The living dead

[Deleted]

Shalio traskede rundt på den mørke kirkegård. Hans kappe blafrede i den lette vind og den matchede de mørke farver omkring ham. Nogle få meter bag ham kunne man høre nogle lette skridt, fra fire skelleter som han havde med sig. Han havde ikke være der så tit, så han var klar hvis der skulle komme nogen og prøve på at overfalde ham. Skelleterne kiggede tomt i det mørke intet. Deres svær blev slæbt hen af gruset, så det gav en skinger lyd. Shalio stoppede hurtigt op og vendte sig om. Skelleterne stoppede på samme tid som ham og stod helt stille. "Hvem end der laver den der lyd skal stoppe med det nu! Det er jo ikke fordi jeg vil opdages vel?" sagde han med en meget frustreret tone. Skelleterne tog deres sværd op og stod ret overfor ham. Månens skær genspejlede sig på de blanke knogler, så skelleterne lyste lidt op i mørket.

[isabella]

Det var nat i Procias. En kølig vind blæste sagte ind fra nord og tog blidt fat i Isabellas lange, mørke hår. Hun sad på landets kirkegård, og selvom hun var alene, det var nat og hun ikke ville være i stand til at forsvare sig imod nogle af de mørke væsenere, hun kunne risikere at møde her, så var hun ikke det mindste bange. Der var ikke plads til det lige nu. Der var kun... der var kun den lille, firkantede gravsten foran hende, hvor der var indgraveret en vinranke rundt langs katen og i midten stod skrevet med sirlig skråskrift:

Alice Helena Vincentz

Intet andet. Ingen årstal. Ikke noget med 'savnet og elsket' - selvom det var dét, hun var. Men nogen havde ligesom ødelagt det, nogen havde gjort det til en kliché, ord der ikke længere betød noget. Og alt hvad der var værd at vide, det vidste Isabella. Alt hvad hun følte for sin mor, det havde hun i hjertet, og det ville hun alligevel heller ikke være i stand til nogensinde at sætte ord på.
Isabella lod blikket glide hen over sin mors navn på gravstenen igen. Hun var tom indeni. Men hendes mors død havde på en eller anden måde også... ja... lettet hende. Hun havde været syg i lang tid, og nu havde hun endelig fået fred. Og Isabella havde også fået fred. Hendes mor var et bedre sted, og hun kunne selv komme videre med sit liv... væk fra Apterta. Ud i verden. Prøve noget nyt.
Isabella lagde hovedet en smule tilbage og kiggede op den stjernespækkede, skyfrie himmel. Når hun så på dén, var der intet ved denne kirkegård der virkede skræmmende på hende.

[Deleted]

Shalio sukkede tungt og tog sig til hovedet. "Jeg ville ønske at jeg kunne give jer noget at tænke med... I er håbløse" mumlede han for sig selv og himlede med øjnene. Han begyndte stille at traske videre, skelleterne fulgte roligt med. Han fik øje på en skikkelse lidt længere fremme. Han begyndte at overveje hvad han skulle gøre. Det kunne jo være en som ville ham til livs, efter som det meste af hans arbejde blev udført i det her land. Det kunne også være en der havde brug for hjælp, måske var han en morder på arbejde men så slem var han ikke i virkeligheden. Det kunne også bare være at det var en venlig person at snakke med. Han så lidt på sine skeletter og nikkede for sig selv. Han gik roligt tættere på skikkelsen. Han havde sig hånd klar på sværdet. Shalio gjorde tegn til at skeletterne skulle være klar til at angribe, men kun hvis han gav ordre til det. Da han kom tættere på begyndte månen at oplyse hende og et stort smil bredte sig på hans læber da han opdagede at det var en pige. Hun ville da ikke gøre ham noget ondt. Men måske var det bare en i forklædning. "Hej... Ehm... Hvad laver du ude så sent om aftenen?" spurgte han lidt nervøst, mens han var på afstand fra hende indtil han var helt sikker på hvad hun lavede der.

