A lonely hour

[Deleted]

Det kunne godt være at Alex var utrolig god til det spontane, men han vidste godt, at det ikke altid var noget som faldt i god jord ved Cassie. Ikke fordi at han overtrådte hendes grænse bevidst, for han tænkte virkelig ikke over det, hvilket han selvfølgelig var ked af, men.. hvordan sagde man egentlig undskyld? Han vidste godt, at han aldrig havde fortalt Cassie omkring hans liv, for han forsøgte virkelig at forstå hende, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt altid, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang og med det store og muntre smil på læben. Ja, et sted i det indre, var der vel også et barn? Og det var et som Cassie helt klart formåede at prikke til i denne stund, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som han kunne gøre ved det. ”Selvfølgelig! Altså.. det er jo mig der er snak om, ikke?” endte han direkte morende, for han kunne slet ikke lade være med at skjule det for hende, for et sted så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han var måske hurtig til at reagere, men han kunne altså ikke gøre for det, for det var altså bare den mand som han var! Selv havde han utrolig mange ideer og der kunne sagtens nå at komme flere før de overhovedet nåede at forlade stedet her! Han kunne faktisk godt lide tanken om at hun ville tilbringe aftenen med ham, også fordi at.. nej, han kunne ikke engang huske at det var noget som var sket før, så selvfølgelig var det også noget som betød meget for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han sendte hende et drilsk smil. ”Hey! Alt jeg siger, behøver altså ikke at være.. negativt. Jeg kan faktisk godt finde ud af at opføre mig!” endte han med et stort smil på læben, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn i den anden ende. Han betragtede hende med en ganske sigende mine, som han bar hende direkte forbi tjenestepigen. Det var ikke engang fordi at han havde set hende, for han ønskede virkelig bare at få hende med sig og komme af sted og det skulle være nu! ”Det er det jeg siger.. Desuden.. Så ønsker jeg bare at være lidt sammen med dig,” tilføjede han roligt, som han satte hende ned foran den store vogn som de skulle med. Det var et krav fra hans side af, at den skulle stå klar så snart at mørket faldt på, for det var jo ikke til at vide om den blev brugt eller hvad den gjorde, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han hjalp hende op i vognen, hvor han vendte sig mod kusken. ”Ind til byen.. Hurtigt!” endte han ganske kortfattet, inden han selv trådte ind og satte sig overfor hende. Han sendte Cassie et let smil som vognen endelig så ud til at komme af sted. Søen ville de passere på vejen. ”Vi tager søen på hjemvejen. Nu er det min tid til at forkæle dig,” tilføjede han med et stort smil på læben. Han elskede tanken om det!

[Cassie Imirachi]

Det var bestemt ikke alt han gjorde som faldt i god jord hos hende, og selv når noget gjorde, så blev hun ved med at afvise det i ren og skær protest. Det var gået op for selv hende at hun opførte sig som en umulig teenager, og hun ønskede jo faktisk at lukke ham ind, men ligesom han ikke kendte til de menneskelige følelser, så vidste hun ikke hvordan. Et sted gik hun med frygten om at han ville miste interessen for hende, hvis hun endelig gav efter for det de ellers begge gav udtryk for at ønske. På trods af at de efterhånden havde været gift i det der føltes som en evighed så vidste hun virkelig ikke meget om Alex og til tider frustrerede det hende, at han blev ved med at kræve af hende, når han ikke gav hende det mindste at arbejde med. Vognen var behagelig, selvfølgelig var den det, der var trods alt tale om Alex. Hun lod de isblå øjne søge ud af vinduet og kunne se hvordan landskabet trillede forbi dem. Hun havde ikke haft chancen for at se særlig meget af Convento, fordi hun ikke færdedes alene, så et sted var hun også forbandet nysgerrig. Smilet spillede om hendes læber, hvilket i det hele taget var sjældent når det kom til den mand. Hun sukkede og himlede med øjnene. ”Jo lige netop,” medgav hun lidt drillende. Det var da altid noget at han var bevidst om det! Det var den første gang nogensinde hun direkte sagde ja til at tilbringe en aften med ham, og hun glædede sig faktisk til det, hvilket nok var det mest mærkværdige, men det gav hende også chancen for rigtigt at se hvor hun egentlig boede! Hun skulede lidt overvejdende mod ham også selvom det bestemt var med det stille smil på læberne. ”Af en eller anden grund tvivler jeg på den, Alex. Men det er ikke nødvendigvis negativt, du skal bare lærer at tænke dig om.. for eksempel før du lokker en kvinde med ind i en baglokale for at gifte dig med hende,” påpegede hun med en lidt sigende mine. I det store og det hele var ægteskabet ikke særlig besværligt, de lavede jo ikke.. ægteskabelige ting, foruden at hun havde fået en større titel end hun brød sig om, men foruden der.. alligevel plagede det hende at hun var en gift kvinde og slet ikke følte sig sådan, og fordi hun ikke huskede sit eget bryllup. Ringen bar hun dog ligesom i dag. Hun pillede lidt ved den, det var efterhånden blevet en vane. ”Jeg vidste ikke at du var ivrig efter at tilbringe aftenen med en strigle,” endte hun lidt drilsk, for hun var jo heller aldrig særlig sød ved ham, selvom han selv var uden om det! Cassie havde aldrig prøvet at blive forkælet kun at knokle for selv helt de små ting, og hun havde faktisk en dårlig smag i munden over at han havde tænkt sig at betale for det hele. ”Jeg.. Nu ikke det helt store,” bad hun lidt tamt, hun kendte ham jo, og han gjorde intet halvt, men hun kunne sagtens betale selv, bare hun fik lov til at være sammen med ham og se byen samtidig!

