Showtime!

[ezekiel]

Eftersom Ezekiel ikke helt kendte til denne kvinde, han kunne ikke svare på hvordan hun inderst inde var, så kunne han heller ikke helt dømme sig et billede af hende, men det var vel også det som gjorde ham så nysgerrig? At finde ud af hvordan hun egentlig var? Hun havde i hvert fald fanget hans opmærksomhed, det kunne han på ingen måde ignorere, selvom det også virkede til at han var ved at fange hendes, også fordi hun ikke kunne finde noget som var mere interessant – og det tvivlede han også på at hun kunne. Der var ikke mange som var som Ezekiel, eftersom han udmærket godt vidste at han var rimelig excentrisk, han var noget for sig selv, fordi han havde sine underlige meninger, det var dog ikke altid en god ting og det vidste han udmærket godt, men.. så længe han kunne fange hendes opmærksomhed ved det, så gjorde det ham intet. Hendes ord fik ham derfor også til at trække på smilebåndet, eftersom hun tydeligvis var tilfreds med ham indtil videre. Han var måske rimelig selvsikker, men det var også kun for at fange hendes opmærksomhed, eftersom han helst ikke så hende gå sin vej, ikke nu hvor det faktisk så ud til at hun faktisk kunne gå hen og blive et rimeligt interessant selskab. Hendes nysgerrige tone, fik ham til at trække morende på smilebåndet, hvor han næsten følte for at holde svaret hemmeligt for hende. ”Hold op.. allerede oppe på scenen kunne man se at du var uartig. Det kan vidst ses på lang af stand,” svarede han morende. Hun havde trods alt sparket en mand væk fra scenen, og hun opførte sig også så uopnåelig overfor ham, og han var mere end sikker på at hun var langt mere uartig end hun var høflig – hvilket han godt kunne lide.
Hvis hun blev, var det ikke til at sige hvad der ville ske denne nat, men Ezekiel havde skam mange gange både haft underholdning og begær på samme aften, så det var skam ikke umuligt. Desuden lød hun rimelig enig i hans ord, hvilket fik ham til at trække morende på smilebåndet, for hun lød jo næsten helt fristet af hans ord. Han var rimelig sikker på at hun havde været sammen med mange mænd, som han havde med mange kvinder, men det var vel også en erfaren kvinde der var bedst at ligge i med? Det var jo trods alt dem der vidste hvordan man bragte nydelse frem. Han skubbede let sine tanker bort, eftersom han heller ikke just behøvede at være sammen med en kvinde, kun for at få hende med i seng. Dog var det hans sidste aften i Rimshia og han ville egentlig bare gerne have det bedste ud af den. Han havde dog ikke noget imod at hun var så let påklædt, for det gjorde jo kun at han havde noget godt at se på.
“Jeg bad dig ikke om at vise mig alt,” påpegede han med et gådefuldt skær i hans honningfarvede øjne, der ikke forlod hendes smukke smaragdgrønne. Hun var smuk, det måtte han give hende, ligesom hendes personlighed fangede ham og han var ikke just sikker på hvor vild han var med tanken, eftersom han hadede at blive snoet omkring en kvindes lillefinger, men han gav skam ikke op uden kamp! Fingrene der strøg ned over hans arm og til hans hånd, fik hans øjne til nysgerrigt at følge hendes finger, hvor flammen der dukkede op måtte betage ham allerede med det samme, selvom det også gjorde ondt. Han selv gav slip på lidt af sin aura, der nærmest dækkede hans fingre til, så flammen ikke brændte ham, selvom han lod det falde igen, da hun valgte at kvæle flammen, hvor hans øjne igen søgte til hendes. ”Lad mig gætte.. du må næsten være ilddæmon?” Det var mere en konklusion end et spørgsmål, eftersom han læste hendes aura, der gav ham alle svar.
“Ikke måske. Se dig selv omkring,” foreslog han roligt. Hun ville ikke finde en eneste der var påklædt som ham, ikke i den specielle lilla farve som ham selv.

[Deleted]

Denne mand var absolut ved at fange Dominiqúes opmærksomhed, men lige nu var der trods alt heller ikke kamp om hende, som de faktisk formåede at sidde rimeligt meget i fred. Han lokkede hende med sin mystik, og særligt de ord han havde brugt som argument til, at hun skulle blive hos ham i nat. Det havde ikke lydt så værst igen. Det kunne godt være, at hun havde levet i over halvtreds årtusinder, og man nok ville mene at hun var rimelig gammel og burde derfor tage den med ro, men sådan havde hun det bestemt ikke! Hun følte sig stadig ung, og hun så jo også ganske ung ud. Hun var i hvert fald ikke begyndt at få rynker, og huden var ej heller begyndt at hænge. Det kunne man i hvert fald tydeligt se nu, som hendes beklædning ikke gav meget tilbage for fantasien. Nogen kvinder ville måske mene, at det var en billig påklædning sådan som hun sad nu, men det var nu ikke fordi hun gik sådan her til dagligt! Nogen mænd kunne også finde på at sende hende glubske blik, som hun ikke længere optrådte, men også dem var hun fuldkommen ligeglad med. Lige nu tænkte hun bare på sin samtale med denne mand, og det virkede som om han havde det okay med det hele, som han ikke virkede frastødt over hende overhovedet, og så følte hun ikke han var for nærgående. Det var ganske tilpas og hun nød det. Hun smålo stille, som han refererede til hendes optræden på scenen, og ja, hun kunne godt lide at være vovet og vild. ”Men nu når jeg er så uartig, kan du så styre mig?” spurgte hun udfordrende, mens de smaragdgrønne øjne spillede lystigt til hans honningfarvede. Hvordan han lige præcis var, vidste hun ikke, som han formåede at køre en rimelig afslappet stil nu, så om han i virkeligheden var vild og ustyrlig, eller blid som et lam, det var noget hun måtte finde ud af senere på natten.
Selv vidste Dominiqúe udmærket godt, at man godt kunne blande underholdning og begær sammen. For hende plejede der nu også at være snak før det andet, da hun altså heller ikke var billig og bare sprang på fremmede mænd. Hun sad altid med dem inden, og vurderede dem. Men ja, hun kunne da roligt sige, at hun havde været sammen med lidt mere end en. Hun mente nemlig heller ikke, at begær altid var lig med kærlighed, da hun havde set en del mænd og ikke følt det store for dem. Der var kun én mand, der nogensinde havde formået at holde helt på hende.
Det morede Dominiqúe, at hun sådan lod flammen lege med hans fingrer. Han overraskede hende også, da han ikke gjorde tegn på smerte, hvilket imponerede hende. Hun følte det ikke selv, men hun havde set andre røre ild – som ikke var ilddæmoner – og de havde jo følt smerte med det samme. At han så ikke sagde en mine, fik hende til at nikke anerkendende, hvor hun så også stoppede sin lille leg. ”Det burde du da allerede have vidst under mit show,” sagde hun blot, som det overhovedet ikke var nogen hemmelighed, at hun var en ilddæmon. At han så ikke nævnte jorddæmonen i hende, undrede hende ikke, for hvordan skulle han kunne vide det? Det var jo ikke noget hun kunne vise ham her sådan rigtigt. Hvad han selv var, det var nu ikke noget hun lige kunne gætte, men det ville nok heller ikke gøre en forskel på natten.
Som han bad hende om at se sig omkring, gjorde hun roligt som han sagde. Rigtigt var det, at der ikke var nogen til stede i baren, der lignede ham. Der var for den sags skyld heller ingen der lignede hende. Roligt lod hun de slanke fingre glide igennem den vilde manke af hår, som de fyldige nøddebrune lokker indrammede hende. ”Men så må jeg jo også se, om der gemmer sig noget ekstravagant under tøjet senere,” sagde hun udfordrende og med selvsikkerhed, hvor det ikke rigtigt lød som om, at hun ville tage det op til forhandling.

