A second chance..

[Nathaniel Diamaqima]

Det var ved at være en temmelig sen aften, da Nathaniel bevæget sig igennem Procias. At komme forbi muren var end ikke en enkelt opgave for hans eget vedkommende, men i og med at han var den mand som han var og at han havde fået denne ganske særlige opgave stillet af selveste Dronningen af Procias, Elanya Maloya, så havde de bestemt heller ikke noget andet valg end at lukke ham ind. Det var jo heller ikke fordi at han direkte havde sat sig frem som en trussel for landet, så selvfølgelig var det også noget som havde sin betydning for ham når det endelig måtte komme til alt. Der var ikke så meget som en sky at se over den store himmel. Det var fuldkommen mørkt, halvmånen stod højt og stjernerne blinkede nærmest om kap for opmærksomheden, selvom det nu slet ikke var noget af det som den kære Nathaniel havde i hovedet. Han var på en ganske særlig opgave, hvilket selvfølgelig var noget som han tog meget alvorligt, også fordi at det var Elanya som havde sat ham på den! Lige hvorfor at hun havde ønsket dette af ham, vidste han ikke, men i bund og grund, så var det også en opgave, som han faktisk ikke var meget for at udføre, men.. han skyldte hende vel også en tjeneste efter alt det som hun faktisk også havde sat i stand for ham, så et sted, så havde han faktisk let ikke noget valg, hvilket et sted også var ham en kende frustrerende.
Kirkegården var et temmelig forladt sted på dette tidspunkt. Et sted så var det jo direkte det modsatte af hvad Nathaniel var vant til, for det var på denne tid at der var fuld fest på den i Dvasias! Ikke fordi at det var i disse baner som han måtte tænke. Han havde været på denne opgave over et større stykke tid, også fordi at det faktisk var en ting som han selv måtte anse som meget, meget alvorlig og selvfølgelig så var han bestemt heller ikke typen som gjorde noget som helst halvhjertet, for det fik han da bestemt heller ikke det mindste ud af i den anden ende, det var helt sikkert! De mørke øjne gled over den ene gravsten efter den anden. Han havde undersøgt hjemmefra, han havde forhørt sig ved dem som han kendte og Lisa havde gjort ham meget opmærksom på en ganske speciel mand og det var denne mand som han var i færd med at søge i retningen af lige for dette øjeblik. Tungen strøg let tænkende over hans læber, som han endnu en gang løftede hans lædersæk på plads over hans skulder, idet at han roligt søgte igennem det mørke terræn. Det var om natten han kunne finde ro til det, hvor han også havde lovet Liya at han ville søge hjem til hende allerede med det samme efter at dette var gjort, også selvom han med største sandsynlighed skulle have denne mand med sig, så var det noget som han bare måtte tage sig af. Det var en frygtelig vigtig opgave, og det var af den grund også forbandet vigtigt, at han ikke fejlede i dette!
Nathaniel endte endelig sin lange vandring ved en afsidesliggende grav som tydeligt måtte fange hans opmærksomhed. Hovedet lod han roligt søge let på sned, hvor smilet end ikke kunne falme det mindste. Derek Greene De Hayes’ navn præget tydeligt den ellers så umådelige smukke sten som tydeligt også måtte være tilgroet i ukrudt. Ikke fordi at det direkte var en grav som særlig mange måtte passe på, hvilket bestemt var en skam efter alt det som han havde hørt Lisa fortælle ham og han vidste, at den kvinde aldrig kunne finde på at lyve! Ganske roligt knælede han ved graven og fjernede ukrudtet som var groet op af stenen, udelukkende af ren og skær respekt for denne mand, for det var i den grad noget af det som han følte, at han skulle vise ham, netop ved at skulle gøre det som han var nødt til; Grave manden op. Hans mine var stadig bestemt og yderst følelsesforladt. I sig selv, så var han ikke meget for at gøre det her mere, også fordi at det var noget som tog så ekstremt hårdt på ham normalt, men han havde ikke noget valg, hvilket han skal også respekterede til fulde og endda på alle tænkelige måder. Han lagde sin lædersæk ved siden af sig. Ganske stor af sig, men han havde jo også temmelig meget med, som han skulle gøre brug af den dag i dag. Han fandt en skov frem, idet at han roligt begyndte at fjerne jorden som måtte dække Derek til. Hvordan han havde mistet livet vidste han ikke og det havde også været tydeligt at det ikke var noget som Lisa direkte var fristet til at snakke om, men hun kunne stå fast ved at alle hans jordbundende rester måtte ligge her, hvilket var alt som Nathaniel havde brug for at vide.
Det tog alligevel et par timer at få graven gravet op. Den sølle kiste som Derek måtte ligge i, indikerede dog også at han ikke var af fin afstamning som sådan, selvom det nu heller ikke var noget som rørte ham det mindste. Han fik åbnet låget, idet at Dereks rester trådte ham i blik. Han var jo.. perfekt! Et tilfredst smil bredte sig på Nathaniels læber, idet at han tørrede sin pande for sved. Det var jo faktisk en umådelig hård opgave! Han trak vejret dybt og vendte blikket mod sin lædersæk endnu en gang. Han tog roligt fat i den og trak den hen til sig, idet at han fandt en ganske lille ting indpakket i et mørkt stof frem. Han pakkede det ud og blev stående med et hjerte i sin hånd. Det i sig selv havde taget ham frygtelig lang tid at skaffe, men han var nu sikker på at det ville være storslået perfekt til denne mands krop! Han lagde det i stoffet, idet at han tog fat i resterne. Knogle for knogle, kun for at lægge dem perfekt på græsset ved siden af graven – Det gjorde det om ikke andet, så meget nemmere for ham selv at have det hele under kontrol. Så snart at dette var gjort, så lagde han roligt hjertet på sin plads i Dereks venstre side. Han kunne ikke vække nogen, hvis der ikke var et hjerte til stede, så meget var han dog klar over i den anden ende, om det jo så var noget som han ville det eller ikke, så kunne man ikke rigtigt gøre noget ved det.

