Are you still around?

[Deleted]

Han så på ham. Sad lidt og tænkte over det han havde sagt. Det gav vel en form for mening, men så skulle han selv sidde og være vågen imens Alexandré fik sovet, men det var en gavn for begge vel. Han kunne hjælpe og det ville han jo gerne. Derfor sad han til sidst og nikkede en smule og forsøgte sig også lidt med et smil. Han ville jo så gerne. Bare gøre lidt så han ikke følte han var i vejen på en måde. Det var ikke så let og sætte ord på.
"Men så må du hellere snart ligge dig til og sove..hvis jeg skal være vågen i timer efter du har lagt dig så skal det ikke vare for længe før vi går igang, for jeg er allerede en smule træt så jo senere vi går igang jo hurtigere er risikoen for, at jeg falder i søvn før jeg får opfanget noget der kan hjælpe dig.." Hans stemme var ikke særlig høj, men de var jo kun de to og de sad temmelig tæt så det var ikke ligefrem en stor nødvendighed for ham at tale højt og alt det. Så længe Alexandré blot kunne høre hvad han sagde var alt godt. Han smilede lige så stille og pillede ved sit tæppe i sit skød. For ligesom bare, at gøre et eller andet med sine hænder, da han var en smule rastløs lige nu og hvis han sad stille ville han simpelthen gå amok følte han og det var ikke ngoet han havde lyst til. Han så roligt ned mod sine fingre før hans blik atter faldt på ham. "Så....godnat nu?" han grinede stille da han selv kunne se nu, at det lød temmelig fjollet at sige sådan.

[alexandre]

Han nikkede let. "Så bør De nok putte mig en smule så jeg kan komme til at sove selvom at det faktum at jeg har fundet Dem igen gør mig så lettet at jeg kunne blive en smule udmattet" sagde han stille og slap ham for at ligge sig ned. Han træk et tæppe over sig. "Er De ikke sød at lade Deres fingre løbe igennem mit hår?" spurgte han stille og sendte ham et varmt smil. Han var godt klar over at det her ville komme til at tage noget tid, men han ville gerne se om han kunne komme i tanke om mere. Han var dog ikke så sikker på han ville få mareridt igen, men sandsyndligheden var da til stede idet han havde det mere eller mindre hver dag hvis han skulle være ærlig. Det var som en plage der løb igennem hans liv. Hvis Dave lod sine fingre glide igennem hans hår ville han komme til at falde hurtigt i søvn. Det ville ikke være så godt hvis Dave nåede at falde i søvn før Alex selv. Han lod sine øjne stille glide i så han kunne forsvinde ind i sin drømmeverden. "Tak fordi De gider at hjælpe mig" hviskede han stille og gled let ind i sin søvn. Der ville gå noget tid før han falde ned i sit mareridt, men når han gjorde ville man kunne høre det.
Han begyndte at vride sig igen og skrige op. "Elskede de kommer efter dig! Jeg vil ikke have de skal fange dig!" råbte han mens han vred sig og nok engang var faldet ned i sit mareridt. Svedperler gled langsomt ned over hans pande.

[Deleted]

Han mærkede det varme tag fjerne sig fra ham og trak selv et par tæpper hen over sig og satte sig stille ned ved siden af hvor han lå. Dog ved hans hoved så han kunne stryge sine fingre igennem hans hår. Som han bad om. Han smilede lidt og kunne mærke en svag rødmen sprede sig i sine kinder, da det var han spurgte om det, men igen så ville han jo gerne gøre noget for at hjælpe ham. Han nikkede lidt til det og log så fingrene glide igennem hans hår. Det var faktisk utroligt blødt og han kunne ikke helt lade være med, at smile over det og gjorde det stille og roligt. Sådan kunne han faktisk også godt selv lide, at blive nusset i søvn. Sært.. De havde altså lidt mere til fælles end blot deres hukommelsestab. Han betragtede ham stille og sukkede svagt, da han nærmest kunne fornemme, at Alexandré var døset hen. han så så fredfyldt og dejlig ud. Han bed sig i læben og var lige ved, at fjerne sig for ikke at gøre noget dumt, men snart skete det som han nok havde ventet på. Alexandré´s mareridt og han blev siddende. Han ville et sted gerne berolige ham og forsøge, at gøre det hele bedre, men lod være. han skulle have fanget nogle ting hvis der kom nogen. Hvem var denne dyrebare skat som Alexandré savnede? Han så på ham og knugede sine fingre lidt om tæppet mens han så på ham og lyttede. Efter ting han kunne bruge.

