A longing pray..

[Deleted]

Solen var stille gået ned I vesten. Himlen var blevet ladt fuldkommen mørk, nu hvor vinteren var over dem. Stjernerne lå i et smukt tæppe, ligesom månen måtte stå i alt isn pragt, næsten fuld. Vinden var kølig. Sneen faldt roligt fra den uendelige himmel, farvede det iforvejen hvide landskab. Phoebe bevægede sig roligt mellem de fredelige grave. I øjeblikket lå de alle mere eller mindre dækket af sne. Om morgenen inden den daglige mogenbøn, sørgede hun for at holde dem alle ved lige, smelte den hvide sne, og derefter pleje det, men om natten var der ingen grund til at gøre noget ud af det. Det mørke hår blæste blidt i den kolde vind. Hendes grønne kappe ligeså, blottede lidt af huden langs hendes arme og de slanke ben, hvilket kun gav hende gåsehud. Tænderne klaprede, det betød intet, hun var ikke træt, desuden havde hun glemt at se til hendes engle idag. Sneen stod langs hendes slanke ben, hun følte dem end ikke længere. Ganske stille nåede hun hvad hun søgte. Man kunne netop se toppen af gravstenene. De blege hænder søgte frem, lyset fra hendes hænder varmede jorden under hende, lod sneen langsomt svinde ind til blot en stor vandpyt. Uden tøven gled hun ned på knæ, der blev dækket af smeltevandet. Det gjorde hendes knø følelsesløse mere eller mindre med det samme, det betød virkelig intet. De små snefnug faldt i hendes hår, lod sig fange i hendes spind, selvom det forbandet hurtigt smeltede igen, udelukkende på grund af hendes varme. Det var en smuk klar nat, noget som var typisk for årstiden, hun elskede vinteren. Foran hende stod de to sten. De var identiske, blot med andre navne og andre årstal. På den ene var navnet Ana Iliza Wareña Milarci, og på den næste Gabriela Claudia Wareña Milarci. Selve skriften var smuk og klassisk. Der var et kors indgraveret på begge sted i hjørnet. Smilet var falmet. De kolde fingrer strøg stille over Ana’s navn. Hun huskede dem stadig. De smukkeste piger man overhovedet kunne have forestillet sig. Begge med langt mørkt hår og helt mørke øjne, de var som snydt ud af næsen på både hende og Darryl. Hun sukkede. Roligt løsnede hun kappen, og lod den falde mod den våde jord. Om hendes hals hang det smukke sølvkors, som hendes kære værge havde skænket hende for utrolig mange år siden. Den slanke fingrer greb om korset, hun lod blikket glide i, lod de mørke øjne skjule sig bag, hendes stemme var intet andet, end en blid og melodisk hvisken ”Sanctum Domini nomen, Crimina condones, fac mihi beneficium et cura puellae, pone manum super et fac me sedatio dedisset” En stille bøn, den samme som hun bad hver eneste aften, før hun selv valgte at snakke til de engles om hun nu havde givet tilbage til himlen ”Jeg savner jer så meget” tilføjede hun blidt, og lodf blikket træde frem igen. Nu blot våde, med de tårer der truede med at falde ned over hendes røde kinder. Det var ikke en nem tid, det havde det ikke været i forbandet mange år, minderne ville aldrig forsvinde, Ana’s smil, Gabrielas sukkersøde stemme.. Det plagede hende stadig, uanset hvor hun måtte færdes. Af hele hendes hjerte længtedes hun efter dem.

[Deleted]

Der var gået skræmmende mange år fra Darryl havde set Phoebe sidst. Det var heller ikke fordi at han direkte regnede med at skulle finde nogen som helst former for tilgivelse for det som han havde gjort tilbage i de gamle tider, men det havde ikke været noget andet end nødvendigt. Plaget af hans had til alt det som man kunne forbinde til de mange religioner, så var et kun noget som faktisk måtte gøre ondt på ham selv, så var og blev det en smerte som han måtte leve med for resten af hans eget liv. Han havde mere eller mindre bare accepteret den tanke, at han var blevet straffet for alle hans gerninger, selvom han slet ikke fortrød nogen af dem når det endelig måtte komme til stykket. Han havde formået at komme over muren, det var heller ikke fordi at det direkte havde været en nem opgave, for efter alt det som var sket dem i landet, så var det heller ikke fordi at det rørte ham det mindste. Han havde søgt og han havde ledt efter hende og nu hvor han endelig havde vidst hvor han skulle finde hende, så havde han søgt dertil og det var uden at skull tøve det mindste på nogen som helst måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Nu hvor det var ved at være godt mørkt, så var det også hans egen mulighed for at søge netop hertil. Turen til Kirkegården var ikke særlig lang, det var gået temmelig hurtigt, næsten som han vidste hvor han skulle søge hen. Det var bare noget som l han ganske så naturligt til og på alle måder endda, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hans mange år med direkte tortur, var noget som faktisk måtte gøre ekstremt ondt og det var noget som stadig kunne mærkes eftersom han havde et kors brændt direkte ind i hans egen ryg. De havde forpestet ham med en smerte som han aldrig nogensinde ville være i stand til at skulle kaste fra sig selv på denne måde og det var noget som aldrig nogensinde ville heale! Hans skærpede sanser var noget som måtte opfange en skikkelse og en stemme, hvilket nærmere omgående var noget som måtte tvinge ham til at skulle stoppe op. Han vendte blikket direkte i retningen af den kvinde som han kunne se på kirkegården. Direkte så kunne han slet ikke være i tvivl om hvem det måtte være! Han blev stående for adskillige sekunder og blot betragtede sig af hende ved de to små grave. Umiddelbart så vidste han heller ikke hvem de måtte tilhøre. Døde var døde – også i hans ordbog og det var sådan at det skulle være. Han var jo trods alt selv en af dem og det var noget som han havde vokset op iblandt, levet i blandt og vandret iblandt. Det var ganske enkelt bare sådan, at det måtte være, om det var noget som man ville det eller ikke. Han gik roligt mod hende, selv her hvor han næsten bevist sørgede for ikke at røre noget som helst eller komme i en direkte kontakt med det på den ene eller den anden måde, for det var heller ikke noget som ville gavne ham. Han kunne virkelig ikke klare alt det religiøse! Han forstod det simpelthen ikke! Hovedet søgte let forsigtigt på sned, som de helt mørke øjne måtte hvile på hende. Tungen strøg let over hans læber og næsten med en fuldstændig følelseskold mine. Ikke fordi at det var noget som han kunne eller ville skjule det mindste på nogen måde. ”.. Phoebe?” spurgte han dæmpet. Med kappen roligt omkring hans krop og med hætten trukket over hovedet. Han genkendte hendes duft! Han genkendte hendes skikkelse! Det kunne virkelig ikke være nogen anden end hans egen kære Phoebe! Han blev stående, som han let knyttede hænderne. Der var meget som han ønskede at lette fra hans bryst, der var meget som han ønskede at komme frem med, for ikke at glemme, at han skyldte hende en forbandet stor undskyldning efterhånden for alt det som han havde gjort.