Tiden gik og Nathaniel vidste udmærket godt, at det heller ikke var fordi at han havde så frygtelig lang tid igen, hvis man skulle være helt ærlig. Ikke fordi at det var noget som han direkte kunne gøre noget ved som sådan. Han vendte blikket op mod den store himmel. Han havde allerede været her i frygtelig mange timer. ”Udmærket.. Så langt så godt..” mumlede han for sig selv, da han roligt lagde sin kappe ved siden af sig. Han havde i den grad fået varmen efterhånden og det var jo heller ikke fordi at han var helt ung, så dette var noget som han i den grad godt kunne mærke ind på sin egen krop! Han trak vejret dybt, som han roligt knælede ved siden af Dereks jordiske rester og med blikket hvilende intenst på dem. At en sådan en engel skulle gå bort var jo direkte en skam, så det at han skulle blande sig i det hele nu, var noget som han gjorde selv med glæde! Hænderne lagde han roligt over hans krop, også selvom han slet ikke kom i kontakt med den, så var dette jo også noget som skulle gøres ordentligt og ikke mindst oprigtigt! ” Ego voco vos flamen, no caelitus, no sic solvo, in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto, est qua vos belong, audio mihi, no sic solvo, Ego voco vos flamen... Ego voco vos flamen, no caelitus, no sic solvo, in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto, est qua vos belong, audio mihi, no sic solvo, Ego voco vos flame,” begyndte Nathaniel med en Ganske bestemt stemme. Det i sig selv, var faktisk en ganske alvorlig remse som selv ikke mange måtte kende til. Et sted så var det ved at være en ganske uddød handling og det var nu heller ikke noget som man kunne gøre det mindste med, om det var noget som man ville det eller ikke.
En meget mørk skygge måtte lægge sig over den døde krop, hvilket var noget som Nathaniel hurtigt lagde mærke til. Hans øjne var endt helt sorte, da dette også krævede meget af den mørke magi som han havde i sindet. Han trak vejret dybt, idet at han – uden at lade blikket forlade kroppen, greb ud efter sin lædersæk endnu en gang, hvor han ganske roligt fandt en lille flaske frem. Han lagde den roligt i Dereks mund. Den skulle fange hans sjæl og sørge for at den kom videre til kroppen roligt og sikkert. Intet måtte gå tabt på vejen og det var en opgave som han i den grad også havde sat sig for! ” Permissum mihi adepto is lost phasmatis , loco is tergum qua is belong , permissum is no , permissum is ago amo is adsuesco assuesco , permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum , permissum is satus super , EGO sum pauper vos ut permissum is animus no quod permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum ex cinis cineris is venit of cinis cineris sit , permissum cinis cineris exsisto unus... Permissum mihi adepto is lost phasmatis , loco is tergum qua is belong , permissum is no , permissum is ago amo is adsuesco assuesco , permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum , permissum is satus super , EGO sum pauper vos ut permissum is animus no quod permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum ex cinis cineris is venit of cinis cineris sit , permissum cinis cineris exsisto unus,” fortsatte han som kroppen endelig var igang med at tage form. Det var også nu at det begyndte at blive svært. Svedperlerne begyndte at dryppe ned fra Nathaniels pande, som han fortsatte med at gentage remsen, for det måtte virkelig ikke gå galt her! Det var et af de mest kritiske tidspunkter under hele vækningen. Han genskabte kroppen, lod manden ligge der som før han var gået i døden, bare mere.. perfekt. Måske med lidt ar hist og her, men hvad pokker. Han var der og han ville være i live hvis det hele gik. Hans øjne forblev kulsorte, idet at han kunne se den lille glaskrystal begynde at blive lys og derved også skabe en varme som lige så skulle søge ned til denne krop. Han trak vejret tungt. Dette var virkelig også ved at blive ekstremt hårdt og tungt for ham selv. Han lagde hænderne mod Dereks nu så faste bryst. Endnu en gang med hud, hår og det hele, idet at han gentog remsen for en sidste gang. Nærmest som han kunne mærke, at kroppen endte fuldkommen stiv, idet at sjælen som nu var fanget i glasset, måtte finde vejen ned til kroppen. Hjertet var allerede begyndt med at hamre og banke mod hans bryst, så nu var det bare at få livet tilbage i manden og sørge for at det blev der! Han sukkede tungt, som han vendte blikket mod ham. Nok lå han der fuldkommen i ingenting, hvilket han allerede havde taget højde for. Han greb ud efter sin egen kappe og lagde den roligt omkring den nu vågne engel. ”Velkommen tilbage til livet, Derek Greene,” sagde han roligt og med en ganske udmattet stemme..

