Soon I'm gonna have my mother all to my self!

[Deleted]

Det var ved at være en flot eftermiddag. Det nærmede sig det som mange måtte beskrive som spisetid, selvom Dafnir slet ikke havde tid til dette! Han var færdig med sit arbejde i staldene, der var gjort rent i båsene, hestene var striglet og de havde fået mad og varme, så alt skulle meget gerne være på plads. I det store og hele, så var det heller ikke ofte, at han var sammen med sin kære mor for hun havde altid været travlt optaget med alt mulig andet, selvom det nu heller ikke var noget som direkte måtte komme bag på ham på nogen måde. Han havde lige været i bad, mest af alt også af ren og skær respekt for hans kære mor, for han vidste også hvordan hun havde det med biblioteket, som næsten måtte være hendes anden baby. Et stille smil bredte sig på hans læber. Han havde en hel del med sig under armen og i en kasse som han baksede med. Om hun allerede var kommet vidste han endnu ikke, selvom det nu var noget som han agtet at skulle finde ud af alligevel. Han så sig let omkring. Han havde sin fars grønne øjne og alligevel.. skræmmende meget fra sin far af, selvom han aldrig havde kendt til manden, men af den grund, så havde han skam også hørt en god del omkring ham. Han havde ingen ting med den mand at gøre, og det havde han aldrig haft, så det var slet ikke noget som han sagde noget til som sådan.
Dafnir gik roligt indenfor. ”Mor?” kaldte han ganske stille, idet han stoppede op, mest af alt for at se om hun overhovedet var til stede, selvom det slet ikke så sådan ud. Han rystede på hovedet, det var jo egentlig bare typisk hans mor! Så han tog det heller ikke så tungt igen, for det var egentlig bare noget som man blev vant til. Hun ønskede ham jo det bedste, det var jo noget som han allerede var klar over i det store og hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Gran grisede en anelse, selvom han nu heller ikke rigtigt lagde mærke til det – endnu om ikke andet. Han trak det med sig hen til et bord, hvor han roligt lagde det hele på gulvet. Bøgerne som var der, flyttede han ganske roligt, efter at han havde stablet dem alle sammen i en pæn og oversigtlig bunke, kun for at sætte dem på gulvet og fik alt det andet op på det i stedet for – alt fra gran til tørrede svampe og andet som man kunne bruge til dekorationer og selvfølgelig en spand med det fineste ler som han selv havde fundet ude i skoven. Selv den var ved at vokse, selvom det bestemt heller ikke gik hurtigt, men der skete da alligevel noget derude, hvilket var en tanke som i den grad også måtte gøre ham glad! Han trak ganske roligt en stol hen til sig, hvor han roligt begyndte at bakse rundt med det hele. Han begyndte med en klump ler. Dette var noget som han altid lavede sammen med sin mor, så han regnede skam også med at.. hun ville dukke op før eller siden?

[Deleted]

Juletiden nærmede sig, med næsten alt for hastige skridt. Procias var samtidig gået lysere tid i møde, så i år havde julestemning for alvor bredt sig rundt i gaderne. Dette var også noget det prægede Yessica. Dette havde altid været den eneste tid, hvor hun gav sig hen, og søgte bort fra arbejdet, for at glæde hendes kære søn, den eneste kære hun havde haft i så utallige mange år. Roligt valsede hun rundt, bag bogrækkerne der stod langt borte fra indgangen. Bøgerne stod mere eller mindre på deres plads, eftersom ikke mange nogensinde søgte ned bagved, men om ikke andet, så skulle de små fejl trods alt rettes. Et sted lyttede hun blot intenst efter, hvornår døren skulle gå op. Hun vidste at Dafnir ville komme så snart, han havde færdiggjort hans arbejde i stallen. Et sted måtte hun vel også erkende, at hun direkte glædede sig? Biblioteket var lukket for idag, så de ville have det hele for dem selv, hvilket bestemt heller ikke gjorde hende noget! De blonde lokker, var bundet op i en stram knude, mens et par halvmåne briller, hvilede på hendes næseryg. Ældre var hun trods alt blevet, og hun havde blot valgt at erkende, at det var ved at være tiden for den slags, også selvom hun ikke var blandt de ældste, hun havde været ung, da hun fødte Dafnir, hvilket bestemt heller ikke havde gjort det nemmere, taget i betragtning af hans far, der havde valgt at ligge i deres ægteseng med yngre og langt mere attraktive kvinder fra tjenestestaben. Idag var det ikke længere noget hun skænkede en tanke, hun var en lukket kvinde, de fleste anså hende for at være en strigle, direkte irriterende og hidsig, men der var mere end som så, det var dog kun sider hendes egen søn fik lov at se.
Døren havde hun ikke hørt gå op, tilgengæld hørte hun tydeligt hans kald. De rosa læber bredte sig i et smil. Hun lod den sidste bog glide på plads, i alfabetisk orden, før hun roligt vendte ryggen til reolen, og søgte den lange vej tilbage mellem de mange bøger. Hendes skridt var mere eller mindre lydløse, hun foretrak ro og orden, hvilket også kun gjorde det bedre, når der ikke befandt sig nogen i nærheden. Hendes søn var dog en helt anden sag. ”Der var du kære,” sagde hun roligt, og strøg om bag ham, for at kunne plante et kys i hans mørke hår. Hun elskede hendes søn, han var hendes et og alt, også selvom de færreste var klar over, at hun overhovedet havde ham. ”Sikke fine ting du har fået samlet,” påpegede hun, tydeligvis glædeligt overrasket. Der var skam en blød side, en smilende kvinde, der dog lå skjult for alle der ville være i stand til at gøre hende ondt. Selv for hende drejede julen sig udelukkende om hendes søn, der var så meget der skulle gøres! HUn skubbede stolen ved siden af ud, så hun selv kunne glide ned. ”Hvordan har din dag været?” spurgte hun nysgerrigt. Hun var skam ikke ligeglad, det havde hun aldrig været!

