You are my sunshine

[Nathaniel Diamaqima]

Endnu en gang kunne hele familien være sammen, og det var selv en tanke som glædede Nathaniel. Han vidste at det var hans familie, også selvom børnenes navne smuttede for ham i tide og utide, så kæmpede han virkelig for at huske dem alle sammen! Der var jo grunde til at han spurgte hele tiden! Nu kunne han i det mindste huske Liya og selv den tanke var noget som han virkelig var glad for, for han kunne også se hvilken effekt det havde på hende, og det var noget som gav ham mere blod på tanden, efter at vise hende hvad mere han var i stand til at huske, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. ”Det synes jeg nemlig også,” endte han sigende og med det samme stille smil på læben, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende, men hvad kunne han da gøre ved det? At hun stank langt væk af røg, var slet ikke noget som han tog sig af, for han kunne godt lide at ligge der med hende, også fordi at han kunne mærke at han var blevet godt træt. Det var nok alderen som gjorde det, men af den grund, så følte han også at der var andre ting som stak under, for det var slet ikke noget som han kunne gøre noget ved ellers, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak vejret dybt og indsnusede hendes dejlige duft, for det var en virkelig glædelig tanke, for det var jo ikke engang en løgn i den anden ende. Han trykkede hende godt ind mod sig, som hun strøg ham over næsen og videre over hans kind, hvilket var noget som helt automatisk måtte få hans øjne til at glide i, for det føles virkelig.. rart, og det var ikke noget som han bare kunne se bort fra bare sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke. At hun indvilget i at blive liggende lidt, var en tanke som han godt kunne lide, også selvom han slet ikke åbnede øjnene i denne stund. ”Godt..” endte han dæmpet, som han roligt lagde sig til rette ved siden af hende, som han selv stille gled over i søvnen, da hun lå der og strøg hans bryst, for det var noget som gjorde ham rolig. Så snart børnene var hjemme, så kunne han lige så godt droppe søvnen, for han vidste at han ikke fik den så snart de stod i døren, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham noget som sådan, for det var jo bare en tanke som man kunne og burde vænne sig til. Hans søvn blev meget hurtigt temmelig dybt.. og fortsatte kun med at blive dybere. Armene endte slapt omkring hende, idet han trak vejret dybt en eneste gang inden.. livet ganske enkelt ebbede ud af ham. Hans hjerte endte med at stoppe, som han stoppede med at trække vejret – stadig liggende med Liya i sine arme.

//Out

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya var endt med at falde i søvn, hvilket bestemt heller ikke havde været meningen. Præcis hvor lang tid der var gået, havde hun ikke rigtigt styr på, men værelset var endt med at være henlagt i mørket, og der lugtede direkte brændt i hele hytten. Det var begyndt at skramle højlydt ude fra køkkenet, hvilket straks havde revet Liya ud af den søvn, som ellers havde været ås forbandet rolig og tryg, særligt nu hvor Nathaniel endnu engang havde været i stand til at tage vare om hende, og beskytte hende.. mod sig selv. Hun strøg blidt hans bryst, og strakte den dovne krop. Silia og Jophiel var tydeligvis kommet hjem, hun kunne høre dem ude for døren. De diskuterede hvor vidt de skulle vække dem. Silia stemte tydeligvis imod, og hun lød underligt.. febrilsk? Desuden var hendes tærte brændt på.. det var hurtigt gået op for hende at den ikke stod til at redde, men hvad pokker, så måtte de jo bare tage hvad der var, hun havde jo heldigvis fået lavet en god del andet. Hun kyssede blidt Nathaniel på panden. Som hun så det, så lå han stadig fuldkommen rolig, i den søde søvn. Hun smilte for sig selv, og lå for et øjeblik, blot og strøg hans bryst, overvejede hvor vidt hun skulle vække ham eller ej. De kunne jo heller ikke blive liggende her, børnene måtte jo efterhånden være sultne, og desuden.. så glædede hun sig mere til hvad der skulle ske bagefter. Hun rødmede ved tanken. Alligevel endte hun blidt med at stryge hånden over hans kind. ”Nathaniel kære.. vi har sovet over os,” meddelte hun blidt, og plantede det stille kys mod hans kind. Der var ikke den mindste respons. Hun rynkede på panden. Han havde aldrig sovet synderligt tungt, så det gjorde hende et sted lidt urolig. Hun klappede ham blidt på kinden, men der lod stadig ikke til at være nogen reaktion. Hjertet sprang et slag over. Hun satte sig op, og så ned på den blege skikkelse der lå ved siden af hende. Var det bare hende, eller var der ingen.. åndedræt? Hjertet faldt ned i maven.. det kunne ikke passe. I ren desperation endte hun med at sætte sig over ham. Hun gav ham en syngende lussing.. stadig ingen reaktion. Uden at tænke videre over det, tilførte hun ham det ene slag efter det andet. Tårerne var begyndt at samle sig i øjenkrogen. Han havde jo haft det meget bedre! Det var ikke mere end et par timer siden, han stadig havde været hendes kære Nathaniel, endda den gode gamle.. ”Du kan ikke være død,” endte hun direkte forpustet, og begyndte i stedet at hamre ham på brystet. Energien i hendes slag blev mindre og mindre. Hun så ned på den døde skikkelse der lå der, og så virkelig fredelig ud. Hun stoppede op, og lod en tårer stille trille ned af hendes kind, og videre ned på hendes hage, hvor den slap og i stedet fortsatte ned over hans bryst. Hun trådte ganske stille væk fra ham, og kravlede ud af sengen, fuldkommen ligeglad med, at håret mildest talt stod ud til alle sider. Begge børn så på hende med store øjne. Sorgen i hendes øjne var ikke til at tage fejl af. Hun lod ingen ord undslippe hendes læber. Silia lod ikke til at være videre overrasket. Næsten med et tomt blik, trådte Liya forbi dem. ”Jeg går en tur,” meddelte hun med en direkte tonløs stemme. På nøgne fødder, lugtende af røg, valgte hun selv at søge ud i det fri og lod natten omsvøbe hende, lod mørket fylde hendes indre, og holde hende oppe, forhindrede hende i at falde. Hun gik ikke langt. Hun næsten faldt ned for foden af et stort egetræ, hvis skygger, beskyttede hendes skikkelse, som havde det været Nathaniels arme. Først der fik tårerne frit løb.. det kunne ikke passe, hun nægtede direkte at tro på det!

//Out