In the dark

[ryan]

Mørket havde sænket sig over Dvasias for endnu en gang, hvor mørkets væsner atter søgte ud – de fleste for at finde sig noget at spise, andre, såsom Ryan, var søgt ud for at more sig lidt. Leah befandt sig hjemme i lejligheden, hun var stadig syg efter sidst, hvor han forsøgte at tage sig af hende, men eftersom han var vampyr, så var han nød til at skaffe sig noget føde, også selvom han næsten frygtede for at hun ville stikke af i mellemtiden, men det var hun vel for syg til? Han håbede i hvert fald at finde hende i sengen, til han kom hjem igen. Hans dybblå øjne søgte let omkring i natten, hvor han selv befandt sig oppe på et tag. Hans blik gled ned på den gyde han stod ved, hvor han kunne se et kærestepar stå og kæle med hinanden, hvilket han var fuldstændig upåvirket af, det eneste som han ønskede og fokuserede på var at tage deres blod. Hans tunge strøg sulten over hans læber. Det ville gøre godt med lidt mad! Desuden så skulle det gå hurtigt, så han kunne komme hjem til lejligheden igen. Han bar et par mørke og let løse jeans, og ellers en sort bluse, der endnu ikke var blevet beskidt, men om ikke længe så ville den være plettet af det blod som han ville mæske sig i. Selvom han sad flere etager over dem, så kunne han alligevel høre deres hjertebanken, der snart ville slå deres sidste slag, fordi de ville gå døden i møde, hvilket var noget som han allerede måtte se frem til og ikke mindst, så blev han frygtelig sulten af tanken! Hans øjne var en anelse blodskudte, eftersom han havde trukket det at jage så længe som han kunne, netop fordi han havde set efter Leah. Det blæste godt oppe på taget, men han kunne ikke fryse eftersom han allerede var død, det havde jo sine fordele at være vampyr, der var styrken, hurtigheden, de skærpede sanser og udødeligheden, selvom de godt nok ikke var uovervindelige, og heller ikke kunne gå i sollys, men ellers var det virkelig befriende at være vampyr! Han strøg let en hånde igennem det halvlange mørke hår, som vinden fik til at svaje ganske let, imens han sad stille som en statue og betragtede sine to ofre, som han kun om et kort stykke tid ville springe ned og sætte tænderne i, og hvor han dog ville mæske sig i deres blod! Han rejste sig ganske roligt op, inden han sprang ned i gyden, hvor han landede helt lydløst i en skygge, som han holdt sig skjult i, desuden så var kæresteparret alt for optaget til at lægge mærke til ham – hvilket kun kom ham selv til gavn.

[Deleted]

Det var hen ad sen aften, hvis ikke nat, da Nicklas kom gående ned ad byens tomme gader. Han havde lige afleveret en eftersøgt oppe på slottet, og glædede sig nu til at komme hjem og få en god velfortjent søvn.
Den ærmeløse trench coat svajede let i takt med vinden, men Nicklas ænsede det ikke. I takt med hans gang, kunne man øjne et par sorte militærlignende støvler med kraftige sølvspænder, samt et par løstsiddende jeans. Inden under jakken, kunne der ses en sort skjorte. Han havde ikke sit sværd på sig i dag, men hans trofaste katar samt et arsenal af forskellige dolke var gemt inden under jakken.
Han drejede per automatik om hjørnet, der førte ind i en lille gyde. Det var en lille genvej hjem i stedet for at han skulle gå hele vejen udenom. Normalt var der tomt, men lige idag havde et kærestepar valgt at give sig til at lave skæg og ballade herinde. De forsvandt dog hurtigt, idet de fik øje på Nicklas, og det var tydeligt, de ikke havde regnet med at få selskab. Nicklas var dog ligeglad, for han havde kun sin seng i tankerne. Af gode grunde bemærkede han ikke den vampyr, der var gået i et med skyggerne, for hvis han havde, ville han ikke have været så afslappet.
Han skulle virkelig bare hjem og sove, for det havde været en virkelig lang aften. Jagten på den eftersøgte havde stået på i tre kvarter, hvor de bare var løbet non-stop, indtil Nicklas blev træt af det og havde overmandet manden i sin panterskikkelse. Derefter havde manden ikke været særlig villig til at gå med op til slottet, så hele vejen nede fra den anden ende af byen, havde Nicklas været nødt til at brydes med den eftersøgte, hvor han til sidst langt om længe kunne overlade manden til dæmonerne og modtage sin belønning.
Selvom hans gang afslørede, at han var træt og udmattet - han gik ufattelig langsomt - var hans skridt alligevel taktfaste. Halvvejs nede i gyden, stak han hænderne i lommen og lænede sig op ad muren. Han skulle lige have et lille hvil, inden han fortsatte hjemad.