[Deleted]

Alex var kendt med hans fejler og mangler, men det var som om at han vel bare.. forsøgte for hårdt når han endelig var omkring Cassie? I aften ønskede han slet ikke at noget skulle gå galt, og han skulle nok tage sig selv godt i nakken for at undgå det! Han havde ganske vidst set Carmine himle med øjnene af ham en million gange efterhånden på grund af hele affæren med Cassie, men han var slet ikke i stand til at slippe hende, og det var slet ikke noget som han ønskede sig! Hun var hans mage, og selvfølgelig var det også med til at forstærke den abnorme beskyttertrang som han allerede besad fra før af. Han sendte hende et næsten stolt smil. Bare alene den tanke om at hun faktisk havde sagt ja til at tilbringe den aften sammen med ham, var noget som gjorde ham helt kulret! For det var han jo trods alt heller ikke vant til fra før af! Han betragtede hende med en ganske sigende mine, som han havde taget pladsen ved siden af hende. Hun fik ikke lov til at vandre udenfor alene, simpelthen fordi at det var for farligt, og så længe at hun nægtede ham at markere hende, så måtte han jo tage sine forholdsregler på andet vis. Hendes ord var noget som trak let på smilebåndet. ”Jeg beklager for en af mine mere.. spontane tanker.. Men jeg kan se at du bære ringen i aften.. Og det er jeg kun glad for at se,” endte han sigende, for det var faktisk ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende. Han var faktisk utrolig glad for at se hende sidde med ringen på fingeren! Han hævede roligt hånden og tog omkring hendes.
Alex så langt mere i Cassie end en strigle. Han havde bestemt ikke noget imod en god udfordring, og det var ham jo en direkte udfordring, for hun var meget uopnåelig, men ikke for ham! Og det var noget som han nok skulle bevise for hende! Han sendte hende et næsten stolt smil. Hvis det var sådan her han skulle bære sig frem, så kunne han næsten slå sig selv i skallen med ikke at have gjort det for mange år siden! For pokker han har jo haft denne mulighed ekstremt mange gange! ”Jeg er ikke ivrig efter at tilbringe tiden med en strigle.. men min hustru,” påpegede han sandfærdigt. Han vendte blikket ud af vinduet. Han havde jo allerede frygtelig mange planer for hende og sammen med ham for den sags skyld! ”Kig ud af vinduet, og se bare lidt af hvad du er en del af.. og hvilken by du nu bor i,” endte han med en tydelig stolthed i minen, for han havde virkelig arbejdet hårdt for at få det hele stablet på benene, og det var noget som han virkelig var forbandet stolt af!

[Cassie Imirachi]

Cassie vidste udmærket at Carmine ikke kunne fordrage hende, men hun tog sig nu ikke af det. Alex havde endnu ikke fået sig selv til at kaste hende på port, hvilket hun et sted kun var glad for. Hun huskede stadig følelsen af at danse for ham første gang, de brændende øjne som havde fuldt hver en lille bevægelse hun havde gjort sig. Hendes hjerte slog et ekstra slag ved den blotte tanke. Hun huskede ikke hvornår hun sidst havde danset med ham.. det løb vel efterhånden op i år? Hun lod blikket forlade hans og gled i stedet ud af vinduet, og betragtede naturen som de passerede med en middelmådig hastighed. Det morede hende lidt at han var så forbandet ivrig efter at have hende med ud, hun kunne jo næsten ikke genkende ham, måske hun ligefrem foretrak den lidt dystre og dog spontane Alex? Også selvom han altså måtte lærer at holde sine idéer inde for rimelighedens grænse! ”Du beklager?” gentog hun med direkte undren i stemmen. De isblå øjne hvilede igen i hans. Det var første gang hun nogensinde havde hørt ham beklage noget som helst. Svagt trak hun på skuldrene. ”Om jeg billiger det eller ej, så er jeg din hustru, og jeg ser ingen grund til at ligge skjul på hvad alle uanset ved,” forklarede hun roligt. Det var ikke hele sandheden. Ringen fik hende til at føle sig tryg, gav hende en sølle følelse af at udleve den lille prinsessedrøm hun altid havde haft, også selvom det næppe var så sødt som det. Hånden lod hun glide i hans. Hun vænnede sig nok aldrig til hans kulde, som sendte en mindre skælven igennem ham. Næsten forsigtigt hævede hun blikket til hans. Følelsen af at hjertet begyndte at hamre mere fast mod hendes bryst, irriterede hende næsten. De rosa læber fortrak i et lidt skævt smil. ”Er det ikke lidt to sider af samme sag?” spurgte hun næsten lidt drillende. Hun vidste jo godt at hun ikke gjorde det nemt for ham, og hun altid kæmpede for at forblive uopnåelig, men sandheden var at han gjorde et indtryk på hende, og det var efterhånden svært at ignorere! Hun nikkede svagt og lod blikket glide ud af vinduet igen. Hun var spændt på at se byen, for selom de havde boet der i flere år, så havde hun ingen idé om hvor de faktisk boede, hun havde aldrig set byen. ”Jeg ser frem det det. Det er første gang jeg for alvor er ude af Convento Mansion,” påpegede hun næsten.. bebrejdende? Hun havde jo følt sig en smule spærret inde, med kun haven at vandre rundt i, ikke nok med at det var ensomt men det var også for velkendt efterhånden. En eller to gange havde hun set Rimshia i forbindelse med dronningen, men hun savnede på mange områder Imandra, hvor hun frit havde kunnet vandre, også selvom hun godt vidste at landet desværre ikke var helt sådan mere. ”Savner du aldrig Imandra?” spurgte hun stilfærdigt. Han gav aldrig udtryk for det, måske fordi han havde været vant til at flytte fra sted til sted? Hvor store omvæltninger for hende gav hende hjemvé, på visse punkter savnede hun jo selv Procias.

