The point of no return!

[lucas]

På trods af at det var en utrolig smuk dag i Procias, så var den på ingen måder lykkelig eller god. Lucas var blevet spærret inde nede i kældrene ved Castle of Light. Det var her han var vågnet op, efter at han var blevet slået ud oppe i hans værelse, da vagterne var kommet stormende ind og havde taget Raphaella og ham til fange. Han anede ikke hvor længe han havde været væk, men da han var vågnet havde det været lyst og der lå mad til ham. Han havde kaldt på Raphaella men hun var der ikke, eftersom han havde fået at vide at hun var blevet spærret inde et andet sted, indtil hun skulle halshugges. Han havde set ud af de små tremmer, hvor sollyset kom ind, og der var gået to dage, siden han var blevet fanget, eftersom solen var gået ned to gange. Han var fuldstændig oprevet, nervøs og havde det ufattelig dårligt, som han aldrig havde haft det før! Han skulle til at miste sit livs kærlighed og endda på et grundlag som hun ikke engang selv kunne gøre for, for hun var jo blevet tvunget til det! Han var gået hvileløst rundt i cellen i de dage, hvor han forsøgte at finde på en plan, selvom han virkelig var bange for at det var sket, han var bange for at Raphaella var død, men så vidt han vidste, så var det ikke sket endnu, selvom han vidste at det ville ske før eller siden.
Lucas gik hvileløst rundt i den tomme celle. Han havde fået noget tøj, så han ikke skulle rende nøgen rundt, hvor han derfor bar nogle af sine sorte fløjlsbukser og en hvid T-shirt. Han befandt sig i en magisikret celle, så han ikke kunne orbe sig ud derfra, hvilket virkelig måtte frustrere ham! Han strøg let en hånd igennem de blonde lokker, hvor hans blik gled mod de små tremmer, hvor sollyset kom ind af. Det var dag igen, han ville skyde på omkring middag, for han havde allerede fået sin portion morgenmad. Hans blik gled mod trædøren, da han kunne høre en vagt komme løbende ned ad gangen. ”Han er ankommet!” Hvem der var ankommet anede han virkelig ikke, men det måtte næsten have været den mand, som folk havde ventet på, siden Raphaella ikke var blevet henrettet endnu; og gudskelov for det! Tanken om at hun skulle halshugges og dø skræmte ham fra vid og sans, men han var sikker på en ting; han kunne ikke tillade det! Han måtte finde en måde hvor han kunne komme ud af denne celle på og befri hende! Hans blik gled endnu engang mod vinduet, der bestod af tremmer og hvor gaden befandt sig udenfor. Han vidste at Raphaella skulle halshugges i al offentlighed ved guillotinen, hvilket på ingen måder behagede ham! Hans blik gled mod døren, der nærmest blev flået op, hvilket fik ham til at synke. Han så vagten gå hen til hans celle, hvor han kneb øjnene let sammen. ”Det skal ske nu Lucas,” svarede vagten ganske roligt. Han kendte denne mand som omvendt, og det gjorde ham direkte stiktosset at nogen kunne finde på at gøre sådan imod ham og Raphaella! Og hvor pokker stod Elanya henne i denne situation?! Var hun bare ligeglad med at Raphaella skulle dø og at han skulle være her?! Han strammede grebet omkring tremmerne, hvor han masede hovedet imod dem. „Slip mig fri Rasoun! Du kan ikke lade dette ske! Og du kan da ikke lade mig sidde her, imens jeg ved at hun er derude!” svarede han i en tydelig frustreret tone, for.. han var jo direkte hjælpeløs! Vagten vendte blikket bort. ”Jeg er ked af det Lucas, men jeg har intet valg.” Ordene fik Lucas til at bide tænderne fast sammen.

[Deleted]

Raphaella havde ikke rigtigt gjort andet end at tælle sekunder, minutter, timer og dage, for hun var virkelig skræmt fra vid og sans! Selv havde hun ikke turde at lægge sig til at sove i frygten for at hun ikke ville vågne op igen! Det som var sket, var slet ikke noget som hun kunne gøre for, hvilket bestemt heller ikke gjorde det bedre for hende på nogen måde! Hendes øjne var røde af tårer, men også af manglen på søvn. Hvor Lucas var henne, vidste hun ikke, men hun kunne virkelig godt bruge hans favn i denne stund, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Den eneste mand som kunne få hende til at falde til ro, var jo ham! Om ikke andet, så… ønskede hun jo bare at se ham en sidste gang, inden det hele skulle ske, selvom den tanke virkelig var noget som skræmte hende! Hun havde selv fået en kjole på, selvom den var laset og tydeligt ødelagt, men lidt var trods alt bedre end ingenting, for vagterne havde jo anholdt hende i det rene ingenting, kun pakket ind i en dyne! Endnu en gang måtte hun snøfte. ”Jeg vil have min Lucas..” hviskede hun med en dæmpet stemme, som havde hun været et lille barn, men hun følte sig virkelig magtesløs! Hun kunne jo ikke gøre noget som helst, om det var noget som hun nu ville det eller ikke, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hjalp hende det mindste på nogen måde!
En vagt endte selv med at søge til hendes celle. Der var ikke nogen grund til at sætte hende i en magisikret, så med andre ord, så var hun endt et helt andet sted end der Lucas sad. Vagten ignorerede hendes ord, hvor hun vendte blikket direkte mod ham i stedet for. Hvem det var, vidste hun ikke, men de burde da forstå at hun ikke gjorde de ting som hun gjorde, fordi at hun havde lyst! Det var mod hendes hjerte at gøre det mod Lucas, som det var mod hendes mening at gøre det mod slottet, for det havde aldrig nogensinde været hendes intentioner! ”Din konge er her..” endte han leende. Det kunne godt være at Alexander aldrig havde været konge, men han havde været dronningens bror, så hun vidste udmærket godt hvem der var snak om. Hun lod hovedet søge ned i jorden. ”Må jeg ikke se Lucas..? Bare en sidste gang?” spurgte hun med en dæmpet stemme, som hun igen vendte blikket mod vagten. Hendes stemme var grødet, for det var bestemt ikke sådan her hun havde regnet med at det hele skulle ende! At alt kunne gå fra at være en så god dag til.. det her, var slet ikke en tanke som hun kunne forstå! ”Beklager kæreste.. Du har en aftalt tid med guillotinen,” endte han ganske kortfattet. Han åbnede cellen og kaldte hende til sig. Raphaellas hjerte sank direkte ned i maven, som hun gik mod ham ganske skælvende gik hen mod ham. Hendes hænder blev lagt i lænker som sad godt og stramt omkring hendes håndled. Det var jo nu det skulle ske, selvom det slet ikke var en tanke som hun ønskede at tænke over! Hun ville bare have sin Lucas!

