Are you still around?

[alexandre]

Alexandré var blevet trukket af kirken i Procias igen. Det var godt nok kun 3 dage siden han sidst havde været der, men det var ligemeget. Han håbede sådan at Dave var der. Han kunne bedre huske ham nu. Han var dog bange for at virke sindssyg, men han havde tænkt sig at hjælpe ham med hans hukommelse. Der var noget over Dave der blev ved med at trække i ham og han mindede mere og mere om hans hovedløse skat. Hans elskede. Hans livs kærlighed og han var sikker på at hans mareridt ikke bare handlede om Dave fordi han var den første han havde mødt, men fordi han faktisk var sikker på at der var noget mere i det. Hans hukommelse var stadig fuld af huller, men efter Alex havde været på ham og brugt sin magi hvor han var vågnet op ved hans side havde det bare gjort ondt på ham. Som om han havde været sin kæreste utro selvom han jo i virkeligheden ikke anede hvem han var og han i princippet var single, men taget af hjertet. Åh hvor han dog savnede sin elskede og længtes blot efter at holde ham i sin favn igen. En enkelt tåre gled ned af hans kind da hans tænker var gledet over på sin elskede igen. Han havde fået nyt tøj nu. Alex havde givet ham penge og han havde derfor en hvid skjorte på nu og et par stramtsiddende bukser. Han gik søgende over kirkegården og tog sig ikke af at solen var på vej ned mens han flækkede omkring på kirkegården blandt de mange gravsten. Han håbede inderligt Dave stadig var her selvom chancen var ufattelig lille. Han ville ikke vise sine kræfter på et offentlig sted hvor alle kunne se ham for han var trods alt unik i kraft af han var hvad han var. Han ville finde Dave og spørge om han ikke var af en unik race. Det blev ved med at køre rundt i hans hoved at Dave var noget mere end blot et menneske. Så mange ting han ikke vidste om Dave der kom fra noget der virkede som en fjern fortid. En støvregn brød stille himlen. Alexandré tog sig dog ikke af det. De små fine dråber mod hans kind og ned der blev til små tåre der løb ned af hans kind når de ramte og dansede stille hele vejen ned af hans krop var slet ikke en ting han lagde synderligt mærke til det. Hans blik gled let over de mange gravsten. Lige nu ville han gerne være en af dem. Ligge her og slippe for sine tænker. Han følte sig sindssyg ved tanken om han ikke kunne huske ham som han elskede mest af alt her i verden. Han vidste dog godt han elskede en. Endda af hele sit hjerte. Han snublede over den ene gravsten og vendte sit blik for at se på gravstenen. Heller ikke noget der kunne minde ham om hans fortid. Intet i denne verden kunne. Han ønskede et sted at søge en magiker for hjælp, men hvem skulle han vælge? Han kendte ingen og han stolede ikke på folk sådan lige med det første. Dog var der noget ved Dave der gjorde at han kunne det. Han lod blikket glide lige ud igen og gik op mod døren indtil kirken. Han vidste ikke om han turde det her. Han ville bare så gerne se Dave igen. Var han der mon? Ville han mene han var skør hvis han sagde han stadig drømte om ham? Hans billede af Dave og hans hovedløse elskede virkede trods alt som noget der flød sammen, men det kunne bare være fordi Dave havde været den eneste han havde mødt der havde været god ved ham.

//For Dave

[Deleted]

Kirken var blevet som et hjem for Dave lige de her dage. Han havde kun været ude få gange i de sidste par dage. for at skaffe lidt mad i skoven - selvom det snart var slut nu vinteren var på vej - og så havde han været ved floden og vaske tøj. han havde flyttet sig over til et hjørne af kirken hvor varmen ikke spredte sig så meget ud. Han havde sat lys lidt over alt og efter en del søgen fundet et par puder og gamle tæpper i en kiste oppe på kirkens loft. dem havde han lagt som en slags seng. Han var stadig urolig for Alexandré der var smuttet igen for nogle nætter siden. Hvor var han? Han håbede altså virkelig ikke, at der var sket ham noget slemt! Han havde det ikke godt med folk kom galt afsted. Han havde været ude på sin daglige tur og kun fundet et par håndfulde bær. Han sukkede stille. "Ja ja...så må jeg vel snart tage ind til byen...både for mad og tøj..og et arbejde så jeg kan betale.." Han trak det ene tæppe om sig. Ligeglad med, at det måske var lidt gammelt og lugtede underligt. Det kunne holde ham varm. det betød mere. Han sad op af væggen og så ind på de mange lys der lyste med deres hyggelige skær selvom han vel følte sig lidt ensom. Han havde faktisk for første gang i længere tid følt sig komplet tryg og rolig med det samme i en andens nærvær: Alexandré. Og så var han bare gået. Han burde have stoppet ham. gået efter. Holdt sin mund måske? men han ville jo bare gerne vide hvad det var han drømte om ham. Han kendte stadig ikke svaret og havde opgivet muligheden for at høre det. Han trak tæppet mere om sig og lukkede øjnene halvt.

