Post by Einar Calder Vali on Feb 27, 2011 21:40:59 GMT 1
"CASTIEL!" hvinede Rachel med en høj tone inde fra stuen af. Det buldrede igennem alle gangene, fordi hendes stemme var så kraftfuld. Hun ville have den fyr herop nu, lige nu! Det var en skam, at han var dødsengel. Så var hans blod mørkt og det smagte ikke særligt sødt. Men han var godt selskab og yderst skøn, at skulle charmere sig ind på. Faktisk var det rart, at han ikke bare lagde sig under hende - men gav hende en smule modspil. Det kunne hun godt lide, fordi hun ville selv gerne give modspil. "Castiel!" kaldte hun endnu engang og gik ud af dørerne. Huset var stort, så han kunne jo være for langt væk til at høre det. Hun sukkede og smed sine højhælede sko i gangen og hældte sin rødvin ud over marmorgulvet, som prægede gangene. Hun lod glasset knuses. Hvor var den mand henne? Hun ville finde ham. "FOR POKKER! FÅ SÅ din MÅS herop!" sagde hun fast og stoppede op lige foran døren, ind til den store spisestue. Hun lænede sig op af døren og sukkede dæmpet. Hun savnede stadigvæk Will nogle gange, selvom hun ikke gav udtryk for det. Hun blev stående utålmodigt og ventede.
Det var virkelig ikke noget nyt for Castiel. Han holdt normalt ikke længere end en måned det ene sted, før han skulle videre til det næste, og det var også det, som var sket i denne situation, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At Rachel endu en gang måtte kalde på ham, fik ham blot til at himle næsten opgivede med øjnene. Det var virkelig ved at drive ham til vanvid! Dette skilte sig meget fra det som han ellers var vat til, han var vant til en mandlig chef med en kone eller en datter som han kunne prøve sig på.. Dette skilte sig simpelthen fra det hele! Låsen sad stadig omkring det yderste vingeled, så han kunne ikke rette vingerne ordentlig ud. De havde siddet der siden han var 17 år, så vingerne havde slet ikke været spredt i mange århundrede! Måske.. årtusinder? Det var virkelig også den eneste grund til at vingerne var så svage.. de var aldrig blevet brugt. Han gik igennem gangene. Han havde udmærket godt hørt hendes kald efter ham. Han valgte bevidst at gå temmelig langsomt, for han havde virkelig ikke travlt - mente han i hvertfald selv. Han nåede hendes tilholdssted efter adskillige minutter, idet han roligt åbnede døren og vendte sig mod hende. Han kendte udmærket sin plads, men hans respekt var ikke noget som kunne købes for penge! "Du brølede?" spurgte han med et næsten morende træk på mundvigen. Han kunne vel godt få lov til at more sig bare lidt?
Rachel sukkede let og vendte om. Hun gik tilbage til pejsestuen og satte sig i den smukke røde sofa. Der var kun 2, i dette kæmpe hus. Hende og Castiel. Hun ville helst ikke være alene, selvom hun nægtede at indrømme det. På vejen herop, ville han støde på hendes sko og et knust glas, samt rødvinen der var kastet ud over gulvet. Hun ville få ham til at rydde det op på et tidspunkt. Men det skulle lige størke lidt, så hun kunne skælde ham ud over, at han knapt nok kunne få det af. Hun lænede sig godt tilbage og så hen på ham. Hun var fuldt ud tilfreds med, at skulle sætte ham på plads selv - at han spillede op til hende. Det kunne hun virkelig godt lide! Hun var næsten lige stået op og havde gjort sig lidt i stand - var kommet i en flot lårkort kjole og håret som hang løst, samt hun bar en masse smykker. "Ja," sagde hun med en dæmpet stemme og smilede skævt til ham. Hun viftede ham hen med en finger. Hun havde hele natten til at lege med ham, og så ville han skulle gøre rent hele dagen. Nok var hele huset fuldkommen mørkelagt, fra lys udefra, men de skulle jo alle sammen sove. "Gider du skænke 1 glas rødvin op?" spurgte hun dæmpet. "Og 1 glas magikerblod.. Flasken står under skænken på hylden under rødvinen," forklarede hun stille og kiggede ind i kaminen.
Normalt skulle der en god del til, før Castiel ville så meget som at overveje, at underkaste sig nogen anden og da specielt en kvinde. At hun så selv måtte more sig over hans mere flabede personlighed, stod ham dog ganske ukendt, så var der virkelig ikke alverdens, at skulle kunne gøre med lige netop dette, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod armene søge over kors, som han roligt måtte læne sig op af dørkarmen og uden, at skulle slippe hende med blikket. Hans forrige hjem havde virkelig ikke været for lang tid og han agtet bestemt heller ikke, at skulle blive her over længere tid, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han himlede næsten opgivende med øjnene, da det var ham tydeligt, at hun ville have ham tættere på. Han gik roligt mod hende. Det var jo heller ikke fordi at han havde noget andet valg, for han kendte jo udmærket godt sin plads her i samfundet og han kunne virkelig ikke fordrage det. Han kneb øjnene svagt sammen. "Ja?" sagde han ganske så kortfattet og selv uden at skulle vise det mindste tegn til respekt eller noget som bare måtte minde om det. "Du har kaldt mig hele vejen herop for at skænke vin?" Han trak let på smilebåndet og trak på skuldrene, idet han roligt gik hen til skænken og fandt begge flasker frem og to glas, hvor han roligt skænkede rødvin op i det ene og magikerblod i det andet. Han tog dem let i hånden og gik tilbage til hende, hvor han roligt satte det hele på bordet foran hende. Hun legede med ham om aftenen og den stod på rengøring hele dagen. Det var praktisk talt sjældent, at han i det hele taget fik lov til at hvile det mindste.
Rachel have alrig haft en slave før - men hun havde haft sine fordomme. At de slet ikke kunne finde ud af at give modspild. Men ham her kunne og hun elskede det virkeligt! At han ikke bare underkastede sig, men virkelig udfordrede hende også. Det gav hende på en måde en lille respekt for ham, selvom hun virkeligt ikke viste det. Hun morede sig virkelig over hele hans flabethed. Så meget, at hun virkelig tvang den frem i ham så snart at hun kunne. Hun betragtede ham fra sofaen af, som han lænede sig op af dørkarmen med armene over kors. Hun ville holde ham her til han selv ville falde død om, det var helt sikkert! Hun nægtede virkeligt bare at slippe ham, når han var så nuttet og flabet? Hun ventede pænt, til han kom tæt nok på og gav ham besked om, hvad han skulle gøre. "Ja, det har jeg," sagde hun roligt og nikkede stille. Hun samlede sig og fyldte nu kun halvdelen af sofaen - hun lå nemlig halvvejs ned nu. Hun elskede virkelig at holde ham i gang, det var noget af det bedste! Men han kunne jo sådan set bare hvile om dagen, hvis han kunne nå og gøre rent og hvile i dagtimerne, der sov hun jo sødt. Hun så mod bordet. "Sid ned," sagde hun stille og satte benene ned på gulvet og satte sig helt op. Hun klappede ved sin side og tog begge glas i hånden. Hun rakte rødvinen til ham. "Værs'go," sagde hun roligt. Hun behøvede jo ikke behandle ham dårligt, han gjorde jo som hun bad om. Hun sippede til magikerblodet. Fremragende smag måtte hun sige!
Castiel var virkelig ikke som en ganske normal slave, det var slet ikke noget som man skulle drage det midnste i tvivl om overhovdet. Han vendte blikket mod hende og næsten med en irritation på alle måder, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. At han var kaldet hele vejen herop for småting, var virkelig ikke noget som man skulle tage fejl af, måtte være nyt for ham, for det var det bestemt ikke. Han skænkede hende den blod og den vin som var hende ønsket, idet han måtte vende blikket stille mod hende og med en næsten afventende stemme, som han næsten måtte vente sig, at der måtte komme noget mere end dette alene. At hun direkte bad ham om at skulle tage plads og skænkede ham glasset med vin, var noget som forundrede ham temmelig meget. Han blinkede ganske let med øjnene, som han bare tog imod det og satte sig ned. Det var bestemt ikke noget som han var vant til. Han trak vingerne ind til sig det som var muligt for ham. Han vendte blikket mod hende, hvor han samtidig skævede til vinen.. Den kunne vel være forgiftigt? Det her var virkelig endt med at skulle komme så frygtelig bag på ham, det var også helt sikkert og på alle måder. ”.. Okay hvorfor gør du det her?” spurgte han ganske så kortfattet. Det var virkelig ikke noget som gav nogen mening for ham! Han satte glasset fra sig. Han måtte dog ærligt erkende, at det virkelig gjorde godt, at skulle sidde ned og lave.. absolut ingenting.
Rachel elskede allermest Castiel for hans flabethed, fordi han så ikke kedede hende. Tænk hvis han havde været lille og forskræmt, evigt misbrugt og slået, så han ikke ville sige et pip? Så var han virkelig bare blevet måltid og så kunne det være færdigt. Hun løftede et let bryn og sippede til magikerblodet, det smagte virkeligt fremragende og forfriskende. Hun behøvede ikke direkte at gøre sig selv fuld i nymfe- eller engleblod, som hun også havde fra tilbage i sin tid. Hun kaldte ham til småting, fordi så skænkede han jo selv op og sådan. Hun trak sig lidt og smilede til ham, med sine flotte lysende øjne. Hovedet gled let på skrå og hendes hår gled ned omkring hendes skulder og bryst. At han så bare satte glasset fra sig, fik hende til at knibe øjnene i. Hun færdiggjorde sit glas og slikkede en lille plet af sin mundvig væk med tungen. "Hvorfor ikke?" spurgte hun blot. Han kunne vel tænke selv, kunne han ikke? Hun gad virkelig ikke servere svarene for ham. Hun stillede sit glas hen på bordet og lagde sig ned igen. Hendes slanke ben smed hun over hans ben, nu da han sad ned. Hvis han kiggede, ville han kunne kigge op under hendes kjole. "Når ja, når jeg går i seng skal du tørre rødvinen op der ligger ude i gangen.." sagde hun stille. Lige nu, skulle han dog være her.
Castien var flabet når det endelig var noget som han ville, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte være. Han betragtede hende næsten med en vantro. Dette var noget som han slet ikke var noget gav det mindste mening for hans vedkommende, for det var.. fremmed et sted? Han var slet ikke vant til at skulle få lov til at slappe af det mindste når han faktisk skulle arbejde. Han vendte blikket mod hende ved hendes ord. Han kunne da have sagt sig det selv! ”Du ved godt, at det bliver umuligt at fjerne pletten når den er tør, ikke?” spurgte han kortfattet. ”Du vil vel nødigt have ødelagt tæpper og gulv?” fortsatte han med en næsten flabet stemme. Han så virkelig ikke nogen grund til hvorfor han skulle vælge at reagere på nogen anden måde, når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert. Han satte glasset fra sig, som han næsten ikke turde drikke af det. Han vred ganske let på vingerne, selvom låsen tvang dem i samme stilling. Han bed det i sig, for det var virkelig noget som måtte irritere ham noget så voldsomt, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sukkede stille og satte sig så godt til rette, som det nu var ham muligt. Låsen havde aldrig rigtigt generet ham i den grad før, det var end heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han havde haft låsen om vingerne siden han havde været ganske ung.. siden han havde været omkring de 17 og solgt for første gang. Han vendte blikket mod hende. ”Hvorfor pludselig denne gavmildhed?” afsluttede han kortfattet. Han krævede faktisk svar.
Rachel nød hans flabethed. Hun havde noget at more sig over, fremfor at blive irriteret om en lille krøbling der adlød hendes mindste vink uden et ord! Det ville have været irriterende. Nej, hun gav måske ikke nogen mening. Men skulle der være en mening med alt? Kunne der ikke være noget meningsløst? Hun sendte ham et lille og køligt smil, hvor man kunne ane hendes hugtænder. "Jeg kan jo altid give rengøringsmanden skylden for ikke at kunne fjerne det ordentligt ikke?" sagde hun blot kækt og blinkede let til ham. Hun løftede et let bryn. Hun havde blot hældt det ud over det ene tæppe, der lå og pyntede på det mørke gulv i gangen. Hun morede sig over, at han ikke turde drikke vinen. Det var da noget så sjovt! Hun betragtede ham. Han var så sjov at drille. "Gavmildhed? Jeg har da virkelig ikke givet dig noget," sagde hun blot. Hun grinte dæmpet. Låsen kendte hun udmærket godt til, det var noget af det bedste - så kunne han ikke flyve væk. Og det ville hun bestemt ikke have. Hun satte sig op og trak sig tættere på ham. Hun lagde en hånd på hendes skulder. "Åh Castiel, hvornår lærer du at finde ud af mig? Når nej, det kan man ikke," sagde hun og lo koldt. Hun klappede ham på kinden og lod sine negle stryge ned over hans hud.
