Just waiting..

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline tråde roligt ind i det mørke våben rum, selv om mørket ikke gjorde hende det mindste da hun jo var født blind, uden for skinde solen, fra en næsten sky fri himmel. nu var hun på slotte, nu var det bare med at få sagt det der skulle siges fra hendes side, og hun mærke hvor bange hun var, hun hade jo tænkt sig at sige op som træner, for at kunne være sammen med Damon uden at hun bagte dem i mere fare ind han allerred var i forvejen, hun var bleven bedt om at vente i våben rumme, hun viste ikke om damon også blev bedt om det eller om det var fordi de ville snakke med dem vær for sig, hun gik roligt lidt rundt i våben rumme, man kunne stadig se hun var bunde ind på ryggen og der var blod på, men det gjorde ikke så ondt mere. mens hun gik lidt rundt tænkt hun på sky men meste på damon, hun savne ham allerred hvilke hun syntes var yderst morsomt at savne ham tros hun vist han var på slotte, men snart skulle på arbejde, mens hun nok fik ballade og ville blive kaldt en forræder, hun sukke og begyndt at tvivle på om det var en god ide at sige op.

[Deleted]

At landets træner af de procianske tropper var blevet fundet, var Alexis nu frygtelig glad for. Det var virkelig en forbandet farlig tid derude og det var noget som i den grad også måtte røre dem alle sammen. Her var det mørkt, så det var muligt for Alexis at skulle være til stede her. Damon var et ganske andet sted på slottet for at snakke med Keischa omkring det med tilladelsen til at få muligheden for at bo i skoven. Det var nu ganske ironisk at to blinde skulle finde sammen, selvom det selvfølgelig var sødt et andet sted. Alexis havde kastet kappen omkring sin krop, for at skulle kunne komme ned i våbenhuset, hvor de ville kunne snakke. Slottet var kommet på fode igen, efter den tragiske hændelse som havde ramt dem for et stykke tid siden, så det var jo et skridt i den rigtige retning. Døren knirkede idet at han måtte tvinge den op og trådte ind. Her var mørkt, vinduerne var vendt væk fra solen, så det stod ikke til fare for ham selv. Sand, at han var en horror, men han var virkelig prociansk af blod og sind, så han havde sin opholdstilladelse til at skulle være her, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovdet. Han vendte sig mod Adeline og med et ganske svagt træk på mundvigen. ”Adeline Jakson?” spurgte han roligt og med en sindfærdig stemme, den var blid og imødekommende. Han ville virkelig ikke slås eller det mindste andet. ”Dig har vi søgt længe efter,” forklarede han lettere stilfærdigt.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline stod gik roligt rundt mens hun prøve at finde rundt i sig selv om det var rigtig det hun gjorde, hvad der ville ske vis hun sag op ville hun blive straffe eller være. hun hørte døren blive åben tydelig, hun vente sig mod lyden og bukke pænt. "ja.. jeg beklager mit fravær.. men det var ikke just..nemt.. at komme i nærheden af slotte" hun rette sig op og holdt hænderne i skødet mens hun så mod ham, "men..jeg er her ikke for at træne" sag hun roligt og stod helt stille, hun mærke hvor nervøs hun var nu hun ryste næsten i hele kroppen og hun hade det rigtig skidt i maven og resten af kroppen, "jeg har valgt at sig op!" kom det så tydelig fra hende og nu vente hun bare på at helve brød løs over hende.

[Deleted]

