Unexpected Visit

[Deleted]

Valencia havde haft en ret hård tid, ikke fordi der var mere arbejde end normalt. Eller jo, det var der, men kun fordi hun ikke arbejdet som hun plejede, ikke havde samme fokus som hun normalt havde. Og gæt vis skyld det var? Den forpulede Paladin som hun slet ikke burde tænke på, for slet ikke sige savne! Hun havde siden sit sidste møde med ham gået hvileløst rundt, snakket med sig selv og været muggen på alt og alle. Hun havde skældt tjenestefolk ud, hun havde skældt sin egen far ud og hun havde skældt spionerne ud. I sidste ende havde hendes far fået nok og sagt at han skulle rejse lidt rundt og håbede på at hun var sig selv når han var tilbage igen. Derfor sad Valencia nu alene i deres palæ. Kun omgivet af tjenestefolk som hun sendte kølige kritiske blikke. Natten var faldet på og omsider havde hun givet tjenestefolk lov at gå til hvile, selv gik hun rundt i gangene i sit hjem. Hun havde for længst trukket i nattøjet men hendes ene forsøg på at falde i søvn havde været nytteløs og derfor havde hun forladt sengen og vandrede nu rundt i huset. Der var stille, men det generet hende ikke, hun frøs en anelse hvilket ikke var underligt med den påklædning. Hendes fødder var bar, håret hang løst i bløde krøller der indrammede hendes blege hud. Hun trak vejret dybt og sukkede tungt, hun hadede at være så irriteret men hun kunne intet gøre. Snart nåede hun ud i husets forhal og standsede, satte sig på trappens tredjesidste trin og sukkede. Døren var åben, det var den altid, hvorfor skulle den lukkes, ingen turde alligevel komme her, der var en masse vagter stationeret ude rundt omkring så der ville næppe snige sig nogen forbi dem. Selvom hun i disse øjeblikke håbede på at dette skulle være muligt for en vis person.

Outfit: Clik

[michael]

Michael havde været utrolig forvirret siden sit besøg fra Valencia. Han vidste ikke hvad det var hun havde gjort ved ham, men hvad hun end havde gjort, så var det umuligt for ham at glemme hende, ja rent faktisk så følte han en form for savn hver gang han tænkte på hende. Men ud over at han havde været forvirret havde han også haft andre problemer, det var til at starte med kun en følelse han havde, men den forfulgte ham hver dag, og han blev mere og mere sikker på at der var nogen der fulgte efter ham når han forlod kroen og fulgte efter ham tilbage igen. Så han havde til sidst lagt en fælde til den person. Han havde fundet ud af at det var en spion sendt af Valencia, og hvad mere han fik ud af ham, var hvad hun var og hvem hun helt nøjagtig var. Michael blev en smule chokeret over denne opdagelse, men samtidig så vidste han at det ikke ville ændre noget for ham. Så han havde pakket sine ting og var rejst afsted. Dette resulterede nu i at han var kommet til den grund som Valencia boede på. Han var klædt helt i sort, hvilket gjorde at han i mørket havde nemt ved at bevæge sig uset mellem de mange vagter som gik rundt omkring huset. Han havde selvfølgelig sit sværd hængende ved siden hvis det skulle blive nødvendigt, men det havde det endnu ikke. Som han kom tættere på huset kom der også flere vagter, hvilket gjorde det svære for ham at komme frem. Han var næsten nået op til huset da han nær var blevet opdaget af en vagt. Han havde kun lige nøjagtig nået at gemme sig i nogle buske, og der blev han så siddende noget tid. Da han var sikker på at vagten ikke havde set noget, rejste han sig lydløst op og sneg sig tættere på huset, da han kom til døren smuttede han hurtigt indenfor for ikke at blive opdaget af vagterne, men da han var kommet ind stivnede han da det første han så var Valencia som sad på trappen.