[ezekiel]

Om denne kvinde virkelig var uartig som hun nærmest selv påstod og opførte sig som, var ikke til at sige, men Ezekiel var nu alligevel rimelig sikker på at hun var en kvinde der var impulsiv og spontan. Han var sikker på at hun ikke ville blive kedelig at tilbringe tiden sammen med, og som det var hans sidste nat i Dvasias, så ville det heller ikke gøre ham det mindste, og få en ordentlig og festlig aften, nu hvor det var den sidste. Og eftersom hun virkede til at være en der kunne give ham fest og underholdning – og sikkert meget mere – hvorfor så ikke blive og se hvordan det hele endte? Han ønskede i hvert fald ikke at hun skulle gå. Han kunne ikke lade vær med at trække muntert på smilebåndet til hendes ord, hvor han også måtte le ganske kort. ”Jeg har en professionels erfaring, indenfor opvartning og håndtering af uartige tøser,” svarede han drillende, hvor han næsten blinkede flirtende til hende med det ene øje. Han ville naturligvis gøre alt for at holde på hendes opmærksomhed, og selvom hans ord måske lød fristende, så var han udmærket godt klar over at der senere hen måske skulle handling til. Men af den grund kunne han godt love hende at han kunne give hende en fantastisk aften.
Hendes dansende flamme gjorde ikke ondt, fordi Ezekiel selv brugte sin magi til at lægge sig over hans fingre som et skjold, for at flammen ikke skulle gøre skade på ham. Og at hun ikke lagde mærke til det, kunne han godt se på hendes anerkendende blik, hvilket kun morede ham, selvom han ikke sagde noget til hende. Hendes ord derimod fik ham til at knibe øjnene let sammen, eftersom hun næsten kunne lyde skuffet over at han ikke for længst havde gættet sig til hendes race, men det skulle han nok lave om på! Han lænede sig tilbage med et suk. ”Tilgiv mig for min uvidenhed, men lad mig imponere dig igen..” Han endte igen med at læne sig frem mod hende, hvor han betragtede hende med et gådefuldt og vurderende blik. Han var ældgammel selv, han havde lært kunsten at læse andre folks auraer og i sin tid, havde han lært at skelne dem fra hinanden. Hver person havde hver sin aura, der havde hver sin farve, men hver race bar også en farve, den røde repræsenterede hendes ild, og den anden han kunne se var mere grøn i det, blandet sammen med hendes personlige aura, og tænkte han på hendes flotte tatovering som han før havde siddet og stirret på, så måtte svaret næsten være.. „.. jorddæmon.” Han lænede sig endnu engang tilbage, hvor han lod den ene arm følge bardiskens kant, imens han lagde det den ene fod op på hans andet knæ, hvor han sad rimelig afslappet med hovedet på skrå, som han blot afventede hendes reaktion.
Ezekiel kluklo ganske let til hendes ord og rystede let på hovedet af morskab. Allerede nu ville hun kunne gætte sig til at der gemte sig en stærk muskuløs krop under hans skjorte, eftersom skjorten sad stramt og derfor afslørede hans musklers former, både ved brystet, skuldrene, nakken og armene. At hun så også ville se hvad der gemte sig senere – og det lød ikke just til at der var noget at rafle om – fik ham kun til at trække morende på smilebåndet, inden han strøg tungen over sine læber, som han lænede sig en anelse mod hende igen. “Vi kan lave en aftale? Hvis du får lov til at se hvad der gemmer sig under mine klæder, så må jeg også se hvad der gemmer sig under dine?” foreslog han i en dæmpet og lokkende tone, hvor hans blik ikke veg væk fra hendes smukke og unikke grønne øjne, som han så lettere intenst og lidenskabeligt ind i.

[Deleted]

