekiel med at tilslutte sig klapsalven som alle andre, hvor man så hvordan tæppet gik for, hvilket fik folk til at rejse sig. Han satte den høje hat på plads, inden han greb omkring sin stok og hans ledsagers arm, for at føre hende ud fra pladserne, ned ad gangen og mod den store dør, som var blevet åbnet for alle besøgende, hvor folk myldrede udenfor i den klare natteluft. Han sendte sin ledsager et let betagende smil, hvor han lyttede til hendes begejstring over stykket, imens han nikkede ganske istemmende til hendes ord, som han førte hende udenfor. Det var dog også udenfor at hans blik faldt på noget ganske mærkværdigt. Nemlig den skikkelse, der måtte hænge i træet ikke så langt fra åbningen til teateret. Han kneb øjnene en anelse sammen, som hans honningfarvede øjne betragtede skikkelse og til hans overraskelse så hvem det var. Han endte helt bleg, hvor det løb ham koldt ned ad ryggen imens hans opspærrede øjne betragtede sig af en gammel kending. Han sank ganske let, som han nærmest kunne se blodet selv herfra.
“Er der noget galt?” spurgte kvinden ved Ezekiels side, som også var hans ledsager, hvor han blinkede let, inden han vendte blikket mod hende. ”Jeg.. jeg bliver desværre nød til at gå,” undskyldte han, som han sendte hende et undskyldende smil. Han lænede sig mod hende og skænkede hendes kinder et kys, inden han trykkede let omkring hendes hænder. ”Det har været mig en sand fornøjelse. Og jeg ville fortrække at fortsætte en anden gang?” Han sendte kvinden et lidenskabeligt blik og smil, hvor hun nikkede ganske let, inden de skiltes.
Ezekiel smuttede ned ad de få stentrin, der førte op til teateret, inden han hastede henover den store plads og hen til det store og prægtige træ, hvor en velkendt skikkelse måtte hænge. Han endte næsten helt forstenet, da han kom tættere på og til sin egen overraskelse, så sin tidligere hustru, den selvsamme kvinde der havde bedraget ham, og ironisk nok på grund af en skade. Denne gang var hun dog banket synder og sammen, hvilket var noget af et chok. ”Anya..” endte han dæmpet, som han slet ikke kunne fatte at det var hende, og chokket gjorde også at han egentlig bare stod og stirrede på hende med vantro, hængende ned fra træet i en tilstand han aldrig havde set hende i før.

[Deleted]

Anyalina vidste godt, så snart forestillingen i teateret måtte være færdig, så var det hende som hang til alles beskuelse, selvom det bestemt heller ikke var en tanke som behagede hende på nogen måde, så var det jo faktisk en tanke som gjorde hende direkte vred, og det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre, det var helt sikkert! Uanset hvad hun gjorde, så havde hun virkelig ondt, også selvom det ikke var noget som hun klagede over, også selvom hun nægtede at påtage sig ansvaret for Romeos død! Den mand var en voksen mand, og derved også hersker over sit eget liv, så det var bestemt ikke en skyld som Malisha skulle have lov til at lægge over på hende! Hun gispede let, som hun endte med at vride sig for meget, for hun kunne helt klart godt mærke det, selvom det bestemt heller ikke var noget som gavnede hende på nogen måde, for hun kunne virkelig ikke komme ned, selvom det bestemt heller ikke var noget som gavnede eller hjalp hende på nogen måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun vendte blikket ned af sig endnu en gang. Tøjet var godt ødelagt, for det var vel også tydeligt at der havde været magi i billedet? Selv kunne hun ikke rigtigt huske det, for hun havde virkelig været helt væk og helt fjern og først vågnet op her, selvom beskeden fra Malisha var tydelig!
At forestillingen gik mod sin ende, var noget som hun udmærket godt kunne høre, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det bedre for Anyalinas del, for folk skulle slet ikke have lov til at se hende på den måde! Hun sukkede dæmpet, som hendes blik hvilede mod jorden som hun lige ikke var i stand til at nå, selvom det var en tanke som efterhånden var ved at irritere hende en smule, men ikke noget som hun kunne gøre noget ved. Det gjorde bare pænt ondt i hendes håndled, for hun var virkelig øm over det hele og hun følte sig virkelig også frygtelig svimmel! ”Så lad os få det overstået..” mumlede hun let for sig selv, som hun kunne se de mange silhuetter kastet af dem som endte med at forlade den store bygning bag hende. Hun lukkede øjnene ganske let, hvor hun knyttede næverne med en tydelig fast mine. Folk begyndte tydeligt at pege mod hende, andre gispede og folk begyndte hastigt at snakke, hvor hun kunne tyde på skyggerne, at de var stoppet op, men ikke nærmet sig hende. At der jo så skulle være en kendt blandt mængden, var slet ikke en tanke som hun gjorde sig.
Anyalina forsøgte virkelig at lukke de andre ude af hovedet, også fordi at det var flovt for hende at blive set i den tilstand! Det var dog den velkendte stemme, som fik hende til at hæve blikket, hvor det faldt direkte på Ezekiel. At han ville være der, var alligevel noget som kom en anelse bag på hende. Hun var måske ikke helt til at genkende, udelukkende fordi at hun virkelig var blevet gennemtæsket, men ikke desto mindre, så var det slet ikke noget som hun tog sig af i den anden ende, for det så hun selv ikke nogen grund til, for hun var nemlig ikke svag! Hun knyttede næverne let. At se ham, havde bestemt heller ikke ligefrem været en del af hendes planer! Forbandede være Malisha! ”Jeg ved godt, jeg ser hæslig ud.. Få mig ned..” endte hun direkte sammenbidt. Hun havde ondt, hun ville ned og hun ville bare væk, for det var virkelig flovt at folk skulle se hende sådan!

