A search for freedom

[Silia D. Diamaqima]

Det var efterhånden ved at være eftermiddag. Solen stod højt på himlen. Det var næsten uhyggeligt godt vejr, hvilket for mange havde gjort Dvasias en helt del mere sikker, særligt fordi vampyrerne sov i langt højere grad end de plejede, det blev først mørk utrolig sent i forhold til ellers. Faith havde bevæget sig rundt i Dvasias de sidste par dage uden at tøve det mindste. Det var ikke mere end en dag siden, de havde begravet Kimeya. Hun undrede sig stadig over, hvorfor Cedric havde forbudt hende at brænde Kimeyas lig, hun vidste jo hvad han havde ønsket! Alligevel så havde hun denne gang valgt at lytte til sin søn, også på grund af det anstrengte forhold han havde til sin far, hvis hun kunne hjælpe til at gøre det bedre, så gjorde hun gerne det. Hun var blevet spottet mere end en gang i byen. Rejsen havde været et lille stykke, men hun var jo efterhånden vant til at tage den. De som havde spottet hende, havde heldigvis ikke turdet at komme for tæt på. Rygterne gik.. hun kunne have slået Alexander ihjel, men ingen var i stand til hverken at be- eller afkræfte noget som helst, hvilket for en gangs skyld kom som en fordel! I øjeblikket var hun på vej op på Castle of Darkness. Den nye konge var blevet sat ind. Der gik rygter om, at han meget snart ville finde en hustru, som landet kunne fast holde sin identitet som kvindedomineret, men det måtte tiden jo vise. Faktisk interesserede det hende ikke foreløbig, og hendes generelle interesse for kongen ville komme meget til at afhænge af hans beslutning, hvad end han var Nathaniels søn eller ej. Nathaniel var ligesom Kimeya gået bort.. faktisk følte hun sig utrolig alene. Når Kimeya havde været væk havde hun altid haft enten Nathaniel eller Fabian, men nu hvor Nathnaiel var død og Fabian travl, så stod hun virkelig selv med.. mere eller mindre alt, og det stressede hende, særligt når hun oven i køber ikke var velkommen. Hun trådte roligt ind på slottets grund, også selvom hun kun var trådt indenfor da to vagter greb hende kraftigt omkring armen, mens en tredje satte et svær for hendes strube. Hun blev måske en anelse chokeret, også selvom det ikke forundrede hende, at bemandingen var blevet forstærket. Vagten foran genkendte hun, også selvom hun ikke kendte hans navn. Han fjernede sit sværd, og greb i stedet om hendes kæbe, smilede hende til hende, med et faktisk lidt charmerende smil. ”Du er nu kønnere på nærmere sigt,” hun mærkede hans hånd vandre op af hendes lår. Normalt havde hun taget det som et kompliment. ”Fingrene væk beskidte bastard. Jeg skal se kongen!” vrissede hun og sparkede ud efter ham. Hans ansigtsudtryk ændrede sig øjeblikkeligt. Hun mærkede en syngende lussing mod sin kind. ”Dumme tøs, han lader dig følge samme ynkelige skæbne, som Kimeya.” hans latter gjorde hende direkte vred, også selvom de to vagter faktisk førte.. eller nærmere bar hende ind på selve slottet. Hendes kind sved endnu, også selvom hun ikke tog sig af det. Roligt førte de hende mod den store tronsal, hvor den nye konge med største sandsynlighed var at finde.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Tabet af ikke bare sin mor, men også sin far, var noget som var kommet direkte bag på Mattheus, for han kunne jo slet ikke følge med mere! Brevet havde han fået og modtaget af sin mor, også selvom.. det ikke engang havde gjort ham vred, for det havde det ikke. Han havde vidst allerede længe at hans mor havde levet livet farligt, og at det ville gå galt i den anden ende, og nu var det. Han stod igen med hans kære lillesøster, også selvom han slet ikke havde nogen intentioner om at skulle se bort fra hende, for hun var virkelig det sidste som han havde af sin familie, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit også for hans vedkommende. Han var blevet kronet også selvom.. han vidste hvad han var nødt til og denne Leonardo, var en mand som han var nødt til at opsøge. At hans mor faktisk havde trolovet ham med en mand, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre, for det var faktisk den tanke som han havde sværest ved at acceptere, men.. han gjorde det, for han stolede på sin mor, og stolede på at hun ville det bedste for ham, for det havde hun jo altid gjort! Jovist havde han haft en vis fornemmelse af, at han kun var blevet født for at bringe tronen videre i familien, men han havde følt sig elsket, han havde følt sig vel og han elskede sin mor, hvilket heller aldrig var noget som skulle blive anderledes! Den lille pige havde han i sine arme, for eftersom det var noget som kun var sket lige rundt om hjørnet, at han havde set sin egen far falde i døden, også selvom han havde en sjov tendens til at tro, at Faith havde noget at gøre med det, så var det uanset kun ord mod ord, og det var slet ikke noget som han ønskede at kaste sig i krig med! Den kære Lillith hvilede trygt i hans arme, han havde Enrico at klamre sig lidt til og Noelle oveni, så det var bestemt heller ikke fordi at det kunne være helt slemt, kunne det? Han sad midt i tronstolen, hvor han egentlig bare.. forsøgte at finde sin plads i det hele, for lige nu følte han sig ikke bare som en konge for landet, men.. som en far for hans egen lillesøster? Han nægtede i hvert fald at give slip på hende!
Blikket gled omgående i retningen af dørene, da de endte med at gå op og.. Faith blev ført ind i salen? Umiddelbart var dette jo hans første.. direkte møde med den kære Jaceluck, og som der stod i brevet som han havde fået af sin mor; Hold dig på god fod med familien! Og det var så sandelig også det som han havde tænkt sig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Holder du hende for et kort øjeblik?” endte han ganske sigende, som han rakte sin kære lillesøster til den mand som stod ved hans side, inden han roligt valgte at rejse sig, hvor han vendte sig direkte mod Faith og vagterne som holdt hende. Selv havde han knapt sovet. Det var forbandet meget som han bare var endt med at blive kastet ud i, i den anden ende! ”Slip hende.. og forlad os,” beordrede han med en frygtelig fast tone, for løgn var det bestemt heller ikke, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Selv Faith skulle behandles ordentlig i hans øjne, og det var det bestemt ikke ved at holde hende sådan!