[Deleted]

Alex var egentlig fuldstændig ligeglad med hvad Carmine synes om Cassie, for han var slet ikke i tvivl om at det var hende som han skulle være sammen med resten af livet. Han havde måske gjort lidt voldsomme og brutale metoder for at nå sit mål, men det var nu bare sådan at det måtte være. De var gift, selvom det var en aften, som hun slet ikke var i stand til at huske, men han frygtede vel også hvis de gjorde det om, at hun så ville sige nej? Og det var slet ikke noget som han ønskede sig! Ikke før han vidste helt præcist hvor hun lå henne i forhold til ham, for der var hun yderst tvetydig i sine signaler, og det var noget som sagtens kunne forvirre ham, for der skulle faktisk ikke særlig meget til! Han var efterhånden en aldrende mand, selvom det måske ikke ligefrem kunne ses på ham, men det var der. Han var ved at blive.. lidt tabt bag en vogn? Specielt når det måtte komme til hende. ”Bærer du den stolt, eller kun fordi at vi skal ud nu..?” spurgte han sigende, også fordi at det var noget som han ønskede at finde ud af, og høre om, det var helt sikkert. Hovedet lod han søge let på sned. Han kunne sagtens tage det stille og roligt, men når hun forvirrede ham sådan, så var det altså heller ikke helt nemt altid for ham!
Alex vidste godt, at han måske havde været lidt for god til at holde hende på grunden, men han ønskede jo også kun at beskytte hende, for han ønskede jo slet ikke at der skulle ske hende noget som helst! Han nikkede let til hende også fordi at han faktisk forstod hende. ”Tror du ikke det vil gå lidt galt, hvis du bare får lov til at rende rundt frit? En nymfe midt i en by til vampyrerne? Jeg ønsker jo kun at beskytte dig.” For ham, så var det noget som faldt ham helt naturligt ind. Det var en del af hans naturlige instinkter, og så længe at han ikke måtte markere hende som sin, så var han jo nødt til at gøre det hele på anden måde, og så var det jo noget som hun bare måtte finde sig i! ”Desuden tror jeg ikke du har så meget imod det, som du giver udtryk for.. Ellers ville du ikke tage med mig ind til byen i aften,” påpegede han ganske sigende. At få hende lidt ud af Corvento og komme lidt væk derfra selv, var slet ikke noget som han havde noget imod, for han kunne selv godt bruge det albuerum lidt, og få lidt andre ting at tænke på. Hendes hånd lod han roligt hvile i sin egen, hvor han nærmest måtte tage sig selv, for ikke at ende med at glide halvvejs i trance, udelukkende på grund af hendes hamrende og bankende hjerte, for det var en melodi som han kun måtte elske mere end det som han måtte elske noget andet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Hendes ord kom nu en kende bag på ham, hvor han vendte blikket mod hende. Jovist kunne han godt savne det sted til tider, men.. det var jo ikke det som han tænkte mest over. ”Hvad får dig til at stille et spørgsmål som det, min egen..? Jo.. til tider gør jeg. Det var der jeg dansede mere intimt med dig, end du har ladet mig gøre i eftertiden,” endte han ganske sandfærdigt. Han havde flyttet frygtelig meget rundt omkring siden han var blevet født, skabt.. you name it, også selvom han vidste at det var historier som endnu ikke var kendte for hende, for han havde ikke nævnt det for hende før. Han betragtede hende med sine mørke øjne. ”Det ligger ikke rigtigt til min slags at.. savne.. Men jeg går ud fra at du.. tænker meget over det?” omformulerede han roligt, som han blev siddende og betragtede hende som de roligt nærmede sig udkanten af Corvento, kun for at sætte kursen mod Rimshia.

[Cassie Imirachi]

I den korte tid hun havde haft som vampyr, havde Alex flere gange forsøgt at forklare hende omkring det bæst hun var blevet til, men hun havde aldrig rigtigt forstået mage-tingen, også selvom hun udmærket kunne huske det kraftige bånd, lysten at til vogte over ham, og holde enhver anden kvinde eller mand væk. Cassie var ikke klar over hvor vidt, det var den samme følelse som Alex havde når det kom til hende, men der måtte vel være en grund til at han endnu ikke havde kastet hende på port, på trods af at hans rådgiver og ven nok mere end en gang, havde givet udtryk for at det ville være det bedste. Hans spørgsmål plantede en urolig følelse i hendes indre, for hun forsøgte jo stadig at benægte både overfor ham og for sig selv, at hun nærede nogle følelser for ham. ”Jeg tager den sjældent af, og jeg bære den bestemt heller ikke med skam. Men du ved godt at jeg heller ikke kan bære den med direkte stolthed,” svarede hun stille, og tydelig ukomfortable ved at snakke om det. Hun elskede at vise andre at hun var hans hustru, men hun huskede ikke deres bryllup, og hun ønskede det heller ikke med henblik på hvad hun havde fået fortalt, de levede jo heller ikke direkte som ægtefolk. Et sted kunne man vel sammenligne det lidt med tvangsægteskab. Hun havde lært at leve med tanken om at være hans. Med et opgivende suk nikkede hun mod ham. Han havde desværre ret. Tungespidsen lod hun fugte de rosa læber, vendte sit svar i hovedet. ”Jo jeg ved det godt, og jeg ville nok ikke stå en chance. Men jeg bliver vanvittig af at se det samme hver dag efterhånden,” erkendte hun næsten længselsfuldt, og stirrede på de nye veje de passerede, og træer og buske som hun aldrig før havde set stå i haven, det var direkte lettende. Hånden lod hun hvile i hans, tog sig selv i at give den et mindre klem. Hans hånd var kold og det sendte små gys gennem hende i ny og næ når han berørte et nyt område. Allerede da han valgte at svare, fortrød hun at hun i det hele taget havde spurgt, men selvfølgelig.. at tage på en dags tur sammen uden at snakke omkring deres manglende intimitet, andet havde hun vel ikke kunnet forvente sig? ”Jeg har i det hele taget i danset meget efter jeg er blevet grevinde. Der har været så meget at lærer hele tiden, og forventninger og det hele. Når tiden endelig har været der har jeg ikke haft lyst, jeg savner til tider ikke at skulle tænke på andet,” erkendte hun næsten forsigtigt og lod de isblå øjne søge mod hans ansigt. Til tider kunne hun næsten sporer en varme i hans mine, det morede hende lidt. ”Det.. det gør jeg,” medgav hun roligt. Det undrede hende end ikke at han ikke lod til at savne Imandra, men det havde været et simpelt sted i hendes øjne. Ingen der dømte, hun havde været i stand til at højne sig op for de andre dansere fordi hun havde været hans favorit, med sin hemmelige lille forelskelse i Imandras konge, men uden at det var blevet så skræmmende alvorligt, og med kun dansen at tænke på. Efterhånden gik det op for hende at de forlod Convento. ”Du vil helt til Rimshia?” spurgte hun en anelse forbavset. Der var et godt stykke så vidt hun huskede, men det gjorde hende nu ikke noget, nu havde de jo åbnet for Pandoras boks.

