Breaking the rules..

[Deleted]

Det var ved at være en meget sen aften, men det var også først nu at Azrael havde fundet muligheden. Dette var i den grad ikke noget som han gjorde normalt, men lige her, var der bare ikke noget andet valg, hvad end om det var noget som han vile det eller ikke, så skulle den balance opretholdes! De døde kaldte på ham.. Der var så mange, udelukkende på grund af de mange uroligheder som havde ramt, ikke bare Procias, men i den grad også de resterende lande og det efterlod dem alle sammen med et helvede af et arbejde. Han var bestemt ikke meget for at frigive disse stærke sjæle, men det var heller ikke fordi at han havde noget andet valg lige nu i denne her situation. Hans vandring førte ham roligt henover den gamle del af kirkegården, for denne mand var så ældgammel, at han nok måtte være den ældste som måtte ligge på denne velsignede jord. Ikke fordi at dette var et sted som mange opsøgte længere og specielt ikke i denne tid, så var det jo her, at de færreste faktisk ville søge ud, for det kunne faktisk kun vise sig at være farligt. Azrael tog sig dog ikke af dette, for det var slet ikke noget som i den grad havde nogen betydning.. Nej, han var ikke udødelig, det var hans ekstremt neutrale holdning som faktisk kunne gøre ham farlig for omverdenen, men det var heller ikke fordi at han blandede sig sådan direkte, for det gjorde han aldrig! Han stoppede foran en ældgammel grav, hvor bogstaverne var hvisket bort af vind og vejr igennem de skræmmende mange tusinde år som var gået. Nok var han gået i glemmebogen for så skræmmende mange, men ikke for Azrael. Nej, han huskede mandens storhedstid og endda også den dag, hvor han havde været nødsaget til at hente ham, da der virkelig ikke havde været noget andet valg. Blomsterne bøjede sig i hans retning, næsten som de bukkede for ham, selvom det nu slet ikke var noget som han tog sig af. Ja, han var en gud, men ikke en som blandede sig i de jordiske affærer med mindre, at der ikke var noget andet at gøre.
Azrael lod roligt hænderne falde sammen, så de hvilede stødt mod hinanden og med den samme tænkende mine, idet han hævede dem op over sit hoved. Som vinden nærmest måtte træde til og rev i ham som intet andet, så var det som om, at der åbnede en port sig over hans hoved. Ikke fordi at dette krævede den største koncentration, for det gjaldt egentlig bare at åbne porten ind til hans egen dimension. Et sted som kun ham, Darlene og ærkeenglene ville være i stand til at søge mod. Hans øjne endte fuldkommen røde, som han måtte gøre brug af denne evne, idet han hidkaldte den helt korrekte sjæl, kun for at kyle ham direkte ned og tilbage på plads i kroppen som stadig måtte være begravet under den tunge og våde jord. Hans krop dirrede og sitrede. Balancen var ude af kontrol, det var noget som påvirkede hans liv og de døde rev og sled virkelig i ham, alt efter at få en chance til eller blive bragt til deres endelige hvilested, også selvom det på ingen måde, kunne vise sig at blive nemt for ham. ”Rejs dig fra graven, Michael..” beordrede han med en fast og nærmest kold stemme. En kold og fast ordre, som man på ingen måde burde sætte sig op imod.

[michael]