[Silia D. Diamaqima]

Faith blev ført med ind i den store tronsal. Hendes ben svævede et lille stykke over jorden, for vagterne bar hende mere end de i virkeligheden førte hende, og det irriterede hende grænseløst! Tronsalen var slet ikke fyldt med samme mængde af mennesker som den havde været under Jaqias styre. Der var selvfølgelig kommet flere vagter, ligesom alle andre steder, også selvom de burde vide, at der ikke var noget at frygte.. endnu vel og mærke, for hun havde ikke i sinde af udrydde flere af Angleráx slægten den næste tid. Faith havde aldrig set den nye konge i egen person, for Jaqia havde været utrolig anonym når det kom til familien, og forsøgt at holde hendes kære søn ude af søgelyset, hvilket hun bestemt også havde haft respekt for, for hun havde ikke formået det samme. Det direkte intense blik søgte mod kongen som han sad der med en.. lille pige på armen? Hun rynkede på panden, også selvom hun ignorerede det, for det var ikke derfor hun var der! Soldaterne førte hende ind på midten af gulvet, hvorefter de slap hende på kongens kommando. Hun lod hånden stryge mere kærligt over sine overarme, ofr de føltes virkelig ømme. Soldaterne trådte væk fra hendes skikkelse og svandt i baggrunden. Opmærksomheden vendte hun mod Mattheus, med et indgående og ikke mindst nysgerrigt blik. Det slog hende allerede øjeblikkeligt, at han var en næsten nøjagtig kopi af sin kære far, også selvom han vel ikke var klar over det? Hun nikkede ærbødigt mod ham, også fordi hun nægtede at gå i knæ, for hun vidste om han var værd at sværge den troskab til, men om ikke andet, så havde hun ikke tænkt sig at kaste sine manérer fra sig. ”Godaften Mattheus,” hilste hun meget uformelt, for hendes respekt skulle man gøre sig fortjent til, og hun nægtede at gøre sig selv til grin! Hænderne foldede hun roligt foran sig, også for at udvise at hun ikke var der for at skabe ballade, det havde der været mere end rigeligt af, og hun havde ikke behov for flere problemer! ”Jeg beklager at komme.. dumpende på den måde, men jeg tror at vi har en del at tale om,” erkendte hun med endnu et stille nik. Kimeya havde været skyld i hans moders død, og hun i hans fars, og hun havde gjort det uden nogen tøven, hvilket hun heller ikke ville forsøge at skjule, for et sted var hun jo næsten.. stolt af det. De havde gjort hende selv og hendes familie ondt, og det var bare ikke noget som man slap godt fra. Et suk forlod hendes læber. Hun håbede virkelig at knægten om ikke andet havde nogle gener fra sin biologiske far, selvom han ikke var blevet opdraget af manden. ”Tillad mig at være ligefrem, men jeg ønsker blot at bekræfte hvad du allerede ved. Jeg bære skylden for din fars død,” hun så ham i øjnene. Hun løj ikke, for det var der ikke nogen grund til, ej heller selvom han faktisk kunne sætte hende i kælderen og dømme hende til samme skæbne som Kimeya. Hun havde altid levet livet farligt, så det var trods alt heller ikke fordi denne gang var noget nyt!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Den kære Lillith var virkelig det eneste som Mattheus havde tilbage, så selvfølgelig var det noget som han virkelig forsøgte at passe på og værne om. Selv den lille pige havde han flyttet ind på sit eget værelse, så han kunne holde øje med hende, for det var det sidste efter hans mor. Jovist var han kendt med sandheden omkring sin fader, og at det ikke var Alexander som var hans far, for hans mor havde været ærlig med ham allerede fra start, hvilket han faktisk også satte pris på i den anden ende, så var det bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han vendte blikket direkte mod Faith, som han rettede i ryggen. Nu hvor han stod med en kongelig og royal titel, så var der virkelig, virkelig mange ting som han skulle vænne sig til, for nemt var det bestemt heller ikke altid, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der bare ikke rigtigt noget som man kunne gøre ved det i den anden ende. Han var nu temmelig sikker på at han stod overfor sin ’fars’ morder, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre noget ved. ”Godaften Faith,” endte han ganske sigende, som han foldede hænderne på ryggen. Hvor meget han lignede Nathaniel, vidste han ikke, men noget måtte der jo være, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. De mørke øjne hvilede direkte på hende. Det var noget som han tydeligt havde fra sin kære far. Han blev stående og med den samme faste mine som tidligere – lige der, lignede han dog sin mor mere end det som han lignede sin far. ”Det skal du ikke tænke på. Jeg formoder selv at vi har meget at skulle have ud af verden nu,” endte han ganske sigende. Hans mor gjorde det ikke og hans far gjorde det heller ikke, for det var jo sådan at det var. Så måtte han jo tage tyren ved hornene og sørge for at det gik lidt anderledes for sig i fremtiden, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hun ikke bukkede eller noget som helst, gjorde ham nu heller ikke noget. Respekten skulle fortjenes og ikke kræves. At hun direkte fortalte at hun stod bag Alexanders død, glædede ham dog kun, også selvom det slet ikke var fordi at han ønskede at gøre det største ved det af den grund. ”Du hjalp ham til at nå det punkt, han ellers kun ville nå på andet forfærdeligt vis.. Jeg ved godt, at det var dig der gjorde det.” Han vendte sig ganske kort i retningen af manden som stod med hans lillesøster i armene. Han vendte sig mod ham med en ganske kortfattet mine. ”Bring hende til mit kammer og få hende lagt i seng. Jeg kommer så snart jeg er færdig her,” endte han ganske sigende, idet han vendte sig mod Faith endnu en gang med den samme mine. Han tilkaldte ingen vagter eller soldater, selv på trods af den kraftigt forøgede sikkerhed, netop på grund af det som var sket på frygtelig kort tid, men det var nu bare sådan at det var, og derfor ønskede han virkelig at værne om sin lillesøster! Han valgte at blive stående overfor Faith, også selvom han havde sin mors brev til at køre i hans hoved; Hold dig på god fod med Jaceluck og Marvalo.. ”Hvad har du på hjerte? Jeg lytter..” endte han ganske kortfattet, som han roligt betragtede sig af hende.