[Deleted]

Hun havde skjult ansigtet ved hænderne og trukket benene op til trinet under sig hvor hun derefter havde ladet albuerne hvile mod dem. Hun så ham for sig, om hun var vågen eller sovende om hun åbnet eller lukkede øjnene, det spillet ingen rolle. En lyd henne fra døren fik hende til at sukke ”Hvad nu..?” spurgte hun irriteret uden at vende blikket lige med det samme. Der var tavst, så hun hævede blikket og stivnede ved synet af Michael, havde hun været en hvilken som helst anden kvinde, en blød en fra Procias var hun nok besvimet men så dramatisk var hun ikke så i stedet for så hun overrasket og chokeret på ham inden hun tog sig sammen og skubbet sig på benene. ”Hvad pokker laver du her!” hvislede hun inden hun skyndte sig hen til døren og lukket den. Han kom som kaldet men kunne hun ikke have været foruden hans ankomst? Ikke helt men hun ville gerne tro det. Hun vendte blikket mod ham efter at have lukket døren og så op på ham ”Er du sindssyg! Der er en dusør på dit hoved hvis du bliver fanget bliver du slagtet med det samme” skældte hun ud. Ja hvem skulle sladre? Hun var spionlederen, så al information kom til hende inden det blev sendt til de kongelig eller rådgiverne. Ved denne tanke trak hun sig et enkelt skridt tilbage, hvordan havde han fundet hende, hun havde aldrig fortalt ham sit efternavn, kun fornavnet? hvorfra vidste han at hun boede her? Og hvad lavede han i det hele taget her? ”Hvordan fandt du mig.. og hvad laver du her?” spurgte hun efter at have stået i sin egen verden i noget der virkede som en evighed men nok i virkeligheden ikke varede mere end nogle få sekunder.

[michael]

Michael stod længe bare og stirrede på Valencia, selvom han var kommet til hendes hus havde han ikke regnet med at støde ind i hende så hurtigt, eller rettere havde han slet ikke regnet med at han ville finde hende. Han var gået ud fra at hun som spionleder måtte have meget at lave, især om natten? Da han kunne se at hun ligeledes stivnede da hun så ham, gled et smil over hans læber, før det dog hurtigt forsvandt igen, så nogle måske ville tro at det slet ikke havde været der til at begynde med. Han fulgte hende med blikket som hun skyndte sig over og lukkede døren, hvilket fik ham til at kigge noget undrende på hende "Sikke en velkomst at få? har du slet ikke savnet mig kære?" spurgte han med et flabet smil. Det var ikke helt ordret det hun selv havde sagt ved deres sidste møde, men meningen var klart den samme, eller måske var den lidt mere sandfærdig denne gang end den havde været dengang hun havde været der. Da hun spurgte om han var sindsyg kunne han ikke lade være med at grine. det var sandt at der var en dusør på ham, og det var rent faktisk fordi folk mente at han var sindsyg, eller nærmere det var kongehusende der mente at han var sindsyg. "Det er der delte meninger om" sagde han med et grin. Han stod helt roligt og betragtede hende, han var slet ikke bekymret for at blive fanget, mest fordi han var ret sikker på at hendes vagter ikke ville kunne gøre ham noget, når hun ikke selv havde kunne vinde over ham "Jeg fandt dig, fordi din spion ikke var særlig god til at holde sig skjult, og hvad jeg laver her kan du vist godt gætte" sagde han med et smil og lagde hovedet lidt på skrå mens han betragtede hende. Han vidste godt at hun havde sagt at hun ville glemme ham sidste gang de havde set hinanden, men det var jo tydeligt at hun ikke havde gjort netop det.

[Deleted]

Smilet dukkede op og forsvandt ret hurtigt igen alligevel havde hun nåede at bemærke det. Det var som om at hun altid vågnede op og blev helt klar i hovedet når han var i nærheden. Så klar i hovedet som hun havde været inden hun havde mødt ham, pokkers tage det møde! Det havde forandret hendes liv for altid! Hun hadede at have det sådan, føle sådan, tænke sådan og det var alt sammen hans skyld alligevel sagde hun det ikke til ham, for det vil betyde en erkendelse om at han betød mere for hende end hun ønskede og den erkendelse ønskede hun ikke at give ham. Hans første ord lige efter hun havde lukket døren mindede hende om hendes egen ved deres sidste møde. Hun anede ikke om hun skulle smile eller blive vred og endte blot med at snerpe læberne sammen i et stædigt udtryk. Om han så mente det når han kaldte hende kære eller bare drillede anede hun ikke, hun kunne ikke helt se det så hun var i tvivl ”Jo da.. jeg har gået og drømt om dig lige siden jeg forlod dit værelse på kroen” sagde hun med en ironisk tone. Han grinte blot da hun spurgte om han var sindssyg og et skævt smil brød hendes læber da hun ikke kunne holde det tilbage ved hans svar. Hun trådte et lille skridt frem og stod derved tættere på ham. Hendes hoved blev lagt på skrå mens hun ventede på det næste svar. Hendes øjne blev dog større og hun så chokeret på ham ”Så du ved det…?” sagde hun ikke spørgende men konkluderende. Hvis han vidste hvem hun var så forstod hun ikke helt hvad han lavede her. En tanke slog ned i hende, var han kommet tilbage for at gøre arbejdet færdig fra deres første møde? Hun pressede læberne hårdt sammen ”Hvad gjorde du ved min spion?” spurgte hun køligt og hårdt. Hvis han ikke havde slået spionen ihjel ville hun selv gøre det, hvis hun da overlevede.