[Deleted]

Dafnir havde udmærket godt hørt de mange mennesker – specielt her på slottet som beskrev hans mor som en direkte strigle, selvom det var noget som virkelig måtte more ham og endda på alle måder, for det var slet ikke den måde hvorpå at han måtte se på hende på nogen måde! Han ønskede virkelig bare muligheden for at kunne være lidt sammen med sin mor, for det var så sjældent at de fik det gjort ellers og det var noget som faktisk gjorde ham lettere trist til mode. Dem på slottet vidste at Yessica var hans mor, men ingen andre, hvilket han også havde det fint med. Han havde ingen betydning for andre end sin mor, hvilket han også havde det helt fint med. En lille og simpel knægt i så manges øjne, med en selv vis forkærlighed for naturen – som sin far, men han kunne også rigtig godt lide at sidde og læse – ligesom sin mor. Han havde vel også mange træk personlighedsmæssigt fra sin mor, for det havde han bestemt ikke i udseendet, det var noget som han allerede nu måtte være fuldendt klar over. Ikke at det gjorde ham noget, for så længe at hans kære mor elskede ham og han gjorde hende stolt, så var han i den grad heller ikke den som skulle klage, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
Julen nærmede sig og selv det var en tid som Dafnir elskede! Det betød nemlig at han fik flere og flere stunder sammen med sin mor, hvor han faktisk kunne få lov til at få hende lidt alene – udenom arbejdet, for det var noget som selv måtte optage rigtig meget af deres begges tid, men ikke nu længere! Han havde slæbet frygtelig meget med sig. Alt det som han kunne bære. Ja, måske at han var et lille barn i det indre, men det havde han det faktisk også ganske fint med, for han ønskede på ingen måder at skændes eller noget som helst med sin mor! At han så måtte grise det hele lidt til på vejen, var egentlig ikke noget som han lagde mærke til, for han skulle bare have sig den tid med sin mor, for nu var tiden ved at være inde for det! Julen elskede han! Ikke på grund af gaverne eller festlighederne, for det havde altid været ham og hans mor alene, selvom han ikke havde noget imod det. Alle andre tog til store forsamlinger og det hele, men han havde sin mor, hvilket gjorde julen til noget ganske særligt for ham og på alle måder! At hun måtte komme ham i møde, var noget som fik smilet til at brede sig. Han smilede let for sig selv, hvor han bare tog imod kysset. Man kunne jo heller ikke sige nej til sin elskede mor. ”Mhmm.. Jeg har været ude hele dagen i dag for at finde det.. mere friskt kan det ikke blive,” sagde han med et smil. Han rettede sig op, hvor han lod hende tage pladsen ved siden af ham, hvilket han i den grad heller ikke havde det mindste imod på nogen måde. De grønne øjne vendte han direkte mod hende og med det samme smil på læben, for han ville ikke skjule det for hende. ”Den har været fin. Det begynder at blive lidt koldt, så overvejer at skaffe mig nogle handsker efterhånden. Det er koldt ude blandt hestene,” fortalte han roligt. ”Og din..? Sat mange bøger på sin rette plads?” endte han morende og med et drilsk smil på læben.