[Silia D. Diamaqima]

Lille Lillith havde Faith slet ingen kendskab til, som sagt så havde Jaqia altid holdt sin familie i baggrunden, og hun havde respekteret ønsket om samme, så hun havde heller aldrig tilladt sig at stille spørgsmål. Hendes blik afslørede hende næsten, sådan som hun så på ham, med det meget vurderende og på samme tid lidt.. beundrende blik, for hun kunne for pokker spejle Nathaniel i ham, der kunne om ikke andet, ikke herske nogen tvivl. Hun håbede et sted bare, at der var mere af den mand i ham, end blot det som kom frem i hans udseende. Mattheus virkede dog meget afbalanceret, hvilket om ikke andet var en god start. Måske han ikke havde haft sin titel synderligt længe, men han formåede stadig at stå der, med ret ryg og en holdning og en tone som en konge, hvilket var noget som hun i den grad respekterede. Hvad Jaqia havde lært knægten, og hvad hun havde bedt ham om, vidste hun heller ikke, og et sted så vedkom det heller ikke hende, hun ønskede bare at knægten ikke skulle begå de samme fejl som hun selv havde gjort. Faith blev blot roligt stående, med samme rette holdning, også selvom hun knap nåede ham til brystet, og faktisk var tvunget til at se op på ham. Hun nikkede stille, også som tegn på enighed. ”Det har vi, ellers ville jeg ikke komme her så ufortrødent, jeg er jo ikke ligefrem.. velkommen,” endte hun roligt. Jaqia havde forvist hende fra landet, så i virkeligheden var der endnu en pris på hendes hoved, de fleste forventede jo faktisk at han ville smide hende ned i kælderen, også selvom hun kom med fredelig ånd. Et sted så lød Mattheus som en ung man der om ikke andet var i stand til at tænke selv, og han virkede velinformeret. ”Jeg svor for mange år siden troskab til din familie, og tro det eller lad være, men at tage din fars liv var blot et sidste tegn på det loyalitet. Jeg ved at du burde burer mig inde,” tilføjede hun roligt til sidst, også for at sige, at hun udmærket ville forstå, hvis han helst ville hænge hende som hans far havde gjort med Kimeya. Hun vendte kort blikket mod manden som begyndte at fører den lille pige bort, også selvom hun endnu ikke valgte at spørge ind til hende, for det kunne jo ikke være Jaqias! Hun ventede tålmodigt til dørene blev lukket og efterlod dem alene, hvilket også fik hende til at slappe langt mere af. Han havde ingen grund til at frygte noget fra hendes side, det var helt sikkert. ”Som sagt har jeg for første gang i et utal af år begået forædderi. Din mor forviste mig fra landet, på et ikke eksisterende baggrund, og jeg beklager dit tab, det gør jeg. Man gør sit for at beskytte sin familie, og det er grunden til at du står forældreløs. Jeg ønsker ikke uro mellem vores familier, som sagt så svor jeg din familie troskab, og jeg vil være villig til også at skænke den til deres søn,” forklarede hun ganske roligt, og uden at lade blikket forlade hans, for hun var bestemt ærlig og hun så heller ikke nogen grund til at pakke det ind, han skulle vide besked og det skulle være fra hendes læber, så måtte han jo selv bestemme hvad der skulle ske med hende efterfølgende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus ønskede virkelig at passe på sin lillesøster, for det var ikke bare ham alene, som Faith havde gjort forældreløs, men også hans lillesøster, også selvom han bestemt heller ikke ønskede at stå og reklamere med. Desuden vidste han godt, at ingen kendte til Lillith som hans lillesøster, og det var noget som han agtet at holde sådan, så længe at det var ham muligt, for han ønskede ikke at skænke folk yderligere et ømt punkt at ramme for ham, for han følte sig virkelig nok ramt i forvejen! At han lignede sin far, forundrede ham nu heller ikke, også selvom han ikke var helt klar over, om det var en god eller en dårlig ting, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme faste mine. Han slægtede helt klart sine forældre på, også selvom det faktisk var noget som han var.. stolt af? Han blev stående og ellers uden at rokke sig ud af stedet, hvor han blot blev stående og betragtede sig af Faith og med den faste mine. Ganske rigtigt burde han spærre hende inde, men på den måde, så stod han vel heller ikke på den gode side med dem? Og han ønskede bestemt heller ikke at starte ud med en familiekonflikt, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende! Et svagt træk fandt vejen til hans mundvig. ”Det kan godt være, at du ikke er velkommen her… Men jeg vidste at du ville dukke op før eller siden.. Til tider er du virkelig forudsigelig,” endte han ganske kortfattet. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at gøre det til en kamp eller en strid, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for, men han ønskede faktisk bare en rolig samtale uden de største problemer, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, for han ønskede ikke nogen strid. Han havde virkelig nok at se til som det måtte være i forvejen! ”Det burde jeg, og det ved jeg godt. Du gjorde min far en tjeneste.. hårdt som det nu end kan lyde,” endte han sigende. Selv ville han ikke nødvendigvis se på det som et mord, for havde Faith ikke gjort det, så havde Alexander nok selv fundet en måde at gøre det på, og det var noget som han allerede var klar over i den anden ende, selvom der nu heller ikke var noget at gøre ved det nu. Hovedet lod han søge let på sned, uden at se væk fra hende, for det var slet ikke noget som han kunne. Han respekterede skam både Marvalo og Jaceluck, for han havde ikke nogen grund til andet, for hvorfor skulle han? ”Jeg ser ikke nogen grund til at bruge ressourcer på at bure dig inde på grund af fejler fra min mors side.. Hun har valgt det af grunde.. som jeg selv ikke helt forstår,” fortsatte han sigende, som han roligt betragtede sig af hende. Svagt trak han på smilebåndet. ”Det er ikke bare mig som du har gjort forældreløs, Faith,” påpegede han måske en anelse mere hårdt. Hans mor var revet fra ham før tiden, for han kunne i den grad godt bruge hende endnu! Og nu var hun væk.. Han vidste at han ikke fik hende igen, og som brevet beskrev, så var han allerede forbudt at vække hende, hvilket kun gjorde mere ondt, men dog så accepterede han hendes ønske. ”Så langt, så taler vi det samme sprog. Vi er ude efter det samme.. Jeg ønsker en tilværelse uden strid, og jeg har vel ret i det når jeg siger, at det er bedre at have Marvalo Jaceluck som ven end som fjende? Min mor stolede på dig, skænkede dig en plads på slottet og jeg agter at gøre det samme. Jeg har ingen grund til at erklære krig eller mistillid,” endte han ganske sandfærdigt.

