Night at the Sepulchre

[Deleted]

Tjenestestaben inde i Sepulchre gjorde sit bedste for at undgå pejsestuen, hvor husets herre utålmodigt ventede. Det var længe siden Leisha skulle være tilbage, i hvert fald efter Marcos mening, og han havde ikke holdt sig fra at afreagere på sine resterende tjenestefolk.
”Hun er stukket af!” havde han brølet og grebet den nærmeste tjener i struben. ”Stukket af!” gentog han og lod sine negle bore sig ind i den unge drengs hals, som straks havde udstødt en jamrende lyd, inden lugten af brændt kød bredte sig i rummet. Drengen skreg inden Marco slap ham, og tjeneren var ikke længe om at forlade pejsestuen, med hånden presset mod sin nu ildrøde hals.
Marco slog en vinflaske fra bordet og lyden af glas der knustes mod væggen blev hørt, hvorefter han stillede sig ved det nærmeste vindue, og hans blik fangede hesten som kom løbende mod palæet fra skoven omkring det. Han kneb øjnene tæt sammen inden en af tjenerne vovede sig ind i pejsestuen igen.
”Hun er ankommet, herre.” sagde tjeneren bævende, kun for at blive mødt af Marcos flammende blik.
”Send hende hertil, med det samme!” brølede han, og flammerne i pejsen steg i takt med hans temperament, og tjeneren skyndte sig ud igen. Marco fnøs arrigt; selvom at hesten Leisha havde fået var gammel og slidt, burde turen ikke have taget så lang tid. Hun burde have været tilbage for længe siden. Den eneste forklaring måtte være at hun havde haft sidespring på turen, noget han vidste at hun var klar over at han ikke tillod.

[Deleted]

Hjemme, ordet havde så mange forskellige definitioner og alligevel var der, for Leisha ingen tvivl om, hvad et hjem var. Et hjem kunne være det sted, du befandt dig oftest. Et hjem kunne være det sted, du havde alle dine ting. Et hjem kunne være det sted, hvor folk vidste, du altid var. Et hus, du tog tilbage til. En genstand. Et fast objekt. For lysvæsenet var ingen af disse ting dog forbundet med et hjem. Nej, for hende var et hjem et sted, hvor man var tryg – et sted, man altid kunne komme tilbage, lige meget hvad man havde rodet sig ud i. Et sted, hvor man var elsket.
Altså ikke et sted, som Sepulchre, hvor hun ikke var andet end Marco Ignatius’ ejendom. Ikke just et sted, man havde lyst til at vende tilbage til, og en hvilken som helst anden havde nok taget den første frihed, de havde fået og udnyttet den til at slippe væk. Alligevel var det ikke længere end halvanden dag efter, at Leisha var taget af sted fra sit forhadte ’hjem’, at hun atter befandt sig på vej ind i det store mansion for at møde sin Herre.

Hun nåede dog ikke engang indenfor i den store bygning, før en tjener noget forhutlet hamrede ud mod hende og fik hende gelejdet ind mod den overvældende pejsebygning, hvor hun overrasket væltede ind ad døren. Det store rum plejede at indeholde mindst otte tjenestefolk, der stod langs væggene, klar til at føje Marcos mindste vink, men i hendes korte, desillusionerede blikke, fandt hun ingen. Det gik dog straks op for hende, at flammerne i pejsen ikke bare lystigt knitrede, som de normalt gjorde, men nærmest stod som høje stikflammer, klar til at fortære alt, der stillede sig i vejen. Det var et af de bedste kendetegn ved, at Marco var i iltert mode, og Leishas hånd søgte straks mod den flækkede overlæbe, hvor hans sidste slag havde ramt. Alligevel trådte hun et skridt hen mod ham og sænkede hovedet, så det platinblonde hår bølgede ned over hendes skuldre og ned langs bryst og mave, der var beklædt af de slidte, misfarvede klæder, hun bar. Det halvlange pandehår faldt ind foran hendes blik og skjulte de blågrå øjne, der var vendt respektfuldt mod jorden.

