A longing pray..

[Deleted]

Darryl var bare kommet denne lange vej af ganske få grunde og det var noget som han ønskede at fortælle hende. Han ønskede faktisk at fortælle hende hvad der var sket, hvorfor han havde været som han havde været dengang de havde set hinanden sidst, for det var ganske rigtigt en tid for mange år siden, men der var ikke rigtigt noget at gøre ved det som sådan. Han sukkede indvendig. Kirkegårde var normalt et sted som han ville elske at være på, men nu hvor han var kendt med, at hans børn faktisk måtte være gravlagte her, så var det faktisk noget som gjorde ondt? Han var normalt slet ikke den som var vant eller nemt til følelser på denne her måde, men han havde virkelig ikke noget som han sådan rigtigt kunne gøre ved det, om det jo så var noget som han ville det eller ikke, så var der slet ikke noget som han kunne gøre ved det. Havde han ikke handlet som han havde, jamen så havde de alle 3 været døde i dag – Hende og hans to elskede børn. Han elskede dem stadig, selvom de måtte være døde og borte, selvom det gjorde ondt, at han aldrig havde lært dem at kende. Han vendte de mørke øjne mod hende. Måske at der ikke var meget følelse at spore i hans ansigt, men hans blik fortalte vel også en ganske anden historie? Han rystede opgivende på hovedet. Meget var sket siden dengang og at hun klandret ham, var nu noget som han nu alligevel godt kunne forstå, om det jo så var noget som han ville vedkendes eller ikke, så måtte det jo trods alt bare være sådan at det nu måtte være, om det jo så var noget som han ville det eller ikke. Han vendte blikket mod de to små grave igen. ”Hvis du vil have at jeg skal gå, så sig det til mig, Phoebe,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. Han fandt det ekstremt upassende, at skulle stå her og skændes foran de to små børn! Om de jo så var døde eller ikke, så var det ham fuldkommen ligegyldigt! Han lod hovedet falde på sned, som han endnu en gang måtte kigge på hende. ”Jeg kan ikke betræde kirken før du invitere mig indenfor. Jeg snakker hellere inden døre der, end jeg gør det herude..” Han vidste godt, at han ikke havde alverdens tid før solen alligevel ville være oppe, så hvorfor ikke bare få den givende lejlighed og mulighed til endelig at komme af med det? At stå så tæt på kirken og med det kors som han havde fået brændt direkte ind i ryggen, så sved det virkelig, selvom det efterhånden var ham en smerte som han havde lært at leve med. Han stod stadig helt rank af den grund, for det andet gjorde faktisk kun mere ondt end det som godt måtte være i det store og hele. Hun var ekstremt afvisende og han vidste det godt.. Det var hans skyld, og han forstod faktisk også hendes vrede, for det var jo heller ikke fordi at han havde hidset sig op endnu på den ene eller den anden måde, så det var vel også noget som måtte tælle lidt for hans eget vedkommende. Han kneb øjnene fast sammen. Det var virkelig begyndt at irritere ham det hele! ”Igen, så bed mig om at gå.. Så skal jeg nok sørge for, at du ikke får mig at se igen. Det eneste jeg ønsker er nogle minutter, Phoebe.. Nogle minutter til at fortælle hvad pokker der skete dengang,” endte han med en mindre vrissende stemme. Det gjorde ham virkelig frustreret, at det var ham som skulle møde den mur som hun måtte hejse for ham!

[Deleted]