[ryan]

Det eneste som Ryan ville var at få aftensmaden overstået så han kunne kom hjem hurtigst muligt, og at han lige var faldet over et kærestepar, var noget som faktisk var et lykketræf, for så kunne han få stillet sin sult ordentlig, så der ville gå længere tid før han skulle ud og søge efter et bytte og med andre ord, så kunne han være hjemme ved Leah i længere tid, passe på hende og sørge for at hun blev rask igen. Hans blik gled mod kæresteparret, hvor han virkelig blev sulten af at høre deres hjertebanken, hvilket nærmest måtte gøre ham helt hypnotiseret. Det morede ham næsten at de slet ikke anede uro, da han valgte at springe ned fra taget og landede i skyggerne, der blev kastet ind over gyden, som han var endt i. At der så skulle komme en anden person, som faktisk ødelagde hans jagt, så han ikke kunne få de to lækkerbiskner på en gang, var noget som virkelig måtte irritere ham! Hans blik gled vantro fra manden der kom til kæresteparret der så ud til at stoppe deres gøren, for at.. smutte?! Han skulle næsten lige til at gå efter dem, så han kunne få stillet sin sult, men tænkte at det var dumt at træde ud fra skyggen i øjeblikket. Han bed tænderne fast sammen, som han vendte blikket direkte mod den fremmede mand, som var skyld i at hans middag var smuttet. Han kneb øjnene fast sammen, som de dybblå øjne næsten slog gnistre. ”Du jagede min middag væk,” lod hans hvislende stemme, som han valgte at træde ud af mørket. Hans blik gled mod manden der havde valgt at læne sig op ad muren, næsten som om han hvilede sig? Mon han var udmattet? Det gjorde ham næsten til et ufattelig let bytte. Han trådte ud midt i gyden, hvor han derfor blev synlig, selvom der kun var et omrids omkring hans skikkelse, fra lyset ude på gaden. Han blev stående for en kort stund, hvor han blot betragtede manden uden nogen følelser i blikket. Han lod hovedet søge skræmmende langsomt på sned. ”Og hvordan vil du gøre det godt igen?” spurgte han koldt, som han betragtede sig af manden med sit intetsigende blik, der kun udstrålede én ting; sult. Han slikkede sig langsomt og sulten om munden, som han ganske roligt begyndte at begive sig hen imod manden, der også pludselig så utrolig udmattende ud, nu hvor han fik et ordentligt blik på ham. Han bevægede sig langsomt og næsten faretruende imod manden, hvor han holdt hænderne ude til siden med fingrene spredte, som et tydeligt tegn til at han var klar til at angribe. Der var vel heller ikke nogen tvivl om hvad hans ord havde hentydet til?

[Deleted]

Nicklas så kort efter kæresteparret, da de rundede hjørnet nede i den anden ende af gyden. Da de var ude af syne, sukkede han kort, idet han skubbede sig ud fra væggen. Han havde lige taget en beslutning om, at han hellere måtte se at komme hjemad, da han hørte en stemme til venstre for sig. Af refleks drejede Nicklas hovedet og så en mand komme gående mod sig. Med det samme, vidste Nicklas, at det var en vampyr. Den unaturligt blege hud var ikke til at tage fejl af. "De må da meget undskylde. Det var bestemt ikke min hensigt. Havde jeg set Dem, havde jeg ikke taget denne vej" lød hans høflige svar. Nicklas var overhovedet ikke bange for manden, der stod overfor ham, selvom vedkommende var en vampyr. Nicklas havde trods alt mødt en af slagsen før.
Mandens næste spørgsmål, fik dog Nicklas til at hæve et bryn. "Jeg havde nu egentlig tænkt mig at gå min vej, så De kunne få ro til at jage i fred, men det ser lidt ud som om, De havde andre planer?" spurgte han høfligt, også selvom han allerede kendte svaret. Vampyrens kropssprog talte tydeligt om hans intentioner, men Nicklas havde ikke ligefrem lyst til at blive denne mands bytte. Problemet var bare, at han var ufatteligt udmattet, så uanset om han valgte at flygte eller tage kampen op, var oddsene små. Nicklas brugte dog den midlertidige stilhed til at vende front mod vampyren, uden helt at vide, hvordan han skulle forsvare sig mod denne. Hans største chance ville nok være at påføre vampyren smerte, for så på den måde at få en mulighed for at slippe væk, men han manglede ligesom et overraskelses-moment.

