Post by Deleted on Jan 16, 2011 13:05:31 GMT 1
Solen var på vej op, et sted blandt bjergene i Østen. Sneen i det fri var langsomt begyndt at smelte, på trods det stadig var frossent derude. Fuglene var ligeså begyndt, at finde vejen frem til dette lysets land, nu når foråret måtte nærme sig med langsomme skridt, efter en umådelig lang vinter. Keischa betragtede daggryet. Man glemte efter hendes hovede, alt for hurtigt, hvor smuk små ting som dette, kunne være. Blækpennen i hendes hånd, lå til dels slapt ned over det skrivebord, som hendes tanker havde valgt at forlade stedet. Et distræt smil hvilede over hendes læber, uden det havde været meningen på nogen måde. Der var intet at smile af, hun stod overfor umådelig store valg, det var mørke tider, og stemningen omkring i Procias var farertruende. Landet var gået hen i dvale, i ren stilhed, markedet solgte ikke, de fleste bevægede sig ikke uden for dereshoveddør, noget som i den grad også måtte bekymre hende. Siden Marius var blevet smidt ned i fangekælderen, og Ilosonic havde intaget pladsen istedet, havde tingene været som sådan. Tristan var væk, ingen vidste hvor pokker han befandt sig, eller om han endnu måtte eksistere, med andre ord var alting i et mere eller mindre kaos. Noget var på vej.. Det var ikke kun hende der kunne fornemme det, men mere eller mindre alle. Nu stirrede hun intenst mod den store morgensol, der formåede at male himlen i de smukkeste nuancer, af det røde skær det efterlod sig. Der var vindstille. Nattens frost fik det til at glimte smukt, når først man kastede blikket derud. Hendes åndedrag var rolige, der lå et tomt pergament foran hende, som skulle udfyldes og som Alexis havde bedt hende om at gøre utallige gange, men hun så det først nødvendigt nu hvor problemerne tydeligvis nærmede sig med en enorm hastighed. Keischa sukkede tungt, og tvang blikket væk, fra den ellers smukke morgestund. Hvor Alexis befandt sig og hvad han lavede, det var uklart for hende. Hun havde virkelig håbet at de ville få mere tid til hinanden, nu hvor hendes egen ring endelig måtte være væk, det havde tydeligvis ikke været tilfældet, hun så ham knapt nok. Hun bankede pennen mod bordet et par gange, snoede den engang mellem de slanke fingrer, før hun endelig måtte dyppe den i blækket ved siden af. Øverst på siden skrev hun, med hendes egen elegante håndskridt ”Keischa Yelinda Maloya. Testamente” hun stoppede op og betragtede skriften. Det føltedes forkert at skrive testamente, hun var trods alt kun lige blevet myndig, og nu følte hun, at livet allerede var på vej bort? Endnu engang dyppede hun fjerpennen i blækket, for at give sig til at skrive ”Min krone, mit ansvar og min trone vil jeg i tilfælde af min død, overlade til Jason Elvana Nimanhra og hans familie, som belønning for den evige støtte og loyalitet. Det vil blive hans pligt at viderfører dette land, og bringe det til udvikling, jeg skænket ham min tillid” hun lød blikket løbe over de ord som hun netop havde nedført på papiret. Jason havde været hende en evig støtte, han havde rådet hende g hjulpet hende på vejen hele vejen igennem, og han var en fornuftig man, hun havde troen på at han ville være i stand til at gøre som skrevet. Pennen blev endnu engang dyppet ”Mit elskværdige svær, der har fulgt mig i gode som dårlige tider, vil jeg i tilfælde af min død, overlade til min tidligere husmand Miquel Karlímo. Han skal bære det med stolthed, udnytte det til beskyttelse af den kvinde som har betyddet mest i mit liv, og når hans egen tid kommer, skal han fører dets historie videre” et lille smil spillede om hendes læber. Hun var allerede nu klar over, at hendes kære eks mand ville tro at det var løgn, han var nok den sidste der regnede med at blive nævnt i hendes testamente. For alt i verden skulle Ceciliya havde den beskyttelse hun fortjente og behøvede i og med hun intet syn måtte have, det var en ting hun nu måtte overlade til Miquel.