Phoebe måtte virkelig undre sig til tider. Havde Darryl virkelig, i sit mørkeste sind og tanker, regnet med at hun blot ville åbne døren for ham, lytte til ham, nikke og erkende at det selvfølgelig var trist, og at hun tilgav ham? Hun boede i en ruin, hun havde intet tilbage, hun havde en datter, og en kommende på vej, og hun kunne ikke hænge sammen. Det var kun takket være Gabriel og Jason, at hun endnu engang var kommet op af den dybe afgrunding, Darlene og Azrael havde velsignet hende for mange år siden, givet hende et kald, og dette var et som hun ikke kunne ignorere. Så meget død omkring hende, så var han næsten blot et lig i mængden, kirkegården påvirkede hende end ikke mere, det var som en have, også selvom den rummede mange fortabte sjæle, heriblandt hendes egne små skatte, der var endt med at gå i døden, og som nu lå bag dem. Armene lagde sig over hendes bryst, hun betragtede ham med et yderst skeptisk blik. Hun var vred på ham, og det lød næsten til, at han ikke forstod hvorfor. Han var gået, hun havde set ligegyldigheden i hans blik, mens hun selv havde stået med en voksende mave, glædet sig til at sætte endnu et vidunder til verden. Det var ganske vidst ikke hensigtsmæssigt, at skændes foran dem, med deres egen far, men lige der var hun ærlig talt ligeglad, hun plejede at gå meget op i respekten for de døde, men siden han var en af dem, så burde han vel nærmere lærer hende omkring den slags. Hun kunne ikke lade være at le, og sammentidig ryste på hovedet, med en underlig lyst til at lade tårerne trille langs hendes kinder ”Jeg ville aldrig have du skulle komme, Darryl” påpegede hun direkte opgivende. Hun forsøgte at sige det med samme ligegyldighed, som han havde gjort den aften, med samme overbevisning, men det var i sig selv en mislykkedes opgave, eftersom hun var ekstremt følelsesladet i øjeblikket. Et lille smil bredte sig over hendes læber. Det havde hun næsten glemt. I kirken kunne han måske træde indenfor, eftersom det var et allemandseje, men i de mere private dele, var det ham ikke muligt ”Det havde jeg nær glemt” der var en underlig tilfredshed i hendes mine, nu hvor hun måtte tænke over det. Solen ville snart stå op, tiden ville uanset ikke være til det, desuden havde han en irriterende effekt på hende, som hun betsemt huskede fra fortiden. Måden hendes hjerte slog et ekstra slag, måden han tog hendes selvtillid med det samme, fik hende til falde for hans fødder som smeltet is, og hun var efterhånden træt af det. Selv stod hun rank i ryggen, forsøgte at forholde sig professionel, også selvom det ikke ligefrem lykkedes hende ”Jeg ved hvad der skete, Darryl så spar mig!” vrissede hun. Endnu engang drejede hun om på hælen, og bevægede sig mod kirken. Hvorfor blive ved ham, lade ham stikke til hende på den velkendte måde, som hun direkte måtte foragte! Han skulle til at vrisse af hende? Næh nej, det var mere end selv hun ville finde sig i! Blikket gled mod den uendelig himmel ”Til helvede med dig, Darlene” mimede hun mod himmel. Hvor retfærdigheden? For blot en kort periode, havde det hele set blot en smule lyst ud, og nu skulle han skabe tvivl og usikkerhed? Det var en tanke der direkte gjorde hende vred!

[Deleted]

