A beautiful ride

[jadore]

Ved den lille smukke landsbys sø i Manjarno, syntes alt til at lægge fredeligt hen. Den glødende sol stod højt på himlen, hvor den desværre ikke afgav særlig meget varme endnu, men det var begyndt at lune lidt mere, især fordi der kun var en svag brise i det relativt åbne område. Man kunne svagt høre, hvordan vinden greb fat i kvistene der bevægede sig i vindens takt, og se hvordan de bukkede en smule under, når en fugl ankom til et af træerne. I søen kunne man se, hvis man altså var heldig, hvordan en fisk lige gik op til den fredfyldte overflade og skabte uro, ved at afgive små ringe i vandet. Det grønne græs blev trådt ned af hestens hove, der travede i et pænt tempo fremad tæt på søens bred. Den hvide pels var pænt striglet, og på den sad en smuk, ung elverkvinde. I farten fløj de lange blonde lokker efter J’adores hoved og viste et nydeligt ansigt, med bløde læber der var trukket i et glad smil og strålende blå øjne. I en pæn bue bøjede hesten sin hals, mens den trofast bar sin ejer og ven, som de bar sig alene rundt. Yderst smuk måtte hun bekende at landsbyen, Natymia, var. ”Rolig,” sagde hun med sin blide, syngende stemme på elvisk, da hesten reagerede på er ræv der pludselig sprang væk, så hesten gjorde et tag i tøjlerne og øgede tempoet. Beroliget af sin ejer lod den endnu engang sit tempo nedsættes og travede endnu engang pænt fremad.

[Deleted]

Skønt alt lå i harmoni i Natymia denne dag, selvom solen strålede ned på landet og henlagde det hele i et smukt og idyllisk skær, så var det end ikke noget som Derick selv lagde mærke til, eftersom han var fuld i færd med at bekæmpe en ilddæmon. Efter at han havde valgt den lyses sti, og Elanya havde gjort ham til leder for magikerne, havde han kæmpet for at vinde racens respekt, men ikke nok med det, så prøvede han på at bekæmpe den dæmon til Ilosonic Demoniqz, der var greve af Procias, en forbryder, selvom de godt nok ikke kunne finde noget bevis på det som man beskyldte ham for, men alt tydede nærmest på at det var ham og de kunne desværre ikke få ham arresteret eller smidt ud, før de havde beviser på det. Og beviser var netop det som han prøvede på at finde i øjeblikket. Han skød en energikugle direkte mod dæmonen, som selv afveg den ved at skyde en ildkugle mod den, så det gav en mindre eksplosion fra sig. Derick sprang over en busk og op i luften, hvor han skød en trykbølge direkte mod dæmonen, som tumlede flere meter igennem den bløde og ellers så smukke skovbund kun for at ende ude ved det åbne ved den store og smukke sø – det var dog ikke omgivelserne som Derick lagde mærke til, og derfor lagde han heller ikke mærke til den elver som var i nærheden. „Fortæl mig det!” hvislede han fast, som han fremkaldte en energikugle i sin ene hånd og trådte faretruende hen imod dæmonen, der lå på sin mave. Selvom han havde valgt den lyse sti, så prægede mørket stadig ham, eftersom han havde været en del af mørket igennem hele sit liv, dog ændrede det ikke på hvor hans hjerte lå. ”Aldrig..!” hvæssede dæmonen tilbage, hvor han endnu engang forsøgte at skyde en ildkugle mod Derick, som dog var det skridt hurtigere skød energikuglen mod dæmonen, som døde på stedet i en eksplosion. Han fnøs let, hvor et tilfredst smil gled over hans læber – skønt han desværre ikke havde fået det som han var kommet for! Han strøg let en hånd igennem de korte blonde lokker, inden han vendte de klare blå øjne ud over søen. Han selv stod i et par løse brune bokser, nogle sorte støvler der gik ham til knæene og bar ellers en sort lædervest indenunder, med en grå kappe udenpå – nu hvor han var menneskelig igen, så kunne han jo trods alt godt fryse.

