Something is not right..?

[elmyra]

tårerne som stadig måtte løbe ned over hendes kinder stoppede ikke.. han havde taget det fint, noget som kunne gøre hende mere roligt.. hun anede ham sætte sig ned i knæ og hun vidste at han søgte hende blik men hun kunne ikke.. hun kunne virkelig ikke se på ham med øjenkontakt endnu.. "jeg er ikke god nok.. det har jeg aldrig været.. ikke til noget ud over at skade folk som jeg holder af" hviskede hun stille og holdt om sig selv.. hun måtte lukke øjnene og kigge væk da han bad hende tage med sig.. hun rystede stille på hovedet.. "Jeg kan ikke.. ikke endnu, jeg er ikke parat.. bare ....... bare det at være dig nær som nu gør virkelig så frygtelig ondt.. Jeg skal nok opsøge Elijah men .... det bliver på mine betingelser og det bliver uden din viden.. Undskyld" hun bed sig stille i læben og kiggede på armuletten som han havde givet hende i hånden.. "jeg prøvede men dem jeg gik til kunne ikke.. desuden ville han ikke kunne forstå hvis den begyndte at banke igen mens han tror at jeg er død.." stille lagde hun den let ind mod brystet og sukkede.. hun elskede Elijah af hele sit hjerte, han ville altid være hendes søn et sted lige meget hvad.. og så var der nathaniel.. hun vidste ikke hvorfor hun elskede ham men hun kunne virkelig ikke lade være og det pinte hende.. første gang hun havde fået følelser for nogen og så var det virkelig en som hun ikke kunne få.. det gjorde noget så ondt og at det smertede hende var tydeligt at se.. "den ... den dag på børnehjemmet, den dag du tog Elijah med hjem.. jeg blev sur af flere årsager" hviskede hun stille.. "var stadig sur over at du ikke have lyttet den dag på slottet, at Liya havde forladt dig og du havde taget hende tilbage igen men....." hun tav stille og tørrede øjnene, dog hjalp det hende ikke så meget.. "... med det som var vært var at jeg måske havde håbet at med hende væk havde jeg bare en lille chance, som jo så blev knust da du sagde at hun var kommet tilbage.. jeg ved godt at det var virkelig naivt af mig at tro men man havde vel lov at håbe.. jeg var så dum" det sidste hviskede hun og det var ment for hende.. hun bebrejde sig selv så meget..

[Nathaniel Diamaqima]

Hendes tårer rørte ikke Nathaniel det mindste lige i øjeblikket. Han ønskede virkelig kun at snakke om det og komme frem til en løsning som anstændige voksne og tage det hele derfra, istedet for at skulle skændes som hund og kat, det var der virkelig ikke nogen tvivl om overhovedet. Han var ikke farlig at snakke med, hvis man selvfølgelig gjordet det på en anstændig måde, ellers så endte man ud i dette. ”Jeg kan udmærket godt forstå, at du ønsker det på dine betingelser og præmisser.. Jeg kræver blot at vide når du vil komme.. så kan jeg søge væk i mellemtiden og give jer to noget tid selv,” sagde han med en rolig og alligevel godt så fattet tone, ikke at det ville være noget han ville lægge skjul på. Han var nu ganske så sikker på, at det ville gavne dem begge at de to fik snakket ud om det hele.. eventuelt, at Elijah kunne slå sig til tåls med ,at Nathaniel ville være den som skulle stå som værge til han blev myndig? Eller i hvert fald for tiden til Elmyra fandt den selvtillid som skulle til? Han lod hovedet søge let på sned, hvor han alligevel undlod at skulle røre hende.. hvis det jo gjorde så ondt som det åbenbart lød til at skulle gøre, det var ikke noget som han brød sig stort om. Han ønskede hende kun det bedste, men det var ham heller ikke nogen hjælp, når hun fortsatte med at skubbe ham væk, det gjorde jo kun ondt på ham også. Han holdt jo af hende, det var ikke noget som han kunne komme udenom. At hun elskede ham i den forstand, var kun noget som måtte gøre det hele så meget mere akavet, det kunne han bestemt ikke komme udenom overhovedet. Han nikkede stille og forståelsesfuldt. ”Det var derfor du råbte mig ind i hovedet? At jeg gjorde den største fejl som man kunne begå?” spurgte han med en dog alligevel rolig og fattet tone. Han elskede virkelig Liya.. han elskede også Elmyra, men det var bare på en helt anden måde. ”For Elijahs skyld, så må du ikke vente for længe med at opsøge ham.. tror han har brug for at få bekræftet, at du stadig er der,” sagde han med en dæmpet stemme. Meget kunne han sætte sig ind i, men et barns psyke var ham helt nyt, fremmed og helt ukendt på alle tænkelige måder. Der måtte han vel bare gå ud fra logikken? De mørke øjne hvilede stadig på hendes skikkelse og uden at skulle se det mindste væk fra hende på noget som helst tidspunkt. ”Jeg ønsker ikke at være uvenner med dig, Elmyra.. jeg holder virkelig af dig,” sagde han dæmpet og dog alligevel med en frygtelig ærlig og fredelig stemme.

