A lonely hour..

[Deleted]

Det var ved at være en sen aften, da Amadeus landede midt på den store vulkan. Den havde måske ligget stille igennem frygtelig mange år, også selvom det slet ikke var noget som rørte ham. Han kunne huske og mindes at den havde været i udbrud skræmmende mange gange. Det var jo ikke lige til, når man faktisk var ved at være temmelig gammel som ham selv, så holdt han sig jo faktisk i en ganske fin form af den grund. Vinden var mild, de første tegn til foråret var på vej, og selv det var en tanke som Amadeus havde det ganske fint med, for han kunne faktisk godt lide de skiftende årstider. Det kunne godt være at han var ekstremt kraftig og ikke mindst kraftfuld, men af den grund, så kunne han stadig være direkte mild og blid, så længe at det gik efter hans hoved, og ikke nogen viste sig som en trussel overfor ham. Desuden… hvem skulle da? Han var nok det ældste levende væsen som var tilbage på jorden, selvom det nu heller ikke var noget som rørte ham som sådan, for det var jo bare sådan at det måtte være og det var en tanke som han faktisk var ganske tilfreds med i den anden ende. Smilet bredte sig på de tynde læber, idet han roligt gik ned i knæ på den spidse sten som han havde valgt at lande på, kun for at lade de mørke øjne glide ned i den dybe vulkan, for den var virkelig dyb!
Amadeus lod hovedet søge let på sned, som han lod albuerne hvile mod hans lår med en tydelig eftertænksom mine. Alene af den grund, så lod han ikke vingerne blive trukket helt tæt ind mod sig, for lige nu valgte han at bruge dem som en form for balance, da den bestemt heller ikke ville være særlig god ellers, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han begyndte roligt at nynne for sig selv. Ene og alene, så ville mange nok sige at han var sindssyg, og det var vel også hvad han var? Ikke fordi at det var noget som han kunne gøre noget ved alligevel. Han delte seng med sin datter, han voldtog sin søn og han tog for sig af sårbare kvinder som han faldt over på vejen, og det var noget som han havde gjort i årevis efterhånden, for han var virkelig begyndt at kede sig! Selv bar han kun en mørk skjorte og et par mørke bukser lige i aften, for det var en god og mild vind, som på ingen måder var særlig kold, og det var noget som han specielt også godt kunne lide, for det gjorde ham faktisk i et godt humør!

[elian]

Da dagen var begyndt at gå på hæl og aftenen var begyndt at glide over i det startende mørke for natten, var Elian siddende overskrævs på Sarkatrax taget afsted fra Manjarno, de havde opholdt sig i det land et stykke tid, og havde haft brug for at komme et andet sted hen. De var endt ved vulkanen i Dvasias et sted de begge kendte ret så godt, da de tit brugte det læ som krateret gav for vind og vejr når de skulle overnatte. Det var jo ikke fordi at vulkanen ville gå i udbrud, selvom Elian havde set op til flere gange hvilke kræfter denne vulkan kunne komme med. Det var heldigvis mange år siden det sidste udbrud og det gjorde at han sagtens kunne føle sig tryg der, uden at skulle frygte at vulkanen ville eksplodere. Efter de var kommet til foden af vulkanen, var Sarkatrax fløjet ud for at jage, mens Elian begyndt på opstigningen af bjerget. Han var klædt i en hvid bluse, og et par sorte bukser. Mens hans støvler var brune. Om livet hang hans sværdbælte og derved også hans sværd som han altid havde på sig når han var i sin unge form, hvilket han var det meste af tiden, selvom hans anden form også tit kunne være brugbar. Han var næsten helt lydløs som han bevægede sig op af bjerget som husede vulkanen. Helt lydløs var han dog ikke, da han i gang i mellem fik sten til at falde ned på vejen op, det gjorde ham dog intet, da han ikke regnede med at der ville være nogen. Det skulle dog vise sig at han tog fejl, for da han kom op, kunne han så småt hører nogen der nynnede. Det gav ikke rigtig nogen mening for ham, og han måtte da også undre sig over hvem der måtte befinde sig på denne vulkan, især så sent som det efterhånden var blevet. Som han bevægede sig tættere på krateret, lagde han mærke til en mærk skikkelse med noget det måtte minde om vinger, han var dog stadig lidt der fra til at han kunne se helt hvem det var. Han stoppede op et stykke fra skikkelsen og lagde sine arme overkors med blikket rettet mod hvem det end måtte være. Et eller andet sted var der noget bekendt ved skikkelsen foran ham, men det var ikke muligt for Elian at sætte en finger på helt nøjagtig hvad det måtte være, han havde dog ikke tænkt sig at være den første til at tage kontakten, det måtte være op til den person der som frygtløs stod og nynnede så folk kunne hører det.