[Deleted]

Phoebe blev siddende på de forfrosne knæ. Vandet var iskoldt, lammede hendes muskler og hendes nerver, men lige for i aften betød det intet. Dagtimerne gik sin sædvanlige stille gang, hun havde ikke fundet tiden til at opsøge lige netop disse grave mens solen måtte stå på. NU var mørket der atter igen, det samme mørke som hendes prinsesserhavde levet i. Hun havde ikke været i stand til at hellig gøre dem, af samme grund lå de nu dybt under jorden, som to bunker aske. De mørke øjne kom til syne bag øjenlågene igen. Hun betragtede den smukke skrift på Gabriela’s grav. Hun havde været så rolig, hvor Ana altid havde været den med krudtet i enden. Hun rystede stille på hovedet, skød tankerne fra sig. Det var så mange år siden, og hun havde stadig den tid til at rulle som en film i hendes sind, allerede fra den dag hvor Darryl stod foran hende, så hende i øjnene og direkte sagde at han intet følte længere, at han var ligeglad, og han ville gå. Det kolde glimt i hans øje havde fået det til at løbe hende koldt ned af ryggen. Deres lille pige var netop puttet, og hun stod der med den store mave i sig selv. En tårer dansede stille ned over hendes røde kinder, som en gennemsigtig perlen, landede på hendes læber, hvor hun lod tungen fange den, og lave hendes smagsløg påvirkes af den salte smag. Der var fuldkommen stille, hendes tanker var optaget nok, til ikke at opfange at en anden skikkelse bevægede sig mellem gravene. Ikke mange procianere ville være oppe på denne tid, ganske få søgte til dette sted, derfor var det på ingen måde en tanke som faldt hende ind. Hænderne var knyttet, neglene borrede sig idn i hendes håndflader, det gjorde stadig ondt at tænke på, selv efter alle de år, der havde været ting hun slet ikke havde været stolt af, der havde været episoder der havde været i stand til at få hende til at smile, blot for en kort stund, om ikke andet. Skridt nærmede sig. Den mørke skikkelse nærmede sig hende, og hun lod end ikke mærke til det. Øjne hvilede på hende, som de havde gjort før, i længere tid og overalt hvor hun måtte færdes. Lyden af hans stemme. Ikke så kold som sidste gang hun havde hørt den, den lille længsel. Blikket gled i. Hun måtte være i en søvn langt væk, han var end ikke virkelig eksisterende i hendes verden. Hendes hjerte bankede fast mod hendes bryst, alt i hende forsøgte at benægte den stemme hun netop havde hørt. Uden virkelig at gøre det, bandede hun i det indre, rejste sig selvom det gjorde ondt i ethvert led i hendes knæ, der var blevet absolut helt røde. Kanten af den smukke himmelblå kjole var blevet farvet mørk. Hendes nattesyn var ikke det bedste. De mørke øjne betragtede den skikkelse mørket udgjorde i form af en skygge. Armene var roligt ned langs siden, kappen lå for hendes fødder, gav sneen fri adgang til at møde hendes hud, skabe den kulde ”Kan jeg.. hjælpe Dem?” hendes tone afslørede intet andet end blto en profesionel kvinde. Hun måtte have taget fejl, hun havde været i den form for trance, det var indbildning, det var alt hun havde at knytte sig til i dette øjeblik.

[Deleted]

Darryl var udmærket godt klar over at hans børn havde været noget af det smukkeste som kunne gå på to ben. Han havde ikke været andet end en frygtelig stolt far til dem, selvom den mindste aldrig var noget som han havde haft muligheden for at skulle se. Hvor børnene var nu vidste han dog ikke.. I deres seng måske? Det var jo trods alt ved at være sent. At de måtte være døde, vidste han slet ikke det mindste til på den ene eller den anden måde, det var vel bare sådan at det måtte være. Ana havde og var hans øjesten. Det havde været noget af det mest stolte som han kunne stille frem, hvis det ikke havde været for de dumme regler som havde tvunget ham til at tage det valg! Han ville aldrig nogensinde kunne finde på at skulle rive det hellige fra Phoebe udelukkende fordi at han vidste, at det var af den umådelige store betydning for hende som det nu end måtte være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. Det var slet ikke fordi at han ønskede at skræmme hende eller noget, også selvom han vidste, at han kunne vente sig af et forbandet stort helved når hun fandt ud af, at han havde valgt at søge efter hende endnu en gang. Han havde holdt øje med hende dengang for så mange år siden, selvom reglerne var sat ind imellemtiden, så havde han slet ikke været klar over, at det havde været ham direkte forbudt, kun at det var en skændsel set i så mange andres øjne. Nu var han straffet for det dengang, lederen fra dengang var død og borte og nu stod han her, selvom det ikke just var en chance mere som han måtte håbe på, men bare den mulighed til at skulle kunne forklare sig, det var det som var ham selv det vigtigste lige nu og i al den tid fremover, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Som hun roligt vendte sig mod ham, opførte sig så professionelt ligesom dengang. Børnenes grav ænsede han end ikke. Døde var de, det var en del af det liv som han aldrig nogensinde ville tage del i. Han vidste at hans egen overmand måtte være derude et sted og tanken var noget som direkte måtte gøre ondt, at han ville falde før eller siden, men det var vel også bare sådan at det måtte være i det store og hele? Et ganske svagt træk måtte dog alligevel formå at finde vejen til hans mundvige, hvor han lod hovedet søge let på sned. Han hævede hånderne, kun for at gribe fat i den kutte som hvilede over hans hoved idet han roligt valgte at fjerne den. Det var denne nat han havde. Turen tilbage til Manjarno ville være lang og han ville umuligt formå at nå at finde hvile på den ene eller den anden måde, hvilket han var udmærket godt klar over og på alle måder endda. ”Ligesom dengang. Jeg husker det som var det i går,” sagde han roligt og med et stille smil som han valgte at afsløre sig selv ved hjælp af udseendet. Han var kommet her og det var udelukkende for hende. Smerten af det kors som var brændt ind i hans egen ryg, var noget som han efterhånden havde lært at skulle leve med og acceptere, for… man blev faktisk vant til den følelse og vant til den fornemmelse om det jo så var noget som man kunne tolke som noget godt eller ikke, så måtte det jo trods alt bare være sådan når det endelig måtte komme til stykket. De mørke øjne faldt stille til hendes skikkelse. Han havde ondt ikke bare fysisk, men også psykisk. Den længsel var selv noget som måtte trænge sig på i hans egen stemme for han manglede hende virkelig. Han savnede hende noget så frygtelig grusomt og på alle måder endda! ”Vi har brug for at snakke,” forklarede han videre som han tog et skridt tættere på hende. Så smuk som han kunne huske hende, en smuk mor til hans børn og en smuk forlovede havde hun i den grad også været, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. En smuk gudinde selv set i hans øjne.