[ezekiel]

Det havde været en hyggelig aften for Ezekiels vedkommende, hvor han faktisk havde set frem til at tilbringe tiden med sin ledsager, men det var tydeligt at det slet ikke var sådan at det skulle foregå. Han mærkede tydeligt hvordan hans hjerte sprang et slag over ved det bare syn af hans tidligere hustru, den selvsamme hustru som havde ført ham bag lyset, udnyttet ham og bedraget ham, hvor han slet ikke vidste hvordan han skulle reagere. Han havde faktisk elsket Anyalina, ellers ville han jo heller ikke have friet til hende i udgangspunktet, det værste af det hele, var det faktum at hun havde baseret det hel på en løgn, hvilket han på ingen måder havde glemt. Den morgen han havde fundet hendes afskedsbrev og ring, havde han ikke kunne tro sine egne øjne, han havde ledt efter hende i flere måneder, hvor han havde benægtet at det var sket, men.. til sidst havde han jo måtte erkende at hun faktisk havde udnyttet ham, hvilket havde gjort ham helt deprimeret. Han havde været tæt på at miste livet, selvom han kunne takke Giovanni for at have reddet hans liv og gjort ham til denne nye, mere hårde og indelukkede mand. Det var vel et par årtusinder siden at han havde haft den fantastiske og sidste aften sammen med Anyalina? Han var holdt op med at tælle.
Som Ezekiel nærmede sig Anyalina, kunne han næsten ikke høre andet end sit bankende hjerte, der pludselig slog for fulde hammer. Det overdøvede lyden af de gispende og forfærdede folk, hvor han kun havde øje for Anyalina, der hang ned fra det store træ. Hvordan hun var havnet der, anede han ikke og han ville næsten helst heller ikke vide det. Han var ikke helt sikker på om hans øjne spillede ham et puds, men da han kom tæt nok på, var der ingen tvivl om at det var hende. Han endte med at stirre på hende med opspillede øjne, hvor han blot betragtede sig af hendes forslået og gennemtæskede skikkelse med forundring, overraskelse og alligevel en anelse bekymring, selvom han ikke var sikker på om det var en bekymring for ham selv eller for hende. Han lukkede den opgabende mund, da hun henvendte sig til ham, hvor hans blik også forandrede sig, som der kom en vis kulde over det, eftersom det lød til at hun gav ham en ordrer, hvilket hun på ingen måder havde retten til. ”Giv mig en grund til at jeg burde,” svarede han køligt, hvor han vendte blikket vredt op mod hende, „du hænger der sikkert af en grund. Desuden har du fortjent den ydmygelse.” Det var tydeligt at høre at han ikke havde glemt hendes ’afsked’, og alt det som hun havde gjort mod ham, for det var da umuligt at glemme, når det havde påvirket ham så meget! Hun var jo grunden til at han var blevet så indelukket, at han ikke havde taget chancen med en ny tøs, for han ville ikke bedrages igen. Hun var grunden til hans smerter, og nu kunne han også godt tillade sig selv at lade hende hænge og have lidt mere ondt.
Et hånligt smil gled over Ezekiels læber, hvor han lod hovedet søge ganske let på sned. ”Jeg håber at du hænger godt,” endte han kortfattet, hvor han gjorde tegn til at han ville gå igen, eftersom han ikke så nogen grund til at spilde sin tid på hende. Hun havde gjort ham ondt, og det var ikke noget som han kunne glemme, desuden så havde han aldrig regnet med at han skulle se hende igen, så han havde aldrig tænkt på hvad han skulle sige til hende eller om han i det hele taget havde tilgivet hende for det, for han havde jo aldrig set skyggen til hende på trods af at han faktisk havde ledt efter hende.

[Deleted]

