You are my sunshine

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var midt på dagen. Solen var atter begyndt at stå højt på himlen, nu hvor foråret endelig spirede igen, med nyt liv og nye muligheder. Træer, blomster og buske var atter begyndt at spirer, hvilket var noget det bragte en hel anden stemning i Procias. Tiderne så meget lysere ud, også for landet nu hvor det økonomiske grundlag atter var bygget op, og landets borgere faldet en smule mere til ro. Alle disse samfundsmæssige problemer havde der været folk til at tage sig af, også selvom det i sin tid havde været Nathaniel der tog sig af den slags, men ikke længere.
Liya stod i køkkenet. En sød duft omgav hende og havde bredt sig rundt i hele den lille hytte som de havde bosat sig i, efter at deres var brændt ude i skoven, hvilket var en tanke der endnu måtte smerte hende, for der havde været mange fantastiske minder. Solens varme stråler blev kastet ind af vinduet og ramte hende varme skikkelse. Et smil hvilede på hendes rosa læber. Det krøllede hår var bundet op i en pjusket knold, mest for ikke at få diverse ting i det. Silia var ude at ordne dagens ting, og Jophiel skulle hente noget inde i byen. Om et par timer ville de komme hjem, til et fuldt middagsbord. Mange ville mene at de var en grådig familie, med alt den mad som så mange fattige kunne have fået gavn af, men lige i dag havde det i den grad noget at fejrer! Nathaniel var endelig på bedringens vej! For blot et par dage siden var ahn vågnet op ved hendes side, og havde husket hende som havde han aldrig været dyg, og den følelse var direkte fantastisk! Grøntsager stod i små træskåle på bordet. En tærte var allerede over ilden, bestående af noget spinat og kød i tern. Selv var hun i gang med at skære nogle bær som skulle bruges til desserten og som derefter nænsomt blev sorteret i nogle små skåle. Hun kunne ikke klare når tingene ikke var sorteret, det var nok til at sætte hendes sind ud af kurs. Et himmelblåt forklæde hvilede omkring den slanke krop, og forhindrede saften var bærerne i at ødelægge hendes tøj, ikke fordi at det ville være katastrofalt, men hun ville trods alt gerne se lidt anstændig ud. Det var lang tid siden at himlen havde været så blå, og tanken om at hun havde en forlovet som faktisk huskede hendes navn var noget som hun nød! Ringen lå pænt ved siden af. Kun i køkkenet fjernede hun den, mest fordi hun ikke ønskede at den skulle hverken forsvinde eller gå i stykker.
Nathaniel havde netop taget et bad, der ville ikke gå lang tid før han skulle have sin middagslur, og derefter kunne de endelig være sammen som en familie, hvilket var noget som hun glædede sig til, for det havde været en hård tid, for dem alle, og hun havde virkelig forsøgt at gøre sit bedste! Om ikke andet var der lys for enden af tunellen og bedre blev det ikke!

[Nathaniel Diamaqima]

Det var virkelig en flot forårsdag. Fuglene sang, det var ved at blive varmere og himlen var helt skyfri og det var selv en tanke som Nathaniel nød sig forbandet godt af. Den sidste tid havde virkelig været utrolig mørk, og det var noget som han havde været klar over, men dette var virkelig noget som han virkelig forsøgte at arbejde med, og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt! Men han forsøgte! Morgen efter morgen havde han stirret på Liya velvidende om at det var en kvinde som han burde kende, ligeså med sine børn ,selvom det var deres navne som han faktisk havde sværest ved at huske for tiden .et sted så var det selvfølgelig en tanke som gjorde ondt, også fordi at han havde set hvor hårdt hun faktisk tog på det, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nogen nem tanke i den anden ende, hvilket selv måtte gøre ham lettere bedrøvet, for han følte at han gjorde ting forkert, selvom det vel heller ikke var tilfældet?
At komme i bad, var virkelig en befrielse for Nathaniels vedkommende, for han elskede at komme i vandet og bare slappe lidt af! Selvom han kunne dufte den gode mad fra deres lille køkken, var noget som fik ham til at smile. Liya lavede virkelig den mest fantastiske mad som man kunne tiltænke sig! Badet fik han overstået, tørret sig og kom i tøjet, også selvom de bade faktisk var noget som gjorde ham en kende døsig. Det var jo trods heller ikke fordi at han var helt ung længere, hvilket faktisk også var en tanke som han havde det ganske fint med. Han smilede let for sig selv, også selvom han virkelig var ved at være.. skræmmende træt? Det var ikke rigtigt fordi at det var noget som gav nogen som helst mening, men.. ja, han var vel bare træt? Han gik roligt ud af badeværelset og ned til Liya, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. Han var måske syg, hvilket han vidste, selvom han ikke havde nogne anlese om hvad pokker der var galt, hvilket var noget som han bare måtte leve med, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt for ham, men det var vel bare at gøre det så godt som det nu var ham menneskelig muligt? Han gik roligt ud i køkkenet, hvor duften af maden virkelig var ekstrem! ”Det klæder dig at stå i et køkken. Det har jeg vel ikke sagt før?” endte han med et stille smil på læben. Det var heller ikke fordi at han var i stand til at huske hvad han havde sagt eller ikke sagt, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, så var det jo bare sådan at det var i den anden ende. Han gik roligt hen til hende, hvor han lod den ene arm roligt glide omkring hendes liv. Han var inde i en rigtig god periode, og det var noget som han selvfølgelig selv nød af, også fordi at han kunne se at hun virkelig var glad, og det var noget so helt klart også gjorde ham glad! ”Det ser godt ud. Og smager sikkert bedre,” tilføjede han med et stille smil på læberne.