[jadore]

At der var nogen der kunne forstyrre J’adores fredelige scenarie, med den smukke stille sø, det grønne græs, solen der skinnede og fuglenes sang, var utroligt. Hun var ikke selv ved siden af de to mænd der bekæmpede hinanden, men hun kunne sagtens spotte dem og se, hvordan de ikke kæmpede med våben, men med magi. Det var da også bare typisk, at så snart hun mødte et andet folkefærd var det, ”hvis-pik-er-størst”-syndromet hun blev mødt af. Hvordan kunne folk ikke bare slappe af og nyde livet? Men på den anden side, så drog hun jo også ud i verdenen for at møde nye og anderledes ting, men hun kunne dog ikke sætte sig ind i deres spøjse tankegang. Elvermænd kunne da også godt komme op og toppes, men det her virkede lige i overkanten. Især når en så magisk og kraftfuld ting som magi blev anvendt, og anvendt på den dårlige måde. J’adore blev fuldstændigt overrumplet, da den ene mand overvandt den anden, og han eksploderede i en ildkugle. Lyden, synet og urolighederne skræmte tydeligvis hendes hoppe, Suade, så hun stoppede op i et pludseligt stejl, hvilket forårsagede at J’adore både mistede tøjlerne og stigebøjlerne. I et overrasket og bange skrig, faldt hun af hoppen, og den spinkle krop faldt ned til jorden med et hårdt bump. Da hesten mærkede at rytteren var faldet af og var landet på alle fire igen, slog den panikslagne hest over i galop i frygt for urolighederne og mod det trygge hjem den kom fra. Selv blev J’adore liggende på den hårde jord, hvor hun krympede sin krop sammen af den smerte der jog igennem hende.

[Deleted]

At der havde været andre i nærheden var slet ikke noget som Derick havde ænset, da han havde været fuldt optaget af den dæmon han var i færd med at udrydde. Dæmonen virkede til at vide noget, som Derick godt kunne bruge, men det så ikke just ud til at manden ville sige noget som helst omkring det, hvilket virkelig irriterede ham! Hvorfor skulle ilddæmoner også være så stædige?! Det kendte han jo sådan set fra sin gamle ven Faith, hun havde også en stædighed der overgik utrolig manges! Og han vidste at de fleste helst ville lade livet end at miste deres stolthed, hvilket jo så blev denne mands undergang! Noget der dog fangede Dericks opmærksomhed, var da han hørte en hest vrinske og en kvinde skrige, hvor han vendte sig om og de lod de blå øjne falde på kvinden og hestens skikkelse. Han så hesten løbe bort, hvor han næsten kunne regne ud at det var eksplosionen som havde skræmt den væk, hvilket var resulteret i at dens rytter var faldet af. Et smørret smil gled over hans læber, som han roligt løb hen til hende. „Det.. er jeg frygtelig ked af,” svarede han i en undskyldende tone, skønt han havde svært ved at skjule det morende smil – men han forsøgte om ikke andet! Han rakte hende roligt hånden, som tegn til at han ville hjælpe hende op. Det var slet ikke fordi han havde ønsket at skræmme hendes hest, for det var jo også gået ud over hende, og derfor var det jo faktisk hans skyld at hesten var løbet væk. Nu hvor han havde udryddet dæmonen, så måtte han jo se om han kunne finde andre måder hvorpå han kunne skaffe beviser mod Ilosonic, skønt det på ingen måder var let, for manden var ufattelig god til at skjule sine spor!

[jadore]