Alexis var her virkelig ikke, for at skulle gøre hende vred eller noget lignende. Han ville virkelig bare snakke med hende. Eftersom han jo var en horror så måtte det jo ske under lidt andre omstændigheder end ellers. Hun havde virkelig ikke nogen grund til at skulle være nervøs eller noget ligennde, det var slet ikke noget som man skulle drage det mindste i tvivl til på nogen som helst måde overhovedet. Han lod armene roligt glide over kors og med et stille smil. ”Det kan være besværligt, det ved jeg så sandelig godt,” medstemte han roligt. Det var selv ikke noget som han måtte bifalde det mindste overhovedet, det var også helt sikkert. Han havde jo selv trænet tropperne i hendes tid som fravær og det var virkelig ikke fordi at han havde noget imod det, for han elskede træninger og det at skulle opleve sved på panden som det eneste! Han vendt sig mod hende. ”Du virker nervøs?” spurgte han stille og med et hævet bryn. Hendes ord var noget som ramte ham som et chok. Sagde hun op? Jamen..! Han blinkede let med øjnene. ”Du siger op?” gentog han. Han gik roligt mod hende, selvom det var med rolige og lette selvsikre skridt. Det var slet ikke noget som han ville kunne skjule for hende på nogen måde overhovedet. ”Er du helt sikker, Adeline? Vi kunne virkelig bruge en som dig,” fortalte han stille og ikke mindst også med en ganske så ærlig og fredelig stemme, det var end ikke noget som han ville skjule. Sagde hun op, så havde de virkelig et problem!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline stod helt stille og mærke der lige frem lag sig en stemning i rumme hun ikke helt brød sig om, og det gjorde hende ikke minder nervøs. da han begyndt at gå mod hende kunne hun tydelig høre det, "j..jeg vil ikke blive ved.. ikke vis det inde bær jeg konstant bliver angrebet og dem jeg elsker risiker at blive dræbt på grund af mig.. det sikkert bedste jeg bare.. tager ud i skoven med damon og sky.. jeg beklager.. men jeg kan ikke blive ved.." nu begyndt der at trille tåre ned af hendes kinder, det var ikke for at gøre nogle vred eller skuffe dem hun ville bare ikke udsætte damon og sky for fare, bare fordi hun skulle træne andre til at kæmpe i en krig der sikkert aldrig slutte af lige vel, hun ikke noget sted af være slotte var jo ikke der hun boede, og hun kunne ikke være sikker nogle steder hun var en ren skyde skive så længe hun træne, hun så ned og viste det var en dum ide at sig op, men hun gjorde det for damons skyld så han ikke skulle være bekymret for både hende og hans sikkerhed når han selv hade arbejde at passe.

[Deleted]

Alexis ønskede virkelig ikke, at hun skulle stå der og være decideret bange for ham, for det ville de virkelig ikke få det mindste ud af. Han vidste bare, at dette automatisk måtte kaste mere på hans egne skuldre end det som det ville gøre med så forbandet meget andet, og det var den tanke som han ikke kunne sige sig, at bryde sig om. Det var virkelig noget af det værste ved det hele når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om. De næsten let rødlige øjne hvilede på hendes skikkelse. Måske at atmosfæren ikke just var den mest hyggelige, men det var her han kunne være uden at skulle blive stegt, så det var vel også vigtigt. Han sendte hende et stille smil, hævede hånden som han kunne se hendes tårer. ”Er du bange for at sige op overfor mig, Adeline?” spurgte han som noget af det første. Hun gjorde virkelig ikke noget forkert! Det var jo slet ikke det! Havde han selv haft muligheden, så havde han selv taget Keischa med sig væk herfra, men udelukkende på grund af den kongelige stilling som var kastet på hendes skuldre efter Gabriels død, så var der virkelig intet for ham at gøre herfra. Han hadet det virkelig og mere end det som han kunne hade noget som helst andet overhovedet. Hovedet søgte let på sned. ”Kom Adelin.. Gå en tur med mig, så skal jeg forklare dig en ting eller to,” bad han roligt og med en stadig venlig stemme. Han var ikke vred. Det havde han absolut ikke nogen grund til.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline stod bare og så ned med hun mærke tåren dryppe ned på gulve, jo hun var bange men det var jo fordi hun ikke kendt ham og ikke vist hvordan han ville tage af en af de få træner der var tilbage nu stod der og sag op, "j-jeg vil bare ikke skuffe nogle.. men hvad nytte har jeg.. jeg jo blind.. og jeg bliver aldrig så god en træner som min far var.. og den gang kunne han skabe en familie uden at tænke på at blive angrebet vært minut.. " hun tørte øjne og prøve at tage sig sammen og holde sammen på sig selv, at han så pluslige bade hende gå en tur med ham, var hun helt forvirret hvorfor gå en tur nu? og hvad var det han ville forklar? hun endt dog med at få flytte sig hen til ham dog med en smule afstand for en sikkerheds skyld, hun holdt hænderne ved sin lår men lidt fremme så hun kunne føle sig vej vis det blev nødvendig.

