En dag på markedet

[Deleted]

Natten var efterhånden ved at gå på hæld, solen havde netop forladt horisonten, hvor den efterladte landet i en tung og mørk skumring, som kort efter ville blive afløst af et dybt mørke. Den store markedsplads vrimlede med folk, alle var de på jagt efter at gøre sig en god handel, høj som lav kom det Dvasianske folk her for at købe eller sælge magiske genstande af enhver afart. Elvolganta havde da også placeret sig på sin relativt centrale bod, hvor han havde en lang række af hans varer stillet op så folk kunne se på noget af udvalget. 4 slaver stod i hvert hjørne af den halvstore bod, hvor de holdte aktivt øje med, at der ikke var nogen der skulle komme og stjæle noget. I boden var der alt hvad hjertet kunne begære, eller i hvert fald hvad der kunne forventes af en dygtig og alsidig smed. Her var sværd, dolke, daggerter, spyd, lanser, halbider, skjolde, rustninger, smykker og meget mere, hvoraf hvert eneste af de mange remedier, naturligvis var med den ene eller anden magiske egenskab..

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var ved at være mørkt, hvilket var noget som passede Malisha forrygende! Efter hendes møde med vampyren som havde efterladt hende på dødens rand, var hun bestemt ikke den som løb chancerne mere, for det var noget som ganske enkelt havde gjort hende rasende. Med kappen hvilende omkring skuldrene og det lange mørke hår hvilende løst over hendes skuldre, så gik hun direkte forbi den store og massive menneskemængde, for hun end ikke tog sig af, om hun gav dem et stød med skulderen, for de skulle bare ikke gå i hendes vej, det var helt sikkert! Hendes ørneblik hvilede direkte frem for sig, hvor hun kun spejdede til siden, for at se om der var noget som faldt hende i interessen i det hele taget, selvom der ikke rigtigt var noget. Hun var frygtelig kræsen af sig, og hun købte bestemt ikke fra hvem som helst her! Hun kneb øjnene let sammen og kom med et svagt fnys, idet hun vendte blikket til sin venstre side, hvor hun endte med at stoppe op. Synet af de fire slaver og de flotte anlagte våben, var noget som hurtigt fangede hendes interesse, hvor hun skiftede retningen direkte mod boden. Dette var noget som tydeligt måtte fange hendes interesse – som noget af det eneste her på stedet. Selv bevægede hun sig uden nogen former for vagter eller bodyguards, for det var noget som hun ganske enkelt nægtede, for hun kunne godt passe på sig selv! Nu søgte hun muligheden for at gøre det.. langt mere optimalt.

[Deleted]

Der var aldrig ret mange kunder i Elvolganta's bod, men stedet gav også udtryk for at være mere eksklusivt end de fleste steder på dette marked. Det var da heller ikke hverdagsvarer som folk kom efter når de handlede ved ham normalt, selvom han naturligvis også havde den slags, dog igen mere raffinerede end normen. Elvolganta bevægede sig roligt frem mod fronten af boden, og så med et værdigt blik på kvinden der var på vej ind til hans stand. "Godaften Frue, er der noget særligt De søger på denne aften?" lød det høfligt fra ham, han var normalt ikke helt så høflig, men hun var trods alt en kunde, og en kunde skulle behandles med en rimelig værdighed, ellers ville de ikke købe noget, ikke at han havde behov for at skulle sælge noget, men han kunne godt lide tanken om at de ting han lavede blev værdsat af andre end han selv...