[Deleted]

Lige til aften var Amadeus faktisk i et okay humør. Efter hans tur på bordellet, hvor han havde fået adskillige tøser til at stille den hungrende sult, så var det heller ikke noget som han skulle tænke på i de dage som måtte følge fra denne stund. Vinden var dejlig og mild, ikke mindst behageligt, også selvom den drage som just havde passeret, var noget som fangede hans interesse, selvom han nu heller ikke gjorde noget ellers. Her i mørket, kunne de sorte vinger med lethed holde ham i skjul, og det gjorde de vel også? Desuden så ønskede han heller ikke at fremstille sig selv som en trussel på nogen måde, for det var skam ikke noget som han behøvede nødvendigvis, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo heller ikke engang fordi at det var en løgn som sådan. Han trak vejret dybt, som han fortsatte med at nynne let for sig selv. Et godt humør var jo altid en god ting! Også fordi at det for hans vedkommende om ikke andet, var noget som skete så frygtelig sjældent, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bestemt heller ikke fordi at det var en løgn som sådan. Han sad lidt i sine egne tanker, så det at der var andre på vej, var end ikke noget som han lagde mærke til som det første om ikke andet, for han var virkelig optaget af alt for mange andre ting. I hans stille sind, så var det jo lige før at han gennemgik de få gange han selv personligt havde oplevet at stedet her var gået i udbrud og hvad det havde resulteret i. hvis han ikke tog helt fejl, så havde der faktisk ligget en lille landsby for foden af vulkanen her som blev holdt varm af den glødende kerne, men den var tilsyneladende fuldkommen udryddet lige nu. Et stille smil passerede let hans læber. Han var jo en dødsengel, og det at opleve smerte, var noget som direkte skænkede ham en utrolig energi, og det var noget som han rigtig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hænderne foldede han roligt foran sig, som han blev siddende på hug på den spidse sten, hvor han stadig ikke lagde mærke til nogen, for.. hvorfor skulle han? Dette var ikke lige et sted som bød til at folk skulle komme op og tilbringe tiden på, og desuden tog de fleste væsner herop, kun fordi at de havde vinger eller andre hjælpemidler til at bære deres vægt, for turen op var hård nok i sig selv. Hovedet søgte let på sned, som han endelig valgte at rejse sig, kun for at stå og stirre direkte ned i vulkanens kerne – selv den var helt som sten – for nu om ikke andet.

[elian]

Den milde vind som varslede foråret var kommet bag på Elian da han først kom ind til grænsen ved Dvasias, han havde altid oplevet stedet som uvenligt og voldsomt, frem for mildt, selv vejret plejede ifølge ham altid at varsle storme, med den kraftige vind og den regn og torden som måtte følge med i sådanne øjeblikke. Men ikke denne gang, Elian lod blikket glide rundt på bakkekarmen efter at have måtte opdaget den person der til trods for det mørke der omsluttede ham, var til at se især når man kunne hører hans nynnende. Han skulle trods alt vide om det ville befinde sig flere i området end kun ham, i det tilfælde at det var derfor han følte sig så sikker, dog var det tydeligt at der ingen andre var end de to, hvilket fik Elian til at lægge hovedet på skrå mens han betragtede skikkelsen. Elian lagde hånden på sværd knoppen og gik over og satte sig på en sten med det ene ben bukket og lagde så armene rundt om det, mens han roligt meget roligt ventede, på at personen skulle lægge mærke til han, dog da dette ikke skete rømmede han sig højlydt ”Er du uintelligent, dum, frygtløs eller bare sindssyg, siden du står i dine egne tanker et sted som det her? Du kunne have været død flere gange nu havde det været en anden du måtte have stødt på” sagde Elian dømmende og lagde sit hovedet på skrå mens han med fornyet interesse betragtede skikkelsen. Elian regnede ikke selv med at han måtte være nogen stor trussel for ham, men han vidste dog at selv den svageste mand ville kunne vinde en kamp på held, hvis dennes modstander fejlbedømte noget eller tog tingene for givet. Den blide vind rev roligt i Elians tøj hvilket fik det til at danse let, Men til trods for dette, så frøs han ikke, han frøs aldrig takket være den vandengel del der var i ham. Hans krop havde en konstant mild varme, som holdt ham fra at fryse ligeså vel som fra at kunne svede, og dette var noget han nød, for det betød at han ikke skulle tænke på hvad han egentlig tog på af tøj og kunne gå i hvad han ville. Elian rejste sig fra stenen og gik en smule tættere på skikkelsen, dog med et vagtsomt blik i sine øjne, han ville jo ikke bare lade sig blive overrasket og derved miste sit liv fordi at han havde taget tingene lige så let som hvem end det var der stod foran ham.