Dominiqúe ønskede, at han skulle blive, så længe han kunne blive ved med at give hende den underholdning, som han gav hende nu. Hun vidste ikke, om han boede her eller ej, eller hvad han lavede og hed for den sags skyld. De vidste i det hele taget ikke særligt meget om hinanden. Eller hun vidste ikke særligt meget om ham. Men hvis der blev brug for det senere, så havde hun i hvert fald et værelse her på Den Dansende Flamme, som de kunne benytte sig af. Da han så sagde, at han var professionel i at opvarte kvinder som hende, kunne hun ikke lade være med at slippe en varm latter ud. Det løs virkelig som om, at han havde været sammen med en del kvinder. Det var noget man meget let kunne blive skræmt af, men hun kunne ikke rigtigt tillade sig at blive skræmt over sådan noget, når hun selv havde erfaring med mænd. ”Men jeg ønsker ikke at blive behandlet ligesom alle andre,” sagde hun roligt, inden hun tog en sidste tår af sin drink, så hun nu kunne stille den tom fra sig. Hun havde ikke noget imod en nat med ham. Han var jo ganske flot, og han var sjov. Hun ønskede bare ikke, at der skulle glide en mekanisk følelse over ham, når han nu havde været sammen med så mange, som han nu sagde, han havde.
Nysgerrigt gled Dominiqúes hoved en anelse på sned, som hun sad og så ventende på ham. Hun elskede jo at blive imponeret. Det var altid en gave, at se en person have mere, end hvad øjet lige så. Ærlig talt, så vidste hun ikke, at han kunne se hendes aura og han kunne styre sin, for det var nu ikke rigtigt noget hun vidste noget om. Det ville dog ikke være noget, hun ville blive flov over, da hun interesserede sig for sine egne ting. Hun havde jo også selv en livshistorie, som mange fandt rimelig imponerende. Da han så fortalte, at hun også var jorddæmon, der tabte hun kæben. Overraskelse var tydelig at se i hendes øjne. ”Hvordan kunne du vide det?” spurgte hun endelig nysgerrigt, imens hendes læber trak over i et stort smil. Drillende skubbede hun blidt til hans krop, hvilket også gjorde, at hun lige kunne få et ganske kort indblik i, hvordan han måtte se ud under skjorten. Med et smil vendte hun hovedet mod bartenderen. ”Jeres bedste flaske, tak!” bad hun, inden hun vendte koncentrationen mod manden igen.
Som han endnu engang nærmede sig hende med sit hoved, rykkede Dominiqúe selv en smule frem. ”Du kan få at se, hvad du vil, hvis du behager mig så længe,” hviskede hun lokkende, imens hun roligt lod en finger glide fra siden af hans pande og videre igennem det mørke hår. Hun smilte svagt til ham, mens hun så ind i hans øjne, der vel havde fortryllet hende lidt. Langsomt trak hun så også hånden til sig og lænede sig en smule tilbage igen.

[ezekiel]

Måske Ezekiel havde stor erfaring når det kom til kvinder, men det var ikke ensbetydende med at han behandlede dem alle sammen lige ens. Folk var forskellige på mange måder, og alle de kvinder han havde været sammen med, havde også haft forskellige smag, derfor blev opførslen ikke den samme overfor alle de kvinder han havde været sammen med. Måske han havde mødt mange der var ‘uartige’, det havde den tøs han for kort tid siden havde brugt tid sammen med, Amelia, også været, hun havde også været spontant, ligesom denne kvinde også virkede til at være, så var der alligevel stor forskel på dem. Derfor ville han ikke behandle dem på samme måde, eftersom der stadig var stor forskel på dem, selvom de måske havde deres spontanitet tilfælles. Han lod hovedet søge let på sned, imens hans honningfarvede øjne hvilede hemmelighedsfuldt og vurderende på hende. ”Jeg er ikke typen der sætter kvinder i samme bås. Jeg ved netop af erfaring at I alle er forskellige, så hvorfor skulle jeg behandle dig som enhver anden, når du skiller dig så meget ud?” spurgte han sagte, som han så lettere afventende på hende. Han trak dog en anelse på smilebåndet ved sine ord, selvom han ikke lod hende bemærke det, idet han løftede glasset og tømte det.
Overraskelsen var tydelig i kvindens blik og resten af ansigtet, hvilket fik Ezekiel til at le ganske let. Han sendte hende et hemmelighedsfuldt smil, da hun nysgerrigt spurgte ind til hvordan han kunne vide at hun var jorddæmon, for som hun nok selv ville mene, så var det ikke just noget man kunne se på hende. ”Som du har dine tricks, har jeg mine,” svarede han gådefuldt, uden at han fjernede blikket fra hende. Hans hoved søgte let på sned, som han fortsatte: „desuden sagde jeg jo, at jeg ikke var som alle andre.” Han trak tydeligt selvsikkert på smilebåndet, imens han kort blinkede til hende, inden han vendte blikket mod bartenderen, da hun valgte at bestille husets bedste flaske. ”Jeg lader normalt ikke en kvinde betale for mig,” erkendte han sandfærdigt. Han var rimelig gammeldags – bogstaveligtalt faktisk – og som den gentleman han var, så var han ikke just typen der lod kvinden betale for manden.
At hun selv lænede sig frem, da Ezekiel gjorde det mod hende, så endte de langt tættere end ventet, skønt det kun behagede ham at kunne mærke hendes varme ånde mod sit ansigt, når hun talte. Et morende smil gled over hans læber til hendes ord. ”Lov mig nu ikke noget for tidligt. Jeg er god til at behage folk,” svarede han drillende, hvor han ikke tog blikket fra hende, da hun valgte at køre hånden igennem hans hår, hvor han betragtede hende med livlige øjne, da hun valgte at trække sig tilbage igen. Han lænede sig selv en anelse tilbage. ”Jeg klarer mig måske godt ind til videre?” spurgte han nysgerrigt og dog med et morende smil på de rosenrøde læber.

[Deleted]

Charmerende var det at høre, at han sagde at hun var noget særligt. Dog følte Dominiqúe ikke, at hun kunne tage hans ord for personligt, skønt det var ord der varmede. ”Og hvordan skiller jeg mig så ud?” spurgte hun nysgerrigt i en lavmælt tone. Hun betvivlede ikke hans ord om, at han kendte mange kvinder, og ja, selvfølgelig havde alle hvert sit ønske om, hvordan de skulle behandles.
Sandt var det at sige, at Dominiqúe ikke følte sig som en typisk jorddæmon, så det var lidt svært at sige, om hun skulle tage hans ord som noget negativt i så fald. Jorddæmoner var jo ikke kendt for at være den smukkeste race, men det mente hun bestemt ikke, at man kunne sige om hende! Hun syntes selv, at hun var den bedre del af folket, i hvert fald udseendemæssigt. Hun lignede ikke en jorddæmon, men hvis man prøvede at slå hende, så ville man mærke, at det ikke var en svag krop, men krop så hård som sten. Det gjorde så også, at hun var langsom, da kroppen alligevel vejede noget, skønt man ikke kunne se det, når hun dansede. Der så hun bare yndefuld ud. Så hun var taknemmelig over sin mors blod, der også gjorde hende til en ilddæmon. ”Jeg må nu indrømme, at du forbløffer mig,” sagde hun med et sigende smil på læben. ”Jeg glæder mig til at finde ud af mere om dig.” Hvor mange oplysninger hun ville få ud af ham, var svært at sige, for det virkede som om at han holdt kortene tæt ligesom hende. Men om han ville give hende oplysninger eller ej, så skulle de nok få en hyggelig nat sammen.
Som han lige pludselig blev ufattelig gammel at høre på, trak hun blot på skulderen og blinkede til ham med et frækt glimt i øjet. ”Jeg er en kvinde der kan klare sig selv, og det håber jeg du kan klare. Det ville i hvert fald være en skam, hvis du gik af den grund,” sagde hun, som hun ikke havde brug for en mand, der kunne forsørge hende. Hun var ikke rig, men hun havde, hvad hun skulle bruge, og det havde hun det fint med. Selvom flasken nok var dyr, så klarede hun sig nok. Hun fik trods alt logiet og maden gratis, plus hun fik yderligere penge for sin optræden.
”Har du da nogen mystiske lyster, der vil skræmme mig?” spurgte Dominiqúe drillende, da han jo nærmest bad hende om at passe på med de ord hun ytrede. Hun havde dog sine tvivl om, at han ville gøre noget hun ville finde ubehageligt. Som de lænede sig væk fra hinanden igen, holdt hun de drillende øjne på ham. ”Du klarer dig okay,” sagde hun med et smil på læben, inden hun vendte blikket væk fra ham, som bartenderen kom med flasken. ”Tak,” sagde hun varmt, som hun tog imod flasken og de to cognacglas. ”Jeg håber du kan lide cognac,” sagde hun, som hun begyndte at hælde lidt af den rødbrune væske op til dem hver.