[Deleted]

Alex havde virkelig forsøgt at gøre det komfortabelt for Cassie, selvom det havde været tydeligt for ham, at livet som nymfe var noget som hun appellerede mest til, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre noget ved, selvom han vel havde forsøgt på det? Han betragtede hende med en ganske sigende mine. At hun faktisk bar ringen og viste den frem, så den var tydelig, var noget som helt klart måtte hjælpe ham en god del, for det fik ham faktisk til at smile. Når det endelig var, så kunne han faktisk godt! Også nu hvor hun var så åben og modtagelig for tingene, så var det bestemt også kun noget som var med til at gøre det hele så meget bedre for hans vedkommende, og selvfølgelig var det ikke noget som han ønskede at give det mindste slip på! Han forsøgte virkelig at blive i det samme spor, for det var jo tydeligt for ham, at det var noget som kun hjalp på sagerne! ”Du bærer den..” endte han sigende, som havde det været det som betød mest og det eneste som han faktisk var i stand til at se. De andre ord som hun skænkede ham, tænkte han egentlig slet ikke over! Han levede i nuet, som det eneste som betød noget, og ej i fortiden, for det var der jo slet ikke nogen grunde til. At hun så det samme hver dag, vidste han jo godt. Og derfor ønskede han vel også at give hende den oplevelse at se noget mere af Dvasias, nu hvor hun endelig havde den mulighed for det, også fordi at hun faktisk lod ham komme så tæt på. Han nikkede til hende. ”Det er for dit eget bedste.. så lang tid at.. andet ikke kan beskytte dig,” endte han ganske stilfærdigt, for det var jo trods alt ikke helt forkert i længden, men det var n bare sådan at det måtte være i det store og hele, uden at han kunne gøre noget ved det af den grund. Ville hun ikke bides og markeres, så var han nødt til at tage de mere drastiske midler i brug, kun for at beskytte hende, og han tøvede bestemt heller ikke med det!
Pandoras boks var åben, og derfor var det også en tanke som Alex havde i sinde at udnytte til fulde, specielt når hun selv havde valgt at lede ind til tingene, så var det selvfølgelig noget som gjorde det hele bedre for ham. Hovedet lod han søge ganske let på sned. Han var et bæst styret af sine impulser og hans instinkter, så selvfølgelig tænkte han egentlig ikke rigtigt over tingene, andet end de pludselige behov som kunne dukke op for hans blik, også selvom han vidste, at det faktisk slet ikke var noget som burde ske, så gjorde det jo trods alt af den grund, uden at han kunne gøre noget ved det sådan direkte. Hans læber spillede ud i et ganske let smil, for han kunne jo slet ikke lade være, nu hvor han sad der sammen med hende. Hånden lod han endnu hvile i hendes. ”Jeg erkender at jeg savner at se dig danse.. Det er ved at være længe siden nu..” Næsten som var det en tanke som pludselig var gået op for ham, og det var bestemt ikke fordi at det var af den type som faldt i den gode jord ved ham. Han vendte blikket ud af vinduet og med en tilfreds mine. ”Du ville lidt væk fra det vante ikke? Hvorfor så ikke tage helt ind til byen?” endte han næsten stolt. Han forsøgte da at gøre hende glad!

[Cassie Imirachi]

Hele livet som vampyr havde slet ikke været noget for Cassie, og det at han havde bidt hende i ren og skær raseri, var noget som til dels havde fået hende til at trække sig yderligere fra ham, mest fordi hun havde en tendens til at gøre ham irriteret.. både bevidst og ubevidst, og hun ønskede bestemt ikke at gøre ham vred igen, ikke nu hvor hun havde sit bankende hjerte og varme hud. Derfor var det også lidt af en chance hun tog ved at takke ja til at tilbringe en hel dag kun i hans selskab. Kort lod hun de intense blå øjne søge mod ringen på sin finger. Hun bar den skam selvom hun bestemt ikke så tilbage på deres bryllup med glade minder, hun huskede jo ingenting!”Det gør jeg,” svarede hun lidt lettet over at han ikke tog det som en fornærmelse, hun sagde trods alt kun hvad han allerede vidste. Cassie vidste godt at Alex blot forsøgte at beskytte hende ved at holde hende i Convento Mansion, en nymfe der rendte rundt uden markering, var noget som de fleste gerne ville sætte tænderne i, men hun var træt af at se de samme fire vægge, at se de samme to.. mennesker om man måtte kalde dem det, i form af Alex og Carmine, hun tog selv afstand fra Alex og Carmine kunne tydeligvis ikke fordrage hende, så var det noget under at hun ikke følte sig komfortable? ”Jeg ved det godt, men selv med en markering tror du så at jeg ville kunne få lov til at gå i fred? Det andet driver mig virkelig til vanvid,” erkendte hun næsten med frustration i stemmen. Hun havde jo altid været vant til at løbe i skovene, og sidde ved vandløbene og stirrer i timer, bare lade tankerne flyde, og nu var hun jo.. så godt som indespærret faktisk, til dels var hun næsten fristet til at lade ham markere hende, hvis det betød at hun kunne få lov til at komme lidt ud, og hvis det ikke nødvendigvis betød at hun skulle omvendes, for det ville hun ikke igen! Cassie lod blikket dale til deres hænder, der endnu holdt om hinanden. Den kølige hud mod hendes varme skabte en sitren. For mange år siden ville hun have drømt om dette.. et sted gjorde hun det endnu, men hun var for bange for de følelser og det dyr til at vise det. Ganske forsigtigt lod hun tomlen stryge langs hans håndryg, de var trods alt et ægtepar.
Nu hvor hun selv havde valgt at åben for pandoras boks, og de skulle hele vejen ind til hovedstaden, så gav det dem god mulighed for at få snakket lidt, hun huskede ikke hvornår de sidst havde dissideret snakket frem for at råbe eller hakke på hinanden. Hun gjorde sig mange tanker i løbet af en dag, tænke en eller to gange før hun handlede eller før hun åbnede munden, hvor han gjorde.. hvad der faldt ham ind. Hun savnede og hun længtes, og hun var bestemt ikke sikker på at han gjorde det samme. Hun hævede blikket i hans. Han havde altid elsket at se hende danse, det vidste hun godt. ”Som sagt; tiden er desværre bare ikke til det. Hverken for mig selv eller med tilskuer,” tilføjede hun med et opgivende suk. Hun savnede ikke at skulle tænke på andet end at få trænet, nu var der papirarbejde og skrifter som hun ikke kunne læse i det hele taget. Det glædede hende dog at han ville have hende med ind til hovedstaden, der havde hun kun været en enkel gang. Smilet spillede over de rosa læber. ”Jo. Jeg vil meget gerne ind til Rimshia, der har jeg kun været den ene gang, hvor vi skulle op til Dronning Jaqia,” påmindede hun. Det var trods alt længe siden!