[Deleted]

Det havde været en temmelig lang tur for Alexanders vedkommende, også selvom han vidste at hans søster var temmelig optaget nu om dage, så var denne sag en som han nok selv skulle tage sig af. Landsforræderen Raphaella var blevet afsløret og ikke mindst fundet, hvor han selv var endt med at tage med vognen hele vejen til Procias’ land. Umiddelbart så var han på ingen måder fjendtlig anlagt og selv havde vagterne som stod langs murene slet ikke nogen grund til at holde ham igen, for han var der faktisk i et royalt og kongeligt ærende, for den unge kvinde skulle dømmes! Hvem hun var, var han på sit vis ligeglad med, men alene tanken om at vende sit eget land ryggen og arbejde for modparten var selv anset som forræderi i det land han selv måtte komme fra – nemlig Dvasias. Han var en stolt dvasianer og det var også et arbejde som han tog temmelig tungt, for det var vigtigt og ikke mindst alvorligt! Selv på trods af et kvindedomineret samfund, så havde han nok valgt at træde til på det helt rette tidspunkt, for han viste sig ikke som en som stod med magt eller noget lignende, for det vidste han udmærket også godt, at han ikke ville få det mindste ud af i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke.
Vognen stoppede midt i den store gård som grænsede direkte op til slottet. Solen var dog noget som virkelig måtte irritere ham, men der var nu heller ikke noget at gøre ved det, det var jo trods alt Procias’ land, selvom tanken virkelig måtte irritere ham et sted, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han endte med at få døren op, hvor han steg ud. Et par tjenestefolk var steget ud på forhånd, for at skygge for det direkte sollys med store parasoller, for han var desværre typen som slet ikke kunne tåle det! ”Udmærket, så lad os få det her overstået,” endte han ganske kortfattet. Han vidste at tøsen allerede var dømt, så det var jo egentlig bare at få det overværet. Selvom Elanya nok ikke ligefrem havde regnet med at det skulle ske på Procias’ jord, så var det jo bare at få det overstået, så hurtigt som muligt, så han kunne komme videre igen! Han vendte sig mod menneskemængden som allerede måtte stå klar, hvilket var noget som direkte fik ham til at smile, for det var virkelig.. underholdende at se, at selv folk fra dette land kom for at overvære henrettelser. Så var det jo ikke bare en dvasiansk ting! ”Okay interessant..” endte han ganske sigende, som han vendte sig mod den store guillotine som stod klar allerede. Han smilede alene ved synet. At de overhovedet havde sådan en i Procias, var selv noget som måtte komme bag på ham, selvom det var en glædelig overraskelse om ikke andet! Han stillede sig op på podiet, stadig i skjul for de direkte solstråler, hvor han stillede sig. Han vendte sig mod vagten som stod ved indgangen til cellerne ikke langt derfra. ”Få hende bragt herop!” beordrede han kortfattet. Vagten nikkede, vendte om og gik ind af døren, for at videregive beskeden til den som allerede måtte være nede ved den kære Raphaella.

[lucas]

Lucas var virkelig ved at være rastløs! Han anede virkelig ikke hvad han skulle gøre! Han følte sig virkelig magtesløs og han kunne virkelig ikke have den følelse! Han vidste at Raphaella skulle dø og han tillod sig selv at sidde i en celle og tude over det, uden at gøre noget som helst?! Han blev pludselig vred på sig selv af sin egen ynkelighed, hvor han virkelig følte for at slå sig selv! Han var en klog og vis mand, han burde da have et eller andet oppe i hovedet som kunne bruges, han burde kunne finde på en plan, men hvorfor gjorde han det så ikke?! Han var nød til at gøre noget! Blikket gled mod Rasoun, den vagt som han faktisk flere gange havde talt med, ligesom en masse andre. Han bed tænderne sammen, hvor han strammede grebet omkring tremmerne. Hans smaragdgrønne øjne hvilede fast på Rasoun, hvor hans knoer var endt helt hvide af deres stramme tag omkring tremmerne. Det kunne virkelig ikke passe! Han var nød til at få hende befriet, for tanken om at hun skulle dø, det kunne han virkelig ikke have! Det som han dog ikke forstod, var at Elanya ikke havde vist sig, men hun var vel en for stor kujon til at vise sig og sige det direkte til ham?! Tanken gjorde ham stiktosset, hvor han virkelig følte sig vred som aldrig nogensinde før – hvilket normalt ikke lå til ham. Rasoun så kort mod Lucas. ”Jeg er frygtelig ked af det Lucas,” endte han med en dæmpet stemme, inden han vendte ryggen til. Lucas’ blik flakkede, da han kunne se at manden skulle til at gå, hvor han mærkede en panik sprede sig i ham. Uden at tænke over det, så greb han ud efter Rasoun, hvor han fik fat i hans krave, og han gjorde et hårdt og fast ryg, som tvang manden tilbage, hvor han slog hovedet ind i tremmerne, hvilket slog ham bevidstløs, hvor han faldt ned langs tremmerne og ned på gulvet. Lucas stod for en kort stund og stirrede forstenet på ham. Han var normalt ikke voldelig anlagt, han var ikke typen der ønskede andre ondt, men han havde handlet i ren og skær frustration, vrede og instinktivt. Uden at gøre mere, knælede han, hvor han fiskede nøglebundet op fra mandens bælte. Han rejste sig igen, hvor han begyndte at fumle med nøglerne, for at prøve dem af, indtil den rigtige blev sat i, og han fik sig selv låst op. Han skubbede døren op, hvor han låste Rasoun ind i cellen, så han ikke ville kunne afsløre ham. Han vendte blikket mod døren, selvom han dog ikke ville løbe. Hans krop blev opløst i et blåt lysskær, som han orbede sig væk fra fangekælderen og dukkede op igen i hans værelse. Han hastede hen til vinduet, hvor blikket faldt ned på gaden, hvor han kunne se at folk havde samlet sig, det næste hans blik faldt på, var Raphaella, hvilket fik det til at løbe ham koldt ned over ryggen, da han kunne se at hun gik op mod guillotinen, som stod klar til at halshugge hende. Han gik hen til sit skab, som han flåede op, hvor han tog omkring sit gamle munketøj. Han fik roligt dragten på, hvor han var skjult fra top til tå af den brune kåbe, inden han hæv hætten over hovedet, så det var skjult. Han greb fat omkring sin bo stav, som næsten var på hans højde, hvor den var lavet af selve elverne og var derfor fremstillet af et stærkt materiale, som ikke kunne ødelægges uden videre. Hans plan var måske rimelig.. sindssyg og ikke særlig godt tænkt igennem, men han improviserede egentlig bare. Hans blik gled rundt i sit værelse. Han ville næsten komme til at savne stedet og sin stilling som kongelig rådgiver, men.. han havde intet valg, han kunne ikke lade sin eneste ene dø! Han forsvandt endnu engang i et blå lysskær, som han orbede sig væk fra værelset og dukkede op nede på gaden, hvor han mærkede sig ind blandt pøblen, som var kommet for at se henrettelsen, hvilket virkelig kom bag på ham! Havde de dog intet liv?! Hans blik gled op på podiet, hvor han kunne se en bekendt stå. „Alexander!” svarede han i en dæmpet og vrissende tone for sig selv. Var det ham som var ankommet? Elanya havde sikkert fået ham til det, for at fremstå uskyldig selv! Men han ville ikke tillade denne henrettelse, han skulle nok stoppe den!