[ryan]

Hvem denne mand var, hvad hans profession var, eller hvad race denne mand var, det var alt sammen noget som Ryan var fuldkommen ligeglad med. Desuden så var han ikke en hel normal vampyr. Han bar nemlig den lille fordel at han havde warlockblod i sine årer, med andre ord, så kunne han magi. Dog var det ikke magien der gjorde, at han kunne lugte mandens dunst fra deres afstand, det var tværtimod vampyrens skærpede sanser. Han kunne lugte at der flød animagusblod mellem mandens årer, selvom han dog ikke helt kunne lugte hvilket dyr han var, det var dog også underordnet, for uanset hvilket dyr denne mand forvandlede sig til, så var han udmattet og træt, hvilket gjorde den store forskel. Han fortsatte sine faretruende og dog langsomme skridt hen imod manden, som hans dybblå lettere blodskudte øjne betragtede med et sultent skær i sig. Han fnøs til mandens ord og kunne næsten ikke helt regne ud om han var sarkastisk, men der var ikke just fordi han opfangede nogen ironi i mandens høflighed, hvilket faktisk forundrede ham. Et koldt smil gled over hans læber. ”Jamen dog, er jeg stødt på en procianer?” spurgte han lettere hånende. Den høflige tone lå normalt ikke til dvasianere, medmindre man gjorde forretninger eller stod overfor nogle der var højere i rang, men i dette tilfælde? Og hvor han tilmed var faretruende i sin adfærd og gang? Så var det på ingen måder normalt! Han var dog ligeglad med hvor denne mand kom fra, det som var hans problem, var det faktum at denne mand havde skræmt hans middag væk og nu kunne han kun få fat i en enkelt person; nemlig ham! – og det var noget som gjorde ham direkte irriteret! Et koldt smil gled over hans læber, som manden sagde at han havde tænkt sig at gå sin vej. Det forundrede ham ikke, men det var dog ikke noget som han selv var videre enig i. Han stoppede roligt op til mandens videre spørgsmål. ”Åh ja.. jeg har skam andre planer,” svarede han med et lumsk smil, hvor han gjorde en hurtig bevægelse, for at forsvinde for mandens blik, kun for at dukke op foran ham, hvor han gjorde et fast skub mod mandens skulder, for at føre ham op ad væggen, så han kunne holde ham fast. Måske manden ikke just virkede til at frygte ham, men det skulle de jo nok lave om på, eftersom han kunne ende hans liv nu og her hvis han ville! Han var vampyr og derfor overgik han denne mand på alle måder i styrker og hurtighed, og hvis manden ikke ville frygte det, så skulle han bare vente og se hvilken syg tankegang som Ryan havde og hvilken smerte han kunne påføre ham.

[Deleted]

Nicklas følte sig stadig ikke truet af manden, for han både kendte og havde midlerne til at forsvare sig mod en vampyr. Spørgsmålet var bare hvor længe, han ville kunne gøre modstand. Her var han svækket af sin races trang til søvn og at komme sig efter fysisk arbejde. Nicklas vidste, at her havde vampyren fordelen, men selvom denne stadig gik tættere og tættere på Nicklas, veg han ikke. Nicklas vidste udmærket, hvad en vampyr var i stand til, men han var ikke sådan typen, der gav op uden kamp.
Ved mandens spørgsmål, rystede Nicklas på hovedet. Han var langt fra af Prociansk afstamning. "Lige der tager De fejl. Jeg er manjarner, selvom jeg det meste af mit liv har boet i Dvasias. Jeg er bare af den holdning, at man bør udvise respekt over for alle. Selv folk der ser en som en fjende. Selvom De uden tvivl har i sinde at dræbe mig, ser jeg ingen grund til ikke at vise Dem respekt" lød hans oprigtige svar. Igen var Nicklas hverken sarkastisk eller noget, men hudløst ærlig. Det var trods alt en af hans kendetegn. Han var troværdig, selv når han stod overfor døden.
Da manden stoppede op, hævede Nicklas igen et bryn, der dog forsvandt højere op i takt med mandens svar. "Så har De i det mindste ret til at vide, at jeg har tænkt mig at forsvare mig, selvom jeg egentlig ikke ønsker at slås mod Dem, men på den anden side ønsker jeg heller ikke at miste mit liv" lød hans svar, stadig med den høflige undertone og ærlighed i stemmen. At manden nærmest forsvandt for Nicklas blik, for derefter at dukke op lige foran ham, havde han næsten regnet med. Idet vampyren skubbede ud efter hans skulder, trak Nicklas med næsten samme hurtighed en lang søvldolk og rettede den direkte med spidsen mod mandens armhule, samtidig med at han med den anden hånd trak en lidt mindre dolk af sølv med bladet vendende nedad i hånden. Udfaldet med denne var rettet mod mandens hals, ikke for at halshugge ham, men for at påføre ham den smerte, sølv nu engang gav en vampyr. Alt dette skete i den brøkdel af et sekund, det tog vampyren at skubbe til Nicklas og han blev nødt til at give et støn af smerte fra sig, da han hårdt ramte muren og fik luften slået ud af lungerne. Trods smerten havde Nicklas nu et svagt smil på læben.