Med et åbnede Michael sine øjne, og stirrede op i et mørke, dybt forvirret over hvor han var. Han kunne huske at han havde været et varmt sted, så havde en kraft fuld, kold og fast ordre kaldt hans navn, og nu lå han her. Hvor er jeg henne? tænkte han og prøvede at bevæge sin meget stive krop. Det var utroligt at der stadig var en krop. Da den havde ligget der i mange tusinde år, men en af bivirkningerne på det, var dog at den var utrolig stiv, og han havde svært ved at bevæge sig. Han lå længe stille, mens en underlig følelse bredte sig i ham. Han kunne huske at han var død, han vidste at han var død, så hvorfor havde han den samme følelse af at have en krop, og en vægt. Som han havde haft da han var i live. Langsomt løftede Michael sin arm og man kunne næsten hører hvordan det knirkede i ledene som han gjorde det, men som tiden gik, og han fik bevæget sig mere og mere, vendte hans gamle styrke tilbage til kroppen. Han løftede sine hænder op foran sig og her støtte han på noget træ. Han bankede hårdt mod træet lidt, for at finde et sted, som var svagere end andre. Også dette tog sin tid, i sær fordi han intet kunne se. Da han fandt stedet, rakte han ned mod det sted han vidste sine støvler var, og han begyndte at fumle efter sin kniv han altid havde på sig. Han vidste nu at han lå i en kiste, og håbede derved på at hans våben var blevet begravet med ham, han forsatte med at fumle, indtil han fandt hæftet på kniven, han førte den op til det svage punkt, og begyndte derefter bare at grave i gennem. Som tiden gik, og han fik ødelagt mere og mere af kisten, sprang sveden frem på ham, Det var tydeligt at kroppen ikke havde rørt sig i flere tusinde år, men en hvis spænding som fik Michael til at ville finde ud af hvorfor han nu var bragt tilbage til live, skubbede ham frem efter. Et sejrigt smil bredte sig på hans læber, da han mærkede at kniven sank ind i jorden, han var sluppet igennem kisten. han lagde kniven tilbage, og brugte den styrke som lyset havde givet ham den gang han var i live, og fik brudt resten af kisten op. Derefter begyndte det hårde arbejde med at grave sig gennem jorden, og da hans hånd endelig kom op, var den en smule blodig af at have gravet sig vej gennem småsten og andet skarpt. Kort efter hånden fulgte hans hoved, derefter skulderne. For at han til sidst fik trukket sig helt op. Han var utrolig beskidt, efter at have gravet sig gennem jorden, men hans mørke øjne, havde fået deres varme glød tilbage, som de havde haft dengang han var i live. Han kiggede kort ned af sig selv, hans tøj var itu revet. hans rustning trænget til at blive repareret eller smedet om. Og hans våben, trængte ligeledes til en kærlig hånd. De mange mange år under jorden, havde trods alt skadet dem. Han lod derefter blikket glide op af, og lod det stoppe ved manden foran ham. Han var ikke overrasket over at se personen, og efter som at han havde været død, havde han set ham engang før, og vidste derfor hvem han var, men grunden til at han var blevet genoplivet vidste Michael ikke, han havde været død i 440.000 år, og ikke en gang havde han oplevet af en af de døde var blevet smidt tilbage i livet, og slet ikke nogen som var så stærke, og så gamle som han selv var. Han lod roligt sit blik møde Azerael's foran ham, da han vidste at denne dødens engel, ikke ville skade ham. Han havde åbenbartment at der var brug for ham igen, ellers ville han jo ikke være blevet genoplivet. Men hvad grunden til dette var. Var ham en gåde. Efter at have stået og fyldt sine lunger, med frisk luft, og fået den fulde føling tilbage i sine lemmer. vendte hans interresse igen tilbage til Azerael "Er der en grund til at du har bragt mig tilbage? jeg troede at når først folk's sjæle havde forladt deres kroppe og var blevet taget til dit rige, ville de aldrig vende tilbage? så hvorfor har du sendt mig tilbage til livet? Og kunne du ikke have valgt et bedre tidspunkt på dagen? det er jo hundekoldt" Michael stod rank, og rolig som man ville kunne forvente af ham, mens han ventede på at hører grunden til sin genopstand.

[Deleted]