[ezekiel]

Ezekiel kunne godt se at han havde ramt rigtigt ved at kalde hende for noget ganske særligt, skønt han dog ikke have sagt det, bare for at sige det og charmere sig ind på hende. Det havde nok også lidt været det, men allerede da hun havde stået på scenen og sparket manden ned, havde han kunne se at hun havde været noget ganske særligt. Hendes aura fortalte ham det ligeledes, selv det at se ind i hendes smaragdgrønne smukke øjne, gjorde at han kunne se at der var noget anderledes og unikt ved denne kvinde. Der var noget unikt ved alle, og ikke altid var det en god ting. Han betragtede hende lettere vurderende, da hun valgte at spørge mere ind til det, hvor han gned sin skæggede hage ganske let. ”Jeg kunne se det allerede fra starten af. Måske jeg ikke kender dig, men din udstråling gjorde det klart at du ikke er som alle andre,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et skævt smil.
At hun var overrasket over at Ezekiel kunne gætte at hun var jorddæmon, kunne han tydeligt se og det morede ham også. Han var en enspænder, han var indelukket og holdt kortene tæt ind til kroppen, hvilket faktisk var takket være en kvinde, hans sidste hustru, hvor han nok heller ikke ville blive gift igen, i så fald skulle han nok falde over den rigtige, og sådan som han var endt med at blive, så tvivlede han næsten på at han ville finde sammen fast med en kvinde igen. ”Nu må vi jo se om du har modet til at blive og finde ud af mere omkring mig,” svarede han drillende, som han lod hovedet søge ganske let på sned, uden at smilet falmede det mindste, for det var da umuligt! Der skulle dog meget til, før han afslørede noget om sig selv – specielt når det kom til hans livsværk. Han kunne dog godt fortælle visse private ting omkring sig selv, det kom helt an på hvordan man begav sig ind på ham.
At hun var en kvinde der godt kunne forsøge sig selv, betvivlede Ezekiel på ingen måde, hvor det heller ikke var fordi han ønskede at bestemme over hende eller fratage hende sin frihed. Desuden så misforstod hun hans mening bag hans ord. ”Du misforstår mig. Jeg betvivler bestemt ikke at du kan klare dig selv. Jeg er sikker på at du forstår at passe på dig selv og være vagtsom når det virkelig gælder, jeg gør det af ren høflighed,” svarede han roligt, som han sendte hende et skævt smil, inden blikket gled op mod bartenderen der kom med flasken. Han fandt nogle guldmønter frem, hvor han betalte for flasken, imens hun tog imod flasken og glassene, inden han vendte blikket mod hende igen. ”Samt.. jeg er hurtigere til at betale end dig,” tilføjede han drillende. Han var glad for at han klarede sig godt, selvom hendes andre ord fik ham til at hæve det ene øjenbryn i en spørgende mine. ”Mystiske lyster?” gentog han forundret, inden han brød ud i en munter latter, „jeg har vel lyster som enhver anden person? Desuden.. så er jeg en gentleman, ikke en barbar, jeg ville ikke drømme om at bringe dig ubehag eller skræmme dig væk.”
At hun havde bestilt cognac, fik et tilfredst udtryk frem i Ezekiels ansigt, eftersom det jo var hans yndlingsdrik! Han slog let i bordfladen med den ene hånd. ”Jamen dog! En smuk, mystisk og særpræget kvinde, med en god smag.. det kan jeg lide!” svarede han muntert, som han tog imod glasset, da hun havde hældt op, hvor han førte glasset til sine læber og smagte på den udsøgte væske. Han sukkede let, inden han vendte blikket mod hende. ”Mit navn er for resten Ezekiel Niccolo Von die Phoenix,” præsenterede han sig roligt, eftersom det næsten var fortjent. Det var sjældent han præsenterede sig ved fulde navn, men.. denne kvinde havde givet ham et godt indtryk.

[Deleted]