[isabella]

Isabella hørte en mandestemme bag sig, men det halvnervøse tonefald og ordene taget i betragtning, kunne hun med det samme fastslå, at der ikke var tale om én, som ville gøre hende fortræd. Han lød faktisk nærmest som om, det var hende, der kunne gøre nogen fortræd.
Hun drejede sløvt hovedet en kvart omgang, så hun kun ud af øjenkrogen kunne se den høje, mørkklædte skikkelse. Til gengæld kom personen hen imod hende, og på trods af mørket kunne Isabella godt se, han havde hånden hvilende på sværdet, så hun rejste sig op med det samme, mens hun vendte sig om mod ham. Hvad hun lavede ude så sent om aftenen? I guder... siden hvornår kunne man ikke gå på kirkegården uden at blive antastet af fremmede mennesker?
"Tror du da ikke, jeg kan passe på mig selv?" sagde hun lavmældt, mens et spydigt smil gled over hendes læber. De mørke, katteagtige øjne veg ikke fra skikkelsen, som han kom nærmere. Det var både svar på kommentar, men også en forsikring om, at hun godt kunne klare sig selv. Hun var godt nok ikke udrustet til at komme i kamp med nogen, for slås kunne hun ikke, men han virkede nærmest nervøs, så hvorfor ikke spille på det? Isabella havde lært hvordan man bildte folk ind, man var farlig, selvom man ikke var det. Det var hendes indre kattedyrs snedighed, som kom hun til gode.

[Deleted]

Han løsnede stille grebet om det lyse sværd. "Nej nej! Du misforstår mig... Det jeg mente var ehm... Altså normalt plejer folk at være her når det er lyst... Jeg tror sagtens du kan klare dig selv" sagde han hurtigt og bukkede kort for hende, som undskyldning for sit spørgsmål. Han kiggede op igen og opdagede at hans fødder, havde bragt ham tættere på hende. Måske stolede de på hende. Hun virkede heller ikke som en der ville ham til livs. Men man kunne aldrig vide. Selv små killinger havde klør. Men han var villig til at tage chancen. Han løsnede grebet helt om sværdet og gik langsomt tættere på hende. Han havde glemt alt om de skeletter der fulgte med ham. Da han var kommet ind på en pæn afstand af hende, løftede han sin hat som hilsen og smilte. "Navnet er Shalio og de må undskylde hvis jeg har brudt ind på deres kirkegård... Det var ikke meningen og du skal bare sige til, så er jeg væk med lysets hast" sagde han med en mere rolig tone og satte hatten på plads igen.

[isabella]

På trods af, Isabella endnu ikke kunne se manden ordentligt i nattens mørke, kunne hun allerede konkludere, at han ikke på nogen måde var hverken ondsindet eller farlig. Han virkede nervøs, insisterede nærmest på at underkaste sig hende, kludrede rundt i sin tiltale af hende - sagde først 'De' og bagefter 'du' - og han gjorde godt nok et stort nummer ud af ikke at fornærme hende. Men Isabella kunne ikke undgå at lægge mærke til én gennemgående ting: han var en gentleman. Nervøs eller ej, så snakkede han virkelig pænt og høfligt til hende, og dén slags mænd var ærlig talt ved at være en sjældenhed her i verden.
Hun rystede på hovedet ad ham, og et overbærende smil spillede i hendes mundvig mens han talte. I mørket kunne hun skimte ham løfte hatten som gestus. Shalio hed han altså.
"Min kirkegård?" lo hun. Hans opførsel morede hende tydeligvis, men hun kunne samtidig også godt lide, at han var så høflig som han var.
"Det er da ikke -" Pludselig udstødte hun en skinger lyd og veg forskrækket tilbage, mens hun løftede hånden og pegede rystet ud i mørket, bag Shalio. I måneskinnet havde hun pludselig set omridsene af - af skeletter! Hun skar en skræmt grimasse, mens hun fortsat trak sig tilbage, for der var ikke nogen tvivl om at det gullige der reflekteredes i stjernernes skær var knogler, knogler sat sammen i et helt skelet - og de bevægede sig ! De bevægede sig! De var lige bag Shalio! Hvordan kunne han have undgået at se dem?? Hvorfor gjorde han ikke noget??

[Deleted]

Shalio så uforstående på hende da hun var begyndt at gå væk fra ham. Han bed sig paniskt i læben "De må virkelig undskylde hvis jeg sagde noget for-" mere nåede han ikke at sige, før han kom i tanke om skeletterne. Han vendte sig om og sukkede tungt, da de bare stod og stirrede direkte på hende med åben mund. Han pustede stille til et af skeletterne. Knoglerne gik fra hinanden og faldt til jorden. Det kom en svag raslen når de ramte jorden. Han gik på en tæt afstand af hende. Han betragtede hendes skræmte blik med en uforstående mine. Hvordan kunne hun være bange for dem? De gjorde jo ikke noget medmindre han befalede dem til at gøre det. Han fik dog konstateret at hun nok ikke ville dræbe ham, siden at hun var bange for nogle skeletter som faktisk var hans speciale. Nu hvor han tænkte over det, så havde han ikke fortalt at han var en necromancer og han vidste heller ikke hvad hun var. Han bukkede hurtigt for hendes igen "det må de virkelig undskylde! Det var ikke meningen at jeg ville skræmme dem... Det var bare mine vagter hvis nu jeg skulle blive overfaldet. Det er fordi jeg er en necromancer og jeg er virkelig ked af det frøken" sagde han og blev ved med at bukke for hende.