[Deleted]

Alexis var virkelig ikke farlig at skulle snakke med. Han kunne desuden også godt forstå hende, for han havde hørt meget omkring hendes far og de bedrifter som han stod bag, så det var også noget af et frygtelig stort ry, at skulle leve op til. At hun hellere ville trække sig tilbage til familielivet, var jo noget som så mange ville elske at kunne gøre – deriblandt også ham selv, selvom det virkelig havde ekstreme udsigter sådan som det hele måtte foregå. Nu hvor hun sagde op, så blev der lagt endnu mere på hans egne skuldre. Han var jo så en gammel træner fra Dvasias, så det havde selvfølgelig også sine fordele i denne situation og det var så sandelig også dem som han agtet, at skulle gøre brug af i det store forløb, det var slet ikke noget som man skulle kunne drage det mindste i tvivl om overhovedet! ”Det kan jeg godt forstå, Adeline,” begyndte han roligt. Han ville virkelig ikke have, at hun skulle stå der og græde foran ham, for det ville virkelig ikke gavne dem. Han vidste, at onde og mørke tropper var set i Dvasias, så han vidste, at der var et eller andet i fuld gang som de ikke havde kontrol på. ”Jeg har hørt meget omkring din far og hvad han har gjort for dette land i sin tid.. Det er en mand som du kan være stolt af.” Han sendte hende et stille smil. ”Kan jeg lægge hånden på din skulder og føre dig med ud? Jeg bider ikke,” forsikrede han hende roligt. Han ville bare heller ikke gøre noget overiglet, som kunne skræmme hende. Det var slet ikke hans hensigt.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline stod bare og lytte til hvad han sag, hun begyndt at være minder nervøs og det var rat at den følelse forsvandt igen. hun så op mod hans stemme og hade et roligt ansigts udtryk, "er jeg skam også.. en beder far kunne jeg ikke ønske mig" hun smile og var nu meget stolt af sin far han hade være hende en stor hjælp hele live, hun nikke til om han måtte lægge hånden på hendes skulder, han var jo nød til det ellers kunne hun jo ikke følges med ham, "det virkelig ikke for at svigte lande.. jeg kan da godt træne men kun deltid vis det er.. jeg ved bare ikke rigtig hvad damon vil sige til det.." hun bed sig i læben og pille ved sin finger spiser og så mod ham, "jeg vil gerne hjælpe bare på en anden måde.. jeg ser ingen muligheder for den her krig slutter lig meget hvor mange tropper vi træner.. men jeg tror heller ikke vi kan snakke os til fred" hun sukke og var virkelig træt af krig og død og ødelæggelse omkring hende.

[Deleted]

Alexis ønskede virkelig ikke at hun skulle være bange for ham i det store og hele, for han var virkelig ikke farlig med mindre, at man i sandhed ville ønske at drive ham så langt ud, at det måtte gå galt alligevel. Han sendte hende et stille smil også selvom han vidste, at dette måtte kaste et ekstra stort pres over på hans skuldre i den nærmeste fremtid, selvom det virkelig ikke var ham en tanke som han brød sig om, så var der ikke meget, at skulle gøre ved det i det store og hele. ”Det kunne jeg lige forestille mig,” sagde han stilfærdigt. Han lod roligt sin hånd falde mod hendes skulder. Den var nok ganske kol kontra til hende, for han var jo trods alt en horror med alt hvad det måtte indebære når det kom til sult og alt som måtte følge med. ”Du svigter ikke landet ved at sige op, Adeline. Det er bedre at gøre det end at gøre et så vigtigt job halvhjertet fordi du slet ikke lyster det. Jeg kan sikkert finde noget andet til sig, som ikke indebære denne risiko her på slottet, hvis du ønsker det?” foreslog han roligt og med et blik som ganske let måtte glide mod hende. Hans smil falmede dog på ingen måde. ”Vi kan ikke snakke os frem til freden, det er sandt.. jeg kender mit fædreland så godt,” fortalte han stilfærdigt. Han førte hende roligt ned mod de store træningssale. Der var blokket for sollys, så det ville ikke komme ind uanset, så det var trygt og sikkert for ham.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline fuldt roligt med ham, hans kolde skulder gjorde hende enmule usikker o hun var ikke sikker på hvor det var han førte hende hen. "det ville være rat vis i hade noget andet jeg kan lave.. det nok bare ikke nemt at finde noget.. når jeg nu er blind" hun ville sådan ønske hun kunne se, det var hendes drøm at komme til at se lige som alle andre, men så ville det måske ender noget mellem hende og damon, nej så heller blind! mund damon hade fået tilladelsen og var på veje på arbejde, mund han savne hende? hun savne ham meget, men hun sag ikke noget hun smile bare og var sikker på de snart sås igen og kunne være sammen, "hvor længe tror de krigen var" hun så mod ham, hun ville ønske den snart ville stoppe for så kunne hende og damon måske skabe en familie uden bekymringer for at blive jagte og muligvis dræbt.