At manden mente, at det ikke altid var godt, at der var noget særligt over en person, ville Dominiqúe bare mene at han var lidt for dyster. Hun kunne godt lide at se på sig selv, som om der ikke var nogen anden ligesom hende, men hvem kunne ikke det? Hun kendte heller ikke nogen, der ikke kunne lide at blive charmeret, og især kvinder havde en svaghed for komplimenter. Der faldt hun i hvert fald selv ind i mængden. ”Jaså?” sagde hun blot lavmælt for sig selv, imens hendes blik ganske kort gled over på den scene, som hun havde optrådt på for ikke så længe siden igen. ”Men vi får jo af se senere på natten, om du stadig finder mig ligeså spændende,” sagde hun roligt.
Dominiqúe smålo stille over hans ord, da det da kun kunne være en joke! Hun var på ingen måde bange for at lære lidt mere om denne mand, men hans ord gjorde hende også lidt mere nysgerrig… Hun ville gerne finde ud af, hvad denne mand gemte på, som der da måtte være mere over ham end dette. Han gav i hvert fald konstant udtryk for, at han var den eneste af sin slags, og det betvivlede hun ham selvfølgelig på, skønt han havde vist nogen imponerende ting, men hun ville altid gerne se om der var mere. ”Tror du da, at jeg er en man skræmmer så let væk?” spurgte hun drillende. Hvis hun gik, så var det fordi hun kedede sig. Ikke fordi hun blev bange, da hun ikke var typen der flygtede. Hvis skæbnen ville have, at hun skulle dø, så ville hun dø, men hun havde klaret sig rimeligt længe nu.
”Jamen jeg ønsker ikke en mand der er høflig,” svarede Dominiqúe sandfærdigt, da det ikke var det hun havde brug for. Han skulle respektere hende, men ikke passe på hende. Hun havde ikke brug for, at han betalte for hende og det irriterede hende derfor også, at han kastede guldmønterne på bordet. Han skulle ikke komme her og overrumple hende. ”Giv manden halvdelen af sine penge tilbage,” bad hun med en stålfast stemme, imens hun selv fandt nogle mønter frem, som hun gav til bartenderen, som han adlød hende. ”Og du sagde?” spurgte hun igen manden med etnlettere provokerende stemme, som hun ville have, at det skulle foregå på hendes præmisser. ”Hvorfor er det så, at jeg skal passe på?” spurgte hun stilfærdigt, som hun ej heller gad diskutere mere om flaskens beløb, da det bare ville være en ting, der ville få hende til at miste humøret. Hun var dog nysgerrig efter hvad han mente, som han sagde, at han blot havde de samme ønsker som enhver anden mand, men at hun alligevel skulle passe på ham.
Dominiqúe kunne ikke lade være med at smile tilfredst, som hans begejstring glædede hende. Selv kunne hun drikke mere eller mindre alt, men at hun så lige havde bestilt mandens yndlings drik, glædede hende da kun. ”Der er ikke det, jeg ikke kan,” sagde hun en smule selvtilfredst. Ligesom ham, løftede hun også sit glas op til læberne, hvor hun tog en lille tår af den udsøgte væske. Det kom bag på hende, at han så også fortalte hende sit navn, for de havde jo en lidt mystisk samtale i gang, hvor det hele lurede bag sløret. Dog havde hun ikke noget imod, da det vel også altid var rart at vide, hvem man sad overfor. At det så faktisk var en ære, at han fortalte hende sit navn, anede hun så ikke. ”Ah så nu får jeg navnet på mit mystiske selskab. Dominiqúe Têrra Incendia,”præsenterede hun sig selv med sin varme stemme.

[ezekiel]

Mange kvinder nød af komplimenter – det gjorde mange mænd rent faktisk også – men der var også de som ikke gjorde. Han havde selv mødt mange kvinder der ikke var faldet for hans komplimenter, men som langt hellere ville se noget handling. Denne kvinde virkede dog til gerne at ville høre på komplimenter, selvom det vel lå til de fleste kvinder? Et skævt smil gled over hans læber til hendes ord, hvor hans honningfarvede øjne hvilede lystigt på hendes ansigt. ”Jeg tvivler på at jeg vil skifte mening omkring dig. Af hvad jeg har set indtil videre, så kan jeg lide det, og jeg kender end ikke alt til dig endnu, så mon ikke at det kun bliver bedre?” spurgte han roligt, som han betragtede hende ganske let med hovedet på skrå. Desuden så var det jo allerede bevist at dette ikke kun gik en vej, begge skulle de kæmpe for at holde på den andens opmærksomhed og interesse, for som han kunne komme til at kede sig, kunne hun jo også, selvom han var sikker på at han nok skulle kunne finde på et eller andet for at holde på hendes interesse, hun virkede jo allerede nu ganske nysgerrig på ham – men det kunne jo også gå af med tiden, så det måtte han sørge for ikke skete! Han kluklo ganske let til hendes ord og sendte hende et lystigt blik. ”Jeg må erkende at jeg tvivler på at du er let at skræmme væk, men det er nu heller ikke mine intentioner,” svarede han roligt, som hans blik blev mere oprigtigt, så hun kunne se ærligheden i hans blik.
At hun blev irriteret over at han betalte og tilmed beordrede bartenderen til at give ham sine penge tilbage, fik ham til at skule let til hende med et olmt blik. Ved at gå med til hendes præmisser skulle han jo gå imod sine egne, hvilket han ikke just var tilfreds med! Han tog de penge som han fik tilbage, hvor han knugede dem let i sin hånd, imens han brummede lettere utilfreds uden at han så væk fra hende. ”Du lever i hvert fald op til dine racers personlighedstræk,” mumlede han med samme utilfredse stemme, som han legede med mønterne i sin hånd, ved at køre dem mellem sine fingre, hvor han kort vendte blikket væk fra hende, som han så sig omkring. Når han talte omkring hendes racer, så hentydede han til både jorddæmonens og ilddæmonens stædighed, for den havde hun da i hvert fald! Han sendte hende et lettere kortfattet blik, som han stoppede legen med sine mønter, hvor hun igen fik hans fulde opmærksomhed, da hun spurgte videre ind til hans andre ord. ”Jeg er ikke en mand, som du bør gå i krig med. Eller træde på mine grundprincipper,” svarede han sandfærdigt, hvor han næsten hentydede til flasken og det at han ikke måtte betale. Han lod roligt mønterne forsvinde med sin magi, som han rettede sig en anelse mere op i stolen uden at han så væk fra hende.
“Og selvtilliden fejler vidst intet,” svarede han drillende, hvor han kort vendte blikket mod cognacglasset. Det var faktisk utroligt at hun lige havde ramt plet, når det kom til denne drink, for det var faktisk en cognac som han nød at drikke i sin hverdag, det og ellers en god rødvin. Han så dog roligt mod hende igen, da hun valgte at gengælde sin præsentation. ”Det er vidst kun på sin plads at præsentere sig selv, eftersom jeg ikke har nogen intentioner om at gå endnu,” svarede han roligt, hvor han nikkede ganske roligt mod hende, som hun gav sit navn til kende. Han havde aldrig hørt det før. ”Dominiqúe,” mumlede han let, som smagte han på navnet. Han så roligt mod hende igen, „et ganske unikt navn, til en ganske unik kvinde.” Han sendte hende et næsten flirtende blik.