[Silia D. Diamaqima]

Jaqia havde virkelig altid været frygtelig diskret når det kom til sin familie og særligt sine børn, så hun vidste faktisk ikke meget om Mattheus, ligesom hun ikke havde den mest fjerne idé om, at Lillith eksisterede. Hun vidste hvem knægtens sande fader ved, men det var trods alt også kun fordi hun havde det forhold til Nathaniel som hun altid havde haft. Mattheus var uden tvivl Jaqias søn, og det afspejlede sig i både hans blik og i hans person og holdning, som han stod der og sådan set tårnede sig langt over hende. Faith reagerede dog ikke hårdere på det, hun var vant til at begå sig blandt hans slags, desuden kunne det umuligt være let at blive smidt ind i tingene i hans alder og så pludseligt, og uden videre stå med en stilling som konge. Et lille træk viste sig i hendes mundvige. Hun nikkede medgivende mod ham. ”Mere forudsigelig end din kære mor. Desuden er det vel lidt oplagt, jeg er har ikke frygtelig meget at tabe ved at dukke op,” påpegede hun lidt sigende, for sandt var det jo. Jaqia ville ikke have tøvet og det ville hendes brødre heller ikke have gjort, det glædede hende dog kun at de havde mulighed for faktisk at have en fornuftig samtale omkring det hele. Det glædede hende virkelig, at han i forvejen havde kendt sin såkaldte fars situation, for hvad hun havde gjort, var blot at gøre manden en tjeneste, han havde ikke ønsket at leve uden Jaqia, han havde jo heller ikke gjort nogen modstand, eller pudset et hav af soldater på hende, også selvom de havde haft øjenkontakt, og at han hele tiden havde vidst at livet ebbede ud. ”Din far ønskede ikke at leve uden din mor. Jeg gjorde ham en tjeneste i sidste ende,” endte hun roligt, og lod hånden stryge igennem de flammerøde lokker. Alexander havde selv fundet værre og langt mere barbariske måder at forlade denne verden, end det som hun havde gjort, og det glædede hende kun at Mattheus lod til at forstå. ”Tro mig.. jeg har heller ikke forstået det. Jeg nærede dog et håb om at du ville tage hendes beslutning om. Give mig min frihed?” hendes blik blev både håbefuldt og indgående, for hun var træt af at rende rundt og lege gemmeleg, det gjorde det bestemt ikke let på nogen måde. Måske hun var meget ligefrem, men hun havde virkelig ikke tid at spilde. Hun rynkede lidt uforstående på panden og lod hovedet glide på sned. ”Jeg er bange for at jeg ikke følger dig?” Jaqia havde da ikke haft nogle andre børn end ham, ikke så vidt hun kendte til vel og mærke. Faith nikkede roligt. Det var om ikke andet enige så langt. ”Du har ganske ret. Jeg kan gøre mere for dig som ven end som fjende. Desuden ser jeg ingen grund til at pådrage dig en strid som det første, nu hvor du har indtaget en plads, som jeg ved ikke er nem i din alder eller med din erfaring. Det glæder mig at du bære den tillid, jeg skal ikke skænke dig problemer, hvis blot du lader mig og min familie være i fred,” afsluttede hun stille, og sandt var det – rørte han ikke hende, så havde hun heller ingen grund til at røre ham!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var bestemt heller ikke en nem ting at blive kastet ud i bare sådan, det måtte Mattheus give hende fuldkommen ret i, for nemt var det ikke! Han havde slet ikke regnet med at skulle stå med denne titel og stilling i så ung en alder, men han vidste skam også godt, at hans mor altid havde levet livet farligt. Et sted så var det vel bare på tide at døden indhentede hende? Han vendte blikket direkte mod Faith. Han var måske som snydt ud af næsen på begge sine forældre, men dog af den grund, så var det faktisk en ting som han var stolt af i den anden ende, for hvorfor skulle han da ikke være det? Han lod hovedet søge let på sned. Så længe de snakket det samme sprog, så var alt vel også fint? Desuden vidste han at Faith var der af en grund, også selvom det var en som han nok skulle finde ud af i den anden ende. Et svagt træk fandt vejen til hans mundvige. ”Du er dukket op, hurtigere end det jeg havde ventet.. Men ikke desto mindre, så overrasker det mig ikke..” Han trak let på skuldrene. Lige denne form for samtale, så var det tydeligt, at hun ledte ham på en retning i den ene eller den anden retning, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, så var det jo bare sådan at det var. De mørke øjne gled direkte mod hende endnu en gang. Hun havde ikke bare kostet ham sine forældre, men også hans lillesøsters, og det var faktisk det som var sværest for ham at sluge, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Der skulle faktisk meget til før han blev vred! ”Så langt, så er vi enige.” Selv vidste han godt, at han intet kunne have stillet op med det valg som hans egen fader havde taget, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det var. At det var hendes frihed som hun fiskede efter, var nu heller ikke noget som forundrede ham, selvom tanken morede ham. ”Jeg tænkte nok, at det var den du fiskede efter..” endte han ganske sigende, for løgn var det skam heller ikke. Hænderne førte han roligt over kors igen, også selvom hans holdning stadig var ganske afslappet. Hun var der ikke for at gøre ham ondt, det vidste han skam godt. ”Den lille pige.. Har lige så mistet både sin mor og sin far.. Moderen døde i Marvalo Mansion og faderen gik bort på podiet lige udenfor slottet,” endte han ganske kortfattet. Det var også kun der den mere spidse tone endte i brug, for det var bestemt ikke fair overfor lille Lillith! Jaqia havde altid holdt sine børn væk fra søgelyset og Lillith var intet undtag! Han gjorde et kast med hovedet hen mod det ene bord som stod mod vinduerne ud mod Dvasias. ”Hvis der er noget som jeg ikke ønsker, så er det strid Faith… Og specielt med enkelte frem for andre..” begyndte han. Han samlede igen hænderne over ryggen på hans egen vandring i den vej. ”Og mindst af alt, så ønsker jeg strid med din slægt og familie.. Jeg giver dig din frihed..” endte han ganske sigende, som han tog fat i fjerpennen og skrev det ned på et stykke pergament, kun for at signere det mod enden. Han fandt det røde lys frem og seglet med. Alt skulle gøres rigtigt, og det var noget som han gik meget op i.