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Hvis der var noget som Malisha ikke direkte kunne sige sig, at være vant til på et sted som det her, så var det helt klart høflighed. Generelt, så var det ikke ligefrem den ting som man stødte mest på her i Dvasias nu om stunder. Folk havde en irriterende tendens til at være temmelig hårde i det ydre, også selvom det som regel kun var ting som de havde i munden, så var det heller ikke noget som hun tog sig af som sådan, for det var der virkelig ingen grund til i den anden ende. Hun vendte blikket direkte mod denne mand, som tilsyneladende måtte stå for boden her. Eksklusivt var det, det kunne hun allerede konstatere ved det første øjekast, og det var noget som hun helt klart også godt kunne lide! Det kyniske smil bredte sig på hendes læber. Den venlighed kom man som regel ikke langt med, men selv skindet kunne bedrage, så hun ville bestemt heller ikke ligefrem stå der og stryge ulven mod hårene, hvis hun kunne gøre det anderledes. Hovedet lod hun søge let på sned. Manden var warlock, hvilket var noget som passede hende helt fint! ”Det kommer an på hvor vel De kan holde min interesse.. Hvad sælger De?” endte hun ganske sigende, dog med en ganske krævende undertone, for hun var ikke en af dem som lagde tingene på hylden bare sådan, for det gjorde hun som regel aldrig! Det var lige ud af posen og uden at pakke tingene ind, for det så hun skam heller ikke nogen grund til. Hun møvede sig direkte forbi dem som stod og blokerede halve vejen for hende, hvor et direkte dræbende blik, fik dem til at trække sig, for selv de vidste jo hvem hun var. Hun var leder af warlocks, og det var som regel dem som man fandt på disse steder, hvilket passede hende helt perfekt!

[Deleted]

Hans skarpe sanser fra sin tid som horror, var aftaget men ikke forsvundet, så han var ikke et eneste sekund i tvivl om at denne potentielle kunde, nødvendigvis måtte være en warlock og en stærk en af slagsen, hvilket absolut måtte behage ham, da dette betød at hun havde en større syndsynlighed, for at kunne se brugbarheden i hans varer, og derfor ville han nemmere kunne forklare hende, hvorfor at de forskellige ting netop kunne være brugbare for hende, selvom det faktum at hun var warlock, i teorien også kunne gøre det sværere at skulle sælge de forskellige ting, da hun jo allerede havde magi ved hænde. "Jeg har det meste af hvad hjertet kunne begære, naturligvis er det hele med magiske egenskaber, da alt andet er spild af tid. Jeg holder mig alt lige fra de mest basale våben, til de mest bestialske klinger, beskyttende ringe og medaljoner, ubrydelige panserplader, forheksede artefakter både til brug for ekstra beskyttelse af hjemmet, eller som en vedvarende våben mod dine fjender, og så uendelig mange andre ting.. Kort sagt jeg har de meste, lige fra særlig fremstillet stål og metal, til de mere ædle metaller og stene" remsede han nærmest tilfældigt op, med en kort forklaring til de forskellige ting, han havde det meste, men skulle han begynde at nævne alle de ting han havde på sin stand, ville han have behov for at have hele natten til rådighed, uden nødvendigvis at blive færdig.. Han havde været smed i over 20.000 år, og det gav nærmest pr. automatik en hel del ting, som han kunne sælge, og også med en rimelig stor variation. "Mit navn er Elvolganta van de Pelt og De hedder..?"

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var en kvinde som vidste hvad hun ville have, og dette var bestemt heller ikke noget undtag på nogen måde. Hendes mine hvilede fast på denne mand. At han havde varer af god kvalitet og muligvis med de egenskaber som hun søgte efter, så var hun bestemt heller ikke den som skulle klage over det på nogen måde, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang, som ha begyndte at remse op, selvom det bestemt ikke var noget som hun sagde noget til. Hun afbrød ham på ingen måde, som han begyndte at remse op, også selvom.. han ikke umiddelbart sagde noget som hun kunne bruge. Om ikke andet, så bekræftede han selvfølgelig at han havde våben med magiske egenskaber, så selvfølgelig var det noget som gjorde hende direkte lykkelig! Hun betragtede ham sigende. ”Der kan man jo bare se.. Det lyder meget lovende,” endte hun med en stilfærdig mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Det var alt sammen noget som gjorde hende direkte elektrisk! Selvom hun selvfølgelig skjulte det bag det faste ydre. ”Hvad har du som kan bruges mod vampyrer..?” spurgte hun direkte og meget kortvarigt, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang og denne gang mere opmærksomt. De fleste andre havde trukket sig væk fra boden af, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til, for visse ting måtte man vel bare vænne sig til? At manden sågar valgte at præsentere sig med navnet, var nu heller ikke noget som forundrede hende som sådan. Han betragtede hende vel ikke som andet end en.. alternativ kunde som kunne give ham en slant for aftenen for hans fine arbejde? For fint, det var det i den grad, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om i den anden ende. Smilet bredte sig på hendes læber. At han spurgte ind til hendes navn, morede hende om ikke andet. ”Det er mig en udsøgt fornøjelse, Elvolganta.. Jeg er Malisha Malachi,” præsenterede hun sig med en tydelig stolthed i stemmen.