[ryan]

Denne mand virkede ikke just bange for Ryan, selvom han ikke tog sig af det. Denne mand måtte være dumdristig hvis han ikke ville frygte ham, for han kunne gøre langt værre ting end bare at dræbe ham. Men denne mand skulle før eller siden nok finde ud af hvem han stod over for, og han ville komme til at fortryde at han var gået ind i denne gyde! Mandens ord kom dog alligevel bag på ham, for.. ville han respektere ham på trods af at han havde et ønske om at dræbe ham? Det var da det mest tossede som han nogensinde havde hørt! – og det sagde virkelig ikke så lidt, når man selv tænkte på at han var blevet konstateret sindssyg. Han fnøs ganske kortfattet til mandens ord. Det var ikke just fordi Ryan var opdraget med at vise sympati, medfølelse eller respekt for den sags skyld. Han var rapkæftet, han var ond og han havde sin klare sindssyge tankegang. Det var dog først efter at han havde fundet sin mage, at de mere.. menneskelige følelser var blevet tydelige over for ham, men hun var så også den eneste hvor han var lidt ’normal’, hos alle andre blev han den gode gamle, sadistiske Ryan, der så alle som sit legetøj og hele verden som sin legeplads. “Bare ærgerligt at det ikke er gengældt,” hvislede han koldt, hvor de dybblå øjne betragtede ham med den samme sult i blikket som han hele tiden havde haft. Han var ligeglad med hvad denne mand satte højt af værdier, høflighed og andet, han var ligeglad med hvem eller hvad denne mand var, det eneste han faktisk var interesseret i, var det faktum at han ønskede at slå denne mand ihjel, ved at drikke hans blod og tømme hans krop for livsenergi for at se ham gå langsomt og smertefuldt i døden! Han gav et hæst hvæs fra sig til mandens sidste ord, inden han gik til angreb. At manden så var forberedt, gjorde det kun tydeligt at denne mand havde mødt vampyrer før, men.. var det noget nyt? De var mange af deres race, så det ville næsten forundre ham, hvis aldrig havde mødt en vampyr før. Knivene som manden trak frem, fik han dog godt øje på, selvom han var for tæt på til rigtig at nå at parere dem. Den ene kniv ramte ham ved skulderen, da han forsøgte at undvige, hvilket fik ham til at bide tænderne fast sammen. Den anden kniv, fik ham til at trække hovedet bagud, og idet manden røg tilbage ved hans skub, så snittede kniven kun hans hals. Han hvæsede kraftigt af vrede, hvor hans øjne slog gnistre. Han strakte hænderne, hvor han brugte sin magi, til at fremmane nogle lænker der skød ud af væggen og som forsøgte at låse sig fast omkring mandens krop, både hans hænder, arme, krop og ben.

[Deleted]