[Silia D. Diamaqima]

Mattheus var ung og havde endnu ikke gennemgået halvdelen af den oplæring, som Jaqia havde forventet at give ham. Det gjorde det ikke nemt for ham at stå med den titel som han nu havde på sig, det vidste hun godt selv, og det var fra hendes side yderst beklageligt. Hun måtte dog erkende, at hun så en stærk man foran sig, en god blanding mellem sine forældre, og hun havde faktisk en god fornemmelse omkring ham og den måde landet fra nu af ville tage sig ud. Han skulle nok klare sig, det var hun slet ikke i tvivl om, desuden havde han ekstremt mange omkring ham, der kunne yde ham den hjælp, og havde den erfaring som han ikke selv var besidder af. Det kom lidt bag på Faith, hvor meget Nathaniel der var over ham, når først de læber skiltes i et smil. Det skulle ikke være besværligt for ham at finde sig en passende dronning, det var helt sikkert. Smilet gengældte hun selv dog langt mere kontrolleret og ikke nær så naturligt, for det havde en tendens til at få hende til at se så.. uskyldig og sukkersød ud. ”Jeg foretrækker, ikke at spilde min tid.. eller din. Men ja det var næppe overraskende,” medgav hun roligt. Det var vel heller ikke svært at gætte hvad hun var der for, hun var trods alt en egoistisk kvinde, også selvom hendes grunde, i langt større grad omhandlede dem omkring hende, frem for hende selv. Hun ønskede sin frihed, hvilket ikke kunne være mærkeligt, eftersom hans mord havde forvist hende fra landet, på et grundlag som havde eksisteret i hendes sygelige fantasi, og som havde afholdt hende fra alt hvad hun holdt af, hvilket hun bestemt heller ikke så på som retfærdigt! For en gangs skyld havde hun faktisk ikke gjort noget galt! Smilet bredte sig blot, som hun roligt nikkede mod ham. ”Selvfølgelig er det den jeg fisker efter. Dette land er mit hjem, og jeg har tjent det vel,” svarede hun roligt, med en hvis undertone af selvsikkerhed, for sandt var det jo, hun havde været landet forbandet loyal langt det meste af tiden, hvis man så bort fra Memphesto om ikke andet! Når det kom til hans ord, så kunne hun virkelig ikke følge ham. Hendes blik afslørede kun den undren som han satte, for så vidt hun vidste, så havde Jaqia kun ét barn og det var den søn som stod overfor hende. Måske det var beklageligt overfor Liya, men Faith måtte erkende at Mattheus ikke var en ringe fejl, men faktisk var kommet som kaldet! ”Jeg er bange for at du har dine forældres vaner, med at tale i koder Mattheus. Du vil hurtigt lærer, at det dog ikke bringer mig nogen forståelse. Fortæl hvad du prøver at sige, eller drop det,” endte hun lidt fast, også fordi hun var umådelig træt af at blive nedgjort for ikke forstå de store såsom særligt Jaqia og Nathaniel. Faith fulgte ham mod det lille bord, og lod ham mere end glædeligt skrive under på hendes frihed! Lettelsen vældede virkelig ind over hende som en bølge, for tanken om at kunne færdes frit var fantastisk! ”Jeg takker dig mange gange. Jeg er her dog også for at bede om en anden ting,” endte hun roligt, og lod blikket finde vejen frem til hans. Hun var ikke helt færdig endnu!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus følte sig på ingen måder klar til at tage over tronen bare sådan, for.. han havde slet ikke regnet med, at det var sådan her at det hele skulle ske, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han knyttede næverne ganske fast, som han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Hvor meget han lignede sin biologiske far, vidste han faktisk ikke, og det var slet ikke noget som han ønskede anderledes, for han havde bare accepteret tingene som de var. Han vidste at Nathaniel ikke havde haft et valg, men ikke desto mindre, så havde han en tilværelse som han faktisk havde det fint med, også selvom han måtte erkende, at mor stadig godt kunne bruges, selvom han vidste, at det nu ikke var tilfældet mere. Han trak svagt på smilebåndet. ”Jeg kan godt lide det.. Lige ud af posen.. Det sætter jeg pris på,” endte han ganske kortfattet. At han i det store og hele, var fostret til at tage tronen, var en sjov tanke som han havde gjort sig for længe siden, men ikke desto mindre, så havde han en mor som elskede ham og som havde elsket ham, ås var det jo trods alt bare sådan at det var i den anden ende. Han vendte blikket ganske sigende mod hende og med den samme ganske bestemt mine, for det var jo ikke engang fordi at man kunne sige, at det var en løgn, kunne man vel? Han var sine forældre om igen, og det var noget som han faktisk kun måtte sige sig at være stolt af og ikke mindst glad for, for han havde fået de stærkeste træk fra begge, og selvfølgelig var det noget som han tog til sig på den måde, specielt nu hvor han havde muligheden for det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om det i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på nogen måde. Han nikkede mod hende. ”Min mor mente tilsyneladende ikke at den var fortjent.. Ikke desto mindre, så ser jeg ingen grund til at skulle afholde den fra dig,” endte han ganske stilfærdigt. Han ønskede ikke strid hvis det kunne undgås! At tale lidt i kodesprog, var noget som bare faldt ham ganske.. naturligt, så det var egentlig ikke noget som han tænkte over! Han endte med at slippe et let grin, som han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han var jo trods alt søn af Jaqia og Nathaniel, så det kunne vel heller ikke forundre nogen som helst? ”Så lad mig omformulere det,” begyndte han ganske sigende. ”den lille pige som du så forlade tronsalen.. Det er min lillesøster.. En datter af Jaqia,” endte han roligt, dog alligevel med en stolthed i stemmen, for han kunne godt lide tanken om sin lillesøster. Specielt nu hvor han også havde vænnet sig til den, men igen nu var det jo også det eneste som han havde tilbage fra sin mor, og selvfølgelig var det noget som han ville passe på og værne om! Seglet fik han sat i dokumentet, hvor han roligt rullede det sammen og rakte det til hende. Han vendte blikket ganske sigende mod hende og med den samme ganske kortfattede mine. ”Og hvad skulle det være?” endte han ganske kortfattet og med en alligevel let nysgerrig mine. Han var jo nysgerrig af sig, og frygtelig ny indenfor alt det her, så selvfølgelig var det noget som kunne afspejle sig!