[Deleted]

Navnet lød bekendt, men han kunne ikke umiddelbart placere stedet, hvor han havde hørt det, ej heller kunne han på stående fod erindre i hvilken sammenhæng, han tidligere havde hørt dette navn. Dette lod han dog ikke tynge ham, hun var lige nu blot endnu en kunde, og trods alt virkede hun til, at vide nogenlunde hvad hun ønskede "Jeg har mange ting der er fortrinelige mod blodsugerne.. Ønsker du særlig beskyttelse mod dem, eller tænker du mere på fod med den offensive linie Fru. Malachi?" spurgte han så med rolig og dog høflig stemme, og smilede lettere anstrengt til hende, hvor hans stadig skarpe og voldsomt grove rovdyrstænder kom til syne, et levn fra hans dystre fremtid

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At Malisha ikke var genkendt, var en tanke som faktisk måtte irritere hende, men ikke desto mindre, var det ikke noget som hun kunne gøre noget ved lige netop nu. Kunne hun få det som hun ville have det, så var hun skam også tilfreds med det hele, for hun havde virkelig bare brug for noget som gjorde, at hun ville være storslået tilfreds. Hun vendte blikket skarpt mod ham endnu en gang. Hun var ikke mild og det var tydeligt i stemme og ikke mindst hendes ansigt. Der var virkelig ingen nåde at finde ved hende. Hun fnøs ganske kortfattet. ”Jeg skal bruge noget til den offensive linje.. Jeg har mine problemer med det forbandede bæst, og jeg vil have dem udryddet!” Hånden endte hun med at hamre direkte ned i bordet foran hende, hvor det næste var af ren og skær foragt, for tanken omkring de blodsugende bæster, var noget som direkte irriterede hende! Hun vendte blikket mod ham. ”Noget nemt at have for hånden, noget.. simpelt som jeg kan bruge med en.. temmelig dårlig arm..” Hun vendte blikket ganske sigende mod den dårlige arm, som stadig måtte være bandageret, selvom det var under kappen, så den var forholdt væk fra folkemængdens syn og blik – præcist som hun ville have det.

[Deleted]