Darryl måtte erkende, at hvis Phoebe havde valgt at åbne dørene for ham som det rene ingenting, så ville det virkelig forundre ham, for han kendte hende. Han kendte hende dog for det meste som den stærke kvinde som hun havde været dengang. Han vidste selvfølgelig ikke hvad der var sket i mellemtiden, hvor han i den grad også havde haft sit at skulle slås med, for det var bestemt heller ikke nemt for ham selv. Han levede i en konstant smerte med det kors brændt ind i ryggen og det ville aldrig nogensinde forsvinde. Selvfølgelig var smerten betydeligt mindre nu end det som den havde været før, men den kunne i den grad stadig mærkes og han måtte erkende, at… sammen med hende, så havde han slet ikke brug for at skulle tænke på det, for det var virkelig som smerten forsvandt helt og særdeles og det var.. befriende på en ganske behagelig måde. Han havde været tvunget til skuespil for sin egen skyld, såvel som hendes og derfor var det ham kun en god ting, at en vampyr var god til at lukke af for følelserne, ellers havde hun vel opdaget det skuespil allerede for længe siden, hvilket han i den grad heller ikke havde ønsket dengang. At hun nu måtte lukke af helt for ham, var bestemt heller ikke lige hvad han havde ventet sig og så alligevel.. Han ønskede ikke at gøre det værre for hende, men at vise hende, at han stadig var der hvis det var noget som hun ville selvfølgelig. Han sukkede indvendig og rystede let på hovedet. Han ønskede ikke at så foran gravene og diskutere med hende. Børnene havde vampyr i sig, de ville vel aldrig nogensinde være helt.. døde vel? Han ville bare ikke stå og diskutere foran dem med hende, for det var der virkelig ikke nogen grund til i den anden ende! Han lagde hånden let mod hendes skulder, også for at holde afstanden mild, at holde hende tættere på sig, for det var i sig selv, også noget som han havde lyst til. Han savnede hende og det frustrerede ham virkelig at tro på at hun ikke ville have noget med ham at gøre, og specielt fordi at han kunne fornemme det anderledes i hende. Han kunne ikke bare vade direkte ind i kirken, udelukkende fordi den også var hendes private hjem. Han himlede let med øjnene og vendte blikket endnu en gang mod hende. ”Så sig da for pokker til, hvis du ikke vil have mig her, Phoebe! Sig direkte op i mig åbne blik, at jeg skal gå og aldrig komme tilbage igen!” Han prøvede for sit vis at holde følelser lidt på det minimale, selvom det nu ikke var så nemt igen. Han ønskede virkelig ikke at overbemandes med det bare sådan, for.. han havde været lukket af for det igennem så skræmmende lang tid nu. Solen ville være på vej inden alt for lang tid, så et sted så skulle han indenfor ellers måtte han søge væk og det var noget som faktisk også måtte frustrere ham. Han sukkede og himlede med øjnene som han vendte sig mod hende. ”Jeg ønsker bare at komme med min side af den historie, Phoebe. Det er nogen minutter.. Så skal du være mere end velkommen til at smide mig ud af kirken i hoved og røv,” vrissede han med en tydeligt kontrolleret stemme, selvom det bestemt ikke var nemt. Han blev stående og med blikket mod hende og med den samme faste mine. Han kunne ikke tvinge hende til noget, og det var bestemt heller ikke hans mening, for det at tvinge hende til det ene eller det andet, var slet ikke noget som han ville få det mindste ud af. Han var vel.. ved at miste grebet til hvordan at han skulle håndtere hende og det var noget som et sted også måtte skræmme ham et sted.

[Deleted]

At åbne døren for Darryl, var slet ikke noget phoebe havde i tankerne overhovedet! Hun forstod end ikke hcvad han lavede i Procias, efter alle de år så skulle han vende tilbage, og kun plage hende? Hun havde kæmpet for endnu engang genvinde den styrke, som han havde set hende med dengang, og hun var endt med at synke dybere, end det som han nok nogensinde ville ende med at tro på, hun ville bestemt ikke finde sig i, at han nu ville komme og spolere det hele! Hvilken smerte han måtte være en del af, det var hun slet ikke bekendt med, hun havde trods alt ingen idé om hvor pokker han havde været, han var endt med at gå, han havde set hende i øjnene, stået frem og erkendt at han ikke længere elskede hende, og hun havde ikke været et øjeblik i tvivl omkring sandheden i de ord. En knuge bandt sig i hendes maveregion, det gjorde faktisk ondt at tænke på, specielt med henblik, på de gamle følelser som væltede over hende i en stor flodbølge, ødelagde alt på sin vej fordi hun havde været så uforberedt. Blikket hvilede mere mod den åbne himmel, end det gjorde mod ham, for det føltedes bedre at forbande Darlene langt længere væk, end blot til helvede, hvorfor overhovedet møde dennne mand? Hvorfor falde for han charme og beskyttende væsen? Som præstinde så havde Phoebe altid været tvunget til at vise de døde respekt, og det gjorde hun som regel, men det var som om at gravene for længst, var svundet bort for hendes blik. Hun havde i bogstavelig forstand glemt hvor de stod, omringet af de døde, som hun skulle være med til at give fred, deriblandt hendes egen to piger, der var blevet slået ihjel af deres fejl, hun var bestemt ikke dum nok, til at begå dem endnu engang. Noget så simpelt som den hånd mod hendes skulder, kunne virkelig skabe en større længsel end hun ville erkende. For få sekunder føltedes det som om hendes hjerte stoppede, og hun havde lyst til at trykke sig ind til ham, lade ham beskytte hende, holde om hende men.. Et kort øjeblik så hun på ham som et sultent dyr, der længtedes efter føde. Hun skubbede straks den afskyelige tanke fra sig, hvilken synd det ville være! I et fast ryk, hav hun skulderen til sig, og bakkede bagud for at skabe et større rum imellem dem. Hun vaklede en anelse usikkert, og endte bomstille ved hans faste udbrød. Hun havde glemt hvor koldt det løb hende ned af ryggen, når han hævede stemmen. Hendes blik blev tydeligt såret, hun så ned på jorden, hvor var hendes styrke og den vilje? Hjertet slog ureagerlige slag, hun ønskede at se ham igen, men ikke sådan, og ikke... bevidst ”Jeg vil have dig til at forlade stedet omgående!” besvarede hun med et stædigt udbrud mod ham. Det var nok nærmere fornuft snare end det var ønske. Denne gang virkede hans kærlige jeg ikke, for han havde allerede skræmt hende ved blot at dukke op. Det sitrede i hver lille del af kroppen, af vrede raseri og alligevel en længsel der rev og sled i hende, så hårdt at det gjorde ondt. Fint! Hvis han ikke ville gå så måtte hun jo! ”Hold dig fra mig, Darryl, det er fortid. Som du selv sagde den aften du forlod os; Intet foruden udødeligt kød vare evigt” hun sendte ham et direkte dræbende blik, før hun søgte bort og ind i den store kirke med hastige skridt. Han kunne ikke nærme sig, og det var hun jo klar over.