[Deleted]

Alex vidste godt, at han måske ikke var den mest blide mod Cassie, men uanset hvordan det var, så forsøgte han faktisk! Mod hende om ikke andet, for han var ikke en mand som tænkte sådan over tingene, han var ikke en mand som tænkte meget over følelser, men snarere instinkter og det dyriske som han havde i sig, som det eneste, og så var det bare noget som ikke bare Cassie, men i den grad også Carmine måtte leve med! Han kneb øjnene ganske let sammen. ”Du burde bære den lige så stolt, som jeg bære min… Vi kan jo trods alt altid gøre det om..? Så du kan mindes den aften og ikke bare i et baglokale med en beskidt præst,” endte han sigende, som han lod hovedet søge let på sned, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Måske et skud fra hoften, men alligevel!
Cassie vidste udmærket godt, at hun ikke bare kunne vandre i fred, hvis det var det som hun ville, og da specielt ikke i Corvento! Ikke uden en markering! At hun så skulle påpege det for ham, gjorde ham en kende mere sammenbidt i ansigtet. ”Du vil hurtigt blive overrasket over hvor mange som faktisk respektere de regler og love som jeg har fået skrevet, Cassie. Du ville være langt mere fri ved at blive markeret end at vandre rundt uden. Ringen yder dig en ringe beskyttelse i henhold af hvad markeringen i form af bid vil gøre,” endte han ganske sigende. Det var ikke fordi at han havde lyst til at blive hidsig, men… hun vidste det jo trods alt også godt! Han vendte blikket roligt ud af vinduet og med den ganske så kortfattede mine. Han blev siddende med hendes hånd i sin, hvor han faktisk godt kunne lide at hun strøg hans hånd med sin tommel. Det føles faktisk rigtig godt, også fordi at.. det var et kærtegn, hvilket han aldrig nogensinde oplevede fra hendes side! Og det forundrede ham faktisk, for det var slet ikke noget som lignede hende! Hvor var hans Cassie og hvad havde hun gjort ved hende!? Det ærgrede ham selvfølgelig med den dans, men han havde også erkendt at arbejdet som adelig i landet her, var noget som alligevel måtte trække mere opmærksomhed end det som han ellers havde regnet med, og nu som fyrste? Ja, så kunne han ikke rigtigt undgå det massive papirarbejde, selvom den tanke faktisk var noget som et sted også måtte irritere ham en smule. ”Jeg ved godt, at det er meget som man skal tage hensyn til, men.. jeg kan godt tage mig af det adelige og.. skriftlige arbejde,” endte han sigende. Det var egentlig ikke fordi at han havde noget imod at arbejde som sådan. Han endte faktisk med at sende hende et let smil, som de passerede bymuren og ankom til Rimshia. Turen var jo trods alt ikke så forbandet lang igen, og han ønskede jo faktisk at.. vise hende lidt frem. Han var jo trods alt stolt af sin hustru, selvom hun måske viste ham lidt andre ting! ”Det er ved at være frygtelig lang tid siden. Lige i aften skal du ikke tænke på de adelige affærer eller noget som helst. Bare.. nyd det og slap af..” endte han med et let smil. Alligevel stolt og ganske tilfreds trods omstændighederne.

[Cassie Imirachi]

Cassie kunne mærke at Alex forsøgte, ikke kun i dag men rent generelt, hun kunne mærke at han til tider var frustreret fordi hun aldrig gav ham en chance, hun gav ham intet at arbejde videre på, det plejede hun ikke vel og mærke, for i dag var det jo ganske anderledes. Hans ord kom direkte bag på hende. Hun så på ham, med de store blå øjne og blinkede uforstående. ”Gøre det om?” gentog hun næsten spørgende, mest for at få bekræftet at hun havde hørt rigtigt. ”Kan man bare.. gøre det om? Jeg mener, vi er jo alligevel gift, så jeg går ikke ud fra at det ville være det værste at lade mig huske hvad der rent faktisk skete?” endte hun stadig tydeligt forvirret. Hendes hjerte slog pludseligt ivrige slag, ikke fordi hun ønskede noget stort, men det ville være rart at kunne mindes at man i det hele taget havde sagt ja, for hun kunne for pokker ikke huske noget som helst, end hovedpinen dagen efter! Lidt usikkert skævede hun ned til sin ring. ”Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at bære den med direkte stolthed, Alex. Men jeg bære den, og det er vel godt nok for nu?” hun bed sig lidt usikkert i læben og kastede blikket ud af vinduet, hvor hun kunne se at de passerede grænsen ind til byen. Tiden var pludselig gået stærkt. De mange mennesker der gik rundt og ikke ænsede dem, morede hende næsten. Det var sjældent hun så andre end Carmine og Alex jo. Et næsten drømmende smil spillede over de rosa læber. Det ville være fantastisk at kunne bevæge sig frit, og hun havde skam overvejet at lade sig markere.. mere end en gang, men hun var rædselsslagen for de forbandede tænder! ”Jeg ved godt at ringen ikke beskytter mig, Alex. Kan man lade sig markere uden at.. du ved, blive til en vampyr?” spurgte hun lidt nysgerrigt, for hun havde jo stadig ikke helt forstået sig på de mange regler og normer der gjorde sig gældende som vampyr, også selvom hun forsøgte at sætte sig ind i det. Det kunne godt være at Alex mere end en gang havde forsøgt at forklare hende hvorfor hun ikke kunne bevæge sig frit, men hun hadede trods alt at være lukket inde på den måde, det lå jo slet ikke til hendes natur! De blide strøg langs hans kølige håndryg, skete uden at hun egentlig skænkede det en tanke. Det lignede hende måske ikke, men hun holdt jo.. mere af ham end hun egentlig ville vedkendes, det hele skete bare altid så hurtigt, når han fik mistanke og hun havde brug for at tage det i sit eget tempo, selvom hun elskede ham så frygtede hun ham jo mindst ligeså meget. Cassie rystede afvisende på hovedet. ”Nej det er min opgave, ikke din. Jeg skal.. nok finde ud af det,” svarede hun blidt. Han havde mere end rigeligt i sit fyrstearbejde, men hun kunne hverken læse, skrive eller regne og det gjorde det lidt indviklet, en hun var stædig, han skulle ikke stå med det hele! Lidt forsigtigt lod hun hovedet dale mod hans skulder, også selvom hun ikke lagde hele vægten over på ham. ”Det ser jeg faktisk frem med. Vi slipper begge to for papirarbejde, og hvem ved.. måske der bliver plads til en lille dans senere,” endte hun med et stille smil, også for ligesom at pointere at han faktisk gjorde noget der lettede hende en hel del, og det værdsatte hun