[Liya Daimond Diamaqima]

Foråret blev kun smukkere ved tanken om at hun endelig havde mulighed for at samle familien ved middagsbordet, uden den pinlige tavshed, for det havde hun virkelig savnet!duften var beroligende og mild, den gav hende følelsen af den ro som Nathaniel havde placeret hende i, han havde åbent en verden for hende, som hun aldrig i livet havde troet at hun skulle træde ind i, med en familie, to børn som hun elskede og som hun kunne være der før, og en hengiven mand, der sørgede for hende og gjorde hende tryg og rolig, særlig nu hvor han faktisk var i stand til at huske hendes navn. Hun snittede de sidste jordbær, før hun selv fik skyllet et par rabarber før hun lagde dem på en træplade, og begyndte at hakke dem. Smilet var hun slet ikke i stand til at skjule, for det var faktisk lang tid siden at hun sidst havde følt den glæde. De mørke øjne gled mod Nathaniel idet han selv måtte vise sig i køkkenet. Smilet bredte sig yderligere, hun stoppede ikke med at snitte, men efterhånden var hun så vant til at fører den, at der ikke var farer for at gøre skade på sig selv eller nogen anden. Hans ord fik hendes kinder til at blusse i en lidt rød glød. ”Det har du kære.. ikke at det gør mig noget at høre det igen,” erkendte hun stille, for det var trods alt sandt. Han havde ikke givet hende mange komplimenter, i den tid hvor han havde været syg, og derfor nød hun kun mere at få dem nu. Det var sjældent hun så meget som sov inde ved ham, for det var vel forståeligt at han ikke brød sig om at vågne ved siden af en så godt som fremmede kvinde? Kroppen gled ind mod hans, idet han valgte at tage hende i favn, hvilket var en tanke hun kun nød af. Hun stoppede med at snitte og lod blikket glide i for et øjeblik, kun for at nyde hans friske duft og følelsen af varmen. ”Det håber jeg da. Der må ikke mangle noget lige i aften,” hun lagde kniven fra sig, vendte sig i hans favn og lod i stedet armene glide omkring hans nakke, kun for at trække ham tættere. Det var længe siden hun sidst havde været så tæt på ham, at hun faktisk havde kunnet røre ham som en kvinde nu gjorde med sin mand, og det var bestemt heller ikke noget hun ville lade gå forbi, det var noget som hun i den grad havde lært at værdsætte. ”Du dufter herligt,” påpegede hun roligt og tog kun den søde duft til sig. Hun måtte også i bad senere, for hun ville nødig lugte af røg samt madvarer af forskellig form, når hun lagde sig ned ved hans side i aften. Bare tanken om atter at hvile i sin egen seng, og samtidig blive holdt om, for hun havde nærmest glemt hvordan det føles, . Om hun ville det eller ej, hun kunne ikke undvære ham!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde en vis tendens til at tro at dette kun var for en kort periode, før det igen ville blive værre, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han ville nyde det så længe at det måtte vare, og det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sendte hende et stille smil, for han kunne ikke lade være. At se hende så glad, var selvfølgelig noget som smittede af på ham, for han kunne huske hendes frustrationer, hendes sorg, hendes forvirring og fortvivlelse, også fordi at han slet ikke vidste hvad pokker der egentlig skete, og så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende! Armen lod han roligt glide omkring hende, som hun roligt trådte ind i hans favn, for selv han kunne virkelig godt lide at have hende stående der, for det føles virkelig.. rigtigt. Og det var helt klart noget af det bedste af det hele. ”Udmærket. Det er ikke altid lige til at huske. Jeg kan nu bare godt lide at se dig smile.. Så ved jeg, at jeg gør noget.. rigtigt,” endte han med en sigende mine, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn som sådan i den anden ende. Hovedet lod han søge let på sned, som han indåndede hendes duft. Det kunne godt være at hun duftede meget af røg, men af den grund, så gjorde det ham direkte rolig at have hende stående ved sig, også fordi at det virkelig føles rigtigt! Direkte var han ikke bange på hendes vegne når hun stod med en kniv i hånden, for det var slet ikke noget som han havde noget imod. Han havde lært at stole på hende, og det at hun ville gøre hvad der var godt for ham, som hun gjorde det godt for deres børn, og hun gjorde det virkelig godt. Han lukkede øjnene let, som han lod begge arme glide omkring hende, som hendes arme endte trygt omkring hans nakke, for det føles virkelig godt og ikke mindst rart. Han plantede et forsigtigt kys mod hendes kind og med det samme rolige smil på læben. Han vidste og kunne næsten fornemme at Liya gjorde noget ekstraordinært ud af det hele i aften, også selvom det ikke var noget som han havde noget imod, for han kunne virkelig godt lide det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han kyssede igen hendes kind. ”Du har stået i køknet hele dagen, Liya. Har du ikke brug for at slappe lidt af?” Måske han ikke helt var sig selv, men det var da mere i den rigtige retning frem for hvad han ellers havde været i på denne her måde, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, så var det jo bare sådan at det måtte være. Han smilede let. ”Ja, frem til jeg dufter af røg igen,” påpegede han morende, også selvom det slet ikke var noget som gjorde ham det mindste. Han havde stunden sammen med familien, og i hans øjne, så var det helt klart det som var det vigtigste for hans vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet!

