Just waiting..

[Adeline Magarita Jakson]

"lad nu vær med at se så alvorlig på mig.. selv om jeg ikke kan se kan jeg føle deres blik er alvorligt på mig.. det bare en skramme jeg er jo stadig i live" hun smile blidt. hun nikke "ja.. det min drag.. en meget alvorlig dame dog med et hjerte af guld når ikke hun er en være høne mor" hun smile og syntes svagt at høre et brøl "ser man det.. henter hun mig nu også.. tosse dyr.." hun lo og smile, "jeg må heller komme ud til hende hun er sikkert uden for slotte og er nok ivrig efter at få mig i sikkerhed igen" hun smile skævt, "tosse dyr hun er være ind min mor" hun smile og begyndt at gå mod døren ud, "de vil måske være så sød at følge mig ud til hende.. ender nok med jeg bare forvild her på slotte.." hun smile og tog sig ikke længer til skulderen da smerten var ved at være helt væk nu.

[Deleted]

Et ganske så svagt og stille smil bredte sig på Alexis’ læber ved hendes ord. Hun kunne vel høre hans alvor i stemmen? Så var det ikke noget som han i sig selv, måtte tage sig af, for det var virkelig alvorligt at kaste sig i kamp når man slet ikke var i stand til det. Han var nu opsat på at skulle få sig en omkamp på et tidspunkt. Det var slet ikke noget som han ville kunne komme det mindste udenom overhovedet når det endelig måtte være, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte være i den anden ende. ”Ja.. undskyld,” sagde han stilfærdigt. Hun var jo trods alt i live og det var vel også det som måtte være det vigtigste af det hele? Han vendte blikket direkte op som han kunne høre brølet og lyden af en drage. Automatisk så måtte han føle for at skulle gå i forsvar, for han havde ikke just været heldig med de væsner før i tiden, så.. lidt traumer måtte der jo næsten være for alt hvad han vidste, det var der så sandelig ehlelr ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt og vendte blikket mod hende og nikkede så. ”Selvfølgelig, Adeline,” sagde han roligt. Han gik roligt mod hende, hvor han forsigtigt lod hånden falde mod hendes friske skulder. ”bare følg med mig,” tilføjede han roligt, som han valgte, at skulle føre hende stille og roligt med sig væk og videre fra våbensalen og det stykke som han kunne. Han kunne jo trods alt ikke bevæge sig rundt i sollyset, det ville jo faktisk slå ham ihjel. ”Jeg kan følge dig et godt stykke.. Derfra må en vagt eskortere dig resten af vejen. Jeg kan ikke gå i sollys forstår du,” afsluttede han roligt.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline fuldt ganske roligt med ham, som han lag hendes hånd på hendes skulder igen. "forståeligt" sag hun roligt og gik bare med, "bare roligt kender godt rasten af vejen.. de behøver ikke ulejlige dem med en vagt" hun så på ham og smile, mens de forsat med at gå "men det var hyggeligt at møde dem.. jeg beklager dog min pluslige opsigelse... men sig til vis det bliver livs nødvendig med en træner.. så giv besked" hun smile blidt og gik hvider, til hun mærke han slap hende "tak og forsat god dag" adeline begyndt bare at gå, rasten af vejen dog med lidt hjælp fra en vagt, til hun kom ud og ganske rigtig stod sky og skrabe utålmodig i jorden og brumme, vagter holdt øje med hende til adeline kom hen til hende og sky nusse det store hovede mod hende, og sky løfte adeline op på ryggen hvor efter de fløj af stad. //Out

[Deleted]

Alexis fulgte hende af vejen som han kunne inden han ville være tvunget til at skulle stoppe op igen. Kom han i en direkte kontakt med solen, så ville der ikke være meget tilbage af ham og det ønskede han bestemt heller ikke. Fordømte vampyrer og deres svagheder! Han kunne virkelig ikke fordrage det når det endelig måtte være, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hende blot gå som hun var sikker på, at hun ville kunne kende resten af vejen selv. Han sendte hende et ganske let og så svagt smil, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af. Han var faktisk en ganske mild mand af sig når det endelig måtte være. ”Det skal du slet ikke tænke på Adeline.. At være træner er en opgave jeg påtage rmig herfra,” sagde han lettere stilfærdigt. Det var nu også noget som han måtte fortælle Keischa, at det ville blive sværere for dem at se hinanden i tiden frem, selvom det virkelig måtte være noget som han var forbandet træt af når det endelig måtte være, for det var bestemt heller nogen tvivl om det. Han lod hende blot gå, hvor han måtte vinke ganske let efter hende, blot for at vende tilbage til det arbejde som han var i stand til. Under ingen omstændigheder så skulle han tæt på en drage. Det sagde sig selv, at et rovdyr som måtte møde et andet rovdyr, så ville det først for alvor ende med at gå galt i den anden ende og det ønskede han bestemt heller ikke!

//Out