An old debt

[Deleted]

Det var en mørk og stormfuld aften.. Julen var veloverstået for langt de fleste, gaverne var pakket om, den gode mad var taget af fadende, og de spændte børn, kunne atter falde til ro. Ophelia havde skam ligeså fejret den herlige højtid julen nu engang var, ganske vist blot hende og hendes kære butler, men det havde været ganske tilfredsstillende. Selvom hun ikke selv havde fået de helt store gaver dette år, så var hun bestemt ikke færdig med at give. Foran hende, på et bredt stenbord, lå en mandlig skikkelse. Liget var velbevaret, højest sandsynligt ved hjælp af magi, ikke at hun skulle klage, for det ville trods alt blot gøre det lettere for hende. Lysene i den dunkle kælder, brændte lystigt og gav et hyggeligt skær til det ellers kølige rum. Man skulle netop tro, ud fra resten af det meget elegante og antikke hus, at en kvinde som hende, ville have så dystre kælder, og så mange hemmeligheder. Det stille smil hvilede på hendes rosa læber. Hendes krøllede, blonde hår, var bundet op i en stram knude, hvilket kun gjorde hendes markante ansigtstræk klare. Hun var ikke længere ung, hvilket efterhånden havde sat sine spor, ikke at det var noget hun reagerede på, som en af de få, så hun alderens tegn som et tegn på sundhed og skønhed, og hun levede hendes liv, et liv hun nu skulle til at puste i denne mand. Geraldo – hendes kære butler og tidligere ægtemand, vandrede rundt et sted oven på. Han havde sørget for at gøre det hele klart til hende, hvilket hun måtte værdsætte, tid var kostbar. Foran hende lå ingen bog, eller anvisninger af nogen form, erfaringen havde hun samlet sig gennem årene, og selvom det var yderst sjælden hun bragte en død tilbage til livet, så var det noget hun var tvunget til at gøre denne gang, gennem en æld gammel pagt, der var gået i glemmebogen, hvilket hun selvfølgelig ikke kunne tillade! Denne mand havde i sin tid hjulpet hende gang på gang, til gengæld havde han altid været en skeptisk og ikke mindst mistroisk karakter, dette var det eneste han havde krævet til gengæld, og nu hvor hans lig var afhentet og gjort i stand, kunne hun endelig indfri gælden, selvom vejen til Imandra havde været lang, og den kære grevinde havde virket underligt.. modvillig. Hun lod blikket glide i, og lagde begge hænder over hans nøgne krop. "Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen... Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen" hviskede hun roligt. Når først remsen var fremsagt en gang, begyndte hun blot forfra igen. Lysene begyndte at blusse, og det havde intet at gøre med uvejret udenfor, for i disse dybe kældre, kunne vinden ikke nå dem. Tankerne var borte fra hendes sind, ethvert fokus var holdt på messen, på hendes sanser og særligt hendes hjerteslag, for det var nogen hun skulle skænke til ham. Hun følte varmen i hendes fingrer, energien omkring hende, der kun fortalte hende, at hun var på rette spor

[Deleted]

Det sidste som Izaiah kunne huske, var hans frieri til Blair. Lige hvad der var sket, hvorfor hun havde reageret som hun havde gjort og med det hele, var aldrig noget som han havde fundet ud af før døden havde revet ham til sig. Den evige tortur kunne dog ikke af den grund hamle sig op med det som hun havde oplevet i eftertiden. Den evige vandrende fornemmelse uden mål eller mening, uden at have noget at søge væk fra eller til, var noget som ganske enkelt havde drevet ham til vanvid og han kunne intet stille op med det, hvilket kun var noget som gjorde ham langt mere irriteret end det som han havde været nok i forvejen! Blair havde gået igennem hans mange ting, fundet den gamle aftale og den gamle pagt som han havde gjort med Ophelia frygtelig mange år i forvejen og længe inden at Blair selv var kommet til verden. At hun havde nægtet ham en hvile, en begravelse værdig for en mand af hans daværende titel, så havde han heller ikke noget andet valg end at tage tingene som de nu måtte komme, også selvom det virkelig havde været hårdt. Han havde ikke haft nogen grund til at vandre på jorden på den måde, som han nu havde gjort det! Turen fra Imandra til Dvasias havde været lang. Hans sjæl fulgte med kroppen, også selvom han ikke var helt sikker på hvad det hele måtte indebære, selvom han havde og håbede selvfølgelig på to valg; Den evige hvile, eller tilbage til livet. Det var de to ting som han ønskede sig, for han var i den grad ikke færdig med Blair endnu! Han havde sin sidste stund som han skulle have overstået, netop også fordi at hun havde gjort alt det overfor ham som hun havde gjort, og det var bestemt ikke noget som han fandt sig i! Sjælen kredsede ganske let omkring den døde krop. Den havde været fanget på magisk vis, let i forrådnelse, men det var faktisk også det, så han så særdeles forfærdelig ud!
Som Ophelia begyndte med sin remse, så kunne han i den grad godt mærke på sig selv. Han lod hånden glide let mod hans bryst, næsten som han følte det som et.. voldsomt stik? Han vendte blikket lettere ned af sig og med den samme mine som før, idet at han næsten kunne fornemme at kroppen måtte kalde ham til sig? Han blev draget tættere og tættere på, idet at han måtte søge direkte tilbage til det sted hvor han måtte komme fra; Den forpinte og gamle krop som lå henslængt på bordet og som hun var i færd med at vække! Jo længere hun måtte fortsætte sin umådelige lange remse, jo mere kunne han mærke at det var ved at ske og det var noget som i den grad også gjorde godt for hans vedkommende! Minutterne som måtte gå og de små kramper som måtte tage til, kun for at vække ham tilbage til livet, var noget som han i den grad godt kunne mærke, selvom han ikke kunne vågne helt endnu! Hans hjerte begyndte først sine små første slag, kun for at sætte farten hurtigere og hurtigere op, kun for at slå mere og mere kraftigt mod hans bryst, idet at hans øjne direkte for op, og han tydeligt måtte ligge og gispe efter vejret. Han havde vendt sig om, kun for at kunne lægge sig mere eller mindre i fosterstilling, selvom det slet ikke var noget som hjalp ham overhovedet! Næsten som han havde glemt hvor han havde været henne, eller hvad der skete, for det var virkelig en intens smerte som han aldrig havde oplevet det nogensinde før! De mørke øjne klemte han kraftigt sammen. Han følte slet ikke at han kunne få luft!