Elvolganta så på hende med sine lysende røde øjne, han virkede måske som en venlig mandsperson lige nu, men det var så absolut skindet der måtte bedrage, for han var virkelig ikke en person der havde den største tålmodighed, desuden havde han både styrken og de magiske egenskaber, til at kunne hamle op med langt størstedelen af de krigeriske typer der beboede disse lande. "Naturligvis Frue" svarede han kort og lod blikket glane over hendes arm i et kort øjeblik før han tilføjede "Jeg kunne nu også tilbyde at tilse Deres skade? Hvis dette ikke er ønskeligt har jeg naturligvis også et sværd som passer til netop dit behov.. Et øjeblik.." Han tav brat, og vendte sig mod den bagerste del af boden, hvor han med afmålte og dog hastige trin begav sig helt ned i den fjerne ende, og kort mælende en remse på et ellers glemt sprog, hvor en kiste gravede sig selv op af jorden, hvor den åbnede sig, og et smukt sølvglinsende og tveægget sværd som var smukt dekoreret, med glitrende og farverige ædelstene, straks herefter begyndte at svæve et lille stykke over kisten. Da han sekunder efter nåede hen til kisten, tog han med fast greb i fæstet sværdet i sin hånd, og løftede det væk, som havde det intet vejet. Dog kunne ingen regne med tyngden på ret meget, baseret på hvor tungt det så ud når Elvolganta selv bar på det, han var en stor og stærk mand, som i hele sin ikke ubetydelige levealder, havde været vant til altid at skulle arbejde og kæmpe for sin føde samt egen overlevelse. På sin vej tilbage greb han en funklende ring af guld og sølv, og med den klareste diamant fastgjort i midten, op fra et bord, og standsede først lige foran hende igen. Her præsenterede han de to ting, han havde fundet til hende med venlig og let forklarende stemme "Dette sværd, har sin egen vilje, første gang du bruger det i kamp, vil sværdet genkende dig, og magien heri, vil fremefter beskytte dig, hjælpe dig med at nå en blokering, samt finde en åbning hos din fjende, desuden kan klingen herefter ej heller lade dig skade, dog husk at sværdet kun hjælper dig, du skal stadig være på vagt. I metallet er der en magisk forstærket hvidløgsblanding, designet særligt med det for øje at skulle dræbe disse blodsugere.. Du vil desuden finde at denne klinge er særdeles let, og du vil aldrig igen have behov for at slibe dit sværd med dette våben ved din side... Derudover har jeg dette lille bidrag.." han tav sigende og løftede ringen op i flad hånd og fortsatte "Denne lille ring, ser måske ud til blot at være endnu en lille pyntegenstand, men nej.. Denne ring fordoblet din fysiske styrke, i alle de tider du holder denne på din finger, desuden styrker det din blotte hud, således at skindet på din krop bliver så stærkt som nogen ringbrynje, og dermed skal selv et slag mod en blottet del af din hud, være ufattelig hårdt for at gøre nogen egentlig skade på din krop..."

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Efter hendes eget møde med vampyrerne, hvilket meget vel kunne have kostet Malisha livet, så var det virkelig også et væsen som hun virkelig havde set sig helt sort på, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Om ikke andet, så var det en tanke som direkte formåede at pisse hende af! At denne mand ikke var så venlig som han udgav sig for at være, var vel typisk nu om dage i Dvasias? De gjorde hvad de kunne for at få varerne solgt, få deres penge, så der kunne fremskaffes nye? Det var jo sådan at handelen kørte, også selvom det slet ikke var noget som hun havde nogen intentioner om at blande sig i. Fik hun hvad hun ville have, så var hun bestemt ikke de som skulle klage. Hun vendte blikket direkte mod ham og med en ganske fast tone. Konstantin tilså hende. I det store og hele, så var hun end ikke sikker på at manden var klar over, at hun havde søgt ud, selvom det nu heller ikke var noget som hun ville blande sig i, i den ene eller i den anden retning, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hånden og armen trak hun godt til sig, som hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. ”Jeg har mine.. læger til at tilse mine sår. Jeg behøver ikke Deres hjælp,” afviste hun med en mere fast tone, for han skulle bare ikke have lov til at fremstille hende som svag! Det var ikke noget som hun fandt sig i på nogen måde overhovedet! At han søgte bag boden for at finde noget, fik hende til at rynke på næsen, og tydeligt en anelse utilfredst, for hun var ikke den med dens tørste tålmodighed, og det ville hun nok heller aldrig nogensinde blive! Sværdet og ringen som han fandt frem, var noget som hurtigt faldt hende i blik, hvor hun lyttede intenst til hvad han havde at sige, også selvom.. det alt sammen var noget som lige måtte falde hende i smag! Smilet bredte sig næsten sindssygt på hendes læber, som var hun sindssyg! Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang og med det samme ganske kortfattede mine som tidligere. Hun trådte et skridt tættere på. ”Og hvordan kan jeg være sikker på, at det ikke er bare noget som du fortæller mig? At det hele måske er.. fup..?” spurgte hun ganske sigende og med en tydeligt nysgerrig mine. I det store og hele så ville hun bare have bekræftet at det virkede, for det ville jo være det oplagte våben mod vampyrerne! Og det var helt klart noget af det som faldt hende i smag! Hånden vendte hun mod den ring som han stod med i hænderne. Dobbelt fysisk styrke? Det hele ville jo være perfekt! ”Og denne ring.. dobbelt fysisk styrke? Jeg har aldrig set noget lignende..” Hun tog det helt klart seriøst, det var helt sikkert, men om ikke andet, så skulle hun helt klart også overbevises om at det han stod og fortalte hende, var sandt!