[Deleted]

Derek havde været død så længe efterhånden. Hans sjæl svævede rundt om i verdenen uden noget formål. Havde han opnået alt det han ville? han tvivlede på det. Hvad med Lisa, Cayenne og Celisha? han havde jo stadig dem at tage sig af og det kunne han ikke nu. Han var trist, eller var han? intetheden var en ting hvor manhverken var det ene eller det andet. Man var der bare. Dog måtte noget rive i Derek. Efter alle disse år der kun føltes som minutter for ham blev hans sjæl revet i. Han var forvirret? hvad skete der? Han vidste ikke hvad det var han oplevede. Han kendte ikke denne følelse og for at være ærlig så skræmte det ham lidt. Hvad skete der med ham?
At denne fremmede havde bragt ham tilbage til livet var da først noget der gik op for ham da hans navn blev nævnt. Hvem snakkede til ham? hvad var der egentlig sket? Stadig meget forvirret mærkede han kulden måtte slikke mod hans varme hud. Han frøs! Derek åbnede stille øjnene og betraktede den fremmede som var ved hans side. Meget udmattet, det kunne Derek da se men han var stadig en smule forvirret. "Hvad ... hvad skete der?" spurgte Derek med svag men dog stadig varm stemme. Det sidste han huskede var hugtænderne placeret i hans halspulsåre. Den skræmmende oplevelse det havde været virkede ikke så slem længere. Kort vendte han blikket rundt omkring på sin omgivelser, han genkendte dem hurtigt som Kirkengården, den i procias hvor han selv havde måtte begrave andre gode væsner som var døde af utilsigtede hændelser. Han kiggede tilbage på den fremmede og prøvede at sætte sig op men hans krop var endnu for svag. "Er du okay?" han var bekymret for manden. Hanså meget udmattet ud.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var tydeligt indforstået med at Derek havde været død i lang tid, selvom han nok skulle forandre dette og foreløbig så det hele jo ud til at gå som han ville. Manden begyndte at trække vejret, hjertet bankede uden at han var direkte nødsaget til at hjælpe det på vej, så han var selv i stand til at tage det en anelse mere med ro, så selvfølgelig var det også noget som betød forbandet meget for ham selv, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod ham. Endnu en gang mørke, men ikke helt så sorte som de havde været tidligere. Han trak svagt på smilebåndet og lagde hænderne mod Dereks skuldre idet at han prøvede at rejse sig. Det var virkelig for tidligt endnu! ”Bliv liggende, Derek,” bad han med en ganske så bestemt tone alligevel. Ikke fordi at det var noget som han ville skjule, men manden havde virkelig brug for hvile. Han kunne vel knapt nok rejse sig op? Han selv satte sig roligt på knæ ved siden af ham, hvor han let rystede på hovedet. ”Jeg har det fint.. Bare lidt træt, men ikke noget som jeg ikke kan klare, Derek.. Jeg har vækket dig af en simpelt grund. Der er brug for dig,” forklarede han videre, som han igen vendte blikket mod ham. Han var virkelig ved at være træt, så det kunne bestemt heller ikke være nogen nyhed som sådan. Han trak vejret dybt, hvor hans skuldre nærmest måtte synke en frygtelig god del, da han faldt mere og mere til ro, idet at han vendte blikket roligt mod ham endnu en gang. Det var ved at være et dårligt tidspunkt at sidde på kirkegården på og specielt ved en grav som faktisk var endt med at blive gravet op på denne her måde, om det var noget som man ville det eller ikke. Han tørrede endnu en gang sin pande. Han ville heller ikke lade det hele komme bare sådan. Han tog fat om kappen og sørgede for at Derek også ville være lidt i stand til at skjule sig bag den og måske også finde en anelse varme, for det var bestemt heller ikke fordi at det var varmt mere, for det var det bestemt heller ikke, det var helt sikkert!