J’adore var overhovedet ikke blevet slemt skadet, men det var blot chokket og det pludselige jag i kroppen, der kom fra det hårde stød med jorden, der lige havde sat sine spor i elverkvinden lige i øjeblikket. Det var nu heller ikke første gang hun prøvede at falde af hesten, da hun i sine yngre dage havde gjort det en del gange i træningen på at lære at ride, så det her var egentligt ingenting og hun ville nok ikke engang få en bule af det. Hun lagde kun svagt mærke til, at sejrsmanden kom over mod hende, da en masse andre tanker fløj igennem hovedet på hende. Det var først da han henvendte sig til hende, at hun slog de blå øjne op på ham, hvorefter der ikke engang gik et sekund, før hun stod på benene igen og havde allerede lagt et par meters afstand til manden. Komplet ligeglad havde hun været ved hans hjælpende hånd, hvor der kun var mistænkelighed i hende nu. Hun vidste ikke hvem han var, hun var heller ikke den mest kendte person i området, og hun havde vidst lige set ham myrde en, så hvorfor skulle hun stole på ham? Hun vidste, at hun havde sin dolk i bæltet, som hun altid kunne gribe til i selvforsvar, men selvom hun kunne mærke sit hjerte banke hurtigere end normalt, så så hun allerede fattet ud igen. ”Og hvem tror du lige du er?” spurgte hun med en snert af fjendtlighed, men selvom hun var på sin negative side, så havde hendes stemme stadig den syngende, smukke klang. Dybt mistroisk var hun, mens hun lod sine øjne glide over den fremmede mand. Det blonde hår, de blå øjne og hans løse tøj. Mennesker… Hun havde ikke nogen videre tanker omkring sin hest, da hun var rimelig sikker på, at den var løbet hjemad, og hun kunne godt klare afstanden til fods. Måske være nødsaget til en overnatning.. Men igen, alt det var ligegyldigt nu, for ville denne fremmede mand prøve at gøre hende fortræd nu?

[Deleted]

At Dericks kamp med dæmonen havde skræmt en hest, hvilket havde resulteret i at dens rytter var faldet af, var ikke noget som ar gået op for ham før han havde hørt lydene og set hesten stikke af. Af hvad han vidste, så var heste kløgtige væsner og ikke mindst loyale, så mon ikke den fandt vejen hjem eller tilbage til hende igen? Det var dog ikke fordi det havde været hans mening at skræmme hverken hende eller hesten, for han kunne jo lige så fornemme at kvinden havde fået et chok, hvilket heller ikke forundrede ham. Måske Derick nød at dræbe dæmonen lidt mere end hvad han lige burde, men kunne man bebrejde ham når han havde levet hele sit liv i mørke og kun for nylig var blevet konverteret til magiker? Selv han var ny inden for den lyse magi, men han var utrolig lærenem, så han havde allerede lært en masse tricks og man blev kun bedre af at lære det i praktisk, såsom denne dag! At hun selv kom op på benene og ignorerede hans hjælpende hånd, samt hun så direkte skeptisk og mistænksomt på ham, så fnes han kort, inden han trådte et skridt tilbage og holdt hænderne oppe, som et tydeligt tegn til at han intet ondt ville hende, for.. hun havde jo intet gjort ham. Det som fangede ham, var hendes udseende, et typisk udseende for en elver. Han selv havde været gift med en elver, eller rettere sagt en mørkelver, elvernes fjender, men stadig, en race var vel en race, det var jo bare om de var onde eller ej. Det var dog ikke fordi Denjarna hvilede i hans tanker mere, for hende var han for længst kommet over, nu var han sammen med en ny kvinde og ventede tilmed barn, så.. det kunne jo ikke blive bedre. Da hun spurgte ind til hvem han var, trak han morende på smilebåndet. „Mit navn er Derick. Derick De Romero,” præsenterede han sig roligt, som han bukkede lettere høfligt for hende. Hvis hun vidste at han var kæreste med hendes dronning, mon hun så ville se anderledes på ham? Tanken morede ham, skønt han aldrig rigtig havde brudt sig om tanken om at han skulle blive konge for Procias, for.. han følte sig ikke rigtig som en del af landet, på trods han prøvede. Hans blå øjne faldt nysgerrigt på hende, hvor han lod hovedet søge let på sned. „Og.. dig?”

