In the dark

[ryan]

Tanken om at få lov til at smadre denne mands røv, var noget som Ryan virkelig så frem til! Det var dog tydeligt for ham, at denne mand var vant til at kæmpe, og også at han havde mødt et par vampyrer flere gange, og han måtte give manden at det var smart at have en vampyrs svagheder på sig, for det var der ikke mange der havde, men denne mand lignede en som var forberedt på det hele, og det gjorde kun kampen langt sjovere! Han glædede sig til at flå ham levende, for nu hvor denne mand havde jaget kæresteparret væk – hans middag – så måtte manden jo erstatte dem. At manden ikke svarede på hans ord, fik ham til at slippe en lumsk og kort latter, som han blev stående de få meter fra manden, imens han så hvordan han kom vaklende op på benene. Denne mand vidste vel at løbet var kørt? At han havde tabt? Han var jo fuldstændig smadret, udkørt og træt, og han selv var vampyr, han var udholdende, han kunne magi, han var langt mere fysisk stærk end denne mand, og han var på ingen måder træt endnu. Dog vidste han at han skulle være forsigtig af den grund, hvilket han skam også havde tænkt sig. At manden gjorde tegn til at han skulle angribe ham, fik et koldt smil til at glide over hans læber. Manden kunne knap nok stå op, så hvad pokker tænkte han dog på? Han rystede blot let på hovedet, for dette var ved at blive tåbeligt, men han måtte lade manden, han havde en enorm viljestyrke og stædighed, selvom han nok skulle knuse det hele! Han brugte endnu engang sin magi til at lade lænker skyde ud af væggen, for at forsøge at fange manden igen, denne gang der skød han blot også en trykbølge imod manden, i håb om at tvinge ham op af væggen, fange ham og helst få ham til at slippe både sølvdolken og vievandet, for det ville han nødig blive ramt af! Han ville bare have ram på denne mand og få det overstået, hvor han ville give ham en langsom og smertefuld død, som var ydmygende og rimelig sølle, for der var intet glorværdigt ved at blive en vampyrs middag, tværtimod.

[Deleted]

Nicklas havde bemærket, at vampyren nu holdt sig lidt mere på afstand. Han var altså blevet klar over, at Nicklas var i stand til at forsvare sig. Nicklas delte ikke mandens morskab for denne kamp. Han var kun fast besluttet på at overleve. Nicklas smilede igen svagt af vampyrens latter, men sagde stadig igenting. Han brugte stadig de fleste af sine kræfter på at holde sig oprejst, så han ville ikke spilde de sidste på at snakke, men på at bekæmpe vampyren.
Nicklas var stadig fuldkommen ligeglad med, om oddsene var imod ham, for selvom vampyren ikke så ud til at lide nogen skade, så var Nicklas fast besluttet på, at han ville overleve dette angreb. At han ikke forstod Nicklas' beslutsomhed, var han egentlig ret ligeglad med, for det var ikke fordi manden behøvede at forstå ham. Han skulle blot forstå, at Nicklas ikke sådan lod sig kue. Han ville slås til sidste dråbe, koste hvad det ville.
Vampyrens næste angreb, fik igen Nicklas til at reagere instinktivt. Idet kæderne skød ud fra væggen, havde Nicklas trådt uden for deres rækkevidde. Trykbølgen der kom, var heller ikke overraskende, men hvis han skulle undgå den, ville han blive fanget i kæderne. Han endte med at dukke sig, så den fløj lige over hans hoved. Han brugte den midlertidige pause i vampyrens angreb, til at flyve direkte mod ham. Nicklas stoppede op lige foran ham, med et svagt smil, idet han spyttede en mængde vievand lige i hovedet på manden. Han havde gemt det i sin mund, lige siden han var styrtet ned fra taget, og havde kun ventet på denne form for overraskelsesmoment. Lige efter han havde spyttet vandet mod manden, stak han kniven direkte mod hans mave, mens han tog den nu næsten fyldte flaske og endnu en gang smadrede den mod hans hoved, med den intention at smadre flasken, så han blev overdænget med det hellige vand.

[ryan]

Denne mand var stædig, hvilket irriterede Ryan grænseløst, for kunne han ikke bare falde død om, så han kunne mæske sig i hans blod? Ikke nok med at han havde fundet et let bytte, som han kunne mætte sig stort ved, fordi der havde været to, så skulle de blive jaget væk og så tilmed af en mand der kunne finde ud af at forsvare sig selv, der ikke ville kunne mætte ham nok, som kæresteparret og som tog al hans tid, hvor han egentlig bare ville hjem så hurtigt som muligt, så denne mand kom ham virkelig på tværs på alle måder, hvilket var ved at gå ham frygtelig meget på nerverne!
De dybblå øjne betragtede sig af manden, som han endnu engang undveg Ryans angreb, hvilket fik ham til at fnyse ganske let. Det var utroligt at manden kunne blive ved med at stå på benene og gå, når han knap nok havde kunnet kommet op at stå, men til gengæld kunne han tydeligt se at manden var blevet langt langsommere i sine bevægelser, derfor ville han ikke være svær at undvige. At manden så spyttede vievandet efter ham, kom en anelse bag på ham, eftersom han ikke havde set at han havde kommet det i munden. Han gjorde et hårdt hovedkast til den ene side, for at undvige det, selvom han alligevel blev ramt af et par dråber i det ene øje, hvilket fik ham til at hoppe tilbage, som han gned sig i det, eftersom det sveg af helvedet til! Han var endt midlertidig blind på det ene øje, da synet var blevet sløret, det andet så dog helt fint, og han så godt manden komme mod ham igen med kniven. Denne gang var han bare langt mere vred, og dette skulle manden komme til at fortryde! Han greb fast omkring mandens hånd, der holdt kniven, så han stoppede hans angreb, derefter greb han fat omkring den anden hånd, der prøvede at slå ham med flasken. Han tog et fast jerngreb omkring begge mandens håndled, så han ikke ville kunne trække den til sig, inden han gjorde en hurtig bevægelse og satte de sylespidse hjørne tænder i hans hals, for at suge blodet ud af ham. Nu var han virkelig blevet træt af denne mand! Han skulle dø!