” Herre”, med tanke på den frygt, der herskede i hende og hjertet, der frantisk hamrede mod ribbenene, var hendes stemme rolig og fuld af underkastelse overfor ham.

406 drops of ink for Marco

[Deleted]

At Marcos temperament havde en tendens til at nå farlige højder var ikke nyheder for Sepulchres tjenestestab. Det var trods alt hvad man kunne forvente af en ilddæmon, og specielt en ilddæmon der havde levet lige så længe som Marco havde. Ligeså var det ikke uhørt at hans temperament førte ham til vold, og Leisha var ikke den eneste af hans tjenere og tjenestepiger som bar synlige mærker fra hans vrede. Udenfor pejsestuen havde en af tjenestepigerne skyndet sig bort med den unge dreng Marco havde brændt halsen på, men hans fokus lå milevidt fra den ubetydelige staldknægt.
Marcos blik havde været fastslåst mod vinduet, hvor han betragtede horisonten så langt hans ildrøde blik kunne se, som om han målede afstanden mellem hans palæ og Procias, hvor Leisha havde været. Halvandet døgn havde det været siden han havde sendt hende af sted, og enhver anden rytter ville have set sig tilfreds med at vende tilbage til Dvasias’ mørke efter så kort tid. Men punktlighed var alt for Marco, og specielt med en tjenestepige af Leishas kaliber. Lyden af hendes stemme fik ham til at skæve mod hende, og flammerne i pejsen reflekterede sig i dybet af de ildrøde øjne.
”Hvor har du været?” Marcos stemme var isnende kølig, noget som igen var et dårligt tegn, hvis man allerede vidste at han var i dårligt humør. ”Brækkede Traver benet? Blev du overfaldet?” Marcos ord bar intet præg af hverken venlighed eller varme; i hvert fald ikke en varme man kunne finde ved et bål man varmede sig ved. Snarere den brændende ild i en skovbrand, som fortærede hvert et træ og hvert et levende væsen som ikke var hurtig nok til at undgå flammerne. Hans blik var rettet direkte mod Leisha. ”Svar!” brølede han. Hans blik faldt på den flækkede læbe, og hans læber bredte sig i et tilfreds smil. Det var endnu ikke helet, præcis som han foretrak det. Han elskede når hans mærker forblev synlige, som en evig påmindelse om hans dominance over dem under ham, både for ham selv såvel som dem der bar det.
Han vendte sig nu mod hende og bort fra vinduet og nedstirrede hende, der han stod i sin fulde højde. Hans handskeklædte hånd vekslede mellem en afslappet og en knyttet næve, som han roligt afventede hendes svar, og så frem til at dømme det. Leisha var ikke ukendt med hans fysiske afstraffelser, en tanke som fik ham til at smile smalt for sig selv.

[Deleted]

Sepulchre var et skræmmende sted, det havde i hvert fald altid været lysvæsenets mening. Akkustikken var selvfølgelig fantastisk i de store lokaler, og Leisha ville hellere end gerne, ja næsten mere end noget andet, prøve at spille musik i et sådant rum, måske optræde for et publikum og så kunne høre klapsalveren fylde lokalerne, indhylde hende i sød musik. Men nu, hvor det hverken var klapsalver eller musik, der skulle til at runge i lokalet, men derimod Marcos buldrende stemme, den aggressive ilddæmon, der i samme nu tårnede sig op foran hende. Forskrækket tumlede hun et par skridt væk fra ham, men greb sig selv i det, og måtte tvinge sig selv til at tilbagelægge afstanden mellem dem igen.

”Nrrehj”, hun havde åbnet munden for at tale, men intet andet end en af frygt hæs og ynkelig lyd forlod hendes læber. Vred over sin egen svaghed og frygt, der lod til at have taget over hendes sind, hankede hun op i de ynkelige rester af sit mod og rømmede sig, åbnede atter munden. ”Nej, H-Herre..”, mumlede hun stammende og vendte kort blikket mod ham, ”Jeg blev opholdt af en prociansk mand”, hun tøvede kort og tvang så ordet frem, ”Herre”, tilføjede hun hastigt, hadede at hun måtte tilføje det konstant. ”Det var bare mig, der var distræt, Herre, jeg beklager, markedet var så overvældende”, forklarede hun, vidste det var for meget at håbe på, at han ville forstå det, for selvom hun ville, ja, lige meget hvor brændende, hun ønskede det, kunne hun ikke få sig selv til at have et hverken undskyldende eller fortrydende tonefald i sin stemme.