[Deleted]

Det ry der hvilede over hende, var langt fra det bedste, og hun vidste det udemærket godt. Hun var lidt af en strigle, men det kunne gøre hende direkte irriteret, når andre behandlede bøgerne respektløst, glemte at sætte dem på plads, eller satte dem forkert, det var en direkte pest og plage, for det var hende der kom til at stå med det senere! Det var dog ikke en side, hendes søn havde kendskab til. Man kunne tro det eller ej, men det var en varm og humoristisk kvinde et sted bag ved den facade, og som kun hendes søn fik lov at se, også fordi han var hendes et og alt, og hun havde altid forsøgt at gøre ham lykkelig, det var det vigtigste for hende. Yessica havde glædet sig som et lille barn, til idag. Hendes søn var en travl mand, han knoklede hele dagen, og hun var umådelig stolt af ham, men i og med, at hun selv begravede sig i så meget arbejde, så var det yderst sjældent, at de direkte havde tid til bare at være sammen, og hygge om pynten. Det glædede hende at se, at han allerede måtte sidde der i fuld sving, det i sig selv var nok til at frembringe smilet over hendes læber. Hun vidste at han blev som et lille barn igen, også selvom han var blevet en stor, flot mand i hendes øjne. Han lignede ganske vist hans far, men han havde ligeså været en flot mand, så helt ringe var det ikke. Lige i denne tid, gav hun sig tiden til ham, han var trods alt stadig hendes søn, stadig den eneste hun direkte kunne kalde for kær i hendes liv, så han skulle forkæles og passes. Blikket gled hen over de mange flotte ting, han alligevel havde formået at samle, også selvom skoven slet ikke var på fode. Hun var imponeret. De kunne få lavet en masse! Solen udenfor var allerede begyndt at gå ned, hvilket kastede den røde aftensol ind af de store vinduespartier, og varmede deres skikkelser ved bordet. ”Det er imponerende, taget i betragtning af skovens tilstand. Men det har du gjort godt,” tilføjede hun, og sendte ham et varmt smil. Hun mente det skam, han var også den eneste, der rent faktisk hørte rosende ord forlade hendes læber. Det havde været enormt hårdt at opdrage et barn alene, særligt taget i betragtning af hendes egen mentale tilstand dengang, men hun havde gjort sit bedste, og hendes søn var blevet en mand hun faktisk kunne være stolt af, også selvom det kun var dem på slottet, der direkte vidste at han var hendes. Yessica nikkede forstående. ”Det lyder fornuftigt. Indtil da, tror jeg at jeg stadig har lidt af Evelyns salve liggende, vi kan ikke have, at din fine hud render rundt og sprækker,” påpegede hun. Det var et krævende arbejde han havde, det var hun trods alt klar over, hun havde dog også helt særlige juleplaner for ham i år! Hun lod de grønne øjne glide mod ham, en anelse skulende. Blidt daskede hun ham på armen. ”Flabede knægt,” mumlede hun, også selvom det var med tydelig morende tone. ”Men ja, du vil være overrasket over, hvor mange der ikke kan finde ud af alfabetet når de har læst. Desuden så blev jeg skænket nye reoler igår. De gamle gik i stykker efter.. Dronningens død. Så jeg har været tvunget til at holde stedet lukket for offentligheden, for at sætte de sidste bøger på plads,” forklarede hun roligt. Overfor hendes søn, havde hun intet at skjulte!

[Deleted]