[Liya Daimond Diamaqima]

Om det ville være varigt eller ej, var svært for hende at bedømme, hun vidste trods alt bare, at det var flere år siden efterhånden at Nathaniel sidst havde sagt hendes navn, så et sted så regnede hun vel bare med, at det var gået over af sig selv? Hun vidste ikke meget om den slags sygdomme, men somme tider skete vel mirakler? Ligesom de havde fået deres tvillinger i sin tid, det havde trods alt været noget af et mirakel, Nathaniels alder taget i betragtning, og samtidig hendes besvær med overhovedet at blive gravid. Den sidste tid havde været virkelig hård og ikke mindst fortvivlende, for hun følte sig fremmede i sit eget hjem, der havde ikke været nogle til at forhindre de mange mareridt, eller nogle til at tage den længsel som hun havde efter sin egen forlovede, men som hun ikke var i sand til at udfri. Efterhånden måtte hun vel også erkende, at hun følte den stikkende smerte under huden? Silia havde brygget hende en eliksir, for hun havde ganske enkelt nægtet at gå bag om Nathaniels ryg, for at være sammen med en anden mand, om det så ville redde hendes liv eller ej, det var ikke noget der betød noget! ”Du har aldrig gjort noget forkert, kære. Det har jo aldrig været din skyld med henblik på den sygdom, jeg er bare glad for at du husker igen,” endte hun roligt og plantede et stille kys mod hans mundvige. Det at han kom hen for at tage omkring hende, var selv noget hun skulle vænne sig til, for han havde ikke nærmet sig hende igennem så uudholdeligt lang tid! Måske der var knive omkring dem, men han havde intet at frygte, for hun kunne ikke finde på at gøre ham det mindste, hun elskede ham jo! Desuden var det en livsstil hun havde lagt bag sig, nu var hun en del af en familie og havde andet at tænke på, også selvom hun de seneste havde været frygtelig fristet ved tanken om at slå ihjel, for hvordan skulle hun ellers lukke de utallige frustrationer ude? ”Jeg har det fint min skat, det er nærmere dig der burde få din lur,” påpegede hun roligt, og nussede ham stille i nakken. Hun vidste jo at han skulle bruge hvilen for at holde sig oppe, ung var han jo desværre ikke, og selvom det aldrig havde naget hende, så kunne hun ikke andet end at ærgre sig over det nu, hvor hans tegn på alderdom viste sig, og hæmmede dem på mange måder. ”Det gør du allerede ved at stå i nærheden af mig,” hun sendte ham et næsten uskyldigt smil, nu havde hun stået over ilden hele dagen, så hun lugtede ikke synderligt godt, det skulle hun ærligt erkende.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel nød faktisk den tanke om at han kunne huske igen. Lidt om ikke andet, for der var stadig meget omkring ham, som han slet ikke kunne huske endnu. Børnenes navne kunne han have lidt problemer med endnu, men de vidste vel også godt at han ikke havde haft det særlig godt, så det var vel heller ikke noget som sådan kunne forundre nogen? Det havde været en lang kamp for dem alle sammen, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke, så var der jo heller ikke ligefrem noget som man kunne gøre ved det af den grund. At Liya havde nægtet at gå bag hans ryg, var en tanke som han godt kunne lide, men.. så var det vel også længe siden hun havde fået sidst? Umiddelbart så var det heller ikke fordi at han direkte tænkte på hvad hun var af race, for hendes navn og titel, samt den betydning som hun havde for ham, var det som faktisk betød mest for ham lige nu også fordi at det var det som han var i stand til at huske! ”Visse ting kan jeg huske. Der er stadig meget som.. stadig er helt blankt for mig.. Hvad er det børnene hedder igen?” spurgte han stille. Han vidste jo trods alt at de snart ville være hjemme igen, så kunne det jo heller ikke passe at han ikke kunne huske det! Han var ikke bange for at spørge for at få svar, også fordi at det længst var gået op for ham, at det her var familien. Det var hans familie, og det var slet ikke noget som han ønskede at miste bare sådan, det var helt sikkert! Han duftede let til hende. Det var en duft som kunne få ham til at slappe af, for ikke at glemme, at han virkelig var glad for at hun direkte kæmpede ofr ham og sammen med ham, for det var helt klart noget af det bedste af det hele. Hun havde stået i køkkenet hele dagen, så ja, et sted så var det vel også noget som vakte en bekymring i ham? Han lod hånden roligt stryge mod hendes kind, som han måtte fange hendes blik. Han var rolig omkring hende – også selvom der lå våben rundt forbi og overalt omkring dem i denne stund, så var det virkelig ikke noget som rørte ham i denne stund, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der ikke noget som man direkte kunne gøre ved det af den grund. Han nikkede sigende. ”Du har ret. Jeg følger mig bare.. skræmmende træt i dag.” Han rynkede let sine bryn i en tænkende mine. Han var ikke ung mere, og han vidste det jo godt, så det var jo heller ikke noget som han kunne gøre noget ved. Han sendte hende et stille smil. ”Man begynder jo at blive lidt halvgammel,” endte han med et stille smil på læben, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Hånden lod han roligt stryge over hendes kind. ”Jeg kan altid tage et bad i morgen. Det er ikke værre end det..” afveg han roligt. Han ville vel bare nyde tiden med hende? Nu hvor han endelig følte at han havde den mulighed.