[Deleted]

Phoebe betragtede ham på afstand. Henlagt i mørkets skygger, havde hun ingen mulighed for at genkende ham, det eneste hun kunne gå ud fra var hans stemme. Bag hende lå deres to afdøde børn, så dybt under jorden, de smukkeste piger der nogensinde havde været på jorden. Neglene borrede sig ind i håndfladen, der var en vis nervøsitet over hende. Vinden rev en smule i hendes mørke lokker, lod dem danse omkring hendes skuldre. Det var koldt, hendes lemmer fra frosne, med kappen der lå for neden af hendes fødder. Hvad der var sket dengang for mange år siden, det var aldrig gået op for hende, han havde end ikke givet hende en grund foruden, at den familie ikke længere var for ham. Tårerene var svundet ind. De mørke øjne betragtede den skjulte skikkelse foran hende. Stemmen var så velkendt, havde en nærmest beroligende effekt på hende. Cutten gled ned. Lyset fra månen skinnede ned på hans blege hud, hun betragtede ham. Det halvvlange hår, det muskuløse bryst, de øjne der var mørkere end selv hendes. For et kort sekund føltedes hendes hjerte så tungt, at hun turde sværge at hun var en besvimelse nær. Hans smil. Phoebe bakkede et enkelt skridt bagud, stoppede sig selv der, udelukkende i respekt for de døde som lå under ”Darryl?” hendes tone var skinger, nærmest skræmt. Hun måtte være sikker, ganske vidst tydede alt på at det var hendes tidligere forlovede der stod foran hende, far til hendes to børn, den mand der lod hende tilbage med et knust hjerte, den mand der lod hende tilbage med to svigtede børn. Endnu engang lukkede hånden sig omkring hendes kors. Det var hende en trøst, den hellige del af hende, som havde været med til at slå deres børn ihjel. Hvordan kunne han...? Der var gået år.. Et sted havde hun vel troet at han var gået i døden? Måske ligefrem håbet? Det var noget hun ikke havde retten til som et helligt væsen, men de drømme.. Det håb om at han en dag ville komme tilbage, det havde været meget nemmere i troen om at han ikke længere eksisterede. Phoebe rystede fast på hovedet, de mørke lokker føj omkring hende ”Der er intet at snakke om Darryl. Jeg har ikke lyst til at snakke” påpegedehun med en tone, der var en smule skarp. Hun havde trods alt ry for at være en smule streng til tider. Phoebe huskede udemærket den fortid. Han havde formået at få hende til at føle sig smuk, smukkere end noget andet, han havde elsket hende, givet hende den familie som hun altid havde ønsket sig. Han var faldet på knæ for hende, med ord der havde gjort hende blød i knæene, Darlene havde været over hende, skubbet hende direkte tilbage i den giftige ulykke. Hun sank en klump ”Jeg er bange for vampyre ikke har adgang i Procias, jeg må bede dig om at forlade landet omgående” grebet om korset var stramt. Et sted ønskede hun at lytte til ham. Ønskede af hjertets dybe længsel at knuge sig ind til ha, føle sig kvindelig og værdig for en gangs skyld. Hun savnede ham, det gjorde hun virkelig, også selvom det ikek var noget der kom til udtryk i øjeblikket.

[Deleted]

Det havde virkelig ikke været Darryls mening at gøre Phoebe ondt, også selvom han vidste at det var det som var sket. Sandt at han aldrig nogensinde havde været den bedste til de mange følelser, for det var jo bare sådan at det måtte være på alle måder. Det skræmte ham virkelig, at han var endt midt i det kaos, den følelse af direkte panik som havde valgt at ramme ham, for det var aldrig nogensinde sket før! Det var der at han havde været så opmærksom på denne ene lille ting; Han skulle finde Phoebe igen! Og det var også det som var den eneste grund til at han havde valgt at skulle vandre over grænsen i denne aften. Kunne han ikke få Phoebe til at lytte, så kunne det på sit vis også være ganske så ligegyldigt. Han var virkelig ked af, at han ikke havde haft muligheden for at være der for hende og for deres børn ,for han ville elske at være der sammen med dem, selvom han vidste, at det kunne gå helt galt netop fordi at hun var så helligt et væsen som hun var og han måtte være et stik modsatte, men de havde jo formået at klare sig igennem så lang tid. Han havde formået at falde på kæ og spørge om hun ville ægte ham, for han kunne faktisk godt opføre sig normalt når det virkelig var noget som måtte kræve lige netop den del af ham, så måtte det jo trods alt bre være sådan. Ringen bar han omkring halsen som et minde fra den tid.. Den tid som han faktisk ønskede at han kunne vende tilbage til hvis det endelig skulle vise sig, at blive aktuelt igen, for det var vel også bare en ønsketanke for hans vedkommende? At hun genkendte ham, var dog en glædelig tanke, for han vidste godt, at der var gået år.. Der var gået pænt mange år, men der var nu ikke rigtigt noget som han kunne gøre ved det, om det var noget som han ville det eller ikke. Han blev stående denne gang. Hun var vred på ham og det var noget som hn tydeligt kunne fornemme, så var der ikke noget som man kunne gøre ved det. Sket var sket også selvom han stod helt og holdent fast på, at han havde gjort det rette for sin families skyld. Han bed sig let i læben, selvom han dog blev stående. Respekten var vel bundet i frygten for religion? Det var og blev noget af det som virkelig måtte gøre ondt også for hans vedkommende. Han tog dog endeligt et stille og roligt skridt mod hende. ”Jeg ved at vi har meget at snakke om, Phoebe,” fatholdt han dog me en rolig stemme. At hæve de her, var noget som faldt ham ind med.. foragtelse et sted, også selvom det var hende som havde retten til at skulle hæve den fremfor at det skulle være modsat, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han stoppede igen. Det var dog stadig ikke gravene som han så på, men hendes ansigt.. Lige så smukt og gudommeligt som han kunne huske det, og det var noget af det bedste som han kunne huske, foruden da han blev far for første gang. Intet kunne overgå de følelser som var blevet revet fra ham på denne måde og erstattet det med smerte, sorg og i den grad også længsel efter alt det som han havde mistet, for den liste var i den grad også blevet lang efterhånden! Han sukkede let og rystede dæmpet på hovedet. ”Jeg ved godt, at vampyrer ikke er velkomne.. og specielt ikke på det her sted, men… Jeg har natten og jeg har nogen ord jeg gerne vil sige dig,” sagde han dæmpet. Det var jo bare sådan at det måtte være og han ønskede bare denne mulighed! ”Giv mig .. 5 minutter,” bad han stille, som han endnu en gang måtte tage et skridt tættere på hende. Han gav hende sit albuerum og ville ikke trænge sig på. Så længe, at hun ikke gik ind i kirken, så kunne han snakke med hende. Et sted som det skulle han jo trods alt inviteres ind til.