Det ry og rygte som hans mor havde hængende over hovedet, var slet ikke noget som Dafnir kunne tage seriøst, for der var noget ganske specielt ved denne kvinde; Hun var hans mor! Mere behøvede han vel heller ikke at argumentere med? På nogen måde om det var noget som man ville det eller ikke, for han elskede hende og han forsøgte virkelig at gøre hende stolt af ham, netop ved at knokle med arbejdet som han havde, for det var noget som han rigtig godt kunne lide. Han elskede at rende rundt blandt dyrene og sørge for at de havde det godt, for bedre end det kunne det bestemt heller ikke blive, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare den rene sandhed på alle måder som man overhovedet kunne tænke sig frem til, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Han vidste at hans mor kunne være noget af en strigle, men så længe at det ikke var noget som han oplevede som sådan, så havde han det også ganske fint med det. Han havde aldrig haft en far, men han havde klaret sig af den grund, han var ikke den som skulle klage, det var helt sikkert. Det var sjældent at de havde tid til hinanden, selvom de begge gjorde sit for at finde den når julen nærmede sig. Lige når den tid nærmede sig, så var han virkelig som et lille barn igen, og det var noget som han virkelig elskede mere end det som han kunne med noget andet overhovedet! Hendes ord var noget som fik ham til at smile, hvor han vendte blikket mod hende. ”Det er ikke bare fra skoven mor. Det er fra engen, lidt fra haven herude og.. ja, lidt fra skoven selvfølgelig, så jeg har været lidt rundt forbi. Jeg skulle jo have fat i det hele!” endte han med et smil. At hans mor gjorde så meget for at hjælpe ham, havde han bestemt ikke noget imod. Han ønskede bare ikke at være en direkte byrde for hende, og han vidste at det havde været hårdt for hans mor, men han havde prøvet det så godt som det nu havde været ham menneskelig muligt. Han vendte blikket mod hende og med det samme stille smil på læben. ”Det ville være meget rart.. Det begynder nemlig at irritere mig lidt,” endte han stilfærdigt. Hans mor gjorde så meget for ham, også selvom han måtte være en voksen mand, så var det nu heller ikke noget som han sagde noget til som sådan, for det var noget som han efterhånden bare var blevet vant til. Selv havde Dafnir mange planer op til julen i år, også fordi at han så brændende ønskede at give hans kære mor noget at smile af, for når det var jul, så var det altid kun de to alene, om det var noget som man ville det eller ikke, men de formåede alligevel at skabe sig noget hygge. Slottet var tomt når aftenen skred frem, selvom det nu var noget som man bare vænnede sig til, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo ikke engang en løgn. Hendes dask mod hans arm, var noget som kun fik ham til at grine, for hun vidste at han ikke mente det ondt på nogen måde! Han nikkede forståelsesfuldt til hendes ord, hvor han rettede sig op og vendte sig mod hende. ”Du må jo sige til, hvis jeg kan hjælpe med noget mor. Jeg bryder mig ikke om at du skal stresse så meget med det.” endte han dæmpet, dog med en meget seriøs og alvorlig stemme. Han ønskede jo også bare at holde sin mor sikker!

[Deleted]

Hvilke rygter der svirrede om hende, bade på slotted og uden for slottets vægge, var slet ikke noget der påvirkede hende. De færreste vidste at Dafnir var hendes dreng, og det var også noget der skånede ham, derfor foretrak hun faktisk at det forblev sådan, også selvom hun var enormt stolt over, at se hvilken stor og anstændig mand, han langtsomt bl..var blevet. Det tog dog endnu kræfter fra hende, at minde sig selv om, at han faktisk var en voksen mand, og ikke stadig hendes lille dreng. Hendes søn var den eneste, der faktisk fik lov til at se hendes smilende og mere morsommelige side, for det var bestemt ikke noget andre kendte til, som oftest hakkede hun hovedet af alle omkring hende, og hun kunne være lidt stor i munden, hvilket hun udemærket var klar over, men man kunne for pokker da bare opfører sig ordentligt, så behøvede hun slet ikke at sige noget, og så var alle glade! Efter at Yessica var blevet skilt fra Dafnir, havde der ikke været nogen anden mand i billedet, det havde blot været de to, hende og hendes søn. Der var ingen tvivl om, at det havde været umådelig hårdt, men hun havde klaret det, og endda forsøgt at gøre hendes bedste, for uanset hvordan man vendte og drejede den, så elskede hun hendes søn, højere end livet selv. Derfor blev der også gjort noget ud af julen, for dette var det eneste tidspunkt, hun reelt kunne tilbringe tiden med ham, og sammentidig give ham en hel måned, hvor han kunne lege og være barn, hvor de kunne hygge om hinanden, sådan havde det altid været, og sådan forblev det, uanset hvor gammel han så end blev, hvem kunne vide, måske han en dag ville komme slæbende på alt dette, og få hjæp af en yndig hustru og børnebørn?
Yessica lyttede roligt og interesseret til hans ord. Hun vidste at han elskede at færdes i naturen, så det undrede hende slet ikke, at han havde været rundt omkring. ”Uanset. Det er stadig imponerende at du har fået samlet alt det. Men selvfølgelig. Du har altid haft næse for den slags,” sagde hun, og sendte ham et stille smil. Sandt var det dog, hvilket ikke var underligt med hans race. Hvorfor der ikke var lysvæsen i ham, var stadig noget der forundrede hende, men som hun havde valgt at slå sig til tåls me, somme tider var det en direkte fordel. Blikket mødte hans. Det var det eneste han faktisk havde fra hende. Hun nikkede forstående. ”Jeg kan forestille mig, at det gør dit arbejde i stalden mere kompliceret, med ødelagte hænder. Jeg finder det når vi engang bliver færdige her” lovede hun, også selvom hun vidste at det ville tage timer! Der fandtedes virkelig ikke den den ting, som hun ikke var villig til at gøre for hendes knægt, hvilket hun efterhånden også havde bevist. Sammentidig så tog han vare på hende, beskyttede hende, netop fordi det altid kun havde været de to, og det var heller ikke noget, der ville ændre sig. Hun rystede lettere afvisende på hovedet, dog endnu med det stille smil. ”Du har nok at lave i stalden, men jeg værdsætter din bekymring, kære. Jeg kan dog forsikre dig om, at det på ingen måde plager mig, at skulle stresse med bøgerne,” påpegede hun roligt, og lagde blidt en hånd over hans, mest for at understrege hendes ord.