[Silia D. Diamaqima]

Hver dag var uforudsigelig, særlig når man var kongesøn, og det ville undre hende, hvis Jaqia slet ikke havde forberedt knægten på at skulle overtage tronen, hun ville desuden vove og påstå, at han stod der som en konge, stor og prægtig, og desuden så var han virkelig som snydt ud af næsen på sin far på mange måder. Hun vidste at han aldrig nogensinde havde mødt Nathaniel i egen høje person,l og på mange måder, kunne hun ogfså godt frygte et møde mellem de to, mest fordi det lod til at de begge var glade for samtaler, og særligt glade for koder, som kun folk som dem forstod sig på. Jaqia havde haft samme irriterende vane. Det var på tide at han lærte at klare sig uden hverken en mor eller en far, men eftersom hun havde været et stort led i at gøre ham forældreløs, så ønskede hun faktisk at hjælpe ham. Hun sendte ham det stille smil, og nikkede stilfærdigt. Hun havde altid hadet når folk trak tid ud og dermed spildte en masse værdifuld tid, hun nød at være ligefrem, også fordi det som regel var det mest ærlige. ”Jeg må erkende at jeg synes godt om dig, knægt,” sagde hun næsten.. muntert. Det var måske meget uformelt og lidt respektløst, men det var nu engang sådan hun var, og hun ønskede ikke at han skulle opfører sig direkte fisefornemt overfor hende! ”Jeg er bange for at må erkende, at din mor med årene faldt af på den. Hun så ikke rationelt da hun fratog mig den. Det er desværre hvad stress gør ved en. Skal vi ikke stræbe efter, at lade dig slippe for samme?” hun lod hovedet glide på sned, og så en anelse indgående på ham. Man kunne kalde hende venlig, men Jaqia havde jo faktisk været en form for veninde, og hun følte lidt det var en pligt at passe på hendes søn. ”Tak,” endte hun stille og sendte ham et lidt taknemlig smil. Det var de forbandede Diamaqinma, hun forstod virkelig ikke deres sprog! Foruden Liya, men det var jo en helt anden sag. Alligevel endte smilet med at forlade hendes læber. Hun stod for lange sekunder og bare lod tankerne passere. Jaqia havde haft endnu et barn? En datter? ”Jeg.. Det beklager jeg oprigtigt, Mattheus. Jeg havde ingen idé om at Jaqia havde bragt endnu et barn til verden,” hun bukkede hovedet mod ham, for lige den var hun faktisk ked af. Tanken om at den lille pige skulle vokse op uden nogle forældre, det var ikke retfærdigt, men hun havde stadig beskyttet sin familie. Det tog hende tid at samle sig igen, og vende tilbage til de tanker hun netop havde gjort sig. Faith rømmede sig. Hun rettede ryggen og lod blikket falde i hans. Nicklas havde sat krilder i hendes hoved ved at fortælle hende, at hun kunne gøre en god leder, men et sted vidste hun jo at han havde ret. Desuden.. hun savnede jo faktisk at lave noget brugbart. Det var hvad hun var opfostret til. ”Som du nok ved, har jeg før ledet dæmonerne. Min datter er nu ved at være gammel nok til at tage over. Det er dog gået op for mig, at jeg ikke er helt klar til at trække mig. Du skulle ikke være i mangel på folk nogle steder?” spurgte hun med en næsten håbefuld tone, for det andet blev hun virkelig vanvittig af efterhånden!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde længe vidst at tronen ville blive hans før eller siden, men ikke desto mindre, så havde han da slet ikke regnet med at det skulle ske på denne her måde og så.. hurtigt! Han havde for pokker en lille pige som han skulle tage hånd oveni, for ikke at glemme at der var så meget som han slet ikke havde lært endnu, så det var noget som han nu måtte tage igennem erfaring. Det var jo heller ikke fordi at han som sådan havde andre valg. Han bed det i sig for nu, for det var en tanke som faktisk kun måtte fortvivle og ikke mindst frustrere ham, så det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Et svagt smil bredte sig på hans læber. Så langt så godt vel? Ikke at det var en tanke som gjorde ham det mindste, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede mod hende. ”Det vælger jeg så at tage som en god ting,” endte han med et næsten.. drillende smil. At det mere gik hen i det personlige frem for professionelt, men det var nu bare sådan at det måtte være. Det var bedre end at stå og skændes i hans øjne, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han betragtede sig roligt af Faith som han havde fået underskrevet dokumentet. Han ville hellere stå på god fod med dem, end det som han ville det modsatte, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, men det var nu bare sådan at det var. ”Min mor har været yderst presset den sidste tid. Jeg ved ikke om det har noget med det at gøre. Hun har altid vidst hvad hun har lavet.. der er nok bare noget som hun ikke tog højde for..” endte han sigende. Det var hans teori om ikke andet, for han kendte sin mor! Og hun faldt aldrig af på den bare sådan, og det vidste han også godt! Han rakte hende det, hvor han ellers blev stående og så på hende. Lillith lærte aldrig sin mor at kende – eller sin stedfar om ikke andet. Der havde han da et minde at holde fast i, hvilket han var glad for, men hans søster havde.. ingenting. ”Du får det til at lyde som havde hun mange..” endte han sigende, som han rettede sig op. Faith var ganske rigtig ikke særlig høj, så han så jo faktisk.. ned på hende, selvom det ikke var fordi at han ville håne hende eller noget lignende, for det var slet ikke det som han var ude på. At hun stadig ønskede at arbejde – om ikke for hans mor, så for ham, var noget som alligevel overraskede ham en anelse, men det var nu bare sådan at det var. Han vendte sig roligt mod hende og med den ganske fattede mine i ansigtet. ”Du ønsker stadig at arbejde? Og så for mig? Efter det som min familie og slægt har udsat din for? Tjo.. jeg beundre dit ledende talent Faith.. Og det ved jeg at min mor også har gjort. Jeg ved ikke helt hvordan du har det med Noelle? Hun leder hærene i marken, men jeg har brug for nogen til at træne dem.. her,” endte han ganske kortfattet. Og med Faiths erfaring, så kunne det vel godt bruges? Han håbede da om ikke andet!