Castiel havde efterhånden været skræmmende mange steder, men intet som dette. Det var aldrig sket for ham før, at han havde en kvinde som sin herre. Det var bare.. forkert for ham og på alle måder endda, det var da helt sikkert! Han var vant til at skulle rydde op, gøre rent, ja endda stille lyster, for så at lege med sin herres datter eller kone, blive kylet ud og så starte forfra et nyt sted. Det havde ikke slået fejl.. før nu om ikke andet. Han havde ikke retten til at skulle afvise hende og han vidste det udmærket godt! Han bed tænderne sammen, som han vendte blikket mod hende. Han spændte ganske let i mere eller mindre hele hans egen krop, for han brød sig ikke om det! Han kunne ikke læse hende og det var virkelig frustrerende på alle måder! Hånden mod hans skulder, fik ham automatisk til at vende blikket mod hende. Når folk ændrede deres opførsel over for ham, så var det vel bare en normal vane for ham, at han slet ikke burde eller skulle tage imod noget af det som blev ham tilbudt. Hans mørke øjne hvilede på hende. Kunne han, så var han forduftet for længe siden, men låsen om hans ydre vingeled afholdt ham fra at tage færden. Han havde ikke strukket vingerne siden han havde været 17 år gammel. ”Du er mig også en mærkværdig en af slagsen,” sagde han med et skævt smil på læben. Hvorfor skjule det som var den rene sandhed? Det var der jo heller ikke ligefrem nogen nytte i på noget tidspunkt. De klap mod hans kind og efterfulgt af hendes negle, fik ham let til at lukke øjnene. Det var jo ikke fordi at det gjorde ondt på ham. ”Lægger du op til noget, eller morer du dig blot?” spurgte han dæmpet.
Rachel betragtede Castiel. Han havde måske været mange steder, men havde han nogensinde været hos en som hende? En der måske én dag synes at han gjorde arbejdet godt nok og en anden dag, var det slet ikke godt nok til hende? Hun legede rundt med ham som en lille dukke. Han ville aldrig slippe herfra så længe hun levede, det var helt sikkert! Nok var det forkert for ham at have en kvinde som sin herre, men hun var nu engang ikke en mand og det ønskede hun bestemt heller ikke! Hun ville dominere ham på sin måde. Derved også, at hun legede rundt med ham som sin egen dukke. Hun så godt, at han knyttede hænderne. Men han sagde hende ikke imod. Det havde han også bar at lade vær med, for hun skulle nok vise hvem der bestemte.. Ingen skulle i hvert fald røre hende på nogen dominerende måde! Hun satte sig mere op og satte sig med fronten mod ham. Hun kravlede over hans skød og satte sig lige foran ham, så de var ansigt-til-ansigt. Hun smilede skævt til ham, strøg ham igennem håret og rev hans hoved let tilbage. Hun kiggede ham i øjnene. "Du har ingen kedelig hverdag her, tror jeg da ikke," sagde hun dæmpet og med en spindende tone, der var som en kælende kat. Hun smilede og blottede sine tænder for ham, selvom hun ikke ville bide ham. Dødsengleblod var den mest forfærdelig smag! Hun vidste at hun var mærkværdig. Men hvorfor være grå og kedelig? Hun strøg sin anden hånd over hans kind. "Årh Castiel.. Castiel.. Castiel.." sagde hun stille og lod hans hoved være ret igen, fremfor bagover trukket. "Lad vær med at stille dumme spørgsmål," sagde hun med et skævt smil.
Castiel havde aldrig nogensinde oplevet nogen som Rachel. Han havde aldrig nogensinde haft en herre som tog sig af ham på denne måde, selvom han som regel gik rundt og passet sig selv, passet sine opgaver og ellers mugget over, at det her virkelig måtte vise sig at være et brud i hans vaner når det kom til et nyt sted at være. Hun ville vel ikke ende med at kyle ham ud hvis han begyndte at lege rundt med hende? Hun ville vel bare straffe ham? Det var jo ikke engang sjovt! Han fnøs dæmpet for sig selv, for det var ikke andet end tanker som virkelig måtte gå ham noget så frygteligt på nerverne og det var nu heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen måde. Som hun valgte at placere sig i hans skød, så blev han blot siddende så rank som han kunne. Vingerne var tildels i vejen og det var kun på grund af den forbandede lås som måtte sidde i hans vingeled! ”Jeg har får meget at tage mig til, til at det kan blive kedeligt,” sagde han ganske kortfattet og med en stilfærdig stemme. Hvorfor skjule det som faktisk måtte være sandhed? Det var jo slet ikke noget som man fik det mindste ud af på nogen måde overhovedet. De blottede tænder rørte ham virkelig ikke, for han vidste at hun aldrig nogenside ville få noget ud af, at skulle sætte dem i sig, foruden en direkte væmmelse uden lige, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun greb den helt anderledes an end det som han kunne sige sig at være vant til. ”Javel frue,” mumlede han let for sig selv med en tydelig ligegyldighed i stemmen. Hvorfor skulle man dog skjule det for hende? Han var ikke meget for hans erhverv, selvom han ikke rigtigt havde noget andet valg. Han lukkede øjnene. Foruden det, så rørte han ikke så meget som en eneste muskel.
Rachel ændrede sin mening dag fra dag. Hun var ikke længere med på at nogen skulle kontrollere hende, for kun Will.. Hun havde jo været så forelsket i ham, at det næsten var forfærdeligt. Hun havde ikke kunnet begribe, at han kunne dø. Men det var sådan det var sket og det kunne hun ikke ændre så, så hun blev nødt til at komme videre. Det havde hun så gjort ved at købe Castiel. Men hun skulle være den dominerende nu! Hun ville aldrig kyle ham ud, for den fornøjelse skulle han bestemt ikke have! Gjorde han hende noget, så gjorde hun da bare gengæld? Hun var ikke bange for at straffe ham hvis det endelig skulle være. Hun bed tænderne let sammen og sendte ham et sødt og kælende smil. At han var så afholds og fnysende, morede hende blot. Det var virkelig sjovt! "Nemlig.." sagde hun stille og med en lav tone, selvom han nemt ville kunne høre den. Der var jo intet der kunne larme her omkring. At han talte sandheden, var hun nu ikke i tvivl om. Hun skjulte tænderne igen, for de var ingen nytte overfor ham alligevel. De burde ikke skræmme ham, eftersom hans blod ville være væmmeligt at smage på. Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig det, hun havde lært for længe siden. Hun trak let på mundvigen. "Hvad sagde du?" spurgte hun til hans 'javel frue'. Hun havde hørt det, men han behøvede da ikke mumle det! Hun blev siddende og lagde sin anden hånd i hans nakke, for at trække ham tættere. Hun trak hans ansigt tættere sig og gav ham et krævende kys på læberne. Det måtte vel være tydeligt for ham, at han bare skulle følge hvad hun gjorde. Han skulle bestemt ikke gøre igen!
Castiel havde i sig selv utrolig store problemer med at finde ud af Rachel, for hun var virkelig en mærkelig en. For ikke at glemme, at han aldrig nogensinde havde prøvet at have en kvindelig herre på denne måde før. En som skulle være så kontrollerende og så dominerende, for det havde altid været hans rolle! Han havde altid været kendt med hans rolle i de mange forskelllige spil indenfor dette, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Dette var ukendt for ham, for han havde aldrig nogensinde prøvet at være så tæt på en som måtte være så dominant som det hun måtte være, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Straffe havde han fået mange af, selvom smerte slet ikke var noget som rørte ham på samme måde som det ville røre så mange andre. Hans hjerte gik let op i sine slag, hvor det måtte slå en anelse mere fast mod hans bryst. Han valgte dog at ignorere det lige nu, for det var slet ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det vr da helt sikkert. Han sank klumpen i hans hals, som han vendte blikket direkte mod hende. Dette var noget som lagde et umådeligt stort press på hans vinger og det gjorde faktisk en anelse ondt – Selv for ham. ”Javel Herre..” rettede han sig endeligt. Han selv måtte lade læberne møde hendes i det ellers så krævende kys. Han klemte øjnene let og fast sammen, som han gengældte det. Han vidste udmærket godt, at han ikke havde noget andet valg, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan. Hænderne lagde han forsigtigt mod hendes hofter. Selv blot for at falde bare en anelse mere ind i det.
Rachel elskede virkelig at være mystisk. For så kunne han ikke sætte en finger på, hvordan hun ville reagere dér og dér. Hun var nok mærkelig, men hvad var livet, når man kørte i det samme ensformige spor? Ingenting! Og det agtede hun at holde fast i. Hun skiftede mening omkring tingene, som vinden blæste. Det kom selvfølgelig an på meningen omkring hvad, men oftest skiftede hun mening. Specielt omkring, at være sur på Castiel og ikke sur. Han kunne lave den samme 2 dage i streg, den ene dag var hun tilfreds en anden fuldstændig utilfeds og så måtte han gøre det om 100 gange! Hun smilede for sig selv, for hun nød virkelig at være dominerende. At han havde været vant til det, var bare ærgeligt. For ingen skulle være dominerende overfor hende i hvert fald! Hun kunne høre hvordan hans hjerterytme steg og hun nød virkelig af tanken om, at det var hendes værk. Nok kunne han ignorere det, men hun kunne udmærket høre det! Hun lo ved hans rettelse til Herre. Det var fint for hende. For en Herre var altid mere betydende end en frue. Hun holdt det krævende kys med ham, selvom det allerede snart var for meget. Det var nyt for hende, for hun havde ikke trukket den hertil før. Hun kneb øjnene let sammen, da han lagde hænderne mod hendes hofter.. Det var okay, bare han ikke gjorde noget for at gøre modspil, for hun skulle ikke under hans dominans eller små lege! Hun holdt kysset med ham og lod ham sætte sig lidt mere op, så han ikke trykkede vingerne for meget. Hun strøg sin hånd ned over hans ryg og nussede ham på vingen over hans fjer, for at se, hvordan han ville reagere på det. Hun brød kysset og kyssede ham ned over halsen, med små, blide og drillende kys.
Castiel kunne ganske enkelt ikke finde ud af denne kvinde på denne måde og det var noget som faktisk måtte frustrere ham! Normalt så vidste han helt præcist hvor han skulle ramme dem henne, men nu vhor han havde været her igennem temmelig lang tid, så havde han endnu ikke fundet den perfekte indfaldsvinkel til denne tøs og det var noget som han direkte måtte hade og mere end pesten selv! Han trak sig en anelse, så han var i stand til at skulle betragte hende til fulde. Han bed tænderne let sammen selv i kysset som han stadig måtte besvare så meget som dt nu var at han havde lyst til i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han trak sig som hun selv måtte vælge at skulle bryde kysset, så var det heller ikke noget som han havde det mindste imod når det nu endeig mått ekomme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte være. Hans blik faldt direkte til hendes skikkelse, selvom han nu ikke nåede at gøre langt mere før at hans hoved var tvunget bagud, så hun kunne skænke ham den klare række med kys. Han kneb øjnene let og fast sammen, for han var virkelig ikke meget for denne tanke i sig selv. Tvært imod så måtte han hade og foragte den mere end det som han måtte med noget andet overhovedet når det endelig måtte komme til stykket! De fjer som hun kunne komme til, var noget som selv måtte sætte en sitren i ham som aldrig nogensinde før! Det var ikke sket for ham at nogen i det hele taget have overvejet at skænke ham denne form for kærtegn. At han så bare kunne tage imod, var heller ikke en tanke som han bifaldte meget, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han bed tænderne kraftigt sammen, som han lod hænderne søge til hendes lår. Næsten blot for at have noget at holde fast i, så klemte han let omkring dem. Han var en bestemt mand og det havde han altid været. Der var jo en grund til at der ikke var nogen som kunne formå at holde ham ved lige eller holde ham på plads. Hænderne strøg hende let over lårene. Det faldt ham normalt ind at skulle gøre gengæld af den ene eller den anden slags.