Det var ikke fordi, Nicklas var dumdristig, han var bare typen, der så faren i øjnene og ikke veg for den. Nicklas vidste i den grad præcis, hvor farlig denne mand var. Det var ikke uden grund, Nicklas havde respekt for vampyrer.
Nicklas kunne ligefrem se, at det lyste ud af manden, at han mente, Nicklas var tosset, men det var vel egentlig hans problem, og han havde for at være helt ærligt lidt andet at tænke på end denne mands holdning til hans sindsstilstand. Nicklas havde godt set mandens sultne blik, men det betød ikke, han overgav sig uden kamp. Han ville hellere dræbe sig selv, end bare at lade denne mand dræbe ham.
At manden ikke gengældte hans venlighed, undrede egentlig ikke Nicklas. Det lå ikke i vampyrernes natur at vise laverstående væsner venlighed eller respekt, men det forhindrede ikke Nicklas i at gøre det. "Og sådan er vi alle så forskellige" lød hans stadig høflige svar. At vampyren var direkte kold over for ham, var heller ikke noget Nicklas tænkte videre over lige i øjeblikket.
Nicklas havde været nødsaget til at slippe den kniv, der nu sad i vampyrens skulder, da han var blevet skubbet ind i væggen, men han havde stadig den anden i sin hånd. Da manden så udviste tegn på at ville udøve magi, havde Nicklas' reflekser allerede reageret. Idet der kom kæder ud af væggen, havde Nicklas dukket sig for at undgå dem, og sekunder efter stod der nu en velvoksen panter foran vampyren. Øjeblikket efter havde panteren kastet sig direkte mod mandens bryst med en ildevarslende knurren, hvilket nu betød, at der kom 120 kg direkte farende mod vampyren. Det var egentlig Nicklas hensigt at vælte ham, men om ikke andet satte han stadig af fra manden og landede oppe på taget, igen i sin menneskeskikkelse. Sekundet efter havde han vendt sig om og kastet den anden sølvdolk direkte mod mande, hvorefter han trak en ny, igen af sølv. Denne turde han dog ikke smide, for det var hans sidste af sølv, og derefter blev han nødt til at tyge til vievand, og han vidste, at det ikke ville have ligeså stor effekt som sølvet, for det lavede trods alt så. Vand kunne blot rystes af igen.

[ryan]

Det gav Ryan kvalme at manden viste ham denne høflighed, for han var virkelig ligeglad med hvor han kom fra, han lød jo som en procianer, hvilket kun gav ham endnu større lyst til at slå ham ihjel! Sjovt som han skal støde på blødsødne væsner! Han havde utroligt nok også stødt på et lysvæsen her i Dvasias, hvilket nok var det mest besynderlige! Han havde dog ikke set noget til det lysvæsen i lang tid, men der var vel en vampyr der havde sat tænderne i ham og taget hans liv? Det ville i hvert fald ikke forundre ham. Han havde selv taget en god bid af lysvæsent og sjovt nok ladet ham overleve, selvom det havde været i et lettere dødeligt stadie. Mon knægten var faldet død om kort efter hans bortgang? Eller havde han mon klaret sig? Han havde faktisk været rimelig mild. Det sjove af det hele var jo så det faktum at han havde dræbt den mand, som lysvæsnet var søgt til Dvasias for at bo ved. Han var dog ligeglad, livet var hårdt og sådan ville det altid være, og i hans tilfælde så gjaldt det om at dræbe eller selv blive dræbt; sådan var livet for et sultent bæst – og specielt for vampyrer. Og denne mand havde det vel på samme måde? Han var nød til at dræbe eller selv blive dræbt.
Det irriterede dog Ryan at det faktisk havde lykkedes manden at ramme ham hvor han kneb øjnene fast sammen og gav et hvæs fra sig. At manden så dukkede sig for lænkerne og formåede at komme væk fra dem, gjorde ham kun langt mere arrig. Ikke mindst jagede manden hans middag væk og så skulle han tilmed være så skide besværlig! Det gjorde ham kun langt mere opsat på at få ham ned med nakken, hvilket også nok skulle lykkedes ham! At han så forvandlede sig til en panter, var noget der fik ham til at rynke let på næsen, hvor han hvæsede igen. Han trak dolken ud, der sad i hans skulder, hvor han sprang let til siden, som panteren farede imod ham, og sprang op på taget, hvor han igen stod i sin menneskeskikkelse. Han brummede lettere irriteret, hvor de dybblå øjne betragtede manden sulten og ikke mindst arrigt. Kniven der blev kastet mod ham, fik ham til at himle med øjnene, hvor han rystede let på hovedet, inden han greb omkring kniven, hvis knivskarpe blad kun var få millimeter fra at ramme hans næse. Han tog de to knive til sig, som han holdt i hver hånd, hvor et koldt smil gled over hans læber. Der skulle mere end nogle knive til at få ham ned med nakken! Og hvis de legede på denne måde, så kunne han skam også godt spille med! Han forsvandt endnu engang i en hurtig bevægelse, hvor han dukkede op en meter fra mandens venstre side oppe på taget, hvor han skød en trykbølge imod manden, inden han kastede den ene kniv imod ham – ligeglad med hvad den ramte, så længe den bare ramte. Han holdt den anden i sin hånd, da han på ingen måder var færdig med denne mand, han skulle komme til at bøde for det han havde gjort!