[Silia D. Diamaqima]

Det kom stadig lidt som et chok for hende, at Jaqia havde haft endnu et barn, for det var på ingen måde nået hende for ører, og de gange hun havde set landets dronning, så havde det ikke været til at se på hende. Et sted så gik hun næsten automatisk ud fra at barnet måtte være Alexanders, og hvis det var tilfældet, så havde hun også gjort den stakkels, lille pige forældreløs, hvilket jo heller ikke ligefrem havde været hendes mening. Deres samtale var gået langt mere over i det personlige, hvilket Faith bestemt heller ikke havde planlagt, men når det var sagt, så stod hun trods alt der som en langt mere erfaren kvinde i og med at hun var ældre, hun kunne hjælp ham, hvis han ville tager imod den hjælp om ikke andet, og så var det faktisk svært for hende, ikke at tiltale ham som en knægt, ganske vidst en hun havde respekt for, men under alle omstændigheder en knægt. ”Det er skam en god ting, også fordi det er en sjældenhed,” påpegede hun ærligt, og sendte ham et lidt sigende blik, der kun bekræftede hendes ord. Det var efterhånden meget få, hun direkte kunne sige sig at synes om, og han var blandt dem. Hænderne foldede hun roligt foran sig, og betragtede ham lidt indgående. På mange områder lød han virkelig som sin far, hvilket var en tanke, hun ikke kunne lade være med at morer sig over. Det glædede hende om ikke andet, at han ikke havde tænkt sig at spilde tiden med at skændes, for hun havde bedre at give sig til, det var helt sikkert. ”Jeg har altid haft den største respekt for din mor, men til sidst er jeg bange for hun blev tabt bag en vogn,” Endte hun stille. Det havde slet ikke været meningen at hun skulle forvises bare lige sådan, men Jaqia havde alligevel valgt at gøre det. At han så var villig til at give hende sin frihed, var kun noget der virkelig glædede hende, for hun havde fortjent den. Faith smilte lidt undskyldende, og kløede sig lidt akavet i baghovedet. ”Beklager det var slet ikke meningen. Jeg var bare ikke klar over, at hun ligeså havde en datter,” erkendte hun roligt, og bukkede ærbødigt hovedet. Det at han så ned på hende, var noget som hun efterhånden bare var vant til, så det var heller ikke noget hun direkte havde reageret på. ”Din familie har ganske vidst forvoldt mig mange problemer. Men jeg har generelt haft en enorm stor respekt for din biologiske far, og desuden har jeg været dine forældre loyal. Du virker lovende i mine øjne, så jeg er villig til at tjene dig,” forklarede hun roligt, for hun forstod udmærket at det forundrede ham som det gjorde. ”Jeg kender udmærket Noelle, og for mig ville det ikke være et problem at arbejde sammen med hende, jeg er dog bange for at hun er uenig og nok ville modsætte sig den idé, med alt hvad hun kan,” påpgede hun sandfærdigt, for hun kendte jo trods alt sin egen søster. Hun håbede om ikke andet at hun kunne bruges et sted, for det andet blev hun virkelig bare vanvittig af efterhånden, hun havde behov for at lede et eller andet, det var trods alt hvad hun var opfostret til.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus tog det hele i stiv arm, for det var bestemt heller ikke fordi at han havde noget andet valg når det endelig skulle komme til stykket. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at være i vejen for Faith, også fordi at han slet ikke ønskede at være på den dårlige side med hende, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han lod armene roligt glide over kors og med den samme ganske kortfattede mine. ”Udmærket,” endte han ganske sigende, som han lod hovedet søge let på sned og med det samme rolige smil på læben. Selv han var ganske rolig, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han trak vejret dybt, som han vendte blikket roligt mod hende. At han skulle kigge ned på hende, var nu heller ikke noget som han gjorde noget ved, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han rystede på hovedet, for han nægtet at vedkendes sin mor som en som tabt bag en vogn! ”Jeg tror du tager fejl af min mor, Faith. Hun gør altid tingene af en grund, og det har hun sikkert også gjort i denne stud,” endte han ganske kortfattet, næsten også for at markere at det var grænsen. Det var slet ikke noget som han ønskede at høre tale om! Den lille pige havde intet at gøre med Alexander, men Jaqia og det var noget som han havde det fint med. Han sendte hende bare en direkte fast mine. Det var egentlig ikke fordi at det var noget som han tænkte over som sådan, for det var bare sådan at det var i den anden ende. ”Min mor gik meget op i at holde os ude af medierne.. og det har jo virket. Jeg agter at gøre mit for at fortsætte det. Min lillesøster skal ikke frem i lyset.. endnu,” endte han ganske sigende. Han ønskede at passe på den lille pige, også fordi at hun var den som han havde tilbage. At hun ikke fungerede godt med si kære søster, var slet ikke noget som forundrede ham. Smilet bredte sig på hans læber. ”Det forundre mig egentlig ikke.. Men så er det jo godt at det er min egen beslutning. Umiddelbart har I ikke noget med hinanden at gøre. Hun er ude i marken.. og når hun ikke er der, så er hun sammen med Enrico.. Nogen er nødt til at holde soldaterne i gang, og jeg går ud fra, at du efterhånden har en udmærket erfaring indenfor kamp og strategi?” endte han ganske sigende og med den samme stilfærdige mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke, for det var nu bare sådan at det endelig måtte være. ”Jeg ved ikke om du har noget.. ønskeligt?” tilføjede han ganske sigende som han roligt betragtede sig af hende. Han ønskede ikke strid, og hvis det var dette som skulle til, så gjorde han det mere end glædeligt, for han havde brug for nogen allierede! Specielt fordi at han var ny, uden den største erfaring, og det var det som han var bange for, at folk ville ende med at misbruge og udnytte hvis de kunne!