//Out

[Deleted]

Darryl måtte efterhånden se til, at dette virkelig måtte være nytteløst, selvom det virkelig var ham en tanke som var ham forbandet frustrerende! Han ønskede at snakke med hende, han ønskede at få snakket om den fortid og forklare hende, hvorfor at han havde valgt som han havde gjort, hvorfor han havde handlet som han havde gjort og han nægtet i den grad at betegne deres to elskede små piger som fejltagelser, for han elskede dem virkelig! Han elskede dem, som han stadig måtte elske børnenes mor. At det jo så ikke var gengældt, så vidste han også godt, at det var hans egen fejl, selvom han et sted også måtte føle, at det måtte være her, at han måtte høre til. Igen, så var det jo bare noget som krævede, at hun lukkede ham ind og det var jo tydeligt at et slet ikke var noget som på nogen måde, ville komme på tale. At han hævede stemmen, var slet ikke hans mening, men han vidste, at det var noget som hun altid havde reageret på, for det var aldrig sjovt når han hævet stemmen, så var det også kun fordi at man var ved at nå det punkt hvor han sagde, at nok var nok. Dette var desuden også direkte barnligt i hans øjne! Han havde ganske rigtigt heller ikke regnet med at blive mødt med åbne arme, men muligheden for en snak havde man vel også altid håbet på? Han bed tænderne fast sammen, som han også måtte knytte næverne. Hun skulle også bare gøre det hele til et rent og skært helvede, også for hans vedkommende, så var det jo heller ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hans eget vedkommende. Som hun direkte fortalte ham, at han skulle forlade stedet, så var det jo faktisk at gøre det som han havde bedt hende om; Fortælle ham at hun ikke ville have ham her og at han skulle gå. Ikke fordi at de var noget som han direkte havde regnet med, hvilket faktisk gjorde ondt.. Han manglede hende og det var ham jo kun tydeligt, at han måtte møde en iskold og fast mur. Han stirrede direkte på hende ved hendes ord, at hun jo så bare vendte om og gik direkte ind i kirken, hvor hun vidste, at han slet ikke kunne følge hende, uden en direkte invitation. Han sukkede opgivende, som han strøg sig selv over sin ene side, så han nærmest kunne komme i kontakt med det brændende kors som han havde i ryggen. Den smerte forsvandt faktisk når hun rørte ved ham, det var noget som han havde lagt mærke til.. en mærkværdig følelse faktisk. ”Som du vil, Phoebe..” vrissede han ganske kortfattet, som han vendte sig mod børnenes grav igen, og denne gang med en helt anden mine. Han gik hen til graven igen, hvor han gik direkte ned i knæ ved de to små stene igen. ”Far kommer igen..” Mere nåede han ikke rigtigt at sige, inden han direkte blev revet op på benene og tvunget direkte væk fra kirkegården af. Han rev og sled for at komme fri, selvom det bare ikke gik som han ville! Hvem pokker var det nu som havde fået fat i ham?!

//Out