Første opgave

[Deleted]

Menelwen prøvede at se så uanfægtet ud som muligt. Køligt og glat lå hendes ansigt i folder, og hvis man ikke vidste det ville det være umuligt at vide at hun lige nu var i syv sinde over hvad hun skulle gøre.
Et stort handelsskib, i mørkt træ, med mørkeblå sejl og med en bevinget galeonsfigur var på vej ind i havnen. Man kunne se derfra hvor hun stod hvordan mændene på dækket farede rundt for at styre skibet forsigtigt og stabilt ind på plads.
Menelwen så ned af sig selv. Hun var iført en praktisk og enkel dragt med bukser til, istedet for de sædvanlige kjoler hun normalt gik med. Bukserne var løse og behagelige og gik ned i et par højskaftet støvler, hvor overdelen bestod af en tætsidende trøje med en smuk jakke over, der stadig dog ikke sagde meget om hendes rank. Det var enkelt og praktisk.

Det mørke hår var flettet i en lang fletning i nakken, men nogle hårtotter her og der havde revet sig løs, pga. vinden der fejede ind over havnen, fra havet.

Menelwen var ankommet til havnen af en ganske særlig grund. Hun havde nemlig fået som opgave, for første gang i sit liv, at hente en last der var blevet sejlet ind helt fra Peula. Det var ikke en lang sejlads, men lasten var dyr og tung.
Lasten var nemlig vin, og en af de mest udsøgte man kunne få fra Peula.
Som led i sin uddanelse i handel som familien havde beskæftiget sig med i generationer, skulle man også være i stand til at overvåge det hårde arbejde i det, og få lasten sikkert hjem til klipperne.
Derfor var hun spændt, nervøs og usikker på en og samme gang. Men hvad kunne gå galt? Roligt indåndede hun den friske luft og klarede tankerne samtidig med at hun skærpede overblikket over situationen. Der skulle ske følgende på denne første opgave; Skibet skulle lægge til, hun ville gå om bord på skibet og sammen inspicerer lasten sammen med kaptajnen på skibet. Det var gammel vane. For så snart lasten var flyttet til kajen var det ikke kaptajnens ansvar længere. Det var det Menelwens. Når det så var sket skulle det på hestevogne som skulle køre hele vejen hjem.
Men alt det var lettere sagt en gjord, tænkte Menelwen ved sig selv, imens hun tænksomt bed sig i underlæben.

[cedrick]

Det var en yderst smuk dag og solen varmede dejligt, på trods det var en anelse køligere, nu hvor man var kommet ind i en havneby. Det var sjældent at Cëdrick kom med Domastir ud i de andre lande, eftersom de typisk holdt sig til Procias. Normalt så var det sjældent at de tog ind til byerne i Procias, og endnu sjældnere at de tog udenfor grænsemuren! Derfor så havde Cëdrick været helt vild efter at komme med til Manjarno! Han var smedelærling hos højelverne i Procias, hvor han også var blevet utrolig dygtig til at fremstille forskellige våben og redskaber. Deres smed bestod typisk af at lave våben, men af og til fik de også andre bestillinger, og eftersom Domastir var en kendt smed fra Procias, der brugte gode og elviske materialer så det var af god kvalitet, så lavede de også til tider andre ting end kun våben. Og denne gang havde de fået besked på at lave lidt forskellige ting, som de havde skullet bringe med til Manjarnos lille havneby; Cetiul. De havde både lavet redskaber til fiskeforhandlerne, hvor man kunne købe fiskestange, net og andet til fiskeriet, og de havde også lavet enkelte våben til nogle kunder der boede i Cetiul, tæt ved havnen, og eftersom det havde været til en forretning, havde de haft mange ordrer som de skulle have lavet, hvilket også havde taget sin tid.
Cëdrick kom ridende på sin sorte hingst Daechîr, hvor han for en gangs skyld red med tøjler og sadel – normalt gik han ind for at ride uden, eftersom han bedst kunne lide at have dyrene fri – hvor han havde to poser på hver side af hesten fyldt med de ting som de havde fremstillet. Domastir havde taget sin egen hest, som han selv havde båret de våben de havde fremstillet, hvor det havde taget en dags tid at tage til Manjarno fra skoven i Procias. Det havde derfor været en lang og trættende tur, selvom han næsten var for spændt til at tænke på at han var træt. Han var ivrig efter at komme i gang med at sælge sine ting! Eftersom han normalt aldrig rigtig hjalp med at sælge, men han havde selv fået besked på at sælge lidt på egen hånd, så han kunne blive bedre til det, og engang tage over efter Domastir, når han selv blev træt og for gammel til det fysiske hårde arbejde i smeden.
Cëdrick bar de sædvanlige brune og stramme bukser, der var fleksible, så han kunne bevæge sig smidigt, hvis det blev nødvendigt. Ellers så bar han en blågrå tynd bluse og en brun uldvest udenpå. Han bar noget typisk elvisk tøj, hvor man også tydeligt kunne genkende det, på hans mandelformede brune øjne og hans spidse ører, der stak lidt ud fra de halvlange mørke lokker, som omkransede hans fine maskuline ansigt, der bar et par skægstubbe omkring hagen og kæben. Han førte sin hest ned langs havnen, hvor hans øjne spejdede let omkring, eftersom han skulle finde sin kunde. Han nægtede at svigte Domastir med denne opgave! Tværtimod ville han gøre ham stolt!