[alexandre]

I søvnen savnede han bare sin elskede mere højt end han ellers gjorde. Nogle få tåre gled ned af hans kinder. Han blev revet ind i et rum i sit mareridt hvor han hæng i et sæt kæder. Han kunne mærke smerten mod sin ryg igen og kom med en smerte lyde som om det var nu han blev ramt af smerten fra pisken. Flere stemmer gav genlyd i hans indre og fik ham til at skrige op med noget uforståeligt. Han krøb sig bagefter sammen så godt han kunne. "Dave jeg vil hjem.. Jeg savner dig" hviskede han stille i sin søvn sammen mere flere små tåre. Hvis Dave rørte ham ville han nok blevet hivet ud af sit mareridt og det ville blive fyldt op med falske minder. Han holdte om sine ben i sin liggende stilling som om han virkelig lå i fosterstilling og så på samme tid klemte sine ben. En stilling man normalt sad i op af en mur. "Dave du må ikke gå fra mig mens jeg er hos dem. Det er for de ikke skal skade dig. Jeg tillader dem ikke. Jeg elsker dig" hviskede han stille og skreg igen da han i sit mareridt blev slået af en pisk. Han kunne virkelig ikke li sine mareridt og det fik ham også til at ryste en anelse. Han ville ønske de forsvandt, men han var sikker på de ikke ville gøre det før han vidste hvem hans skat var. Hans skat der sad lige foran ham og havde glemt alt om ham.
Hans mareridt fortog et skift og han slap derfor sine ben. "Elskede dit syn virker igen" hviskede han og mindes da han havde reddet hans syn. Den gang før de havde været et par. "Jeg har altid elsket dig. Fra da jeg fandt dig i skoven og vil altid gøre det" hviskede han stille og så ud som om han strøg en person over kinden i søvne

[Deleted]

Små stik fulgte ind i Dave hver gang Alexandré skreg og hver gang hans navn blev nævnt. Han forstod de ikke. Hvorfor sagde han stadigvæk hans navn? Eller var det bare tilfældigt, at de hed det samme? Han rystede lidt på sit hoved og strøg stille lidt hår væk fra hans ansigt og så på ham. Håbede virkelig ikke, at det var alt for slemt. Det lød ellers sådan og han fik helt ondt. Han bed sig i læben og sad lidt og vippede frem og tilbage mens han holdt om sig selv og sad lidt og nynnede en lille stille sang for sig selv for at fokusere på noget rart. Han havde det underligt. Han fik små billeder i sit hoved og sjovt nok var der en som lignede Alexandré en smule. En del faktisk. Men..det var som om det var falsk minde..agtigt...dog var søen og hytten der..eller var det bare på grund af det Alexandré havde sagt før? Han vidste det ikke og bed sig i læben. Han lukkede sine øjne lidt og forsøgte at få ro i sit hoved, men der kom bare flere og flere billeder og ord. Han holdt sine hænder op for sine ører og vippede mere og mere. Var begyndt at klynke lidt og slog til sidst sine øjne op. Så ned på ham med små tårer i sine øjne. Lagde sig ned og puttede sig mod ham med et snøft. "Aiden.." hviskede han stille og lukkede sine øjne og gemte sig mod ham. Han havde elsket en..en der hed Aiden..men han var bleve væk.. og han mindede om Alexandré.. Havde Alexandré ikke nævnt noget om, at han ikke kunne huske sit rigtige navn? Kunne dette her være hans forsvundne Aiden?

[alexandre]

Alex havde ingen idé om hvad der skete omkring ham, men pludselig hørte han et navn i sin søvn der var det eneste der trængte igennem hans indre. "Jeg er her Dave" hviskede han stille tilbage da Dave sagde hans rigtige navn. Han havde trods alt valgt selv at slette sin hukommelse, men det havde Dave ikke. Han lagde stille sin arm om Dave der med al garanti havde fjernet sig da Alex reagerede på navnet på hans elskede og endda havde sagt det var ham. Det var som et fjernt minde kunne huske hans rigtige navn, men det var kun når han sov. Han kunne ikke når han var vågen. Når han var vågen så var han Alexandré igen og han kunne ikke være andet af nogen art i hans verden. Han ville dog få et kæmpe chok hvis Dave flyttede sig når han ville ligge sine arme om ham og nok til at han ville komme til at vågne af det. Han var desuden badet i sved som om hans slag fra pisken var ganske nye og de var der igen, men det var blot mareriddet der legede sin leg med ham og hans hukommelse.

[Deleted]

Et sted havde han jo langt fra regnet med, at der ville komme et svar fra Alex og slet ikke et...ja et han kunne opfange som et positivt et. Han veg derfor lidt væk af ren chok og forbløffelse over Alex virkede til, at kende ham. Eller var det blot fordi han sov han gjorde sådan? Han bed sig i læben og så på ham. En smule bange og det var jo kun små stykker han kunne huske. Han kunne huske en person han havde elsket og som havde lignet Alex her en del. Men han havde ikke kunne se et helt tydeligt ansigt eller noget. Han havde også fået et andet navn ud af det. Aiden...men det reagerede han på. Var dette virkelig Aiden? Han pev lidt og turde snart ikke tro mere på det. Han havde indtil nu i lang tid ikke set sig selv som en der havde elsket og været elsket. og nu...nu vidste det sig, at han havde været ude for begge dele? Hans vejrtrækning blev en smule mere urolig og han havde stadigvæk ikke puttet sig ind mod ham. Han ville gerne have Alex vågnede så han ikke følte sig alene. og dog at han sov videre, da han var forvirret og ikke kunne få noget til, at hænge sammen eller give mening som sagerne var lige nu. Det hele skræmte ham åh så meget, at han begyndte, at græde.