[Deleted]

Det var stadig komplet uforståeligt at han efter så mange år stod foran hende, og så lige netop nu hvor hun sad ved deres døtres grav. Hun måtte vel være faldet i søvn alligevel? Det havde trods alt også været en lang dag for hende, når hun måtte være på vagten hele døgnet rundt, der var kun hende. Men det var bare så pokkers lang tid siden hun selv havde drømt om ham. Det havde taget hende årevis ikke at falde i søvn til tanken om ham, ikke at vågne op og tro man endnu lå i hans favn, og de mange drømme om natten, hun var aldrig rigtigt kommet over det, han havde såret hende hvad end det havde været meningen eller ej. Blikket stirrede stift mod ham. Det gjorde hende intet at han kom tættere, det betød blot at hun ville kunne se ham rigtigt, frem for ikke at se andet end en mørk skygge af en skikkelse. Ikke nok med at hun i øjeblikket selv brød reglerne, så var dette umådelig akavet, det gjorde hende nervøs. Hjertet hamrede fast mod hendes bryst, så fast at det var ubehageligt. I det store og det hele, havde hun pligt til at melde ham, han var på den forkerte side af muren, uden at have tilladelsen med sig. Phoebe valgte selv at samle sig modet, til at gå frem. Hendes skridt var elegante men forsigtige, som frygtede hun at han ville sætte tænderne i ham, noget som hun udemærket godt vidste aldrig ville ske. Hun behøvede ikke at gå langt, før detaljerne begyndte at vise sig. Blot et par skridt fra ham stoppede hun igen. Hænderne foldede sig foran hende. Blikket havde fanget den ring han bar om halsen, hun genkendte den. Hendes egen lå i den selv samme grav hun netop var gledet på knæ for. Det var aldrig gået op for hende at Gabriela også ville gå væk, derfor bar Ana den med sig, som et minde af hendes far. Phoebe huskede stadig hendes sidste ord. Han lignede sig selv. Samme flotte mand, samme stolthed.. Hun kunne sværge at det var længsel der prydede hans stemme, en følelse som hun kun måtte tage del i, hun længtedes af hele sit hjerte. Sammentidig var hun dog vred! ”Darryl. Jeg ved ikke hvor vidt det her er en drøm, eller hvad der sker. Men jeg kan fortælle dig, at du tog et valg ved at gå ud af den dør. Du tog et valg ved at efterlade mig, Ana og Gabriela alene. Det valg står stadig ved, vi to har intet at snakke om” der var noget truende over hendes stemme, som var den ved at knække et sted. Hun var virkelig vred, og det skete ikke ofte. Han havde krydset hendes grænse. Han havde helt og aldeles ret i at han ikke var velkommen.. På nogen måder! ”Jeg burde anmelde dig” påpegede hun med et yderst sigende blik, der sammentidig skulle fungere som en mindre advarsel. Fingrene gled gennem det lange, mørke hår. Hvordan skulle man tackle disse stituationer? Hun rystede på hovedet ”Jeg har ikke 5 minutter. Undskyld Darryl, det har været en hård dag, og som sagt så har vi uanset ikke noget at snakke om” hun var overrasket over sig selv. Hvor bestemt hun lød, selvom hendes indre langsomt krakelerede. Med lette skridt strøg hun forbi ham, det var iskoldt. Tårene var på sin vej, hun kæmpede med dem. For alt i verden måtte de ikke falde.. Ikke nu.

[Deleted]

Det havde aldrig nogensinde været Darryls mening at skulle efterlade hende på denne måde, men at gøre som han havde gjort det, så havde han formået at beskytte hende og familien med, for det havde i den grad også været dem som han havde sat højst på hans egen prioriteringslisten og så selv valgt at kaste sig for helveds flammer igennem den tortur som han havde været igennem for hans mange ugerninger. De havde ikke nødvendigvis valgt at reagere på at de havde været sammen, men da han var faldt på knæ og bedt om hendes hånd, havde tydeligt også været alt for meget for dem. Han fortrød dog ikke og fik han muligheden så ville han i den grad også gøre det igen! Den længsel som han måtte brænde inde med, den var virkelig forbandet intens og på alle måder, for det var noget som virkelig gjorde ondt at tænke på. At han havde mistet på denne måde, selvom det fuldkommen var hans egen skyld på alle måder, så var der heller ikke rigtigt noget som man kunne gøre ved det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det bare en skam. Han blev stående. Respekten for hende havde han og han ønskede heller ikke at komme brasende, selvom han mest af alt ønskede at lade armene søge omkring hende og knuge hende ind mod sig. Umiddelbart, så var hun også den eneste som nogensinde havde fået lov til at se denne milde side af ham for det var heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At hun selv valgte at gå frem mod ham i sidste ende, var han nu glad for – Han valgte ikke direkte at tolke det som en afvisning, selvom han tydeligt kunne se, at hun virkelig måtte være vred. Han blinkede let med øjnene. Gabriela? Det var et umådelig flot navn. Han havde jo aldrig selv været der til at skulle navngive deres lille datter, hvilket han selv var ked af. Han tog endelig et skridt tættere mod hende, selvom det stadig var noget som skete roligt og kontrolleret. Han lod hovedet søge let til den anden side. ”Jeg kan forsikre dig, at dette ikke er en drøm, min kære Phoebe,” sagde han stilfærdigt. ”Gabriela.. Det er et smukt navn,” tilføjede han roligt. Han måtte dog stadig stå fast på at de havde sit at snakke om. Han sukkede let og rystede på hovedet. ”Du burde gøre det, det er sandt og dog, så har du ikke gjort det endnu?” Han hævede sigende det ene bryn. Det var jo heller ikke fordi at han havde lagt så meget som en eneste finger på en borger af dette land. Nej, han var vegetar på sit vis for han levede kun af dyr og det havde han gjort i al den tid hvor han havde kendt til hende og det var vel også noget som sagde bare lidt omkring de ofringer som han var mere end villig til at gøre for hendes skyld? For det var bestemt heller ikke så lidt. ”Jeg ved godt, at du ikke vil give mig de 5 minutter,” sagde han ganske kortfattet. Ikke fordi at han nødvendigvis ønskede at skulle hæve stemmen eller noget lignende, for dette var jo også for pokker en kirkegård! Så bestemt som hun måtte lyde, så var det kun tydeligt for ham, at hun slet ikke ønskede, at han skulle komme for tæt på og det var i den grad også noget som hun respekterede til fulde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. De mørke øjne hvilede direkte og nærmere intenst på hende. Han manglede hende og han savnede hende. Det var en af de følelser som han faktisk var i stand til at føle hvor han var bedre til at trænge alt det andet direkte i baggrunden. ”Bar.. lyt til hvad jeg har at sige. Jeg kræver ikke en tilgivelse, jeg kræver ikke en.. ja, en chance mere, men bare at blive hørt.. for en gangs skyld så af det hellige,” sagde han ganske stilfærdigt. Han hævede hånden og lod den ganske kort vandre over hendes varme kind. ”En skrifte på sit vis,” afsluttede han dæmpet.