[Deleted]

Derek følte det som om han var blevet nedtramptet af en hel flok dyr og derefter havde løbet et maraton bagefter. Han var udmattet men det var der vel heller ikke noget at sige til eftersom han havde været død i mindst et århundrede? Nathaniels stemme var fast og bestemt og et sted havde Derek bare lyst til at trodse den for at han kunne hjælpe manden ved hans side. Han så så udmattet ud men nej, Han var ikke i stand til det endnu så modvilligt blev han liggende på jorden. han lå bare roligt og hørte hvad manden sagde. Brug for ham? han forstod det ikke rigtigt. "Brugfor mig? Hvem har brug for mig? hvad er der sket?" han blev næsten helt urolig! hvad hvis der nu var sket hans søster noget eller sket noget med Lisa eller Cayenne? han vidste ikke hvad han skulle gøre med sig selv hvis der var sket dem noget. "Og du ligner ikke en som er okay. Du burde ligge dig ned og slappe lidt af." mumlede Derek stadig bekymret for denne mands velfærd. Det var der vel heller ikke noget at sige til var der vel? en fremmed som lige nu havde redet hans liv kunne han da vel også kun gengælde med en medfølelse og en uro når manden så så udmattet ud som han nu gjorde. Derek måtte dog selv fryse så inderligt men han ville med glæde bide det i sig sådan så manden selv kunne få varmen og roen tilbage i kroppen. "Hvad er dit navn? jeg vil gerne kende navnet på den mand som bragte mig tilbage til livet" Dereks stemme var formæld og høflig men ikke destomindre var han dybt taknemmelig over det som denne fremmede havde gjort for ham. Det kunne der vel heller ikke være noget tvivl om overhovedet!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste udmærket godt at Derek må være træt og udmattet. Han havde været død i det som måtte nærme sig et helt århundrede, så meget var anderledes end det som han sikkert kunne huske det, hvilket også var grunden til at han stadig var til stede. Ganske rigtigt, så var han en ældre herre efterhånden, så det tog selvfølgelig også frygtelig hårdt på ham, men ikke så hårdt at han ikke bare kunne rejse sig og gå, men det var bare ikke noget som lå til ham som person mere. Han havde ændret sig forbandet meget over de sidste årtusinder, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. De mørke øjne faldt stille til hans blik og med den samme bestemte mine. ”Det er en lang historie som jeg nok skal give til dig, når du er klar til det. For nu så har du brug for noget hvile,” sagde han roligt og med en ganske så bestemt tone. Han var ikke en mand som man skulle sige imod, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han betragtede ham som han roligt blev liggende. Han havde klart et lederpotentiale, også fordi at han var så meget over ham uden at kende ham, hvilket bestemt heller ikke var noget som man så hver eneste dag længere, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Han trak let på smilebåndet. ”Nathaniel Diamaqima er mit navn..” sagde han roligt som en ganske kort præsentation af sig selv. At han ikke var genkendt af denne mand, var selvfølgelig ikke noget som han sagde noget til. Det var længe siden at han havde været oppe i medierne eller på folks tale for den sags skyld, hvilket han i den grad også havde det helt glimrende med i det store og hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Som sagt, så er der brug for dig. Jeg er sendt på denne opgave af Dronningen af Procias og jeg går ud fra at du kender Lisa Strife? Hun belyste dig for mig,” forklarede han videre og med en ganske rolig og ikke mindst med en ganske stilfærdig mine.