[Deleted]

Amadeus var virkelig i et skræmmende godt humør for en gangs skyld, og det var slet ikke noget som han ønskede at gøre om på og vedrørende denne skikkelse.. Han kunne bare lige vove på at gøre noget som helst ved dette! Stemmen som endte med at ramme ham i øret, var noget som omgående fik ham til at stoppe med at nynne. Det kunne godt være, at det var skræmmende mange år siden, men den stemme var bestemt af den slags som han havde hørt før. Smilet endte dog med at brede sig på hans læber i stedet for, hvor han roligt rejste sig. Vingerne hjalp ham med at holde balancen, idet at han roligt vendte sig mod denne skikkelse. Lige hvad han lavede heroppe af alle steder, var slet ikke noget som han ønskede at blande sig i, for det var vel bare sådan at det var? Hovedet lod han søge let på sned. Et næsten sindssygt glimt viste sig i hans øjne, for sindssyg var han vel et sted? Han var skræmmende gammel efterhånden og brændt inde med en viden som kun de smarteste drømte om at få, men aldrig valgte at opnå! ”Uh, folk kunne jo bare forsøge at slå mig ihjel..” endte han sigende, som han lod hovedet søge let på sned. Han steppet roligt ned af stenen som han ellers havde siddet på, hvor han roligt trak vingerne tæt ind mod sin egen krop. Det måtte være Elian. Han var slet ikke i tvivl, også selvom det virkelig var ved at være mange år siden efterhånden! ”Jeg troede at du for længst var gået i graven, Elian. Det er ikke meget man har hørt til dig igennem årtusinder efterhånden,” endte han sigende, som han roligt lod hovedet søge på sned, for det var jo heller ikke fordi at det var en løgn som sådan. Smilet bredte sig på hans læber. Ja, sindssyg var han og han vidste det jo godt, for det var sådan her at han altid havde været. Ganske rigtigt kunne selv den svageste have held med i kamp, men af den grund, så Amadeus ingen grund til at skulle gå i strid med denne mand, for det var vel heller ikke noget som han ville få det mindst ud af i den anden ende? Han var faktisk ikke så fjendtlig igen, selvom mange faktisk havde en irriterende tendens til at tro det, men det var nu bare sådan at det måtte være når det måtte komme til stykket. ”Jeg er stødt på mange som kunne gøre det, men ej har grebet chancen.. Skal du så være den første tåbe til at prøve?” endte han sigende. Selv bar han ikke direkte nogen fysiske våben på sig. Alt lå i det mentale – for hans del om ikke andet.

[elian]

At det var Amadeus som han stod overfor vidste Elian intet om, ikke at det ville have ændret noget i princippet, det ville dog have forklaret hvorfor han ikke frygtede at stå sådan i sine egne tanker, det var trods alt langt de færreste som ville kunne komme helt tæt på ham uden at blive opdaget, og endnu færre der havde lyst til at overfalde en skikkelse de ikke vidste, på det punkt var der nogle kujoner alle steder. Elian og Amadeus havde ikke stået overfor hinanden i mange år, ikke fordi chancerne ikke havde været der. Men i modsætning til Amadeus havde Elian lysten og evnen til at skjule hvem han var til tider, at være en formskifter havde trods alt sine fordele, fordele som selv Amadeus ikke havde. ”Jaså? Hvor mange er efterhånden ikke døde på den konto” sagde Elian med et ligegyldigt tonefald, nu hvor han havde hørt stemmen vidste han hvem det var han stod overfor, og han frygtede ikke Amadeus, det var der ingen grund til at gøre for nok var Amadeus gammel men ligeså var Elian og de havde desuden heller ingen onde følelser rette mod hinanden. Elian flyttede hånden fra sværdet og krydsede sine arme foran sit bryst mens han lyttede til hvad der blev sagt, hvilket i sidste ende fik ham til at grine lidt ”Du burde vide bedre Amadeus, du kender mig trods alt. Du ved jeg har en forkærlighed for at holde min eksistens skjulte for folk. På den måde kan man bedre lave en stor entre når man lyster det” Det sidste var sagt med så meget ironi at det nærmest dryppede fra sætningen som den forlod hans læber ”Men du de imod, det har været nemt at følge din færden de sidste mange årtusinde, du har jo aldrig været kendt for at, tja være særlig god til at skjule dine spor, specielt ikke når du har været nødsaget til at besøge et bordel ” sagde han med et skævt smil. Som Amadeus betragtede Elian betragtede Elian Amadeus og ventede nærmest på den første bevægelse som måtte skade nogen af dem, Elian havde ingen onde følelser rettet mod Amadeus, for hans skyld kunne manden trods alt gøre stort set alt hvad han ville gøre, for intet af det som Amadeus havde lavet siden de sidst sås havde rørt Elian på nogen måde. ”Den første Tåbe ligefrem? Jeg tvivler på at jeg ligefrem ville være en tåbe for at prøve, jeg er til trods for hvad du selv mener, mindst lige så farlig en modstander at møde som dig selv” sagde han med et roligt smil. Elian vidste godt at Amadeus ikke brugte fysiske våben for ham var der ingen grund til det, det havde Elian dog heller ikke, han ville dog bare helst bruge det våben, frem for at benytte sig af sin magi hele tiden, da han ikke havde nogen grund til det. ”Hvad har du så fortaget dig siden sidste gang Amadeus?” spurgte Elian roligt og satte sig ned på en sten lidt fra ham og hvor han kunne sidde og slappe af.