[Deleted]

Uanset hvordan man ville vende og dreje den, så ville Dafnir altid været og ville altid være mors lille dreng, hvilket han også havde det fint med. Hendes ry og rygte her på slottet, var slet ikke noget som han ønskede at blande sig i, for det var bestemt heller ikke noget som han tog sig af, for det var ikke den side af sig, som han selv blev mødt af på nogen måde, så selvfølgelig gjorde det også sit for hans vedkommende. Hun var hans mor, han elskede hende og han ønskede selv at hjælpe hende, for han vidste at hun ikke havde haft det nemt – også på grund af hans kære far, selvom han nu heller ikke sagde noget til det som sådan, for det var der ingen grund til, var der? Så hårdt som hans kære mor havde haft det, så var det også noget som automatisk havde sørget for at han var blevet hurtigt voksen, så denne ene måned i året hvor han kunne være barn, så var det også noget som han gjorde med mere end den største glæde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på denne her måde. Det var den ene måned om året hvor de gav sig tid til hinanden, så selvfølgelig var det også noget som gjorde utrolig meget for ham, for han elskede virkelig de stunder hvor han kunne være sammen med sin mor og bare vide, at det var dem og ikke nogen andre, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende, det var helt sikkert.
Et stille smil bredte sig på Dafnirs læber ved hendes ord. Han elskede at tilbringe tiden sammen med hende, så selvfølgelig havde han været rundt omkring for at finde det bedste af det bedste! Han smilede ganske let. ”Alt andet ville da først forundre nogen, ville det ikke?” endte han med en morende stemme, for det var jo ikke engang fordi at han ville skjule det for hende på nogen måde overhovedet. Helt præcist hvorfor han ikke havde fået lysvæsnet i sig, var nu heller ikke noget som han sagde det mindste til på nogen måde overhovedet, for hvorfor skulle han? Hans mor havde det fint med det hele, så skulle han bestemt heller ikke klage over det. Han nikkede roligt til hende. ”Det vil jeg sætte umådelig stor pris på.. Tak mor,” sagde han roligt. Det gjorde det hele en kende mere besværligt, men det var nu heller ikke noget som han sagde noget til som sådan, for han var vant til det hårde arbejde. Det var bare ikke helt så nemt når man ikke havde hænder som man kunne bruge optimalt, men han var nu heller ikke den som klaget over det i den anden ende, for det havde han bestemt heller ikke nogen grund til, havde han? Hans mor havde altid været omkring hende på denne her måde, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Hendes ord og den overbevisning som hun lagde i det, var noget som kun fik ham til at nikke. Han ønskede at passe på hende, også fordi at hans mor var det eneste som han havde! ”Mit tilbud vil for altid stå ved magt.. Du skal bare sige til mor. Jeg kan ikke lide at du arbejder hårdt.. specielt så hårdt,” sagde han stilfærdigt og dog med en ganske overbevist stemme. Han rettede sig op og tog fat om en klump ler og skubbede den hen til hende. ”Vi har godt nok hele aftenen, men.. jeg er spændt på at se hvor kreativ du er..” Han blinkede til hende og efterfølgende af et grin.