Rachel smilede tilfredst. Hun kunne bedst lide at være mystisk og uforklarlig. For så kunne ingen gå hende imod, for de anede jo ikke hvor de skulle trykke henne. Og det var noget hun kunne lide. Specielt når hun skulle være overlegen for denne slave, som hun havde købt sig for at få selskab. Og han var godt selskab, det måtte hun give ham. Han var sjov. Det lysnede lidt i hendes førhen ensomme hverdag. Men han skulle makke ret, ellers skulle hun nok finde på enten det ene eller andet. Hun frygtede dog en ting - at han før eller siden ville finde en ting ved hende, og så ville hun virkelig håbe, at han ikke ville prøve på noget. Hun lod det dog hvile i baghovedet lige for nu, for hun ønskede ikke at lade frygten ødelægge denne lille sjove sceance. Hun nød virkelig at være dominerende og specielt overfor en fyr, der var vant til at skulle styre. Det var virkelig noget af det bedste! Hun nappede ham i halsen og kyssede ham blidt. Hun stoppede med at kysse ham og kiggede forbi hans hoved og mod hans vinger. Hun kildede ham over fjerne og nussede ham drilsk hvor hun lige kunne nå. Såsom som han sitrede, så måtte hun blot fortsætte. Det føltes virkelig modsomt. Hun smilede skævt for sig selv. Så skulle de nok få ham til at sitre. Hun spændte i sine lår, da han strøg hænderne over dem og klemte let omkring dem. Hun greb fat i hans ene arm og skubbede den væk. Hun vrissede kort et lille 'ah-ah'. Hun rettede sig op og kneb øjnene i. "Jeg vil gå i seng.. Du ser at få fjernet det vin ude i gangen!" sagde hun fast og lukkede kort hånden fra hans vinger , omkring hans kæbe i stedet. Hun stirrede ham ind i øjnene, ingen hun rejste sig og forsvandt, for at gå ned på sit eget værelse. Her fik hun skiftet til hendes lårkorte natkjole og så krøb hun under dynen. Hele huset var alligevel mørkelagt, så intet sollys kunne nå ind.
Denne kvinde gjorde det bestemt heller ikke enkelt for Castiel at skulle finde hverken hoved eller hale i det og det var noget som i sig selv, virkelig måtte frustrere ham! Hendes kælen for ham, hendes nussen ved hans vingeled.. alt sammen var det noget som virkelig måtte gå ham noget så frygtelig på og det var på alle måder endda, det var en frustrerende tanke! Han måtte bare bide det i sig for nu. Det var heller ikke en tanke som han sad inde med på dette øjeblik, for.. det var bare en del af ham et sted og sådan måtte det jo trods alt bare være når det endelig måtte komme til stykket. For sin egen skyld, så lod han kun hende gøre det som hun måtte lyste at gøre. Det var jo heller ikke fordi at han sad inde med retten til at skulle gøre noget som helst andet ved det og det i sig selv, var virkelig en tanke som i den grad også måtte frustrere ham og noget så frygtelig voldsomt! Tænderne måtte han bide tydeligt sammen, ganske enkelt fordi at ubehaget var for tydeligt i hans sind. Det var jo heller ikke fordi at dette var noget som gavnede ham på nogen måde! At hun reagerede på at han gjorde modstand, var noget som han temmelig hurtigt måtte finde ud af, som hun pludselig måtte ende med at bryde op midt i det hele. Han vendte blikket mod hende og blinkede let med øjnene som hun valgte at rejse sig op og bare forlod ham på denne måde. Han rejste sig roligt op. Han havde hele natten til at skulle finde få den plet væk og han vidste, at han aldrig nogensinde ville få det af alligevel, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det bare sådan at det nu end måtte være og på alle tænkelige måder overhovedet. ”Javel.. herre,” mumlede han med en tydelig utilfredshed. Hun kunne ikke bare komme her og tro at det var over så nemt! Næ nej! Han rejste sig roligt op, trak vingerne til sig som det nu var ham muligt at gøre det idet han blot begyndte at rense pletten på tæppet efter at have hentet de midler som han kunne bruge. Han måtte opgive. Den var umulig at få ren! Blikket vendte han mod hendes soveværelse, hvor han roligt gik derhen. Uden at banke på eller noget som helst, så tvang han døren roligt op og blev ellers stående, betragtede sig af hendes sovende skikkelse.
Rachel var tilfreds med sin egen mystik, for derfor blev det blot noget sværere for andre at finde ud af hendes svage punkter. Hun var mættet af det blod hun havde fået ham til at skænke op for sig og nu havde hun fået nok af denne del, for ingen, INGEN skulle gøre modstand på nogen måde. De måtte holde ved hende, men de skulle ikke nusse hende, trykke omkring hende eller noget overhovedet. Det var hende et svagt punkt at nogen skulle røre ved hende. Et for ømt punkt. For hun savnede det alt for meget til, at lade nogen gøre det.. For der havde kun været Will. Og siden hans død, så havde hun gjort op med sig, at ingen skulle røre hende.. Efterhånden var det bare blevet en del af hende, at hun skulle være den dominerende vel? Det var ikke så meget Will mere, som det havde været i startet. For Castiels egen skyld, så måtte han jo bare blive siddende og tage imod, når hun nu lystede at kærtegne ham lidt. Det var sjovt at det sitrede sådan i ham, når hun nussede hans vinger. Det måtte hun i hvert fald prøve sig af igen, det var helt sikkert.. Men det var virkelig blevet for meget. Ingen havde jo holdt eller aet hendes lår siden hendes afdøde mands død, så derfor gik det over hendes stolte grænse. Hun havde jo bygget sig selv op på, at ingen skulle dominere hende. Da hun faldt i søvn, så lå hun roligt og sov. Hun vidste at tæppet ville være umuligt at få rent, men sandheden var, at hun syntes at det tæppe var yderst grimt! Så nu kunne hun købe en ny. Og i morgen ville hun lege med ham; Først være sur, købe nyt tæppe og så være 'sød' mod ham igen. Det var hendes sidste plan hun lagde, inden hun gled for langt væk i søvnen. Hun drejede sig rundt og endte med fronten imod Castiel, som han stod i døren. Hun åbnede dog ikke øjnene… Hun var langt væk i drømmeland lige nu.
Catiel kunne ganske enkelt ikke finde ud af Rachel og han kunne virkelig ikke have noget som helst med den tanke at gøre, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet når det endelig måtte komme til stykket! Han knyttede næverne let, som hun blot uden tøven bare valgte at bryde op midt i det hele, hvilket han i den grad heller ikke ville se på som retfærdigt! Tvært imod! Han hadet den tanke når nogen lagde op til noget som helst og så ikke valgte at fuldføre det, for han vidste jo ikke hvordan han skulle reagere bagefter og så stod han jo der og lignede fuldkommen en idiot og det var slet ikke noget som fristede ham det mindste! Tvært imod! Han blev selv roligt stående i døren og så til som hun måtte ligge der og sove. Tanken alene, var virkelig noget som faktisk måtte more ham. At hun pludelig var endt med at blive så træt at hun bare havde valgt at at bryde op for at smutte i seng? Det var virkelig unfair også overfor ham! At hun ikke ønskede at han skulle give hende modspil, var noget som han havde fundet ud af og det var noget af det som direkte måtte vis sig at skulle more ham, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Ganske roligt gik han indenfor på hendes værelse. Han rørte ikke døren yderligere i frygten for at hun ville ende med at vågne. Han spredte vingerne det som han kunne, selvom det bestemt heller ikke var særlig meget. Han bed tænderne let sammen. Det gjorde faktisk ondt på sit vis og det var slet ikke noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet. Et næsten køligt smil bredte sig på hans læber, som han roligt gik hen til sengen. Næsten med det samme, så endte han med at skulle placere et ben på hver side af hende, hvor hans hænder næsten omgående måtte gribe omkring hendes og kun for at skulle holde hende fuldkommen fast under ham. ”Du tror du bare kan stoppe det? Nu hvor vi havde det så sjovt.. Herre,” sagde han med en rolig og ikke mindst dæmpet stemme.
Rachels mystik kom ikke direkte fremmede steder fra. Det var vel ikke så underligt, når hun havde været vant til én? Og kun elsket den ene? Nok var det efterhånden længe siden og derfor havde hun opbygget denne stolte dominans, at ingen skulle have lov til at røre hende, overhovedet! Hun brød derfor op midt i det hele. Det blev for meget, at han i det hele taget bare aede hendes lår og trykkede omkring dem. Det var nærmest for tæt på? Hun trak vejret dybt og sukkede let i sin søvn. Hun elskede tanken om at drille ham. At han så havde gennemskuet hende, ville hun virkelig hade. For det havde jo slet ikke været meningen, at han skulle finde ud af det. At han stod i døren, var slet ikke noget som hun ænsede. Døren var jo kun gået op og ikke i, og hun havde slet ikke hørt den. At det så var unfair at bryde op.. Det ville hun kunne lide at få at vide, for så kunne han jo lide det. Hun hørte ham ikke, da han gik ind på værelset. Hun endte med at ligge på ryggen og sove ganske sødt, som hun lå der. Hun stivnede helt, da noget tungt satte sig direkte over hende. Hun spjættede og spændte hurtigt i kroppen, da hun ikke kunne komme nogen steder overhovedet! Hun stirrede vredt på Castiel. "Du har ikke ret til dette!" hvæsede hun fast og vred sig under ham, så meget hun nu komme. Men det fungerede ikke rigtigt på nogen måde. "Sjovt..? Årh Castiel, du nød det.." Hun lo kort, selvom smilet og grinet faldt af hendes ansigt igen. Hvad han pønsede på, anede hun ikke. Men det gjorde hende faktisk direkte usikker! Hun knyttede næverne, selvom hun ikke rigtigt kom nogle steder. Det var da også frustrerende!
At Castiel først havde set nu at hun ikke var meget for modspil, var kun noget som han selv fortjente et dumslag på. Det var noget som han dog kunne ordne senere, for nu stod der ganske andre ting på hans dagsorden. Nu hvor han havde fået hende tvunget ind under sig og selv sat sig over, selvom der vel skulle meget til for at holde en vampyr nede i det hele taget, så måtte det jo trods alt bare være sådan at det måtte være. Han lod hovedet søge let på sned og med blikket hvilende på hende med en ganske kortfattet mine. Så længe at han havde hende under hende så måtte han i den grad være tilfreds, for så kunne han i den grad også sætte i gang på mange måder. Han kuklo let. ”Så stop mig.. Herre,” vrissede han ganske let igen. Nu havde han ganske enkelt fået nok. Han var træt af at han skulle blive kastet rundt på denne måde og nu hvor han endelig havde fundet vejen ind til hende, så var det kun noget som gjorde det hele så meget bedre også for hans eget vedkommende. Det gjorde det hele så langt mere underholdende! Han sendte hende et af de ellers så sjældne og rolige smil, hvor han tog den ene hånd til sig og lagde den mod hendes kæbe og kind, blot for at stryge det. ”Det gjorde jeg. Frem til du valgte at gå i seng.. Man skal fuldføre hvad man er begyndt på,” påpegede han sigende. Det var faktisk noget som han mente, det var jo altid det som hun havde kylet i hovedet på ham igennem hans arbejde her. Var han først gået i gang, så skulle man fuldføre det og det var i den grad også det som han agtet at få det gjort, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte vise sig at komme til stykket. Han blev siddende. Bare for at holde hende nede, så ville han gøre alt, for kom hun først fri, så var det ham som stod med problemer til halsen, så meget var han dog klar over allerede og derfor var det noget som skulle undgås! ”Nu skal jeg vise dig hvordan det skal gøres,” hviskede han roligt. Hånden strøg fra hendes kind, nedover hendes hals, for at søge let over hendes bryst. Han ville se hvor langt han kunne trække den.