[Deleted]

At møde en gammel ven som Elian, var slet ikke noget som Amadeus havde regnet med på nogen måde, men det var bare sådan at det var. At manden så stadig var i live, var en tanke som direkte måtte komme bag på ham, for han havde jo ikke set skyggen af manden i årevis! Og så var det virkelig mange år der var tale om! Hans blik betragtede sig roligt af manden. Selv bar han ingen fysiske våben, for det hele lå mentalt for ham, da han var en mentalt stærk race, så han var ikke en som man burde løbe om hjørner med på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Vingerne lagde han godt ind til kroppen, som han blev stående. Med lethed havde han mange træk som han kunne gøre brug af og med årene som var gået, så havde han ekstremt mange tricks i ærmet, og det var slet ikke noget som han ønskede at lægge det mindste skjul på, på nogen måde overhovedet. ”Du vil blive overrasket over hvor dygtig jeg er til at holde lav profil. De færreste ved at jeg i det hele taget er til,” endte han ganske sigende, hvor han næsten skød brystet frem med en stolthed, for han var faktisk stolt af sig selv. At manden skulle hovere med at han havde formået det samme, var slet ikke noget som sagde så lidt i den anden ende, hvor han roligt trådte mere mod ham. Han var dog på ingen måder fjendtlig anlagt, for det var der heller ikke nogen grund til. ”Det er aldrig faldet dig ind, at jeg måske gør det med vilje? Jeg lever trygt og godt alene med mine børn på et hemmeligt sted. Jeg har endda formået at stifte mig en familie.. Det er ikke noget jeg regner med, at du har haft muligheden for,” endte han sigende, for det var ikke engang fordi at det var noget som han sagde noget til som sådan, for der var virkelig ikke nogen tvivl om overhovedet. Han stoppede op endnu en gang. Manden viste ham en venlighed, og så længe at det var sådan at det måtte gå for sig, så var det også noget som han fik i gengæld. ”Enhver mand har sine lyster.. Andre har desværre brug for at få dem stillet, for sin egen overlevelse..” endte han med en ganske kortfattet og vrissende stemme, for det var jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Du kunne lade det komme an på en prøve, Elian? Hvis du tør udfordre mig på ærlig vis,” endte han ganske sigende, som han lod hovedet søge let på sned. Manden satte sig ned, hvilket han heller ikke havde noget imod, for det viste også bare at manden var ganske.. afslappende for ham. ”Det bliver da en lang gennemgang, Elian. Jeg har ikke set en skygge til dig i årtusinder,” påpegede han sigende og selv med et kækt smil på læben.

[elian]