[Deleted]

Derek betraktede manden med rolig mine. Hvorfor havde han mon vækket ham? hvad kunne være så vigtigt at vække de døde, bringe dem til livet igen? Som engel troede han jo på at sjælen skulle have fred og dog var han utrolig glad for at han endnu en gang følte sig varm og måtte trække vejret. Mandens ord fik ham til at smile. "Jeg har hvilet i over 100 år. Jeg vil meget gerne vide hvorfor du har bragt mig til live igen" sagde han roligt og smilende. Han var ikke vred på nogen måde, tvært imod. Han var lykkelig over endnu en gang at kunne mærke, føle og se igen. At manden måtte præsentere sig som Nathaniel fik dog en lille bitte klokke til at ringe i Derek hovede men det var langt fra noget stort. Det eneste han havde hørt om ham var at han var en ufattelig god alkymist og det havde han jo nu fået bevist at det var Nathaniel. Ellers havde han jo ikke ligget her som han gjorde det nu. Selvom det var koldt og ved at blive mørkt så blev Derek helt varm og lys inden i da Nathaniel nævnte Lisa's navn for ham. Han elskede hende jo endnu, Det var da vel ikke så underligt? selvom der var gået så mange år så var hans kærlighed jo ikke blevet mindre da han var død. Der gik lidt før alle Nathaniels ord trængte ind i hans hovede. Det grønne øjne vendte mod Nathaniel og han lagde nærmest hovedet let på skrå. "Der er brug for mig og Dronningen af Procias har sendt dig? Dette er mig meget forvirrende Nathaniel. Hvorfor er der brug for mig og hvorfor er Dronningen indblandet?" spurgte han roligt. Derek havde brug for svar! Det var da også forståeligt nok eftersom han havde været væk så længe.

[Nathaniel Diamaqima]