[Deleted]

Dominiqúes smaragdgrønne øjne hvilede på hans honningfarvede, som de syntes at have en lystig leg i gang. I dem begge glimtede livet og de konstant lokkende miner, som de blev ved med at gøre til hinanden, da de begge var interesseret i at holde fast i det selskab det netop lige havde fået. Det glædede hende, at han virkede så sikker i deres møde i at dette nok skulle fortsætte. Begge var de rimeligt ukendte for hinanden, og de formåede begge at holde det interessant, som de blev ved med at give hinanden små godbidder. ”Det ville i hvert fald være en skam, hvis det her ikke gik. Jeg er begyndt at se frem til, hvad der kan ske,” svarede hun sandfærdigt i en lokkende tone. Hun håbede ikke, at han ville finde hende trættende eller omvendt. Hun var dog kendt for at blive hurtigt træt af folk, og det ville være lidt trist, hvis han havde det på samme måde, for hvis mødet gik lidt ned ad bakke så, så måtte de måske finde nyt selskab for natten. Hun havde i hvert fald ikke lyst til bare at gå op på sit værelse og sove.
Det var tydeligt at se, at han ikke brød sig om Dominiqúe handling med, at de skulle dele om flasken i stedet. Hun så godt, hvordan han skulede til hende, og holdt om mønterne, som om han ville kvæle dem. Hun var bare glad for, at det ikke var hendes hals han holdt sådan om. Trist var dette skift egentligt, som han ikke brød sig om hendes stædighed, og hun brød sig ikke om at blive overrumplet. Hans næste ord syntes så også at virke helt truende, som han advarede hende om ikke at gå imod ham, hvilket fik hende til at tage fat om hans lidt skæggede hage. ”Jeg har advaret dig mod, at jeg er en kvinde der ikke bare føjer en mand. Gem din vrede til senere,” sagde hun stille, imens hendes ene finger strøg blidt over hans kind. Hun ønskede ikke at de skulle skændes, som hun egentligt så frem til hvad der kunne ske mellem dem. Han måtte bare bide sin stolthed i sig, og hun havde jo ikke engang betalt for hele flasken. Hun var jo gået på kompromis, så de betalte halvdelen værd. Hvis hun kunne sætte sig til ro med det, måtte han også kunne det.
Dominiqúe trak hånden til sig igen, så hun endnu engang kunne betragte ham med et roligt blik. Hun slappede også af, som han sagde, at han ikke ville gå og komplimenterede hende igen. ”Det glæder mig, at jeg stadig interesserer dig,” svarede hun ærligt. ”Hvad med dit eget navn? Det lyder også specielt,” sagde hun, som hun aldrig havde hørt det før, og den lange kombination af navne virkede helt utroligt. Hun bed sig selv tænksomt i underlæben, mens hun lagde benet over det andet, som hun betragtede ham med det samme flirtende blik. ”Bor du egentligt her i nærheden?” spurgte hun nysgerrigt, hvor det vel næsten var en indikation til hvad hun ønskede der mere skulle ske.

[ezekiel]

Det ville være ærgerligt hvis dette møde skulle stoppe allerede, eftersom Ezekiel faktisk nød hendes selskab, og han ville med glæde holde fast på hendes opmærksomhed og interesse, for ellers ville det nok blive en kedelig sidste nat i Dvasias, for hans vedkommende. Han tvivlede dog på at hun ville kede ham i længden, spørgsmålet var jo så bare om han ville kunne lide det som han endnu ikke kendte til omkring hende, for det kunne jo godt være at hun viste sig at være en hel anden person end det hun var nu. Han var jo ikke kun mystisk og gådefuld, eftersom der gemte sig en varm mand inderst inde – utrolig langt inde i hvert fald, for den mand var blevet gemt langt væk efter han sidst var blevet bedraget af en kvinde, som han faktisk havde givet sit hjerte til. Hendes lokkende ord fik et muntert smil til at pryde hans rosenrøde læber. ”Og jeg kan love dig for, at der kan nå at ske en masse endnu,” svarede han i en lokkende tone for at friste hende til at blive, hvor han blinkede let til hende, uden at hans smil falmede det mindste. Det ville være en skam hvis dette stoppede, for han kunne faktisk godt lide hendes selskab.
Det gjorde Ezekiel en anelse utilfreds at hun skulle betale for flasken – skønt de havde delt den – eftersom han ikke brød sig om at folk satte sig op imod hans høflighed. Han betalte ikke for at vise at hun ikke kunne klare sig selv, men fordi den generøshed lå til ham. Når alt kom til alt, var han gammeldags, han var en gentleman og høflig anlagt, selvom det var tydeligt at hun ikke brød sig om det, hvilket allerede viste at de var modsætninger på lige netop det punkt. Han måtte dog hæve et sigende øjenbryn, da hun valgte at gribe ham omkring den skæggede hage, hvor han sendte hende et stædigt blik. ”Utilfreds.. ikke sur,” rettede han hende, hvor han ikke tog blikket fra hende, da hun valgte at stryge hendes kind, skønt det kærtegn i sig selv også mildnede hans blik. Han sukkede lettere opgivende, som han kort vendte blikket mod flasken, inden han så mod hende igen. ”Men udmærket. Jeg går på kompromis med dig denne gang,” svarede han roligt, som et lille smil gled over hans læber. Det var jo heller ikke fordi han ville lade en flaske og en betaling komme dem imellem, når han faktisk ellers nød hendes selskab.
De honningfarvede øjne betragtede ganske let Dominiqúes skikkelse, som hun valgte at trække sig tilbage endnu engang, hvor Ezekiel lod sit hoved falde ganske let til den ene side. Han nikkede blot let mod hende til hendes første ord, selvom hendes følgende fik ham til at se en anelse varsomt mod hende. Han kunne nemt give hende et svar på hvorfor hans navn var så specielt, men han ville ikke bryde sig om at komme ind på selve emnet, eftersom det var at komme for tæt ind på ham. Han valgte derfor bare at trække let på skuldrene. ”Mit er nok en anelse gammeldags,” svarede han roligt. Han var jo ældgammel, han var flere hundredtusind år gammel, hvis han da ikke var nået sin første million, og dengang havde der alligevel været flere med hans navn, det var dog bare ikke tilfældet længere. Hendes flirtende ord, fik ham til at trække skævt på smilebåndet, hvor han rystede lettere ærgrende på hovedet. ”Desværre ikke. Jeg bor i Manjarno. Dette er min sidste nat i Dvasias, inden jeg søger hjemover, og jeg vil fortrække at du blev og holdt den mindeværdig,” svarede han lokkende, som han gengældte hendes flirtende blik.