[Deleted]

Ophelia forblev i en dyb koncentration. Hendes vejrtrækning var rolig, hendes messe var blid og uanstrengt. På længere afstand, kunne det næsten se ud, som sov hun stående, ingen ville se hendes læber bevæge sig, eller høre hendes stille hvisken. På trods af at hun var gammel, så kostede det hende som oftest ekstreme mængder af energi, men denne gang var det anderledes. Hans sjæl var ikke langt borte, for det virkede næsten forbandet hurtigt, ikke at det gjorde hende noget. Lysene brændte intenst, kastede et stemningsfuldt skær over det velholdte lig, der ikke længere ville være koldt og dødt, om blot et lille øjeblik. Intet forstyrrede hende, hendes tanker var fokuseret på denne mand, som hun i sin tid havde indgået en pagt med, det var kun til hendes store tilfredshed, af Grevinden af Imandra, endelig lod til at have fundet den, og havde bragt hans lig, på trods hun havde virket underligt modvillig, det var nu ikke noget hun ville blande sig i, det var i det store og det hele deres egen sag. Hendes hænder føltes direkte brændende, ikke at det var behageligt på nogen måde, men hun måtte jo bare bide det i sig. Hendes eget hjerte slog en anelse mere fast, mere rytmisk, hendes messe var blevet en anelse mere bestemt, mest for at forholde sig rolig, for hun kunne ikke lade hendes koncentration brydes nu. Hun mærkede en lille vind, stryge hende over håret, som et beroligende kærtegn, hvilket var hendes klare signal. Hun færdiggjorde hendes ord, og tav derefter, lod i stedet blot hendes hænder sænke sig, og ligge sig mod hendes bryst. Den stille vind der var opstået, lagde sig endnu engang. Lysenes flamme lod sig gå i sig selv. Ganske roligt åbnede hun øjnene og mødte den chokerede mands blik. ”Jeg beklager denne grusomme måde,” hun sendte ham et stille smil, der i det store og det hele ikke sagde hverken fra eller til. Hånden gled mod hans hjerte, følte hvor hårdt det slog mod hendes håndflade, hvilket selvfølgelig kun var et godt tegn, det betød om ikke andet at det var lykkedes. ”Dybe vejrtrækninger min ven, jeg er klar over, at det kan stikke lidt,” hun nikkede sigende mod ham. Den frie hånd lagde sig bag hans hoved som en støtte, hun vidste at han skulle falde til ro, for ellers ville det ende med at koste hende energien i sidste ende, når hun gang på gang ville være tvunget til at kalde hans sjæl tilbage til hans krop. En gang var mere end rigeligt! Hun vendte ryggen til ham, og tog tæppet som Geraldo havde lagt klar, lagde det over Izaiahs skikkelse, kun for at holde ham varm, efter så mange år i døden, så var det i sig selv ikke en nem opgave. ”Dybe vejrtrækninger,” gentog hun roligt. Hendes stemme var blid og forhåbentlig velkendt, hvilket hun håbede ville hjælpe ham, også selvom hun langt fra var blid af sjæl og person, det var trods alt heller ikke hvad det handlede om i øjeblikket. Når han var klar, så kunne han få sig en tår af en fantastisk eliksir, og derefter ville han blot behøve søvn. Om et par dage gik hun ud fra, at han ville være frisk til igen at stå på egne ben, enkelt og nemt.

[Deleted]