[Liya Daimond Diamaqima]

Der var selvfølgelig stadig meget som måtte glippe for ham, men hendes navn havde han kun måttet spørge om en enkelt gang i disse dage. Børnenes glippede lidt oftere, men hvad pokker, det skulle jo nok komme med tiden, desuden var også de glade for at far havde fået det bedre, også selvom Silia altid så på ham med stor skepsis, som om hun nægtede at tro det.. Måske Liya heller ikke burde være så godtroende, men det var hun nu engang, for han havde lært hende at tro på mirakler, også ved hjælp af hans eliksirer, og hun vidste jo at Silia havde brygget det ene og det andet til ham, hendes datter var ligeså dygtig som sin far på det punkt, derfor havde hun slet ikke været utryg ved det. Gennem denne tid havde selv Silia holdt hende i live ved hjælp af en eliksir, og hun var udmærket klar over at det ville være en midlertidig løsning, bare til Nathaniel ville huske hende igen og faktisk havde lyst til at mætte hende, for lige det punkt var de måske lidt sløve på- eliksiren tog smerten for et par dage, men den fjernede bestemt ikke den sult som sad i hendes sind, og hun nægtede at finde nogen anden mand, der kunne komme så tæt på hende! Ganske stille lod hun hånden stryge over hans kind, for hun vidste hvor meget det frustrerede ham at han ikke huskede navnene, også selvom han vidste at det var hans børn. ”Det er i orden min kære, vi tager en ting af gangen. Børnene hedder Silia og Jophiel,” svarede hun roligt. Hovedet søgte på sned og betragtede hans blik, kun for at søge en smule genkendelse. Ingen tog det synderligt hårdt når han glemte de små ting, for det store og det hele var jo at de bare ville have manden i huset, de elskede ham, så selvfølgelig ønskede de også at give ham de svar som han behøvede for at komme det hele efter. ”Så er det godt, at jeg har gjort sengen klar. Det er ved at være tid til din middagslur,” påpegede hun stille og plantede et kys mod hans kind. De kunne altid tage den videre, når han havde sovet, for hun glædede sig virkelig til endelig at kunne samle familien for alvor! Hvad angik knivene så havde han intet at frygte, den seneste tid havde ganske vidst været hård, men hun havde haft noget at kæmpe for, hvilket til dels havde holdt hende på dette fode. ”Du er i din bedste alder kære,” forsikrede hun ham roligt, og lod hånden stryge gennem det endnu fugtige hår. Kinden faldt mod hans hånd, det var virkelig længe siden, at hun havde følt de kærtegn på den måde. ”Det haster ikke,” endte hun blot stille. Silia og Jophiel ville være hjemme om ikke lang tid, så jo hurtigere han fik sovet jo bedre! Der var en masse at fejrer, og endnu masse mad at lave, også fordi det vel et sted gjorde hende..rolig at stå der?

[Nathaniel Diamaqima]