At skulle hænge der, som den nye attraktion, var slet ikke en tanke som Anyalina brød sig om, for hun kunne virkelig ikke have at skulle hænge der til alle andres beskuelse, selvom hun slet ikke kunne komme ned! Hun havde forsøgt nu, og det var kun noget som gjorde mere og mere ondt, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for hun ville virkelig bare gerne ned og komme i skjul, så hun kunne tage sig af sine sår, også selvom det var tydeligt for hende, at dette ikke var noget som hun ville kunne klare selv.. selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det bedre for hende! Hvorfor pokker skulle Romeo vise sig så svag at begå selvmord?! Hun var faktisk endt med at holde af ham, og det havde set ud som om at de faktisk var kommet godt overens med hinanden, men hvor det så var gået galt, var slet ikke noget som hun kunne forstå, men Malishas reaktion havde sagt hende det hele, og det var tydeligt at hun slet ikke var velkommen der mere. Ikke fordi at det var noget som gjorde ondt, men at blive forvist på denne måde, var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre på nogen måde overhovedet, for det var noget som virkelig formåede at gøre hende direkte vred!
At møde Ezekiel her, var slet ikke noget som Anyalina havde regnet med, selvom det bestemt heller ikke gjorde det bedre for hende på nogen måde! Sidst de havde fundet hinanden, var hun.. også tilskadekommen. Der måtte være noget i det! Hun skulle bare ikke være ude, når hun stod i denne situation, og det var noget som hun virkelig måtte være forbandet træt af på alle måder! At se ham, var alligevel noget som tog hendes fokus fra de andre, også fordi at de stod og snakket om hende, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre. Om ikke andet, så kendte hun Ezekiel nok til at vide at han havde et blødt indre, et indre som ønskede at tage sig af en kvinde, for det var det som hun huskede ham for. En som havde puslet om hende, også selvom det havde været svært for hende, så var det noget som hun faktisk havde accepteret i den anden ende. At han forsøgte at virke hård i det, var noget som direkte fik smilet til at brede sig på hendes læber, for hun var på ingen måder overbevist. ”Ser man det.. Du er blevet hård,” påpegede hun sigende. Efterhånden synes hun godt nok at det her var ydmygelse nok, for hun kunne slet ikke have tanken om at skulle hænge der!
At Ezekiel gjorde tegn til at gå, var noget som tydeligt fangede Anyalinas opmærksomhed, hvor hun virkelig skulle passe på med ikke at ende med at grine, for det var noget som gjorde direkte ondt, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte blikket ned af sig selv endnu en gang, hvor hun stadig forblev med helt knyttede hænder, for hun brød sig slet ikke om den tanke i den anden ende. Hun fnøs ganske kortfattet. ”Du vil virkelig lade mig hænge her?” endte hun sigende, som hun forsøgte at vende sig i retningen af ham, også selvom det slet ikke var nemt på nogen måde, selvom hun virkelig forsøgte. Hun endte hurtigt med at opgive, hvor hun igen endte med at hænge slapt ved ham. For hendes del, så var det virkelig, virkelig flovt at hænge der og hun hadede det virkelig!

[ezekiel]

Det kom virkelig bag på Ezekiel at han skulle stå overfor Anyalina igen, eftersom han aldrig havde regnet med at han skulle se hende igen. Han var faktisk usikker på om han havde tilgivet hende for det som hun havde gjort mod ham, eftersom det virkelig havde taget hårdt på ham at hun bare uden videre var gået fra ham uden så meget som et eneste ord, for måske hun ikke havde elsket ham, men det havde han faktisk hende. Hun havde charmeret ham, betaget ham og på trods af hendes hårde ydre, så havde hun alligevel vist ham en mere blød side, og han var vel faldet pladask for hende? Derfor gjorde tanken også langt mere ondt at hun kun havde været ude på at udnytte ham, for han havde faktisk været lykkelig. Han havde tilmed været stolt over at han havde fundet en salve som faktisk kunne heale hendes krigsskade, som havde været frygtelig slem, men det var tydeligt at hun ikke engang havde følt taknemlighed over det, hun havde bare taget imod, for derefter at skrotte ham som affald. Bare tanken om det nu, gav ham et stik i brystet, for han brød sig på ingen måder om det! Men.. han vidste til gengæld heller ikke helt hvordan han skulle reagere på at hun var her igen, for.. hvad skulle han sige? Et sted så lo han hånligt af hende i sit indre over at hun hang der og blev ydmyget over en kæmpe forsamling, på den anden side kunne han ikke lide at se hende så forslået, eftersom han tydeligt kunne se smerten i hendes øjne.
Hendes ord hjalp dog ikke ligefrem på Ezekiels beslutning, eftersom han stadig stod og overvejede om han skulle hjælpe hende ned eller ej, og når hun talte sådan til ham, så havde han faktisk slet ikke lyst. Han fnøs ganske kortfattet til hendes ord, hvor hans honningfarvede øjne var endt lettere følelsesløse. ”En mand forandrer sig, specielt på grund af dit lille fupnummer,” svarede han kortfattet, som han endte med at lægge armene over kors. Hvis hun troede at hun fik ham til at hjælpe ved at give ham ordrer og tale hånligt til ham, så kunne hun godt tro om igen, for det var kun med til at pisse ham af! Og normalt skulle der meget til, men han kunne godt mærke at tanken omkring det hun havde gjort, var noget som stadig havde sat sit præg i ham, og han kunne på ingen måder glemme den sorg og smerte som hun havde sat ham igennem.
Ezekiel endte alligevel med at stoppe op, da hun spurgte om han bare havde tænkt sig at lade hende hænge der, hvor han så sig næsten dovent over den ene skulder og tilbage mod hende. ”Har jeg da en grund til andet?” spurgte han lettere ligegyldigt, som han trak ganske svagt på skuldrene, som havde det talt om en ligegyldig ting. Han endte dog alligevel med at vende sig om imod hende igen, hvor et hånligt smil gled over hans læber. ”Nej ved du hvad? Jeg tror hellere at jeg vil blive lige her og se folk beskue dig, se dig blive ydmyget lidt mere, eftersom det er rimelig ynkeligt at du hænger der helt hjælpeløst,” svarede han i en hånlig tone, som han gik et par skridt tættere på hende, imens han slog armene over kors. Det kække smil gled over hans rosenrøde læber, hvor han blev stående og betragtede sig af hendes forslåede krop.