[Deleted]

Marcos brændende blik hvilede nådeløst på lysvæsnet foran ham. Gennem årene havde han hørt mange undskyldninger fra hendes side, og hver gang havde han reageret med samme brutalitet. Han vidste at hun var vant til hans afstraffelser, men det så han ikke som en grund til at lade dem ophøre. Han lod hende dog alligevel tale ud, og lyttede nøje til ordene der forlod hendes læber. Alt i hans ansigt afslørede hans mening om hendes forsinkelse. Der fandtes ingen gyldig undskyldning, og den hun gav ham var bestemt ikke en han ville acceptere. En prociansk mand? Marcos ansigt fortrak sig i en stram mine, og flammerne i pejsen hævede sig endnu nogle centimeter, og den dystre glød i rummet blev straks lysere og skyggerne blev længere.
”Hvem?” var hans korte svar. Hvis det bare var en tilfældig mand var faren ikke så stor. Hvis hun derimod havde mødt nogen som hun havde en forbindelse med fra før han tog hende… Den situation var straks en helt anden. Alligevel var der noget over det hele der gjorde at hans mistanker steg. Normalt kunne Leisha holde en underdanig tone overfor ham. Denne gang kunne han ikke engang sanse hverken anger eller undskyldning i hendes ord. Hvem hun end havde mødt måtte have forandret hende på et vis – en tanke han bestemt ikke brød sig om. ”Hvem var det?” gentog han og gik hende et skridt nærmere. Pejsens flammer steg yderligere, og bekræftede kun den aggression der lå under overfladen i Marcos indre. ”Hvis jeg ikke engang kan sende dig dertil uden at du må stoppe op, skal jeg måske tage det privilegium fra dig?” spurgte han mørkt. ”Har du lyst til at tilbringe hele din tid i mit palæ, uden at kunne forlade det?”

[Deleted]

Der var noget forandret ved hende. Godt nok ville Leisha aldrig være direkte disrespektfuld overfor sin herre, det var hun slet ikke typen til. Hun var ikke den der oprørske kamppige, der altid skulle være på tværs, og hun var godt nok en flittig arbejder, men alligevel havde turen givet hende en smule stolthed, og hendes ryg var rank, mens hun stod overfor ham. Aldrig havde hun følt den følelse, hun havde i sig nu. Brændende og altfortærende, noget af det mørkeste, hun nogensinde havde følt. Had. Had til den mand, der nu stod foran hende og have taget alt fra hende; fortid, nutid og fremtid. Den mand, der havde beodret hendes forældre dræbt og nu havde taget hende væk, så hun ikke engang kunne leve med sin broder. Hun kiggede roligt på ham og tvang sig selv til at skjule sin frygt, der var ved at tage over hele hendes sind, ligesom hun blev nødt til at tvinge sig til at blive stående, hvor hun var, da han atter trådte et skridt tættere mod hende og flammerne i pejsen blev konstant livligere.
"Jeg ved ikke om De kender ham, Herre", erklærede hun med en ro, der slet ikke var i hendes blik, mens hun kiggede forhadt på ham, og vreden slog klare gnister i hendes blå øjne. "Lucas Callisto, Herre... Siger det Dem måske noget?" Hvis det rent faktisk var sandt, hvad den fremmede havde sagt ville det navn selvfølgelig sige ham noget. Meget mere end det måske ville sige Leisha, på trods af, at han havde sagt, han kunne være hendes bror.

Truslen om at tage hendes udendørsprivilegium fra hende, ramte dog fuldkommen korrekt og overrasket blev de blå øjne, der egentlig var knibet sammen til små sprækker, åbnet op og hun rystede kraftigt på hovedet. "Nej, Herre! Det var ham, der standsede mig! Jeg havde intet ønske om, at tale med ham, min Herre! Virkelig!", bønfaldende faldt hun ned på knæ foran ham og betragtede ham med store, bønfaldende øjne.