At rende ind i Amadeus var ikke ligefrem noget som Elian havde regnet med da han var taget op på bjerget, han havde jo trods alt håbet på at kunne være alene, men det var nu engang sådan som det nu engang var. At det kom bag på Amadeus at han stadig var i live, var kun noget som morede ham utroligt, for det betød bare at han havde formået det som han gerne ville, nemlig at holde sig skjult, for når man blev så gammel som de var, så var det at man bare ønskede at nyde livet, i stedet for at blande sig i problemer, selvom Elian dog flere gange var endt tæt på problemet, der for nyligt havde hersket i Procias, ikke at det ligefrem havde rørt ham, de få der havde fundet ham og forvekslet ham med en fjende, han trods alt mistet livet ret så hurtigt. At Amadeus ikke bar på nogen synlige våben var ikke noget der kom bag på Elian, for de kendte jo udmærket hinanden, og derfor vidste Elian da også at Amadeus’ kræfter lå i det mentale, og han vidste hvor dygtig han var til at bruge disse evner, hvilket da også var grunden for at han ikke så nogen grund til at kæmpe mod ham. Det skulle dog ikke forstås sådan at han var bange, for det var han langt fra, men det var bare ikke muligt at uanset hvem af dem der vandt ville komme helskindet ud fra kampen. ”Ja de færreste, som du selv kommenterede troede selv du at jeg var død” sagde han med en drilsk om end venlig tone i sin stemme. Måden Amadeus ligefrem måtte skyde brystet frem af stolthed fik Elian til at klukke af grin hvorefter han måtte kæmpe en brag kamp for at få vejret endnu engang. Elian kiggede nærmest ligegyldigt på Amadeus kom tættere på ham ”Jo den tanke er faldet mig ind. Børn siger du? Ser man det, jeg havde ikke ligefrem forstillet mig dig som familie far. Men nej du har helt ret i at jeg ikke har stiftet familie, hvorfor skulle jeg dog ville det? Og skaffe mig en masse skrigende unger, som ville skulle beskyttes, nok er jeg gammel, men jeg har stadig mange år i mig før jeg vil overveje at slå mig til ro et sted” sagde han med et grin. At Amadeus havde børn morede faktisk Elian en smule, selvom han dog ikke lod det sig vise. Den vrissende stemme som kom fra Amadeus fik Elian til at grine igen, noget som han forestillede sig kun de færreste turde i selskab med netop den mand ”Det er så rigtigt nok, nogen uheldige lod her i livet, men så må man jo sige at du har trukket den mest behaglige af de behov, det må være langt bedre at skulle besøge et bordel og få sin sult stillet, end at suge blod” sagde Elian med et skulder træk, selv havde han ikke nogen deciderede behov, han skulle bare spise og have mad og det var sådan set det. Han lod som om han overvejede det et øjeblik før han så trak på skulderne ”Det er sandt jeg kunne lade det komme an på en prøve, men jeg har ingen intentioner om at slå dig ihjel, eller selv at mistet livet for noget så tåbeligt som en ærefuld udfordring, Ære er fint nok, så længe det ikke kostet en livet uden nogen anden grund end det” sagde Elian med et lille smil, gennem sit liv havde han set alt for mange død på grund af de havde følt sig krænket eller på anden hvis havde fået såret deres ære, hvilket han kun syntes var latterligt. Elian brød ud i et grin endnu engang og lagde hovedet på skrå mens han betragtede Amadeus ”Det er meget muligt, men vi om ikke andet, har alt den tid der skulle blive behov for, det er det gode ved at være så gamle som os, vi har ikke så travlt” sagde han med et grin, og som for at pointerer det, forsvandt hans unge ydre kort, og i stedet sad der nu en utrolig gammel mand på stenen, dette var der dog ikke længe før hans unge ydre kom tilbage igen, og han smilte til Amadeus foran sig.

[Deleted]