Der var stadig utrolig mange ting som glippede for Nathaniel, men han forsøgte virkelig at holde trit i det hele, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt altid! Børnenes navne var som regel dem som forsvandt for ham som noget af det første, uden at han direkte kunne gøre noget ved det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket roligt mod hende, som hun blev stående i hans favn. Det var en tanke som han utrolig godt kunne lide, også fordi at det føles så.. rigtigt! ”Silia og Jophiel..” gentog han næsten som havde det været et direkte desperat forsøg på at huske dem, for det kunne ikke passe, at han ikke kunne huske sine børns navne! Det var jo for pokker hans egne børn, det var en tanke som for længst allerede var gået op for ham! Så længe at de ikke blev sure eller triste over det, så var han glad, for han forsøgte virkelig at arbejde med det, for det var bestemt heller ikke lige nemt altid, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. ”Jeg forstår bare ikke at jeg ikke kan huske dem. Det er ved at være irriterende..” mumlede han let for sig selv. Han trykkede hende roligt og tættere ind mod sin egen krop, som han holdt hende godt og tæt ind mod sig selv igen, for det var ham en tryghedsbase, som han selv havde brug for nu om dage. Han kyssede hendes kind endnu en gang. Det glædede ham bare at se hende smile igen, for det var også noget af det som han havde savnet at se, for.. ja, han havde vel også brug for at se det? Og at det som han virkelig kæmpede med, var noget som faktisk også gav pote i den anden ende? At hun allerede havde gjort hans seng klar, var noget som svagt fik ham til at smile. ”Hvad skulle jeg dog have gjort uden dig?” endte han med et stille smil på læben. Efterhånden, så kunne det være utrolig godt med en lur, selvom han slet ikke var fristet til det. Ikke nu hvor han faktisk stod sammen med en forlovede som faktisk var i stand til at smile, for det var helt klart noget af det bedste af det hele. Hånden strøg han roligt over hendes kind og med det stille smil på læben. Hendes behøv for det tætte, var slet ikke en tanke som faldt ham ind, for nu så han hende som den person som hun var og det var vel også det som var det bedste? Han lænede sig frem, hvor han plantede et blidt kys mod hendes læber. Selv kunne han.. godt lide smagen af dem, for det var noget som gjorde ham ganske rolig selv. ”Så længe du kan leve med det, så er jeg tilfreds,” endte han ganske sigende og med en rolig mine, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Han betragtede hende med en rolig mine, for det var bestemt heller ikke en løgn i den anden ende. ”Måske.. tiden har en irriterende tendens til at gå hurtigt når jeg lægger mig til,” endte han sigende og med det stille smil på læben, for løgn var det jo trods alt heller ikke.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya var slet ikke i tvivl om at Nathaniel virkelig forsøgte at huske det hele, og hun bebrejdede ham ikke får at glemme de små ting, for man kunne vel ikke forvente meget andet? Hånden strøg blidt ned over den ru kind. Han bar ikke blevet barberet, men det sagde hun nu heller ikke noget til, for det klædte ham faktisk. Hun nikkede stille til hans ord. ”Silia og Jophiel,” gentog mest for hans skyld, også fordi han tydeligvis var irriteret over, at han ikke huskede deres navne, om ikke andet huskede han nu, at det var hans børn. ”Hver ting til sin tid min kære. Det skal nok komme,” forsikrede hun ham roligt. Hun havde troen på det, nu hvor det lod til at han var meget bedre. Køkkenet duftede herligt, men den nuværende tærte var tvunget til at være på ilden lidt endnu, hun havde ikke ligefrem travlt. Armene valgte hun at lade søge om hans liv, mere for omfavne ham og give ham den trøst, som han gennem alle de år havde skænket til hende. Han var allerede gået igennem ild og vand for hende, og selvom det virkelig havde været hårdt, så skyldte hun ham ikke at give op, og hun havde virkelig kæmpet... nu var hun glad for det. Hun kluklo lettere tilfreds, og lod smilet blive hængende på læberne ”Det er et godt spørgsmål,” påpegede hun lidt drillende. Det plejede trods alt at være hende der stillede det spørgsmål. Der var redt op med nyt sengetøj og det hele, hun vidste jo at han havde behov for at sove hen af eftermiddagen, for at kunne holde sig vågen. I samme øjeblik hans læber mødte hendes, næsten stivnede hun på stedet.. det var flere år siden at han faktisk havde skænket hende et kys! De mørke øjne gled i skjul bag de pludseligt tunge øjenlåg, mens hun valgte at gengælde kysset. ”Det der.. har jeg manglet,” er erkendte hun lidt stakåndet, idet han valgte at trække sig fra hende igen. Der stod nærmest julelys i hendes blik. ”Jeg er yderst tilfreds. Kom kære, jeg putter dig,” hun tog fat om hans hånd og begyndte at fører ham med sig mod soveværelset. Behovet for det tætte stod end ikke i hendes egne tanker, for hun ønskede jo bare at han skulle have det godt. Roligt skubbede hun døren op til det parate soveværelse. ”Det er kun for et par timer. Nu hvor vi endelig kan samles alle sammen, så ønsker jeg ikke at se dig søvnig,” påpegede hun måske lidt formanende. Liya slap hans hånd, og gled ned på sengekanten, kun for at ligge sig op i den nyredte seng , med forklæde og det hele. Hun klappede ved siden af sig.”Kom og læg dig,” opfordrede hun og sendte ham det lille smil. Hun kunne vel ligge ved ham til han faldt i søvn? Hvis det var den eneste måde hvorpå hun kunne få det sætdige æsel til at sove, så fred være med det!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel forsøgte virkelig at huske, selvom det bestemt heller ikke var nemt for ham, men så længe at folk kunne se hans alt for mange anstrengelser med at skille ansigterne fra hinanden, og faktisk sætte navn på, for det var faktisk slet ikke nemt! At det så var børnene der glippede fra ham, var faktisk en tanke som selv gjorde ham trist. Denne gang havde det været Liyas tur til at kæmpe lidt for ham, og det virkede i den grad også. Et stille smil passerede hans læber. ”Silia og Jophiel,” gentog han endnu en gang, selvom han vidste at de igen ville være væk når han stod op, men altså! Han forsøgte, selvom et bestemt heller ikke var nemt, for det var det på ingen måde! ”Det håber jeg,” endte han dæmpet, som han igen vendte de mørke øjne mod hende. De strøg over hans kind, var noget som fik det til at sitre voldsomt i hans krop og sind, for det føles virkelig, virkelig rart, og det var endda på alle måder. Liya havde han fået sat på plads, selvom det ene og alene havde taget uendelig lang tid! Ikke fordi at det var det som han ønskede at tænke på nu, for nu hvor han havde børnene ude, så kunne han tilbringe bare lidt tid med Liya, og det var helt klart også noget som han ville nyde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Kysset holdt han kun for en kort stund, også fordi at.. han ønskede at skænke hende det, han ønskede at have hende tæt ved sig, og faktisk vise at selvom han ikke huskede noget som helst, så elskede han hende. Kroppen kunne jo genkende det, og det føles rart og ikke mindst rigtigt, at komme hende så tæt på. ”Jeg kan godt lide at du reagerer sådan..” endte han dæmpet, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn. Selv lod han roligt Liya følge ham til soveværelset, som han tydeligt kunne se at hun havde gjort klar til ham. Sov han ikke i løbet af dagen, så faldt han i søvn i løbet af aftenen, og det ønskede han bestemt heller ikke, nu hvor han havde muligheden for at nyde at familien kunne være lidt samlet, for det var helt klart også noget som de alle sammen ville komme til at nyde, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det lyder næsten som du har mange planer for i aften, Liya. Hvad bryder du dit hoved med, som jeg ikke ved? Foruden alt det jeg har glemt,” tilføjede han med en dæmpet, dog tydeligt drillende mine, for det kunne han helt klart også en humor som han endnu måtte brænde inde med. Han lod hende tage pladsen på sengen, hvor smilet bredte sig på hans læber. Det var ikke fordi at han tænkte i de forkerte baner, for det lå slet ikke til ham på nogen måde overhovedet. Han begyndte at løsne skjorten som han selv gik hen mod sengen. Han fjernede den roligt som han nåede sengen og lagde sig ned ved siden af hende. Armen gled omkring hende, idet han lagde sig til rette ved hende. ”Bliver du så liggende og luller mig i søvn?” spurgte han med et stille smil, som han lænede sig frem og skænkede hendes kind et blidt kys.

