Post by Deleted on Mar 25, 2012 15:30:47 GMT 1
Raphaella var virkelig skræmt fra vid og sans, for denne tanke var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hendes hjerte hamrede direkte mod hendes bryst og som aldrig nogensinde før, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, for dette var på ingen måder en situation som hun kunne have med at gøre, for hun kunne virkelig heller ikke se hvad hun kunne have gjort for at gøre det anderledes! Det var jo ikke fordi at hun havde gjort alle de ting med vilje! For pokker, hun havde jo trods alt taget flugten fra Dvasias, for at finde håbet og lykken et andet sted, og hun havde faktisk fundet den sammen med Lucas! Det kunne jo så kun irritere hende, at det så ud til at være noget som hun bare ikke fik lov til at beholde, hvilket faktisk var en tanke som gjorde noget så frygtelig ondt! Hun vendte blikke stille mod Lucas, som hun endte med at tage omkring hans overarm, også for at vise at hun var der, og at hun havde brug for ham, for det havde hun virkelig også! Han havde reddet hende fra en halshugning, selvom hun udmærket godt vidste, at faren på ingen måder var forbi endnu, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. At Lucas nægtede at overgive sig, var selvfølgelig en tanke som hun rigtig godt kunne lide, om det var noget som man ville det eller ikke, for hun vidste at han et sted gjorde det hele for hendes skyld, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit. ”Jeg er bange..” endte hun direkte skræmt som hun så sig omkring. Det var også der at hun havde fået øje på bueskytterne, også selvom det kun var refleksionen af solens lys mod pilespidsen som gjorde at hun faktisk havde fået øje på dem. Armen som sneg sig omkring hendes liv, var ikke noget som hun havde det mindste imod, for det var i hvert fald langt mere betryggende at ende i hans favn frem for noget af det andet som hun havde været igennem de sidste halvandet døgns tid, for der havde hun jo trods alt undværet ham, og man kunne ikke ligefrem vove at påstå at dette var et glædeligt gensyn, for det var det på ingen måder, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”ORB!” endte hun denne gang med en langt mere skinger stemme, som hun trykkede sig direkte ind til ham, som de var i færd med at gi i opløsning. Pilene blev sendt direkte mod dem, hvor hun trykkede sig direkte ind til Lucas, for hun ønskede bare væk. Hun stivnede dog kraftigt, da hun mærkede en intens smerte som borede sig direkte ind i hendes ryg. Hun gispede kraftigt, idet hendes pupiller trak sig voldsomt sammen, idet at de endte med at forsvinde fra stedet, fra henrettelsen og væk fra Castle of Light.