[Deleted]

Elvolganta nikkede kort til hendes afslag, hvor hun ikke ønskede hans hjælp med sine sår, det var også fuldt naturligt, for havde hun tilladt det, havde han hvis han ønskede dette, kunne have forbandet hende efter hans eget godtbefindene, og det var derfor et risikabelt valgt, warlocks var trods alt ikke kendt for deres varme og venlighed. Han trak handsken af sin venstre hånd, og en lignende ring kom til syne på hans pegefinger, i selskab med et halvt dusin andre ringe. "Jeg bruger selv mine egne ringe, men hvis De ikke tror mig, kan De jo afprøve det.." hans stemme var mindre venlig nu, han brød sig ikke som at skulle blive set på som en ussel svindler, og ville ikke høre tale om at skulle lade dette gå uanfægtet. Han hævede sin venstre arm og knyttede armen, hvorefter den nærmeste af slaverne, øjeblikkeligt trak sit sværd og bevægede sig hen mod dem "Hug min arm af!" beordrede Elvolganta så med kold og fast stemmeføring slaven, og rakte armen ud.. Slaven så tøvende på sin herre i et øjeblik, men tog så mod til sig, hævede sit sværd over hovedet og slog til.. Men kun en let rids viste sig hvor bladet havde ramt, for skønt det kun havde været et almindeligt sværd, så ville det slag uden tvivl have fjernet armen, havde han ikke haft ringen på sin finger. Elvolganta nikkede derefter til slaven som bukkede dybt, og trådte hurtigt tilbage på sin plads ved bodens kant. "Tag De nu ringen på, og løft på noget De ellers kun ville kunne rokke en anelse normalt.!" udfordrede han hende, han havde fuld tillid til sine produkter, og ville ikke finde sig i at skulle lytte til denne form for anklager, uden at forsvare sin sag da hele hans liv for tiden lå i hans smedie...

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At tage imod hjælp fra gud og hvermand, var slet ikke noget som Malisha kunne finde på! Deres slags var ikke ligefrem nogen som man kunne stole på. Der var hun så til gengæld glad for at hun havde Konstantin og en som hun faktisk godt kunne stole på, så selvfølgelig var det noget som gjorde hende tryg et sted. Så at afvise ham, var noget som hun gjorde ved alle foruden den mand som hun havde hjemme. Hun vendte blikket direkte mod hans hånd, som han afslørede at han gik rundt med en ring næsten magen til den som han forsøgte at sælge til hende, var noget som gjorde hende en anelse mere opmærksom på det, vel også fordi der var noget i det? Hun vendte blikket direkte mod slaven som han kaldte til sig, hvilket også var noget som fik de andre omkring dem til at vende sig direkte mod boden, for det var jo også nu at det gik hen og blev interessant! Hun blinkede tydeligt med øjnene tydeligt af overraskelse over den ordre som slaven fik, hvor det også var tydeligt at det måtte komme bag på vedkommende. Af den grund, så brød hun ikke ind, for hun var nødt til at vise sig stærk, selv på trods af hendes små skavanker som hun nu forsøgte at skjule og komme sig over – såsom hendes arm. At slaven hamrede sværdet direkte ned over hans arm, uden at der egentlig skete noget, fik langt de fleste til at gispe, hvor de snakkede indbyrdes. Dog ikke Malisha. Smilet bredte sig kynisk på hendes læber, for den ville da være perfekt! ”Imponerende..” endte hun sigende, som hun endnu en gang vendte blikket mod ham. At hun faktisk fik lov til at prøve den, forundrede hende dog, men af den grund så gik hun ind for retfærdig handel, og hun ville være sikker på at hun fik hvad hun betalte for! Hvis hun valgte at købe den! Hun tog roligt ringen til sig, kiggede roligt på den, inden hun lod den glide på sin finger, selvom den faktisk var en anelse for stor, så tog hun sig ikke af det. ”Og hvad så nu?” fortsatte hun, som hun vendte sig mod ham. Næsten som hun… kedede sig?