[Deleted]

Alexis lod hånden hvile mod hendes skulder ganske roligt, også for at vise hende, at han ikke ønskede hende noget ondt, for det var bestemt ikke hans hensigt! Nok var han en horror, men han var så sandelig på Procias side, ellers ville han ikke sidde der som han måtte gøre det lige i øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, for det var jo bare en sandhed uden lige, når det måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Han vendte sig stille mod hende og med et svagt smil. ”Nok kan du ikke se, Adeline, men du ligger inde med så skræmmende meget andet,” forklarede han sindfærdigt. Det var jo bare en sandhed. Hun havde jo klaret livet frem til nu og endda uden at se det mindste, hvilket han i den grad også mtte finde ekstremt imponerende, det var der så sandelig eller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Personligt tænker du på? Så tror jeg slet ikke den er i gang endnu.. Jeg føler næsten, at der er noget som er overset.. du kender godt metaforen ’som storm i et glas vand’?” spurgte han roligt. Han førte hende over den sandede grund, bare den og duften af træningssal måtte hun vel kende? Han var en af de gode mænd. Ham behøvede hun virkelig ikke at være bange for.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham og nikke, "jo jeg kender den.. det lidt som den der hedder stilhed før stormen" hun trak vejer dybt og opdag en vel kendt duft, "trænings salen" mumle hun og huske hvor tit hendes far hade haft hende med der inde, og hun selv hade træne her inde i at ud nytte sin sanser, i steden for sin øjne altid. "her har jeg ikke være længe" hun gik lidt fra ham, hun kendet rumme uden ad da hun hade brugt sin hænder til at danne et billede af rummets from og størelse, med let hed gik hun hen og tog en af de bambus pinde hun brugt når de træne, før de lærte at brugen våben. hun smile og kunne mærke hakkerne på dem og de små fordybninger, "den her brugt jeg tít til at demonstere med.. og til at give eleverne et gok i nøden vis de var flabe" hun lo og kunne stadig høre nå eleveren bande eller kaste sig ned for at undå hendes slag, "hehe.. sjove tider" hun satte den fra sig og smile bare, det var enlig lidt trist at skulle sig farvel, og ikke komme tilbage til den velkendt sal og med friske elever der skulle lære så meget.

[Deleted]

Alexis nikkede stille til hendes ord. Jovist, det var ganske enkelt det samme. Han lod hende blot træde ind i salen og med et stille smil. Det var ganske rigtigt og selv havde han været ganske sikker på, at dette måtte være et sted som måtte være hende ganske så stedskendt, det var end ikke noget som man kunne lægge det mindste skjul på overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, det var også helt sikkert. ”Du har sikkert mange fine minder herfra.. både som træner selv, men også med din far,” sagde han roligt. Han lod armene roligt glide over kors. Selv havde det været det sted her hvor han havde tilbragt mest tid her i det sidste, udelukkende fordi at han havde været tvunget til at skulle tage over for hendes arbejde, det var jo heller ikke fordi, at han havde haft meget andet valg når det kom til stykket. Han vendte blikket stille mod hende, hvor han selv ikke kunne skjule et let grin. ”Du har tilbragt lang tid hernede, ikke sandt?” spurgte han med en rolig og sandfærdig stemme, det var end ikke noget som han ville skjule for hende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han lod hovedet søge let på sned.. Nu hvor de stod der begge to og det så ud som om, at de faktisk begge nød at være her. ”Hvad siger du til en træningskamp? Bare for sjov skyld?” spurgte han rolig som en tanke som lige måtte falde ham ind bare sådan uden videre. Han gik roligt mod hende. Han vidste, at hun ikke kunne se, så derfor skulle han nok være mild.

[Adeline Magarita Jakson]

"jeg har brugt det meste af mit liv her.. så jo jeg har brugt meget tid her inde" hun smile skævt og vist lige hvor alle ting var og roligt tog hun et af de trænings svær i hånden, det var ikke helt så tungt som ægte svær men de var også til træning, "en trænings kamp.... jo.. hvorfor ikke.. men jeg er nok lidt ude af form.. hvilke våben ønsker de vi bruger" hun lag sværdet igen, og vente sig mod hans stemme. hendes sanser var skabe som de pleje men hun hade ikke være så heldig med sin kampe for tiden, og slet ikke på drage ryg hade det gået godt hun var bag ud med træning, hun pleje jo at træne med eleverne og hun ind så hvor meget hun enlig savne det, det ville være helt mærkelig ikke at få lov at komme i nærheden af eleverne igen, hun sukke lidt og lod fingrene rør forsigtig ved de våben og trænings dukker der var og smile og endt med igen at stå med bambus pinden og med let svinge den rundt omkring hende uden at ramme nogle eller sig selv.