[Deleted]

Menelwen stod rådvillig et par minutter. Skiftede vægten fra det ene ben, til det andet, og så tilbage igen. For det havde lige slået hende - Vand vare bare ikke hendes stærke side. I forhold til luft, var vand meget... Tungt. Det virkede til at kunne tynge alt nede, så let.
Men skibet nærmede sig, og hun kunne ane den skikkelse på dækket der måtte være kaptajnen. Det var ham hun skulle have fat i.
"I bliver bare holdende her. Havnens tilsynsmand ved at vi er her. Jeg har betalt ham" sagde hun kort over skulderen til de der stod ved hendes vogne, imens hun gik. I det samme næste var hun lige ved at dumpe lige ind i en stor sort hingst. Menelwen stoppede febrilsk op, gloede et par sekunder på hingsten, som om hun ikke fattede hvad den lavede lige dér, hvor hun gik.
Hurtigt slog hun blikket op på rytteren, og rødmede så let, over sin klodsede optræden.
For her vidste Menelwen godt at man skulle sætte sig i respekt. Det var et hårdt miljø, omkring havnen, hvor man altså ikke var noget særligt bare fordi man havde et specielt navn. For mange her, var hun bare en snottet unge, og en pige af slagsen, endda.
Med tilkæmpet ro tog Menelwen to skridt bagud, gjorde en fejende gestus med den ene hånd og sagde kort og neutralt "Jeg beklager. Jeg så Dem ikke"
I det samme kunne hun høre hvor dumt det lød - En stor, sort hingst som man overså? Det var dumt.. Og klodset. Menelwen kogte indeni. Intet gik som det skulle idag. Hun var ikke så forberedt som hun havde troet.

[cedrick]

Et sted følte Cedrick sig en anelse malplaceret, da han var vant til freden i skoven, desuden så kendte han de fleste byer i Procias, og livet her i Manjarno var anderledes, derfor var det en anelse skræmmende at skulle være her på egen hånd. Han ville dog ikke svigte Domastir, der selv tog sig af en kunde, hvor han havde fået til opgave at finde en anden kunde og sælge de ting som de havde fremstillet. Han spejdede over den store havn, hvor han forsøgte at få øje på den kunde, som han skulle møde. Han havde mødt manden en enkelt gang før, så han kunne godt huske hans ansigt, men det var svært at se for de mange folk som var søgt hertil. Han opdagede derfor heller ikke den unge kvinde, som faktisk bakkede ind i hans sorte hingst Daechîr, da han var alt for optaget af at se over de mange folk her. Det var først da Daechîr prustede og standsede og han hørte den unge pige, at han vendte blikket ned mod hende, da han godt kunne se at han ikke havde været opmærksom. [limegreen]“Åh! Det er jeg frygtelig ked af! Jeg så Dem ikke!”[/color] undskyldte han hurtigt, som han fik sin hest til at stoppe helt op, hvor han næsten automatisk hoppede af den, så han ordentlig kunne se hende. Det var ikke fordi han ville gøre sig uvenner med nogen, ikke i denne fremmede by og med så mange fremmede mennesker, og når han allerede følte sig malplaceret i forvejen, så ville han ikke få det bedre af at skabe for megen opmærksomhed. Hans race var normalt sky og derfor var han heller ikke meget for så mange fremmede mennesker på en gang, selvom han var fast besluttet på at gøre Domastir stolt! Han strøg let en hånd igennem de halvlange mørke lokker, som sad hulter til bulter og strittede i alle retninger. Han sendte hende et undskyldende smil, som han tog fat i tøjlerne på sin hingst og strøg den let over mulen. “Jeg så mig ikke for, det er jeg ked af,” undskyldte han igen, selvom hans blik blev fanget af noget helt andet, nemlig det store skib der lagde til ved kajen. “Wow..” Ordet forlod hans mund, uden at han rigtig tænkte videre over det, for han havde aldrig set et så stort skib i hele sit liv! Han havde kun set små både, men aldrig sådan et kæmpe skib! Det var virkelig flot og prægtigt! Han stod og så lettere betaget på det store skib, hvor alt andet lod til at forsvinde for en kort stund.