At manden ikke var vred eller noget lignende, var selvfølgelig noget som Nathaniel var glad for, for det sidste som han havde brug for nu var en som var vred eller forarget over at være blevet vækket på denne her måde. Ikke fordi at det var noget som kunne forundre nogen som helst. Han var ved at være gammel, så det at han havde valgt at vække denne mand, var faktisk noget som tog ekstremt hårdt på ham. Han vendte blikket mod ham. At han havde mange spørgsmål var nu heller ikke noget som forundrede ham som sådan, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare den rene sandhed. ”Det er en længere forklaring som jeg er sikker på at Dronningen af Procias, Elanya Maloya nok skal give dig,” sagde han stilfærdigt.
Manden måtte fryse, hvilket bestemt heller ikke ville hjælpe ham. Selv måtte han direkte tvinge sig op på benene hvor han roligt vendte blikket mod Derek. Han havde fået kappen, også fordi at han skulle have et eller andet at skjule sig bag, så det var vel også kun en god ting når det endelig skulle komme til alt? Han sendte ham et roligt og betryggende smil. Det var ganske rigtigt meget at bede manden om – hvad Elanya havde i tankerne for denne mand, men det var nu heller ikke noget som han ville blande sig i som sådan, selvom han nu godt kunne forstå hende. Alle havde brug for nogen som støttede dem og som troede på dem, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig skulle komme til stykket, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. ”Som sagt Derek, så er det alt sammen noget som Elanya nok skal forklare for dig. I mellemtiden vil jeg råde dig til at komme ind og få dig noget varme og noget hvile..” Han rakte manden sin hånd også som hjælp til at komme op på benene. Måske at han var en dvasianer af fødsel, men han havde faktisk et godt hjerte, hvilket denne mand nok meget snart skulle finde ud af. Han var ikke så frygtindgydende som historierne havde omtalt som som.

[Deleted]

Derek var virkelig ikke vred men stadig en lille smule forvirret. Hvordan skulle han lige helt takle det at være i live igen. Han havde så mange tråde at rede ud i at han ikke lige helt viste hvor han skuel starte. Han vendte roligt blikket mod Nathaniel og nikkede. han var sikker på at Elanya nok skulle fortælle ham hvad hun skulle bruge ham til men han vidse også at der vilel gå lidt tid før han endnu en gang skulle ligge blikket på en kongelig. Han havde brug for at finde dem der stiod ham nær først. "Jeg vil opsøge Elanya så snart jeg kan men jeg har nogle personer jeg er nød til at opsøge først" sagde han roligt og trak vejret stille og roligt med et lille suk. Han var virkelig nød til at finde dem og fortælle dem at han var ved livet endnu en gang.
At Nathaniel måtte række ham hånden sådan så han kunne komme på benen fik ham bare til at smile og tage imod dem hjælp det krævede at komme på benene. Han var meget vakkelvorn da han endelig stod og men han smilede blot og tog det stille og roligt. "Tak for hjælpen Nathaniel. Jeg vil blive her ved kirken til mine vinger er klar og så flyver jeg til Himmels. Der burde være nok hvile at hente deroppe og der vil jeg også være i sikkerhed. Jeg takker dig virkelig for dette som du har gjort for mig. Det må du virkelig ikke betvivle det mindste" Han var begyndt at kunen stå lidt bedre på sine ben nu og forsigt begyndte han at tage små skridt.

[Nathaniel Diamaqima]

Derek brændt ikke inde med det mindste vrede, hvilket var noget som Nathaniel tydeligt kunne fornemme. At vække en mand udelukkende for at gøre ham til leder var måske ikke det rette grundlag, for der var så mange andre måder at gøre det på. Der var masser af engle deroppe, men det var denne mand som hun ønskede og han måtte jo bare føje sig hendes ønske, også fordi at han skyldte hende denne tjeneste, også selvom dette virkelig var forbandet meget at kræve og ønske af ham, for det tog forbandet hårdt på hans kræfter at vække folk. Han var jo heller ikke helt ung længere, så det var jo også noget som måtte sige det hele også for hans vedkommende, om det var noget som man ville det eller ikke. Han trak vejret dybt og med de mørke øjne hvilende på hans skikkelse. ”Jeg forstår godt din forvirring og fortvivlelse, Derek og der er sket utrolig meget siden du har sat din fod på jorden sidst, men for din egen skyld, så vil jeg råde dig til at hvile.. Din krop er udmattet og har brug for det,” sagde han med en ganske stilfærdig og bestemt tone.
Nathaniel lukkede sin hånd godt og trygt omkring Dereks, kun for at hjælpe ham op på benene. Det var virkelig nødvendigt og det var noget som han udmærket godt vidste, for manden ville ikke komme op på benene ellers. Han holdt dog stadig fast i manden som han havde fået ham revet op på benene, kun for at holde ham der, så han ikke ville ende med at falde i jorden igen, for det var tydeligt, at han måtte være træt og helt usikker på benene. De mørke øjne hvilede fast på hans skikkelse, idet han let rystede på hovedet. ”Lad mig ordne et værelse på kroen her til lands for natten, Derek.. Du har brug for hvilen og det skal være nu,” endte han bestemt. Hvis det gik galt og hans krop kollapsede, så var det hele virkelig til ingen verdens nytte. Han havde brug for hvilen!