Rachel skulle i hvert fald have sig en god snak med sig selv, for hun havde virkelig dummet sig, ved at vise ham hvor meget hun foragtede modspil. Det havde været det dummeste hun nogensinde havde gjort. Hun ville hade sig selv for det.. Eller som hun havde det lige nu, ville hun. Han havde overrasket hende noget, ved sådan at springe på hende. Hvis hun gav alt hvad hun havde i sig, kunne hun nok få ham af. Men lige nu, gjorde han jo sådan set intet, andet end at true? Så hun kunne da lige spare kræfterne lidt. Hun gengældte hans blik. Hun spændte i kroppen, men prøvede ikke på at flytte ham. Hun kneb øjnene i. "Det gør jeg også.." sagde hun fast. Alligevel havde hun en tanke i baghovedet: Hvad nu hvis? Hvad nu hvis det ikke var så farligt alligevel.. At hun faktisk kunne glemme Will helt og fuldkommen. Han kom jo aldrig tilbage til hende! Nok kastede hun rundt med Castiel, men det var pga. ensomheden der hvilede så dybt i hende. Hun fnøs fast og sitrede helt, da han strøg hende over kinden. Et blidt kærtegn, som egentligt føles godt. Hvis det ikke lige var for, at han brugte det imod hende som et våben! Hun fnøs igen. Hun skulle aldrig have sagt det til ham, at man skulle fuldføre hvad man var i gang med. "Ikke når jeg siger andet," hvislede hun. Vidste udmærket, at han brugte hendes egne ord imod hende. Hun vovede dog ikke at komme med flere kommentare lige nu, for hun kunne jo sige noget dumt. Hun blev liggende under ham, da der ingen grund var til at kæmpe imod. Og den stikkende tanke om at blive fri af ensomheden lå også i overfladen, sammen med en større frustration. Hun gøs i hele kroppen, da han strøg hånden ned over hendes hals og nåede til hendes bryst. Det var jo bart under den korte natkjole. Hun havde jo kun den på og så et par trusser. Hun kneb øjnene i og vred sig lidt til siden. "Fjern den hånd eller det bliver værst for dig selv," sagde hun med en uhyggeligt rolig tone, der kun varslede på uvejr!
Hvis der var noget som Rachel måtte være bange for, så var det en blid berøring! Det var noget som Castiel endelig havde formået at finde ud af og den tanke var virkelig ikke noget andet end direkte morsom! Han måtte virkelig more sig noget så frygteligt med den tanke alene, det var end ikke noget som han ønskede at skjule for hende. Man skulle selv kæmpe hvis han var den som man skulle holde under tøflen, for det var bestemt heller ikek en nem udgave som hun havde påtaget sig på denne måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Det var nu heller ikke fordi at det var noget som berørte ham det mindste. Nu var det hans tur til at have det lidt morsomt for en gangs skyld! Han kuklo ganske let og med hovedet let på sned. ”Nurh da.. Er det blevet for meget for dig?” spurgte han og denne gang med en hånlig stemme og tone. Hun skulle sgu nok finde ud af, at det ikke var farligt at blive kærtegnet af en anden mand end den som man havde formået at miste. Det skulle han da tidsnok vise hende på denne måde! Hånden stoppet let sine strøg ved hendes truende ord. Hun var jo trods alt hans herre, så det var noget som næsten måtte ske helt og holdent automatisk og den fornemmelse var bestemt heller ikke god på den ene eller den anden måde! Tvært imod! ”Du vil gerne slå mig.. Ikke sandt? Tæske mig ligesom alle andre før dig?” Ikke fordi at det gjorde ham noget direkte. Han fornmede jo trods alt ikke smete på den samme måde som det hun måtte siges at gøre det eller andre for den sags skyld. Han kravlede en anelse længere ned af hende, så han kunne læne sig over hende. ”Det er ikke farligt.. Og nu hvor du selv lagde op til det, så må jeg jo hjælpe dig med at fuldføre det,” påpegede han sandfærdigt. Han lænede sig let ned mod hende og skænkede hendes hals et let kys. Denne indgangsmåde var ny, men det morede ham da om ikke andet!
Rachel var bange for berøring i det hele taget. Hun var bange for, at hun skulle blive ligeså besat som sidste gang, hun var faldet for Will. Og han var jo stadig i hendes tanker. Hun kunne ikke glemme ham. Men på den anden side, kunne hun måske komme til at glemme ham lidt mere og give mere slip, hvis hun gav sig bare lidt hen. Castiel havde rigtig nok fundet ud af det svage punkt, men han ville jo også udnytte det. Den tanke måtte faktisk forundre hende lidt. De var nok begge stærke. Men hun skulle nok få ham vristet af, hvis det var det hun ønskede. Men nu ville hun da lige se! Hun kneb øjnene sammen og skulede til ham med et dræberblik. Havde blikke kunnet dræbe, var han i hvert fald allerede faldet om for længe siden. Hun mildede lidt og blev i stedet mere stram i masken. Hun ignorerede hans ord, om det var blevet for meget for hende.. Var det det? Hun smilede tilfredst, da det var sådan at han makkede ret, da hun truede ham med at fjerne hånden fra hendes bryst. "Jeg vil i hvert fald gerne give dig et pap på hovedet," sagde hun fast og kæmpede kort imod. Hun kneb øjnene i, da han gled ned. Hun spændte i hele kroppen. Hun gispede protesterende, da han lagde sig ned over hende. Hun lukkede øjnene sammen da han kyssede hendes hals de søde små kys. Det mindede hende alt for meget om hendes for længe siden døde mand. Og det gjorde faktisk ondt på hende. Hun havde jo fortrængt ham. Hun sank en klump. Hun rykkede hovedet til siden, for at afvise ham, men fandt slet ingen ord.
Nu hvor Castiel endelig havde formået at skull finde Rachels svage punkt, så var det i den grad også noget som han agtet at skulle misbruge og så meget som det nu ville være ham menneskelig muligt, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han sendte hende et morende smil, ikke fordi at han kunne lade være. Smerte på ham havde slet ikke den samme effekt på ham som den ville have på så mange andre og det var i den grad også det som han måtte trøste sig med lige nu, for han vidste, at hun vel også kunne ende med at flippe som aldrig nogensinde før på ham og sikkert også kom til det når han engang var færdig. Nå, den tid den sorg, sådan måtte det jo trods alt bare være når det endelig måtte komme til stykket. Stærke var de, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Lige nu ville han bare.. nyde det selv og så se hvor det kunne ende med at føre dem hen i den anden ende, for dette var ganske enkelt noget så frygtelig morsomt! Han tog sig ikke af den dræbende mine, for det var bestemt heller ikke første gang, at han fik den af hendem, så hvorfor pokker skulle han reagere på det på denne måde? Han skænkede hendes hals en rolig og blid række af kys, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. Hun beordrede ham ikke væk eller noget som helst, hvilket et sted også var noget som måtte forundre ham en god del, så var det heller ikke noget som han direkte valgte at skulle tage sig af lige for øjeblikket. Han trak hovedet en anelse til sig og vendte blikket mod hende. ”Hvis du kunne slappe lidt mere af, så ville det være langt nemmere,” påpegede han roligt. Han hævede den ene hånd og strøg hendes kind. ”Det gør jo ikke ondt, gør det?”
Rachel kunne blive ved med at forbande, at hun havde vist ham det svage punkt, at ingen skulle røre hende til gengæld. Hun havde slet ikke tænkt klar og det burde hun virkelig modtage en straf for, det var helt sikkert. Det var virkelig for dumt at vise sin egen slave det. Så meget så hun da nu. Bestemt når han tog brug af det til at gå imod hende. Det var da frustrerende at tænke på! Hun fnøs bare af hans morende smil, for det irriterede hende virkeligt, at han bare have sjov ud af hende. Nu hvor det nærmest var hende, der var blevet et stykke legetøj? Han mærkede ikke smerten. Derfor kunne hun jo også nemt lade sine frustrationer gå ud over ham. Det var dog bare træls, når han slet ikke gav lyd fra sig. For når det ikke rigtigt gjorde ondt, så skreg han ikke. Og det ville hun have nydt nogle gange, hvis hun virkelig blev vred. Men lige nu som hun havde det, så voksede den indre vrede og han skulle i hvert fald få betalt! Hvis.. Hun da ikke endte med at give sig hen til ham. Det var nærmest som en frygt der voksede. For hun ville jo gerne kunne glemme Will og komme videre. Hun kneb øjnene sammen. Begge 2 var de stærke og det var også irriterende, når hun ikke bare kunne smide ham af som ingenting. De blide kys fik nærmest blodet til at danse inde i kroppen på hende, for det var virkelig en savnet følelse et sted. Selvom hun forbandede den tanke! Hun kæmpede imod ham, da han så op igen. Hun fnøs. Han skulle da ikke bestemme over hende. Hun bed ud efter hans finger. Nu blev det for sødt, at han aede hende på den kærtegnene måde. Det gjorde ondt på hende. Hun ignorerede hans ord, for hun havde ikke lige noget vinder-svar til det.
Castiel kunne virkelig ikke gøre noget andet end direkte at more sig over det faktum, at han havde fundet Rachels svage punkt. Han havde endelig fundet hendes svage punnk! Det kunne virkelig heller ikke blive bedre end det for hans vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Det var det sjoveste som han havde oplevet igennem hele hans tid her på stedet! En vampyr var et stærkt væsen, så til en grænse, så måtte hun jo faktisk være mange gange stærkere end det som han selv måtte være, også selvom det ikke var noget som rørte ham selv direkte, hun havde jo trods alt heller ikke skubbet ham af endnu. Det var heller ikke fordi at han var direkte ond ved hende lige i øjeblikket. At dette var noget som fik hende til at mindes hendes gamle mand, var noget som raget ham en høstblomst, for han var praktisk talt fuldstændig ligeglad på alle måder overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet når det endelig måtte komme til stykket. Han kuklo ganske let, for han kunne mærke på hendes reaktion, at det var noget som virkelig måtte gå hende noget så frygteligt på og på alle måder endda, så var det ikke noget som han ønskede at skænke selv den største tanke lige for øjeblikket. ”Du nyder det.. slap af Rachel..” Det var i sig selv meget sjældent at han i det hele taget måtte kalde hende ved navn, det var slet ikke noget som han gjorde normalt. Han lænede sig igen roligt nedover hende. ”Glem fortiden og kom videre.. Se hvad der ligger foran dig i stedet for at tænke på det skvat af en gammel mand..” Han himlede let med øjnene. Dem som døde var de svage og det havde altid været hans mening omkring tingene, uanset hvor hård en mening som det nu måtte være og på alle måder endda. Han kyssede igen roligt hendes hals og lod hånden stille og roligt vandre nedover hendes side.
//BLACKOUT=Censur
Rachel lå ganske stille på den ene side af sengen. Det havde gået vildt for sej, mere kunne hun virkelig ikke sige om det. Hendes tanker var helt forskruede og hun anede mildest talt ikke hvordan hun nogensinde skulle kunne forklare det. Hun lå under dynen ved siden af Castiel og puttede godt. Hun følte sig som et fuldkommen nyt væsen. Fornyet, ny energi. Nyt alting. Hun ville aldrig nogensinde give slip på ham. Han skulle være hendes for evigt, om hun så skulle lænke ham et eller andet sted..Selvom efter dette, så troede hun umiddelbart ikke, at det ville ske. Hun vædede let sine læber og lå egentligt bare og smilede, for hun kunne simpelthen ikke lade vær. Hun lå med lukkede øjne. Hun havde sin ene hånd trykket omkring hans overarm, for ligesom at holde lidt fast i ham. Hun ville ikke give slip. Hun havde næret nogle helt nye følelser fra ham. Hun holdt af ham, på en helt anden måde. Hun ønskede ham som sin egen elskede. Og disse følelser havde hun ikke haft for nogle, siden Will. Nu havde Castiel åbnet op for hende - så måtte han jo også selv tage 'konsekvenserne' af det. "Du må ikke gå," hviskede hun dæmpet. Nærmest skræmt. Hun lagde sig ind til ham og lagde hovedet ind til hans skulder. Hun ville ligge sammen med ham her, indtil hun selv havde tænkt det meste igennem. For lige nu følte hun sig for overvældet til at rejse sig og det føltes..underligt! Hun kyssede hans skulder og åbnede øjnene. Hun løftede hovedet og kiggede mod ham. Hun tvang sig selv til at give slip på ham. Det mindste hun kunne give ham, var vel at han godt måtte gå, hvis han lystede. Selvom hun egentligt ikke ønskede det. Hun rykkede sig fra ham igen, af forvirring over hendes nyfundne 'sødme' og venlighed. Hun sukkede dæmpet og kiggede ned i sengen. Afventede bare hans reaktion - om han ville gå, blive..Snakke. Helst de 2 sidste. Hun drejede sig rundt på maven og gloede stadigvæk ned på sengen. Hendes hænder lagde hun på sengen og hun støttede på sine underarme, for at holde sig lidt oprejst. Hendes hår gled ned omkring hendes ansigt og gemte hende lidt væk.