[michael]

Michael betragtede hende roligt. Han vidste ikke hvor meget deres møder havde ændret ved hende, hun havde jo aldrig sagt det, han vidste ikke engang at hun ikke havde været klar i hovedet siden de sidst havde set hinanden. For han kunne ikke uanset hvor meget han end gerne ville, læse tanker, og hun havde jo ikke sagt noget til ham omkring det så han vidste intet. Da han så hendes nået snerpede udtryk da han brugte hendes egne ord i mod hende kunne han ikke lade være med at grine, ikke fordi at det var komisk, eller jo lidt var det vel, men mere fordi at hun havde reageret nøjagtig som han havde regnet med, hun ville og det var nu altid meget sjovt, eller det fandt han det hvert fald selv. Han stoppede dog kort efter med at grine og betragtede hende roligt med et varmt smil, før han kiggede lidt rundt i huset. ”Ja det tænkte jeg nok” gav han igen lige så ironisk, han kiggede endnu engang rundt da hun kom tættere på, og ved hendes konklusion nikkede han roligt ”Ja jeg ved det, men det gør ikke noget. Hvis jeg havde vidst den første gang vi havde mødtes, havde jeg nok slået dig ihjel der, men der er sket en forandring ved mig siden jeg mødte dig, jeg ville ikke kunne skade dig, og jeg vil heller ikke” sagde han med et smil. Så måtte hun jo tage det som hun ville, der var ikke meget andet han som sådan kunne sige til hendes konklusion end det. ”Din spion? Ham ser du ikke igen, ikke med mindre du besøge gravene i procias” Michael havde slået hendes spion ihjel efter at denne havde fortalt ham hvad han ville, netop fordi han ikke fandt sig i at blive udspioneret. Hendes hårde og kølige tone fik ham bare til at trække lidt på smilebåndet ”Har du ikke et mere privat sted vi kan snakke? Du skulle jo nødig blive set sammen med en efterlyst mand vel?” sagde han og grinte lidt før han blinkede til hende, han trådte lidt tættere på hende og lagde forsigtigt sine hænder mod hendes hofter.

[Deleted]

hun betragede ham roligt, eller forsøgte at virke rolig og kontrolleret for det hun i virkeligheden ønskede allermest var at kaste sig i favnen på ham og knuge sig helt ind til ham. I stedet for så hun nærmest ligegyldigt på ham som om hun kedede sig eller ønskede at være alle andre steder end her. Hans svar fik hende dog til at de overrasket på ham, betød det at han var ligeglad med hvad hun gjorde? At hun var skyld i mange uskyldigs død? Virkelig? Hun havde svært ved at forstå at en mand som ham, der satte ære, ærlighed og godhed i første række ville være sammen med hende, den kvinde i Dvasias der kunne bringe folk til fald eller omvendt til hæder hvis hun blot sagde nogle få ord. Da han sagde at han havde dræbt hendes spion så hun nærmest tilfreds ud "Godt! Ellers havde jeg selv gjort det" svarede hun. Hun havde ingen planer om at tage til kirkegården i Procias, der var simpelthen for langt dertil. hun bemærket at han lod blikket glide rundt og fulgte kort hans blik. Deres blikke mødtes og hun nikkede blot, selvfølgelig havde hun et sted, hun skulle lige til at flytte sig da han trådte tættere på og lagde hænderne på hendes hofter. Hun trak vejret dybt og forsøgte at virke rolig inden hun blidt lagde hænderne på hans skuldre og blidt lod sine læber strejfe hans. "Kom.." hviskede hun blidt inden hun tog hans hånd og førte ham op ad trappen og ned ad gangen. Hun standset ved sine gemakker og åbnede døren indtil stuen der havde en lille dør i mellem indtil hendes værelse. Hun lukkede døren efter dem og vendte sig om. Hun lænede sig op ad døren og så blot på ham "Du burde slet ikke være her" hviskede hun dog på ingen måde afvisende, nærmest omvendt.