[Deleted]

Nicklas havde på ingen måde tænkt sig at give op. Han havde ikke bare tænkt sig at give op uden gang og lade vampyren få ham. Han ville kæmpe til sidste blodsdråbe, og han ville svække så meget som muligt på vejen, så han måtte lede endnu mere efter mere mad.
Nicklas gengældte uanfægtet og stædigt mandens blik. Nicklas kunne mærke adrenalinen køre rundt i sin krop, og han var ganske sikker på, det var det eneste, der holdte ham kørende. Han ville ikke holde meget længere, og så ville vampyren nok få sin vilje.
Nicklas kunne mærke vampyrens hænder låse sig om hans håndled, så han ikke kunne rykke sine arme, og kortefter kom der en ulidelig smerte i hans hals, da to hjørnetænder blev boret ned i kødet på ham. Han kunne tydeligt mærke, at hans blod forsvandt alarmerende hurtgigt. Hans blik begyndte igen at flimre, og han vidste instinktivt, at der kun var en mulighed tilbage for overlevelse. Samtidig med denne tanke, kunne han mærke magien i sig røre på sig, og uden egentlig at ville det, forvandlede han sig til den store sorte panter igen. Han kom med et højt, klagende brøl, inden han satte de spidse hjørnetænder i mandens skulder. Han vidste at mandens hænder havde travlt med at holde hans nu klørfyldte poter væk fra ham, så han havde fri adgang til hans øvre del. Han låste kæberne, idet de ramte skulderen, så han med lidt held ville nå at knuse den i faldet. Kort efter var han tilbage i menneskeskikkelse, og med en kraftanstrengelse slugte han en smule af vampyrens blod, inden hans hjerte gik i stå. Han faldt livløs sammen og han nu bare ind over vampyren. Død.

[ryan]

Denne mand havde tydeligvis stadig kræfter tilbage, på trods han havde været udmattet og træt allerede til at starte med, så Ryan måtte give manden at han var udholdende, men det kunne på ingen måde hjælpe ham i den anden ende, for Ryan var på ingen måder træt, så han kunne blive ved i flere timer, hvis det endelig var det! – alt efter hvad der skete naturligvis. Manden havde i hvert fald forstand på at kæmpe imod vampyrer, så det gjaldt om at være på vagt, eftersom det ikke var til at sige hvad denne mand kunne finde på, selvom det måske var en anelse begrænset af hvad han mere kunne gøre, for manden var blevet kastet ud fra et tag af et af de høje huse, og brugte sine sidste kræfter på at holde sig oprejst, så der var vel ikke langt igen, før manden måtte opgive håbet og give op? Det var i hvert fald tydeligt at han forsøgte at give så megen modstand, som han kunne og kæmpe til det sidste.
Som Ryan fik de sylespidse hjørnetænder sat sig fast i mandens skulder, gav han sig til at suge blodet til sig, og selvom det måske ikke var det mest udsøgte blod man kunne finde – for der slog engleblod virkelig alt! – så kunne det stadig spises og han ville desuden have sin hævn over denne mand, eftersom han havde skræmt et godt og mættende måltid væk, så han ville have kunnet klare sig for en måned, men nu måtte han desværre nøjes og det irriterede ham virkelig! Specielt fordi denne mand skulle være så pokkers besværlig! Det overraskede ham da hans læber pludselig blev mødt af pels i stedet for den varme hud, hvor han endte med at trække hovedet forundret tilbage. Han gav et hvæs fra sig, da manden havde forvandlet sig til en panter igen, selvom han endte med at gipse af smerte, da panteren satte sine tænder i hans skulder og klemte til. Han kneb øjnene fast sammen, hvor han spændte i hele sin krop, næsten som om han forsøgte at stå imod bidet, men smerten var ikke at tage fejl af. Han bed tænderne fast sammen, da han mærkede at panteren slap, hvor hans hænder var endt med at tage hårdere fat om håndleddene. Han vendte blikket mod manden, da han endte med at falde ind mod ham, hvor det næsten virkede til at han var.. død? Ryan kneb øjnene let sammen, hvor hans skulder var endt helt ødelagt og smadret af det kraftige bid. Han knurrede som et arrigt rovdyr, hvor han satte tænderne i mandens skulder igen. Måske han var død, men han kunne godt nyde resten af blodet i stilhed af den grund, eftersom det stadig var frisk og varmt! Han endte med at suge hver en dråbe ud af mandens blod, inden han gav slip på den døde krop, som faldt til jorden med et ’bump’. Han slikkede sig om munden, hvor han betragtede manden for en kort stund. Han var faktisk usikker på om manden var død, for.. hvis han havde slugt noget af hans vampyrblod, så ville han blive omvendt, hvis ikke, så ville han forblive død. Han var dog ligeglad med hvad det blev, han gad ikke spilde mere tid, desuden så var han nød til at få tilset sit sår. Han brummede irriteret, eftersom denne jagt på ingen måde var gået som planlagt! Han gjorde en hurtigt bevægelse som han forsvandt ud i natten, hvor han satte kursen hjem mod lejligheden hvor han boede.

//Out