Something is not right..?

[Nathaniel Diamaqima]

Det nærmede sig mørkets tid. Solen havde allerede forladt himlen og kun de sidste spor af den var at se. Boderne var ved at skulle lukke for dagen og vinden slog fast igennem den lille handlegade som måtte udgøre et alligevel, så stort marked. Folk var allerede ved at trække hjemover i denne tidlige vintertid. Nathaniel havde en sidste ting at skulle få på plads. Elijah havde været besværlig nok at tvinge med sig hjem, men syg var han nu end blevet og det skulle selvfølgelig behandles. I hånden bar han en pose med det som han vidste og som var sagt, at skulle være healende planter og svære var de i den grad at få fat i. Han ville virkelig bare sin lille knægt det bedste. Uanset hvordan man vendte og drejede den, så holdt han virkelig af ham.. uanset hvor meget Elijah så end måtte hade ham for det som han havde gjort. Elmyra var død.. .det var vel det som kæden havde sagt, da den var holdt op med at banke? Han sukkede dæmpet. Det var jo alligevel en besked som havde ramt ham hårdt. Han havde jo faktisk set på hende som en som stod ham meget nær.. og nu var alt bare faldet til orden som det rene ingenting. Lidt i sin egen verden, måtte Nathaniel bevæge sig ned af den snoede gade i retningen af vejen som skulle føre ham tilbage til Neutranium, mens han alt i alt måtte gå igennem det hele i hovedet.. der var noget som manglet.. noget som alligevel måtte føles så forkert? Elijah hvilede hjemme i sengen.. hvis han da i det mindste faktisk lå i ro, noget som Nathaniel ærlig talt tvivlede på. Han havde dog givet ham sine ord; At de nok skulle finde Elmyra så snart, at han var på benene igen og var faldet til ro, blot ved at acceptere kendsgerningerne.. ligesom han selv havde været tvunget til det.

[elmyra]

Elmyra havde virkelig søgt højt og lavt efter en smykkesmed som kunne lave hendes kæde.. Hun havde nærmest flået hovedet af en fordi han sagde at det ikke kunne gøres.. Hendes sidste håb var her i Manjarno og hun bevægede sig nu mod købmandsgaden.. Med den lille amulet i hånden og med blikket rettet mod den ænsede hun ikke Nathaniel som måtte komme gående imod sig.. Hun var ligeså langt inde i egen verden som han var og da hun gik forbi ham stødte hendes arm let mod hans.. “Beklager Herre” sagde hun roligt og fortsatte med at gå.. Hun måtte bare få den lavet! Om sig havde hun en kappe hvis hætte over hovedet.. Noget af det røde hår hang udenfor men det var jo ikke noget hun havde tænkt over.. Hun så en mand som var ved at pakke alle sine smykker væk.. Hun løb hen til ham.. “Undskyld min herre med jeg har brug for deres hjælp.. Denne amulet er magisk.. Det er gået i stykker men jeg vil høre om du kunne lave den??” spurgte hun med håbefuld stemme.. Manden kiggede lidt på den men rystede så på hovedet.. ”Beklager Frøken.. Den er totalskadet.. Intet kan rede den” sagde han med pibende stemme.. Elmyra sukkede stille og gik hen til den nærmeste bænk og satte sig ned.. Hænderne gemte hun i sit hoved og tårerne begyndte langsomt at trille ned over hendes kinder..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vendte sig om, omgående, da han kunne mærke at noget stødte ind i ham. Stemmen måtte han dog sige sig, at kunne genkende, selvom han på stående punkt, ikke havde den ringeste anelse om hvordan pokker han skulle få den placeret.. det kunne da umuligt være? Han var endt med at stoppe op og med posen godt lukket fast i hans eget greb. For alt i verden måtte han bare ikke miste den pose. Han ønskede virkelig kun at Elijah skulle se, at han handlede ud fra hvad han mente ville være til hans bedste og intet andet. Han ville miste livet, om det skulle betyde, at de ville få det bedre og endda uden en tøven på noget tidspunkt i det hele taget. ”Det.. er okay.” sagde han med en dæmpet stemme. Han vendte blikket mod hende. Hun havde virkelig formået at trække ham tilbage til hans egen verden, også på denne måde. Hun var da død? Hvorfor skulle Elijah ellers reagere på den måde som han nu havde valgt det, hvis det ikke ville være tilfælde? Han gik efter hende, at hun så febrilsk måtte søge en smykkemager som kunne hjælpe, selvom ingen var i stand til det.. det gav vel lidt mening? Han hævede let det ene bryn og uden at skulle se væk fra hende, selv da hun satte sig på bænken og bare.. græd? Han lagde hovedet let på sned. ”… Elmyra?” spurgte han pludseligt, da hendes stemme endelig måtte falde på plads for ham, for ikke at glemme, at han så småt måtte kunne genkende hendes røde hår.. ingen anden end hende og Faith, samt hendes søstre, havde han set det mindste til med den smukke farve.