At kaste sig i krig med Amadeus var bestemt heller ikke det smarteste som man kunne gøre. Med alder kom erfaringen jo trods alt, og det var den som de begge gjorde utrolig god brug af den dag i dag. Begge havde de været igennem utrolig meget, også meget af det som var sket i historien som de yngre blev undervist i. Hvem kunne egentlig fortælle historierne bedre end det som de kunne? De havde jo trods alt oplevet det på egen krop. Amadeus havde i hvert fald, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Desuden vidste han godt, at han faktisk var nævnt i flere af de historiebøger som stod rundt omkring, selvom det ikke just var noget som han gik rundt og pralede med, for det var slet ikke noget som man fik det mindste ud af alligevel, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. At denne mand ikke ønskede krig, var bestemt heller ikke noget som han sagde noget til som sådan ,for det var en tanke som gjorde, at han faktisk selv var i stand til at slappe en anelse af omkring manden. At han i det hele taget var i live, var noget som alligevel noget som overraskede ham. Manden havde virkelig været smartere end det som Amadeus havde antaget i udgangspunktet! ”Så gumpetung som jeg mindes at din drage var allerede dengang, så har det vel heller ikke været helt nemt?” endte han. Denne gang var han dog mere nysgerrig end det som han var normalt, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, for han kunne ikke ligefrem gøre noget andet ved det af den grund, men det var bare sådan at det måtte være i den anden ende. At familielivet ikke var noget som faldt Elian i smag, forundrede ham nu heller ikke, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak morende på smilebåndet, som han hævede den ene hånd og lagde den mod hans tinding. Ingen af hans børn havde været nogle skrigehalse som sådan, men.. når man virkelig fandt en kvinde som man elskede mere end man elskede sit liv, så var tanken om at slå sig til ro, faktisk ikke så slem igen. ”Du ved virkelig ikke hvad du er gået glip af. Desuden.. man kan med lethed gå fra at være familiefar til at være en vild ung mand som jeg altid har været.. Det ligger jo trods alt til mig,” endte han ganske sigende, for det var ikke engang fordi at det var løgn. Tungen strøg han let over læberne, som han endnu en gang lod vingerne spredes en anelse, også så de kunne nyde af den kølige luft, for det var virkelig en utrolig fornemmelse, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han kuklo ganske let, som han rystede på hovedet. ”Heldig og heldig.. Det er overlevelse, ikke sandt? Og du mere end så mange andre, ved hvad jeg snakker om,” endte han ganske kortfattet. Han blev stående. Det var nu heller ikke fordi at han ønskede at stå og snakke om den gamle tids som for længst var gået forbi, for det var slet ikke noget som man fik noget ud af. Han havde haft et godt liv – ville han selv mene om ikke andet, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for der var jo så mange ting som man kunne gøre ved det, men det var bare sådan at det nu endelig måtte være når det måtte komme til alt. ”Jeg går ikke ud fra, at du er kommet denne lange vej for at snakke om de gamle tider, Elian. Hvorfor søgte du i det hele taget herop fra før af?” endte han ganske kortfattet, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Det var en tanke som gjorde ham nysgerrig. Normalt var der helt affolket heroppe.

[elian]

Det var meget muligt at det at kaste sig i Krig mod Amadeus ikke var nogen god ide, men det samme kunne nu engang blive sagt om Elian da de begge besad en uhyggelig mængde af erfaring efter som de havde levet i meget lang tid begge to, og havde oplevet alt som måtte være hent for landende. Elian var ikke en slags bror der elskede at slås med folk han mødte, den side af sig selv havde han lagt på hylden for rigtig mange år siden, da han lagde mærke til at det eneste der kom ud af det var død, ikke at han havde et problem med at slå ihjel, han gad bare ikke gøre det for noget der måtte være meningsløst, som det måtte være hvis han valgte at gå i kamp med Amadeus, de var jo et eller andet sted venner, eller hvert fald bekendte og selvom de var forskellige, så var de dog ikke så forskellige at det ikke var muligt for dem at snakke fornuftigt sammen, så derfor var det da klart at foretrække. Elian kunne ikke lade være med at grine ved det Amadeus sagde ”han er stadig gumpetung, faktisk mere end den gang. Men med de rette evner er det muligt at skjule selv ham” sagde Elian med et smil. Han så dog ingen grund til at vise hvad han helt nøjagtig mente, for det var aldrig en god ting at vise de ting man kunne for andre, da man så ikke ville kunne bruge det i en eventuel kamp. At Elian ikke ville være familiefar, var egentlig ikke fordi han decideret havde noget imod det, jo selvfølgelig kunne han komme med flere undskyldninger for det, men for dem der kunne være forældre, var det da bare med at få sig nogle børn, han var dog ikke sikkert at han ville kunne være forældre nu, han var blevet for gammel syntes han selv, og han havde aldrig rigtig haft nogen kontakt med små børn, og havde kun hørt rygter om hvor besværlige de kunne være ”Måske måske ikke, men det er nu ikke så vigtigt for mig. Det er jo ikke fordi jeg har tænkt mig at falde død om lige foreløbig, så mon ikke jeg skulle have chancen hvis jeg skulle ønske mig det?” spurgte han med et roligt træk på skulderne for derefter at lade blikket glide forbi Amadeus og ud i baggrunden bag ved ham ”Jo det er det selvfølgelig, Overlevelse kommer frem for alt” sagde han med et nik, det var hvert fald sådan som han selv havde det, så lange han og Sarkatrax var i live og kunne overleve, så han ingen grund til at beklage sig over at mangle noget, han var dog ret glad for at han ikke var nød til at sove med kvinder eller drikke blod for at overleve, ikke fordi han havde noget imod kvinder, men så fik det bare mere en form af nødvendighed i stedet for af lyst som han helst ville have det. Han rejste sig igen og rullede lidt med skulderne, at sidde på stenen havde ikke været den bedste ide han måtte have fået, da han var blevet lidt stiv i ryggen af at sidde på den. Han var stille lidt som han bare stod og trak vejret roligt, mens han blik måtte glide rundt i horisonten ”Jeg kom for at nyde udsigten og få noget ro, så du har helt ret jeg kom ikke for at snakke om gamle tider, jeg havde ikke engang regnet med at møde dig her” sagde han og vendte så blikket mod Amadeus nok engang.