[alexandre]

Alexandré tog let fat i døren og åbnede den stille og roligt. Han bed sig selv hårdt i læben og lod blikket glide rundt. "Dave er De her?" spurgte han stille og en smule forsigtigt da han heller ikke ville skræmme ham. Han kom stille længere ind i kirken. Han håbede sådan han var der og fik endelig øje på ham. Et varmt smil spredte sig over hans læber. "Jeg er ked af jeg ked af jeg bare løb sidst" sagde han stille og lod blikket glide en smule ned af. Han havde jo ikke ville såre Dave, men det var bare så underligt at vide at Dave havde hørt hans mareridt og han var virkelig bange for at der skulle ske ham noget. Han vidste slet ikke hvorfor. Sådan var det bare. Der var et eller andet over ham og han ville bare gerne lære ham bedre at kende for han mindede altså mere og mere om hans elskede. Han var sikker på det mere eller mindre, men helt sikker kunne han jo ikke være og han havde heller ikke lyst til at snakke om det. Tænk nu hvis det bare havde været fordi han havde mødt Dave den dag og intet andet?

[Deleted]

Han sad næsten og sov og hørte derfor ikke døren blev åbnet. Først da en stemme kaldte på hans navn var det som om han vågnede lidt op igen. han gned sine øjne lidt og løftede sit hoved. Han så op og hen af gangen og kunne jo godt genkende stemmen og det fik ham til både at føle sig godt tilpas og skidt. Han så lidt ned. "Det...det er okay.." han bed sig i læben og pillede lidt ved tæppet. Var han bare kommet for det? Gik han igen? han vidste det ikke og vidste heller ikke hvilken del han foretrak. "Hvor længe bliver du så denne gang?" det lød lidt mere..hårdt end planlagt. Det kunne han også godt høre og skyndte sig at undskylde. Det var jo ikke fordi han ville være led ved ham eller noget. Han så op og forsøgte at få øje på hvor han var. Han havde på en måde faktisk savnet ham en del. Han vred sig lidt. "Kommer du herover? her er varme..se..jeg fandt tæpper.." han løftede det ene op for at vise ham det. Han smilede stille og så på ham.

[alexandre]

Han gik roligt tættere på ham og bed sig selv i læben igen da han sagde det var ok. Han vidste godt han havde dummet sig en smule, men var det ikke klart? Dave kendte til hans mareridt. Tænk nu hvis han havde ville gøre hans lille skat fortræd. Det lød også bare dumt at sige 'jeg tror det er dig jeg drømmer om, men jeg er ikke sikker. Min hukommelse er jeg jo væk'. Han hørte godt hans stemme lød hård og så stadig ned i gulvet. "Dave jeg går kun hvis du beder mig om det. Ellers havde jeg skam tænkt mig at blive lidt endnu hvis det er ok" sagde han stille og sparkede let i gulvet med sin ene fod. Han havde jo ikke ville have han skulle være sådan der, men efter det møde med Alex følte han sig bare beskidt på alle mulige måder. Han så op og nikkede let da han snakkede igen og gik over mod ham. Hans skjorte var ikke længere gået i stykker og hvis Dave havde set det sidst ville han nok undre sig. Ikke at det som sådan ragede Dave, men hvis han spurgte ville han sige det og endda med en del skam i stemmen over det. "Det var ikke min mening at gå så hurtigt, men jeg blev bare bange for at du ville skade min skat. Jeg ved jo ikke hvem han er" forklarede han stille og vidste ikke hvorfor han var så tryg ved Dave, men han ville gerne vide det. Han havde også en stor lyst til at give ham et kys og holde ham tæt, men det var jo nok fordi han var så smuk som han var

[Deleted]