[elmyra]

hun tørrede stille øjnene.. hun var virkelig lost.. hun kunne ikke tage til Neutranium, ikke endnu.. hun var ikke klar selvom ELijah var så ked af det.. det var også noget som måtte ramme hende noget så voldsomt.. hans sorg var så overvældende.. dog blev hun revet ud af sine tanker da hendes navn blev nævnt.. hun genkendte stemmen med det samme og med lettere skræmte øjne faldt hendes blik på Nathaniel.. han havde set hende, han genkendte hende, han havde sagt hendes navn.. halskæden som hun knyttede i sin hånd.. "Na ......... Nathaniel" hviskede hun og rejste sig op.. de havde ikke set hinanden i hvad der måtte synes evigheder i hendes øjne.. men hun havde brug for mere tid.. denne test var hun endnu ikke klar til, mente hun ikke selv.. det ville være for hårdt for hende at skulle afholde sig fra sine gamle vaner men hun måtte virkelig prøve.. for sin egen skyld, mest af alle..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde virkelig ikke nogen anelse om, hvad pokker han skulle sige. Han havde lige brugt en evighed på at skulle acceptere, at hun var død og borte! Hvorfor skulle Elijah ellers reagere på den måde som han havde gjort, hvis det ikke var med en meget god grund? Han vidste jo, at den unge knægt virkelig elskede Elmyra og at han virkelig manglede hende. Bare det at se hende, var virkelig ikke noget som han havde regnet med.. han havde regnet med at skulle tage Elijah med ud for at finde hendes døde krop og nu sad hun her? ”Jeg.. jeg troede du var død,” sagde han som det første. Lige i det sidste, havde han virkelig været ekstrem opmærksom på Elijah og specielt efter at den besked var kommet. Han lå jo alvorlig syg hjemme, men heldigvis ikke så meget, at han ikke ville være i stand til at slå en samtale af med hende, blot for at få bekræftet hvad pokker der egentlig foregik og det var noget som han i den grad ønsket at få på plads! Blikket.. fuldstændig ulæseligt for tanker i alle fald, selvom følelse var der.. forvirret, lettet og alligevel krævende for svar på hvad hun egentlig havde gang i! ”Jeg hører meget.. deriblandt om det.. Elijah er knust.” sagde han med en dæmpet stemme.. og ærlig talt, var det kort sagt umuligt, at trøste ham. Især når knægten virkelig ikke havde lyst til at have ham tæt på.. han fortsatte jo konstant med at trække sig væk fra ham og ærlig talt, så gjorde den tanke virkelig ondt.

[elmyra]