[jadore]

J’adore var selv vant til det stille og rolige liv med masser af tryghed og kærlighed, hvor hun var uvant omkring mord og mørke. Det eneste mørke hun var blevet mødt af i sit liv, var dengang hendes højtelskede hjem og skov brændte til grunde, hvilket endnu gjorde ondt i hendes og hendes med højelveres hjerter. Og hvad angik mørkelvere, så var der blandede følelser tilovers for dem. Det kunne godt være de var elvere, havde samme træk, og levede i naturen, men deres hjerter var sorte og kolde, som de var blevet fordærvet af det onde, hvor højelverne og deres lidt mere primitive artfæller, skovelverne, havde det gode og lyset i deres hjerter og sind. At denne Derick svarede med lethed og morskab, tog hun som en joke, som det virkede som om han gjorde nar ad hende. Det havde slet ikke været hans navn hun var ude efter, det kunne hun for den sags skyld være ligeglad med, men det var mere, hvad fanden han bildte sig ind. Forstyrrer naturen. Forstyrrer hende. Lave onde gerninger. Hun var egentligt helt fortumlet over at han spurgte efter hendes navn, men det var jo kun naturligt efter at have sagt sit eget, men på den anden side, så prøvede han jo at køre ud af kontekst ifølge hendes hjerne der ville frem til noget andet. Hun slog blikket væk fra ham og ud over engen, hvor hun kunne se noget hvidt ganske fjernt. Hendes hoppe. Derefter slog hun blikket tilbage på Derick som om hun havde overhørt hans spørgsmål. ”Det jeg mente var, hvorfor du sådan forstyrrer balancen?” spurgte hun igen, hvorefter hun fortsatte i en lettere sarkastisk tone, ”mord er heller ikke ligefrem en velset ting. Heller ikke sådan at vælte en kvinde af hesten,” pointerede hun, hvorefter et svagt smil gled over hendes læber. Roligt trådte hun nogle skridt i den retning hendes hest var løbet væk. ”Og du fik min hest til at stikke af. Du forstår at gøre en entre.” J’adore så nu kun på ham ud gennem øjenkrogen, men hun forsigtigt rettede på sit blonde hår, så det igen kunne være helt uforstyrret som før.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi det havde været Dericks hensigt at gøre denne elver sur, og ud fra hendes fremgangsmåde og ikke mindst hendes personlighed, så kunne han næsten regne ud at hun tilhørte højelverne, for de var langt mere.. stramme i betrækket, de var de mere fintfølende væsner, og ikke mindst vidste han at de var raceracister, selvom han nu ikke tog sig af det, for det ville ikke være første gang at han stod overfor en raceracist, tværtimod havde han været gift med en, og det beviste jo bare hvor meget man kunne ændre en person og ikke mindst en races synspunkt. At hun ignorerede hans spørgsmål, forundrede ham egentlig ikke, selvom han nu heller ikke gjorde noget ved det, skønt han dog gerne ville vide af hendes navn, nu hvor han havde været så uforskammet og skræmt hendes hest væk og ikke mindst fået skadet hende ved det. Hendes nærmest fordømmende ord, fik ham til at blive lettere.. forarget! Det var jo slet ikke sådan han så på det! Han havde slået en slyngel ihjel! Det var der vel intet galt i? – ikke i hans øjne i hvert fald. Han sukkede lettere målløs. „Det er ikke ligefrem fordi jeg tror at balancen er blevet nedbrudt, fordi der er en enkelt kamp mellem lyset og mørket – det er netop sådan balancen burde være,” påpegede han sandfærdigt, uden at han tog de blå øjne fra hendes skikkelse. „Desuden så dræbte jeg en slyngel, en ond mand, han kunne endda have gjort dig ondt, så du burde være glad for at jeg kom forbi,” svarede han med en næsten drillende tone, som et lille smil gled over hans læber. Det var ikke fordi han gad håne hende eller tro at han ejede hele verden, for det gjorde han ikke, men.. det morede ham lidt alligevel. Han slog blikket ned, hvor et morende smil gled over hans læber til hendes ord. Han så roligt mod hende igen, da hans mine var blevet en anelse mere seriøs og alvorlig. „Det er jeg ked af, det var ikke min mening at skræmme din hest eller vælte dig af den,” forsikrede han hende, hvor han sendte hende et lille smil, som han trådte hende nærmere, da hun havde vendt blikket mod sin hest. Han lod hovedet søge let på sned, hvor et skævt smil gled over hans læber. „Fortæl mig dit navn,” opfordrede han roligt og med en nysgerrig mine, „så jeg kan gøre det godt igen.”