[Deleted]

Nicklas kunne ikke lade være med at more sig over vampyren, hvilket forklarede hans svage smil på læben, men mest af alt smilede han også for at gøre lidt grin med manden, han stod overfor. Han håbede mest af alt på, at vampyren snart ville miste interessen, selvom han stærkt tvivlede på det. Vampyrer var kendte for at være stædige, så vidt han havde hørt. Det morede ham endnu mere at manden så ud til at blive endnu mere irriteret over hans høflighed.
Nicklas havde ingen intentioner om at dø til denne vampyr, om så det var reglen om dræb eller bliv dræbt. Det var ikke derfor. Nicklas ville bare ikke sådan uden videre opgive sit liv for en eller anden vampyrs skyld. Det havde han trods alt sit liv for kært til.
Igen mens Nicklas stod og kiggede på vampyren, forsvandt han igen for Nicklas blik, men lyden af noget der ramte taget, ramte Nicklas og han nåede lige at kaste sig til side for trykbølgen, men han nåede ikke at undvige kniven, og han måtte bide tænderne sammen af smerte, da der kom et dybt snitsår i hans venstre side. Kniven havde kun strejfet ham, men den var umådeligt skarp, så den skar sig igennem hans hud så let som ingenting. Nicklas kom på benene, nu med blodet stille dryppende ned på taget og med den frie hånd dækkende for såret. Selvom Nicklas nu var såret og endnu mindre mobil end før, smilede han stadig svagt. "Og endnu engang er vampyren mig overlegen, omend jeg ikke kan tillade mig at give op endnu" lød det stadig høfligt og svagt smilende fra ham. Han mødte vampyrens blik ufortrødent, mens han kørte kniven ind foran kroppen i en defensiv postion, mens hans smil voksede en smule i en skæv vinkel.

[ryan]

Denne mand gik kun Ryan mere og mere på nerverne. Han var virkelig ligeglad med hvor han kom fra eller hvad han var, men han havde kostet ham en god middag og det skulle han komme til at bøde for! Han fandt sig ikke i at blive forstyrret og denne mand havde virkelig formået at ødelægge det hele! Ikke mindst så havde han også skadet ham ved at dolke ham i skulderen, selvom det kun gjorde det langt mere tydeligt for Ryan at denne mand ikke var ufarlig. Denne mand havde forstand på at kæmpe, men det gav ham kun langt mere blod på tanden, og han skulle nok vise denne mand at det var frygtelig dumdristigt at lægge sig ud med vampyrer - specielt ham.
At manden kastede sig til siden og undgik Ryans trykbølge, gjorde ham også irriteret, hvor han virkelig kun fik mere og mere lyst til at flå ham levende! At kniven også kun gav manden et snitsår, var heller ikke noget som Ryan just var henrykt over, eftersom han ville have foretrukket at den var blevet siddende i mandens krop. Han betragtede ham med de dybblå sultne øjne, som manden kom op at stå, hvor duften af blod ramte hans næsebor, hvilket fik et lettere overlegent smil til at glide over hans læber. Han strøg tungen over sine læber, hvor han kort lukkede øjnene, da der kom et kraftigt vindpust. Han sukkede ganske let, inden han vendte blikket mod manden igen. Han slap en hysterisk latter, da manden holdt den lille kniv op foran sig som forsvar, hvilket virkelig var latterligt! Han fnøs ganske kortfattet, hvor det hånende smil gled over hans læber. ”Hvis du tror at en sølle kniv kan redde dit liv, så tager du fejl,” hvislede han køligt og lettere kækt. Såret ved hans skulder var allerede begyndt at heale igen, hvor såret ved hans hals allerede var væk, et tydeligt tegn til at der skulle mere ned et par sølle knive til at hjælpe ham. Han lavede endnu en trykbølge imod manden, inden han forsvandt, for at dukke op på siden af manden, hvor han havde lavet en lille sort energikugle – den så måske ufarlig ud, men når den ramte en fast genstand eller person, så eksploderede den – hvor han kylede kuglen direkte mod manden i håb om at den ville ramme ham og forhåbentlig blæse ham ned fra taget, for at gøre ekstra skade på ham.