[Liya Daimond Diamaqima]

Børnene tog det ikke tungt, de var trods alt bare glad for at deres far lod til at komme sig eller.. Jophiel var, for Silia nægtede at tage den så let, det havde hun mærket sig af, hun kendte trods alt sine børn. Nu havde hun haft dem og ingen andre igennem så mange år, så de var bare tvunget til at stole på hinanden. Liya smilte og nikkede opmuntrende til ham. Jo flere gange han hørte det, jo bedre ville det vel også blive? Følelsen af hans læber, var noget som hun i den grad havde savnet, hvilket hendes rødmen vel også afslørede? Den mand havde formået at fører hende tilbage til det lys, som engang havde hvilet i hende, hvor alt den kærlighed hun rummede gik til sine søskende, inden den var blevet destrueret. Roligt lagde hun sig ned i den bløde madras, og betragtede ham mens han valgte at klæde sig af. Han var en flot mand, selvom alderdommen var begyndt at sætte sine præg.. den flotte mave han engang havde haft, var nu erstattet mere med en lille vom, som hun nok selv havde været skyld i med alt den lækre mad hun havde lavet, i forsøget på at holde sig selv beskæftiget. ”Nathaniel min kære.. det er svært et reagere anderledes, når det er første gang du har kysset mig, gennem frygtelig mange år,” påpegede hun lidt drillende, og strøg hendes mørke lokker væk fra ansigtet, så det ikke ville ligge i vejen. Liya fulgte ham roligt med blikket, og lod ham glide ned ved sin side, før hun selv søgte ind i hans favn. Bare det at kunne ligge ved hans side igen, var noget der glædede hende. Af gammel vane gled hånden mod hans bryst, og strøg blidt og beroligende over ham. Det havde altid haft en sjov tendens til at berolige hende selv, men hun kunne ikke tillade sig selv at falde i søvn, for det ville resultere i en sort tærte. Smilet bredte sig. ”Det har jeg,” erkendte hun, og lod de mørke øjne søge hans. ”Jeg ville ikke lave den mad for ingenting. Jeg håbede lidt på at samle alle om bordet.. hente lidt ind på alle de ting som du nok ikke husker. Det er så meget at fortælle. Jophiel kunne give en vidunderlig koncert,” endte hun en anelse plaprende, og glemte at det faktisk var meningen at han skulle sove. Deres søn var fantastisk dygtig indenfor musikken, mens deres datter fulgte Nathaniels fodspor. Hun strøg ham en anelse mere pirrende ned over brystet, også selvom der ikke lå noget i kærtegnet, hun var ikke ude på noget.. endnu i hvert fald. Tungespidsen lod hun fugte læberne, mens et lille glimt trådte frem i det skarpe blik. ”Og når børnene så er lagt i seng tænkte jeg at vi .. eller jeg kunne vise præcis hvor meget jeg har savnet dig?” foreslog hun lidt forsigtigt, og håbede at hendes hentydning ville blive taget. Hun vidste ikke hvor langt han var, med hensyn til at tage hende til sig, men det fandt hun vel kun ud af at prøve? Hun puttede sig helt ind i hans favn, og kluklo. ”Selvfølgelig. Jeg går når du sover,” lovede hun og plantede et stille kys mod hans bryst, nøjagtig ligesom i gamle dage.