Eli måtte virkelig tage sig sammen.. Det var virkelig svært for hende at skulle være i nærheden af Nathaniel endnu en gang.. Det var hende virkelig en opgave uden lige.. Følelserne rasede i hendes krop og ligeså meget i hendes hoved.. Han sagde at han troede at hun var død, det var noget som hun vidste, det var noget som hun jo havde hørt og set den dag i parken.. Hun rystede svagt og kiggede op på ham.. Hun gennem gik det i sit hoved og besluttede at det ville være bedre at lade som om hun ikke havde set dem, at hun vidste hvordan Elijah havde det.. Hun bed sig i læben og kiggede op på ham.. “D…dø… død??” spurgte hun svagt og kiggede stadig skræmt op på ham.. “Hvorfor tror …. Hvorfor tror du dog at jeg er død??” spurgte hun stille og bed sig i læben.. Hun knugede om halskæden og holdt den skjult for ham lidt endnu.. Hun måtte vide hvor meget han egentlig vidste..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel betragtet hende med et roligt og fattet blik. Ærlig talt var han dybt overrasket over at se hende på et sted som dette. Elijah havde reageret så voldsomt på at vedhænget i kæden ikke længere ville banke, at han virkelig ikke havde været i tvivl om det. Han nikkede stille til hendes ord. ”Død.. ja,” sagde han dæmpet. At hun havde det svært, kunne han næsten fornemme.. hun virkede så underlig forvirret på en måde? Noget som alligevel måtte undre ham en hel del, og det kunne han heller ikke komme det mindste udenom. Han lagde hovedet let på sned og uden at skulle se det mindste væk fra hende. ”Elijah er knust.. Vedhænget i hans kæde holdt op med at banke.. som han sagde, så ville det være ensbetydet med, at du var væk..” sagde han med en dæmpet stemme. Han vendte de mørke øjne mod hende, selv med hånden fast lukket om posen i hans hænder, mistede han den, turde han slet ikke tænke på konsekvenserne for Elijah. Den knægt var virkelig blevet syg. ”Jeg fandt ham i parken under det sidste uvejr.. desperat efter at finde dig.. Hans reaktion sagde mig det hele.. at du var væk.” sagde han dæmpet. Han var ærlig hele vejen igennem og det var det som han havde mest lyst til.. at lyve var ikke noget som han ønskede.. selv ikke for hende.

[elmyra]

Eli svarede ham ikke.. hun sad bare der og tænkte stille for sig selv.. tårerne trillede stadig ned over hendes kinder selvom hun prøvede ihærdigt at lade være.. hun hørte hans ord om vedhænger og kiggede ned på den del hun havde i sin hånd.. "min .... min del.. den .... den gik i stykker" hviskede hun stille og bed sig i læben.. "jeg ... jeg tænkte slet ikke over at han ikke kunne mærke mig mere" hendes stemme var lille og hun talte meget dæmpet.. hun ville virkelig gerne væk herfra.. hendes hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere i hendes bryst og hun bed sig endnu en gang i læben.. hun stivnede dog da han fortalte om Elijahs lille udflugt.. hendes blik søgte til ham igen og hun så den lille pose som han så ængsteligt knugede i sin hånd.. "du sagde at du ville passe på ham, men du lod ham stikke af fra dig.. Jeg stolede på dig" mumlede hun og var nu blevet en smule såret og irriteret.. hun kiggede væk igen og lagde armene over kors.. "Han blev syg gjorde han ikke?? burde du ikke være hjemme og sørge for at han bliver rask igen i stedet for at stå her og snakke med mig??" hendes stemme var rolig og den var ikke anklagende men det var tydeligt at hun var sikker på hvad hun mente at han burde gøre..

[Nathaniel Diamaqima]

Elijah havde virkelig været sønderknust over det, at skulle miste Elmyra og det havde selv også haft en betydning for ham, at se hans egen lille dreng på den måde. Det havde virkelig gjort så voldsomt ondt, endda også det, at skulle slå sig til tåls med tabet af Elmyra. Han havde aldrig nogensinde løjet når han havde sagt, at han virkelig måtte holde af hende, det kunne han så sandelig heller ikke komme udenom på noget som helst tidspunkt overhovedet. De mørke øjne hvilede fast i hende og uden så meget som en eneste følelse at skulle læse ved ham. At hendes kæde var gået i stykker, forklarede dog en hel del. Hendes sidste ord, var jo så det, som faktisk måtte siges, at overraske ham mest. Skældte hun ham nu ud? Han kneb øjnene svagt sammen. ”Tror du, at jeg lod ham tage ud med min gode vilje?” spurgte han direkte. Han holdt virkelig af den lille knægt, uanset hvor meget han så var hadet igen. Det var ikke noget som han kunne gøre stort ved, før han ville vise ham den tillid som han faktisk også måtte ønske. At han kun gjorde det, for at skulle hjælpe og give ham det som han havde fortjent lige så meget som alle andre – en ganske normal barndom. ”Jeg gør virkelig hvad jeg kan, for at passe på dem alle 3, Elmyra.. uanset hvor meget han hader mig, så er det virkelig ikke gengældt.. Han ønsket så brændende at finde dig, at han tog ud i det værste uvejr som man kan tænke sig.. Det han har brug for er varme og hvile.. Jeg har fin tid til at slå en samtale af før jeg må hjem,” afveg han med en mere fast tone. Han ønskede knægten det bedste.. kunne vel bare håbe på, at han før eller siden bare ville indse det. ”Hvorfor har du ikke opsøgt ham? Efter at dit vedhæng er holdt op med at banke? Han var panisk, Elmyra.. panisk for at have mistet dig,” tilføjede han selv med en mere fast tone end det som han havde gjort brug af til nu.