[michael]

Michael kunne sagtens se bag hendes facade med at være rolig og kontoleret, eller det mente han da han kunne, for det virkede ikke naturligt for hende at være sådan, det virkede mere som om hun bekæmpede en eller anden trang, men hvad dette måtte være kunne han dog ikke sige. Michael lagde hovedet lidt på skrå med et skævt smil ”Ret mig hvis jeg tager fejl, men du kan godt droppe facaderne, du ville have smidt mig ud hvis du havde det på den måde du viser” sagde han med et varmt smil. Det var vel rigtig nok`? hun ville da havde smidt ham ud hvis hun hadede ham så meget som det så ud til ud fra hendes ansigts udtryk. Da han så hvor overrasket hun blev over det han sagde, begyndte han at grine igen før han smilte varmt smil hende ”Måske har du skadet uskyldige mennesker, men det har jeg, desværre også. Og du har vundet mit hjerte, og før du siger noget, så ved jeg godt det lyder dumt, men jeg har ikke andre ord der kan beskrive det” sagde han kort. Han nikkede bare kort ved det hun sagde, han havde regnet det ud for længst, altså at hun selv ville have slået ham ihjel hvis Michael ikke havde gjort det, hun var jo åbenbart en meget hård dame, og ikke en man skulle komme tilbage til hvis man havde fejlet nøjagtig som hendes spion jo havde gjort da han blev opdaget. Han kunne ikke lade være med at smile da han mærkede hendes hænder på hans skuldre, og det blev kun større da hendes læber strejfede hans, så havde han altså haft ret i at tage her hen. Han nikkede med et smil og fulgte efter hende op til hendes gemakker. Han kiggede kort rundt før han vendte blikket mod hende igen ”Det burde du heller ikke have gjort ved kroen, men du kom alligevel, og for at være ærlig kunne jeg ikke holde mig væk” sagde han med et varmt smil og satte sig så på hendes seng mens han betragtede hende med et varmt smil på læben, hun så lige så godt ud som han kunne huske, dog var hun langt mindre påklædt nu, og lignede en der havde været på vej i seng. Da han kom, han kunne dog ikke sige at det gjorde ham noget.

[Deleted]

At han delvist havde genne skuede hendes facade vidste hun ikke men ville hun få er chok hvis han sagde det? Næppe! Hun anstrengte sig nemlig for at virke kold og ligeglad, og normalt behøvede hun ikke anstrenge sig, det kom bare naturligt til hende. desuden ville hun have jagtet ham ud hvis hun virkelig ikke ønskede ham her. Så han havde ret og selvom hans ord irriteret hende kunne hun intet andet gøre end sukke "Er det virkelig så tydeligt?" spurgte opgivende. Hun tabte underkæben ved det næste han sagde og hun så chokkert på ham. Hendes puls steg, hendes hjerte hamrede voldsomt og hun så væk af ren og skær forlegenhed. Okay sagde han lige at han var forelsket i hende? Ikke godt! Eller jo! Det var godt, meget bedre end godt men det ville blive både vidunderligt men også indviklet. "Eh.. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige" sagde hun lettere forvirret. Hun var slet ikke god til det med følelser og at snakke om det var ikke noget hun kunne finde ud af. Oppe på værelset så hun blot tavst på ham mens hun ventede på svar, hans svar gav mening men fordi hun var den hun var var hun lidt for stædig "Jeg ville have mit sværd, det var derfor jeg dukkede op ved kroen" det var jo ikke helt løgn. hun flyttede dig fra døren og hen til sengen hvor han sad. Hun gled ned at sidde lige ved siden af ham og lagde hovedet mod hans skulder, hendes hånd fandt blidt hans, hun trak vejret dybt "Tak fordi du kom" hviskede hun og flettede sine fingre med hans.