[Deleted]

Hvad end det havde været meningen ej så var det sket, og hvis han forventede at hun ville glemme det uden videre, det ville aldrig ske. I øjeblikket kæmpede hun udelukkende med de tårer der truede. Hvilken fred at give de døde på denne nat, ikke mindst deres piger, at skulle se mor og far ¨skændes’, det havde hun aldrig ønsket for dem, selvom det var Ana der havde taget det værst, Gabriela havde end ikke nået at møde hendes far. Phoebe stirrede intenst på den mand som hun engang havde været side om side med. Der var noget i hende der skreg. Hun var så længselsfuld at det faktisk gjorde ondt, hun ville stå i hans arme, hun ville holde om ham til solen stod op, og først der lade ham indendøre i mørket. Tanken skød hun fra sig, hun kunne ikke være tilgivende nu, hun lå selv i en iskold ruin og fødte Gabriela, mens Ana forsøgte at hjælpe hende så godt hun nu kunne, under hendes egen instrukser. Det havde aldrig været retfærdigt. Hvor han havde været, og hvad han havde lavet, det ragede hende mildes talt! Hun ville end ikke høre det. Han var forsigtig, og blid. Den mand hun huskede, den mand der var faldet på knæ for hende, og som hun havde elsket af hele hjertet. Den mand der derimod var endt med at skubbe hende væk, var ikke en hun havde genkendt. Armene gled om hendes egen slanke skikkelse. Forsøgte at få lidt varme i hendes egen krop, for det var bestemt heller ikke varmt, som sneen dalede ned over hendes skikkelse, og smeltede mod hendes hud ”Desværre” sukkede hun, og lod blikket forlade ham til fordel for en tilfældig grav. En af de ældre af slagsen tydeligvis. Hun nikkede kun stille til hans ord, værdigede ham ikke det blik ”Jeg er glad for du kan lide det” sagde hun uden yderligere engament. Han havde ikke været der, hun havde været tvunget til blot at tage en tilfældig beslutning. Phoebe var udemærket klar over at hun for længst burde, have sendt besked til slottet ”Hvad kan jeg sige? Jeg er gavmild” der var ikke rigtigt tvivl om at hun måtte være utrolig vred, hendes tone var så skarp, og hun fik sig ikke til at møde hans blik. Hvad end han satte tænder i nogen eller ej, så var han ikke velkommen her, og slet ikke hos hende! Tungespidsen strøg over læberne, for at fugte dem, så snart det var gjort bed hun sig fast i den bløde underlæbe, forsøgte at tackle tingene lidt bedre, end det hun gjorde i forvejen. Hun sukkede opgivende, lod de mørke øjne søge hans skikkelse, uden at se ham i øjnene ”Jeg er træt, Darryl.” mumlede hun som skulle det være en undskyldning. Hjun plejede at nyde det her, der var dejlig stille, de døde forstyrrede ikke, de dømte ikke, men Darryl der ligeså var en af dem, han var hende virkelig blot en plage i øjeblikket, udelukkende fordi han plagede hendes sjæl og hendes sind. Ud af øjenkrogen så hun hvordan hånden nærmede sig. Det fik hendes hjerte til at slå kolbøtter, fik hendes blod til direkte at koge. Den var køligere end hun huskede den, så blid og formåede at vække en rolighed. Uden at tænke over det, lod hun kinden søge mod den ”Jeg er kun tvunget til at lytte hvis du sætter dig i skriftestolen. Og det tvivler jeg på, eftersom hun hader det hellige” påpegede hun en smule mere roligt. Det gik op for hende hvor meget hun nød at føle ham igen. Hun rejste hovedet, og bakkede et skridt bagud. Månelyset stod ned på de tårer der trillede over hendes kind, hun formåede ikke længere at holde dem inde ”Du tog et valg” hendes tone var intet andet end en hvisken, hun tog sig til hovedet. Langt mere end hun kunne tackle.

[Deleted]

Respekten for de døde, var dog noget som Darryl havde med sig allerede fra barns ben af, det var en del af ham og det var også derfor at det faldt ham noget så frygtelig naturligt at skulle være mere rolig på steder som dette, selvom det var tydeligt at se at Phoebe havde mere lyst til at råbe og skrige af ham, så var det sikkert også fortjent et sted, selvom han stadig måtte stå fast på, at det som han havde gjort, havde været et rigtigt valg for ham og hans famile. At den lille familie var revet fra hinanden, var slet ikke en tanke som faldt ham ind. Det var slet ikke noget som han havde tænkt, selvom det nu havde forundret ham meget, at det var Phoebe som han hørte om og aldrig de to små dejlige unger som hun måtte have med sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han længtes virkelig efter hende og det frustrerede ham virkelig, at han ikke måtte eller kunne komme tæt på hende, men hun var vred og han kunne godt forstå hende. Han nikkede til hende. ”Jeg kan mægtig godt lide det navn,” sagde han stille og med et næsten forsigtigt smil på læben. En vis stolthed præget dog hans stemme. Han var stolt af sine børn og det var trist at han ikke havde formået at være mere sammen med dem end det som han havde, for de havde vle alle sammen været lykkelige tilbage dengang?Det håbede han virkelig, for så havde han da om ikke andet, så gjort bare lidt rigtigt selvom Ana ikke havde været så gammel tilbage dengang.. Han huskede hende og det stod som klar erindring i hans tanker og i hans hukommelse. Hånden som han ganske forsigtigt lod stryge mod hendes kind, selvom det var ganske så roligt og varsomt, for han respekterede hende når hun valgte at skubbe ham væk på denne måde, uanset hvor ondt det jo faktisk måtte gøre når det endelig måtte komme til stykket. Han sendte hende et stille smil. ”Så læg stridsøksen fra dig og få dig den hvile du fortjener min kære,” bad han stille. Han kunne ikke træde ind i kirken og tvinge hende til søvnen før hun inviterede ham indenfor. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste ,for dette var ikke noget som han brød sig meget om. Stedet var noget som gav ham direkte myrekryp, ganske enkelt fordi at det spillede den store rolle i religion som det måtte gøre, så var der ikke meget som man direkte kunne sige sig, at kunne gøre ved det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så måtte det jo bare være sådan. At hun så valgte, at skulle trække sig væk fra ham, var nu heller ikke noget som han brød sig meget om, men han ville heller ikke tvinge hende til noget som helst, hvis det slet ikke var noget som hun måtte ønske i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var da i den grad også helt sikkert! Han sendte hende et stille smil. ”Du ved udmærket godt, at jeg slet ikke har nogen mulighed for at sætte mig i den stol, Phoebe.. Lad os snakke.. som to individer i stedet,” bad han stille. Han havde ikke noget at gøre til kende for de højere magter! Han troede jo trods alt heller ikke på dem, så måtte det jo bare være sådan, at det nu måtte være når det endelig måtte komme til stykket og på alle måder endda. Tårerne som trillede ned af hendes kind, som hun valgte at trække sig væk fra ham, var noget som gjorde.. ondt? På en helt anden måde end det indebrændte kors på hans ryg. ”Så lad mig fortælle dig hvorfor jeg tog det valg,” bad han stilfærdigt. Han var ikke den som hviskede, sank stemme, kom grædende på knæ.. Nej! Det var han bestemt ikke! Han tog et varsomt skridt mod hende. Nu hvor han kunne være den mand som han altid havde været overfor hende, så ville han elske hvis hun bare gav ham muligheden til at forklare. Hans blik hvilede på hende.. denne gang langt mere afventende.