[jadore]

Godt eller ondt. Det var ikke noget J’adore havde blandet sig i før. Som sagt tilhørte hun et fredeligt folkefærd, der klarede sig excellent med at holde sig for sig selv og passe deres egne sager, hvilket alle i virkeligheden kunne tage ved lære af. ”Om det var en skurk De slog ihjel, og hvordan De definerer ordet skurk. Det ved jeg intet om,” begyndte hun i en rolig tone. ”Jeg ved kun, hvad jeg så. Jeg så tog mænd misbruge deres kræfter, og en mand tage livet af en anden mand. Den fremgang er mig ukendt. Og om han ville gøre mig fortræd, det finder vi tydeligvis aldrig ud af, men jeg kan ikke benægte, at jeg har mine tvivl.” Langsomt vendte hun sig igen mod Derick, der i øjeblikket virkede som en der tog ganske let på livet. Hun kendte ikke hans historie, men han virkede utroligt afslappet over hele situationen, som ellers faldt hende umådelig mærkelig. Men mennesker på denne side af grænsen var måske bare nogle spøjse nogen, som hun kun havde været her ganske få gange med sin forældre, og hun havde i hvert fald aldrig sat en fod i det mørke land Dvasias! Hun sagde ikke noget. Hun bevægede sig ikke, mens han endelig fandt modet og høfligheden til at give hende en undskyldning, hvilket fik hende til at sænke paraderne lidt, men slet ikke helt. Stadig, hun kendte ham ikke, og hun vidste derfor ikke, hvad han kunne finde på. Han kunne jo også være skurken og myrde hende? Hun gengældte høfligt hans smil, og sagde stille, ”jeg tager imod Deres undskyldning, hr. Romeo.” Hun lavede heller ikke yderligere en mine, da han gik hende nærmere, men måtte dog komme med svag latter, da han sagde, at han kunne gøre det hele godt igen, hvis han blot fik hendes navn af vide. ”Jeg tvivler på, at De kan gøre det godt igen, men De skal dog have forsøget alligevel,” sagde hun roligt, imens hun gik en runde omkring ham, hvorefter hun stoppede foran ham, hvor hun nejede yndefuldt. ”Mit navn er J’adore.”

[Deleted]

Det var åbenbart tydeligt at hun ikke så på situationen på samme måde som Derick gjorde, skønt det dog heller ikke gjorde ham det mindste, for han vidste godt at alle var forskellige, desuden så forundrede det ham ikke at hun havde en typisk procianers synspunkter og holdninger, og som hun også var højelver, så forundrede det ham virkelig ikke! Han kløede let sin skæggede hage med en tænksomt mine, hvor han betragtede hende for en kort stund, inden tungen gled over hans læber. „Tro mig.. manden var en skurk, en slyngel og det skulle ikke undre mig at han var spion fra Dvasias,” svarede han lettere eftertænksomt, hvor han vendte blikket tilbage mod den sorte plet, som manden havde efterladt sig da han var blevet sprunget i luften. Han så ganske roligt mod hende igen, hvor de rosenrøde læber spillede ud i et skævt smil. At hans undskyldning hjalp lidt på det, glædede ham kun, hvor han nikkede let. Hendes ord fik ham til at trække på smilebåndet. „De Romero,” rettede han let på hende, som hun sagde hans efternavn forkert, skønt det dog ikke gjorde ham noget, hvilket det morende smil også indikerede, „men du kan bare kalde mig for Derick.” Et skævt smil gled over hans læber, selvom minen blev lettere overrasket, da hun begyndte at kredse rundt omkring ham, hvor han fulgte hende med blikket, ved at dreje hovedet og følge hele hendes bevægelse. Hun gik jo nærmest rundt om ham som havde hun været en grib. Han så dog ikke væk fra hende, da hun stillede sig foran ham, hvor smilet heller ikke falmede det mindste. At hun faktisk grinte, glædede ham kun, for så var han da ikke helt upopulær ved hende. Desuden ville han helst ikke gøre sig mere uvenner med flere fra Procias, for det var nok med sin egen race! Han kunne ikke ligefrem prale af at de stolede fuldt ud på ham, men han forstod dem sådan set godt, han kom jo fra mørket og han var uden tvivl anderledes. At hun præsenterede sig, fik ham kun til at trække på smilebåndet, hvor han bukkede ganske let for hende. „Mig en fornøjelse at møde dig J’adore,” svarede han i en lettere høflig og respektfuld tone. „Og måske navnet ikke gør det godt igen, men jeg vil ikke have noget imod lidt selskab og så kan jeg måske gøre det godt med tiden?” foreslog han roligt, hvor han sendte hende et let smil, som tegn til at han ikke ville hende noget ondt.