[Deleted]

Nicklas kunne se hadet i øjnene på vampyren, men han var ligeglad. Han ville ikke give op, koste hvad det ville. Han ville komme igennem det i live på den ene eller den anden måde. Han følte sig ganske truet af vampyren, men det betød ikke, han var bange for manden. Nicklas havde en hel del erfaring med at slås, og han kendte vampyrens svagheder. Han skulle bare bruge et uopmærksomt øjeblik fra dennes side, og så ville han have overtaget.
Nicklas og vampyren stod blot et stykke tid og så på hinanden, mens blodet stille men fast dryppede ned på taget og Nicklas kunne mærke udmattelsen mere end nogensinde, samtidig med at yderkanten af hans synsfelt var blevet sløret.
Mandens svar fik ham til at ryste på hovedet. Hvis det var tilfældet, var Nicklas virkelig dum. "Jeg regner ikke med, at den kan redde mit liv, men den kan i det mindste hjælpe til med det" lød hans høflige, men denne gang kølige svar. Han var bestemt ikke uintelligent, selvom han var animagus og sådan som Nicklas så det, havde denne mand lige hentydet til, at han netop var dum. Dette fik respekten for vampyren til at dale, for selvom de var fjender, ville det være uklogt at undervurdere modparten.
Den næste trykbølge trådte Nicklas også til side for, og idet vampyren dukkede op ved siden af ham, fandt hans hånd, der før havde holdt på det blødende sår en mellemstor flaske fyldt med vand. Flasken havde et metalkors siddende fast på sig. Nicklas hamrede denne flaske direkte mod mandens baghoved med sådan en kraft, at hvis den ramte, ville den smadre, så vampyren ville blive overdænget med vievand. Samtidig med dette, huggede Nicklas med kniven mod mandes side, men han nåede ikke at opdage den lille sorte kugle. Sekundet efter hans udfald med kniven, fløj Nicklas gennem luften og koliderede med væggen efter at være fløjet ud over taget. Han sank sammen på jorden, stadig ved bevidsthed, men ude af stand til at bevæge sig i øjeblikket. Han kunne tydeligt mærke, at adskillige af hans ribben havde trykket sig efter sammenstødet med væggen. Han prøvede af al magt at få sin krop til at lystre, så han kunne rejse sig, men kunne ikke.

[Deleted]

Nicklas kunne se hadet i øjnene på vampyren, men han var ligeglad. Han ville ikke give op, koste hvad det ville. Han ville komme igennem det i live på den ene eller den anden måde. Han følte sig ganske truet af vampyren, men det betød ikke, han var bange for manden. Nicklas havde en hel del erfaring med at slås, og han kendte vampyrens svagheder. Han skulle bare bruge et uopmærksomt øjeblik fra dennes side, og så ville han have overtaget.
Nicklas og vampyren stod blot et stykke tid og så på hinanden, mens blodet stille men fast dryppede ned på taget og Nicklas kunne mærke udmattelsen mere end nogensinde, samtidig med at yderkanten af hans synsfelt var blevet sløret.
Mandens svar fik ham til at ryste på hovedet. Hvis det var tilfældet, var Nicklas virkelig dum. "Jeg regner ikke med, at den kan redde mit liv, men den kan i det mindste hjælpe til med det" lød hans høflige, men denne gang kølige svar. Han var bestemt ikke uintelligent, selvom han var animagus og sådan som Nicklas så det, havde denne mand lige hentydet til, at han netop var dum. Dette fik respekten for vampyren til at dale, for selvom de var fjender, ville det være uklogt at undervurdere modparten.
Den næste trykbølge trådte Nicklas også til side for, og idet vampyren dukkede op ved siden af ham, fandt hans hånd, der før havde holdt på det blødende sår en mellemstor flaske fyldt med vand. Flasken havde et metalkors siddende fast på sig. Nicklas hamrede denne flaske direkte mod mandens baghoved med sådan en kraft, at hvis den ramte, ville den smadre, så vampyren ville blive overdænget med vievand. Samtidig med dette, huggede Nicklas med kniven mod mandes side, men han nåede ikke at opdage den lille sorte kugle. Sekundet efter hans udfald med kniven, fløj Nicklas gennem luften og koliderede med væggen efter at være fløjet ud over taget. Han sank sammen på jorden, stadig ved bevidsthed, men ude af stand til at bevæge sig i øjeblikket. Han kunne tydeligt mærke, at adskillige af hans ribben havde trykket sig efter sammenstødet med væggen. Han prøvede af al magt at få sin krop til at lystre, så han kunne rejse sig, men kunne ikke.