[Deleted]

Respekten for de døde, var udelukkende det der holdte hende fra, at tage brug af en hævet stemme, at forstyrre dem på en ellers fredelig og smuk nat, det var jo heller ikke det hun matte ønske overhovedet, men lige I øjeblikket var hun virkelig vred. Blikket hvilede mod ham, et sted så hårdt som hun formåede, hun var en blid ånd og det vidste han, dette var også noget som gjorde det umuligt for mange, at tage hende så alvorligt. Et sted så var det uvirkligt, selv for hende, at se ham stå der foran hende- Det var mange år siden, hun sidst havde set så meget som hans skikkelse, hun havde haft hendes to smukke døtre, og selv dem var hun endt med at opforstre alene, den korte tid hun havde haft dem vel og mærke. Det glædede hende dog at han kunne lide navnet, også selvom det ikke rigtigt havde haft betydning, de nåede aldrig at snakke navne. Stille forsøgte hun at gnide lidt varme ind i kroppen, sneen dalede endnu, og efterhånden følte hun intet, så komplet følelsesløs som hun var blevet, hun kunne i den grad godt bruge noget søvn, hendes dage var lange, og hun ville uanset skulle op om et par timer igen. Tanken om at ligge i hans favn, havde været en drøm så længe, nu stod hun der, og så rent faktisk muligheden i det, også selvom Phoebe udemærket var klar over at det ikke ville kunne blive en realitet efter alt der før var sket. Hun havde formået at gøre ham til fortid, nu stod hun, som havde han været et form for stof, og ønskede ham i fremtiden. Pulsen dunkede i hver lille del af hendes krop, udelukkende med den længsel hun følte, det var som at være sulten, og var den følelse ikke hans domæne? Darryl var en stolt mand, det var ikke ligefrem noget der var fremmede for hende, den hang stadig ved ham på alle måder, dog var han ikke den eneste, selv Phoebe havde sin stolthed, og hun havde selv formået at knække den i sin tid, man kunne vel sige at hun faktisk havde taget ved lærer? Den kølige hånd over hendes kind, lod det virkelig kun sitre. Kroppen var ved at eksplodere, bare efter at hvile ind mod ham, efterhånden måtte hun bide sig selv hårdt læben for at holde sig tilbage, for selvom hun var vred, så lå der noget langt dybere bag. Hendes tænder begyndte at klapre. Kulden ville ikke røre ham, men for hende så var den virkelig hård. Phoebe var bekendt med vampyrene. Inviterede hun ham ikke ind, så ville han ikke være i stand til at træde forbi døren, alligevel så fristede det hende, udelukkende fordi tanken om at snakke der, ville være langt mere fristende end at stå ude i denne kulde, hun havde ikke tid til at tænke på ting som sygdom. Hun sendte et blik mod himlen, Darlene havde noget med alt dette at gøre, det var hun sikker på, hvilket også fik hende til at bande i det indre ”Jeg forstår ikke alt det her” hendes tone var en smule frustreret, for det her var langt mere end hun kunne tackle ”Du gik Darryl. Du sagde det direkte, du elskede mig ikke. Jeg fødte Gabriela selv, og jeg boede i en forbandet ruin, og jeg sad med dem begge i armene, da de gik bort. Det er for sent” hurtigt strøg hun de tårer bort der var begyndt at trille over hendes kinder, glinsende under månens lys. Hvad han krævede af hende, var hun virkelig ikke sikker på hun kunne efterkomme. Han var ikke en hun var tvunget til at høre på, og tilgive. Et øjeblik forsøgte hun at samle op på sig selv ”Det er koldt og jeg er træt, Darryl” gentog hun, som var det den undskyldning hun måtte knytte sig til.

[Deleted]