At frigive sjæle på denne her måde, var noget som Azrael aldrig nogensinde gjorde brug af, men lige her, var der virkelig ikke andre muligheder. Han vidste at Michael ville være den eneste som bare ville have en anelse mulighed for at bringe balancen tilbage hvor den burde være, og derved også redde jorden fra den skæbne som var ved at ramme. Hans røde øjne hvilede direkte på graven som hullet i himlen langsomt og stille måtte ende med at lukke sig endnu en gang, som havde det aldrig været der. At tvinge de hentede sjæle tilbage i kroppen, var aldrig noget som Azrael gjorde, også selvom han havde muligheden for det. Hvad der var i livet efter døden, vidste han faktisk ikke.. Han var bare sendebudet, han var den som hentede og bragte, og det var også det eneste som han faktisk gjorde. Armene gled roligt og ventende over kors, som han tydeligt kunne mærke at det måtte rumstere i jorden under ham – Med andre ord, så var han ved at vågne og ved at finde sig vejen ud af kisten. Direkte så rørte han ikke ved jorden, han flyttede den ikke for ham og han brød bestemt heller ikke den hellige kiste op, for igen, så var det noget som var bundet til jorden, og ikke noget som havde noget som helst med ham selv at gøre. Som han brød jordens overflade, så måtte selv det rødlige skær i Azrales øjne, falde og igen efterlade ham med den mørke og kolde gnist. Der var ikke så meget som en eneste følelse at skule spore i ham og det havde der aldrig nogensinde været før. Han nikkede mod ham, et sted af respekt, men også for at det var lykkes ham, selvom det nu heller ikke var det sværeste, men han gjorde vel bare hvad der var ham direkte nødvendigt på denne her måde.
”Døden er bare begyndelsen..” citerede han stilfærdigt. Det var jo noget som så mange måtte sige, og han kunne efterhånden godt se meningen bag det. Folk havde vel også bare brug for noget at skulle tro på? Michael kendte til hvordan balancen var og hvad det indebar, så det var vel heller ikke fordi, at det ville blive det største arbejde i form af en forklaring på denne her måde? Han lod hovedet søge let på sned mod den ene side, også selvom der stadig ikke var så meget som en eneste følelse, at skulle spore i hans blik. Det lå bare ikke til ham naturligt at skulle udvise det. ”Mennesket er ved at udrydde sig selv i borgerkrige.. i kampe mellem hinanden og Procias er tæt på at falde,” fortalte han ganske kortfattet. Firehundredetusinde år var frygtelig mange år at ligge i døden, men det var på tide at vække den mand som havde gjort hvad det havde krævet af ham tilbage dengang. Det var skam også derfor at Azrael havde valgt ham i udgangspunktet, for der havde været mange andre valg at skulle tage fat i, men det var nu ikke noget som han havde gjort af den grund. Han lod armene falde ned langs hans egen krop, hvor han selv måtte trække svagt på den ene mundvig. ”Natten er bedst til handlinger som dette.. Endnu en gang vil jeg skænke dig det jordbundne liv, Michael. Jeg fulgte dine handlinger tilbage i din storhedstid.. Endnu en gang har denne verden brug for din viden, din erfaring og dine strategier,” forklarede han ganske kortfattet. Igen, så var det ikke fordi at han sagde særlig meget, men det hele var noget som han nok skulle finde ud af med tiden, det var noget som Azrael var fuldkommen overbevist om.

[michael]