Izaiah havde ganske vidst ikke styr på alt det med alkymi, selvom han nu fandt det ganske så fascinerende, selvom det nu heller ikke var noget som han rørte ved som sådan, for det var der ingen verdens grund til i den anden ende. Efter alt det som Blair havde gjort overfor ham, så fulgte han med kroppen, han var lige i nærheden, så han var nu temmelig sikker på, at det ikke skulle blive så slemt igen med henblik på det at vække ham, selvom det først var noget som gik op for ham, da han direkte blev draget tilbage mod kroppen. Kampen for vejrtrækningerne var noget som i den grad også måtte tage frygtelig hårdt på ham, så man skulle tro at det måtte være en løgn! Den pludselige kulde som strøg ind over ham, var noget som næsten måtte sætte en direkte frygt i ham, for han havde aldrig nogensinde frosset så meget i hele hans lange liv! Med de tomme lunger, så var de svære nok at få til at udvide sig, så han faktisk kunne få luft! Tæppet som blev lagt omkring ham, og med stemmen som han ikke rigtigt kunne opfange på nogen måde, selvom han virkelig forsøgte, for det var faktisk hårdt nok som det måtte være fra før af. Han klemte øjnene let sammen, skønt at de løb i vand uanset hvad han gjorde. Hans krop rystede, hvor han selv så desperat forsøgte at finde varmen, selvom det bare ikke ville som han ville, og det var en tanke som i den grad også måtte frustrere ham! Hånden mod hans hjerte og mod hans hoved, var noget som bragte ham en form for varme, for han havde virkelig ingenting i kroppen som kunne varme ham op, så selvfølgelig var det noget som i den grad også havde sin påvirkning af ham! Som han blev mere og mere afslappet, så var det også betydeligt nemmere for ham at finde og falde til ro på denne her måde, selvom det faktisk var besværligt nok som det måtte være i forvejen! Han klemte øjnene sammen endnu en gang, hvor han samtidig bed tænderne godt sammen, for de klaprede virkelig! ”G-gru-grusomme m-måde?” endte han tydeligt skælvende, med en stemme så hæs som intet andet, for han var virkelig tør i halsen. De sidste frygtelige mange år var næsten gået i glemmebogen som han var endt med at blive vækket. Han endte med at slippe et gisp, som han lod hovedet falde direkte med det kolde bord. Han var jo kold nok som det måtte være nok i forvejen! Han havde slet ikke luft nok til de dybe vejrtrækninger, hvor han egentlig bare valgte at prise sig lykkelig for de små som han nu kunne få fat i, selvom det bestemt heller ikke skulle vise sig at blive nemt på nogen måde. Kroppen rystede, han kunne ikke rigtigt finde ro, og han kunne slet ikke undgå at ryste eller kæmpe for at få luft! Han åbnede de mørke øjne og vendte blikket mod hende. ”H-hvor er j-jeg..?” Han så sig omkring, selvom hans blik i den grad var sløret, for han følte virkelig ikke at han kunne se noget som helst, og den tanke var noget som var slem nok som den måtte være i forvejen, for han kunne simpelthen ikke have den tanke! Han følte sig sårbar nok som det var i forvejen!

[Deleted]

Hans krop havde været umådelig hvilket i sig selv var noget der undrede hende, desuden havde hans sjæl tydeligvis ikke været langt borte, for det var ikke fordi det havde været kompliceret, et sted var hun vel næsten.. skuffet? Om ikke andet så lå Izaiah nu på bordet foran hende, hendes gæld var indfriet, hvilket selvfølgelig altid var en lettelse, hun brød sig ikke om at skylde. Tæppet pakkede hun tæt omkring hans krop, i et forsøg på igen at lade ham finde en anelse varme, for det ville ikke være nemt for hans egen krop, at finde den rette temperatur, og indtil da så skulle han holdes varm. Ophelia blev stående ved stenbordets side. Hendes hånd lagde sig mod hans bryst, ganske vist uden på tæppet, og følte på hans hjerte. Det slog som det skulle, men i det store og det hele, lod hun blot hånden hvile der, som for at berolige ham. Hans forvirring måtte hun næsten finde underholdende, for han havde altid været en mand med styr på tingene, så det lignede ham ikke på nogen måde, for nu var det dog ikke noget hun ville kommentere på, det var ikke det rette tidspunkt at risikere hans irritation. Hun nikkede roligt mod ham. ”Ja jeg mener.. Der var ganske vist ingen anden udvej, men det kan være lidt.. brutalt,” erkendte hun med et halvvejs smil, der kun satte hendes mine i forringet tilstand med henblik på de følelser der burde eksistere. Hånden gled i stedet mod hans kind, skænkede ham et blidt kærtegn. ”Jeg byder dig velkommen tilbage til livet Izaiah, min gæld er nu indfriet,” påpegede hun roligt og dog ærligt. Den stakkels mand havde jo ikke den mest fjerne idé om noget som helst, og det lod tydeligvis ikke til, at han var i stand til at kende hende på stemmen. ”De befinder Dem i Dvasias, det gamle Diamaqima palæ, hvor jeg Ophelia Diamaqima netop har bragt Dem tilbage til livet, og agter at passe og pleje Dem, til De igen er ordentligt på fode,” svarede hun ganske roligt, som var han ikke endt et fuldkommen fremmede sted. Om ikke andet kunne hun vel kun håbe, at stedet eller hendes navn ville ringe en bjælde, for det var trods alt heller ikke meningen at han skulle frygte hende, hun var nok den sidste der ønskede ham ondt, faktisk havde hun næsten savnet hendes allierede, desuden havde han dengang bragt hende et utal af gaver bestående af ingredienser eller remedier. ” De kan tage det ganske roligt min ven. Om et øjeblik vil jeg sørge for en varm og tryg seng til Dem, min butler vil bringe noget frisk kød op, som du kan lide det,” tilføjede hun en anelse sigende. Det var trods alt ham der havde lært hende, de fantastiske egenskaber ved menneskeligt kød. ”.. Videre så medbringer han en af mine eliksirer, intet farligt blot lidt fornyet energi. Når du igen kan stå på benene, og din kropstemperatur er stabil, så er du fri til at gøre hvad du ønsker,” afsluttede hun roligt. Nu vidste han om ikke andet hvad der skulle ske til punkt og prikke. At hun så skiftede mellem formel og privat tale, var ærligt noget hun var ligeglad med, hun bar respekt for manden, men samtidig anså hun ham som... noget man vel kunne kalde for en ven, så.. hvorfor ikke?