At Ana og Gabriela var døde, var slet ikke en tanke som faldt Darryl ind. Han havde got nok lagt mærke til at man aldrig nogensinde hørte omtale omkring hendes børn, men det var nu ikke rigtigt noget som han fik ham til at tænke i de baner. Han ønskede ikke en ny chance, nej han ønskede bare muligheden for at forklare sig, så det ikke længere skulle vise sig, at være en byrde som han måtte bære på sine skuldre. Han havde båret den igennem så mange år nu og det var virkelig noget som måtte tunge ham noget så frygteligt ned. Han blev stående denne gang og med blikket hvilende på hende. At hun måtte være træt, var noget som han tydeligt kune se, så var det heller ikke noget som han måtte eller kunne tage sig særlig meget af på nuværende punkt. Han ønskede bare at snakke og nu hvor han kun havde muligheden for at dukke op ved mørkets frembrud og når mørket for alvor havde taget til, så var det også nu at han måtte se om han i det hele taget ville have muligheden for at komme vel igennem det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hendes ord måtte dog næsten få ham til at blegne fuldstændig, for det var faktisk en tanke som gjorde ondt. ”Gik bort?” gentog han næsten forvirret. De var da ikke døde, var de? Hans blik faldt omgående i retningen af gravene. Ikke fordi at han direkte havde lært at læse, for det havde han aldrig haft brug for. En dog så nyttig kundskab, som han aldrig nogensinde havde fået. ”Så.. det er deres grave?” Han vendte blikket mod dem, hvor hans min endte betydeligt mere stille og langt mere følelseskoldt og forladt end det som det havde været nogensinde før, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han blinkede let med øjnene. Følelser havde han aldrig nogensinde været god til, for det lå koldt til ham på denne måde, men.. Han følte det og det var tydeligt for hans vedkommende. At det var meget at kræve af hende, var noget som han næsten måtte være klar over allerede, selvom han virkelig ønskede det bare denne gang. Han gik igen stille hen mod hende. Om han måtte bære retten til det eller ikke, var han på sit vis ganske ligegla med, men hvad andet valg havde han? Begge hænderne lagde han mod hendes kinder og nærmest også for at få hende til at skulle se op mod hans eget blik. Han var og havde aldrig nogensinde været kold på denne måde og specielt heller ikke over for hende. Han var måske ligeglad med så meget, men bestemt heller ikke hans egen familie! Aldrig! ”Så lad mig få muligheden til at forklare hvorfor jeg valgte at gå, Phoebe.. Det er bestemt heller ikke nemt for mig.. Det var noget af det sværeste og det vanskeligste jeg nogensinde har gjort.” Det mørke øjne hvilede direkte mod hendes skikkelse og krævede næsten at hun skulle se på ham i gengæld, selvom han aldrig direkte måtte kræve det med ord, men det kunne vel også føles og fornemmes på denne måde? I lighed med dengang. Han havde sagt det for at redde hendes liv, for han ville aldrig nogensinde stille hende i det ultimatum at skulle blive hvad han ar. Det var slet ikke et liv for hende! Han tørrede over hendes kinder for at fjerne hendes tårer. ”Jeg ved godt at du er træt, Phoebe.. 5 minutter er alt jeg ønsker af dig.. Så skal jeg nok gå igen,” sagde han dæmpet og ikke mindst oprigtigt. Hvis hun ikke ville lade ham være der efter de minutter, så skulle han nok gå igen, vende om og så bare .. lade hende være, hvis hun slet ikke ønskede ham i sin nærhed. Han forstod hende dog godt. ”Du ved godt jeg ikke kan komme ind uden din invitation.. Jeg har savnet dig Phoebe.. Bare… lyt til mig,” bad han stille. At bede om noget, var slet ikke noget som han gjorde normalt, så var det i den grad også vigtigt for ham at skulle få det hele frem!

[Deleted]

Det var mange år siden nu, men det var hvad der skete. Dengang havde helligt og uhelligt, haft en tydelig grænse, som det ville være direkte dumt at overtræde. Hende og Darryl havde gjort det alligevel, parret sig, som det nok ville lyde på hans sprog – et dyrisk sprog. Ana og Gabriela, havde haft et lys og et mørke, placeret i deres bryst. Det var hvad der havde gjort dem syge, det var hvad der havde slået dem ihjel, hun havde født dem, for at dræbe dem, det var også den tanke som måtte gøre mest ondt. Blikket var gledet bag ham, og mod de grave som stod placeret bagved ham, de selv samme, hun netop havde ladet sig synke i knæ for, knælet og vist den dybeste respekt, selvom det havde resulteret i, at hun nu måtte stå, klapre med tænderne, omringet af helt isblå læber. Hendes krop skælvede, hver lille muskel i kroppen, var noget hun fandt direkte følelsesløs. Sneen fortsatte med at dale, lod sig fange i det glatte mørke hår, der indrammede hendes blide ansigt. De mørke øjne, betragtede ham direkte intens. Han reagerede på nyheden, så meget kunne hun da se, selv på trods han aldrig nogensinde, havde nået, at hilse på hans yngste prinsesse. Phoebe havde født hende selv, Ana havde forsøgt at hjælpe hende, så meget som det var muligt, og det var da også lykkedes til sidst. Hun nikkede blot forsigtigt, næsten bange for at tiden nu kom, hvor han ville springe på hende, også selvom hun havde havde frygtet det bæst i ham overhovedet. Armene lod sig folde over hendes bryst. Det var virkelig hendes sengetid, hun kunne ikke stå herude hele natten, ikke mindst fordi mørket kun var faldet på, for et par timer siden, de ville stadig have masse af tid sammen. Et sted ønskede hun at lytte. Ikke kun fordi, det rent faktisk var hendes job, men fordi hun gennem årene, havde haft flere teorier end nogen anden, om hvorfor han var gået, og hvorfor han havde gjort det på den nådesløse måde. Alle hendes toerier faldt dog fra hinanden, som han måtte stå der foran hende, tigge og bede om 5 minutter, og hun nærmest var i stand til at læse den længsel i hans blik, som også lå gemt et sted i hendes bryst. Phoebe lod ham komme hen. Det undrede hende næsten, at se en så kraftig reaktion fra hans side, det havde hun heller ikekf orventet. Hovedet endte mellem hans hænder, noget som direkte tvang hende til at betragte ham. Hjertet sprang et slag over, det var den effekt han altid havde haft, og monstro Phoebe ikke hadede det, i disse tider! Selvom hendes indre smeltede som smør, så var hendes blik umådelig fast besluttet, dystre på sit vis, udelukkende fordi de bevægede sig ind på ømme punkter, for hendes del. På sit vis endte hun med at tabe kæben. Manden foran hende, havde altid været elendig til følelser, og selv på trods af den kølighed, han havde udvist den aften, så stod han nu der og sagde, at det havde været hårdt? Hun havde ellers ikke været i stand til at se nogle kvalere ”Det var bestemt ikke det jeg så” påpegede hun en anelse spidst. Der var ingen tvivl om, at hun ikke lå som den type kvinde, man uden videre valgte at skulle lege, lege med, og hun var ikke blodsøden nok til at hoppe på hans charmerende tis! Selv dengang havde Phoebe kendt til reglerne, bare ikke til riskoen, og hun havde ærlig talt, ikke tænkt over at også Darryl hørte under de regnler, så hvorfor han havde gjort det, det lå hende stadig som et enormt mysterium. Tårerne blev fjernet. Hun forsøgte at slappe af, for ikke at fryse halvt ihjel, specielt fordi han ikke var i stand til at føle det ”Du har.. 4 minutter og 59 sekunder” påpegede hun en smule opgivende. Hvis dette var måden at få fred på og sammentdig få stillet de mange spørgsmål, ikke mindst få svarene på dem, jamen så skulle hun da med glæde vælge at overgive sig, også selvom det stadig var tydeligt, at hun virkelig var vred!