Blikket gled omkring i det tomme værelse, som forsøgte hun at huske hvad hun måtte eje. Endnu engang vendte hun opmærksomheden mod papiret foran sig, mens hun endnu engang dyppede pennen ”Mine 3 medaljoner, som har beskyttet og æret mig, ønsker jeg skal gives til de 3 kvinder, der har stået mig nærmest. Den blå for tålmodighed og ro, skænker jeg til min svigerinde Evelyn Gwyneth, og beder til at den vil hjælpe hende over sorgen. Den røde for mod og vijestyrke, skænket jeg til min nærmeste veninde Ceciliya Rose Blanché, og beder til at hun må følge sin vej fortsat. Den sidste hvide skænker jeg til Lisa Strife, for at være hjælpsom og have støttet mig hele vejen. Jeg håber at hun må gøre det samme ved den mand, som nu skal fører mit arbejde videre” pennen var blevet dyppet et par gange, hun var kommet til at tippe den, så blækket flød langs træbordet, hun måtte skrive sine ord ved. Morgensolen betog hende endnu engang. De ord som allerede stod nedskrevet gentog hun endnu engang for sig selv. Det var ikke meget hun ejede, men det som hun gjorde, det skulle i den grad også gå til de rigtige, de som agtede og ønskede at passe på det, som for hende bar en historie. Hun strakte sig en smule, åbnede vinduet og lod den friske morgenluft fylde værelset, med de blide vindpust. De blonde lokker startede en stille vals langs hendes slanke skuldre. Fuglene sang, en blid nynnen som mindede hende om hvordan dette liv måtte forholde sig. Nu skrev hun ord ned, som vidste hun allerede at døden måtte vente hende imorgen, en tanke som faktisk måtte skræmme hende. Hvorfor ville Alexis desuden have dette af hende? Der var noget ubehageligt på vej, men regnede han med at det ville tage livet af hende? Hvor meget vidste han egentlig? ”Dette er bestemt ikke så nemt som man skulle tro” mumlede hun for sig selv, og vendte tydeligt øjne. Der var mange andre pligter der måtte vente hende, når først hun ville være færdig her, det var der ingen tvivl om, men dagen var endnu ny, og lige dette var noget som hun måtte give sig god tid med, det var hun også udemærket klar over. Roligt rejste hun sig, gik hen til det store skab som måtte stå ikke langt derfra. Hun trak et glas ud, og en flaske, før hun endnu engang måtte bringe det med sig til bords. Måske rødvin ikke hørte til om morgenen, men når hun skrev dette, gik det op for hende at livet for kort til den slags tanker, som nu valgte hun blot at tage den chance det så end måtte være. Den havde været åben aftenen i forvejen, hun trak låget af, og lod den røde væske finde vejen ned i hendes glas. Det var en af de flasker, hun havde fået af Marius for længe siden, det var desværre heller ikke forsyninger de kunne få mere, hvilket var skidt, eftersom det også var forretninger de havde gjort med Manjarno, og nu hvor de penge ikke længere ville komme dem til gode, så havde de selv det mindre problem. Hun nippede let til væsken, følte det brænde en smule i ganen. Det frembragte blot et lille smil, som gav det hende fornyet energi, til endnu engang at dyppe pennen ”Min moders gamle klæder og smykker, som hun udnyttede på scenen og hjemme for os børn, vil jeg skænke til Liya Daimond, i håb om at det vil støtte hendes blomstrende karriere og lade hende udfolde sit enorme talent” den kvinde var hun på alle måder måtte føle med, og lige i øjeblikket ønskede hun virkelig kun det bedste for hende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Endnu engang nippede hun til glasset, der føltedes en smule kølig mod hendes varme læber. Der var en sidste ting.. Hun dynppede nænsomt den hvide fjer endnu engang ”Den bog min moder nedskrev, og som både jeg selv, min afdøde søster Elanya Maloya, og vores tidligere forfædre har formet, omkring verdenshistorien, og om deres oplevelser på sin vej, vil jeg vidergive til Nathaniel Diamaqima, der altid har haft en interesse i den bog og dets emner, jeg håber desuden at han vil fører historien videre, skrive hans erindringer og lærdomme ned, og når hans tid kommer, vidergive den til en han har kær” hun nikkede stilfærdigt. Den interesse Nathaniel havde haft i bogen, var en der skam udemærket stod klart for hendes vedkommende, for han havde som sådan ikke talt om andet, efter han endelig havde fået den i den. Det ville uden tvivl tilfredsstille ham, hvilket hun som så mange andre, måtte skylde, hvad den mand ikke havde gjort for hende, gennem alle de år, det var der heller ikke nogen tvivl om. Mens det sidste blæk måtte tørrer ind i pergamentet, hun glasset mellem fingrene, og nød synet af den sol, som havde bevæget sig en del længere op på himlen, siden hun selv var begyndt at gifle de mange ting ned. Så vidt hun måtte huske, så var det mere eller mindre det. Hun lænede sig tilbage og sukkede med det tilfredse smil over de rosa læber. Før hun måtte sætte sin underskridt nederst på pergamentet. Nu var der ingen vej uden om, det var sådan det ville komme til at stå, hvilket hun bestemt heller ikke havde noget imod. Roligt foldede hun det sammen, og bandt fingernemt et rødt silkebånd omkring det, for at holde det fast. Nu var det gjort vel og mærke, så havde hun det at bringe videre til Alexis. Hun rejste sig, nippede en sidste gang til det næsten fulde glas vind, før hun roligt valgte at forlade værelset, endnu med pergamentet i hånden.