[Deleted]

Izaiah var virkelig rundt på gulvet, for han kunne virkelig ikke finde ud af noget som helst! Han havde slet ikke regnet med at det var sådan her at det skulle foregå – at blive vækket selvfølgelig, for det var virkelig noget af det værste som han længe havde oplevet, så det v ar bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. Hans krop rystede tydeligt, hvor han stadig forsøgte at få ordentlig luft, for det var slet ikke noget som man kunne mærke meget mere af i denne her måde. Han klemte øjnene fast og let sammen, hvor han selv ikke kunne lade være med at sukke, for han fandt det bestemt ikke behageligt! Hendes hånd mod hans bryst, kunne han da tydeligt mærke, også fordi at hun var langt mere varm end det som han var, og det var noget som man tydeligt kunne mærke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”L-lidt brutalt? J-jeg har a-aldrig o-oplevet noget lignende..!” Han bed tænderne kraftigt sammen, som han forsøgte at finde roen i kroppen, selvom det bestemt heller ikke var nemt på nogen måde! Han genvandt dog mere og mere kontrol over hans vejrtrækning, så selvfølgelig var det også noget som gjorde det for hans vedkommende. Nu havde hun indfriet hendes løfte og pagt til ham, så nu var hun gældfri endnu en gang, for det var bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Som hun fortalte ham hvor han var og hvem hun var, var noget som alligevel måtte gøre ham ganske rolig, for det var også noget som han havde brug for at vide. Han var en mand som normalt altid havde kontrol over tingene, og det var noget som han agtet at finde igen i denne her situation! ”I… I Dvasias..” Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Var han alligevel bragt så langt? Sidst han havde slået øjnene op, så havde han boet i udkanten af landet og ikke så.. centralt, som det næsten kunne føles som denne kvinde måtte være. Han sukkede dæmpet og tog fat omkring tæppet og fik det godt omkring sig, selvom det bestemt heller ikke hjalp ham, for han fandt virkelig ingen varme for øjeblikket! At hun alligevel gjorde så meget for ham, var noget som selvfølgelig glædede ham. Det var i den grad mere end det som pagten sagde, men han skulle bestemt heller ikke klage over det på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke! ”Det.. det vil jeg sætte u-umådelig stor pris på. Det.. det kunne gøre godt med en varm seng.. i-i stedet for et koldt bord.. og et sølle anlagt tæppe..” endte han ganske kortfattet. Han vendte blikket rundt omkring sig, nu hvor det var ved at blive mere tydeligt for ham at se noget som helst, så det var selvfølgelig noget som han virkelig måtte være glad for på alle måder. Han satte sig forsigtigt op, hvor han tog fat omkring tæppet. ”H-hvor er.. hvor er din butler?” endte han ganske så kortfattet, for det var noget som han faktisk ville vide, så han kunne komme op og hvile, for efterhånden, så var det virkelig ved at blive umådelig tiltrængt og endda også på alle måder overhovedet! Han hoppede ganske varsomt ned af bordet, selvom han måtte støtte tydeligt til det, for hans ben endte tydeligt med at knække sammen under ham!

[Deleted]

Den stakkels mand var jo helt rundt på gulvet, hvilket hun et sted næsten fandt morsomt, udelukkende fordi hun ikke huskede ham som en videre forvirret mand. Alt var klart, hendes butler der ligeså fungerede som hendes hjælper, havde ordnet det praktiske, både hernede, og på et værelse oven på, hun var trods alt forberedt på, at Izaiah ikke var i stand til at tage videre de første par dage, han havde brug for hvile, brug for at få ordentligt luft i lungerne igen, for hun erkendte gerne, at måden det var blevet gjort på, kunne føles.. brutal. Hånden forblev hvilende mod hans kolde bryst, lod analyserede hans vejrtrækning i hendes stille sind, som hans bryst hævede og sænkede hendes egen hånd. ”Jeg beklager Izaiah. Alkymi er måske i stand til mirakuløse ting, men den er ingen dans på roser,” svarede hun roligt, uden at fortrække så meget som en mine. Måske hun var i stand til fantastiske ting, som hun ligeså var i den stand til det modsatte, men mange anså hende fejlagtigt, for at være en mirakelmager, den 'lette' vej til at opnå de ting som naturen til nu ikke havde tilladt dem. Hendes gæld til ham var indfriet, og måske det ikke stod i pagten, at hun skulle passe og pleje ham, så var det en del af hendes gæld, i og med at det var en del af processen efterfølgende, og det kunne slå ham ihjel hvis ikke hun gjorde det, og det var Ophelia ganske sikker på, ikke faldt i nogens interesse – ej heller hendes, hun ønskede ham ikke død, det havde hun ingen grund til, og særligt nu hvor deres gældsbånd var opgjort. Ophelia nikkede blot mod ham, det lod endelig til at han kunne genkende blot en smule. ”I Dvasias,” gentog hun efter ham, mere som en form for bekræftelse. Han havde boet helt i udkanten, det der i dag var Imandra, mens hun ligeså boede i udkanten, som han nok ville anse som centrum, fordi grænsen nu var flyttet. Tæppet var en ringe varme, hvilket hun tydeligt kunne se, men det var bedre end ingenting, nu hvor han måtte ligge der på et koldt stenbord, han havde brug for en varm seng. ”Det kunne jeg forestille mig. Under alle omstændigheder, så var det, det bedste der kunne gøres på stående fod, jeg fortrækker at udfører min alkymi hernede,” hun fjernede sig en anelse fra ham, og rakte i stedet hånden ud mod ham, for at hjælpe ham op på benene. ”Ikke for hurtigt, styrken er slet ikke genvundet,” påpegede hun advarende, hun ønskede ikke at han skulle styrte direkte i gulvet. Et lille træk i mundvigen tog til ved hans spørgsmål. ”Min butler er oven på, så snart vi har klaret trappen, vil han tage imod dig, og fører dig til det nye værelse. Og desuden.. lad ham ikke skræmme dig, han ser måske.. bizar ud, man han gør dig intet,” i sig selv var det vel blot en venskabelig advarsel, andre havde for vane at frygte hendes butler, der ligeså være hendes tidligere store kærlighed. Roligt hjalp hun ham på benene, og støttede for at han skulle holde balancen. Nu behøvede han blot føde og hvile.