[Deleted]

Raphaella kunne virkelig ikke så en eneste mulighed, hvorpå at hun kunne komme ud af denne kattepine, for denne gang så det ud som om at hammeren var faldet for hendes vedkommende! Det der dog gjorde mest ondt på hende, var det faktum, at hun slet ikke fik lov til at sige farvel til Lucas.. At den eneste aften de havde nydt sammen faktisk også skulle være den sidste. Så var hun virkelig ked af, at hun ikke havde nydt den noget mere end det som hun havde gjort! Lænkerne blev tvunget på hendes hænder, hvor de allerede nu måtte føles som så skræmmende tunge at bære, og det var noget som virkelig kom bag på hende! Skulle det være slut allerede? Tårerne faldt lydløst ned af hendes kinder, for hun vidste det jo godt! Men at Alexander så skulle overvære det hele, var slet ikke noget som han havde regnet med, men nu heller ikke noget som hun kunne gøre noget ved. En offentlig halshugning.. der var ikke noget mere ydmygende end det! Og så for øjnene af hele Procias? Det kunne bestemt heller ikke blive værre end det! Hun trak vejret dybt – forsøgte om ikke andet, selvom det kun endte ud i hurtige stød. Vagten som var i gang med hende, vendte sig hurtigt mod den anden. ”Alexander kræver det hurtigt gennemført, James.. Få hende med op, så vi kan blive færdige med den her sag..” endte han ganske kortfattet. At det jo så direkte var blevet til en hastesag, var bestemt heller ikke noget som gavnede Raphaella på nogen måde, for.. så skulle det jo ske inden længe! ”Jeg beder dig.. Bare 2 minutter med Lucas.. Det er alt jeg beder om,” endte hun dæmpet og tydeligt ment som en tryglen. Den mand var den eneste som i det store og hele, faktisk havde nogen betydning for hende, så det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at misse det på nogen måde! Tanken om at hun ikke engang kunne nå at sige farvel til ham! Et sidste kys, en sidste omfavnelse.. et sidste.. noget, inden hun skulle miste hovedet! Automatisk gled hendes hænder over halsen alene ved tanken, også selvom det var en tanke som hun meget hurtigt røg ud af igen, som vagten tog fat i kæderne og derved også tvang hende med.
Alene det at se så mange mennesker stå derude, var noget som direkte skræmte hende, for de var jo alle sammen kommet for at se hende miste hovedet.. og det var bestemt ikke noget som hun synes var retfærdigt! Blikket gled direkte mod Alexander som stod der godt placeret i skyggen. Var han kommet hele denne lange vej, kun for at se det? Det var noget som alt sammen efterlod hende med en forfærdelig smag i munden. ”Vær mig nådig..!” tryglede hun med en dæmpet stemme. Vagterne tog begge fat omkring hende – hver under hendes arm og fik hende med sig hen til guillotinen som stod klar til hende. Hun blev tvunget ned i knæ og hovedet placeret på rigtig, så de kunne få hende låst fast. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, som hendes krop tydeligt begyndte at skælve. ”L-Lucas..” hviskede hun direkte hjælpeløst. Hun havde jo ikke engang fået muligheden for at sige farvel! Og det at græde i fulde offentlighed, var bestemt heller ikke noget som gjorde sagen bedre for hende!