Han rystede lidt på hovedet. Lidt på sådan en opgivende måde og han så heller ikke helt lige på ham i øjeblikket. "Jeg aner jo ikke hvem det er vel? så er det jo ligesom ikke muligt for mig at gøre ham noget.." Hans stemme var lidt hård igen. Han kunne ikke se det var en god grund han havde haft, men af ren chok og savn tænkte han måske bare ikke klart? Selv ville han vel et sted ønske, at han havde en elskede. men nej ingen ville have ham. Han var helt alene og det havde han altid været. Han sukkede og trak tæppet lidt mere omkring sig. Han havde ikke lagt så meget mærke til Alexandré tøj sidst, men kunne da godt se, at dette her så..nyt ud? Han undrede sig over han havde nyt tøj på når det lod til han ikke havde et hjem. hvorfor søgte han ellers ly i en kirke som ham selv? Nej der lå nok noget bag, men han følte ikke, at han kunne tillade sig, at spørge ind til hvad det mon var. Han gned sin arm lidt og bed sig i læben mens han forsøgte og se om der mon var en måde hvorpå han kunne spørge uden det virkede skummelt. Han opgav dog snart.
"Bare sæt dig..så finder jeg et tæppe.." Han havde slæbt en del med sig herhen for at ligge blødt og have ekstra til hvis det blev koldt. Han rakte om bag sig ved bunken der lå og tøvede så lidt, da han fik det om foran sig. "Selvom..du jo nok er for fin til gamle tæpper og klude.." mumlede han lidt som om han var sur over, at Alexandré udgav sig for hjemløs og fattig når han tydeligvis havde penge til nyt og rent tøj. Han kendte jo så bare ikke årsagen, men han måtte tage hvad han kunne få af tøj og mad samt husly så han følte sig temmelig forkert ved siden af denne 'nye' Alexandré.

[alexandre]

Han nikkede let. "Nej det fandt jeg jo ud af De nok ikke gjorde Dave og derfor havde jeg tænkt mig at blive lidt længere denne gang" sagde han stille og bed sig selv let i læben. Han havde godt lagt mærke til hans stemme var hård, men han lagde intet i det for nu. Når han sagde sådan kunne Dave næppe vide hvem hans skat var. Problemet var blot at det gjorde Alexandré jo heller ikke selv og hans krop savnede at holde om ham. Det var derfor han fik alle de mareridt. Alexandré kunne ikke forstå hvis ingen ville have Dave. Han var så pæn og han virkede som sådan en sød fyr. Han betragtede han tog tæppet over sig. Han ville ikke have noget mod at svare hvis Dave havde lagt mærke til at han havde nyt tøj på. Da han så han gned sine arme gik han om bag ham og lagde sine arme om ham. "Fryser De?" spurgte han stille og hjælp ham med at gnide varme ind i ham. Lige omkring Dave havde han lyst til at være mere sød end han plejede og han følte sig virkelig i bedre selskab end han plejede at føle det. Han nikkede let og slap ham så ved hans ord om han skulle sætte sig. "Jeg er skam ikke for fin til noget som helst. Jeg fik det her tøj inde i byen efter jeg blev udnyttet af en eller anden fyr. Jeg har skam ingen penge. Jeg er avatar. Jeg lever i et med naturen og kom kun her tilbage i håb om De var her" indrømmede han stille og sætte sig ved hans side og sendte ham et varmt smil. Man kunne tydeligt høre at han lød ret så oprigtig. "Jeg håbede De kunne sige mere om mit mareridt" sagde han stille og kiggede lidt ned. Der var altså noget over ham. Hans hukommelse havde også frivilligt slettet alle minder om Dave mens Dave's hukommelse var blevet slettet med magi

[Deleted]

Han blev temmelig overrasket over, at mærke ham holde om sig bagfra og sad først lige og turde ikke vride sig fri eller putte sig mere ind i favnen selvom han havde lysten til det sidste. Han kunne godt lide, at blive holdt om. Havde han altid været vild med. Han bed sig lidt i læben og så ned, da det var han så slap igen og satte sig ned, som Dave havde foreslået til ham. Han blev en smule overrasket over han var så ærlig og ligefrem med ting som, at han havde været med en anden selvom han var udnyttet som han sagde. han bed sig lidt i læben igen og bed næsten hul og så lidt ind på et lys foran sig. "Du burde nok ikke ligefrem nævne det for din kæreste hvis du finder ham..han bliver nok ikke just glad for, at du har været..med andre." han samlede sine ben op under sig og lagde armene om for at holde på den varme som det var lykkedes for Alexandré, at give ham i kroppen. Han ville helst ikke give den op igen og så fryse på ny. Han havde kun nikket til det med, at han frøs. Så på lyset for at trække varmen til sig og fokusere på det. Han trak lidt på skuldrne og så lidt mod ham igen. "hvad skal jeg sige? De råbte mit navn op og virkede ikke til, at sove ret godt..andet ved jeg ikke..." han så væk igen og mod lyset atter en gang.