[jadore]

"Der hvor jeg kommer fra, er der ikke brug for spioner, snigskyttere og mordere. Havde De gjort ham noget, siden han var efter Dem?" spurgte J'adore, som hun ikke helt kunne sætte sig ind i hans tankegang, men hun kom jo også fra et sted, hvor der kun var; fred, kærlighed og forståelse. At han skulle være den nye konge af Procias, anede hun ikke, men hun gav det heller ikke en videre tanke til deres dronning, Elanya, men hun havde vidst også været rundt omkring i sin kreds af mænd og sådan. Hun løftede et slankt øjenbryn, som han rettede hende en sin tale omkring hans navn, hvor hun tilføjede lettere drillende, "som De vil, hr. de Romero." Om hun ville kalde ham ved første navn, havde hun ikke tænkt sig endnu. Sådan en ting krævede, at man var på nærer hold med den vedkommende, og denne mand havde hun først lige mødt. Og så var det også bare en høflig tiltale hun kom med. Om hun overhovedet ville komme til at se denne mand igen, kunne hun ikke vide, men dette var en stor verdenen, og det kunne være svært at støde på visse personer, hvis man ikke havde aftalt et møde først. "Så lad gå. De kan få lov til at holde mig med selskab lidt endnu," sagde hun roligt. "Og vi får jo at se, om De nogensinde finder en måde at gøre det godt igen på."
J'adore trak den grønne kappe en anelse tættere om den slanke krop, imens hendes blik gled op på himlen, da en sky bevægede sig hen over solen og vinden tog lidt hårdere fat nede på jorden. Derefter lod hun de blå øjne søge over landskabet. Der var vitterligt ingen andre end dem til stede her. Fuglene syntes at have fundet et andet sted at søge hen, ræven der tidligere havde skræmt hendes hest, var heller ingen steder at spotte. Måske vejret ville slå om og begynde at trække op til uvejr? Det var trods alt en uforudsigelig årstid de befandt sig i lige i øjeblikket. "Hvad bruger De ellers Deres tid på, når De ikke skræmmer kvinder og slår "skurke" ihjel, hr. de Romeo?" spurgte hun med en drillende undertone, men også seriøst og nysgerrigt.

[Deleted]

Måske at J’adore ikke forstod sig på Dericks gerning, men han ville sådan set ikke forklare eller undskylde for at have dræbt den mand, for i hans øjne var det velfortjent – sådan da. At hun så selv spurgte ind til det, kom en anelse bag på ham, skønt han bestemt ikke havde tænkt sig at lyve, for.. hvorfor skulle han? „Tja.. du kommer selv fra Procias, så jeg går ud fra at selv du og din race har hørt om greven, Ilosonic Demoniqz?” spurgte han roligt. Manden var i hvert fald beskyldt for den tidligere dronnings død og ikke mindst oprøret i Procias, der havde kørt hele landet i sænk, og efterladt det i et kæmpe kaos, og eftersom hun var højelver og boede i skovene – som var blevet brændt ned af mørkevæsnerne der var søgt ind i landet – så burde hun have hørt om Ilosonic og kaosset der havde hvilet her. „Nå.. men jeg forsøger at finde beviser for alt det som manden er beskyldt for, så vi kan få ham arresteret og forhåbentlig smidt ham ud, så der ikke længere af mørkevæsner i landet. Og dæmonen jeg dræbte, skulle eftersigende kende til en del informationer, men han nægtede at fortælle mig det, så jeg måtte brugere skrappere midler i brug, hvilket førte til kamp,” svarede han roligt, som han trak let på skuldrene, som betød det ingenting. Hvis hun kendte til hans livslange historie, så ville dette nok ikke være det som forundrede hende mest, for dette var da det mindste han havde gjort af slemme og forfærdelige ting! At hun ikke ville kalde ham ved fornavn, tog han sig ikke af, for det var sådan set op til hende selv, af den grund ville han gerne have chancen for at gøre det hele godt igen, nu hvor han havde skræmt hendes hest væk. At han så gerne måtte holde hende med selskab, glædede ham kun! „Tjo.. jeg kunne vel følge dig tilbage til Procias? Jeg skal alligevel samme vej,” foreslog han med et skævt smil på de rosenrøde læber, uden at de blå øjne forlod hendes skikkelse. Han skulle jo alligevel selv tilbage dertil, så det at holde hende lidt med selskab var da det mindste han kunne gøre. Han fulgte let hendes blik, da hun så op mod himlen, hvor han godt selv kunne mærke at det var blevet koldere. Han gjorde et let hovedkast mod Procias’ retning, som tegn til at hun skulle følge ham, da han begyndte at gå. Hendes drillende tone, var noget som fik ham til at trække på smilebåndet. „Jeg prøver at indrette mig, styre min.. egen race, som deres leder,” svarede han sandfærdigt. Der var mange nye ting som han først skulle til at vænne sig til, selvom det var svært, specielt fordi han ikke rigtig følte at han hørte til at i Procias, for han havde jo været en del af mørket hele sit liv, det var vel også derfor han var upopulær?