[Deleted]

Det kunne godt være Anyalina ikke viste smerten i mimikken, men øjnene kunne ikke skjule den, for hun havde virkelig, virkelig ondt! Selv måtte hun næsten kæmpe med at holde sig vågen, for det i sig selv, kunne hurtigt vise sig som en hårdere opgave end det som hun lige brød sig om, men der var nu heller ikke noget som hun kunne gøre ved det af den grund om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var i den anden ende. At skulle stå ansigt til ansigt med ham igen, var et sted heller ikke en tanke som hun brød sig om, for hun vidste godt hvordan hun havde behandlet ham før. Ja, i denne situation kunne hun selvfølgelig være ked af det, for hun regnede slet ikke med hans hjælp, og igen, så var det jo ene og alene hendes egen skyld, uden at det var noget som hun kunne gøre noget ved af den grund, så var det jo en ting som kun måtte gøre hende direkte irriteret og pisse hende mere af end det som godt måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om det i den anden ende. Han lo af hende.. det var hun næsten sikker på, lige som så mange andre gjorde, hvilket et sted faktisk også gjorde hende ked af det, for det kunne godt være hun havde fejlet sin opgave, men at hænge der, var slet ikke noget som hun på noget tidspunkt havde bedt om! Hun lukkede øjnene igen. At give hen til besvimelsen som bankede på døren, var virkelig fristende!
Et sted så gjorde det kun Anyalina direkte vred, samtidig med at folk stod og gloede på hende, hånede hende, nedgjorde hende og det hele, var faktisk noget som gjorde hende direkte ked af det, hvor hun slet ikke vidste hvilken følelse som var den mest kraftige. Det var egentlig ikke fordi at hun ønskede at håne ham, kommandere rundt med ham eller noget lignende, men det var bare noget som lå til hendes person, uden at hun kunne gøre noget som helst ved det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun smilede svagt. ”Du hoppede jo i det med begge ben..” endte hun sigende. Hun var ikke typen som havde formået at åbne hjertet for nogen. Der var hun virkelig lukket som en østers! Romeo havde formået at åbne det lidt og siden hans bortgang, så.. havde hun faktisk følt sig ensom, også fordi at hun faktisk havde brugt temmelig lang tid sammen med ham. Ja, og det var alt sammen Malishas skyld! At han ville lade hende blive hængende, var noget som selv fik hende til at dirre, for det gjorde virkelig ondt for hendes vedkommende! Endnu en gang klemte hun øjnene let sammen. Blodet piblede jo stadig ned af hende, for sårene havde slet ikke været i stand til at lukke og hendes følelse i hænderne forsvandt kun mere og mere. Hun var virkelig ved at være forbandet træt og direkte udmattet! ”Det.. det er jo godt at nogen kan more sig.. på min bekostning..” endte hun med en dæmpet vrissen, som hun igen vendte blikket mod ham. Tanken gjorde faktisk ondt, også fordi at han faktisk kendte hende bedre end det som de fleste gjorde, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var helt sikkert. Folk grinte af hende, folk pegede fingre af hende og de kommenterede hende. Det var virkelig ikke en tanke som hun brød sig særlig meget om på nogen måde overhovedet!

[ezekiel]

Måske Anyalina forsøgte at skjule sine følelser – hvilket Ezekiel kendte hende godt nok til at vide at hun gjorde – men alligevel kunne han tydeligt se følelserne i hendes blik. Han kunne se vrede over at hænge der og folk der nedgjorde hende, han kunne se smerte og.. var det et strejf af sorg? Han vidste ikke helt hvad hun skulle være ked af, eftersom det sikkert var hendes egen skyld at hun hang der. Hun var jo ikke just kendt for at være en sød og god kvinde, tværtimod. Men det var vel også lidt det som han var faldet for til at starte med? Hun havde ikke engang fra starten af givet udtryk for at være mild eller blød, men alligevel havde han fundet hende interessant, hvor hun også var gået hen og havde charmeret sig ind i hans hjerte og faktisk også havde vundet det. Han havde friet til hende efter et par år sammen, og alligevel havde det ikke betydet noget for hende, hvilket var en tanke der faktisk gjorde ondt. Men det var også på grund af hende at han ikke havde åbnet sig op for nogen anden tøs igen, for det var han blevet for indelukket til. Jovist havde han haft et par forhold hist og her med et par kvinder, men det havde aldrig holdt i særlig lang tid, højst et år, hvor han så havde skubbet kvinden væk, eftersom han var bange for at få hende for tæt på sig, ellers så nød han faktisk at singlelivet, det at kunne gå hen til hvem som helst og bare tage en engangstur med dem, selvom det normalt ikke lå til ham, men sådan var han blevet efter hans brud med Anyalina.
“Sandt.. det gjorde jeg,” erkendte han sandfærdigt, for hvorfor dog lyve? Han var hoppet i med begge ben ved hendes lille fupnummer, hun havde virkelig røvrendt ham stort, hvor han ikke engang havde set alt det som hun havde gjort imod ham, ikke før det var for sent i hvert fald. Det var jo først gået op for ham flere måneder efter at hun bare var gået sin vej, og den tanke gjorde faktisk stadig ondt. Han var derfor også splittet angående sit nuværende møde med hende, eftersom han ikke rigtig havde lyst til at stå her og snakke med hende, da hun kun bragte alle de dårlige minder frem igen.
Det var egentlig ikke fordi Ezekiel fandt den største morskab ved at se Anyalina hænge der for han fik næsten ondt af hende, selvom han vidste at hun aldrig havde brudt sig om medlidenhed, men han kunne alligevel ikke lade vær med at give hende den i sit indre. Han vidste ikke hvorfor hun hang der, selvom det var tydeligt at hun havde ondt. Og selvom det måske ville føles godt at tage hævn, så havde det jo aldrig lagt til ham. Han betragtede hende med et vurderende blik, da hun udtalte sine ord, hvor han blot blev stående med armene over kors ved det muskuløse bryst. ”Det er sikkert fortjent,” svarede han kortfattet, eftersom hun sikkert havde gjort et eller andet for at hænge der, og et sted så ville han også personligt mene at hun havde godt af det! Men det var jo så kun igen fordi hun havde såret ham så dybt som hun havde. Han sukkede let, da han valgte at gå hen til hende, hvor hans blik faldt vurderende på hendes krop og op mod hendes ansigt og hænder. Han kunne se at hendes hænder snart ville miste al blod og det kunne blive farligt i sidste ende, hvis hun ikke kom ned for de var allerede ved at skifte farve til blå.