[elmyra]

Hun lagde armene over kors og stirrede på ham.. “Han vil aldrig bryde sig helt og holdent om dig.. Du tog ham, rev ham fra mig den dag på hjemmet.. Han vil altid være dig umulig” sagde hun roligt og sukkede.. Hun bed sig stille i læben da han sagde at han havde tid til en sludder.. “Jeg ville virkelig fortrække at du ikke havde.. Det er der vidst ingen tvivl om..” hun rejste sig stille.. Med rolige skridt gik hun over til ham og stod helt tæt op af ham, som hun gjorde den første gang de mødtes.. “jeg tog ikke hen til Neutranium og opsøgte ham af en simpel grund.. Jeg var ikke klar til at se dig og det er jeg langt fra endnu.. Jeg vil ikke se dig før, jeg, i mit hoved føler at jeg kan overskue det.. Det vil gå tid og så lad mig dog få den tid i stedet for bare at stå her og diskutere.. Du har desuden en søn som skal passes.. Søg for at han bliver rask!” det sidste var egentlig en ordre fra hendes side af.. Hun ville virkelig ikke have at Elijah var syg! Ikke på vilkår og at Nathaniel ikke havde været i stand til at holde ham hjemme viste hende blot at han ikke kunne styrer ham.. Hvad fanden ville han dog gøre når Elijah blev teenager?? Han var en virkelig stærk knægt.. Eli regnede ikke med at Nathaniel vidste at Elijah var Holy Grail.. Han troede nok kun at han var Varyl.. Det troede de på børnehjemmet jo også men han var anderledes.. Han var ikke kun Animagus og Lysvæsen.. Han var også Formskifter og Avatar.. Men hun havde så absolut ikke i sinde at fortælle Nathaniel noget som helst af dette.. “Jeg Savner ham virkelig meget at han at ville blive så oprørt havde jeg aldrig forstillet mig.. Ikke på noget som helst tidspunkt.. Ellers havde jeg forkastet min egen healing ofr at være ved ham men det vidste jeg ikke så vov ikke at skælde mig af den grund ellers så er jeg sikker på at dette ville blive noget af det sidste som du nogensinde ville gøre!” hvislede hun.. Hun vendte rundt og begyndte at forlade torvet.. Hun ville virkelig ikke være ham nær på nogen som helst måde..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde kun handlet som han havde gjort og i en god mening. Han kunne vel også bare håbe på, at Elijah ville indse det før eller siden? Som præsten også havde sagt, så lå Elijah under de samme regler som alle andre børn på det børnehjem.. hvilket så kun måtte minde ham om, at det vel også snart var på tide at aflægge det endnu en lille visit? ”Jeg handlet af god mening, Elmyra.. hvis ikke nogen af jer kan se det.. så er du så sandelig mere blind end det som jeg ville tro,” vrissede han med en let advarende stemme. Han kneb øjnene svagt sammen.. han ønskede virkelig ikke at skulle skændes med hende endnu en gang, det kunne han så sandelig heller ikke komme udenom.. han var vel bare nødt til det på den ene elle den anden måde. At hun kom ham i møde og stoppet op foran ham.. han rokkede sig ikke det mindste ud af stedet. Han nægtet kort sagt at vie bort for hende. ”Du undgår mig bevidst Elmyra og det gør du klogt i..” advarede han med en fast tone. Selvom det jo alligevel måtte gøre ondt, så var han kort sagt træt af, at hun skulle fremstille ham som en syndebuk og den som gjorde alt forkert. Elijah havde haft under mistanke at Elijah var mere end den blanding som var ham kendt, selvom han ikke have fået klare bevis på det endnu.. han måtte vel bare tage det som det måtte komme vel? At hun så selv måtte skælde ham ud, var virkelig en grænse som man ikke burde krydse for hans vedkommende. Han var måske af neutral holdning, men han havde så sandelig også sine grænser! Han kneb øjnene fast sammen. ”Du savner ham åbenbart ikke godt nok til at opsøge ham. Han savner dig.. han savner sin mor og du holder afstand på grund af mig? Hvilket moderinstinkt vil du kalde det?” spurgte han med en fast tone. At hun så bare vendte om, for at skulle gå, gjorde ham virkelig intet. Han vidste, at Elijah ville blive svær som ældre, specielt når han var sådan som han var lige i øjeblikket, selvom det nu aligevel ikke var ham meget hen af en trøst. Han fnøs fast. ”Skulle jeg anse det som en trussel?” spurgte han direkte, næsten nedladende.. det var virkelig de færreste som nogensinde turde at ksulle true ham og det var virkelig med en ekstrem god grund!