[isabella]

Isabella så mere eller mindre målløst til, som manden - Shalio - blot vendte sig om, som om intet var galt, og pustede til de oprejste skeletter hvorpå de raslende faldt sammen til en livløs bunke knogler på jorden. Tydeligvis ville Shalio ikke gøre hende noget, så da han begyndte at komme hen til hende, lod hun ham komme tæt på uden at stille de store parader op.
"Dine vagter?" gentog hun oprevet og nikkede med et påklistret, frustreret smil, alt imens hun rettede lidt forlegent på sin kjole og kappe. Hvad i alverden var han dog for én? Havde han skeletter som livvagter, eller hvad?
Nu hvor han var kommet helt tæt på hende, kunne hun se hans ansigt klart i de hvide månelys. Hans hud var bleg, han havde røde øjne og sort, stift hår. Han lignede næsten en vampyr, og hvis ikke det var for det store smil der bredte sig i hans ansigt, ville Isabella nok være blevet lidt bange for ham. Men der var en mærkelig kontrast imellem hans udseende og det faktum at han åbenbart havde kontrol over skeletter - og så at han var så venlig, så underdanig. Det var ikke engang komediespil, det var helt tydeligt.
Hun rystede let på hovedet ad ham, og måtte himle ganske let med øjnene, da han blev ved med at bukke og skrabe for hende. I det mindste havde hun da nu fået svar på hvad alt det med skeletterne handlede om; han var necromancer. Han kunne vække de døde til live? Hun rynkede forundret panden, mens hun betragtede ham med øjne, der blev mere milde.
"Hold op med at bukke for mig," sagde hun med et morende smil, "Hvem er du egentlig?". Hun kiggede beundrende på ham. Så gik det op for hende, hun faktisk ikke havde fået præsenteret sig endnu, og det stræd fuldstændig imod alle hendes værdier ikke at gengælde høflighed, når man en sjælden gang mødte den.
"Jeg hedder Isabella," sagde hun og trak på smilebåndet, mens hun rakte hånden ud mod ham, så han kunne tage den og kysse den. En ret gammel måde at hilse på, men han var helt sikkert en ægte gentleman, så det føltes rigtigt lige i denne situation.

[Deleted]

Shalio adlød hendes ordre og rejste sig op med ret ryg. Han tog stille hendes hånd og kyssede den blidt. "Det er mig en ære at møde dem" sagde han roligt, før han gav slip på hendes hånd igen. Han grinte lidt over hendes tonefald da hun spurgte hvem han var. Det var et godt spørgsmål, for hvem var han egentlig. Han tænkte lidt over det og begyndte så "Altså... Jeg er fra Damarcia familien, som du nok ikke kender. Vi er en stor familie af necromancere, jeg arbejder som lejemorder men bare rolig jeg er her ikke på grund af mit arbejde... Jeg slapper mere af på kirkegårde men den i Dvasias er på en måde blevet besat a vampyre" sagde han. Shalio skar en grimasse da han nævnte vampyrene. Han betragtede hende lidt "må jeg så høre hvem de er?" spurgte han med en mere rolig og glad stemme.

[isabella]

Shalio var en underfundig mand, og han holdt bestemt ikke kortene tæt ind til kroppen. Tydeligvis havde han ikke noget at skamme sig over, han havde intet at frygte, og åbenbart stolede han også blindt på, at Isabella ikke var farlig, siden han fuldstændig uden krav diskede op med nærmest hele sin livshistorie. Hendes ene øjenbryn røg godt nok ret forundret i vejret, da han nævnte at han var lejemorder. Hvordan kunne han bare tale sig åbent om sådan noget…? Udover dét, så lignede han bare heller ikke rigtig en morder, for han opførte sig ret underdanigt – næsten på grænsen til direkte svagt – og i øvrigt var han heller ikke særlig muskuløst bygget eller adræt klædt. Man skulle selvfølgelig ikke skue hunden på hårene, han kunne jo overraske hende…
Alt i alt vidste Isabella næsten ikke om hun skulle finde Shalio mest underholdende eller mest mistænksom, for hun havde godt nok aldrig mødt én, der så naivt satte sin lid til en komplet fremmed. Umiddelbart ville hun dog nok heldigvis hælde mest til det første, hans måde at tale og agere på taget i betragtning. Hvis han var ude på noget, fx ville hende noget ondt, så ville han jo nok heller ikke bare fortælle hende uden videre at han var både necromancer og lejemorder, hvilket jo faktisk var to ting, der tilsammen udgjorde lidt af en dræbermaskine.
Isabella kunne på en måde heller ikke lade være med at blive lidt indfanget af hans høflighed. Da han kyssede hendes hånd ganske forsigtigt, gled et smil over hendes læber. Hun lyttede til resten af hans ord, hvorpå hun besluttede at det var i orden at give ham sit navn.
”Jeg hedder Isabella,” sagde hun stilfærdigt, hvorpå hun slog blikket langsomt ned i jorden. Hun slog sløvt ud med armen i retning af sin mors gravsten.
”Jeg er her for at besøge én, der er blevet taget fra mig,” hviskede hun hæst.