[Deleted]

Anyalina var ikke den type som normalt gav udtryk for sine følelser, og så godt burde han kende hende, men af den grund, så var det helt sikkert at kunne spore i hendes øjne, hvilket var en tanke som hun direkte måtte hade mere end det som hun måtte hade noget som helst andet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Alene tanken om det var noget som gjorde hende direkte ked af det, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket direkte væk fra ham, også selvom de mange andre ikke just gjorde det bedre. Hun havde for pokker kun gjort hvad hun havde fået besked på! Det var jo slet ikke fordi at hun havde regnet med at Romeo ville falde bort sådan, og i så fald, så var det slet ikke hendes skyld! Hun knyttede næverne ganske let, som hun vendte blikket direkte væk fra den store mængde i stedet for, kun for at vende tilbage til Ezekiel. Hun havde skam tænkt meget på ham og hvad han nu end gik og lavede, så var hun temmelig sikker på at han var bedre uden hende, for hun var slet ikke den som kunne udtrykke sig følelsesmæssigt, selvom hun faktisk havde forsøgt. Hun havde opgivet sig selv, da hun havde valgt at opgive ham og hun vidste det skam udmærket godt!
At Ezekiel så ikke ville give hende den hjælpende hånd, og komme ned, var et sted en tanke som gjorde hende direkte vred, for hun fandt det bestemt heller ikke fair, at hun bare skulle hænge der til offentlig ydmygelse, for det var hvad det var, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre på nogen måde overhovedet! Hun vendte blikket direkte mod ham. Han var faldet i med begge ben, også selvom det faktisk.. ikke som sådan havde været en plan, for hun havde jo takket ja til hans frieri dengang! Og det var jo noget som hun havde gjort af en grund! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Du har altid været en blød mand, Ezekiel..” endte hun ganske kortfattet og med en tydelig stram mine. Hun havde ondt, også selvom hun virkelig forsøgte at undgå at vise det.
Lige hvor længe Anyalina havde hængt i træet, vidste hun ikke, men det var virkelig ved at gøre ekstremt ondt, og hun magtet virkelig ikke at fortsætte med det! Hendes hænder var ved at blive blå og følelsen var så godt som væk efterhånden. Hun vendte blikket direkte mod ham. Det var ikke ligefrem fordi at hun ønskede at påstå at det var fortjent at hænge der, for hun havde faktisk ikke gjort noget som helst, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var en løgn på den ene eller den anden måde, det var helt sikkert! At han igen stillede sig foran hende, fik hendes blik til at køre direkte i jorden under hende, hvor hun vendte blikket væk. ”Hvis du kun står der for at håne og nedgøre mig, så forsvind!” vrissede hun fast, også selvom.. sorgen meldte sig i hendes tone. Det gjorde ondt at vide, at der ikke var nogen til at hjælpe hende, men gøre det stik modsatte, netop ved at håne og nedgøre hende som de gjorde, for hun kunne virkelig ikke have med den tanke at gøre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, for det gjorde virkelig ondt! Tårerne begyndte at melde sig, selvom hun forsøgte at kæmpe dem tilbage, for det var bestemt heller ikke noget som han skulle have lov til at se!

[ezekiel]