[Deleted]

Izaiah var normalt aldrig så rundt på gulvet, som det han var for øjeblikket, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være. Han kunne ikke direkte gøre noget ved det på stående fod, og det var noget som han var klar over. Han var bare nødt til at finde ud af hvordan det hele måtte hænge sammen, hvor han måtte være, og hvad der skulle ske herfra, for han var nødt til at finde ud af hvad han stod med i hænderne! Han fnøs ganske kortfattet, også selvom han faktisk formåede at slappe af med hendes hånd hvilende mod hans bryst, for det føles virkelig rart, for den var varm, også selvom han næsten kunne gætte sig til at det var for at tjekke om det hele gik efter planen. ”En.. en dans på roser kan man ikke just kalde det..” Han havde ganske vidst ikke regnet med at hendes del af pagten nogensinde skulle indfries, for han havde bestemt heller ikke regnet med at skulle miste livet så brat som det skete, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme ganske så kortfattede mine. Han var træt, han var rundt på gulvet, han var iskold, for ikke at glemme, at han klart også følte sig sulten! Hvordan grænserne var flyttet, havde han ingen anelse om, selvom han nok skulle finde ud af det når han engang var tilbage på højkant, selvom det i den grad også ville tage ham tid, hvilket var en tanke som måtte frustrere ham mere ned det som godt måtte være i den anden ende, så kunne han heller ikke rigtigt gøre noget ved det. Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme ganske så kortfattede mine. Han rystede stille på hovedet. Han måtte bare tage det hele som det måtte komme, selvom han ikke var særlig god til det, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han trak vejret dybt, selvom det stadig måtte stikke godt til i hans bryst, for det gjorde faktisk ondt! ”Så.. så længe at det sker under.. trygge forhold, så skal jeg bestemt ikke klage over det.” Han vendte blikket ganske sigende mod hende og med den samme bestemt mine. Han var en meget rolig og meget fattet af slagsen, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være. Han var ikke en som direkte gjorde brug af magt eller vrede, hvis det ikke var direkte krævet af situationerne som han måtte befinde sig i. At hun tog fat i ham, da han hoppet ned af bordet, sagde han nu heller ikke noget til, for det var allerede nu, gået op for ham, at han faktisk havde brug for den hjælp, om det var noget som han nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var en løgn. Han vendte blikket direkte mod hende og med den næsten forundrende mine. Skulle der da være noget bizart ved en butler? Bare han kom op i seng, så var han stort set fuldkommen ligeglad, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var en løgn på nogen måde. ”Jeg er virkelig ligeglad lige nu, Ophelia.. Jeg vil bare gerne have noget varme.. noget hvile og noget at spise, så jeg kan komme hjem igen..” endte han ganske kortfattet. Han lagde armen forsigtigt over Ophelias skulder, mest for at have noget at støtte sig til, som han selv vendte sig i retningen af det som han var sikker på, burde være trappen.

[Deleted]

Izaiah havde altid været en mand med tingene i orden, slet ikke ligesom hende, der foretrak rod – organiseret! Det at han var rundt på gulvet, kunne ingen bebrejde ham for, det var ikke behageligt at genopstå fra døden, hun var ikke en mirakelmager, og nej hun kunne ikke gøre det helt smertefrit, desuden havde han været død i ekstremt mange år, så han ville være stiv, og hans hjerteslag måtte være yderst ubehagelige, også selvom det slet ikke var noget hun kunne tage sig af. Ophelia lod hånden forblive mod hans bryst, pressede en anelse ned mod hjertet, kun for at tvinge det i gang, desuden var det vigtigt for ham at føle de slag, for et eventuelt panikanfald, ville bestemt ikke gavne nogen. ”Jeg er desværre ingen mirakelmager,” påpegede hun blot med et sigende nik. Som enhver anden Diamaqima var hendes udtryk og hendes person fyldt med hemmeligheder, hendes sind var som et leksikon, og det gjorde det svært for hende ligeså at rumme følelser, selvom det dog lykkedes hende i mange tilfælde, hun havde trods alt elsket den mand der rendte rundt som en forvirret zombie oven på. Det var tydeligt at han var blevet overrasket over hendes gøren, men hun var en kvinde af ord, og hun havde bestemt tænkt sig at indfri hendes del af pagten, han havde trods alt allerede indfriet hans egen. Hun nikkede forstående, dog uden rigtigt at tage sig af det. Han var skadet, og han ville være ekstremt udmattet den næste tid, ligeså ville han ikke få lov til at søge nogle steder hen, før hun for alvor ville kunne erklære ham rask. ”En kold kælder er det tryggeste du kommer, er jeg bange for. Desuden så mindes jeg ikke, at have givet dig mistro til mig, eller grund til uro når det kommer til mine evner som alkymist,” hun sendte ham et direkte arrogant smil, hun var trods alt dygtig, hvilket hun udmærket var klar over. Dog var det sandt. Hun havde aldrig givet ham grund til at betvivle hende på nogen måde.
Den forundrede mine, bragte blot et smil frem på hendes læber. Han skulle bestemt ikke undervurdere hendes ord, for hun talte skam sandt, hendes kære butler kunne se en anelse skræmmende ud, det var hendes egen skyld, end ikke alkymien var fejlfri, og selv hun havde været ung og uerfaren engang. Det var ikke ofte at hun fik gæster i det hele taget, men de få der kom, reagerede også tydeligt på hendes selskab, og Izaiah ville forstå i tide. ”Det er kun forståeligt. Jeg ville blot advare dig;” hun lod armen glide om omkring hans arm, udelukkende for at give ham den krævende støtte, til at komme op af trappen. ”Kom med her,” indbød hun, og begyndte stille at fører ham med sig over hendes kære eliksir og hen til den store trappe.