[Deleted]

Shalio betragtede hendes hævede øjenbryn. Han overvede det han havde sagt og vidste godt hvad det lavede der oppe. Hun tænkte sikkert hvordan han kunne være en morder, og det var også helt forståeligt med hans kropsbygning. Han lignede ikke ligefrem en der kunne slå nogen ihjel. Det var derfor han var god til sit erhverv, ingen regnede ham for at være den sidste de skulle se før den lange gang med lys for enden. Folk regnede ham ikke for deres bøddel, men når de mindst ventede det, ville en masse kolde og døde hænder gribe fat i deres ankler og trække dem ned i dybet. De ville ikke mærke så meget, for de ville hurtigt blive gennembordet af sylespidse klinger som skeletterne vandrede rundt med. Shalio så over på graven, da hun nævnte det. "Det gør mig ondt" sagde han stille for at bryde tavsheden. Han vidste godt nok ikke hvordan det var at miste nogen. Men han kæmpede jo med de døde, som nogen havde mistet. Men han så ikke på det, på den måde. Det var jo som at give dem en ny chance, for at de kunne leve videre. De havde godt nok ingen minder eller hukommelse af nogen slags, men det var stadig dem. Shalio betragtede graven og tænkte. Han rystede på hovedet for at få sine tanker ud af hovedet og sukkede tungt. "Dem der tog hende, vil komme til at lide en voldsom skæbne... Det håber jeg ihvertfald" sagde han til hende og prøvede at virke opmuntrende. Det var meget ironiskt at han sagde det, da han faktisk arbejdede med at fjerne folk fra deres familier. Tanken om at nogle folk havde det elendigt ligesom hende, gav ham en dårlig fornemmelse i maven.

[isabella]

Isabella kunne ikke lade være med at trække en smule på smilebåndet ved Shalios sidste kommentar. Hun smed demonstrativt en lille sten fra sig, som hun havde holdt i hånden.
"Manden Med Leen tog hende. Hendes tid var omme," sagde hun med et let skuldertræk.
Hun hørte sine egne ord runge i hovedet, og kunne jo kun erkende, at de var sande.
"Vi skal jo alle miste nogen før eller siden," sagde hun så lavmældt, at det var svært at bedømme om det var til hende selv eller til Shalio, det var rettet imod. Hendes blik blev en anelse fjernt et øjeblik, men så vendte hun tilbage til nu'et og så smånysgerrigt på den spinkle, mørkklædte mand der stod ved siden af hende.
"Men sig mig..." sagde hun og lagde hovedet en smule på skrå, "Hvad gør du med de døde? Hvad er det, du kan?"
Hun vidste ikke, hvordan nekromani fungerede. Det var ærlig talt noget, som skræmte hende lidt, døden i det hele taget, men når hun fik et ansigt på som nu, hvor denne ærbødige mand stod overfor hende, føltes det ikke så slemt... derfor dristede hun sig til at spørge.

[Deleted]

Shalio sendte hende et kort nik med hovedet, som tegn på at hun havde ret. Før eller siden ville alle jo miste en. Sådan var naturens gang og man kunne ikke lave om på det. Shalio vækkede i princippet heller ikke de døde, han ville mere kalde det for at manipulere med dem. Men nu hvor hun spurgte så pænt så sendte han hende et stort smil. "Jo altså... Jeg kan få dem til at rejse sig fra deres grave, jeg kan få dem til at kæmpe eller i det hele taget hvad som helst. Det er meget praktisk, men jo flere jeg har i live på en gang, jo lettere er de at overvinde" sagde han kort. Han følte at han kunne betro hende en af sine svagheder. Den anden havde hun sikkert nok allerede regnet ud. Det var ikke så svært at gætte at han var vild med piger, eftersom han var et hankøn og fordi han næsten hang op af hende. Han var efterhånden kommet meget tæt på hende, så han følte at der var et venskabeligt bånd der var ved at blive knyttet.