Tanken om at blive udnyttet nagede stadig Ezekiel og frygten for at det skulle ske igen, var stadig stor i ham, selvom det var godt et par tusind år siden at hun havde forladt ham, men det var jo også siden da at han havde forandret sig. Efter at hun var smuttet ud af hans liv og han havde erkendt kendsgerningerne og sandheden, så havde han jo drukket som et bundløst hul, og en aften havde det været tæt på at koste ham livet, fordi han var stødt på de forkerte, selvom Giovanni havde været der til at redde hans liv og hærde hans sind og skabe en større og stærkere psyke. Han var bare bange for at han skulle komme så langt ud igen, hvilket han på ingen måder havde lyst til! Det var også den tanke der gjorde han ikke kunne have en kvinde tæt på ham, eftersom han langt hellere ville droppe dem end at de droppede ham, han var jo faktisk endt lettere paranoid, når det kom til det faktum at knytte sig til en kvinde igen, selvom nogle af de kærester som han havde haft, måske havde været den rette for ham, men ikke engang den tanke havde slået ham.
De honningfarvede øjne søgte op mod Anyalinas blik, da hun kaldte Ezekiel for en blød mand, hvilket han vidste var sandt, men det var han ikke længere, jo måske på indersiden, men man skulle grave temmelig dybt før man kom ind til ham, for måske han kunne være venlig og hjælpsom, han var trods alt neutral, men derfor så var det kun for at få en engangstur med en kvinde, for derefter at gå videre til den næste. Han levede sit liv som single, som en charmør og han kunne godt lide det sådan, selvom han til tider fandt det trist at gå alene i seng, at sidde og nyde et glas vin for sig selv om aftnen, eftersom der ikke var nogen til at dele det øjeblik med, når man ikke havde nogen fast. ”Som sagt, så var det dengang, på grund af dig er jeg blevet en ny mand,” svarede han kortfattet, hvor hans honningfarvede øjne hvilede intenst og lettere køligt på hende, eftersom han på ingen måder brød sig om hendes tone. Han var den eneste der muligvis ville hjælpe hende, men han gad bestemt ikke hvis hun skulle hænge der og håne ham! Så kunne det i hvert fald være ligegyldigt!
Da Ezekiel trådte tættere på Anyalina, så han kunne betragte sig af hendes skikkelse, så kunne han tydeligt se hvor forslået hun var, hvilket faktisk gjorde ondt, for selvom han måske var sur på hende over det hun havde gjort, så kunne han alligevel ikke le hånligt af hende, for han var ikke typen der tog hævn. Hendes ord tog han sig dog ikke af, eftersom han blev stående tæt på hende, hun var alligevel for afkræftet til at kunne gøre ham noget, og hvis hun gjorde, så vidste hun at han ville vende hende ryggen og smutte og så ville hun hænge der til sin død. Hun kunne risikere at skulle miste hænderne, fordi der ikke kom blod op til dem, hvor han lagde mærke til at blodet blev ved med at rende fra nogle sår, så måske hun også kunne risikere at dø af blodmangel. Han gned sin skæggede hage, som han lod hovedet falde let på sned. ”Hvis du stopper med din kommando, dine hånende og nedgørende ord, så skal jeg nok selv stoppe,” bed han hende af i samme vrissende tone, eftersom han simpelthen ikke fandt sig i hendes opførsel! Hun mindede ham jo om en lille forkælet snotunge! Han sukkede lettere brummende, inden han trådte helt tæt på hende, hvor han lod den ene arm søge omkring hendes skikkelse, tæt ved hendes bagdel, så han kunne holde hende, når han fik hende ned uden at hun ville ryge ud af hans arme. Han strakte den ene hånd op mod rebene, inden han mumlede nogle utydelige ord, hvor rebene løsnede sit tag om Anyalinas håndled, så hun faldt ned i hans arme, hvor han også greb hende. Han vendte de honningfarvede øjne mod hendes mørke, hvilket fik hans hjerte til at springe et slag over, da det var lang tid siden at han havde haft hende så tæt på sig, så han kunne se alle detaljer i hendes smukke øjne.

[Deleted]

Anyalina havde slet ikke vidst hvordan Ezekiel havde reageret på at miste hende, også selvom det jo faktisk var.. for deres begges skyld, at hun var taget af sted. Hun var slet ikke den som åbnede op for folk bare sådan uden videre, og det var bestemt heller ikke noget som hun havde nogen intentioner om at forandre på nogen måde, det var der heller ikke nogen tvivl om. Nu stod hun overfor ham igen. den eneste som faktisk havde haft en decideret betydning for hende, for hun havde aldrig lukket sig så meget op for andre foruden ham. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Han var anderledes end dengang, hvilket var noget som hun godt kunne mærke på ham, også selvom det slet ikke var noget som rørte hende som sådan, for det var jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være når det måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun trak vejret dybt og vendte blikket væk fra ham endnu en gang. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste, så var det jo bare sådan at det var. Hun bed tænderne svagt sammen. At miste ham, var selvfølgelig noget som også havde gjort sit for hendes del, men hun var kommet over det, hvor… han tilsyneladende ikke havde gjort det samme?
Ezekiel var en forandret mand, selvom Anyalina ikke var helt sikker på hvorvidt om det var en god eller en dårlig ting. Hun bed sig svagt i læben, også selvom hun vidste at det måske ikke ligefrem var noget som kom hende til gode, men det var vel noget som hun bare måtte acceptere. Et stille smil passerede let hendes læber, som hun vendte blikket roligt mod ham endnu en gang. ”Skal det så være en god eller en dårlig ting..?” endte hun ganske sigende, som hun endnu en gang vendte sig mod ham endnu en gang. Det var ikke fordi at der var noget som hun kunne gøre ved det af den grund, men ikke desto mindre, så var det jo bare sådan at det måtte være når det endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket ned endnu en gang. At holde sig vågen, var ikke ligefrem det nemmeste, men hun forsøgte da om ikke andet, for nemt var det virkelig ikke på nogen måde overhovedet!
Tanken om at Ezekiel skulle stå der og bare lade hende.. hænge der, var en tanke som faktisk gjorde hende direkte nedtrygt, for jo mere hun hang der, jo sværere var det for hende at holde igen, for det var ikke svært når de mange facader som hun havde brugt årevis på at holde oppe, og det var slet ikke en tanke som hun brød sig om på nogen måde overhovedet, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende! Hun vendte blikket direkte mod ham. ”Så lad mig være!” endte hun med en direkte hvislende tone, for han skulle bestemt heller ikke bare komme her og tro at han var noget, for det var slet ikke noget som han ville få det mindste ud af! En tåre trillede let ned over hendes kinder, som hun vendte blikket væk fra ham. Hun havde det bestemt ikke særlig godt og hun havde virkelig ondt over det hele! At han gik hen til hende, tog fat om hende, var noget som kraftigt fik hende til at stivne. ”H-hvad er det du laver..??” endte hun hastigt, næsten som var det noget som bare.. vækkede hende op. At rebene måtte slippe hende, så røg hun direkte ned i hans favn, hvor hun endte med at blive liggende. Hun skælvede svagt, hvor hun forsøgte at bevæge fingrene, for hun følte slet ikke at hun havde nogen kræfter tilbage! Tænderne bed hun kraftigt sammen, for det gjorde virkelig ondt!