Michael stod helt roligt og betragtede Azerael, nærmest afventende for at finde ud af grunden for at bringe ham tilbage. Han rullede let med skulderne, og fik samtidig samtlige at sine stive muskler i nakken armene og ryggen til at knække, da han begyndte at rører sig igen. Der ville nok gå længe inden han var helt tilbage ved sit gamle selv, så indtil da, ville han blive nød til at holde sig i det skjulte, han skulle også have omsmedet sine våben, eller få lavet nogle nye, og ligeså med sin rustning, dog krævede det noget han ikke havde haft længe, nemlig penge. Et suk forlod hans læber da han fik forklaringen på hans tilbagevenden "Man er væk i nogle hundrede tusinde år, og så bliver alt kaos. Selvom jeg nok må indrømme, at det undre mig at det ikke skete før. Men helvede må nærmest være kommet til jorden, siden du ligefrem bliver nød til at genoplive mig." Michael lod blikket glide over kirkegården, før han igen vendte blikket mod Azreal "Jaja da. Så må jeg jo begynde arbejdet så hurtigt som muligt. Hvor længe har jeg så denne gang? er der en tidsfrist på hvorlænge du vil lade mig leve før du henter mig tilbage igen?." Michael trådte lidt tilbage og satte sig på sin egen gravsten, det var egentlig lidt underligt, at han efter så mange år var blevet vækket til live igen, fordi at den nye generation åbenbart ikke kunne holde balancen ved lige længere. "jeg bliver sikkert nød til at starte i det små, jeg kan jo ikke udrette meget, uden ordentlig tøj, rustning eller våben. Jeg går ikke ud fra at du vil hjælpe mig med at skaffe det?" han vendte spørgende blikket mod Azrael. Han vidste ikke om Denne døds engel, overhovedet kunne hjælpe ham med hans problem. Men hvis ikke, måtte han jo starte i det små, og finde måder at tjene penge til nyt udstyr. Han fandt en pind, og begyndte at skrabe lidt i jorden, og langsomt formede der sig, et ret så nøjagtigt kort af landene, og hvor grænserne lå. Han lavede nogle små krusseduller som skulle forstille byerne, og vendte derefter blikket mod Azrael "Vil du fortælle mig, hvem der er konge og eller droning af Procias lige nu? hvem der har kommandoen over procias hære, og alle den slags væsentlige Detaljer? " Før han overhovedet kunne lægge nogen form for plan, blev han jo nød til at have noget baggrunds viden, og hvem ville være bedre til at give ham det, end den person som var over alt, som fulgte alt levende med et vågent øje. Han støttede sine albuer på sine knæ mens han lændte sig frem, og lod blikket hvile på Azrael, han betragtede roligt Manden foran sig, mens han ventede på respons, mens hans hjerne samtidig kørte på højtryk, for at begynde at udtænke en plan for hvordan han skulle komme igang, der manglede dog stadig en masse brikker, som han skulle have udfyldt, før han kunne begynde på noget. Han kastede hurtigt et blik ned i hullet han var kravlet op fra, han kunne tydeligt se resterne af hans sværd, bue og pile, det havde jo bare været almindelige våben, så selvfølgelig havde tiden skadet dem, og der var nu intet tilbage af dem. Michael trak sin kniv op og inspiserede den i det lys der nu engang var. Den havde virket okey til at grave ham fri, men nu kunne han se at den var gået i stykke flere steder, så han valgte at lade den flade ned i hullet til de andre rester. Han rejste sig op og pillede lidt ved sin rustning, den var i så dårlig stand, at det eneste den faktisk gjorde, var at veje, så han besluttede sig hurtigt for at tage den af. Det endte med at han tilsidst kun stod i de ødelagte og beskidte tøj han havde haft inden under. Han sukkede tungt mens han kiggede på sine gamle ting, der var ingen tvivl, hvis ikke at Azrael kunne gøre noget ved det, ville han blive nød til at skaffe sig en smed som kunne fikse dem, eller lave det om til nye ting. Han bukkede sig ned og samlede resterne op fra hullet, og samlede det i en bylt, han lavede af sin gamle kappe, det ville være nemmere at vise det til en smed, end at forklare hvordan det var lavet, det var trods alt flere hundrede tusinde år siden, hvem kunne sige om den slags våben stadig blev brugt?

[Deleted]