[Deleted]

Måske at det var ved at være temmelig mange år siden, men det var nu slet ikke noget som ændrede for det faktum, at Darryl hadet sig selv for at have gjort det. Lige når det kom til følelser og det at skulle spille skuespil bygget på det, så havde en vampyr som ham i den grad en utrolig stor fordel og det var også den som han havde gjort brug af overfor hende da han havde gjort det slut. Måske at det ikke direkte havde været til at skulle se i det ydre ved ham, men det havde i den grad været nget som han havde været i stand til at skulle mærke i det indre. Der havde han siddet med et knust hjerte da han havde vendt sig tilbage mod sine egne, hvilket havde ført med sig en tortur uden lige og selvom det var ved at være mange år siden, så sad arene endnu og smerten med. Det var bare af den type som han havde lært at skulle leve med og uanset hvor hårdt det så end måtte være, så måtte det jo trods alt bare være sådan det måtte være. Hun af alle burde vide og kende til hans måde at reagere.. Desuden så ville han aldrig nogensinde falde på knæ for hende hvis han slet ikke havde været sikker på at hun ville være den helt rigtige for ham. Han var jo en vampyr med alt hvad det måtte indebære og han var slet ikke i tvivl om at hun måtte og skulle være den helt rette for hans eget vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. At det var hans egne børns grav som han måtte stå og nærmest stirre på, var slet ikke en tanke som havde faldet ham ind på nogen måde. Han havde da slet ikke regnet med at de ville være væk! Hans lille pige og hans kære prinsesse som han aldrig nogensinde havde fået lov til at se. Det var næsten som om at det var noget som direkte måtet sætet en knude i hans indre – Et væld af følelser som han slet ikke vidste hvad pokker han skulle gøre med og han kunne ganske enkelt ikke fordrage den tanke! Han længtes efter sin lille familie og nu hvor han havde udstået sin straf, så var der vel heller ikke noget som direkte ville afholde ham fra at skulle opsøge Phoebe igen på denne måde? Det var om ikke andet så sådan at han selv måtte se på det. Hans blik hvilede direkte i hendes. ”Der er grunde til det Phoebe, hvis du bare vil lade mig fortælle min historie,” sagde han dæmpet og ikke mindst med en ganske kortfattet mine. Han ønskede muligheden for at forklare det også for hende. At hun selv måtte have ondt, skulle man være blind, dum og døv for ikke at kunne se, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At hun dog alligevel måtte gå me til at give ham de 5 minutter, var noget som virkelig måtte lette ham. Han vidste udmærket godt at han aldrig nogensinde ville formå at skulle nå at fortælle det hele på denne korte tid, men det var vel et forsøg på at få bare en smule af det frem på denne måde? Det var da sådan at han selv måtte se på det og det var vel kun en god ting. Han nikkede stille. ”Kan vi gå et andet sted hen og snakke? Det her sted giver mig myrekryp,” sagde han stille. Han var ikke just stolt over at han havde gjort det, men han stod stadig fast på at han havde gjort det rette. At tvinge Phoebe ind i dette mørke var slet ikke noget som han havde ønsket, så det var også derfor at han havde taget det valg som han havde gjort det. Der var alverdens gode grunde til det og han ville bare have det frem. ”Jeg er ikke stolt af det Phoebe.. Og jeg ønsker ikke at tage det op foran børnene,” sagde han dæmpet. Han talte som var de levende, men igen; Han vidste at selv døden havde øre.

[Deleted]

Det var ganske vidst mange år siden, men det var ikke nok for Phoebe, til at lade det blive glemt. Det var ikke det, at han havde ladt hende alene, det var det at han først havde fået hende til at stole på ham, og på den kærlighed han skænkede hende, hun havde givet ham hele sig, hendes krop hjerte og sjæl, sågar de smukkeste prinsesser, og nu var de væk? Hun var ganske vidst en præstinde, hun var ganske vist vis, men hun kunne ikke læse ham fra indsiden, uanset hvor meget hun ville have nydt det på alle måder, han var som en gåde for hende, hun kunne ikke læse hans tone eller hans blik, og han var intilligent nok til løgne, med andre ord – hvorfor stole på ham nu? Phoebe forstod stadig ikke hvad han lavede på dette sted, kirken og Procias for den sags skyld, ville og kunne aldrig blive hans hjem, det var ikke her han tilhørte. Hendes hjerte hamrede fast, fik hendes sind til at skrige efter at stå i hans favn, og hun gjorde som hun burde gøre – nægtede den det med alt hvad det end måtte kræve. Det var sjældent at hun måtte udvise kølighed, og være afvisende, men hun kæmpede af alt magt, for ikke at vise Darryl hvad hun i virkeligheden følte, og det skræmte hende næsten, hvor naturligt det faktisk måtte forekomme hende, så let til løgne, på trods hun ønskede sandheden, hun skjulte sig bag den vrede, og den bitterhed som havde bygget sig op igennem mange år. Endelig så dagen ud til at klare op, hun kunne atter holde fast i troen, og hun var ligeså i stand til at hjælpe andre der sad med byrder på deres skuldre, og så dukker han op? Idet hun er ved at finde lykken, fandtedes der overhovedet nogen retfærdighed i denne verden? ”Jeg høre historier nok, Darryl” mumlede hun sammenbidt. Hun havde aldrig været en kvinde der bar nag, men den mand fremkaldte en masse ukente følelser i hende, specielt som de stod foran de døde børns grave. De kunne have været en familie, mor far og børn. Hende og Darryl kunne have vågnet ved hinandens side om morgenen, hjulpet de to piger til Nathaniel der ville lærer dem at læse og skrive, mens hun ville holde sine prædikner, hjælpe de som behøvede det, og han ville ligeså kunne finde et sted at hjælpe, gøre hvad han lystede. De kunne have haft det hele, men det var blevet forkastet, og istedet stod de begge med absolut intet, alt hun havde var en tro, som hun havde mistet for mange år siden. Vantro hævede hun et øjenbryn ”Vi er på en kirkegård, det eneste alternative sted er kirken, som ikke destro mindre, vil give dig mere myrekryb” vrissede hun. Blikket gled bort fra ham, hendes kinder var malet røde i den rene vrede og samtidig i længsel. Hun knyttede hænderne, neglene borrede sig ned i håndfladen ved hans ord. Phoebe havde mest af alt lyst til råbe efter ham, at de for pokker da var døde! Fast bed hun tænderne sammen ”Du har ingen grund til at være stolt. Jeg beder dig om at forstå.. det er for sent” hendes ord var blot sagt gennem sammenbidte tænder, hun lagde begge hænder for hendes ansigt og skjulte de tårer, der truede med at falde, og som ikke mindst var en kamp om at holde inde, hun ville ikke vise sig svag nu! Døden havde ører, og det samme havde de pokkers spioner var Dvasias, der strømmede ind og ud for tiden, Phoebe stolede ikke på dem, faktisk stolede hun ikke på andre, end de som havde et bånd til hende, og selv der var Darryl iblandt, hvorfor skulle han ellers vise sig nu?