[Silia D. Diamaqima]

At være på den forkerte side af hende var kun en dum idé, og det lod til at Mattheus allerede var blevet advaret om den slags, hvilket hun heller ikke ligefrem undrede sig over, ikke med dem han havde omkring sig, og det var til hendes held, at hende og Enrico faktisk var kommet overraskende godt ud af det med hinanden. Det at han var så forbandet rolig, var i den grad noget som hjalp hende selv, for med alt det der var sket den seneste tid, så måtte hun erkende, at der ikke skulle synderligt meget til at tricke hendes temperament, og det var ikke noget som nogle af dem ønskede, desuden havde hun stadig forbandet ondt efter de mange piskeslag, men det var ikke fordi hun direkte havde haft mulighed for at hvile og slappe af, for nu var der igen kun hende, og så meget der skulle gøres. ”Det betvivler jeg ikke, men denne gang kunne jeg ikke følge hendes tankegang. Under alle omstændigheder er det underordnet, hvis du er villig til at give mig den frihed igen,” endte hun stille. Sandt var det jo, Jaqias beslutning betød ikke meget længere, ikke hvis hendes søn var villig til at omgøre det. Faith valgte samtidig at lade den ligge der, for hun kunne se at det påvirkede ham at tale om hans forældre, og hun ønskede jo heller ikke at han skulle ende med at skifte mening, det var trods alt heller ikke hendes mening at gnide salt i såret, og Jaqia havde været en intelligent kvinde, desværre formåede stress at gøre uhyggelige ting ved en person. Hun nikkede meget forstående. ”Det forstår jeg. Jeg skal nok holde tæt,” endte hun sandfærdigt, og sendte ham et lidt sigende blik, der kun bekræftede at hun faktisk ikke ville sige det mindste, for hun havde respekt for at han fortsat ville holde familien i baggrunden, og særligt den lille prinsesse, som ville blive forfulgt fra ende til anden, hvis først hun kom frem i lyset og særligt nu hvor begge forældre var blevet slået ihjel. Når det kom til Noelle så havde Faith lært at acceptere deres problemer, fra dag ét havde de hadet hinanden, men hun var professionel nok til at ligge det følelsesmæssige i baggrunden og faktisk fuldfører et arbejde, men hun vidste at Noelle ville være fuldkommen uenig. ”Efter mange år i faget, så ja.. jeg ville være yderst kvalificeret. Jeg må dog forberede dig på at Noelle vil gøre alt for at modsætte sig dig, hvis du overhovedet forsøger at foreslå det. Jeg erkender dog, at jeg intet ville have imod et samarbejde,” tilføjede hun roligt, også for at minde ham om, at det på ingen måde var et problem for hende. Faith rystede på hovedet. ”Jeg ønsker blot at gøre nytte, en kvinde med min alder har en stor erfaring, og det ville være synd at spilde. Og som sagt, så ved du hvor jeg er i tilfælde af at du behøver mig til.. et eller andet,” hun endte faktisk med at neje for ham, med den respekt han udviste hende, så havde hun intet problem med at gengælde det. Hun ønskede blot at hjælpe ham med det hun nu engang kunne, det var helt sikkert.