[elmyra]

HUn begyndte selv at toge indvendigt og hun kiggede fast på ham.. "Der er en grund til at jeg har prøvet at undgå dig, fordi jeg virkelig ikke har overskud til at skændes med dig hver gang vi ses!" hvislede hun hårdt.. hun hørte ham fortsætte med at snakke og det var virkelig det som bragte hende ud over kanten.. som havde han skubbet hende ud fra en stor skrænt.. hun tøvede ikke et sekund med at smække ham en lussing og kastede hendes armulet i hovedet på ham.. hendes øjne lynede, ikke bare af vrede men også var de fuldstændigt følelsesløse ud over det.. "Hvor vover du!" hviskede hun.. "du har virkelig ingen ide om hvad jeg gennemgår i disse dage, at han troede at jeg var død var ikke noget jeg vidste på noget som helst tidspunkt men ja.. du holder mig væk og du virkelig ikke et godt job for at få mig til at skifte mening!" hun var stoppet op og kiggede på ham.. "Du er virkelig ikke den mand jeg troede du var Nathaniel.. Du er virkelig et af de ondeste mennesker som kan gå frit her på jord.. Vid dig sikker på at dette vil være sidste gang du nogensinde ser mig!" hun vendte om og begyndte at gå fra ham igen.. hun var rystet og forvirret.. aldrig havde han opført sig sådan og det skræmte hende meget.. hun måtte finde elijah, og det skulle være snart, ihvertfald inden at han kom hjem igen.. Elijah skulle ikke være hos ham mere.. det kunne hun ikke tillade..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var efterhånden vant til at skulle lægge pres på mennesker og væsner, det var jo trods alt en del af hans egen hverdag, det var en del af det arbejde som han sad med til dagligt. ”Hvorfor pokker lægger du så op til det hver eneste gang vi ses?!” vrissede han med en fast tone. Han kneb øjnene fast sammen. Han prøvede virkelig at gøre sit bedste også for Elijah, hvis den knægt jo bare ville give ham chancen til det! Han knyttede hænderne fast, idet han selv tog et skridt mod hende. De to var langt fra færdig med hinanden! Den lussing som perfekt måtte ramme hans kind, selvom han ikke reagerede stort andet end at stoppe op brat. Amuletten som han fik kastet i hovedet, greb han hurtigt efter og lukkede hånden fast om den. ”Skulle jeg få dig til at skifte mening Elmyra? I mine øjne, så er det ikke mig som gør noget forkert, det er dig! Du holder dig væk fra den lille dreng som ser på dig som en mor.. hvilken mor vil holde sig fra sit barn på grund af en mand som kun gør et ihærdigt forsøg på at holde det trygt?!” vrissede han med en mere fast tone. At hun så vendte om og begyndte at gå igen, var mere end det som han selv ville stå som model til. Han greb kraftigt fat i hendes nakke og tvang hende fast op af det nærmeste træ, hvor hånden fast måtte lukke sig omkring hendes strube. ”Du har gjort den fejl at forhåndsdømme mig som så mange andre har gjort, Elmyra.. kald mig ond, kald mig kold og kynisk og du tager gruelig fejl af mig.” Han knugede fast om amuletten i hans hånd. Den ville han give til Elijah, give knægten den afslutning.. Ville hun ikke tæt på ham, så var det fint nok, så måtte han vel leve i troen på at hans mor var død vel? ”Du er ved at gøre dit livs største fejl ved at vælge mig som en fjende.. tænk dig grundigt om inden du gør mere,” advarede han med en tydelig mee følelseskold og forladt tone. Dette var ikke noget som han ville stå model til mere!