[Deleted]

Det var ikke en facade Dominiqúe holdt oppe, som hun bare var en spontan og fyrig kvinde. Hun havde bare også andre sider af sig selv, hvor ingen af dem var mere rigtig end den anden. Selvom det ikke virkede sådan nu, så kunne hun for eksempel godt køre seriøse debatter, og så kunne hun også være kærlig og blid som et lam. Hun havde for eksempel været den varmeste og kærligste person over for cirkusartisten, Drogo, som hun så også havde elsket. Det var bare sjældent, at hun faldt for en, så det var ligesom Ezekiel en af hendes sjældne sider. Dog regnede hun selv med, at hun en dag ville finde en mand at holde af igen, hvor han var begyndt at frastøde den tanke. Hun havde dog heller ikke prøvet at få sit hjerte knust, og selvom hun var en frisk kvinde, så var hun altså heller ikke en der var legede kynisk med mændenes hjerte, da hun ikke ønskede at såre nogen. Hun smilte blot varmt og indbydende tilbage, som han også fristede hende til at blive hos ham. Hun glædede sig til at se, hvad dette møde mere kunne bringe. Hun håbede i hvert fald, at hun ville være en glædelig overraskelse for ham.
Dominiqúe blinkede blot en enkel gang med øjnene, som han i rette sagde hende, hvor hun gjorde det for ikke at rulle med øjnene ad ham. Hun syntes dog at det kunne komme ud på et, om han var sur eller utilfreds. Han var i hvert fald ikke glad for hendes handling. Det glædede hende så, at hun alligevel fik ham til at falde lidt ned, hvor det ikke var til at sige at han alligevel var lidt rimelig anlagt, eller om det havde været på grund af hendes blide kærtegn. Det kunne også være lige meget. ”Godt så,” sagde hun afsluttende, som hun bare ønskede at lukke for det emne. Hun gad heller ikke hovere over, at hun havde vundet debatten, det det blot ville gå helt galt så, da han virkede til at være en mand med temperament. Hun havde ikke brug for ham sur eller utilfreds, da det ikke ville bringe hende nogen glæde. Han ville nok også selv være skuffet, hvis deres møde bare endte brat, som de begge to lagde op til, at der skulle ske lidt mere, end at de bare sad hernede i baren og snakkede frem og tilbage.
Dominiqúe ønskede ikke at gøre ham utilpas, da det bare havde været et spørgsmål af ren og skær nysgerrighed. Hun stillede sig også fuldt ud tilfreds med hans svar, som hun egentligt ikke havde forventet noget andet. ”Det kan godt være, at dit navn er gammeldags, men det afspejler heldigvis ikke personen,” sagde hun med et smil på læben. Hvor gammel han var, vidste hun ikke, men han virkede jo ganske ung ligesom hende, men hun vidste godt, at alder og udseende ikke altid var det samme. Det kom fuldstændigt an på den race man tilhørte, hvor hun jo ville være død for længst, hvis hun havde været et simpelt menneske, hvor dæmonerne havde forlænget livsalder. ”Desværre? Ville du da gerne bo her da?” spurgte hun nysgerrigt. Selv kom hun ikke herfra, men fra Imandra. Hun boede der dog ikke, ligesom hun ikke boede i noget som helst land fast. Hun boede, hvor hun kunne skaffe arbejde, og i denne uge havde det været i Dvasias. I morgen skulle hun måske helt til Procias. Der var dog ikke en der havde booket hende endnu, men det var meget muligt. Hun var selv ligeglad med, hvor hun var, men i morgen nat ville hun nok slå telt op et eller andet sted. ”Men jeg har et værelse, som vi måske kan dele,” sagde hun sigende, inden hun tog fat i cognacglasset, hvor hun sad og så med ham med et lidt afventende og udfordrende blik, indtil hun tog en tår af glasset.

[ezekiel]

Der skulle faktisk meget til for at gøre Ezekiel sur, eftersom han var en rolig og tålmodig mand. Han havde faktisk ikke et stort temperament – medmindre man virkelig ramte forkert. Desuden så havde hans ord ikke været for at true hende, skønt det måske lød sådan, men utilfreds var han i hvert fald blevet over at hun ikke lod ham betale, selvom han respekterede hendes valg, eftersom han godt havde set at hun havde følt sig stødt af at han havde betalt. Han forstod dog ikke hvorfor, eftersom han egentlig bare ville være høflig og vise at han faktisk var en gentleman, men som hun selv havde sagt, så var hun ikke ude efter en høflig mand, og det gjorde nok slutresultatet i sidste ende. Men selvom han ikke just var hendes type, så var der ingen der sagde at de ikke kunne få en god og spændende nat sammen, for det måtte tiden jo vise dem. Desuden så havde han skam mange sider, han var ikke kun høflig og venlig, for han kunne selv blive kold og afvisende. Det hele kom lidt an på hvilket humør han var i. Men uanset hvad, så gad han i hvert fald ikke gøre en større sag ud af den flaske og betalingen, for nu havde de delt den og derfor havde han også fået lov til at give lidt, hvilket han godt kunne stille sig tilfreds med for nu.
At de så var kommet ind på Ezekiels navn, havde han intet imod, selvom det mere var hans alder og livsværk som han frygtede at de skulle komme ind på, for der lukkede han i som en østers. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord, hvor han lod hovedet søge ganske let på sned. ”Det kommer sådan set helt an på hvordan du mener, at det ikke afspejler min person. For tro mig, jeg er skam gammeldags anlagt, såsom jeg går ind for at manden betaler, for at være høflig,” svarede han i en drillende tone, som et tydeligt tegn på at han ikke var sur over det med flasken. Han tog let en tår af cognacen inden han derefter fortsatte: „Men mit ansigt er nu ikke just gammelt.” Han tog roligt om cognacflasken for at hælde mere op i sit glas, inden han satte den fra sig igen og vendte blikket mod hende.
“Jeg har boet her før. Men nej, jeg kan godt lide det i Manjarno,” svarede han sandfærdigt. Hun havde ikke forstået meningen bag hans ord, hvilket måske var fint nok, eftersom hendes lokkende tone, da hun havde spurgt om han havde boet her, næsten havde hentydet til om de skulle tage dertil, og derfor var det et ‘desværre’ at han ikke boede her, for så kunne han ikke tage hende med hjem, så de var alene. Han lod dog hovedet søge let på sned, da hun sagde at hun selv havde et værelse her på stedet, hvilket fik et skævt smil til at glide over hans læber. ”Jamen så er alt jo ikke helt tabt endnu,” svarede han drillende. At han så kun måske måtte dele det med hende, var kun en tanke der faktisk morede ham. ”Det kommer vidst helt an på om du tør dele dit værelse med mig,” svarede han drillende og gengældte hendes udfordrende blik, hvor han selv blinkede flirtende til hende.