[Deleted]

Derek betvivlede ikke det mindste hvor hård dette måtte have været for Nathaniel i den sidste ende. han vidste ikke hvor meget det krævede af en genoplivnings process men han vidste at det var virkelig hårdt! Noget der også måtte være noget så tydeligt at se. Derek var dog helt rolig og lod Nathaniel hjælpe sig på benene. Han var glad for den støtte som han gav ham, han vidste slet ikke hvordan han skulle få takket ham nok. At han var blevet vækket til noget så vigtigt som at være Englenes leder var virkelig ikke en tanke som kunne falde ham det mindste ind? Det var vel også noget som lå ham så fjernt at han slet ikke tænkte i de baner.
Han havde forholdt sig tavst mens Nathaniel havde snakket om ændringerne der var hændt efter at han havde været gået bort. Det var jo heller ikke til at sætte en finger på, tiden var ikke en der ventede på nogen og da slet ikke de døde. Han sendte ham et lille smil mens han stadig var højest vakkelvorn på sine ben. "Jeg ved at der er hændt meget men så må jeg jo bare arbejde ekstra hårdt for at finde ud af hvad der er hændt de sidste hundred år" han var optimistisk. Han kunne vel ikke være andet? Denne chance var virkelig ikke en han ville spilde. Ved Nathaniels ord måtte han dog sukke. Han kunne vel et sted godt se at det nok var bedre for ham at blive men det var virkelig ikke det han ønskede dig det mindste! "Jeg ville nu ellers gerne hjem men hvis du mener at det er bedst med et værelse her i landet så vælger jeg at tage dit råd. Skønt jeg ingen penge har for øjeblikket" mumlede han stille men stadig meget blidt. Han havde været død jo så alle de penge han havde haft den gang var blevet givet ud til dem som havde haft behov for det. Det havde nemlig været hans ønske.

[Nathaniel Diamaqima]

Derek var blevet vækket, udelukkende fordi at der hvilede mange ting i fremtiden for ham. Procias havde brug for ham og hans lyse hjerte og nu hvor Nathaniel selv havde set manden med sine egne øjne, så var det noget som han udmærket godt kunne forstå. Han var virkelig definitionen af en engel og selvfølgelig var det noget som virkelig glædet ham, for det krævede forbandet meget af ham, for at skulle vække nogen som helst. Han var nødt til at lægge meget i det, han var nødt til at lægge noget af sig selv i dem, også mest for at sætte sin egen personlige signatur på dem et sted? Han kunne føle og fornemme bare lidt af det samme som de måtte, så den forvirring var noget som han udmærket godt kunne føle.
Der var ganske sikkert at der var sket frygtelig, frygtelig meget igennem det sidste århundrede, hvilket var noget som Nathaniel godt vidste. Om ikke andet, så kunne han vel prøve at forklare, mens manden hvilede i sengen? Han skulle under alle omstændigheder få sig noget hvile, om det så var noget som han personligt skulle tvinge manden til, så var der virkelig ikke noget at gøre på nogen som helst måde overhovedet! Han vendte blikket direkte mod ham og med den samme ganske så kortfattede mine som tidligere. Lidt modstand var der, selvom det nu heller ikke var noget som kom bag på ham som sådan, for.. hvorfor skulle det? Han lod hovedet søge ganske let på sned. ”Du er optimistisk.. Det kan jeg lide,” sagde han med et skævt smil på læben. Hvorfor lægge skjul på kendsgerningerne som han selv måtte se dem? Han lod sig roligt placere tæt ved Derek så han havde noget at støtte sig op af, så han slap for at ryge direkte i jorden, for det ville de ikke få det mindste ud af på nogen måde. ”Jeg kan prøve at forklare dig så meget som jeg nu kan når vi ender på kroen Derek.. Jeg skal nok betale,” sagde han roligt og ikke mindst med en ganske kortfattet mine. Det var vel også bedste han kunne? Med den venlighed som Derek havde udvist overfor ham, så var det selvfølgelig noget som glædet ham! Han endte med at lade den anden arm glide omkring Dereks krop, så han selv kunne støtte ham oprigtigt. ”Stil dine spørgsmål, så skal jeg besvare dem efter bedste vilje,” sagde han roligt, som han begyndte at bevæge sig væk fra graven af. Han gjorde det dog langsomt. Derek skulle jo vænne sig til at bruge kroppen igen.