[Nathaniel Diamaqima]

Det frustrerede virkelig Nathaniel, men han forsøgte om ikke andet, selvom det var svært for ham. Han havde virkelig kæmpet for at huske, også fordi at han gang på gang fik at vide, at den kvinde som han tilbragte tiden med i denne stund, var en som han burde elske og holde af, for hun havde den plads ved ham og børnene var hans, også selvom det havde været temmelig svært for ham at indfinde sig med, for.. han kunne virkelig ikke huske dem. Han vendte blikket roligt mod hende og med et stille smil. Silia troede måske ikke på at han ville få det bedre, for hun virkede meget mere.. afvisende og det at tage det mere roligt end det som de andre gjorde, også selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste, for han havde dem hvor han ville have dem, og det at de havde ham, var helt klart også noget som han måtte nyde utrolig godt af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han betragtede hende med et stille smil. ”Jeg må vidst til at gøre det noget oftere så. Nu hvor det ser ud til at blive lidt mere lyst for enden af den mørke tunnel,” endte han ganske sigende. Det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Nu hvor han bare skulle have sin lille lur, så var han klar igen om et par timer, og så kunne han også holde resten af aftenen! Armen gled roligt omkring hende, som han lagde sig godt til rette i sengen. Nu hvor han kom ned og ligge, så kunne han også godt mærke hvor træt han egentlig var, for det var næsten.. skræmmende et sted. Hendes ord var noget som fik ham til at smile. ”Det lyder virkelig som en fantastisk aften som vi har i vente. Det kan jeg godt lide,” endte han sigende, for det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han kunne skjule for hende. Hans søn var virkelig fantastisk når det kom til musikken, at han direkte måtte være imponeret, for det var han virkelig! Det kunne godt være, at han havde glemt meget, men af den grund, så kunne han sagtens tænke en rationel tanke. Smilet bredte sig mere på hans læber, som han vendte blikket mod hende. Han lænede sig frem og skænkede hendes kind et blidt kys. ”En tur til himmels inden man lægger sig i aften? Det lyder som en fantastisk aften med familie, voksentid og det hele.. det kan jeg godt lide,” endte han direkte med en tilfreds mine, næsten som det var noget som han direkte måtte se frem til, for det gjorde han helt sikkert! Han nikkede roligt, idet han måtte kvæle et gab. Han var ikke ung mere og det vidste han udmærket godt. Han trykkede hende tæt ind mod sig. ”For alt hvad jeg ved, så må du godt blive liggende her.. og tage en lur med mig. Du har stået i køkkenet hele dagen,” påpegede han sigende, som han roligt vendte blikket mod hende. De mørke øjne hvilede på hende med det kærlige glimt. At se hende smile, var bare noget som han rigtig godt kunne lide!

[Liya Daimond Diamaqima]

Idet store og det hele, så var det fantastisk at Nataniel havde fået det bedre,og for nu ville Liya virkelig bare nyde den tanke, frem for at tænke på alt det som kunne gå galt. Hun ville ikke skjule at hun havde været lidt irriteret på deres datter, for at være bære af den pessimisme. Et sted vidste hun jo godt at hun havde langt mere forstand på den slags end nogen anden måtte have, så hun frygtede vel bare at hun faktisk skulle ende med at have.. ret? ”Det ser lysere ud. Og du min gode herre, har manges års kys at gøre op for,” påpegede hun lidt drillende og prikkede ham på brystet. Det var utrolig nemt for hende at falde tilbage i denne rolle som hans kone, hvilket et sted vel var underligt efter flere års kamp. Liya lod ham ligge sig til rette inden hun møvede sig over hans arm, og ind mod hans varme krop. De havde ikke sovet sammen i utallige nætter, for ingen mand ønskede at ligge ved siden af en 'fremmede' kvinde, nu følte hun at tingene igen var som de burde være. ”Det bliver en fantastisk aften,” svarede hun hurtigt, og sendte ham et strålende smil. Der kunne ikke herske tvivl om hendes humør, og det var vel heller ikke underligt, nu hvor hun efter så mange år, endelig fik muligheden for at falde tilbage i den rolle som skabte den tryghedsramme omkring hende, frem for det andet. Hun tog imod kysset, med et direkte veltilfreds smil, for hun nød at han faktisk kom tæt på hende af egen fri vilje. Hånden mod hans bryst stoppede for et øjeblik sine kærtegn, og ham i stedet et klem ind til sig selv, inden den atter optog de stille kærtegn, for hun vidste jo godt at det var noget som gjorde ham rolig, han behøvede den søvn! ”Lige præcis. Kvalitetstid med familien og med hinanden,” gentog hun mere kortfattet. Nathaniel formåede virkelig at bringe en kvinde til himmelske højder, hvilket også gjorde at hun direkte så frem til hvad der skulle ske senere, selv det var jo frygtelig lang tid siden, og den eliksir ville heller ikke være en evig løsning, hvilket Liya udmærket godt vidste. ”Den perfekte aften i mine øjne,” mumlede hun ligefrem drømmende, for sandt var det jo! Solen var begyndt at gå ned. Silia og Jophiel ville komme hjem snart, så hvis han skulle have en jordisk chance for at sove, så skulle det være nu.. de var ikke ligefrem stilfærdige! Blikket mødte hans. Denne gang var det hendes tur til at strække sig for i stedet at plante et kys mod hans kind. ”Det ville jeg utrolig gerne min kære, men så er jeg bange for at tærten brænder på,” endte hun lidt sigende. Det duftede i hele huset, og hun var faktisk træt efter at have tilbragt de mange timer i køkkenet, men for pokker.. hun kunne jo holde til det, så gammel var hun endnu ikke blevet. Hun strøg blidt hans kind. ”Læg dig til. Børnene kommer snart, og så ved du godt, at du ikke får en jordisk chance,” afsluttede hun roligt.