[ryan]

Ryan havde set lidt af det som denne mand kunne og vidste at denne mand havde erfaring indenfor kamp, han vidste hvordan man skulle bekæmpe vampyrer, men det gjorde ingen forskel, for Ryan var ikke nogen normal vampyr, han havde et par ’fordele’, som mange andre ikke kunne prale af, netop sin magi. Desuden så var Ryan selv vant til at slås, og eftersom denne mand var afkræftet fra før af, så var resultatet vel allerede blevet skrevet ned? Han var vampyr, han ville aldrig blive træt fysisk, eftersom han havde en udholdenhed som mange slet ikke ville kunne nå op på. Han skulle jo ikke bruge luft, så han kunne løbe så længe som han ville, indtil det ville slide hans ben op. Det eneste han skulle bruge, var blod, for ellers blev han afkræftet, men det var sådan set det eneste der kunne gøre ham træt. Der var naturligvis andre måder at svække en vampyr på, for selv de havde sine svagheder, og det var tydeligt at denne mand havde fundet nogle af dem. Til hans ord, så slap han endnu en gang en hysterisk latter. ”Den kniv vil kun gøre alt værre for dig,” hvislede han køligt, som et kækt smil gled over hans læber. Om denne mand respekterede ham eller ej, var han fuldstændig ligeglad med, for det var på ingen måder gengældt alligevel. Han følte intet for denne mand, han anså ham derimod som hans nye middag, så hvorfor skulle han dog respektere ham, når han alligevel skulle dø?
Nu hvor Ryan havde set at manden ikke var helt dum, når det kom til det at slås med vampyrer, så blev han alligevel lidt mere opmærksom, desuden så havde han også set at manden havde haft flere knive gemt under jakken, og han skulle jo nødig rammes af flere. Han havde regnet med at manden ville undgå hans trykbølge, hvilket også var grunden til at han havde dannet den lille energikugle. Han var dog forberedt på mandens udfald denne gang, hvor han var opmærksom på mandens hænder. Han så derfor flasken i tide til at undvige den, hvor han dukkede sig, inden hans frie hånd – der havde skudt trykbølgen af sted – parerede det hug manden gjorde med kniven, inden han fik manden ramt med sin lille kugle, der eksploderede imod mandens krop, for at sende ham ud over tagets kant, ind i væggen og ned på jorden. Et tydeligt tilfredst smil gled over Ryans læber, som han roligt rettede sig op og gik hen til tagets kant. Han betragtede manden i sit forsøg på at komme op, selvom det var tydeligt at det var umuligt for ham. Han fnøs kort, som han sprang ned fra taget og landede i gyden igen, hvor de dybblå lettere blodskudte øjne faldt til manden med et triumferende glimt i sig. Han gik ganske roligt hen imod manden, nu hvor han alligevel var for afkræftet til at komme op. ”Hader du nu vampyrer? Velvidende om at du skal til at miste dit liv til en? En rimelig sølle og ynkelig død. Ydmygende,” svarede han lettere hånende, som et koldt smil gled over hans læber, da han stoppede op et par meter fra manden – og ude fra hans rækkevidde, hvis manden nu skulle have flere tricks oppe i ærmet.

[Deleted]

Nicklas havde efterhånden set, at Ryan var lidt speciel. Han havde enten magiker- eller warlockblod i årerne, så han var ikke let at skulle slås mod. Nicklas var ligeglad med, om oddsene var værre end nogensinde før, han havde ikke tænkt sig at give op uden kamp. Han vidste ikke hvordan, men han ville gøre alt for at slippe væk i live. Det var den tanke, der fik ham til at rejse sig, omend han vaklede en smule, mens han blot så stålsat på vampyren, uden at sige noget til ham. Han stillede sig igen i forsvarsposition med dolken inde foran kroppen og vievandet i den anden hånd, som om det var en mindre kølle.
Nicklas rystede blot på hovedet af mandens svar, for han var uenig, men han gad ikke spilde kræfter på at svare. Han brugte i stedet for sin styrke til at blive stående oprejst. Omridset af hans synsfelt var stadig sløret, og det havde taget til i løbet af de sidste par minutter, men han var stadig fast på ikke at give op. Hvor var det dog bare typisk hans held at møde en vampyr, hvis mad han lige havde skræmt væk. Først Faith med de vagter der og nu det her... han var virkelig bare uheldig.
Nicklas svarede igen ikke manden, men vendte blot den hånd, der holdte kniven en halv omgang og vinkede med fingrene for på den måde at sige 'kom an'. Hans blik var stadig stålsat, og han var holdt op med at svaje. Nu var al hans koncentration rettet mod manden. Han viste stadig ingen tegn på frygt, for han vidste at selvom det så sort ud, ville han ikke have en jordisk chance for at flygte. Så hellere se faren i øjnene og kæmpe til sidste åndedrag. Om ikke andet, kunne han vel håbe på at løbe tør for blod, før vampyren nåede at sætte tænderne i ham. Det ville i det mindste gøre, at Nicklas ikke blev hans natmad.