[Deleted]

Derek kunne virkelig ikke andet end at være optimistisk. Han var jo nød til det. Hvorfor skulle han hadede og faragte tanken om at vende tilbare til et bankende hjerte og den kærlighed som han havde forladt sig? Meget måtte være sket på disse mange år og selvom Derek ikke havde ændret sig det mindste så vidste han at verden var. Stille sendte han Nathaniel et smil og støttede sig til ham. Han var stadig meget svag på benene og det var virkelig en ting han ikke brød sig om. han hadede at være alt for afhængig af andre. Det var en ting som han bare ikke vilel kunne holde ud skulle ske. Bare det at han var nød til at støtte sig til Nathaniel var noget som gjorde ham en anelse ondt. Manden var jo selv udmattet så hvordan skulle han kunne bruge så meget energi på at hjælpe ham? Derek slap stille Nathaniel og prøvede slev at gå lidt selvom dette var en ting han endnu ikke helt kunne. Han havde svært ved at holde balancen og selvom han ikke kom langt med at gå så kunne han da i det mindste blive stående af sig selv. Det var da fremskridt. "Nathaniel, du må selv være så dødsens udmattet efter dette som du har gjort for mig. Måske at jeg har brug for hvilen men det har du godt nok også. Mine spørgsmål kan vente. Du har brug for ro og hvile i din krop" Denne gang var det derek som var lidt bestemt. Nathaniel havde mindst ligeså meget mbrug for hvilen som Derek selv havde. Det var der vel heller ikke nogen tvivl om? Selv Derek som ikke kendte manden kunne da se at han var træt og udmattet. Han havde brug for hvile og det skulle Derek nok sørge for at ha fik!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var ganske rigtigt ved at være godt udmattet. At vække folk fra døden af og tilbage til livet, var noget som han faktisk måtte tage ekstremt hårdt på, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Ganske rigtigt, så var det noget som han gjorde sit for at undgå, men han havde skyldt Elanya en tjeneste, også fordi at hun havde gjort så meget for ham. Han måtte vel bare gøre som hun ønskede det, selvom dette også var et ønske som han kunne forstå. Lige nu var hans første prioritet at få noget hvile til Derek, så han kunne komme sig optimalt, for han måtte da være lige så træt, ikke mindst øm og stiv i hele kroppen, også fordi at han havde ligget der igennem så frygtelig mange år. Verdenen havde ganske rigtigt ændret sig meget, hvilket han ville gøre sit for at forklare Derek. Han vendte de mørke øjne mod ham, også da han prøvede at stå selv. En mand med et umådeligt gå-på-mod, hvilket selvfølgelig kun var et ekstra plus i Nathaniels bog. Han trak let på smilebåndet. ”Det er udmattende at skænke folk det liv tilbage som de havde før i tiden. Jo længere de har hvilet i dødens verden, jo sværere er det og mere krævende er det.” Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. ”Men dit værende her på jorden er langt vigtigere end mit er. At få hvile tilbage i din krop er det sidste mål jeg har for i aften.. Så lad os komme af sted. Uden at tøve det mindste, så gik han manden i møde, kun for ganske let at få fat i ham ,og begynde vandringen væk fra graven af.