[Deleted]

Om han var Dominiqúes type eller ej, kunne hun ikke sige. Lige nu var hun i hvert fald interesseret i ham, selvom de havde haft deres lille uoverensstemmelse. Det var meget muligt, at han bare ville være en gentleman, og det måtte han da også være, så længe hun ikke havde sat noget andet i tankerne først. Det havde været hendes ide, at de skulle have flasken, så det var også kun rimeligt, at hun skulle betale den. Hvis han fandt ud af, at de skulle have en senere, så måtte han da godt købe en ekstra. Det var jo heller ikke sådan, at hun var feminist og mente, at alt skulle ske i forhold til hende. Hun havde bare en stærk personlighed, så hun havde hidset sig op over det. Endnu engang nippede hun til den dyre cognac, hvor hun først stillede den tilbage på disken, da glasset var tomt.
Dominiqúe løftede et slankt øjenbryn, som hun fandt det morsomt, at han nævnte betalingsepisoden igen. ”Du skal da også have lov til at være den du er. Jeg er trods alt ikke kommet for at lave om på dig. Men hvordan er du så mere gammeldags?” spurgte hun med et smil på læben. Det var nu ganske normalt, at en mand så sig som et overhoved og mente, at han skulle forsørge kvinden. Personligt mente hun, at tiderne skulle laves om, og at kvinderne skulle tage hånd om sig selv. Hun havde nu også mødt nogle stærke kvinder gennem sit liv, som hun vel også bare havde mødt mange frie kvinder. ”Nej, det kan man vidst roligt sige, men det er jo bare det samme om mit,” sagde hun roligt. Han så bestemt ikke gammel ud! Han havde et ansigt som en ung mands, og med utroligt kraftfulde og udtryksfulde øjne. Han behøvede ikke at frygte hende, da alder og erhverv ikke spillede den store rolle lige nu. Hun kunne dog heller ikke se, hvorfor det skulle være et ømt punkt for ham. Alder var jo bare et tal, hvor det selvfølgelig kunne fortælle hvor meget livserfaring man havde. Hun tvivlede også på, at hans arbejde ville chokere hende, da hun ikke rigtigt kunne se, hvad der skulle være så forfærdeligt. Hun havde selvfølgelig nogle holdninger omkring, hvad hun mente var et okay arbejde eller ej, men hun ville ikke blande sig i det.
”Hvorfor flyttede du til Manjarno?” spurgte Dominiqúe i en nysgerrig tone. Man plejede dog at flytte, hvis ens udkårne boede der eller hvis der var arbejde til en der. Hun flyttede jo selv rundt, fordi arbejdede hele tiden flyttede. ”Det har aldrig været helt tabt… Og jeg troede, at vi havde fået det på det rene, at jeg godt tør det her. Jeg begynder helt at tro, at det er dig der bakker ud,” sagde hun i en drillende tone og blinkede til ham. Hun tvivlede nu på, at han var ved at bakke ud, som han endnu flirtede med hende. Langsomt gav hun sig til at stryge ham over håndryggen med den ene hånd, mens hun fastholdt hans blik.

[ezekiel]

Det var tydeligt for Ezekiel at Dominqúe var en kvinde med en fast holdning og en spontan personlighed, hvilket han sådan set heller ikke ville ændre på. Han var ikke vant til at en kvinde ikke ville have at han skulle betale for dem, eftersom de så selv sparede deres penge, desuden så gjorde han det jo i ren og skær høflighed, fordi det lå til ham at være en gentleman, men det var tydeligt at det ikke var det som Dominiqúe var ude efter, hvilket hun jo også selv havde sagt. Han ændrede dog ikke på sig selv, så hvis hun ikke kunne lide hans høflighed, så kunne han ikke gøre noget ved det, for han ville ikke ændre sig, bare fordi en enkelt kvinde ikke brød sig om ham. Hun var jo heller ikke gået endnu, så det måtte jo heller ikke have fået hende til at skifte mening omkring ham endnu. Hans honningfarvede øjne hvilede lystigt i hendes grønne til hendes ord, hvor han ikke kunne skjule sit morende smil. ”Som sagt, jeg er gammeldags, når det kommer til at være en gentleman, at være høflig.. ellers vel nok mine meninger og holdninger,” svarede han roligt, inden han blik blev drilsk, „jeg kan desværre ikke prale af, at jeg går ind for at man skal have samleje efter man er gift.” Han blinkede drilsk til hende, hvor han ikke kunne holde en lille latter tilbage, som han tog en slurk af den dyre og udsøgte cognac. Sådan havde han nok været til at starte med, men efter at han havde været gift første gang, så var det blevet ændret, desuden så havde han været gift fire gange nu, og da han ikke just gik efter en femte gang, så nød han bare singlelivet og det at man havde en kvinde i ny og næ. Han havde måske haft et par små kæresteforhold, men de havde aldrig holdt særlig længe, eftersom han havde en tendens til at skubbe kvinden ud af sit liv, inden hun kom for tæt på ham.
“Virkelig? Jeg synes eller jeg kan fornemme en rynke lige der,” svarede han drillende, som han lænede sig mod hende og prikkede hende drilsk i midten af panden. Hun havde skam et ungt ansigt og uden nogen rynker, selvom han var usikker på hvordan hun ville tage hans joke. Hans muntre latter, da han lænede sig tilbage igen, var dog et tydeligt tegn til at han blot havde ment det i sjov. Han tog endnu en slurk af sin cognac, hvor han faktisk stadig var overrasket over at hun havde valgt helt rigtigt angående drikkelse, for cognac var jo hans yndlings!
“Jeg flyttede fordi jeg ville starte et nyt liv op,” fortalte han sandfærdigt, som han sendte hende et skævt smil. Det så han ingen grund til at holde skjult, eftersom det jo ikke var løgn, og det var alligevel ikke rigtig en information hun kunne bruge til noget, andet end at de førte en samtale og kom lidt mere ind på hinanden. Han slap en munter latter til hendes ord. ”Jeg kunne da aldrig drømme om at bakke ud, når der står en smuk og spændende kvinde til rådighed,” svarede han drillende, hvor et kækt smil gled over hans læber. Han gjorde intet for at stoppe hendes kærtegn af hans håndryg, hvor han derimod drejede lidt i hånden, så han kunne lade sin ene finger stryge hende blidt og næsten pirrende under håndleddet, uden at han så væk fra hende.