Det var virkelig ikke noget nyt for Castiel. Han holdt normalt ikke længere end en måned det ene sted, før han skulle videre til det næste, og det var også det, som var sket i denne situation, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At Rachel endu en gang måtte kalde på ham, fik ham blot til at himle næsten opgivede med øjnene. Det var virkelig ved at drive ham til vanvid! Dette skilte sig meget fra det som han ellers var vat til, han var vant til en mandlig chef med en kone eller en datter som han kunne prøve sig på.. Dette skilte sig simpelthen fra det hele! Låsen sad stadig omkring det yderste vingeled, så han kunne ikke rette vingerne ordentlig ud. De havde siddet der siden han var 17 år, så vingerne havde slet ikke været spredt i mange århundrede! Måske.. årtusinder? Det var virkelig også den eneste grund til at vingerne var så svage.. de var aldrig blevet brugt. Han gik igennem gangene. Han havde udmærket godt hørt hendes kald efter ham. Han valgte bevidst at gå temmelig langsomt, for han havde virkelig ikke travlt - mente han i hvertfald selv. Han nåede hendes tilholdssted efter adskillige minutter, idet han roligt åbnede døren og vendte sig mod hende. Han kendte udmærket sin plads, men hans respekt var ikke noget som kunne købes for penge! "Du brølede?" spurgte han med et næsten morende træk på mundvigen. Han kunne vel godt få lov til at more sig bare lidt?
Rachel sukkede let og vendte om. Hun gik tilbage til pejsestuen og satte sig i den smukke røde sofa. Der var kun 2, i dette kæmpe hus. Hende og Castiel. Hun ville helst ikke være alene, selvom hun nægtede at indrømme det. På vejen herop, ville han støde på hendes sko og et knust glas, samt rødvinen der var kastet ud over gulvet. Hun ville få ham til at rydde det op på et tidspunkt. Men det skulle lige størke lidt, så hun kunne skælde ham ud over, at han knapt nok kunne få det af. Hun lænede sig godt tilbage og så hen på ham. Hun var fuldt ud tilfreds med, at skulle sætte ham på plads selv - at han spillede op til hende. Det kunne hun virkelig godt lide! Hun var næsten lige stået op og havde gjort sig lidt i stand - var kommet i en flot lårkort kjole og håret som hang løst, samt hun bar en masse smykker. "Ja," sagde hun med en dæmpet stemme og smilede skævt til ham. Hun viftede ham hen med en finger. Hun havde hele natten til at lege med ham, og så ville han skulle gøre rent hele dagen. Nok var hele huset fuldkommen mørkelagt, fra lys udefra, men de skulle jo alle sammen sove. "Gider du skænke 1 glas rødvin op?" spurgte hun dæmpet. "Og 1 glas magikerblod.. Flasken står under skænken på hylden under rødvinen," forklarede hun stille og kiggede ind i kaminen.
Normalt skulle der en god del til, før Castiel ville så meget som at overveje, at underkaste sig nogen anden og da specielt en kvinde. At hun så selv måtte more sig over hans mere flabede personlighed, stod ham dog ganske ukendt, så var der virkelig ikke alverdens, at skulle kunne gøre med lige netop dette, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod armene søge over kors, som han roligt måtte læne sig op af dørkarmen og uden, at skulle slippe hende med blikket. Hans forrige hjem havde virkelig ikke været for lang tid og han agtet bestemt heller ikke, at skulle blive her over længere tid, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han himlede næsten opgivende med øjnene, da det var ham tydeligt, at hun ville have ham tættere på. Han gik roligt mod hende. Det var jo heller ikke fordi at han havde noget andet valg, for han kendte jo udmærket godt sin plads her i samfundet og han kunne virkelig ikke fordrage det. Han kneb øjnene svagt sammen. "Ja?" sagde han ganske så kortfattet og selv uden at skulle vise det mindste tegn til respekt eller noget som bare måtte minde om det. "Du har kaldt mig hele vejen herop for at skænke vin?" Han trak let på smilebåndet og trak på skuldrene, idet han roligt gik hen til skænken og fandt begge flasker frem og to glas, hvor han roligt skænkede rødvin op i det ene og magikerblod i det andet. Han tog dem let i hånden og gik tilbage til hende, hvor han roligt satte det hele på bordet foran hende. Hun legede med ham om aftenen og den stod på rengøring hele dagen. Det var praktisk talt sjældent, at han i det hele taget fik lov til at hvile det mindste.
Rachel have alrig haft en slave før - men hun havde haft sine fordomme. At de slet ikke kunne finde ud af at give modspild. Men ham her kunne og hun elskede det virkeligt! At han ikke bare underkastede sig, men virkelig udfordrede hende også. Det gav hende på en måde en lille respekt for ham, selvom hun virkeligt ikke viste det. Hun morede sig virkelig over hele hans flabethed. Så meget, at hun virkelig tvang den frem i ham så snart at hun kunne. Hun betragtede ham fra sofaen af, som han lænede sig op af dørkarmen med armene over kors. Hun ville holde ham her til han selv ville falde død om, det var helt sikkert! Hun nægtede virkeligt bare at slippe ham, når han var så nuttet og flabet? Hun ventede pænt, til han kom tæt nok på og gav ham besked om, hvad han skulle gøre. "Ja, det har jeg," sagde hun roligt og nikkede stille. Hun samlede sig og fyldte nu kun halvdelen af sofaen - hun lå nemlig halvvejs ned nu. Hun elskede virkelig at holde ham i gang, det var noget af det bedste! Men han kunne jo sådan set bare hvile om dagen, hvis han kunne nå og gøre rent og hvile i dagtimerne, der sov hun jo sødt. Hun så mod bordet. "Sid ned," sagde hun stille og satte benene ned på gulvet og satte sig helt op. Hun klappede ved sin side og tog begge glas i hånden. Hun rakte rødvinen til ham. "Værs'go," sagde hun roligt. Hun behøvede jo ikke behandle ham dårligt, han gjorde jo som hun bad om. Hun sippede til magikerblodet. Fremragende smag måtte hun sige!
Castiel var virkelig ikke som en ganske normal slave, det var slet ikke noget som man skulle drage det midnste i tvivl om overhovdet. Han vendte blikket mod hende og næsten med en irritation på alle måder, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. At han var kaldet hele vejen herop for småting, var virkelig ikke noget som man skulle tage fejl af, måtte være nyt for ham, for det var det bestemt ikke. Han skænkede hende den blod og den vin som var hende ønsket, idet han måtte vende blikket stille mod hende og med en næsten afventende stemme, som han næsten måtte vente sig, at der måtte komme noget mere end dette alene. At hun direkte bad ham om at skulle tage plads og skænkede ham glasset med vin, var noget som forundrede ham temmelig meget. Han blinkede ganske let med øjnene, som han bare tog imod det og satte sig ned. Det var bestemt ikke noget som han var vant til. Han trak vingerne ind til sig det som var muligt for ham. Han vendte blikket mod hende, hvor han samtidig skævede til vinen.. Den kunne vel være forgiftigt? Det her var virkelig endt med at skulle komme så frygtelig bag på ham, det var også helt sikkert og på alle måder. ”.. Okay hvorfor gør du det her?” spurgte han ganske så kortfattet. Det var virkelig ikke noget som gav nogen mening for ham! Han satte glasset fra sig. Han måtte dog ærligt erkende, at det virkelig gjorde godt, at skulle sidde ned og lave.. absolut ingenting.
Rachel elskede allermest Castiel for hans flabethed, fordi han så ikke kedede hende. Tænk hvis han havde været lille og forskræmt, evigt misbrugt og slået, så han ikke ville sige et pip? Så var han virkelig bare blevet måltid og så kunne det være færdigt. Hun løftede et let bryn og sippede til magikerblodet, det smagte virkeligt fremragende og forfriskende. Hun behøvede ikke direkte at gøre sig selv fuld i nymfe- eller engleblod, som hun også havde fra tilbage i sin tid. Hun kaldte ham til småting, fordi så skænkede han jo selv op og sådan. Hun trak sig lidt og smilede til ham, med sine flotte lysende øjne. Hovedet gled let på skrå og hendes hår gled ned omkring hendes skulder og bryst. At han så bare satte glasset fra sig, fik hende til at knibe øjnene i. Hun færdiggjorde sit glas og slikkede en lille plet af sin mundvig væk med tungen. "Hvorfor ikke?" spurgte hun blot. Han kunne vel tænke selv, kunne han ikke? Hun gad virkelig ikke servere svarene for ham. Hun stillede sit glas hen på bordet og lagde sig ned igen. Hendes slanke ben smed hun over hans ben, nu da han sad ned. Hvis han kiggede, ville han kunne kigge op under hendes kjole. "Når ja, når jeg går i seng skal du tørre rødvinen op der ligger ude i gangen.." sagde hun stille. Lige nu, skulle han dog være her.
Castien var flabet når det endelig var noget som han ville, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte være. Han betragtede hende næsten med en vantro. Dette var noget som han slet ikke var noget gav det mindste mening for hans vedkommende, for det var.. fremmed et sted? Han var slet ikke vant til at skulle få lov til at slappe af det mindste når han faktisk skulle arbejde. Han vendte blikket mod hende ved hendes ord. Han kunne da have sagt sig det selv! ”Du ved godt, at det bliver umuligt at fjerne pletten når den er tør, ikke?” spurgte han kortfattet. ”Du vil vel nødigt have ødelagt tæpper og gulv?” fortsatte han med en næsten flabet stemme. Han så virkelig ikke nogen grund til hvorfor han skulle vælge at reagere på nogen anden måde, når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert. Han satte glasset fra sig, som han næsten ikke turde drikke af det. Han vred ganske let på vingerne, selvom låsen tvang dem i samme stilling. Han bed det i sig, for det var virkelig noget som måtte irritere ham noget så voldsomt, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sukkede stille og satte sig så godt til rette, som det nu var ham muligt. Låsen havde aldrig rigtigt generet ham i den grad før, det var end heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han havde haft låsen om vingerne siden han havde været ganske ung.. siden han havde været omkring de 17 og solgt for første gang. Han vendte blikket mod hende. ”Hvorfor pludselig denne gavmildhed?” afsluttede han kortfattet. Han krævede faktisk svar.
Rachel nød hans flabethed. Hun havde noget at more sig over, fremfor at blive irriteret om en lille krøbling der adlød hendes mindste vink uden et ord! Det ville have været irriterende. Nej, hun gav måske ikke nogen mening. Men skulle der være en mening med alt? Kunne der ikke være noget meningsløst? Hun sendte ham et lille og køligt smil, hvor man kunne ane hendes hugtænder. "Jeg kan jo altid give rengøringsmanden skylden for ikke at kunne fjerne det ordentligt ikke?" sagde hun blot kækt og blinkede let til ham. Hun løftede et let bryn. Hun havde blot hældt det ud over det ene tæppe, der lå og pyntede på det mørke gulv i gangen. Hun morede sig over, at han ikke turde drikke vinen. Det var da noget så sjovt! Hun betragtede ham. Han var så sjov at drille. "Gavmildhed? Jeg har da virkelig ikke givet dig noget," sagde hun blot. Hun grinte dæmpet. Låsen kendte hun udmærket godt til, det var noget af det bedste - så kunne han ikke flyve væk. Og det ville hun bestemt ikke have. Hun satte sig op og trak sig tættere på ham. Hun lagde en hånd på hendes skulder. "Åh Castiel, hvornår lærer du at finde ud af mig? Når nej, det kan man ikke," sagde hun og lo koldt. Hun klappede ham på kinden og lod sine negle stryge ned over hans hud.