[elmyra]

Eli mærked hans hånd mod sin nakke og hun mærkede hvordan han skubber hende op mod træet.. Hun kunne ikke mere, det hele kørte af sporet og tårene faldt stille mens hun kiggede ham i øjnene.. "jeg har virkelig prøvet at ændre mig nathaniel.. Jeg elsker elijah af hele mit hjerte.. Van er som min egen søn men jeg er ikke god for ham.. Derfor har jeg heller ikke opsøgt ham" hun fik med besvær ham til at slippe sig men hun løb ikke væk.. Ikke denne gang.  "den dag vi mødte hinanden faldt jeg for dig.. Jeg prøvede så inderlgt at lade være, jeg prøvede at glemme dig men hver gang jeg så dig bekræftede det bare hvor megt mi hjerte tilhørte dig.. Jeg ved at du har liya, jeg ved at jeg aldrig vil få en chance.. Mé. Indtil jeg har ændret mig kan jeg ikke være dig nær.. Det gør for ondt.. Forhelvede du e den første som jeg nogebsinde har haft de følelser for.  Det er så svært" hun lod sig falde ind mod træets stemme og sank ned på jorden.. Hun bed sig stille i læben, skulle hun sige det?? Fortælle ham hvad hun lavede.. Det var som om ordene selv fandt vej ud af hendes mund.. "jeg er gået i kloster... Jeg at få den hjælp som jeg skal bruge.. Jeg har brugt min fritid på at finde en som han reparere min halskæde men forgæves.. Jeg savner ham så forfærdeligt men lige nu må jeg tænke på hvad der er bedst for ham.. Og jeg er ikke det bedste for ham.. Jeg ville ønske at han kunne forstå det" hun tav og lukkede bare øjnene.. Hun havde kun været ærlig lige nu.. Hunsagde hvad hun aldrig havde sagt til ham før og for første gang gemte hun ingenting for ham.. Sandheden var ude selvom hun ikke regnede med at han ville tro på hende eller om det overhovedet ville rage ham men nu var det sagt.  Så måtte det briste eller bære..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel slap hende omgående, idet hun selv søgte ned mod jorden op af træet. Lige netop de ord, var ikke noget som han havde ventet sig, at skulle høre på noget tidspunkt. Med andre ord, så var vreden også bare væk.. forduftet lige så hurtigt som den var kommet til ham. At hun så måtte give ham hele sandheden hva angik følelser og det hele, var ikke noget som han havde ventet sig, at skulle opleve på denne måde.. langt fra, det var ikke noget som han kunne komme udenom overhovedet. At hun så direkte ville påstå at hun ikke var god nok til Elijah kunne han i den grad fint få afkræftet, at sådan var det i den grad ikke.. hendes følelser, alt hva hun havde gennemgået til nu.. det var virkelig ikke lige hvad han havde ventet sig. Han gik stille ned i knæ foran hende og med blikket som stadig måtte prøve at fange hendes eget blik. Han ønskede den opmærksomhed og han ønskede den øjenkontakt. Han bed sig svagt i læben. ”... Hvorfor har du aldrig sagt det til mig? Hvis du tror at du ikke er god nok til Elijah, så tager du gruelig fejl, Elmyra.. den knægt han elsker dig virkelig.. det ville han næppe gøre, hvis du ikke er den som han vil mene kunne give ham hvad han har brug for..” han lod albuerne hvile mod hans knæ. Han ønskede hellere at snakke fredeligt om det. At hun så var gået i kloster, var noget af det som ærlig måtte overraske ham mest og mere end det som han nok lige ville være i stand til at skulle beskrive det. ”Ønsker du at give ham hvad han har brug for, så tag med mig til Neutranium og bekræft for ham, at du stadig er i live,” sagde han med en rolig og fattet stemme.. muligt, at det kunne få ham til at falde mere til ro? Han tog fat om hendes hånd og gav hende amuletten igen inden han slap hende. Han ville ikke komme for tæt på, hvis det ikke var det som hun selv måtte ønske sig, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Skal du ordne noget magisk, så er det et magisk væsen som du må søge til.. ikke en af gadens mange sælgere.. de har ikke stand på hvad de sælger.. endnu mindre af hvordan det skal repereres.” Med en alligevel tydelig hentydning til at søge til ham istedet for. ”Jeg ville virkelig foretrække at du fortalte mig det.. så jeg ikke render rundt uvidende om det,” tilføjede han igen. Han havde Liya, det var sandt, selvom det også til tider kunne være en kamp uden lige, at holde fast i hende.