[alexandre]

Han havde dels sluppet ham fordi han havde bedt sætte sig ned og fordi han ikke virkede til at reagere på det. Alex selv havde bare haft sådan en træng til at holde om ham. Han så han bed sig i læben, men vidste ikke hvorfor. Han regnede med det nok var fordi en fremmede holdte om ham. Et møde gjorde jo ikke lige fremme at man var andet end bekendte som maks. Han var ganske ærlig fordi han oprigtigt troede på det bedste i folk uden at han var dum og naiv. Han havde jo fornemmet noget dårligt ved Alex, men så var han blevet lokket ind i hans spind uden han havde haft spor lyst til det. Han rystede let på hovedet. "Nej for jeg vil ikke miste ham af nogen art, men jeg kan desværre ikke huske hvem han er eller om vi stadig er sammen eller ej. Hvem siger ikke han har opgivet mig fordi jeg har været væk?" spurgte han stille og sukkede lavt. Da han så hvordan han krøb sig sammen lagde han sine arme om ham igen. Han ville ikke have han skulle fryse af en grund. "Jeg sov ikke godt. Jeg havde mareridt. Det samme mareridt der bliver spillet i min hjerne igen og igen" sagde han med et skævt smil da det pludselig faldt ham ind at Dave mindede om personen fra hans drømme igen. Han bed sig hårdt i læben. "Dave? Hvor meget kan du huske fra før du fandt ly i kirken?" spurgte han stille og havde endnu en anelse om Dave kunne være hans søgen. Han håbede det et sted hvis han skulle være ærlig. Der var bare noget over ham. Han var så smuk, så fredfyldt og han fik hans krop til de mest mærkelige ting som han ikke havde oplevet længe.

[Deleted]

En svag sitren gled igennem hans krop, da han atter mærkede armene om sig og varmen der kom tilbage. Han smilede lidt og vovede sig selv, at nyde det. At slappe af og ikke stoppe ham. Han lukkede sine øjne lidt og lyttede til hans stemme. den var så fredelig og tryg. Han kunne godt lide den. "Ikke meget..Kan huske jeg har boet i Manjarno hele mit liv.. Mødte en der blev en kær veninde. Tarja..er ikke sikker på hvor hun er nu.." Han så lidt ned og sukkede en smule træt og lod øjnene roligt glide langsomt i for bare at drive væk i dvale agtig tilstand. Hvis man da kunne kalde det for det. "Kan huske jeg har gået..og så pludselig var jeg her..kan ikke huske hvor jeg bor mere udover et sted i Manjarno..så jeg har vel bare valgt et sted jeg kan være for vinteren.." Han vendte sig lidt så han sad beder mod ham og smilede svagt og elskede fornemmelsen, af varme fra en anden person.

[alexandre]

Han var glad for at han ikke sagde noget til det. Det var faktisk rart at sidde her med Dave i sin favn og holde ham tæt indtil sig. Noget i ham var faktisk bange for at hans elskede havde valgt at glemme ham fordi han ikke havde været der. Ikke havde advaret om at han var blevet bortført da han havde ladet sig selv tage til fange i hans sted. De var trods alt begge sjældne, men hans elskede var det langt mere end han selv var det. Det kunne han da huske. "En veninde? Mon ikke hun findes et sted ude i verden?" spurgte han stille da han ikke selv kunne huske Tarja som det var nu. Der var ingen klokker der ringede af nogen art og han ville heller ikke selv kunne se hvorfor der skulle hvis han skulle være ærlig. Han vidste ikke hvor tæt han var linket med denne Dave. Han strøg ham blidt ned over kinden og holdte stadig om ham. Det her gav også ham selv en smule varme og han nød det. "Det lyder ikke godt at din hukommelse ikke virker så godt. Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget, men kan jeg desværre ikke" sagde han med et lille let skævt smil over sine læber. Ved de ord blev han revet tilbage i et flashback og lukkede sine øjne i. Han havde det så skidt at han til tider bare blev hevet tilbage i nogle minder da han trods alt selv havde forsøgt at glemme tingene. Glemme det for at skåne sin skat. "Han plejede at være blind. Åh. Jeg husker det. Jeg sørgede for hans øjne havde det bedre. En lille hytte i skoven nær vandet. Vi boede der" mumlede han lavt og mærkede en tåre der gled ned over hans kind da hans hukommelse rev rundt med ham igen. Han lagde en hånd for sin mund da det ikke havde været hans mening at skulle sige de ting. Han var godt nok ikke ligeså bange for denne her gang at Dave kunne finde på at røre hans skat, men det var stadig ufatteligt ubehageligt at blive revet sådan tilbage. Han slap stille Dave og gemte sit hoved i begge sine hænder. "Hvor er min lille navneløse elskede?" spurgte han stille mens flere små tåre gled over hans kinder. Han var dybt ulykkeligt og ville bare ønske han kunne komme til at huske det. Huske det hele og finde sin skat igen. Det ville være langt nemmere hvis han havde en idé om hvem han var.