[Deleted]

Hvordan sagen stod til med Raphaella, var noget som Alexander på sit vis var ganske ligeglad med. Han var bestemt heller ikke kendt for at være en mild eller en blid mand, og det ville han så sandelig heller aldrig nogensinde blive! For hans vedkommende, så ønskede han bare det her overstået inden Elanya fandt ud af det, og så han kunne komme hurtigt hjem igen, og folk kunne vende tilbage til sit eget. Han stod fint placeret i skyggen, da han på ingen måder kunne tåle den direkte sollys, men for pokker.. det var jo trods alt Procias, så han havde skam også taget sine forholdsregler, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, for det var jo trods alt bare sådan at det nu måtte være. Han vendte blikket mod Raphaella som hun blev ført forbi mængden af mennesker. Den arme skælvende og paniske tøs, selvom det var en tanke som ene og alene, måtte få ham til at smile, for det morede ham virkelig! Han rettede sig en anelse op, da det også var på tide for ham at komme lidt i søgelys. Det var jo trods alt også ham som stod som den ’ansvarlige’ for denne henrettelse, i og med at Raphaella var fra Dvasias og derfor en dvasianer! Blikket fulgte hende meget nøje som hun endte oppe på podiet og direkte blev tvunget hen til guillotinen og placeret rigtigt, så hun ikke rigtigt kunne komme nogen steder.
At Lucas havde taget flugten fra fangekælderen af, vidste han ikke og på sit vis, så kunne han være ligeglad. Manden kunne da fint få lov til at overvære Raphaellas død, for den var noget så brændende fortjent for det som hun havde gjort! Tøsens mange bønner og det at hun lå og skælvede og kaldte Lucas’ navn, var noget som Alexander udmærket godt kunne høre, selvom det nu heller ikke var noget som berørte ham på nogen måde, for hvorfor skulle det da det? Han lod hovedet søge let på sned, som han vendte blikket direkte mod vagten – ondt, koldt og kynisk. ”Få det overstået,” endte han ganske kortfattet. Vagten vendte blikket mod Alexander direkte overrasket. Normalt fik den tilfangetagende altid et sidste ord og en tale med på vejen, også selvom det var så frygtelig sjældent at der skete henrettelser på Procias’ jord i det hele taget! Så var det jo bare sådan at det var. ”Javel..” svarede han blot, som han gik hen ved siden af Raphaella. At se det tårefyldte ansigt, samt præget af panikken, så gjorde han kun klar til at trække i håndtaget. ”Hvil i fred Raphaella.. Det har du da fortjent,” endte han ganske sandfærdigt. Han vendte blikket mod Alexander som kun blev stående og sendte ham denne gang et direkte dræbende blik. Det skulle være nu! Vagten vendte derefter blikket mod de forventningsfulde mennesker som stod og bare… gloede på dem – afventende til at det skulle ske. Han endte med at trække i håndtaget, hvilket fik den abnorme tunge og store kniv til at falde.. Direkte mod Raphaellas hals.

[lucas]

Lucas vidste at han havde dødsdømt sig selv, han vidste at han vendte sit land ryggen, eftersom han faktisk var på vej til at hjælpe en landsforræder, hvilket kun gjorde ham selv til en. Han satte alt på spil, sin stilling, sit søde liv i luksus og endda sit eget liv, men.. hvad var alt det værd, hvis han ikke havde sin drømmekvinde ved sin side? Det ville jo ikke været noget som helst værd uden hende! Desuden så ville han langt hellere opgive alt, så længe han bare kunne leve sammen med Raphaella og det var også den tanke der fik ham til at handle så impulsivt, instinktivt og improviserede som han gjorde. Hun var hans motivation til livet, uden hende så vidste han da ikke hvad han skulle gøre. Desuden hvis hun faktisk døde, så ville han da alligevel ikke blive på slottet, for alle her omkring, alle hans såkaldte ’venner’ havde vendt ham ryggen og valgt at dolke ham i stedet for! Han vidste at det var slut mellem Derick og Elanya, selvom manden ikke engang havde sagt farvel, og det var som om at alt det som han før havde kendt og troet på, alt det gode, pludselig var blevet vendt til et mareridt! Alt gik galt for tiden og han vidste slet ikke hvad der foregik! Men han var ligeglad, det eneste han havde i hovedet, var at han skulle have befriet Raphaella om det så skulle koste ham livet! Han møvede sig igennem den store mængde af folk, hvor han slet ikke forstod hvorfor så mange var samlet her, for det var jo direkte.. barbarisk! På den anden side så fandt de det vel spændende, fordi det var sjældent at der overhovedet skete henrettelser her? Hans grønne øjne faldt på Raphaella, som hun kom gående op på podiet, hvor det irriterede ham, at Alexander ikke engang gad give hende et sidste dødsønske! Men han skulle få det betalt skulle han! Han strammede sit greb omkring sin stav, som han fortsatte fremad, selvom han følte en mindre panik, da Alexander blot satte det hele i gang. Han endte med at sætte i løb. „FORSVIND!!!” råbte han højt, hvilket fik folk til at bakke nogle skridt væk fra ham, som han havde strakt begge hænder frem for sig, hvor han skød en lysstråle direkte imod vagten der stod ved håndtaget, hvor han blev blændet af det kraftige lys. Han satte i løb, hvor han satte staven i jorden, som han brugte som støtte til at komme op på podiet, hvor han slog vagten omkuld med staven, kun for at rive i håndtaget, så den store klinge stoppede kun et par knytnævers afstand imellem Raphaeallas nakke. „Det var på et hængende hår,” mumlede han lettet, hvor han følte hvordan adrenalinen strømmede igennem hans krop og hvordan hans hjerte slog imod hans bryst. Han vendte sig mod Alexander med et fast blik, hvor han rev hætten ned, så folk kunne se hans ansigt, hvilket fik pøblen til at gispe forfærdet. „Alexander Anglérax, jeg stopper hermed din barbariske henrettelse, og kræver mit livs kærlighed tilbage,” svarede han kortfattet, som han strakte den ene hånd, hvor han lod et kraftigt lys skinne op, for at blænde manden. I princippet kunne han trække ham ud i sollyset og dræbe ham og uanset hvor fristende det var, så.. gjorde han det ikke, for han var ikke nogen morder. Han løb hurtigt hen til den store guillotine, hvor han trak Raphaella væk. „Kom her smukke,” hviskede han roligt, som han trykkede hende ind til sig. Hun måtte vel være skræmt fra vid og sans? Hans blik gled på de mange vagter, der var på vej hen imod dem, hvilket fik ham til at synke. Han vendte blikket kortfattet mod hende, hvor han lagde hænderne mod hendes kinder, for at vende hendes blik imod sig. „Se på mig Raph.. er du klar til at flygte?” spurgte han alvorligt. Han satte alt på spil for hendes skyld og det føltes faktisk.. rigtigt.