[Deleted]

Alex forsøgte virkelig, og selvfølgelig var det ham en frustration, når han kun mødte en mur, og det var uanset hvad han havde gjort! Hun var stædig bare for at være det, og det var det som han et sted godt kunne lide. Hun skulle ikke have lov til at være så uopnåelig som det hun troede, for han skulle nok få hende med sig før eller siden! Smilet bredte sig på hans læber. At se hende reagere på den måde, var noget som han faktisk fandt morsomt, for de kunne jo bare gøre det om! Selvfølgelig kunne de gøre det! ”Du er frustreret over ikke at kunne huske hvad der skete? Vi kan bare gøre det om.. ny præst, nye omgivelser.. og så bare os to..?” Han mente det faktisk, også selvom det måske mere var et forslag, men det var jo fuldt ud muligt, hvis hun ønskede det selvfølgelig! De følgende ord slog ham faktisk temmelig voldsomt, også selvom han kunne bide det i sig i form af en meget stiv mimik. Han lod hovedet søge let på sned endnu en gang og uden at skulle se væk fra hende. Tungen strøg han stille over læberne. ”Heller ikke når jeg ikke er til stede..?” spurgte han måske langt mere direkte, men det var ikke noget som han kunne gøre for, for han ønskede jo egentlig selv bare at vide hvad han havde at forholde sig til. Måske han kun var et dyr eller et bæst i hendes øjne, men af den grund så havde han jo faktisk stadig brug for en sikkerhed.
Så lang tid Cassie ikke lod sig blive markeret af ham, så kunne Alex ikke lade hende vandre frit, for i og med, at hun ville gøre det, så ville det koste hende livet, det var der ingen tvivl om, om det var noget som hun ville det eller ikke, for han gjorde det faktisk kun for hendes skyld! Han prøvede for pokker at redde hende og holde hende sikker, selvom hun ikke ligefrem gjorde det nemmere for ham! Han nikkede. ”Bidet i sig selv, er en markering Cassie.. Dem som bliver markeret med en vampyrs tandsæt, må ikke berøres af andre,” forklarede han ganske sigende. Der var jo trods alt en grund til at han havde lavet de regler, for de skulle være retfærdige for alle – de gjaldt jo trods alt også ham og Carmine for den sags skyld. Han blev siddende med hendes hånd i sin og med blikket hvilende intenst på hendes skikkelse. Han var jo trods alt et rovdyr, og det var noget som han faktisk var forbandet stolt af! ”Jeg skal nok tage mig af det skriftlige, Cassie.. Jeg ved godt, at det kan forvolde dig problemer,” fortalte han sigende, også selvom han faktisk mente det. Han havde lært sig kunsten, selvom det på ingen måder havde været nemt, men han havde forsøgt, og det var vel også det vigtigste! Hendes ord angående dans, fik ham til at reagere allerede med det samme, for.. ville han få dans i aften? Uden at tænke over det, så trak han hånden til sig, kun for at få hovedet ud af vinduet som befandt sig på hans egen side. ”Få lidt fart på!” endte han med en mere fast tone, inden hesten omgående fik sat farten op og de nåede mere ind i Rimshia City. Det tog den ikke lang tid før den stoppede op ved grænsen ind til de mange handlegader som befandt sig i byen. Han fik dørene op og hoppet ud, inden han rakte Cassie sin hånd. ”Lad mig hjælpe dig,” afsluttede han sigende, som han stod afventende.

[Cassie Imirachi]