[jadore]

"Jeg har hørt om ham," sagde J'adore kort. Ja, hun havde hørt om denne greve, og hun havde hørt om disse beskyldninger, og vigtigst af alt, hun vidste alt omkring at nogen havde været ude på at skade deres stolte skov og de væsner og dyr der levede i den. Selv havde hun ikke mærket optøjerne inde i selve bydelen, men hun kunne stadig huske de høje, altødelæggende, grimme røde flammer, der var steget højt over træernes kroner og fortærret mere eller mindre alt! Hun havde hørt, hvordan træerne græd og huskede, hvordan hendes folk havde prøvet at redde de res elskede skov med magi ovs., men intet havde hjulpet.. de havde hurtigt set, at deres kamp var tabt, som ilden allerede havde fået sit tag i livet, før de havde været i stand til at gribe ind med fuld styrke. De blå øjne blev sørgmodige og hun måtte vende blikket væk fra Derick, da dette endnu lå tæt og gjorde ondt, som de endnu kunne se det mistede, skønt de var i gang med genopbygningen. Hun var ikke bange for at vise, at dette var en ting der berørte hende dybt, og hun følte sig heller ikke svag ved at have disse stærke følelser i sig. "Jeg håber, at De finder, hvad De søger. En mand der har gjort ugerninger skal også blive taget i retten for det," sagde hun stille, mens hun igen fangede hans blik. "Men fik De så de oplysninger, som De havde håbet på eller var det forgæves?"
At vende blikket hjem mod Procias igen, lød egentligt som en ganske god ide. Hun havde ikke pakket til det dårlige vejr der vidst var på vej, og hendes hest var stukket af, så turen ville blive længere. "Så lad os gå mod Procias," sagde hun blidt. Det kunne være rart med selskab, når de nu ville gå hele vejen og ikke holde pause, som hun ellers havde haft i tankerne. "Skal De noget specielt, når vi kommer dertil?" Da han satte farten og begyndte at gå, fulgte hun efter ham som lovet, hvor hun holdt trit og gik pænt ved hans side. Hun lyttede tavst til hans ord, som han fortalte om sit job, som magikernes leder åbenbart. Om det var en stilling han var blevet født ind i, eller det blot var en rolle han selv havde påtaget, vidste hun ikke, men hun var godt klar over, at det kunne være svært hvis det var et lederskab han var blevet født ind i. Til det kunne der være meget pres, som man enten havde sin far eller mor som forgænger og måske var man endda ikke interesseret i titlen. På den anden side, hvis han selv havde bedt om rollen, så lå man som man havde redt. "Der er vel intet andet at gøre, end at lytte til Deres folk og virke som en stærk leder, og ikke vise, at man måske tvivler."