[Deleted]

Yessica havde aldrig haft meget andet end hendes kære søn, han havde så tilgengæld altid været mors dreng, hvilket var en tanke hun nød. Han var måske hendes første og eneste, og hun erkendte gerne at hun havde begået fejl, men alt i alt var han blevet en ung mand, der var værd at være stolt af, også selvom hans far ikke havde været i billedet. Hun havde forladt hendes kære ægtemand, et par århundrede efter Dafnir Jr. Var blevet født, og hun havde bestemt aldrig fortrudt. Dafnir forhindrede hendes ensomhed, han holdte hende ved selskab, for det var hun ikke selv god til, hun var yderst reserveret. Når juletiden nærmede sig forsvandt alle de deprimerende tanker. Det var den ene gang om året, hvor hun blot var mor, hvor hun havde smidt arbejdet fra sig, og gjort sit bedste for at hendes søn ville beholde den glæde, hun have higet efter at se det julelys i hans uskyldige øjne, hvilket var noget hun stadig nød, og derfor også havde forsøgt at holde fast i. Det diskrete smil hvilede på hendes læber, mens hun betragtede Dafnirs håndarbejde. Han havde altid været bedre end hende til den slags, men selvfølgelig var det heller ikke noget, som hendes familie havde givet sig tid til at gøre med hende. Hendes bror havde prøvet, men han endte altid med noget mere interessant, og Dafnir havde fundet det kedeligt, så det var en tradition som han havde lagt hende og deres søn om, nu om dage var hun jo også klar over, hvad han havde beskæftiget sig med i mellemtiden. ”Det er sandt,” medgav hun med et stille nik. Han havde altid været god til den slags. ”Du er næsten ligeså perfektionistisk,” påpegede hun og sendte ham et lidt triumferende smil. Som mor var det lykkedes hende at nå ind til ham, hvilket var en tanke hun direkte elskede! ”Hvad en mor ikke gør for sin knægt,” påpegede hun med en lettere drillende undertone. Han havde været et helvede at føde, så der skulle ikke ske ham noget som helst, for hun nægtede nogensinde at gøre det igen! Hun rakte ud efter noget gran, og så overvejende på det. Selv når det kom til at være kreativ, så var hun yderst organiseret. Desværre var det ikke lykkedes hende, at lærer lige det videre til ham. ”Pjat med dig knægt. Jeg nyder mit arbejde, desuden tror jeg at du har mere end rigeligt at give dig til i staldene,” mumlede hun lettere tænkende, uden at tage blikket bort fra det ene stykke gran hun sad med. Det var sjældent at de direkte kunne tale som de gjorde nu, om alt og intet, hun elskede det. Den ene gang om året, hvor de mindedes de gode og mindre gode tider gennem året, og hvor hun blev opdateret om hans gøren. Hun var for pokker da en bekymret mor! Hans ord brød hendes tanker. Hun sendte ham et lidt skulende blik. ”Nu ikke kæphøj min engel, det er farligt at udfordre ens mor,” hun deltog i hans latter. Det var virkelig den bedste del ved hendes egen rolle som hans mor. ”Jeg kender dig trods alt bedre end nogen anden,” tilføjede hun og blinkede let til ham. Han var en charmerende mand, til tider undrede det hende, hvorfor hun endnu ikke havde fået lov til at skræmme unge piger bort.. ikke at hun havde noget imod det, for kun det bedste af det bedste var godt nok for hendes søn, og hun følte det til tider flovt, at hun ikke altid havde været i stand til at give ham det.

[Deleted]