[Deleted]

At Lucas faktisk stod og så det hele, var slet ikke en tanke som faldt Raphaella ind. I det store og hele, så ville han vel.. komme hende til undsætning? Frem for at lade hende gennemgå det rene helvede, som dette faktisk var for hende? Hun havde ikke haft andet valg end at gå imod det som hun ellers selv troede på og nu hvor Lucas troede på hende, så var det virkelig også det hele værd. Sonics hemmelighed var nu kendt for en i hvert fald, for hun vidste ikke om Lucas nogensinde havde sagt beskeden videre eller hvad det var! Hun anede virkelig ikke noget som helst, og selvfølgelig var det en tanke som direkte skræmte hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Tårerne trillede fast ned af hendes kind, som hun blev placeret på maven på guillotinen og med hænderne lænket fast til ryggen, hvor hun blev sat fast, så hun ikke kunne komme nogen steder. At folk var kommet for at se på det, var noget som gjorde ondt, for hun kunne se glimtet i deres blik – som var det en form af spænding, og det var altså ikke en spænding som hun ønskede at være en del af, det var helt sikkert! ”H-hold op med at kigge sådan på mig..” hviskede hun direkte grådkvalt. At end ikke Alexander ville lade hende få et dødsønske var noget som gjorde ondt. Det var ikke fordi at hun ville trygle, tigge og bede for sin frihed, for.. hun ønskede egentlig bare Lucas. Det var det eneste som hun havde i tankerne, og det var vel heller ikke meget at forlange? Hun peb svagt, som hun vendte blikket mod vagten som stod ved håndtaget, selvom det var tydeligt at se at han handlede på ordre, så var det faktisk noget som gjorde ondt. Hun havde jo aldrig gjort dem noget!
Stemmen som lød i mængden, var noget som hurtigt fangede Raphaellas opmærksomhed, selvom det var svært for hende at fokusere på den. Hun var virkelig på kanten til et sammenbrud, hvor hun egentlig bare ønskede at få det hele overstået, så hun slap for at tænke mere på det! Hendes krop skælvede som aldrig nogensinde før, for hun var virkelig panisk skræmt! Hun havde aldrig været så bange igennem hele hendes liv! Hun nåede dog ikke at anse mere, før kniven kunne høres som den var på vej mod hendes hals. Det kraftige skær af lys, ramte lige så hende i øjnene, hvor hun endte midlertidigt blind, for hun havde bestemt ikke regnet med det! Det halvvejse paniske skrig brød hendes læber, som kniven blev stoppet, selvom hun stadig lå og skælvede som aldrig nogensinde før. En kraftig hulken brød hendes læber, som hun prøvede at finde ud af hvad pokker der skete! Det var jo ikke til at finde ud af! Stemmen og det at hun bare blev revet væk fra guillotinen efterlod hende med en.. intens afslappende følelse. Hun kunne dog næsten ikke stå på sine ben, som de direkte skælvede som aldrig før under hende. Hun blinkede med øjnene som han lagde hænderne mod hendes kinder, hvor det først var nu at stemmen kunne genkendes. ”Lucas… du… du..” Hendes tårer begyndte direkte at stryge ned af hendes kinder, som vandfald. Hun var panisk og det var slet ikke fordi at det var forbi endnu!

[Deleted]

Alexander havde altid været en kold og kynisk mand, hvilket dette bestemt heller ikke lavede om på. Jo hurtigere det blev gjort, jo hurtigere kunne han vende hjem, hvilket faktisk var noget som han satte som en stor prioritet for øjeblikket. Jovist burde han måske respektere de procianske skikke lidt mere end det som han gjorde, men ville det forundre folk, hvis han sagde, at han var fuldkommen ligeglad? For det var han altså! Han var her kun for at få det her ordnet så han endnu en gang kunne tage hjem igen. At se Raphaella skælve sådan, tigge og bede for at se Lucas, var næsten en tanke som morede ham. Han holdt meget varsomt øje med hende, også selvom det var tydeligt at se, at der skete temmelig meget nede blandt folket i stedet for, hvilket var noget som omgående måtte tiltrække sig af hans opmærksomhed. Han vendte blikket direkte mod vedkommende, hvor han endte ud i en dæmpet snerren, for det var en tanke som gjorde ham direkte irriteret! ”Interessant..” endte han fast for sig selv, hvor han selv kneb øjnene fast sammen, som vagten ved guillotinen måtte blive blændet af det skarpe lys. Dette efterlod ham kun med en eneste tænkelige konklussion; Et lysvæsen. Vedkommende måtte være et lysvæsen eller en engel! Der var ikke andre alternativer på nuværende tidspunkt! De spidse hjørnetænder endte med at blive synlige i hans mundvig, som han knyttede næverne fast. Selv han var jo vant til at skulle forsvare sig, så det var bestemt heller ikke fordi at det var ting som han tog let på, bare sådan uden videre, for det gjorde han bestemt heller ikke. nej, han stod jo midt i fjendens land, så selvfølgelig var han opmærksom! ”Lucas..!” endte han ud i en hvæsen som han vendte sig mod vagterne som stod ved porten ind til cellerne. Sagde de ikke at manden var spærret inde?! Hvad pokker lavede han så herude?! End ikke procianere kunne finde ud af at gøre deres job rigtigt, hvilket virkelig var en tanke som frustrerede ham som bare pokker, for det var noget som virkelig måtte irritere ham efterhånden, og det var ikke noget som sagde så lidt! ”Er der for pokker ikke nogen som kan gøre tingene rigtigt længere?!” endte han ud i en hvæsen som han vendte blikket direkte mod Lucas igen, selvom.. det nok var frygtelig dumt. Det skarpe lys som blev kastet direkte mod ham, ramte ham direkte i øjnene. Han tog sig til ansigtet og med et kraftigt udbrud, for det sved som bare pokker! Det kraftige lys, var slet ikke noget som han kunne holde ud! Han gik ned i knæ, for bedre at kunne finde en balance, hvor han endte ud i en kraftig hvæsen. ”FANG DEM!” udbrød han med en fast tone. Han kunne intet stille op selv, udelukkende på grund af solen, hvilket frustrerede ham! Hvis han nogensinde fik fat i Lucas, så vred han halsen om på den mand! Vagterne var på vej, hvilket han kunne høre, for den tunge rustning og lyden af den, var ikke noget som man bare lige tog fejl af, det var helt sikkert. Gud nåde trøste dem, hvis de ikke fik fat i dem!