[Deleted]

Izaiah havde altid haft styr på tingene, selvom det slet ikke var tilfældet for øjeblikket. Han brød sig bestemt ikke om det! At blive vækket på denne her måde, var direkte smertefuldt og langt mere end det som han lige havde regnet med! Foruden fuldmånen, så havde han intet magisk at forsvare sig med, og allerede dengang havde Blair tydeligt brugt det mod ham, for han havde i den grad ikke haft en chance mod hende efter den ordentlige omgang tæsk og tortur som han aldrig nogensinde havde været igennem det før. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Du vil ikke beskrive det som et mirakel at.. vække nogen fra de døde, som har været væk i.. ja, gud ved hvor mange år?” spurgte han sigende som han hævede det ene bryn. Hans hjerteslag var på ingen måder behagelige, og det var noget som gjorde direkte ondt, og hvert eneste af slagene, var som at blive slået direkte i brystet, og det var faktisk noget som gjorde direkte ondt! Hendes hånd mod hans hjerte, var noget som alligevel hjalp. Det var en berøring, som samtidig lod ham vide, at han faktisk sad der og at han var i live, for det at få det hele under kontrol igen, var bestemt heller ikke nemt for hans vedkommende, om det var noget som man ville det eller ikke! Det var ikke direkte fordi at han viste hende nogen former for mistro, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han vendte blikket mod hende. ”Det sidste jeg kan huske, er en iskold kælder, en pisk og andre torturredskaber.. jeg vil ikke være her længere end det som er højst nødvendigt for mig,” endte han med en ganske kortfattet stemme, for stedet var virkelig noget som gav ham myrekryb, og han brød sig bestemt heller ikke om det!
Izaiah var virkelig ligeglad med hendes butler eller hvad han nu måtte være, bare han kom op og fandt et mere behageligt sted at ligge, for det andet her var noget som virkelig irriterede ham! Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme faste mine. At han tog det hele lidt for nemt, var nu heller ikke noget som han tænkte over, for det var vel bare noget som han måtte tage som det måtte komme. Han var lidt kendt med Diamaqima familien, men det var bestemt heller ikke meget, det var helt sikkert. ”Det er fint, Ophelia.. Bare få mig op,” endte han med en kortfattet stemme, for han havde bestemt heller ikke tålmodighed til alt det andet, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han lod hende tage omkring ham, så han kunne komme ordentlig op, selvom det virkelig føltes som hans ben var ved at give efter under ham, og det var helt klart en tanke som direkte måtte skræmme ham! Han bed tænderne sammen, som han direkte låste armen så meget omkring hende, som han nu kunne, mest af alt for ikke at ende med at falde i gulvet, for det ønskede han bestemt heller ikke! ”Det skal blive godt med en varm seng..” mumlede han let for sig selv, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Bare tanken om at kunne komme op i seng og få noget i maven, var virkelig det eneste som han så frem til lige nu!

[Deleted]