[michael]

Michael begyndte at grine da han så at hun blev irriteret over hans ord, det var måske ikke det bedste han kunne gøre, men at hun blev så irriteret over at han havde gennemskuet hende morede ham virkelig, grundet at han trods alt var 500.000 år gammel og derfor have en del erfaring med folk, og derfor tit kunne læse folk når de skjulte noget, det var ikke altid at han kunne det, men lige med Valencia så var det sådan. Han nikkede med et smil ” Ja det er det, du er alt for anspændt når man tænker på at du prøver at virker som du plejer, og så er jeg ikke blevet smidt ud eller afleveret til dine vagter endnu” sagde han med et grin og blinkede til hende. Det kunne dog stadig nås hvis det var det hun ville gøre, for hvis hun gjorde ville han næppe kunne klare alle vagterne alene, måske ville mange af dem falde først, men alene på grund af deres antal ville de jo før eller siden overvinde ham. Da han sad på sengen, kiggede han smilende på Valencia som hun stod og betragtede ham ”Du ville være kommet alligevel, alene fordi at jeg sørgede for at du overlevede og du ville vide hvorfor” sagde han med et grin. At hun var stædig gjorde ham ikke noget, det var vel egentligt kun godt at hun kunne give ham noget modspil i gang i mellem. Da hun satte sig ved siden af ham, lagde sit hoved mod hans skulder, og tog hans hånd bredte der sig et varmt smil på hans læber, han lod villigt deres fingre flette sammen og nussede blidt hendes håndryg med sin tommelfinger. ”Du behøver ikke at takke mig Valencia” sagde han med et smil og lagde forsigtigt sin frie arm rundt om hende og nussede hende blidt i siden.

[Deleted]

Hun var for anspændt til at kunne skjule at det blot var en facade og derfor havde han også lettere ved at gennemskue den end normalt. Hun forsøgte virkelig at slappe af men det gik bare ikke, han stod jo der, få centimeter fra hende og hun måtte virkelig anstrenge sig for ikke at kaste sig om halsen på ham som enhver anden lille prociasnsk dulle ville gøre når hendes fyr omsider kom hjem. Hans svar fik hende til at himle med øjnene ”Jeg kan stadig nå at gøre det så tving mig ikke til at gøre noget jeg helt klart vil fortryde!” svarede hun vredt og endte dog med at sukke opgivende efter nogle sekunder. Hvem prøvede hun dog at narre!? En ting var dog sikkert, hun ville fortryde det hvis hun lod ham indfanges selvom det klart var det rigtige at gøre. Han havde dog ret, hun ville være kommet alligevel blot for at høre hvorfor han havde ladet hende leve når han ligeså godt kunne hav dræbt hende, derfor svarede hun ikke men endte blot med at sætte sig ved siden af ham. Hun fornemmede tydeligt hvordan han blidt kærtegnede hendes håndryg. Hans stemme var så vidunderligt at høre på, især når hun savnet ham så meget som hun gjorde. Hun strøg blidt hans kind med den anden hånd og så op på ham ”Jeg har tænkt på dig…” det gik op for hende efter at hun havde sagt ordene at hun lød alt for blød hvilket nærmest gav hende kvalme og derfor tog sig derfor sammen ved at trække begge hænder til sig og sende ham et køligt blik ”Og det har været helt umuligt at lave noget. Er du klar over at jeg har arbejde helt op til over ørene fordi jeg ikke kunne koncentrere mig på grund af dig!” sagde hun nærmest vredt hvilket ikke helt var sandt men hun forsøgte blot at skjule at hun var ved at blive for blød.