Det var så sjældent at det skete, og i denne stund, så kunne Dafnir endelig have sin mor for sig selv! Det var disse stunder som selvfølgelig gjorde det hele til noget særligt, også fordi at det kun var op til jul at hun var i stand til at stoppe med at arbejde, som han selv kunne finde denne fred til at tilbringe noget tid med hende, bringe hende et smil på læben og se hende i rollen som sin mor, frem for den slemme bibliotekar som mange beskrev hende som, for det var bestemt ikke hvad han havde set. Det var hans mor som altid havde været der i hans liv, som det eneste, og han havde aldrig haft brug for andet. Ikke fordi at han havde haft brug for en far, selvom han nu var sikker på at der var mange ting som hans kære mor ville gøre alt for at skulle undgå at forklare ham, vise ham og lære ham omkring, men det var nu bare sådan at det var. Hans mor var virkelig hans et og alt! Han trak morende på smilebåndet. ”Det behøver da ikke være en dårlig ting,” påpegede han med et morende smil, for det var bestemt ikke fordi at det var en løgn for hans vedkommende, det var helt sikkert! Han vendte sig mod sin flotte juledekoration, selvom den på ingen måder var færdig endnu. Han havde kun lige formået at lægge det basiske som skulle være der, men det var underordnet. Det vigtigste for hans vedkommende, var virkelig at hans mor var der, og at det var noget som de faktisk kunne lave sammen, også fordi at det var så sjældent at muligheden for det endelig måtte dukke op. Hans mor havde gjort alt for ham, og han var hende virkelig taknemmelig, også selvom.. han var vel lidt bange for at hun gik lidt for meget op i sit arbejde, hvilket et sted faktisk gjorde ham en kende trist, men der var ikke noget som han kunne gøre ved det i den anden ende, så det var jo bare sådan at det måtte være når alt endelig måtte komme til alt. Han vendte sig mod hende. Han havde mere end rigeligt at se til i staldene, og det var faktisk ikke ofte, at han formåede at blive færdig, men det var vel bare at forsøge? Han grinede ganske let. ”Jeg har mere end rigeligt at se til, det ved jeg godt. Men du hviler aldrig mor.. Det bekymre mig..” endte han ganske sigende, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn på nogen som helst måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte sig mod sin dekoration og fortsatte med at sætte gran og alt mulig andet på. Han havde været vidt omkring for at finde de ting som skulle bruges, og det var bestemt heller ikke fordi at det hele havde været nemt! ”Det gør du skam.. desvære..” Han blinkede let til hende, idet at han endnu en gang brød ud i en latter, for det var slet ikke noget som han kunne skjule for ham, om det var noget som man ville det eller ikke. Han vendte sig mod hendes dekorationer. Måske at de ikke var i samme kaliber som hans, men.. han elskede at se sin mor lege med kreativitet på denne her måde og han kunne rigtig godt lide det.

[Deleted]

Op til jul havde hun altid været helt og holdent Dafnirs. Der havde kun været de to, og selvom det virkelig havde været hårdt som ene mor, så havde hun om ikke andet altid forsøgt at gøre det bedste for ham. Han var det eneste som betød noget i hendes liv, foruden de mange bøger og fortællinger, det eneste hun ville være villig til at give livet for. Mens hun selv sad og puslede med noget gran og en klump ler, som det var lykkedes hende at brede ud, skævede hun en anelse jaloux mod ham, for hendes kære søn havde altid været fantastisk til den slags.. det fulgte jo nok med han race, og hun var i den grad stolt af ham, og det han formåede at udarte. ”Overhovedet ikke. Man skal ikke nøjes uanset hvad det gælder,” svarede hun lidt sigende, med den tone der kun afslørede at det var endnu en lektie, en mor forsøgte at lærer sin søn, også selvom han var blevet så stor nu, og i virkeligheden ikke behøvede hende på den samme måde. Hun rakte ud efter noget mos, og begyndte at danne bund for hendes dekoration. Selv hun ned at kunne være sig selv, og bare lade den skarpe facade falde, og så være.. mor, også fordi de færreste var klar over at hun i det hele taget havde en søn. Blikket mødte hans. Hun lod hovedet glide let på sned. Det var pænt af ham at bekymre sig om hende, men det var slet ikke havde opgave. Jeg troede det var min opgave at bekymre mig, ikke omvendt,” hun sendte ham et stille smil og nikkede dog en anelse strengt. I virkeligheden bekymrede hun sig ikke meget for ham, hun havde aldrig været en pyldret mor. Hun havde faktisk ladet ham skrabe knæene, falde ned fra træer og en masse andet. Foruden dig min kære, så er dette mit liv. Det tager tid, men sådan er det jo. Ingen grund til bekymring,”forsøgte hun roligt. Arbejdet havde altid været en fantastisk undskyldning for ikke at omgås andre mennesker, som ville være i stand til at sårer hende. Hun greb om et stykke gran og stak den op i hans ansigt, kun for at kilde med de små nåle der var på, et sted også for at overlede ham, mens hendes latter selv brød læberne. Nu hvor vi er ved det, så giv din gamle mor nogle saftige detaljer,” endte hun og blinkede drillende til ham. Hun trak grannet tilbage, og stoppede den lille kilden af hans ansigt. De færreste fik lov til at se hende som Dafnir gjorde. I det store og det hele, så var han den eneste hun faktisk måtte stole på. Hun havde trods alt opdraget ham, og vidste at han var en god mand, han var værd at være stolt af, og ikke mindst at stole på, for uanset hvad der var hændt, så havde han været der, som hun havde været der for ham. De havde jo klaret det strålende uden af hans far, også selvom hun altid havde været en forbandet travl kvinde. Hun interesserede sig for sin søns liv, for de kvinder som ikke kunne andet end at dåne over ham, det nægtede hun at tro på, for han var en virkelig flot mand! Hun interesserede sig for hans ambitioner og det arbejde han fuldførte, for hans ønsker og hans frygt, ikke kun fordi det var hendes pligt, men fordi hun virkelig elskede ham.