[ezekiel]

“Godt spørgsmål,” endte Ezekiel i en kortfattet tone, som han kort vendte blikket væk fra hende. Om det var en god eller dårlig ting at han havde forandret sig var han faktisk ikke sikker på, selvom han jo ikke just kunne gøre noget ved det. Han var dog usikker på om det var godt eller dårligt, for han var virkelig endt indelukket og han var næsten bange for at han skulle leve resten af sit liv helt alene og hvis han fortsat ville leve i en evighed, så ville det altså være lang tid! Men tiden måtte vel vise hvis han engang fandt modet til at åbne sig op? Han var dog slet ikke sikker på om det var en god ting, når det kom til Anyalina, for han havde slet ikke regnet med at skulle se hende igen. Han havde regnet med at han skulle leve et liv uden at møde hende igen, hvor han faktisk også havde været usikker på om hun var gået i døden for mange år siden eller ej, for der var alligevel gået et par årtusinder, og når han vidste hvor spontan og krigerisk hun var, så havde det været svært at sige om hun havde fået sig selv slået ihjel eller ej. At se hende i den mundering gjorde i hvert fald at han næsten fandt det utroligt at hun havde overlevet, for dette var jo bare et bevis på at hun altid kom til skade, sådan havde han jo også fundet hende sidst, selvom denne gang klart var langt værre!
Ezekiel tog sig ikke rigtig af hendes ord, som han blot ignorerede dem. Han skulle holde sig væk? Ja og hvem pokker skulle så få hende ned? Han følte jo heller ikke at han kunne lade hende hænge der, eftersom han kunne se smerten i hendes blik, han kunne tilmed se tårerne, selvom han var usikker på om det var fordi hun var ked af det over noget, eller om det var på grund af smerten, eller måske en blanding? Han var ikke sikker, men han kunne ikke huske at han havde set hende græde før, hvilket var noget som faktisk skar ham i hjertet, for han havde jo faktisk elsket hende og han havde altid holdt af hende, desuden så fortrød han faktisk ikke at han havde healet hendes krigsskade, han fortrød ikke at han dengang havde hjulpet hende, uanset hvor ondt hun end havde gjort ham, for han havde jo elsket hende. Det var vel også derfor at han faktisk valgte at hjælpe hende? Han håbede så bare ikke at han ville komme til at fortryde det i den anden ende, for så sværgede han at han ville slå hende ihjel!
Blikket gled mod Anyalina, som hun endte i Ezekiels arme, hvor han havde en arm omkring hendes ryg og en omkring hendes ben. Hans blik var stadig en anelse køligt, selvom det også udstrålede en form for bekymring, for han havde jo aldrig set hende så svag før, ikke engang da hun var kommet til ham med sin krigsskade. Han betragtede hendes forslået ansigt, hvor han godt kunne se at hun blødte ud af mundvigen og fra det ene øjenbryn, selvom det gjorde ondt at se hende sådan. Det som dog mest kom bag på ham, var at han havde glemt hvilken tiltrækning hendes øjne altid havde haft af ham, for han havde jo altid kunnet stirre ind i dem for flere timer, selvom de måske bar en ganske normal brun farve, men derfor havde han altid elsket lige præcis de øjne. ”Du må ikke sove endnu,” hviskede han roligt, da han godt kunne mærke udmattelsen på hende.

[Deleted]