Cassie vidste godt at hun direkte aldrig havde ladet Alex gøre noget rigtigt, udelukkende fordi hun havde besluttet sig for at være ham uopnåelig, det var ren og skær stædighed, der til dels bundede i det faktum at hun faktisk.. frygtede ham et sted, og hun frygtede de følelser han formåede at sætte i hende, det var fuldkommen forkert! Tanken om at de kunne gøre det om, var aldrig nogensinde faldet hende ind før. Det var gift uanset, så et eller andet sted, ville hun faktisk gerne kunne huske sit eget bryllup, om det var en mand hun selv havde valgt eller ej, det andet var så mange år siden! ”Frustreret er temmelig meget sagt, men ja lidt. Jeg har måske aldrig bedt om det her ægteskab, men når det endelig skal være fortrækker jeg helt klart at have mindet om hvad der er foregået, frem for at huske en forbandet hovedpine som det eneste dagen efter. Jeg troede ikke at det kunne gøres om uden videre,” erkendte hun tydeligt overrasket. Hvad der fik hende til at overveje det var svært at sige, men hele idéen med en smuk kjole, og rigtige ringe, samt.. hukommelsen, det lød virkelig godt. ”Bare os to? Jo det.. vil jeg faktisk gerne,” endte hun lidt overrasket over at hun selv havde givet ham de ord. Som regel ville hun aldrig have noget som helst med ham at gøre, men i dag var hun underligt medgørlig. Inderst inde ønskede hun jo heller ikke at bryde op i deres ægteskab, hun elskede ham men hun nægtede sig selv at vise det, desværre så vidste han det, han havde afsløret hendes hjerte for mange år siden, og nu om dage gjaldt det blot hvem der var mest stædig. Cassie lod de blå øjne søge ud af vinduet ved hans spørgsmål, og forsøgte at skjule den irriterende rødmen der meldte sig i de mørke kinder. ”Heller ikke når du ikke er der,” løj hun vel sagtens en smule for.. spidst? Når han ikke var der, viste hun jo netop ringen frem, hun kunne bruge timer på at sidde og stirrer på den, i forsøget på at finde ud af hvor pokker de skulle gå fra her, en uden at finde svar. En start kunne være at lade ham markere hende, det ville give hende en langt større frihed, men dyret gav hende en knude i maven. Hun nikkede lidt stilfærdigt. ”Og det ville give mig frihed til at gå ude?” spurgte hun igen bare for at være helt sikker. ”For i så fald så.. går jeg ud fra at du kan markere mig...” endte hun yderst dæmpet, næsten i en hvisken. Følelsen af tænderne var så kraftfuld, ikke smertefuld men kraftfuld, dog ville han vel kunne gøre det frygtelig kort? Cassie sukkede lidt opgivende. Hun var en stædig kvinde, og selvom det forvoldt hende problemer, så kæmpede hun med det. ”Du har dine vampyrer, Alex. Du valgte at bringe mig ind i dette, og jeg tillader ikke andet end at du lader mig fuldfører,” påpegede hun og viste igen lidt af den stædighed som han var kendt med. Efterhånden var det lykkedes hende at finde frem til nogle små lyde, det tog hende timer at læse et frygtelig kort dokument, men ja, det skulle gøres. Hånden lagde hun tilbage i sit skød idet han slap, og i stedet hastede med at komme ind til byen. Idet øjeblik vognen stoppede lod hun ham stige ud først, hvorefter hun tog hans hånd og lod ham hjælpe hende ud. ”Tak,” endte hun med et stille smil og lod nysgerrigt blikket glide omkring.

[Deleted]

Alex forsøgte faktisk at gøre de rigtige ting, selvom det ikke var nemt, når hun konstant skulle arbejde mod ham! Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang, også selvom det ikke ligefrem var noget som hjalp ham som sådan. Brylluppet kunne sagtens gøres om, hvis hun ville, hvilket han faktisk ikke ville have det mindste imod. Dog så ønskede han kun en sikring om at hun ikke ville røvrende ham og efterlade ham alene, nu hvor det faktisk skulle vise sig som en mulighed for hende at lægge ringene fra sig. ”Jeg ved godt, at du aldrig har bedt om det, Cassie, men.. ja, du var fuld – endda før jeg dukkede op på kroen!” tilføjede han en anelse hastigt. ”Vi kan sagtens gøre det om igen.. to vidner, dig og mig og en præst.. du kan få det bryllup som du ønsker,” medstemte han ærligt. Tanken om at hun faktisk endte med at gå.. med til det, var næsten det bedste af det hele, også fordi at han slet ikke regnede med at høre hende sige det! ”…. Mener du det..?” spurgte han, også for at få det hele på det rene, for det var det som han havde brug for at høre!
Alex havde ikke valgt at markere Cassie, udelukkende fordi, hun ikke havde ønsket ham til det. Det havde jo selvfølgelig kun ført til, at han havde været tvunget til at holde hende indenfor i hans eget hjem, for det andet ville koste hende livet, så snart hun søgte ud, og det var slet ikke noget som gavnede dem på nogen måde! ”Markeringen er en sikkerhed for… ja, primært bloddyr, men kan bruges på andet vis.. Andre vampyrer må slet ikke røre dig, hvis mit tandsæt sidder synligt,” medstemte han roligt og med et sigende nik, som han roligt vendte blikket mod hende igen. Han var ikke andet end ærlig overfor hende, for hvorfor skulle han da være noget andet? Tungen strøg han over sine læber. Tanken om at hun ville gå igennem brylluppet og faktisk.. lade ham markere hende, var mere end det som han nogensinde turde håbe på! Hvis det ikke var fordi Carmine var Alexanders afkom i form af omgørelse, så havde Cassie været død nu, og han vidste det jo udmærket godt! ”Det er hvad jeg kalder en aften fuld af overraskelse,” endte han med et let smil på læben, for løgn var det jo trods alt ikke. Arbejdet skulle jo trods alt gøres, og der var forbandet meget at tage sig af – ingen tvivl om det! Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Hun havde problemer med at læse og skrive, så han havde faktisk ikke noget imod at lave det – desuden var det også noget som hjalp ham til at.. abstrahere, når han ikke måtte komme i nærheden af hende uanset hvad han gjorde! ”Jeg har måske mine vampyrer og mine ting at tage sig af i det henseende, men jeg fik dig som sagt ind i det her, og jeg har intet imod at tage mig af det skriftlige arbejde,” endte han ganske sigende.
At de langt om længe skulle komme til byen, gjorde bestemt ikke Alex noget! Han smilede let for sig selv, som han roligt fik hende ud af vognen og med hendes hånd i sin. Han vendte blikket mod hende og så videre ned mod gaden, som tydeligt var åbne for handel, hvilket passede ham perfekt! ”Nu har vi jo også ringe som skal findes.. Og en mulig fornyet garderobe til dig, min kære? Hvor vil du gå først?” spurgte han med et næsten.. stort smil på læben.