Det var måske ikke som at vågne op for en mors kærlige hånd, men pointen var vel, at hun havde fået indfriet hendes gæld. Når først han forlod dette hus, ville han ikke længere være hendes ansvar, hun havde gjort det nødvendige. Hvordan han var afgået ved døden, og hvornår havde hun virkelig ingen idé om. En dag var han blot forsvundet, han havde ikke ladt høre fra sig, og hun undersøgte aldrig sagen nærmere, for.. hvorfor pokker skulle hun besvære sig med den slags? Ophelia overvejede kort hans ord, med en yderst tænksom mine. ”Hmm. Nej egentlig ikke, eftersom jeg kan gøre det. Mirakler er i virkeligheden blot et ord for det umulige, derfor sker de aldrig,” svarede hun roligt. Måske hun var bedrevidende, og måske hun besvarede 10 spørgsmål ud fra et, men sådan var hun nu engang, og hvorfor ikke bare lade ham kende den fulde sandhed? Alt taget i betragtning, så var han kommet vel tilbage. Hendes hånd havde hjulpet, men bare det at han allerede var i stand til at rejse, var det rene held, også selvom det gik langsomt frem for sig, som han selv havde nævnt, så havde han trods alt været død i så uendeligt mange år. Hans ord fik et lille smil til at passere hendes læber. Så forstod hun bedre hans reaktion. Meget kunne tyde på at den kære Blair, ikke havde helt rent mel i posen. Så gav alting også mere mening, for kvinden havde bestemt ikke været meget for, at hun havde afhentet hans lig, kendte hun Izaiah ret, så ville han heller ikke lade den mulighed for hævn gå uden videre. ”Det lyder ikke som en videre behagelig død,” erkendte hun, også selvom der ikke var et eneste spor af omsorg eller bekymring i hendes tone. Hende og Izaiah havde intet direkte personligt forhold, men de havde før gjort en del forretning, særligt efter at han havde reddet hendes liv. Ophelia nikkede fast, og begyndte ganske roligt at slæbe ham med op af trappen. Måske han sagde at det var fint nu, det var indtil han stod overfor hendes kære eksmand, der takket værre hende selv, fungerede som en.. halvdød den dag i dag. De fleste lod sig skræmme af ham, men han angreb kun under hendes kommando. En varm seng var allerede redt op, rent tøj og en varm kåbe. Når først han havde fået noget hvile, kunne han tage et bad, og fjerne den irriterende stank af lig, for den sad lige i hendes næse. Selvom hun end ikke var halvt så stor som ham, også hans race taget i betragtning, så var hun faktisk i stand til at yde ham den nødvendige støtte til at kunne bevæge sig op af trappen. Da de endelig nåede toppen, lod hun døren glide op, og den store, elegante hall afslørede sig for deres blik. Hun smilte tilfreds. ”Velkommen til mit ydmyge hjem,” den var overhovedet ikke ydmyg.. hun nød bare at sige det. ”Geraldo!” kaldte hun fast. ”Vor gæst har brug for hjælp!” kaldte hun yderligere, som tydeligt tegn til at han skulle komme. Izaiah havde tydeligvis brug for søvnen!

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi at Izaiah kunne tænke klart endnu. Han var træt, han var omtumlet og han var direkte udmattet, for man kunne bestemt ikke sige, at dette havde været særlig behageligt på nogen som helst måde overhovedet. ikke fordi at det var noget som han kunne sige noget til som sådan, for det var bestemt heller ikke fordi at det var løgn på nogen måde. Hans krop rystede og den skælvede, selvom han selvfølgelig var.. glad for at Ophelia havde indfriet hendes aftale i og med, at de havde skænket det i form af ed for skræmmende mange år siden. Han gispede ganske let, som han forsøgte at holde sig stående på benene, selvom det bestemt heller ikke gik helt præcist som han ville have det, men det måtte vel komme med tiden, ikke sandt? Det var noget som han håbede på selvfølgelig, for det andet her, var bestemt ikke noget som han havde tålmodighed til! ”D-du har fat i noget der.. Mirakler sker.. Jeg har da lige oplevet et..” De mørke øjne gled roligt mod hende. Tanken om hævn havde han bestemt ikke sluppet, og nu hvor han faktisk havde muligheden for at føre det ud i livet, så var det i den grad også noget som gjorde det hele langt nemmere for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han smilede let for sig selv, idet han så sig omkring. Han ville gøre alt for at komme ud af kælderen, for hvis der var et sted som han nu ikke brød sig om at opholde sig, så var det helt klart i en kælder! Han havde set og ikke mindst mærket ind på sin egen krop, hvor meget smerte en sådan en kunne forvolde, og det havde gjort ondt som bare pokker! ”Mild var hun ikke, lad mig sige det sådan..” endte han med en ganske kortfattet stemme. Blair havde reageret på en måde, som han slet ikke havde regnet med, men lige hvorfor hun havde reageret som hun havde, var ærlig talt ikke noget som han kunne huske, ellers var det ikke noget som han havde fået fortalt. Han havde gjort meget igennem sit liv, men at skade hende, det kunne han slet ikke mindes at have gjort! Han knyttede næverne ganske let, som de måtte gå op af trappen, selvom det gik temmelig stille for sig, for det var svært for ham at bevæge sig, for han havde virkelig ondt i alle sine mange led, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han bed smerten tydeligt i sig, hvor de endte oppe i den store indgangshal. Han så sig let omkring. Ydmyg? Det var ikke ligefrem hvad han ville kalde det! ”Du nyder det der lidt for meget, hvis du spørger mig,” endte han med en ganske stilfærdig mine, for det var bestemt ikke fordi at det var en løgn. Han stoppede op, selvom det føles som hans ben var ved at give efter under ham, for det føles bestemt ikke behageligt altid, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han sukkede dæmpet og bed sig let i læben. At hun kaldte på Geraldo, sagde han nu ikke noget til. Tvært imod, så var han kun spændt på at se hvad der var så frygtindgydende ved hendes kære butler, selvom.. det kunne da næppe være så slemt igen, kunne det?