[Deleted]

Amadeus var på ingen måder den mand som sagde nej til en retskaffen kamp. Desuden kunne han ikke rigtigt undgå at betegne Elian lidt som en konkurrent eller en trussel, fordi manden havde den alder som han havde – næsten lige så gammel som ham selv, men han var tæt nok på til at han selv måtte betegne det som en trussel i den ene eller den anden retning, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Ikke fordi at det var noget som han gjorde noget ved nu, for han ville jo helst undgå at Elians styre kæledyr faktisk skulle ende med at spise ham! Han lod armene roligt snige sig over kors og uden at skulle slippe manden med blikket, for.. ja, et sted så stolede man vel ikke helt på ham? Men det var noget som han kun måtte lade komme an på en prøve. ”Efter alle de år, så er han vel også ved at være stor nu? Det kan være det er ham som har ædt alle køerne på marken derovre? Jeg er sikker på at jeg så en flok gå der forleden.” Han gjorde et kast med hovedet over den ene skulder og direkte over mod en nøgen mark. At manden ikke var blevet ældre, og faldet til ro, var nu heller ikke noget som kom bag på Amadeus. Selv han havde fundet sig en kvinde og slået sig til ro – dengang om ikke andet, og nu hvor hans børn var så store, så kunne han sagtens vende tilbage til det vilde liv, som han også havde haft dengang, selvom der helt klart var langt mere kontrol på det nu, end det som der havde været tidligere. Smilet bredte sig på hans læber, som han let rystede på hovedet. Det var tydeligt at manden ikke havde ladet det være en tanke som direkte havde fæstet sig, men fred være med det. Det var bestemt heller ikke noget som han ønskede at blande sig i – hvis det var noget som han kunne blive fri for om ikke andet. ”Går du i seng om aftenen med tanker om ting som du har fortrudt i løbet af en dag, Elian? Selv med vores alder kan det ende som det rene ingenting.. et eneste uopmærksomt øjeblik, og det kan være slut,” påpegede han sigende. Det var specielt den tanke som han gik i seng med når han lagde sig til – på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen, når han nu var træt nok til at lægge sig til at sove. Et sted bare en spøjs tanke, men det var vel også rigtigt nok? At manden rejste sig og tydeligt måtte vise at han var blevet stiv i ryggen, var noget som fik et smil til at glide over Amadeus’ læber. Det var jo en smerte, og uanset hvor lille den var, så kunne ham mærke den, udelukkende på grund af den dødsengel i ham selv, så selvfølgelig var det noget som han kunne mærke i den anden ende. ”Du har ondt..” bemærkede han sigende, hvor han næsten automatisk ved den tanke, var endt med at træde et skridt tættere på ham. ”Ja.. det er utroligt hvor man møder de gamle bekendte som man for længst havde troet måtte være afgået ved døden.. Livet er ensomt nu om dage..” endte han sigende. Løgn var det jo trods alt heller ikke, for selv han kunne føle den til tider. Det var jo trods alt heller ikke fordi at han følte sig vel, ved at mænge sig med så mange andre derude. De forstod ham jo trods alt ikke rigtigt.

[elian]