[elmyra]

hun nikkede stille.. "jeg vil opsøge ham snart.. men du vil ikke vide hvornår for jeg ved det ikke selv.. jeg kan ikke give lyd fra mig" sagde hun stille og trykkede sig ind mod stammen.. hun ville virkelig ikke være ham nær lige i øjneblikket.. hun vidste at han ikke elskede hende som hun elskede ham og det var virkelig noget så en forfærdelig tanke for hende.. hvorfor skulle hun dog også blive forelsket.. hun sukkede stille.. hun vidste godt hvems skyld det egentlig var.. Elijah havde åbnet hende for andre, givet hende en grund til at elske og det var en dejlig tanke og følelse at kunne holde af et andet menneske men hun hadede at hun skulle holde af nathaniel.. det var virkelig noget af det værste for hende lige i øjeblikket... stille rejste hun sig op og trådte et skridt væk fra ham.. "Jeg ville ønske at du ikke gjorde.. dette vile være så meget lettere at kapere" hun hadede virkelig at have det sådan her.. hun følte sig dårlig, som om hun var virkelig syg men hun havde det fint..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste, at hun ikke kunne give nogen lyd fra sig.. ikke uden at skulle stå der ved ham alligevel. Han sukkede stille og rejste sig stille ved siden af hende. At hun så direkte fortalte ham, at hun ville ønske at han ikke holdt af hende, var noget af det som kun måtte gøre ondt værre. Han kunne ikke være vred.. af en eller anden underlig grund, så kunne han bare ikke få sig selv til det. Blikket hvilede stadig på hendes skikkelse.. det gjorde ondt.. at hun skulle være så bundærlig overfor ham med hensyn til hendes meninger. Han ville ikke kunne udelukke, at det vile køre skævt mellem ham og Liya igen.. det ville egentlig i den anden ende, slet ikke overraske ham, hvis han skulle være helt ærlig, selvom det i sig selv og alene, i den grad ikke var ham selv nogen trøst. ”Så kom.. når du føler for det og jeg skal give jer to tiden for jer selv.. det vil sikkert gøre ham mere rolig end det som han er nu,” sagde han stille. Det var jo så et komprimis som han fint kunne gå ind med til hende.. hvis hun ikke ønskede ham tæt på, så måtte han vel bare trække sig væk og holde sig i baggrunden.. ikke at der var noget nyt i det sådan generelt set. ”Det er meget hårde ord..” afsluttede han med en ærlig og oprigtig stemme, indirekte hvor hun ønskede at han skulle hade hende for at holde ham på afstand? Det ville aldrig nogensinde komme på tale, det kunne han da trygt garantere hende for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om.

[elmyra]

hun trådte endnu et skridt væk fra ham.. han var lige lovligt tæt på hende.. stille lagde hun armene om sig selv.. "hårde ord men sande" hviskede hun stille og lukkede øjnene.. stille kiggede hun op på for første gang i lang tid.. hendes øjne var blodskudte og helt røde.. det var tydeligt hvor dårligt hun havde det.. "meget sande endda" hun sukkede og kiggede væk.. "jeg bliver nød til at gå.. jeg skal tilbage til klostret.. Farvel Nathaniel" hun vendte om og begyndte at gå for at komme væk.. dette havde været en virkelig hård dag.. uden tvivl.. hendes rejse ville blive mere end svær og dog ville den være det hele værd..

//out

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel så stille efter hende og uden at skulle fortrække så meget som en mine. Den smerte agtede han så sandelig at skulle holde på hans egen indside og ikke komme frem bare sådan.. ikke overfor hende. Hun havde det virkelig hårdt nok som det var fra før af, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han nikkede blot stille til hendes ord. Hvis hun virkelig ønskede at det skulle være sådan.. så var der virkelig ikke stort andet som han kunne gøre ved det, uanset hvor meget han ellers så gerne ville gøre det, det kunne han så heller ikke komme udenom. Han nikkede blot igen. ”På gensyn, Elmyra,” sagde han dog med en rolig og fattet stemme efter hende. Han var ganske så sikker på, at dette nu alligevel ikke ville blive deres sidste møde.. han var virkelig ikke i tvivl om det. Han lukkede hånden fast omkring den pose med de healende planter.. det var vel kun på tide, at skulle komme sig hjemover og se om man kunne på Elijah frisk? Han vendte om og hastet den modsatte vej med en hurtig og fast gang, alt i alt, kun for at skulle kunne nå tilbage til Neutranium og familien, samt det arbejde med den unge Elijah som han stadig måtte hvile for hans hænder.. alt for meget at lave.

//Out