Castiel havde efterhånden været skræmmende mange steder, men intet som dette. Det var aldrig sket for ham før, at han havde en kvinde som sin herre. Det var bare.. forkert for ham og på alle måder endda, det var da helt sikkert! Han var vant til at skulle rydde op, gøre rent, ja endda stille lyster, for så at lege med sin herres datter eller kone, blive kylet ud og så starte forfra et nyt sted. Det havde ikke slået fejl.. før nu om ikke andet. Han havde ikke retten til at skulle afvise hende og han vidste det udmærket godt! Han bed tænderne sammen, som han vendte blikket mod hende. Han spændte ganske let i mere eller mindre hele hans egen krop, for han brød sig ikke om det! Han kunne ikke læse hende og det var virkelig frustrerende på alle måder! Hånden mod hans skulder, fik ham automatisk til at vende blikket mod hende. Når folk ændrede deres opførsel over for ham, så var det vel bare en normal vane for ham, at han slet ikke burde eller skulle tage imod noget af det som blev ham tilbudt. Hans mørke øjne hvilede på hende. Kunne han, så var han forduftet for længe siden, men låsen om hans ydre vingeled afholdt ham fra at tage færden. Han havde ikke strukket vingerne siden han havde været 17 år gammel. ”Du er mig også en mærkværdig en af slagsen,” sagde han med et skævt smil på læben. Hvorfor skjule det som var den rene sandhed? Det var der jo heller ikke ligefrem nogen nytte i på noget tidspunkt. De klap mod hans kind og efterfulgt af hendes negle, fik ham let til at lukke øjnene. Det var jo ikke fordi at det gjorde ondt på ham. ”Lægger du op til noget, eller morer du dig blot?” spurgte han dæmpet.
Rachel betragtede Castiel. Han havde måske været mange steder, men havde han nogensinde været hos en som hende? En der måske én dag synes at han gjorde arbejdet godt nok og en anden dag, var det slet ikke godt nok til hende? Hun legede rundt med ham som en lille dukke. Han ville aldrig slippe herfra så længe hun levede, det var helt sikkert! Nok var det forkert for ham at have en kvinde som sin herre, men hun var nu engang ikke en mand og det ønskede hun bestemt heller ikke! Hun ville dominere ham på sin måde. Derved også, at hun legede rundt med ham som sin egen dukke. Hun så godt, at han knyttede hænderne. Men han sagde hende ikke imod. Det havde han også bar at lade vær med, for hun skulle nok vise hvem der bestemte.. Ingen skulle i hvert fald røre hende på nogen dominerende måde! Hun satte sig mere op og satte sig med fronten mod ham. Hun kravlede over hans skød og satte sig lige foran ham, så de var ansigt-til-ansigt. Hun smilede skævt til ham, strøg ham igennem håret og rev hans hoved let tilbage. Hun kiggede ham i øjnene. "Du har ingen kedelig hverdag her, tror jeg da ikke," sagde hun dæmpet og med en spindende tone, der var som en kælende kat. Hun smilede og blottede sine tænder for ham, selvom hun ikke ville bide ham. Dødsengleblod var den mest forfærdelig smag! Hun vidste at hun var mærkværdig. Men hvorfor være grå og kedelig? Hun strøg sin anden hånd over hans kind. "Årh Castiel.. Castiel.. Castiel.." sagde hun stille og lod hans hoved være ret igen, fremfor bagover trukket. "Lad vær med at stille dumme spørgsmål," sagde hun med et skævt smil.
Castiel havde aldrig nogensinde oplevet nogen som Rachel. Han havde aldrig nogensinde haft en herre som tog sig af ham på denne måde, selvom han som regel gik rundt og passet sig selv, passet sine opgaver og ellers mugget over, at det her virkelig måtte vise sig at være et brud i hans vaner når det kom til et nyt sted at være. Hun ville vel ikke ende med at kyle ham ud hvis han begyndte at lege rundt med hende? Hun ville vel bare straffe ham? Det var jo ikke engang sjovt! Han fnøs dæmpet for sig selv, for det var ikke andet end tanker som virkelig måtte gå ham noget så frygteligt på nerverne og det var nu heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen måde. Som hun valgte at placere sig i hans skød, så blev han blot siddende så rank som han kunne. Vingerne var tildels i vejen og det var kun på grund af den forbandede lås som måtte sidde i hans vingeled! ”Jeg har får meget at tage mig til, til at det kan blive kedeligt,” sagde han ganske kortfattet og med en stilfærdig stemme. Hvorfor skjule det som faktisk måtte være sandhed? Det var jo slet ikke noget som man fik det mindste ud af på nogen måde overhovedet. De blottede tænder rørte ham virkelig ikke, for han vidste at hun aldrig nogenside ville få noget ud af, at skulle sætte dem i sig, foruden en direkte væmmelse uden lige, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun greb den helt anderledes an end det som han kunne sige sig at være vant til. ”Javel frue,” mumlede han let for sig selv med en tydelig ligegyldighed i stemmen. Hvorfor skulle man dog skjule det for hende? Han var ikke meget for hans erhverv, selvom han ikke rigtigt havde noget andet valg. Han lukkede øjnene. Foruden det, så rørte han ikke så meget som en eneste muskel.
Rachel ændrede sin mening dag fra dag. Hun var ikke længere med på at nogen skulle kontrollere hende, for kun Will.. Hun havde jo været så forelsket i ham, at det næsten var forfærdeligt. Hun havde ikke kunnet begribe, at han kunne dø. Men det var sådan det var sket og det kunne hun ikke ændre så, så hun blev nødt til at komme videre. Det havde hun så gjort ved at købe Castiel. Men hun skulle være den dominerende nu! Hun ville aldrig kyle ham ud, for den fornøjelse skulle han bestemt ikke have! Gjorde han hende noget, så gjorde hun da bare gengæld? Hun var ikke bange for at straffe ham hvis det endelig skulle være. Hun bed tænderne let sammen og sendte ham et sødt og kælende smil. At han var så afholds og fnysende, morede hende blot. Det var virkelig sjovt! "Nemlig.." sagde hun stille og med en lav tone, selvom han nemt ville kunne høre den. Der var jo intet der kunne larme her omkring. At han talte sandheden, var hun nu ikke i tvivl om. Hun skjulte tænderne igen, for de var ingen nytte overfor ham alligevel. De burde ikke skræmme ham, eftersom hans blod ville være væmmeligt at smage på. Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig det, hun havde lært for længe siden. Hun trak let på mundvigen. "Hvad sagde du?" spurgte hun til hans 'javel frue'. Hun havde hørt det, men han behøvede da ikke mumle det! Hun blev siddende og lagde sin anden hånd i hans nakke, for at trække ham tættere. Hun trak hans ansigt tættere sig og gav ham et krævende kys på læberne. Det måtte vel være tydeligt for ham, at han bare skulle følge hvad hun gjorde. Han skulle bestemt ikke gøre igen!
Castiel havde i sig selv utrolig store problemer med at finde ud af Rachel, for hun var virkelig en mærkelig en. For ikke at glemme, at han aldrig nogensinde havde prøvet at have en kvindelig herre på denne måde før. En som skulle være så kontrollerende og så dominerende, for det havde altid været hans rolle! Han havde altid været kendt med hans rolle i de mange forskelllige spil indenfor dette, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Dette var ukendt for ham, for han havde aldrig nogensinde prøvet at være så tæt på en som måtte være så dominant som det hun måtte være, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Straffe havde han fået mange af, selvom smerte slet ikke var noget som rørte ham på samme måde som det ville røre så mange andre. Hans hjerte gik let op i sine slag, hvor det måtte slå en anelse mere fast mod hans bryst. Han valgte dog at ignorere det lige nu, for det var slet ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det vr da helt sikkert. Han sank klumpen i hans hals, som han vendte blikket direkte mod hende. Dette var noget som lagde et umådeligt stort press på hans vinger og det gjorde faktisk en anelse ondt – Selv for ham. ”Javel Herre..” rettede han sig endeligt. Han selv måtte lade læberne møde hendes i det ellers så krævende kys. Han klemte øjnene let og fast sammen, som han gengældte det. Han vidste udmærket godt, at han ikke havde noget andet valg, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan. Hænderne lagde han forsigtigt mod hendes hofter. Selv blot for at falde bare en anelse mere ind i det.
Rachel elskede virkelig at være mystisk. For så kunne han ikke sætte en finger på, hvordan hun ville reagere dér og dér. Hun var nok mærkelig, men hvad var livet, når man kørte i det samme ensformige spor? Ingenting! Og det agtede hun at holde fast i. Hun skiftede mening omkring tingene, som vinden blæste. Det kom selvfølgelig an på meningen omkring hvad, men oftest skiftede hun mening. Specielt omkring, at være sur på Castiel og ikke sur. Han kunne lave den samme 2 dage i streg, den ene dag var hun tilfreds en anden fuldstændig utilfeds og så måtte han gøre det om 100 gange! Hun smilede for sig selv, for hun nød virkelig at være dominerende. At han havde været vant til det, var bare ærgeligt. For ingen skulle være dominerende overfor hende i hvert fald! Hun kunne høre hvordan hans hjerterytme steg og hun nød virkelig af tanken om, at det var hendes værk. Nok kunne han ignorere det, men hun kunne udmærket høre det! Hun lo ved hans rettelse til Herre. Det var fint for hende. For en Herre var altid mere betydende end en frue. Hun holdt det krævende kys med ham, selvom det allerede snart var for meget. Det var nyt for hende, for hun havde ikke trukket den hertil før. Hun kneb øjnene let sammen, da han lagde hænderne mod hendes hofter.. Det var okay, bare han ikke gjorde noget for at gøre modspil, for hun skulle ikke under hans dominans eller små lege! Hun holdt kysset med ham og lod ham sætte sig lidt mere op, så han ikke trykkede vingerne for meget. Hun strøg sin hånd ned over hans ryg og nussede ham på vingen over hans fjer, for at se, hvordan han ville reagere på det. Hun brød kysset og kyssede ham ned over halsen, med små, blide og drillende kys.
Castiel kunne ganske enkelt ikke finde ud af denne kvinde på denne måde og det var noget som faktisk måtte frustrere ham! Normalt så vidste han helt præcist hvor han skulle ramme dem henne, men nu vhor han havde været her igennem temmelig lang tid, så havde han endnu ikke fundet den perfekte indfaldsvinkel til denne tøs og det var noget som han direkte måtte hade og mere end pesten selv! Han trak sig en anelse, så han var i stand til at skulle betragte hende til fulde. Han bed tænderne let sammen selv i kysset som han stadig måtte besvare så meget som dt nu var at han havde lyst til i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han trak sig som hun selv måtte vælge at skulle bryde kysset, så var det heller ikke noget som han havde det mindste imod når det nu endeig mått ekomme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte være. Hans blik faldt direkte til hendes skikkelse, selvom han nu ikke nåede at gøre langt mere før at hans hoved var tvunget bagud, så hun kunne skænke ham den klare række med kys. Han kneb øjnene let og fast sammen, for han var virkelig ikke meget for denne tanke i sig selv. Tvært imod så måtte han hade og foragte den mere end det som han måtte med noget andet overhovedet når det endelig måtte komme til stykket! De fjer som hun kunne komme til, var noget som selv måtte sætte en sitren i ham som aldrig nogensinde før! Det var ikke sket for ham at nogen i det hele taget have overvejet at skænke ham denne form for kærtegn. At han så bare kunne tage imod, var heller ikke en tanke som han bifaldte meget, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han bed tænderne kraftigt sammen, som han lod hænderne søge til hendes lår. Næsten blot for at have noget at holde fast i, så klemte han let omkring dem. Han var en bestemt mand og det havde han altid været. Der var jo en grund til at der ikke var nogen som kunne formå at holde ham ved lige eller holde ham på plads. Hænderne strøg hende let over lårene. Det faldt ham normalt ind at skulle gøre gengæld af den ene eller den anden slags.