Elian vidste udmærket godt at Amadeus ikke var typen som ville stikke af fra en kamp, skulle det blive nødvendigt, men han vidste også at uanset hvem af dem der ville vinde, ville den der vinde være hårdt såret, hvilket også var grunden til at han ikke havde noget synderligt stort ønske om at skulle møde Amadeus i en kamp, uden nogen egentlig grund for det. Elian havde på fornemmelsen af Amadeus egentlig ikke stolede på ham, en følelse som kun var gengældt fra Elians side. Elian fulgte kastet med hovedet, og så på den mark som Amadeus snakkede om ”Det kan sagtens være du har ret, han spiser jo en hel del efterhånden” sagde han med et grin ”Og det er alt fra køer, til folk der vil skade ham eller mig” sagde han roligt og vendte blikket mod Amadeus igen. At nogen havde været i stand til at få Amadeus til at falde til ro, så han ligefrem havde kunne få børn, var noget som måtte direkte komme bag på Elian, han havde aldrig troet at dette ville være sket for Amadeus, men det bevidste vel bare at man ikke altid kunne forudsige hvad der ville ske, uanset hvor gammel man så end nåede at blive, for ikke alt i verdenen var forudbestemt, og derfor kunne man ikke sige hvad der ville ske. Elian tænkte sig roligt over hvad Amadeus sagde og han tog da også sin tid for at være sikker på at han kom med et ærligt svar, af den grund var der også stille i flere minutter hvor det eneste der rørte sig var vindens susen og en enkelt ugle eller anden nat fugl der fløj forbi ”Nej det gør jeg ikke. Jeg har endnu ikke fortrudt mine dage, jeg nyder hver af dem som var de min sidste, og jeg har efterhånden prøvet alt, så der er ikke så meget jeg synes jeg mangler at opleve” sagde han ærligt og smilte til Amadeus. Elian kiggede undrende på Amadeus ved hans ord, men huskede så at han var en del dødsengel, så han kunne velsagtens mærke Elians smerte efter at have siddet på den sten han lige havde siddet på ”Det har jeg, men det er hurtigt over” sagde han og rullede med sine skulder som han sagde det, hvilket sendte en serie af knække lyde gennem stilheden da hans muskler blev tvunget ud af deres lås som det var blevet sat ind i, og det var næsten som ved et trylleslag, men da den sidste muskel sagde knæk forsvandt smerten fra hans ryg igen. ”Ja livet er nu engang underfundigt. Og uforudsigeligt, selv for nogen så gamle som os. Men det er jo netop det som måtte gøre at vi for lyst til bare at forsætte, og se hvad dagene måtte bringe os. For du ved ligeså godt som jeg, at det øjeblik vi bliver så gamle, at intet længere kan overraske os, så er det, det øjeblik man ved at man har levet længe nok, og er klar til at dø” sagde Elian helt alvorligt og betragtede roligt manden som måtte stå foran ham.

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi Amadeus stolede på Elian, for det havde manden aldrig nogensinde givet ham en grund til. Det kunne godt være, at de begge var utrolig gamle, men af den grund, så var det jo stadig noget som man skulle tage sig i agt for. Amadeus så dog ingen grund til at skulle gå direkte i krig med denne mand – endnu om ikke andet. Desuden havde han ingen intentioner om at blive spist af hans store drage, for den død var end ikke værdig for ham! Han fulgte blot mandens blik mod de store marker, hvor smilet bredte sig svagt på hans læber. Tanken omkring det var jo trods alt morsom på sin egen ganske særlige måde, hvor han igen vendte blikket mod ham. ”Utroligt at du har formået at holde dig skjult, når dit store bæst spiser et land som Procias fra hus og hjem,” endte han ganske kortfattet. Jovist, så var det jo noget som han selv måtte være påvirket af, også fordi at han virkelig var gået meget op i at skulle holde sig skjult, netop fordi at folk ikke skulle rende rundt og tro at han var sindssyg!
Amadeus havde faktisk slet ikke fortrudt at han havde valgt at slå sig til ro og stifte en familie, selvom det nok ikke var sket på de præmisser som han lige havde regnet med, men han havde sin datter, som han havde sine to sønner, og det var faktisk nogen som han var utrolig stolte af, selvom det kun var overfor hans elskede datter, at han viste det. Elian var ham generelt bare en irriterende person. Selv ikke efter alle disse år, havde han noget fornuftigt at sige. Det var jo kun tydeligt for ham, at visse ting bare ikke forandrede sig, også selvom det nu heller ikke var noget som han kunne sige noget til af den grund. Armene søgte roligt over kors. ”Du ved virkelig ikke hvad du går glip af, Elian..” mumlede han let for sig selv. Selv han havde valgt at gribe muligheden for at stifte en familie, da han fik muligheden, han havde oplevet en kærlighed som han slet ikke kunne beskrive, også selvom det virkelig var revet så voldsomt og grusomt fra ham igen.
Efterhånden så ville Amadeus sige at han havde oplevet det hele, for han kom meget hurtigt til at kede sig, men af den grund, så havde han bestemt ikke nogen intentioner om at skulle stille træskoene endnu, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Han vendte blikket direkte tvært mod ham. Den tone som manden havde valgt at bruge, kunne han næsten tage til sig, som ønskede manden at belære ham om noget, hvilket han bestemt heller ikke fandt sig i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han knyttede den ene næve ganske let, som han næsten følte en fristelse for at ende med at slå ham. ”Du får det næsten til at lyde, som var du klar til at stille træskoene.. Kære Elian..” endte han med en vrissende og meget dæmpet stemme. Han var kun ved at være en kende irriteret.