[Cassie Imirachi]

Blikket lod hun møde hans. Det var tydeligt at han var mindst ligeså overrasket som hende, ved tanken om at hun faktisk var gået med til at forny deres ægteskab. Måske det var en mulighed for hende til at skulle smide det hele i jorden, kyle ringen i gulvet og stikke af, men hun havde aldrig været den form for kvinde, desuden så selvom hun ikke ville lade Alex vide det, så.. elskede hun ham, allerede fra den første dag han havde kastet et blik på hende, havde hun været solgt, den naive forelskede i en mand der havde været frygtelig uopnåelig og nu var rollerne fuldkommen byttet om. ”Det var jeg, det var en hård tid, Alex og det er første og eneste gang jeg har rørt flasken, det gav dig uanset ikke retten til at snyde mig ind i ægteskab,” påpegede hun lidt sigende, og dog med antydningen af et smil. Det var mange år siden, og efterhånden havde hun bare vænnet sig til at være gift med ham, vænnet sig til at være hans hustru, nu ville alt andet være mærkeligt. ”Jeg ønsker mig faktisk ikke det helt store Alex. Men at kunne sige ja upåvirket af sprut ville om ikke andet.. gøre det hele lidt bedre. Bare dig og mig, to vidner og en præst.. mere vil jeg ikke have,” medgav hun roligt. Et sted glædede hun sig vel næsten over at han var villig til at gøre det for hende? ”Overraskende nok ja.. så mener jeg det. Jeg mener vi er gift uanset, jeg tror ikke nogle af os ville dø ved at huske at vi havde sagt ja,” hun vendte de ærlige blå øjne mod ham og lod blidt hovedet søge på sned. Cassie havde aldrig overvejet en markering, men hun var træt af at se de samme væsner, og bare.. stirrer tomt i løbet af dagen, når det lå til hendes natur at løbe mellem prægtige træer, og føle skovbunden under sine fødder, han forhindrede hende jo faktisk i at leve som hendes slags gjorde, det var ikke til at bære, og kunne han markere hende uden at omgøre hende, og uden at slå hende ihjel, så ville det være det værd. ”Og jeg går ikke ud fra, at nogle tør lægge sig ud med deres egen leder? Jeg bliver bare vanvittig af at se det samme, jeg savner at løbe i skoven, og vi bor for pokker lige op af den. Hvis der skal en markering til, så tager jeg gerne imod den, hvis du lover at jeg i så fald kan få frit,” endte hun sandfærdigt. Cassie lod sig fører ud af vognen. Gaderne var fulde af mennesker, hun kunne høre stemmerne summe, hvilket øjeblikkeligt fik hendes ansigt til at lyse op. ”Du tager dine kampe, så skal jeg nok tage mine,” bed hun ham lidt kortfattet, det var ikke noget hun ønskede at diskutere nu, hun var ansvarsbevidst, og selvom det var en helt anden verden hun var blevet smidt ind i, så kæmpede hun for at gøre sit bedste. Cassie sendte ham et næsten forlegent smil. En helt ny garderobe? Jo hun trængte efterhånden.. ”Det ville være direkte meningsløst igen at bede dig om ikke at forkæle mig for meget, ville det ikke?” spurgte hun direkte og kendte i det store og det hele allerede svaret. Han behøvede virkelig ikke, måske havde hun også gjort ham for ivrig nu? Hjertet sank en smule, når han blev ivrig gik alting galt, der var derfor hun besluttede tempoet!

[Deleted]

Tanken om at Cassie faktisk gav sit til at de kunne forny det hele, var faktisk ikke hvad Alex direkte kunne sige sig, at have regnet med, for det var jo egentlig bare en tanke som han havde luftet uden egentlig at tænke på den, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for det var jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber, som smilet tydeligt måtte brede sig på hans læber, for han kunne da slet ikke gøre noget andet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Jeg ved det godt.. Det var bare.. endnu en af mine pludselige indskydelser, og.. du vandre som sagt rundt med ringen, så.. det var vel ikke så slemt igen? Som du ellers har givet udtryk for?” spurgte han sigende, som han endnu en gang vendte blikket mod hende. Han var nu overbevist om at han nok skulle få hende til at nyde det mindst lige så meget som det han selv gjorde det! Han nikkede sigende, nu hvor hun havde valgt at gå med til det, så skulle han endelig ikke sætte spørgsmål ved det! Selvom han vel et sted.. frygtede for at hun ville se på det som en mulighed, så hun kunne smide ringen fra sig? For det var jo slet ikke meningen! ”Det skal jeg nok meget hurtigt kunne få arrangeret, min kære.. Så lad os gøre det til en mindeværdig stund,” endte han ganske sigende og med et let smil på læben.
Markeringen ville uden tvivl være mere end nok til at lade de andre vampyrer holde sig væk fra hende, og det vidste Alex udmærket godt. Han var for det første racens leder, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for ham, for så kunne hun fint få lov til at rende frit – mere frit end det som hun havde gjort til nu om ikke andet. ”Jeg har nævnt det for dig før, men er altid blive afvist. Jeg kan se på dig, når du er.. frustreret, er vel hvad du vil kalde det.. Mit tandsæt vil holde dig sikker.. sindssygt som det nu end lyder, men det er sandt,” endte han ganske sigende, som han roligt vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. At han lige så fik lov til det, var næsten for meget godt nyt på en gang for ham, men han kunne virkelig godt lide det! Han elskede når hun var så medgørlig som det hun var i denne stund, for det var noget som gjorde det hele langt bedre for hans vedkommende!
De nåede langt om længe byen, hvor han roligt hjalp hende ud af vognen, hvor han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang, som hun endelig kom ud. De var ude sammen, folk fik lov til at se dem samme, hvilket han bestemt heller ikke havde noget imod. Han rystede på hovedet. ”Du er min hustru, Cassie.. Selvfølgelig skal du forkæles.. også nu hvor du endelig giver mig lov til det,” afsluttede han ganske sigende, hvilket faktisk var noget som han mente! Tungen strøg han let over sine læber, som han greb ud efter hendes hånd. ”Kom med.. Der er meget at se,” tilføjede han roligt, som han førte hende med sig ned af gaden og ned mod de mange boder. Hun skulle have lov til at vælge frit denne gang! Lige hvad hun ville have!