[Deleted]

Callisto… Jo, navnet sagde ham bestemt noget. Marco forsøgte at skjule enhver form for genkendelse i ansigtet, men raseriet blev kun desto tydeligere i de flammende øjne så snart Leisha havde nævnt navnet.
”Lucas Callisto… Navnet siger mig intet. Sikkert en fattigfrans som var ude efter en billig tøs for natten.” løj han samtidig som han lavede en viftende bevægelse med hånden. Det ville ikke være første gang han indirekte havde fornærmet Leisha på denne måde. Gennem al den tid hun havde været i hans palæ havde han omhyggeligt sørget for at hun med jævne mellemrum blev sat på plads, gennem alt fra små bemærkninger til direkte, fysisk vold. Han fandt en personlig tilfredsstillelse over det, og da specielt når han kunne se på hende at hans ord havde ramt ømme punkter. Sådan som hendes reaktion i dette nu. Han betragtede hende med en nærmest ligegyldig mine da hun sank ned foran ham og sendte ham det bedende blik, og skadefryden fyldte hans ansigt. Han sendte hende et slesk smil idet han selv lod sig sænke ned på hug foran hende og førte hånden om nakken på hende. Det første sekund strøg hans fingre varsomt over hendes hår, men greb så hårdt fat i hendes nakkehår. Smilet forlod dog ikke hans læber.
”Jeg vælger at tro dig.” svarede han i en dæmpet hvisken. ”Husk det, min kære Leisha. Ingen anden herre ville være så nådig med dig som jeg er. Enhver anden herre ville have spærret dig inde og aldrig ladt dig se solens lys – end ikke gennem et vindue. Ikke lad mig fortryde min godhed.” Han strammede grebet om hendes nakkehår inden han slap hende, og igen rejste sig. ”Jeg stoler på at du ikke møder denne, eller nogen anden mand igen, hvis jeg vælger at sende dig ud igen?” Han løftede et øjenbryn i hendes retning, og afventede derefter tavst hendes svar.

[Deleted]

Ordene, der forlod Marco, da han gav sit svar på navnet fik en halvkvalt lyd frem fra over Leishas læber. Næsten som et såret dyr. Den forbandede...! Hun måtte holde sig selv i kort snor for ikke at vælte frem mod ham under et vredesudbrud. Hun ønskede at rive hans øjne ud, kvæle ham, tilføre ham den smerte, han tilførte hende, men hun lagde bånd på sig selv og nikkede blot en enkelt gang. Der var intet, lysvæsenet hadede mere, end når han viste sin uvilje mod hende, og det at sammenligne hende med en billig tøs, fik tårer til at vælde frem i de blå øjne, mens hun vendte blikket fra ham. Det var bare uudholdeligt, at skulle være fanget her uden så meget som en venlig sjæl. En kærlig berøring eller et lille smil. Hun nåede dog knapt at tænke tanken færdig, før han sænkede sig ned at sidde i hug og placerede sig næsten i højde med hende. Noget nysgerrigt betragtede hun ham, indtil han lagde den varme hånd i hendes nakke. Noget ufrivilligt skælvede hendes øjenlåg, før de gled halvt i, efterlod hendes ansigt i en salig måske. Selvfølgelig kun til han trak hårdt fat om hendes nakkehår og en halvkvalt lyd af smerte forlod hende.
"De vil ikke fortryde det, nådige Herre", lød hendes eneste svar. Øjnene, der var let opspillede af frygt, betragtede ham nervøst efter hvilke andre smerter, han mon ville udstætte hende for. Kærlighed. Leisha havde engang fundet nogle sider fra en eventyrbog om kærlighed, der stammede fra Procias. De havde fortalt hende, at alle fortjente kærlighed og der var nok af det til alle i denne verden. Åbenbart gjalt det ikke indbyggerne i Dvasias, og i hvert fald ikke en lille slave.