Rachel smilede tilfredst. Hun kunne bedst lide at være mystisk og uforklarlig. For så kunne ingen gå hende imod, for de anede jo ikke hvor de skulle trykke henne. Og det var noget hun kunne lide. Specielt når hun skulle være overlegen for denne slave, som hun havde købt sig for at få selskab. Og han var godt selskab, det måtte hun give ham. Han var sjov. Det lysnede lidt i hendes førhen ensomme hverdag. Men han skulle makke ret, ellers skulle hun nok finde på enten det ene eller andet. Hun frygtede dog en ting - at han før eller siden ville finde en ting ved hende, og så ville hun virkelig håbe, at han ikke ville prøve på noget. Hun lod det dog hvile i baghovedet lige for nu, for hun ønskede ikke at lade frygten ødelægge denne lille sjove sceance. Hun nød virkelig at være dominerende og specielt overfor en fyr, der var vant til at skulle styre. Det var virkelig noget af det bedste! Hun nappede ham i halsen og kyssede ham blidt. Hun stoppede med at kysse ham og kiggede forbi hans hoved og mod hans vinger. Hun kildede ham over fjerne og nussede ham drilsk hvor hun lige kunne nå. Såsom som han sitrede, så måtte hun blot fortsætte. Det føltes virkelig modsomt. Hun smilede skævt for sig selv. Så skulle de nok få ham til at sitre. Hun spændte i sine lår, da han strøg hænderne over dem og klemte let omkring dem. Hun greb fat i hans ene arm og skubbede den væk. Hun vrissede kort et lille 'ah-ah'. Hun rettede sig op og kneb øjnene i. "Jeg vil gå i seng.. Du ser at få fjernet det vin ude i gangen!" sagde hun fast og lukkede kort hånden fra hans vinger , omkring hans kæbe i stedet. Hun stirrede ham ind i øjnene, ingen hun rejste sig og forsvandt, for at gå ned på sit eget værelse. Her fik hun skiftet til hendes lårkorte natkjole og så krøb hun under dynen. Hele huset var alligevel mørkelagt, så intet sollys kunne nå ind.
Denne kvinde gjorde det bestemt heller ikke enkelt for Castiel at skulle finde hverken hoved eller hale i det og det var noget som i sig selv, virkelig måtte frustrere ham! Hendes kælen for ham, hendes nussen ved hans vingeled.. alt sammen var det noget som virkelig måtte gå ham noget så frygtelig på og det var på alle måder endda, det var en frustrerende tanke! Han måtte bare bide det i sig for nu. Det var heller ikke en tanke som han sad inde med på dette øjeblik, for.. det var bare en del af ham et sted og sådan måtte det jo trods alt bare være når det endelig måtte komme til stykket. For sin egen skyld, så lod han kun hende gøre det som hun måtte lyste at gøre. Det var jo heller ikke fordi at han sad inde med retten til at skulle gøre noget som helst andet ved det og det i sig selv, var virkelig en tanke som i den grad også måtte frustrere ham og noget så frygtelig voldsomt! Tænderne måtte han bide tydeligt sammen, ganske enkelt fordi at ubehaget var for tydeligt i hans sind. Det var jo heller ikke fordi at dette var noget som gavnede ham på nogen måde! At hun reagerede på at han gjorde modstand, var noget som han temmelig hurtigt måtte finde ud af, som hun pludselig måtte ende med at bryde op midt i det hele. Han vendte blikket mod hende og blinkede let med øjnene som hun valgte at rejse sig op og bare forlod ham på denne måde. Han rejste sig roligt op. Han havde hele natten til at skulle finde få den plet væk og han vidste, at han aldrig nogensinde ville få det af alligevel, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det bare sådan at det nu end måtte være og på alle tænkelige måder overhovedet. ”Javel.. herre,” mumlede han med en tydelig utilfredshed. Hun kunne ikke bare komme her og tro at det var over så nemt! Næ nej! Han rejste sig roligt op, trak vingerne til sig som det nu var ham muligt at gøre det idet han blot begyndte at rense pletten på tæppet efter at have hentet de midler som han kunne bruge. Han måtte opgive. Den var umulig at få ren! Blikket vendte han mod hendes soveværelse, hvor han roligt gik derhen. Uden at banke på eller noget som helst, så tvang han døren roligt op og blev ellers stående, betragtede sig af hendes sovende skikkelse.
Rachel var tilfreds med sin egen mystik, for derfor blev det blot noget sværere for andre at finde ud af hendes svage punkter. Hun var mættet af det blod hun havde fået ham til at skænke op for sig og nu havde hun fået nok af denne del, for ingen, INGEN skulle gøre modstand på nogen måde. De måtte holde ved hende, men de skulle ikke nusse hende, trykke omkring hende eller noget overhovedet. Det var hende et svagt punkt at nogen skulle røre ved hende. Et for ømt punkt. For hun savnede det alt for meget til, at lade nogen gøre det.. For der havde kun været Will. Og siden hans død, så havde hun gjort op med sig, at ingen skulle røre hende.. Efterhånden var det bare blevet en del af hende, at hun skulle være den dominerende vel? Det var ikke så meget Will mere, som det havde været i startet. For Castiels egen skyld, så måtte han jo bare blive siddende og tage imod, når hun nu lystede at kærtegne ham lidt. Det var sjovt at det sitrede sådan i ham, når hun nussede hans vinger. Det måtte hun i hvert fald prøve sig af igen, det var helt sikkert.. Men det var virkelig blevet for meget. Ingen havde jo holdt eller aet hendes lår siden hendes afdøde mands død, så derfor gik det over hendes stolte grænse. Hun havde jo bygget sig selv op på, at ingen skulle dominere hende. Da hun faldt i søvn, så lå hun roligt og sov. Hun vidste at tæppet ville være umuligt at få rent, men sandheden var, at hun syntes at det tæppe var yderst grimt! Så nu kunne hun købe en ny. Og i morgen ville hun lege med ham; Først være sur, købe nyt tæppe og så være 'sød' mod ham igen. Det var hendes sidste plan hun lagde, inden hun gled for langt væk i søvnen. Hun drejede sig rundt og endte med fronten imod Castiel, som han stod i døren. Hun åbnede dog ikke øjnene… Hun var langt væk i drømmeland lige nu.
Catiel kunne ganske enkelt ikke finde ud af Rachel og han kunne virkelig ikke have noget som helst med den tanke at gøre, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet når det endelig måtte komme til stykket! Han knyttede næverne let, som hun blot uden tøven bare valgte at bryde op midt i det hele, hvilket han i den grad heller ikke ville se på som retfærdigt! Tvært imod! Han hadet den tanke når nogen lagde op til noget som helst og så ikke valgte at fuldføre det, for han vidste jo ikke hvordan han skulle reagere bagefter og så stod han jo der og lignede fuldkommen en idiot og det var slet ikke noget som fristede ham det mindste! Tvært imod! Han blev selv roligt stående i døren og så til som hun måtte ligge der og sove. Tanken alene, var virkelig noget som faktisk måtte more ham. At hun pludelig var endt med at blive så træt at hun bare havde valgt at at bryde op for at smutte i seng? Det var virkelig unfair også overfor ham! At hun ikke ønskede at han skulle give hende modspil, var noget som han havde fundet ud af og det var noget af det som direkte måtte vis sig at skulle more ham, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Ganske roligt gik han indenfor på hendes værelse. Han rørte ikke døren yderligere i frygten for at hun ville ende med at vågne. Han spredte vingerne det som han kunne, selvom det bestemt heller ikke var særlig meget. Han bed tænderne let sammen. Det gjorde faktisk ondt på sit vis og det var slet ikke noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet. Et næsten køligt smil bredte sig på hans læber, som han roligt gik hen til sengen. Næsten med det samme, så endte han med at skulle placere et ben på hver side af hende, hvor hans hænder næsten omgående måtte gribe omkring hendes og kun for at skulle holde hende fuldkommen fast under ham. ”Du tror du bare kan stoppe det? Nu hvor vi havde det så sjovt.. Herre,” sagde han med en rolig og ikke mindst dæmpet stemme.
Rachels mystik kom ikke direkte fremmede steder fra. Det var vel ikke så underligt, når hun havde været vant til én? Og kun elsket den ene? Nok var det efterhånden længe siden og derfor havde hun opbygget denne stolte dominans, at ingen skulle have lov til at røre hende, overhovedet! Hun brød derfor op midt i det hele. Det blev for meget, at han i det hele taget bare aede hendes lår og trykkede omkring dem. Det var nærmest for tæt på? Hun trak vejret dybt og sukkede let i sin søvn. Hun elskede tanken om at drille ham. At han så havde gennemskuet hende, ville hun virkelig hade. For det havde jo slet ikke været meningen, at han skulle finde ud af det. At han stod i døren, var slet ikke noget som hun ænsede. Døren var jo kun gået op og ikke i, og hun havde slet ikke hørt den. At det så var unfair at bryde op.. Det ville hun kunne lide at få at vide, for så kunne han jo lide det. Hun hørte ham ikke, da han gik ind på værelset. Hun endte med at ligge på ryggen og sove ganske sødt, som hun lå der. Hun stivnede helt, da noget tungt satte sig direkte over hende. Hun spjættede og spændte hurtigt i kroppen, da hun ikke kunne komme nogen steder overhovedet! Hun stirrede vredt på Castiel. "Du har ikke ret til dette!" hvæsede hun fast og vred sig under ham, så meget hun nu komme. Men det fungerede ikke rigtigt på nogen måde. "Sjovt..? Årh Castiel, du nød det.." Hun lo kort, selvom smilet og grinet faldt af hendes ansigt igen. Hvad han pønsede på, anede hun ikke. Men det gjorde hende faktisk direkte usikker! Hun knyttede næverne, selvom hun ikke rigtigt kom nogle steder. Det var da også frustrerende!
At Castiel først havde set nu at hun ikke var meget for modspil, var kun noget som han selv fortjente et dumslag på. Det var noget som han dog kunne ordne senere, for nu stod der ganske andre ting på hans dagsorden. Nu hvor han havde fået hende tvunget ind under sig og selv sat sig over, selvom der vel skulle meget til for at holde en vampyr nede i det hele taget, så måtte det jo trods alt bare være sådan at det måtte være. Han lod hovedet søge let på sned og med blikket hvilende på hende med en ganske kortfattet mine. Så længe at han havde hende under hende så måtte han i den grad være tilfreds, for så kunne han i den grad også sætte i gang på mange måder. Han kuklo let. ”Så stop mig.. Herre,” vrissede han ganske let igen. Nu havde han ganske enkelt fået nok. Han var træt af at han skulle blive kastet rundt på denne måde og nu hvor han endelig havde fundet vejen ind til hende, så var det kun noget som gjorde det hele så meget bedre også for hans eget vedkommende. Det gjorde det hele så langt mere underholdende! Han sendte hende et af de ellers så sjældne og rolige smil, hvor han tog den ene hånd til sig og lagde den mod hendes kæbe og kind, blot for at stryge det. ”Det gjorde jeg. Frem til du valgte at gå i seng.. Man skal fuldføre hvad man er begyndt på,” påpegede han sigende. Det var faktisk noget som han mente, det var jo altid det som hun havde kylet i hovedet på ham igennem hans arbejde her. Var han først gået i gang, så skulle man fuldføre det og det var i den grad også det som han agtet at få det gjort, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte vise sig at komme til stykket. Han blev siddende. Bare for at holde hende nede, så ville han gøre alt, for kom hun først fri, så var det ham som stod med problemer til halsen, så meget var han dog klar over allerede og derfor var det noget som skulle undgås! ”Nu skal jeg vise dig hvordan det skal gøres,” hviskede han roligt. Hånden strøg fra hendes kind, nedover hendes hals, for at søge let over hendes bryst. Han ville se hvor langt han kunne trække den.