//Out
Blikket gled omkring i det tomme værelse, som forsøgte hun at huske hvad hun måtte eje. Endnu engang vendte hun opmærksomheden mod papiret foran sig, mens hun endnu engang dyppede pennen ”Mine 3 medaljoner, som har beskyttet og æret mig, ønsker jeg skal gives til de 3 kvinder, der har stået mig nærmest. Den blå for tålmodighed og ro, skænker jeg til min svigerinde Evelyn Gwyneth, og beder til at den vil hjælpe hende over sorgen. Den røde for mod og vijestyrke, skænket jeg til min nærmeste veninde Ceciliya Rose Blanché, og beder til at hun må følge sin vej fortsat. Den sidste hvide skænker jeg til Lisa Strife, for at være hjælpsom og have støttet mig hele vejen. Jeg håber at hun må gøre det samme ved den mand, som nu skal fører mit arbejde videre” pennen var blevet dyppet et par gange, hun var kommet til at tippe den, så blækket flød langs træbordet, hun måtte skrive sine ord ved. Morgensolen betog hende endnu engang. De ord som allerede stod nedskrevet gentog hun endnu engang for sig selv. Det var ikke meget hun ejede, men det som hun gjorde, det skulle i den grad også gå til de rigtige, de som agtede og ønskede at passe på det, som for hende bar en historie. Hun strakte sig en smule, åbnede vinduet og lod den friske morgenluft fylde værelset, med de blide vindpust. De blonde lokker startede en stille vals langs hendes slanke skuldre. Fuglene sang, en blid nynnen som mindede hende om hvordan dette liv måtte forholde sig. Nu skrev hun ord ned, som vidste hun allerede at døden måtte vente hende imorgen, en tanke som faktisk måtte skræmme hende. Hvorfor ville Alexis desuden have dette af hende? Der var noget ubehageligt på vej, men regnede han med at det ville tage livet af hende? Hvor meget vidste han egentlig? ”Dette er bestemt ikke så nemt som man skulle tro” mumlede hun for sig selv, og vendte tydeligt øjne. Der var mange andre pligter der måtte vente hende, når først hun ville være færdig her, det var der ingen tvivl om, men dagen var endnu ny, og lige dette var noget som hun måtte give sig god tid med, det var hun også udemærket klar over. Roligt rejste hun sig, gik hen til det store skab som måtte stå ikke langt derfra. Hun trak et glas ud, og en flaske, før hun endnu engang måtte bringe det med sig til bords. Måske rødvin ikke hørte til om morgenen, men når hun skrev dette, gik det op for hende at livet for kort til den slags tanker, som nu valgte hun blot at tage den chance det så end måtte være. Den havde været åben aftenen i forvejen, hun trak låget af, og lod den røde væske finde vejen ned i hendes glas. Det var en af de flasker, hun havde fået af Marius for længe siden, det var desværre heller ikke forsyninger de kunne få mere, hvilket var skidt, eftersom det også var forretninger de havde gjort med Manjarno, og nu hvor de penge ikke længere ville komme dem til gode, så havde de selv det mindre problem. Hun nippede let til væsken, følte det brænde en smule i ganen. Det frembragte blot et lille smil, som gav det hende fornyet energi, til endnu engang at dyppe pennen ”Min moders gamle klæder og smykker, som hun udnyttede på scenen og hjemme for os børn, vil jeg skænke til Liya Daimond, i håb om at det vil støtte hendes blomstrende karriere og lade hende udfolde sit enorme talent” den kvinde var hun på alle måder måtte føle med, og lige i øjeblikket ønskede hun virkelig kun det bedste for hende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Endnu engang nippede hun til glasset, der føltedes en smule kølig mod hendes varme læber. Der var en sidste ting.. Hun dynppede nænsomt den hvide fjer endnu engang ”Den bog min moder nedskrev, og som både jeg selv, min afdøde søster Elanya Maloya, og vores tidligere forfædre har formet, omkring verdenshistorien, og om deres oplevelser på sin vej, vil jeg vidergive til Nathaniel Diamaqima, der altid har haft en interesse i den bog og dets emner, jeg håber desuden at han vil fører historien videre, skrive hans erindringer og lærdomme ned, og når hans tid kommer, vidergive den til en han har kær” hun nikkede stilfærdigt. Den interesse Nathaniel havde haft i bogen, var en der skam udemærket stod klart for hendes vedkommende, for han havde som sådan ikke talt om andet, efter han endelig havde fået den i den. Det ville uden tvivl tilfredsstille ham, hvilket hun som så mange andre, måtte skylde, hvad den mand ikke havde gjort for hende, gennem alle de år, det var der heller ikke nogen tvivl om. Mens det sidste blæk måtte tørrer ind i pergamentet, hun glasset mellem fingrene, og nød synet af den sol, som havde bevæget sig en del længere op på himlen, siden hun selv var begyndt at gifle de mange ting ned. Så vidt hun måtte huske, så var det mere eller mindre det. Hun lænede sig tilbage og sukkede med det tilfredse smil over de rosa læber. Før hun måtte sætte sin underskridt nederst på pergamentet. Nu var der ingen vej uden om, det var sådan det ville komme til at stå, hvilket hun bestemt heller ikke havde noget imod. Roligt foldede hun det sammen, og bandt fingernemt et rødt silkebånd omkring det, for at holde det fast. Nu var det gjort vel og mærke, så havde hun det at bringe videre til Alexis. Hun rejste sig, nippede en sidste gang til det næsten fulde glas vind, før hun roligt valgte at forlade værelset, endnu med pergamentet i hånden.
//Out