[Deleted]

Han døsede næsten helt hen og faldt næsten i søvn. Han havde ikke rigtigt nogen grunde til, at holde sig vågen udover samtalen med Alexandré, men hans stemme og kram lullede ham på en måde bare i søvn. Han gabte lidt og lyttede til det sidste han sagde før det var han slap ham og han næsten faldt bagover, da hans modstand forsvandt og nu vågnede han lidt op igen fra sin døs og blinkede et par gange og så om mod ham mens han støttede sig på sine hænder så han ikke faldt helt ned. Det gik jo nok ikke, da han bare ville slå sig og måske også ramme Alexandré på sin vej mod det lidt hårde stengulv og det var bestemt ikke en hensigt han havde lyst til!
"En...sø?" Han blinkede lidt forvirret og et sted så gav det ham ikke mening. Men alligevel.. havde han ikke været ved en sø? Der havde da ikke boet nogen? Han rystede lidt på sit hoved. "Jeg var ved en sø..tror jeg nok..men den var ikke beboet nogen steder rundt om..Kun græs og træer...sne og sten..natur ting du ved.." han kløede sig lidt på armen og i nakken bagefter mens han så på ham. Fugtede sine læber lige så stille og lyttede i en rum tid mest til lysenes blafren med flammerne eller hvis de spruttede lidt med knittrende lyde. Han kunne høre vinden hyle udenfor og sikkert blæse sneen rundt i kaskader så man følte sig mere heldig over at være i ly og nogenlunde varme. Og med godt selskab selvom han jo havde været alene det meste af sit liv. Men han kunne godt lide, at Alexandré var der. De havde på en måde en masse til fælles med hukommelsestab begge to. Han vidste jo så også godt, at der jo var andre søer og det var jo slet ikke sikkert han havde været ved den som Alexandré nævnte. Han så på ham i lidt tid før han åbnede munden igen. "Du kan stadig ikke huske hvad der kan være årsag til du havde mareridt om nogen ville skade mig? Det virker lidt sært, at det var mit navn..men måske det var fordi du havde talt med mig sidst eller..noget..." han så ned og hans ord var blevet lidt lavere sådan halvvejs som om han selv mente det var noget underligt at tale om. Som om de burde være kommet over det emne. Men han var stadig forvirret og nysgerrig efter om der var en grund måske.

[alexandre]