[Deleted]

Det ville tage et stykke tid at komme i gang igen. Han havde trods alt været død i ekstremt mange år, og hans krop skulle igennem mange nye forandringer. Heldigvis var fuldmåne lige overstået, så hans krop kunne vænne sig til den menneskelige skikkelse, inden han ville blive tvunget som et dyr. Man kunne vel også godt sige, at det havde været lidt planlagt fra hendes side, for hans krop ville i den tilstand, ikke kunne bære en så stor forvandling, som den han gennemgik under hver eneste fuldmåne. Deres pagt var fuldbyrdet. Hun havde holdt sin del af aftalen, nu hvor han igen stod med et bankende hjerte, også selvom han tydeligvis fandt det ubehageligt. Hvordan han var afgået ved døden, begyndte hun så småt at have sine teorier om, eftersom Blair ikke havde været meget for, at lade hende tage liget med sig, for et øjeblik havde hun næsten set.. skræmt ud. Ophelia kendte ligeså Izaiah, og hun forstod i den grad godt kvinden, for der ville vente en hård staf. ”Kære Izaiah. Det var ikke et mirakel, der var ren og skær dygtighed og hårdt arbejde,” svarede hun roligt, og med det lidt intetsigende smil hvilende på læberne. Hun klappede ham stille på skulderen. Hvis han ville spilde tiden med at tro på mirakler, så skulle hun ikke være i vejen. Døren til kælderen gled i bag dem. Hun lod armen forlade hans krop, eftersom det lod til at han godt kunne stå selv. Ophelia nikkede forstående. Hun kendte til forholdet imellem dem, og hun vidste hvilke pinsler som Izaiah havde tvunget Blair igennem som yngre, og derfor havde hun sine idéer om, at den kvinde ikke havde været helt mild når det kom til hans mord, hun havde trods alt set hans krop. ”Man ligger som man har redt kære ven,” mumlede hun fraværende, og hentydede til det faktum, at han selv havde lært hende alle de ting. Blikket spejdede over den store og elegante hal, i forsøget på at finde Geraldo. Manden var sløv i dag! En håbløs mumlen afslørede ham dog hurtigt. Den lettere haltende mand trådte ud fra en dør lidt længere væk. Han var høj og muskuløs, engang var han en flot mand, med mørkt hår trukket tilbage, og et eksotisk udseende. Nu var hans hoved præget af skaldede pletter, og den ene side af hans ansigt hang, på grund af en lammelse. Samtidig var han endnu præget af gamle ar, der for flere uger havde været betændte sår. ”Hvilken kvinde nyder ikke at vise sit hjem frem?” spurgte hun med et morende glimt i øjnene. Geraldo stoppede op foran dem, og så udelukkende på hende. Hendes smil bredte sig, mens hun næsten ivrigt, klappede i hænderne. ”Geraldo kære. Dette er Izaiah,” hun gjorde gestus mod ham. Geraldo sendte ham bare et dovent blik. ”Før ham venligst op på værelset, og hent derefter hans middag. Den skulle være forberedt i køkkenet,” forklarede hun roligt. Hun vendte sig mod Izaiah. ”Så vil jeg lade jer to alene. Hvis du får brug for noget, eller føler dig ubehageligt tilpas, så kalder du blot.. jeg skal nok høre dig,” hun nejede let og elegant for ham, før hun selv tog vandringen mod pejsestuen op, og lod de to mænd alene.

//Out

[Deleted]

Izaiah vidste udmærket godt, at hans egen død, havde været hans egen skyld, selvom.. han faktisk ikke havde haft den største tro på at det var hans behandling af hende som havde påvirket hende nok til at slå ham ihjel, selvom det nu heller ikke var noget som han ønskede at snakke med Ophelia om, for det var virkelig underordnet i den anden ende. Han bed sig let i læben og vendte blikket mod hende. At blive vækket på denne her måde, var faktisk noget som gjorde ham direkte ubehagelig, for han vidste slet ikke hvordan han skulle tage det hele, så selvfølgelig var det noget som man gjorde! Han nikkede. Han måtte give hende, at hun var dygtig og ud fra nattehimlen at betragte, så var det også gjort på det mest perfekte tidspunkt, hvilket han selvfølgelig var utrolig taknemmelig for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han trak let på smilebåndet og gjorde ellers også sit for at holde sig på benene, for han var en mand, så han burde da kunne gøre bare lidt selv! ”Jeg må give dig den, Ophelia. Du har gjort det godt,” endte han ganske sigende, som han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang, for det var jo ikke engang en løgn. Det forundrede ham egentlig ikke at hun gjorde så meget som det hun gjorde. Hendes sidste ord, var dog ikke noget som han direkte valgte at kommentere på nogen måde, for han vidste at hun havde ret. Han havde selv bedt om det, selvom han stadig agtet at finde ud af det når det endelig måtte komme til stykket. Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang. At han havde gjort sig fortjent til sin egen behandling, var noget som han stadig skulle finde ud af, for han lod bestemt ikke dette gå ubemærket for sig! Ikke nu hvor han havde fået denne fantastiske mulighed, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
Manden som Izaiah endte med at stå overfor, var noget som direkte fangede hans interesse, for det var bestemt ikke hvad han havde regnet som i en form af butler, det var helt sikkert! Han vendte blikket mod Ophelia, udelukkende for at se om det nu var en god idé eller om det ikke var, for dette var han bestemt ikke helt så sikker på! ”Du.. lyder næsten for sikker,” endte han en anelse skeptisk, men det var nu bare underordnet. Han lod blikket glide mod Geraldo endnu en gang, og med den næsten så usikre mine, for manden så direkte.. uhyggelig ud, og han vidste at han ikke var i stand til at gøre noget! Selvom Ophelia viste tydelige tegn til at stole på manden, så det var vel også noget som gjorde sit? Han endte dog med at gå med til at lade manden føre ham op på værelset, for hvis der var noget som han virkelig havde brug for i denne stund, så var det helt klart, at have og få noget hvile, for han var virkelig, virkelig udmattet!

//Out