[michael]

At hun var anspændt var kun noget som Michael kunne beklage, for det var jo hans skyld at hun havde det sådan, hvis ikke han var dukket op, ville hun ikke være så anspændt nu, eller det regnede han hvert fald med. At hun lige nu kæmpede mod en trang til at kaste sig om halsen på ham, vidste han intet om, selvom dette nok ville få ham til at grine endnu engang, hvorefter han nok ville have hevet hende ind i en tæt omfavnelse. Ved hendes ord begyndte at han at grine og lagde så hovedet på skrå ”Tvinge dig? Jeg ville aldrig tvinge dig, og jeg tvivler også på at det overhovedet ville være muligt, dette er jo dit hjem, og jeg er gæsten. Men hvis du gerne vil have det, er det da stadig muligt for mig at gå igen?” sagde han med et udfordrende smil, han var helt sikker på at hun ikke ville have at han forlod hende nu, ellers ville hun jo aldrig have sat sig på sengen sammen med ham. Han smilte varmt til hende som hun lå op af ham, og nussede hende blidt på ryggen mens han samtidig nussede hendes håndryg. Da hun blidt strøg ham over kinden, flyttede han armen fra hendes ryg og lagde den blidt mod hendes der var placeret på hans kind. ”Jeg har også tænkt på dig Valencia, ellers ville jeg jo ikke være kommet her i aften hvis jeg ikke havde. ” sagde han med et varmt smil. Hendes bratte forandring fra at være den bløde kvinde, til den kølige kvinden fik ham et kort øjeblik til at glippe forundret med øjnene, før han begyndte at grine lavt ”Det må du meget undskylde. Og kan du droppe skuespillet, jeg har længe vidst at du ikke kun er en hård kvinde, det vidste jeg allerede den dag jeg vandt over dig, for derefter at redde dit liv.” han flyttede en hånd op og skubbede blidt en hårlok væk fra hendes ansigt, og lagde den forsigtigt om bag hendes ører, det varme glimt i hans øjne, blandet med det smil som man næsten kunne fornemme i dem, gav de ellers mørke øjne et meget mere livligt udtryk som han sad der og betragtede hende.

[Deleted]

Faktisk ville det ikke have ændret et kuk om han var blevet væk eller var kommet. Tværtimod ville det kun have været værre for hun ville have tænkt så meget mere på ham uden at vide hvor han i verden var, eller om han overhovedet tænkte på hende på samme måde som hun på ham. Hans svar fik hende faktisk til at trække en anelse på smilebåndet men ikke helt så det blot var en antydning af et smil. Da han sagde at han sagtens kunne gå og derefter anlagde det der udfordrende smil fnyste hun og skubbede irriteret til ham ”Du ved jo tydeligvis godt at jeg ikke kunne drømme om det” køligheden forlod hende ikke til trods for svaret der kunne siges i en mild tone selvom det ikke var tilfældet. Hun fornemmede hvordan hans hånd forlod hendes ryg og blev lagt over hendes hånd som hun havde lagt på hans kind, et øjeblik var hendes blik mildt men kun et øjeblik. Hans svar var vel oplagt og hun sukkede lettere irriteret, han var en kende for flabet! Hans latter irriteret hende grænseløst og hans svar endnu mere men hun sukkede igen men bed sig i underlæben. ”Du..jeg ..åh jeg hader det der følelsespjat!” sagde hun irriteret og gled ned at ligge på ryggen i sengen og så op i væggen. ”Men du har ret.. jeg holder af dig.. utrolig meget!” sagde hun efter noget tid. Hun vendte blikket mod ham og så tavst på ham. Hun ville gerne sige mere men det ville bare gøre stemningen endnu koldere end den muligvis var.

[michael]

At det ikke ville ændre noget om han havde ladet være med at komme vidste han intet om, og at det rent faktisk ville være, værre for hende hvis han ikke var kommet, vidste han heller ikke noget om, men hvis han havde vidst det, ville det klart bringe et smil frem på hans læber. At hun havde så stærke følelser for ham, at hun ikke ville kunne tænke klart, når hun tænkte på andet, var kun noget han ville være glad for, for så vidste han at hun havde det på samme måde overfor ham. Selvom han godt nok ikke havde et decideret arbejde, havde han da heller ikke rigtig kunne tænke på andet end hende efter deres sidste møde som var endt utrolig brat, da hun havde valgt at gå. Da hun skubbede irriteret til ham kunne han ikke lade være med at grine lidt, selvom hun måske prøvede at være kølig og irriteret på ham, så var alt hvad det gjorde, kun at få ham til at grine. For han troede ikke på at hun virkelig havde det sådan med ham, for som hun lige selv havde sagt, hun kunne ikke drømme om at smide ham ud ”Det ved jeg skam godt Valencia” sagde han med et smil og puffede blidt tilbage til hende. Det at hendes øjne blev milde et øjeblik, fik ham til at tro endnu mere på at hendes kølighed var en ren facade. Han grinte da hun snublede over ordene og fulgte hende så med blikket da hun lagde sig ned på ryggen ”Det tror jeg alle gør til en hvis grad, men man skal bare se på alt det dejlige det bringer med sig” sagde han med et smil. Et smil der kun blev større da han hørte hendes ord, han rejste sig kort, spændte sig sværd af og smed det sammen med sin kappe væk fra sig, før han lagde sig ned ved siden af Valencia så han lå på siden, med fronten mod hende ”Jeg holder også utrolig meget af dig Valencia, og selvom jeg ved at din kølighed er en maske, så ville jeg dog ønske du ville smide den når vi kun er os to. ” sagde han med et skævt men alvorligt smil. Han lagde forsigtigt sin ene hånd mod mave og nussede hende blidt uden på det nattøj hun havde på.