Rachel skulle i hvert fald have sig en god snak med sig selv, for hun havde virkelig dummet sig, ved at vise ham hvor meget hun foragtede modspil. Det havde været det dummeste hun nogensinde havde gjort. Hun ville hade sig selv for det.. Eller som hun havde det lige nu, ville hun. Han havde overrasket hende noget, ved sådan at springe på hende. Hvis hun gav alt hvad hun havde i sig, kunne hun nok få ham af. Men lige nu, gjorde han jo sådan set intet, andet end at true? Så hun kunne da lige spare kræfterne lidt. Hun gengældte hans blik. Hun spændte i kroppen, men prøvede ikke på at flytte ham. Hun kneb øjnene i. "Det gør jeg også.." sagde hun fast. Alligevel havde hun en tanke i baghovedet: Hvad nu hvis? Hvad nu hvis det ikke var så farligt alligevel.. At hun faktisk kunne glemme Will helt og fuldkommen. Han kom jo aldrig tilbage til hende! Nok kastede hun rundt med Castiel, men det var pga. ensomheden der hvilede så dybt i hende. Hun fnøs fast og sitrede helt, da han strøg hende over kinden. Et blidt kærtegn, som egentligt føles godt. Hvis det ikke lige var for, at han brugte det imod hende som et våben! Hun fnøs igen. Hun skulle aldrig have sagt det til ham, at man skulle fuldføre hvad man var i gang med. "Ikke når jeg siger andet," hvislede hun. Vidste udmærket, at han brugte hendes egne ord imod hende. Hun vovede dog ikke at komme med flere kommentare lige nu, for hun kunne jo sige noget dumt. Hun blev liggende under ham, da der ingen grund var til at kæmpe imod. Og den stikkende tanke om at blive fri af ensomheden lå også i overfladen, sammen med en større frustration. Hun gøs i hele kroppen, da han strøg hånden ned over hendes hals og nåede til hendes bryst. Det var jo bart under den korte natkjole. Hun havde jo kun den på og så et par trusser. Hun kneb øjnene i og vred sig lidt til siden. "Fjern den hånd eller det bliver værst for dig selv," sagde hun med en uhyggeligt rolig tone, der kun varslede på uvejr!
Hvis der var noget som Rachel måtte være bange for, så var det en blid berøring! Det var noget som Castiel endelig havde formået at finde ud af og den tanke var virkelig ikke noget andet end direkte morsom! Han måtte virkelig more sig noget så frygteligt med den tanke alene, det var end ikke noget som han ønskede at skjule for hende. Man skulle selv kæmpe hvis han var den som man skulle holde under tøflen, for det var bestemt heller ikek en nem udgave som hun havde påtaget sig på denne måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Det var nu heller ikke fordi at det var noget som berørte ham det mindste. Nu var det hans tur til at have det lidt morsomt for en gangs skyld! Han kuklo ganske let og med hovedet let på sned. ”Nurh da.. Er det blevet for meget for dig?” spurgte han og denne gang med en hånlig stemme og tone. Hun skulle sgu nok finde ud af, at det ikke var farligt at blive kærtegnet af en anden mand end den som man havde formået at miste. Det skulle han da tidsnok vise hende på denne måde! Hånden stoppet let sine strøg ved hendes truende ord. Hun var jo trods alt hans herre, så det var noget som næsten måtte ske helt og holdent automatisk og den fornemmelse var bestemt heller ikke god på den ene eller den anden måde! Tvært imod! ”Du vil gerne slå mig.. Ikke sandt? Tæske mig ligesom alle andre før dig?” Ikke fordi at det gjorde ham noget direkte. Han fornmede jo trods alt ikke smete på den samme måde som det hun måtte siges at gøre det eller andre for den sags skyld. Han kravlede en anelse længere ned af hende, så han kunne læne sig over hende. ”Det er ikke farligt.. Og nu hvor du selv lagde op til det, så må jeg jo hjælpe dig med at fuldføre det,” påpegede han sandfærdigt. Han lænede sig let ned mod hende og skænkede hendes hals et let kys. Denne indgangsmåde var ny, men det morede ham da om ikke andet!
Rachel var bange for berøring i det hele taget. Hun var bange for, at hun skulle blive ligeså besat som sidste gang, hun var faldet for Will. Og han var jo stadig i hendes tanker. Hun kunne ikke glemme ham. Men på den anden side, kunne hun måske komme til at glemme ham lidt mere og give mere slip, hvis hun gav sig bare lidt hen. Castiel havde rigtig nok fundet ud af det svage punkt, men han ville jo også udnytte det. Den tanke måtte faktisk forundre hende lidt. De var nok begge stærke. Men hun skulle nok få ham vristet af, hvis det var det hun ønskede. Men nu ville hun da lige se! Hun kneb øjnene sammen og skulede til ham med et dræberblik. Havde blikke kunnet dræbe, var han i hvert fald allerede faldet om for længe siden. Hun mildede lidt og blev i stedet mere stram i masken. Hun ignorerede hans ord, om det var blevet for meget for hende.. Var det det? Hun smilede tilfredst, da det var sådan at han makkede ret, da hun truede ham med at fjerne hånden fra hendes bryst. "Jeg vil i hvert fald gerne give dig et pap på hovedet," sagde hun fast og kæmpede kort imod. Hun kneb øjnene i, da han gled ned. Hun spændte i hele kroppen. Hun gispede protesterende, da han lagde sig ned over hende. Hun lukkede øjnene sammen da han kyssede hendes hals de søde små kys. Det mindede hende alt for meget om hendes for længe siden døde mand. Og det gjorde faktisk ondt på hende. Hun havde jo fortrængt ham. Hun sank en klump. Hun rykkede hovedet til siden, for at afvise ham, men fandt slet ingen ord.
Nu hvor Castiel endelig havde formået at skull finde Rachels svage punkt, så var det i den grad også noget som han agtet at skulle misbruge og så meget som det nu ville være ham menneskelig muligt, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han sendte hende et morende smil, ikke fordi at han kunne lade være. Smerte på ham havde slet ikke den samme effekt på ham som den ville have på så mange andre og det var i den grad også det som han måtte trøste sig med lige nu, for han vidste, at hun vel også kunne ende med at flippe som aldrig nogensinde før på ham og sikkert også kom til det når han engang var færdig. Nå, den tid den sorg, sådan måtte det jo trods alt bare være når det endelig måtte komme til stykket. Stærke var de, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Lige nu ville han bare.. nyde det selv og så se hvor det kunne ende med at føre dem hen i den anden ende, for dette var ganske enkelt noget så frygtelig morsomt! Han tog sig ikke af den dræbende mine, for det var bestemt heller ikke første gang, at han fik den af hendem, så hvorfor pokker skulle han reagere på det på denne måde? Han skænkede hendes hals en rolig og blid række af kys, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. Hun beordrede ham ikke væk eller noget som helst, hvilket et sted også var noget som måtte forundre ham en god del, så var det heller ikke noget som han direkte valgte at skulle tage sig af lige for øjeblikket. Han trak hovedet en anelse til sig og vendte blikket mod hende. ”Hvis du kunne slappe lidt mere af, så ville det være langt nemmere,” påpegede han roligt. Han hævede den ene hånd og strøg hendes kind. ”Det gør jo ikke ondt, gør det?”
Rachel kunne blive ved med at forbande, at hun havde vist ham det svage punkt, at ingen skulle røre hende til gengæld. Hun havde slet ikke tænkt klar og det burde hun virkelig modtage en straf for, det var helt sikkert. Det var virkelig for dumt at vise sin egen slave det. Så meget så hun da nu. Bestemt når han tog brug af det til at gå imod hende. Det var da frustrerende at tænke på! Hun fnøs bare af hans morende smil, for det irriterede hende virkeligt, at han bare have sjov ud af hende. Nu hvor det nærmest var hende, der var blevet et stykke legetøj? Han mærkede ikke smerten. Derfor kunne hun jo også nemt lade sine frustrationer gå ud over ham. Det var dog bare træls, når han slet ikke gav lyd fra sig. For når det ikke rigtigt gjorde ondt, så skreg han ikke. Og det ville hun have nydt nogle gange, hvis hun virkelig blev vred. Men lige nu som hun havde det, så voksede den indre vrede og han skulle i hvert fald få betalt! Hvis.. Hun da ikke endte med at give sig hen til ham. Det var nærmest som en frygt der voksede. For hun ville jo gerne kunne glemme Will og komme videre. Hun kneb øjnene sammen. Begge 2 var de stærke og det var også irriterende, når hun ikke bare kunne smide ham af som ingenting. De blide kys fik nærmest blodet til at danse inde i kroppen på hende, for det var virkelig en savnet følelse et sted. Selvom hun forbandede den tanke! Hun kæmpede imod ham, da han så op igen. Hun fnøs. Han skulle da ikke bestemme over hende. Hun bed ud efter hans finger. Nu blev det for sødt, at han aede hende på den kærtegnene måde. Det gjorde ondt på hende. Hun ignorerede hans ord, for hun havde ikke lige noget vinder-svar til det.
Castiel kunne virkelig ikke gøre noget andet end direkte at more sig over det faktum, at han havde fundet Rachels svage punkt. Han havde endelig fundet hendes svage punnk! Det kunne virkelig heller ikke blive bedre end det for hans vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Det var det sjoveste som han havde oplevet igennem hele hans tid her på stedet! En vampyr var et stærkt væsen, så til en grænse, så måtte hun jo faktisk være mange gange stærkere end det som han selv måtte være, også selvom det ikke var noget som rørte ham selv direkte, hun havde jo trods alt heller ikke skubbet ham af endnu. Det var heller ikke fordi at han var direkte ond ved hende lige i øjeblikket. At dette var noget som fik hende til at mindes hendes gamle mand, var noget som raget ham en høstblomst, for han var praktisk talt fuldstændig ligeglad på alle måder overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet når det endelig måtte komme til stykket. Han kuklo ganske let, for han kunne mærke på hendes reaktion, at det var noget som virkelig måtte gå hende noget så frygteligt på og på alle måder endda, så var det ikke noget som han ønskede at skænke selv den største tanke lige for øjeblikket. ”Du nyder det.. slap af Rachel..” Det var i sig selv meget sjældent at han i det hele taget måtte kalde hende ved navn, det var slet ikke noget som han gjorde normalt. Han lænede sig igen roligt nedover hende. ”Glem fortiden og kom videre.. Se hvad der ligger foran dig i stedet for at tænke på det skvat af en gammel mand..” Han himlede let med øjnene. Dem som døde var de svage og det havde altid været hans mening omkring tingene, uanset hvor hård en mening som det nu måtte være og på alle måder endda. Han kyssede igen roligt hendes hals og lod hånden stille og roligt vandre nedover hendes side.
//BLACKOUT=Censur
Rachel lå ganske stille på den ene side af sengen. Det havde gået vildt for sej, mere kunne hun virkelig ikke sige om det. Hendes tanker var helt forskruede og hun anede mildest talt ikke hvordan hun nogensinde skulle kunne forklare det. Hun lå under dynen ved siden af Castiel og puttede godt. Hun følte sig som et fuldkommen nyt væsen. Fornyet, ny energi. Nyt alting. Hun ville aldrig nogensinde give slip på ham. Han skulle være hendes for evigt, om hun så skulle lænke ham et eller andet sted..Selvom efter dette, så troede hun umiddelbart ikke, at det ville ske. Hun vædede let sine læber og lå egentligt bare og smilede, for hun kunne simpelthen ikke lade vær. Hun lå med lukkede øjne. Hun havde sin ene hånd trykket omkring hans overarm, for ligesom at holde lidt fast i ham. Hun ville ikke give slip. Hun havde næret nogle helt nye følelser fra ham. Hun holdt af ham, på en helt anden måde. Hun ønskede ham som sin egen elskede. Og disse følelser havde hun ikke haft for nogle, siden Will. Nu havde Castiel åbnet op for hende - så måtte han jo også selv tage 'konsekvenserne' af det. "Du må ikke gå," hviskede hun dæmpet. Nærmest skræmt. Hun lagde sig ind til ham og lagde hovedet ind til hans skulder. Hun ville ligge sammen med ham her, indtil hun selv havde tænkt det meste igennem. For lige nu følte hun sig for overvældet til at rejse sig og det føltes..underligt! Hun kyssede hans skulder og åbnede øjnene. Hun løftede hovedet og kiggede mod ham. Hun tvang sig selv til at give slip på ham. Det mindste hun kunne give ham, var vel at han godt måtte gå, hvis han lystede. Selvom hun egentligt ikke ønskede det. Hun rykkede sig fra ham igen, af forvirring over hendes nyfundne 'sødme' og venlighed. Hun sukkede dæmpet og kiggede ned i sengen. Afventede bare hans reaktion - om han ville gå, blive..Snakke. Helst de 2 sidste. Hun drejede sig rundt på maven og gloede stadigvæk ned på sengen. Hendes hænder lagde hun på sengen og hun støttede på sine underarme, for at holde sig lidt oprejst. Hendes hår gled ned omkring hendes ansigt og gemte hende lidt væk.