[lucas]

Det var måske frygtelig dumdristigt at bryde denne henrettelsen uden at tænke tingene igennem og bare improvisere, for det kunne lige så hurtigt koste Lucas livet, hvilket han godt var klar over, for han smed virkelig bogstaveligtalt alt fra sig ved at handle som han gjorde, for han hjalp jo en landsforræder. At se Alexander Anglérax, gjorde det dog tydeligt for ham at Raphaella ikke kun var landsforræder i Procias men også i Dvasias, hvilket gjorde alt langt mere risikabelt, for de kunne jo snart ikke flygte nogen som helst steder hen, uden at de ville blive opdaget og skulle leve på flugt, hvilket faktisk ikke var et liv som han havde lyst til at leve, for han havde jo aldrig været nogen slagsbror eller ond mand, han havde altid fulgt reglerne, han gik ind for fred og orden, og han havde jo også været præst, så han var en af Guds tjener, men.. dette var forkert på alle tænkelige måder! Raphaella var uskyldig! Og som en af Guds tjener, så kunne han ikke lade en uskyldig komme noget til! Det gik jo imod alle hans principper, selvom det nok også var fordi han elskede denne kvinde, men hvordan skulle han kunne andet? Desuden så forstod han ikke hvorfor Raphaella var landsforræder i Dvasias, for hun havde flygtet fra det liv, i håb om at finde et bedre et her i Procias, og hvad var der galt i det?! At få Raphaella fri fra guillotinen var noget som næsten lettede ham, selvom uroen hurtigt meldte sig igen, da Alexander beordrede at de skulle fange dem. Han strøg Raphaella over kinden, som han sendte hende et betryggende smil, inden han roligt gik hen til den vagt som han havde slået bevidstløs for at fange nøglerne, inden han gik hen til hende igen. Han låste den ene hånd fri, inden han rakte hende nøglebundet. „Gør dig selv fri Raph.. vi er nød til at kæmpe os fri,” endte han alvorligt og næsten utrolig roligt, hvilket var rimelig ekstremt hvis man tænkte på den situation de stod i, men han havde jo altid været en mand der var god til at skabe sig et overblik. Han greb omkring sin stav, som han løb hen til den ene trappe, hvor soldaterne var på vej op. De første par soldater tøvede dog, for de kendte ham jo som den kongelig rådgiver, men Lucas havde ikke tid til at tøve, derfor greb han chancen og slog to soldater omkuld, hvor den ene faldt ned ad trappen og spærrede de andre soldater vejen for en kort stund, han løb over på den anden side, hvor de andre soldater var på vej op, hvor han gjorde et hårdt spark ind i den første soldat, som faldt direkte tilbage i de andre, hvor de væltede som dominobrikker. Han vendte blikket mod Alexander, der stod i siden gemt i mørket og var blændet. Han gik hen og greb manden omkring kraven. „Husk på jeg skåner dit usle liv Alexander! Jeg kunne snildt gøre det af med dig nu, trække dig ud i sollyset og se din krop brænde op i sollyset, så tag dette som en advarsel; hvis jeg ser dig igen, så er jeg ikke nænsom!” hvislede han fast, som han bakkede et skridt tilbage, inden han kløvede sin stav direkte imod Alexanders tinding i et håb om at slå manden bevidstløs. Han var ingen morder og selvom han nok ville blive stemplet som landsforræder, så havde han ikke nogen intentioner om at slå nogen ihjel!

[Deleted]

Lige hvad der skete, var slet ikke noget som Raphaella havde nogen styr på, men det var noget som alligevel måtte skræmme hende en anelse, for hun kunne bestemt heller ikke lide det! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst og hendes krop skælvede som aldrig nogensinde før, for det var virkelig ikke behageligt på nogen måde overhovedet! Hun blinkede let med øjnene som hun vendte blikket direkte mod Lucas, selvom.. hun følte sig blændet. Hun burde være død nu og hun vidste det jo udmærket godt! Hun hulkede svagt, som hun selv ikke følte at hun kunne stå på benene, for hun havde aldrig nogensinde oplevet noget lignende! At vagterne var på vej, var noget som hun svagt kunne skimte ved at se ud over podiet, så.. hvor pokker skulle de flygte hen, det vidste hun slet ikke, også selvom det slet ikke var noget som hjalp hende på nogen som helst måde overhovedet. ”L-Lucas..” endte hun med en ganske dæmpet stemme, som hun så sig omkring, da han fik den ene lænke af hendes håndled, hvilket gjorde, at hun kunne trække hænderne til sig og faktisk.. bruge dem! Hun vendte blikket mod ham, også selvom hun næsten skælvede for meget, til at hun kunne gøre brug af hænderne, for hun var virkelig skræmt fra vid og sans! Hvad der skulle ske nu, vidste hun ikke, men der var nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende på nogen måde. Raphaella rystede mere eller mindre for meget til at hun kunne få nøglen i låsen og derved frigøre sig helt fra lænkerne, for de var virkelig tunge omkring hendes håndled, det var helt sikkert! Så stor og stærk, var hun jo trods alt heller ikke, for hun var ikke noget andet end en ganske enkelt kvinde, som ikke rigtigt kunne gøre noget som helst, om det var noget som man nu ville det eller ikke. hun peb svagt, som hun endte med at glide direkte ned i jorden, hvor hun satte sig, for hun var virkelig så skælven at hun ikke engang kunne blive stående på benene! Hun lagde håndleddet ned på jorden under hende, hvor hun endelig formåede at sætte nøglen i låsen og fik den af, hvor hun vendte sig mod vagterne som kun hastede mod dem, også selvom de selvfølgelig skulle kæmpe sig igennem menneskemængden, som tydeligt var blevet langt mere urolige end det som de havde været til nu. Hun vendte blikket direkte mod Lucas, som hun så ham.. slå Alexander ned? Var han rablende vanvittig?! Hun blinkede direkte skræmt med øjnene, som hun kæmpede sig op på benene igen. ”Lucas?!” endte hun mere febrilsk. De var jo nødt til at komme derfra nu, hvis de overhovedet skulle have en menneskelig mulighed for det. Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme direkte febrilske mine. Hun forstod ikke hvad der skete.. hun ville bare væk og det skulle være nu! Tårerne trillede stadig ned af hendes kinder. Hun var et kæmpe vrag, sådan som hun følte sig i denne stund, og hun brød sig virkelig ikke om det!

