A search for freedom

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus så ikke rigtigt andre alternativer end at tage det stille og roligt, for det at køre en stemning op, var slet ikke noget som man fik noget ud af. Han var skam advaret mod Faith og hendes familie, så selvfølgelig var det noget som han ønskede at holde sig på god fod med, for det andet var slet ikke noget som nogen af dem fik noget ud af. Desuden så ønskede han at det hele skule starte roligt op, for det andet var slet ikke noget som han kunne bruge til noget som helst, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”Jeg ser ingen grund til at ikke give dig den,” endte han ganske kortfattet. Løgn var det jo trods alt ikke, og skulle han holde sig på god fod med dem, så.. var det vel heller ikke fordi at der som sådan var andre alternativer, var der? At snakke om forældrene, var ham stadig et ømt punkt, for det var virkelig ikke fordi at han ønskede at hidse sig op, men det var et ømt punkt, og selvfølgelig var det noget som han konstant ville tage i forsvar. Han vidste at han ikke kunne gøre noget ved det, andet end at gøre hvad der var nødvendigt for at passe på hans elskede lillesøster, for det andet var og ville slet ikke blive et alternativ, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i det store og hele. Han trak vejret dybt, som han betragtede hende. ”Det vil jeg sætte pris på,” endte han ganske sigende, også selvom der var en taknemmelighed i hans stemme. At holde hans søster udenfor rækkevidde af.. alle, var vel også det bedste som han kunne give hende frem til hun blev ældre? Og selv kunne tage tingene lidt ved hornene når det blev nødvendigt? Det var sådan at han så på det om ikke andet. At Noelle ikke brød sig om Faith, var noget som han allerede havde en sjov tanke om, selvom det nu heller ikke forundrede ham. Hvem kunne tøsen overhovedet samarbejde med? ”Uanset hvad, så er det min beslutning. Og dit arbejde kommer slet ikke til at røre ved hendes, for nogen er nødt til at klargøre tropperne herfra med det nyeste nye indenfor strategi og kamp. Der er ingen som jeg kan se, er bedre kvalificeret end dig, Faith.. Og selvfølgelig er det en ressource som jeg er villig til at gøre brug af,” endte han ganske sigende, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn. At forkaste det, ville selvfølgelig kun være noget af det dummeste som han kunne. Et svagt smil passerede let hans læber som han nikkede til hendes ord. ”Uanset hvad, så er det en balle som Noelle må give mig.. Tag hjem Faith.. Jeg skal nok sende bud når jeg ved mere om opstart og hvordan vi skal sætte det hele i værk. Jeg har.. temmelig meget om ørene lige nu,” endte han ganske sigende, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende, for han havde virkelig mage ting om ørene og rigtig meget som han skulle sætte sig ind i!

[Silia D. Diamaqima]