Der var gået skræmmende mange år, selvom det nu ikke var noget som Azrael holdt tælling på. Han kunne fint huske mere eller mindre hvordan alle de døde var endt med at falde, specielt også fordi at han havde været der til at overse døden fra sidelinjen af, bare ventet på at kunne komme til. Han blandede sig ikke i de jordiske affærer og det havde han aldrig nogensinde gjort. Det var jo heller ikke det som han gjorde ved at vække denne mand, for det eneste som han selv måtte være opsat på, det var at skabe bare en smule balance på den ene eller den anden måde, for det andet var virkelig ikke en god ting! Den var fuldstændig ude af kontrol og det var ikke bare noget som man kunne knipse med fingrene til, og så ville alt være i skønneste orden. Han havde virkelig ikke haft noget andet valg, end at vække denne mand, selvom han bestemt heller ikke var meget for at vække de døde.
”Du af alle burde kende mig godt nok til at vide, at jeg ej vil blande mig i de jordiske affærer, Michael,” begyndte han ganske kortfattet. Med andre ord, så alt det som han nærmest bad ham om, var ikke noget som han kunne eller ville gøre for ham. ”Hvad angår en fuld mave, tøj på kroppen og tag over hovedet, det er noget som du selv må stå for. Ligesom da du var i live.” Så sandt som det var sagt, så var det bestemt heller ikke noget som han skjulte, for nok var han under definitionen som en dødsengel, men han var faktisk en ærlig af slagsen. Han hentede og bragte de døde videre fra jorden af, selvom han stadig ikke var helt sikker på hvad han egentlig måtte gøre. Det var vel bare hans måde, hvorpå at han kunne se muligheder for at få det hele i balance endnu en gang, så det var vel egentlig bare nødvendigt, for det var slet ikke meningen, at han ville sætte hverken ham selv eller Darlene i fare, for ellers ville de jo bare have et kæmpet problem. ”Meget kan du spørge mig om, men ikke alt er jeg i stand til at besvare. Muligvis, at dette vil skænke dig endnu en chance i livet,” fortalte han ganske stilfærdigt. Uanset hvordan man ville vende eller dreje det, så var han faktisk en ordentlig og retfærdig mand. Denne mand var den slags som lige netop nu, skænkede ham en utrolig stor tjeneste, og det var noget som i den grad også kunne betale sig i den anden ende, og det var noget som han i den grad også var ude på.
Azrael lod hovedet søge ganske så let og stille på sned, uden at tage blikket fra denne mand. Måske at så mange måtte se på ham som frygtindgydende, specielt fordi at det var ham som man ville se, når man ville være døden nær. Han holdt jo øje med mere eller mindre det hele, og han vidste mere eller mindre også altid hvornår og hvor det skete, så han fik jo faktisk det hele med. Det var det som gjorde, at han havde haft det lille hul i hans skema, så han kunne gøre denne handling. Han måtte dog være tydeligt overrasket over, hvor frisk Michael måtte være efter at have været død igennem så frygtelig mange år. Ikke fordi at han sagde noget til det. Det bevidste vel bare, at han også havde gjort hen af den rette handling på denne her måde?
”Jeg behøver vidst ikke besvare det spørgsmål? Jeg går ud fra, at du har opdaget for længst, at jeg ikke blander mig i det som sker her på jorden direkte. Hvem som er konge og hvem der er dronning, er jeg sikker på, at du nok hurtigt skal finde ud af.” Et stille smil passerede let hans læber, som han lod hovedet søge ganske så let og stille mod den anden side. Han var en meget rolig mand. Et sted var det vel også det som gjorde ham frygtindgydende i den anden ende? Det var da om ikke andet, så hans store teori.
”Jeg vil råde dig til at gå i gang med det samme. Jo før du kommer i gang, jo hurtigere er tjenesten gjort.. Og jo før, kan jeg give dig dit gamle liv tilbage,” afsluttede han sigende. Azrael var faktisk en mand af ord, så det han sagde, var skam også ord som man kunne tage for gode vare.

[michael]