Hvorvidt om det var en god eller en dårlig ting at Ezekiel havde forandret sig, var faktisk noget som gjorde Anyalina en anelse mere usikker, og hun følte sig virkelig usikker nok i denne stund som det måtte stå allerede! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, som hun direkte måtte kæmpe for at holde sig vågen, for det var bestemt heller ikke just fordi at det var noget som kunne sige sig at være med hende på nogen måde. Hun bed sig svagt i læben, som hun vendte sig mod ham endnu en gang. ”Så er det måske på tide at finde ud af det?” endte hun ganske kortfattet. Et sted var hun ham faktisk taknemmelig, for i en stund som denne, så holdt han hende faktisk umådelig fokuseret, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt i den anden ende. At han lige så fandt det morsomt at hun hang der, var dog ikke ligefrem noget som man kunne sige, at hun havde regnet med fra hans side af, men ikke desto mindre, så var det tydeligt at han havde forandret sig siden dengang, men igen… så var der virkelig også gået frygtelig mange år, så var det bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, for et sted så var hun vel.. overrasket over at skulle se ham igen?
At han valgte at ignorere hendes ord, var ikke ligefrem noget som gjorde det bedre for hendes vedkommende, selvom det nu heller ikke var noget som hun som sådan kunne tage sig af, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket direkte og sigende mod ham endnu en gang, også selvom det hele var begyndt at sløre for hende, for dette var virkelig noget som kørte hende på kanten til udmattelse, og selv for hende, så var der virkelig grænser for hvad hun kunne holde til, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i det store og hele. Tåren var en blanding af sorg og vrede for hende, for hun havde det bestemt ikke særlig godt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, for hun havde det bestemt heller ikke særlig godt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Det var skam ikke fordi at hun ønskede at påvirke ham, for i hendes øjne, så var det.. svagt. Ikke når andre gjorde det, men når hun selv gjorde, også fordi at hun slet ikke lod sig påvirke af andre, for hun var sin egen herre og hun omfavnede gerne den ensomhed, for så vidste hun, at hun aldrig ville ende skuffet!
At ende i hans arme, gjorde også tydeligt for Anyalina hvor skidt hun egentlig havde det. Hendes krop begyndte hurtigt at ryste og skælve, også selvom det slet ikke var slemt som sådan, men der var slet ikke noget som hun kunne tage sig af! At give efter for søvnen var virkelig noget af det mest fristende, for.. det ville bare gøre det hele meget bedre for hendes del. Måske at det kunne lette hende for den smerte. Armene hvilede slapt, som han måtte stå med hende i armene, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne tage sig af på nogen måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke i den anden ende. ”Lad mig være..” endte hun langt mere dæmpet end tidligere, for løgn var det jo trods alt heller ikke, for træt var hun virkelig!

[ezekiel]

Ezekiel var ikke just sikker på om det var en god eller dårlig ting om han havde forandret sig. På den ene side, så var han blevet langt mere påpasselig, hvor han også var blevet langt mere selvstændig, han havde ikke just et mål indenfor kærlighed, tværtimod havde han ikke længere noget, hvor han så det gode i at være alene, selvom det til tider kunne være en byrde, specielt når man faktisk ønskede selskab, men i så fald så kunne han jo faktisk bare gå ned i sit kasino, for der var der at finde alskens folk med alskens personligheder. På den anden side, så var han blevet frygtelig indelukket og havde jo nærmest opgivet håbet om at finde den rette, for han ønskede ikke nogen tætte på sig, han havde de folk som han havde brug for og mere gad han egentlig ikke at have, desuden så var det hele jo Anyalinas skyld, så derfor så han også på hende med et splittet syn, for han havde måske elsket hende, men han havde heller ikke glemt, hvordan hun havde udnyttet ham og netop bare ladet ham rådne op i sin egen sorg over tabet af hende, selvom hun ikke havde fortjent hans tårer og sorg, for det havde hun på ingen måder gjort sig værdig til! Tanken gjorde ham også vred, og et sted var han også blevet bange for at folk ville udnytte hans store evner indenfor lægekunst og alkymi, præcis som Anya havde gjort, og det sidste han ønskede, var en gentagelse af det som Anyalina havde gjort imod ham, for det var han usikker på om han ville kunne bære. Vred ville han nok blive i hvert fald.
De honningfarvede øjne gled mod hendes skikkelse, som han fik hende ned fra træet og i sine arme i stedet for, hvor et svagt smil gled over hans læber. Selv på denne afstand kunne han tydeligt lugte hendes søde duft, en duft der jo altid havde formået at gøre ham rolig og få ham til at falde i ind i den sødeste søvn med de sødeste drømme, og alligevel var alt så bræt blevet trukket fra ham. Hun havde skænket ham den hedeste og mest fantastiske nat i hans lange liv og dagen efter havde han fundet hende borte, med et afskedsbrev liggende sammen med den ring han selv havde givet hende på hendes finger, hvilket havde knust ham. Derfor måtte han heller ikke lade sig narre eller forføre af de træk ved hende, som tidligere altid havde formået at lokke ham og påvirke ham, for det brød han sig på ingen måder om!
Ezekiel fnøs kortfattet, da hun pludselig bad ham om at lade hende være, hvor han kneb øjnene sammen med en irriteret mine. ”Typisk som taknemlighed aldrig har ligget til dig. Hvad? Brugte du mig for at få dig ned, så du kunne sidde op ad træet og dø sådan i stedet for? Ih ja.. hvilken ‘glorværdig’ død,” vrissede han i en sarkastisk og irriteret tone, som alle positive følelser forlod ham, hvor han blot begyndte at gå væk, imens folk så efter dem. Han var ligeglad, han var vant til folks blikke, når han normalt kom gående med sin hvide snabelmaske. Han fnøs for sig selv, som han begyndte at mumle en masse utydelige ord på et fremmed og glemt sprog, selvom der nok ikke var nogen tvivl om at visse ord var bandeord, og at han var utilfreds. ”Jeg tager dig med hjem. Og lad mig ikke fortryde det,” svarede han kortfattet og lettere sammenbidt, hvor ordenen også var en tydelig hentydning til at hun skulle holde mund, for han gad virkelig ikke høre på hendes utaknemmelige brok! Her kom han og reddede hendes liv, og han havde ikke en eneste grund til at skulle gøre det, tværtimod havde han mange til at lade hende blive hængende, efter alt det hun havde kostet ham! Han fortsatte blot ned langs gyderne, hvor han søgte ind i mørket, for at sætte kursen mod hans kasino og hjem.

//Out