Han var ikke klar over at Dave var ved at døse hen eller at Dave for den sags skyld var ved at falde da han flyttede sig, men alle de der skrækkelige minder havde bare fået ham til at skulle væk for et øjeblik fra det hele go han ville allerhelst bare gerne flygte fra det igen. Han havde dog lovet Dave at blive længere tid denne gang og derfor gik han ikke nogle steder. Han nikkede let mens han åbnede sine øjne.
"En sø. I et fredfyldt land. Hvor alle kunne være" sagde han stille som han kunne huske det. Han forsøgte at få sin hjerne på gled, men det var ikke sådan lige at få den til at lyste. Han lyttede til hvad Dave sagde. "Her boede nogle i en hytte. Vi gjorde. Og.. Og." sagde han og bed sig hårdt i læben da det næste var væk. Det var virkelig irriterende. Der manglede noget. Han kunne bare ikke gøre sætningen færdig. Hans hjerne ville ikke. Han selv hørte godt vinden udenfor og var glad for at han igen var indenfor og så endda med denne her Dave. Der var noget over ham hvis han skulle være ærlig. Han kløede sig selv let i nakken. "Jeg. Jeg blev taget til fange. De.. De ville tage min elskede fra mig og jeg meldte mig i stedet for. Han. Han var unik. Jeg kan bare ikke huske hvorfor" sagde han stille og sukkede lavt. Det føltes så umuligt det her. Han tørrede sine tåre væk fra sine kinder og sætte sig igen til at ligge sine arme om ham. "Jeg ville ønske jeg kunne huske ham. Jeg ved mit hjerte tilhøre ham om så han stadig gerne vil have det, men jeg ved ikke hvor han er. Hvor han hedder. Jeg kan næppe være en god partner når jeg ikke kan huske ham" sagde han og kunne mærke hvor trist han var. Han ville huske ham. Han ville være med ham igen. Han lagde sit hoved på hans skulder. "Jeg elsker ham virkelig højt Dave og jeg ville aldrig gå fra ham hvis jeg fandt ham igen" hviskede han stille og lukkede sine øjne igen. "Men de behandlede mig skidt så jeg glemte ham for de ikke kunne skade ham og nu ved jeg ikke hvor han er. Hjælp mig med at huske" bad han stille og knugede sig indtil ham. Dave var den eneste han havde mødt der virkede som fin nok til at han måske kunne hjælpe ham. Og de kunne jo begge ikke huske noget så måske kunne de begge få hukommelsen igen på en måde?

[Deleted]

Han var halvt ved og flytte sig, dah na igen blev holdt om. Mest fordi han ikke havde lyst til, at falde igen eller bare være tæt på det i det mindste. Men han blev på stedet og lod sig omfavne atter og forsøgte sig med, at smile et lille smil med sine læber, men om det blev særlig stort anede han ikke. Han sukkede svagt og ville ønske han bare kunne finde sig en lige så dejlig som Alexandré virkede som. Den måde han beskrev tingene med sine følelser for denne ukendte kæreste var rart at lytte til. Gjorde ham vel lidt jaloux, men det var nu stadigvæk rart. Skønt, at nogen kunne have sådan en form for kærlighed selvom han selv ikke havde det eller haft det. En ting han vel savnede i sit liv nu? nej..han havde altid været ene! Men..hvorfor gjorde det så ondt at være ensom lige nu? Tanken om Alexandré skulle gå og efterlade ham gjorde ondt. Han så lidt mod ham, da han lagde sit hoved på skulderen af ham og bad om hjælp. Han bed sig i tungen lidt. "jeg..jeg ved ikke hvordan jeg skulle kunne hjælpe.." svarede han stille. "Jeg kendte ikke dig fra før..eller din kæreste...og jeg har ikke hukommelse der er særlig klar selv for de sidste par års forløb..kan som sagt kun huske små stykker af de år og de er ikke særlig tydelige eller informerende på nogen som helst måder.." han slog lidt ud med sine hænder i et sukkende forsøg på, at kunne gøre noget for at hjælpe eller bare... ja han vidste ikke helt hvad. han ville så gerne gøre gavn, men så ingen chance for det.

[alexandre]

Han lod sit hoved hvile bedre på hans skulder. "Og derfor er jeg sikker på at du netop kan hjælpe. Min hukommelse er væk fordi jeg valgte at få den til at forsvinde. Så kunne du lytte til hvad jeg siger hvis jeg får mareridt igen og så ved jeg at det ikke vil falde i de forkerte hænder" sagde han stille og flyttede så sit hoved for at trække ham indtil sig. "Og så kan vi finde en måde du kan få din hukommelse igen da det ikke virker ligeså frivilligt som mig" sagde han stille da han mente det. Han vidste ikke Dave var jaloux på tanken om hans kæreste. Det var klart han brugte de vendinger om sin kæreste som han gjorde da han elskede ham, men han var bange for de ikke var et par længere og derfor var han officielt single i hans hoved, men taget af hjerte og sjæl for han vidste jo han havde en han elskede. Han vidste bare ikke hvor denne person var henne i verden. "Hjælp mig Dave. Jeg nævnte dit navn og jeg ved ikke om det er fordi det har en betydning eller jeg faktisk bare nævnte det fordi du præsenterede dig sidst, men en form for betydning må du have for mit hoved kan huske dig efter vi mødte hinanden" sagde han stille og håbede at Dave ville hjælpe. Han kunne jo ikke vide at de var kædet sammen og det var derfor han kunne huske hans navn. Det var ikke blot et enkeltstående tilfælde, men fordi de havde en fortid som ingen af dem kunne huske.