Jaceluck-Marvalo familien, var en ekstremt stærk familie hvilket hans mor også altid havde været klar over, alligevel havde de gang på gang valgt at ligge sig ud med dem, og denne gang var det ganske simpelt blevet for meget. Faith var dog villig til at se forbi hans gener, han kunne umuligt være en ny udgave af sin kære mor, hvilket også var hele grunden til at hun var villig til at støtte ham, for at vinde tronen tilbage, var slet ikke en del af hendes plan. Når han stod der med rank ryg og den rolige personlighed, var det næsten som at stå foran hans biologiske far, som ligeså var gået bort. Faith måtte erkende at hun manglede ham, for han havde været der hele livet igennem. Måske det var en mærkværdig tanke eftersom knægten foran hende havde været et enormt uheld, der næsten havde kostet hans far sin familie, og Nathaniel havde ikke haft noget at sige i sagen om ham, han havde aldrig haft noget med ham at gøre, alligevel så følte hun at hun skyldte ham, at yde den form for beskyttelse og loyalitet for hans søn, også i og med at Kimeya og hende havde taget sig godt af hans øvrige familie. ”Det glæder mig meget, Mattheus,” erkendte hun roligt og knugede den lille rulle i sin hånd. Følelsen af at stå med sin egen frihed var direkte fantastisk! Når det kom til Jaqia så ønskede hun ikke at tale ringe om de døde, for hun havde været en stor dronning, og en mærkværdig kvinde, desværre havde hun ikke haft noget valg, og hun forstod udmærket at Mattheus ikke ønskede at høre et ondt ord om hende! Blikket hvilede i hans. Et sted så forsøgte hun næsten at se igennem ham. Han havde nogle helt særlige værdier, som hun faktisk godt kunne lide, og han lod til at gå meget op i at beskytte sin familie, det var jo tydeligt at han virkelig forsøgte at beskytte sin kære søster, mod det pres og de løgne der fulgte med at være royal eller adelig. Hendes læber spillede ud i et lidt morende smil. Hun kunne allerede se sin kære søsters reaktion for sig, men under alle omstændigheder var hun selv opsat på at gøre et godt arbejde, for det andet blev hun vanvittig af, også selvom hun allerede nu vidste at Kimeya ikke nødvendigvis ville bryde sig om tanken. ”Jeg takker dig mange gange. Jeg er villig til at gøre mit bedste for at træne tropperne, og gøre dem klar til marken,” hun skød brystet en anelse frem, næsten som var hun stolt af, at hun stadig kunne bruges! Hun nikkede stille. ”Javel Deres Højhed. Jeg vil se frem til at høre mere, også selvom du endelig må tage dig god tid, jeg ved du har meget om ørerne. Som sagt må du endelig sende bud hvis du behøver hjælp,” endte hun roligt. Hun glædede sig til at komme hjem, men først ville hun gå en tur igennem byen, med tanken om at hun endelig var velkommen der. ”Så længe Deres Højhed,” hun nejede dybt for ham, før hun drejede om på hælen, og strøg ud af tronsalen. Hun var virkelig ivrig efter at komme ud og nyde den frihed som den nye konge af Dvasias havde skænket hende.

//OUT

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus ønskede slet ikke at skulle starte strid op som noget af det første med ham på tronen, for det var da slet ikke noget som ville hjælpe ham i det store og hele, nu hvor han skulle til at samle et helt land, som faktisk i sinde, havde været vant til at være så skræmmende kvindedomineret.. Ja, de skulle bare vide hvad de havde i vente, for hans mor havde virkelig sat alt for meget i gang! Han ønskede slet ikke at kommentere sin mors død, for det var ham virkelig et ømt punkt, for ikke at glemme at det var noget som hans søster aldrig ville lære at kende, hvilket et sted faktisk var noget af det værste af det hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare en tanke som faktisk gjorde ondt, men der var nu heller ikke noget som man kunne gøre ved det i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke i den anden ende. ”Udmærket,” endte han ganske sigende, som han blev stående. Han vidste at Nathaniel var hans biologiske far, men ikke desto mindre, så havde han aldrig selv set manden eller vidste hvad han var for en – af person om ikke andet, for han havde jo faktisk kun det som hans mor havde fortalt ham, for selv hun havde jo formået at holde ham tryg og sikker, hvilket virkelig var noget som han var frygtelig glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Tanken om at Noelle ville til at sætte sig op mod det, var noget som et sted måtte irritere ham, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, og han kunne virkelig ikke gøre noget som helst ved det af den grund, om det var noget som man ville det eller ikke. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang og med den rolige mine. Det var slet ikke fordi at han ønskede at hidse sig op eller noget lignende, for det vidste han godt, at han ikke fik noget ud af. Tanken om den vrede Noelle, var noget som han næsten måtte anse som.. morende. For der skulle virkelig ikke noget til for at hidse hende op, hvilket helt klart var ham en morende tanke! ”Jeg sætter pris på det Faith.. Det er hvad vi har brug for i den her stund,” endte han ganske sigende, som han blev stående og betragtede sig af hende. Han havde virkelig meget i hovedet og meget som han måtte tage til overvejelse, og det at hun kunne forstå ham, var selvfølgelig en tanke som han godt kunne lide, for det var en form for.. forståelse og respekt som han havde brug for lige nu. Enrico var ham en utrolig hjælp, det var slet ikke det, men han havde virkelig brug for en forståelse til tider, og den havde han lige fået i den her stund! ”Hold øje med de løbske bud..” endte han sigende, som han selv bukkede ærbødigt med hovedet for hende, som i respekt igen. Han respekterede hende som person og hvis det var sådan her det skulle gå for sig, så.. kunne det jo ikke være så slemt igen, kunne det? Han så til som hun tog hjem, hvor han derefter selv forlod tronsale, for at vende snuden mod hans gemakker, hvor han vidste at hans lillesøster ventede.

//Out