[Deleted]

Jo hendes følelser for ham var skam stærke, og det var endelig underligt, de havde kun mødt hinanden to gange, og hver gang havde de knap lært hinanden at kende for de havde brugt det meste af tiden på at diskutere eller som deres første møde var gået på.. at slås. Apropos slås, det ville hun skam gerne prøve igen med ham, ikke at hun troede at hun ville vinde denne gang for chancerne for dette havde ikke ændret sig det mindste siden sidst. Men ja, deres sidste møde var endt brat… hun havde ikke drømt om at det ville ende som det havde gjort, at hun faktisk havde bakkede ud i sådan en situation. Det gjorde hun normalt ikke, og selvom det havde været hendes hensigt fra starten da hun havde taget hen til ham, så havde hun ikke regnet med at komme til fornuft og se det i en større perspektiv, eller rettere.. få så stærke følelser for ham at hun vidste det ville ende galt hvis hun fortsatte. Han grinte blot da hun skubbede til ham hvilket ikke gjorde hendes irritation mindre, endelig var irritationen ikke rettet mod ham men mod sig selv. At han vidste det godt fik hende til at se væk, var det virkelig så tydeligt? Ja sikkert, han læste hende vel som en åben bog, dette frustreret hende for normalt var hun jo god til at anlægge et solidt pokkerfjæs som ingen kunne trænge igennem. Hun blev blidt puffet til hvilket fik hende til at smile en lille smule, endelig var det kun en lille trækning i den ene mundvig. Hun kunne endnu ikke helt forstå at han virkelig var der, det var som en drøm. Hun endte med at sukke og glide ned på ryggen, hans svar fik hende ikke til at vende blikket mod ham men derimod holde blikket rettet mod loftet. ”Du ved vel godt at vi begge er i fare…” hviskede hun svagt. Hun var fra Dvasias, et mørkt væsen og en livselskere, hun ønskede ikke at miste sit liv, men selvom hun ikke ønskede dette var hans liv pludselig mere værdigfuldt end hende og det var endelig det hun forsøgte at sige. Hun så ham ikke smile, men fornemmede og hørte ham rejse sig og vendte blikket mod ham. Fulgte ham med blikket idet han løsnede kappen og bæltet med sværdet. Hun trak vejret dybt idet han lagde sig ved siden af hende og vendte blikket igen mod loftet. Hans ord fik hende til at lukke øjnene og trække vejret dybt, hun prøvede virkelig at holde den maske ganske enkelt for ikke at give efter, dette ville ende galt og deres liv vil ændre sig drastisk. Måske mere hendes liv end hans for han var jo allerede jagtet af alle og enhver. Hun vendte blikket mod ham, bemærket hans skæve dog alvorlig smil og bed sig svagt i underlæben. Hans hånd blev forsigtigt lagt mod hendes mave og hendes krop sitrede svagt ved fornemmelsen. Hun vendte sig om på siden, skubbede sig tættere på ham og puttet sig derved indtil ham. Hendes ene hånd blev lagt på hans bryst og ellers lå hun helt stille i noget tid, derefter så hun op på ham ”Jeg.. jeg vil gerne ligge i ske med dig” hviskede hun blidt, dog ærligt. Hun ville gerne ligge helt tæt på ham, og det var vel den eneste måde. Var det for direkte? For meget? Hun anede det ikke, men det ville hun vel finde ud af.