[Nathaniel Diamaqima]

For Nathaniel, så nød han virkelig kun af følelsen af at han nu havde familien ved sig, for det kunne bestemt heller ikke blive bedre af den grund, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han kunne se at de var glade, hvilket var noget som gjorde ham glad, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. Han vendte blikket roligt mod hende, som han blev liggende i sengen, for det kunne bestemt heller ikke blive bedre end det, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være. ”Så må jeg jo til at komme i gang,” endte han sigende og med det rolige og kække smil på læben, for det var jo slet ikke noget som han ønskede at skjule for hende. Han vidste nu hvem hun var, hvilket også gjorde, at han kunne få alle de følelser og tanker på plads, for det var noget som jo pludselig gav mening for ham, hvilket var noget som han selv måtte nyde forbandet godt af, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. En fantastisk aften så det i den grad ud til at blive, og det var noget som han direkte så frem til, for han ønskede og ville elske at være der for dem alle sammen som den mand han burde være! ”Det gør det,” endte han ganske sigende og med ret tilfredst smil på læben, for det kunne bestemt ikke sige så lidt i den anden ende, for han elskede virkelig den tanke! Det så endelig ud til at gå i den rigtige retning, selvom han – ligesom Silia, vidste at han sagtens kunne vende som det rene ingenting, og det var slet ikke noget som han ønskede sig. Det var kvalitetstid for dem, og det var noget som han helt klart ville nyde forbandet godt af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han trak hende ind mod sig, også da hun valgte at kysse hans kind, for det var en fornemmelse som han faktisk godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, for selvom han ikke kunne huske hende, så havde han helt klart også savnet hende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. Han kuklo ganske let. ”Udmærket, så.. bare bliv liggende lidt. Jeg er alligevel.. en smule træt,” endte han sigende. Et sted så var det egentlig slet ikke fordi at han ønskede at lægge sig til at sove, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, så var det bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, så var det jo bare sådan at det var. Han trak vejret dybt og sukkede let. Han lænede sig frem og kyssede let hendes læber. ”Bare lige for fem minutter,” endte han sigende, som han ellers lagde sig godt til, for at falde i søvn. Han var virkelig, virkelig træt efterhånden, og det var noget so alligevel formåede at komme en kende bag på ham.

[Liya Daimond Diamaqima]

Familien kunne atter være hel igen, hvilket var nok for hende til at sige hul i hovedet med hans tilstand, så lang tid han var i stand til at være der med ham, for det andet var ødelæggende, også for hende. Ansvaret havde hun vænnet sig til, og hun havde kæmpet for hans skyld, men det havde altid været ham som havde passet på hende, så de mange mareridt havde virkelig ikke været til at bære, søvnen havde været smålig, og hun havde holdt sig beskæftiget med alt der var muligt. Det havde udkørt hende, og hun vidste at det bekymrede børnene. Nu skulle de ikke længere skænke det en tanke, for nu var det atter hans favn hun lå i, og ham der lå der og passede på hende. ”God idé,” endte hun med et lidt tilfredst smil, og strøg lidt kækt over hans næse med blot en enkelt finger. Som hun lå der, så var hun slet ikke fristet til at rejse sig, men hun vidste godt at hun ikke kunne ligge der længe, så ville middagen for i aften være ødelagt, og for en gangs skyld ville hun ikke finde tiden til at lave en ny. Liya lagde hovedet på på hans arm, og puttede ind til den velduftende krop. Modsat hende der stank langt væk af røg, så var han langt mere behagelig at ligge op af. Hvad end han havde lidt under, så var det ikke længere noget der betød noget, og måske det var naivt at tage Silias advarsel for givet, men et sted var hun vel tvunget til at holde fats i tanken om at det kun kunne blive bedre, for at hun ikke selv skulle ende med at opgive den kamp, hun kæmpede for at kunne stå med ham i den anden ende. Liya kunne tydeligt se på ham at han var ved at være godt træt, og hun forstod ham godt! ”Det er i orden, min kære. Bare lig dig til, jeg skal nok blive lidt,” forsikrede hun ham blidt, og lod hånden stryge over hans kind, før den faldt tilbage på sin plads, mod hans bryst. Det morede hende lidt, at han næsten lød som et desperat barn, der ønskede sin mor til at blive lidt, for uhyrer der måtte gemme sig under sengen ikke ville kunne nå ham. ”Fem minutter.. hvis du ligger sig til nu,” tilføjede hun roligt. Han var jo træt, så hun ville heller ikke have at han skulle anstrenge sig for at holde sig vågen. Når først børnene kom ind af døren så kunne han nemlig ligeså godt droppe det, og hvis ikke han fik den søvn, så ville han knap holde halve middagen igennem, og han ville da slet ikke være i stand til at tage med hende en tur til himmels! Brystet strøg hun ganske blidt, og gengældte kysset mod hendes læber. Hendes hjerte hoppede et slag over. Han formåede stadig at jage benene væk under hende, selv efter flere år hvor hendes navn havde været fuldkommen fremmede for ham. Selv følte hun sig pludselig ret udmattet. Blikket gled stille i.. hun kunne vel hvile fem minutter, det ville nok ikke begrave hende i en søvn.. ville det?