[Deleted]

Alexander blev med det samme ramt af den direkte vrede ved tanken alene om at det hele skulle afbrydes på den måde, for det var tydeligt at Lucas var mere end villig til at give afkald på det hele! Dem som stod med de store parasoller blev stående, da det var det eneste som de kunne. Gik de i panik eller bare slap de parasoller, så var det ham som havde et problem og gud nåde trøste dem, hvis det var et valg som de tog! Generelt så havde Alexander ikke rigtigt noget andet valg end at blive stående i skyggen, da solen afholdt ham fra at kunne gøre noget som helst, hvilket virkelig var en tanke som fik ham til at flippe, for han kunne virkelig ikke fordrage det! Han fulgte meget fast Lucas med blikket og med den samme ganske kortfattede mine, for det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Så gør dog noget for pokker da!” endte han med en direkte fast og vred stemme, for det var virkelig noget som pissede ham af, for han kunne jo ikke ligefrem gøre andet end at stå og se til at han slog vagterne ned! Umiddelbart så håbede han virkelig at Lucas vidste hvad han gik ind til, for dette kostede ham virkelig livet her på stedet, og selv skulle han personligt nok sørge for at de aldrig nogensinde ville have muligheden for at slå sig ned i Dvasias, for det skulle bestemt ikke være et sted hvor de ville have muligheden for at falde til rette i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte blikket direkte mod Lucas, som han kunne høre hans stemme, også selvom han slet ikke var i stand til at se noget som helst, da han jo var blændet af det kraftige lys, og selv det lys, var noget som virkelig fik det til at brænde i hans egen krop, for det var slet ikke noget som han kunne undgå at mærke! Grebet omkring kragen, fik ham til at lukke hånden direkte om Lucas’ som han vendte blikket direkte mod ham, for det var en tanke som gjorde ham direkte irriteret, for han kunne jo knapt nok se ham! ”I kan løbe, men I kan ikke gemme jer!” endte han med en direkte hvislende stemme, for han var virkelig ved at blive noget så rasende og som intet andet overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var! Han nåede kun lige at ane den stav som blev svunget direkte mod hans hoved, hvilket slog ham omkuld allerede med det samme, idet at den ramte ham direkte i tindingen. Han røg direkte i gulvet, hvilket fik dem som stod med parasollerne til at knæle ved ham, for at sikre at han blev i skyggen. Hvad andet skulle de ellers gøre?

//Out

[lucas]

Det var måske rimeligt dumt at skride til handling uden at tænke tingene igennem først, for hvis det endte galt så havde Lucas ikke nogen som helst nødplan. Han satte alt på spil ved at handle som han gjorde, han kastede alt i jorden, kun for at tilbringe sine dage sammen med sin drømmekvinde, hvis de overhovedet slap levende herfra – og det var den tanke som næsten var ham mest bekymrende. Han var bange for at han ikke ville slippe herfra i live sammen med Raphaella og hvis han endelig gjorde, så anede han ikke hvor de skulle søge hen, for de var flygtninge og det var mere ende tydeligt at hans handlemåde var noget som irriterede Alexander, selvom han virkelig var ligeglad med det! Manden kunne bare komme an! Hans grønne øjne hvilede direkte fast i Alexanders tydelige sviende øjne, efter hans skarpe lys, selvom det næsten var en følelse der fyldte ham med fryd. „Vi får at se!” svarede han hvislende. At slå ham i gulvet og se ham blive liggende, var slet ikke noget som han havde tid til at fryde sig over, hvor Raphaellas stemme også rev ham ud af den. Han var hurtigt henne ved hende igen, hvor knælede ved hendes side. Han lagde en hånd lags hendes skuldre, som han tog omkring hendes ene hånd. „Vi må væk herfra Raph..” endte han med en foruroligende stemme, for han var på ingen måder rolig i denne situation, han var bange for at de ikke ville klare den, at de ikke ville komme herfra i et stykke, men det måtte tiden vel vise? Han strøg hende kort over ryggen. „Bliv her Raphaella. Jeg prøver at bane os vej,” svarede han hastigt, som han kom op på benene, da flere vagter var kommet op på podiet. Han stillede sig klar, holdt sin stav parat, hvor han så de første soldater gå til angreb med deres sværd. Han parerede de fleste, dukkede sig for nogle slag, undveg nogle stik, slog et par vagter ud ved at ramme dem perfekt, hvor han også gjorde brug af hans egen kampsport som han selv havde opfundet, hvor han fik sparket og slået et par soldater i jorden, der ikke rejste sig igen. Det gik dog hurtigt op for ham at der var for mange, at han ikke ville have en chance for at klare sig ud af denne kattepine, for hvordan pokker skulle han dog være i stand til det? Han endte med at bakke mere og mere bagud, hvor hans kom tættere og tættere på Raphaella, eftersom det jo faktisk var hende som han forsøgte at redde. Han mærkede en sveddråbe bane sig vej fra hans pande og nedover hans tinding og kind. Han var virkelig nervøs! Hans vejrtrækning var lettere dyb og tung, eftersom han havde løbet, sprunget og kastet sig rundt, for at bekæmpe soldaterne, men han var bange for at det snart ville ende, og han var bange for at det ikke var nogen lykkelig slutning som ville komme. En soldat trådte frem – en af de mere højtstående. ”Overgiv jer selv og få en nådig død!” svarede han fast, selvom man tydeligt kunne se at mandens blik var bedende. Selv denne mand kendte Lucas til, og selv denne mand havde han haft en lang samtale sammen med, han havde tilmed arbejdet sammen med ham, under kaosset i Procias, da de havde forsøgt at få nogle mørkevæsner ud. Han strammede grebet omkring sin bo stav, hvor han nåede hen til Raphaella. Han så kort ned på hende. Hvad pokker skulle de gøre?!