Ja Michael kendte udemærket til Azrael, det var ikke første gang at han mødte denne mand, at han snakkede med denne mand, og det ville sikkert heller ikke blive sidste gang. Så Ja Michael vidste udemærket godt at Azrael ikke kunne eller ville blande sig i hvad der skete på jorden, det var jo det samme med dem alle tre, Dødsenglen,amor og ærkeenglen. De tre som måske ville have haft størst mulighed for at ændre på jordens skæbne, men de kunne ikke gøre det. Det var jo også derfor at Azrael havde grebet den mulighed at genoplive Michael, i håb om at han ville kunne gøre noget ved det, genoprette balancen. Et suk forlod Michael, ved ordene fra Azrael og han rejste sig roligt op og viskede kortet han havde tegnet på jorden ud med foden "Så må jeg starte i det små, der er sikkert nogle bønder, eller andre som kunne bruge en hånd midt i alt det her kaos." Det at han selv skulle skaffe penge, og selv skulle skaffe tøj og få repareret sine våben, gjorde jo netop at der ville gå længere tid før at han kunne gøre noget for at genoprette balancen, men så igen, selv de små ting kunne skabe balance, det var bare et skridt af gangen. Han kiggede rundt, og gik så over til et træ i nærheden hvor han brækkede en tyk gren af, han gik derefter over til sin bylt, og fik den bundet op kæben med en raslen og kliren af hans rustning og våben, de var ikke meget værd, men de betød meget for ham, så hvis han kunne få det repareret ville det være det bedste for ham. Michael rullede lidt med skulderne og samlede så kæben op og lagde den over sin skulder "Tja, så må jeg jo hellere gå igang. Men det er jo også meget godt at du ikke genopliver en som var død for nyelig. På denne måde, vil jeg sikkert kunne samle information uden nogen rigtig ved hvem jeg er" Det var jo altid godt at være anonym, på den måde kunne man skaffe sig oplysninger, som man ikke ville hvis man var kendt af alt og alle, og specielt ikke når alle vidste hvilken side man hørte til. Endnu et suk forlod Michaels læber ved hans svar "Nej du blander dig ikke, men alligevel ser og hører du alt. Men så må jeg jo finde ud af det selv, det skulle vel ikke være så svært." han rankede sig i ryggen. smilte så til Azrael "Så vil jeg gå igang. Så må vi jo se om jeg kan gøre noget, når jeg engang er kommet i stand og har mine ting klar." med de ord bukkede han roligt for Azrael og begyndte derefter at gå. Inden længe havde han forladt Gravpladsen, og var forsvundet ud i mørket. Det eneste der var at hører var raslen fra hans bylt, men også denne lyd forsvandt som han kom længere væk. Indtil at han tilsidst forlod Azrael i mørket.
/out/

[Deleted]

Azrael vidste ikke om det var en god eller om det var en decideret dårlig ting, at man måtte være anonym nu om dage, for folk var virkelig så forbandet skeptiske som det de nu måtte være. Ikke fordi at det nu var noget som han ville blande sig i, for det var noget som Michael nok skulle finde ud af. De var 3 led indenfor det langt mere højerestående, og de kunne sagtens bringe balancen tilbage, hvis det var det, men de måtte ikke blande sig, så derfor var dette vel også en måde, hvorpå at han kunne gøre det uden at blande sig direkte? ”Jeg tror ikke du finder hjælp ved bønderne på markerne, Michael. Alt er brændt ned.. byer er ødelagte, folk er sultne og folk er urolige,” fortalte han ganske kortfattet. Med eftertanke til at det jo faktisk var Azrael som man stod overfor, så var det virkelig meget hjælp at få, for han blandede sig normalt aldrig nogensinde i det som skete på jorden på denne her måde, men det var jo så bare sådan at det nu måtte være. De mørke øjne og med det rødlige skær, hvilede fast på hans skikkelse. Han var virkelig kommet hurtigt til kræfter, det var noget som man skulle være blind, dum og døv for at ikke kunne se, hvilket vel bare beviste, at han havde gjort ret i at vække ham, for han havde en styrke som han slet ikke havde set magen til blandt de mange på jorden før, så selvfølgelig var det jo bare en meget god ting set i hans øjne, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Et næsten morende smil gled over hans læber. Han så alt og han hørte alt – i alle fald det som havde noget med døden at gøre, men det var jo så bare sådan at det nu endelig måtte være i det store og hele. Han kunne ikke rigtigt gøre noget ved det, for det var denne rolle som han havde og det var hans rolle at se passivt til, selvom det også havde en tydelig påvirkning af ham selv, hvilket i den grad også måtte frustrere ham i tide og utide, så var det bare ikke noget som han kunne gøre det mindste ved. ”Jeg holder kraftigt øje med dig, Michael.. Jeg kan tage dit liv lige så nemt, som jeg har valgt at give dig det,” påpegede han sigende. Det var i sig selv, en frygtelig stor risiko netop ved at lege med livet og døden på denne her måde – endda også for hans del, for der var jo også en grund til at han konstant prøvede at undgå at måtte trække til sig af de midler. Han så til som han begyndte at gå, hvor han selv forsvandt i ly af mørket. Ingen vidste rigtigt hvor.. men døden var jo også overalt.

//Out