[Deleted]

Raphaella var virkelig grebet af en panik, for der var jo ikke nogen steder at søge hen! Der var ingen steder at flygte, og det var jo heller ikke fordi at hun direkte ønskede at skulle sætte Lucas i problemer, selvom det nok allerede var for sent? Han stod vel allerede med problemer til halsen på grund af hende? Et sted så var det noget som efterlod hende med en dårlig smag i munden, for det havde slet ikke været hendes mening at koste ham så meget som hun havde gjort til nu! Hun vendte blikket direkte skræmt mod ham, som han kom hende i møde og bad hende om at blive på stedet. Han ville jo ikke kunne finde nogen udvej alligevel! ”De er mange..” hviskede hun direkte febrilsk, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn! Der var jo vagter overalt! Armene slog hun omkring sin egen krop, som hun vendte sig omkring. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at hun havde noget som helst, som hun kunne gøre brug af til forsvar, for det var jo tydeligt, at det slet ikke var noget som hjalp hende på nogen måde! ”Hjælp..” hviskede hun med en direkte febrilsk stemme, for det var jo trods alt heller ikke fordi at det var en løgn i den anden ende, selvom den bestemt heller ikke gjorde det nemmere for hende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At Lucas blev slået tilbage mod hende selv, fik hende til at vende blikket direkte usikkert op mod ham, hvor hun blev siddende på knæ for.. hvad skulle hun da ellers gøre? Hun kunne jo ikke stille noget som helst op, uanset hvor meget hun så end ville det eller ikke! Blikket vendte hun hjælpeløst op mod ham, næsten som hun ventede på at han ville gøre et eller andet.. ekstraordinært som ville sørge for at de ville komme ud af denne kattepine, og specielt nu hvor han havde formået at slå Alexander i jorden, så skulle han bestemt heller ikke regne med en mild straf, for det ville han på ingen måder opleve, det var helt sikkert! Hun rejste sig varsomt, også selvom hendes ben stadig var godt skælvende, selvom hun ikke sagde noget til det. Hånden lukkede hun stille omkring hans overarm, som soldaten trådte frem. Den mere bedende stemme i mandens tone, var noget som selv Raphaella kunne høre, selvom det nu heller ikke var noget som hun reagerede på som sådan, for hun lagde slet ikke mærke til de ting lige for øjeblikket! ”Vi må væk..” hviskede hun meget dæmpet, som hun vendte blikket mod soldaterne som stadig kæmpede sig igennem menneskemængden som tydeligt stod i vejen for dem, selvom det nu heller ikke var noget som hun havde noget imod, for så vidste hun da at de ikke kunne komme tættere på end det som måtte være højst nødvendigt! Hendes hænder skælvede, selvom hun havde fat i dem. Hun vendte blikket mod sin ene side, hvor hun kunne se soldater sætte pile på deres buer, hvilket fik hende til at stivne! ”Orb… orb!” endte hun med en fast tone, som buerne blev vendt i deres retning.

[lucas]

At slå Alexander ud, var måske frygtelig dumt, for nu havde Lucas med garanti den mand på nakken.. nok resten af sine dage, hvilket på ingen måder behagede ham, men.. han kunne heller ikke lade manden slippe af sted med at henrette hans drømmekvinde! Han havde været nød til at gøre noget, desuden så havde manden fortjent et par på hovedet! Og han håbede at han ville kunne mærke det slag flere dage efter! Han kæmpede måske bravt og måske mange ville finde det imponerende, men det var vidst også tydeligt at han ikke ville klare den, eftersom der var alt for mange soldater? Det kunne han jo selv se og han var på ingen måder nogen dum mand, så han vidste godt at det var ude med dem, hvis de først blev fanget. Til gengæld så havde han evner, som de burde huske på, for han havde evnen til at orbe, han kunne få dem væk i et splitsekund, selvom det naturligvis også krævede sin tid og at de ikke blev fanget inden. Som soldaterne havde tvunget ham direkte op i en krog, hvor han endte ved Raphaella igen, så mærkede han for alvor nervøsiteten stige. Hans hjerte hamrede for fulde hammer imod hans bryst, hvor han virkelig følte for at.. ja, han anede det virkelig ikke, for han var virkelig blank i øjeblikket, det eneste han faktisk kunne tænke på var hvilke konsekvenser dette fulgte og at de ville gå i døden enten ved halshugning eller hængning, og ingen af delene behagede ham på nogen måde! Noget der dog rev ham tilbage til virkeligheden, var da Raphaella greb fat omkring hans ene overarm, hvor han kort vendte blikket mod hende, inden han igen så mod soldaterne og den mand der havde bedt dem om at overgive sig. ”Kom nu Lucas, vi har ikke hele dagen,” svarede han lettere utålmodigt, hvor soldaten tog et skridt imod dem. „Glem det!” hvislede han fast, hvor hans blik ikke rigtig faldt på de mange bueskyttere der havde samlet sig omkring dem, nede blandt pøblen, eftersom hans hoved kværnede for en masse flugtplaner, men ingen virkede realistiske nok. Hans blik gled mod Raphaella, da hun sagde at han skulle orbe, hvor han kort så hende over skulderen og de grønne øjne faldt på de mange bueskyttere der gjorde klar til at skyde efter dem. „Hellige..!” Han stoppede sig selv, som han lod en arm søge omkring Raphaellas liv, for at trykke hende ind til sig. „HOLD FAST!!” råbte han fast, som han lod dem begynde at blive opløst, imens hans blik betragtede bueskytterne skyde, hvor soldaten råbte et ’nej’, idet han selv sprang imod dem, som de forsvandt i et blåt lysskær, og dermed forsvandt fra selve podiet, henrettelsen og de mange vagter og soldater, der førhen havde været bekendte og venner, men som nu havde forrådt ham, selvom.. det var måske mere ham der havde forrådt dem? De nåede dog væk før nogen kunne nå at få fat i dem, hvor der pludselig stod ingenting på den plads de kun lige havde stået på.

//Out