[Deleted]

Dafnir elskede virkelig julens tid, også fordi at det var en stund, hvor han kunne være en.. søn frem for en stalddreng, selvom det nu heller ikke var noget som han havde noget imod som sådan, men til tider kunne selv en voksen mand savne sin mor lidt. Han vendte blikket mod hende som hun fortalte, også selvom han godt kunne høre på hendes toneleje, at der var en lektie under det. Han endte roligt med at nikke. Det var bare endnu en af de mange ting som han måtte huske, også selvom han ikke havde noget imod det. Hans mor var virkelig det vigtigste som han havde i sit liv. Faktisk så var det jo også det eneste som han havde haft, for han havde ikke haft nogen far eller noget som helst, selvom det nu heller ikke var noget som rørte ham, for han havde jo klaret sig udmærket af den grund, havde han ikke? ”Det skal jeg nok huske mor,” endte han sigende, som han lod hende række ud efter mos til hendes dekoration. Dette var noget som de altid kunne hygge sig med, også fordi at slottet var så stille og ikke mindst utrolig fredeligt, så var det ikke engang noget som rørte ham som sådan, for hvorfor skulle det dog? Han trak morende på smilebåndet. ”Når jeg ser dig dag efter dag sætte tunge bøger på plads og egentlig bare befinder dig indenfor, så bliver selv en søn bekymret. Du hviler jo aldrig,” påpegede han sigende, for han mente det faktisk i alvor! Hans mor var det eneste som han havde, så det forundrede vel egentlig ikke nogen at han selv var meget over hende? Og ville sørge for at hun havde det godt? Han kunne jo slet ikke lade være med at bekymre sig om sin mor! Også fordi.. mistede han hende, så havde han jo intet tilbage, for han havde jo aldrig kendt sin far, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hun tog fat i noget gran og direkte måtte kilde ham ved næsen, fik ham direkte til at grine, selvom det hurtigt blev erstattet af et tydeligt nys, for det kildede altså! ”Mor!” endte han direkte morende, som han vendte blikket mod hende igen. Om det var en distrahering eller ej, så virkede den skam, for det var som om at han direkte glemte det hele, selvom det nu heller ikke var noget som måtte sige så lidt i den anden ende, så var det jo bare sådan at det endelig måtte komme til stykket. Han rystede let på hovedet, som han lod hænderne vandre igennem det halvlange og mørke hår. At hun direkte bad om de ’saftige’ detaljer, var noget som direkte fik ham til at se på hende. ”Kan du nu tåle at høre den slags?” Han blinkede direkte til hende og med det drilske smil på læben, for hvis der var noget som han havde fundet ud af, så var det at det mere intime var noget som kunne få hans mor til at holde mund. Han slog ud i en latter igen. ”Nuvel.. hvad vil du vide?” spurgte han tydeligt nysgerrigt, som han satte sig roligt til rette på stolen igen og fjernede hænderne fra dekorationen. Han sendte hans mor det drilske smil.

[Deleted]

Dafnir var måske blevet ældre, og dermed også langt mindre afhængig af hende. Tanken var svær, det måtte hun erkende, men det hjalp om ikke andet lidt på det, at han endnu behøvede sin kære mor, til om ikke andet at varte ham lidt op, forkæle ham lidt i disse stunder, særligt når det kom til julen. Det havde ikke været nemt at opfostre ham alene, visse havde ment at hun var uren, i og med hun ikke var blevet hos hans far. Det var heldigvis mange år siden. I dag havde mange enten glemt, eller havde ingen anelse om at Procias mest dygtige stalddreng, var hendes vidunderlige knægt. ”Godt. På den måde når du langt. Altid opvej eventuelle konsekvenser, og gør derefter op med dig selv, om det er besværet værd,” hun sendte ham varmt smil, med det stolte glimt i hendes funklende, grønne øjne. Det glædede hende, at han altid havde hørt efter sin kære mor, han havde faktisk været en nemt barn, netop fordi han sjældent var gået imod hendes ordre. Det var en god mand hun havde opfostret, og hun stod endnu fast på, at det var det eneste gode, der var kommet ud af hendes ægteskab med hans far. Der var ro på slottet, også fordi alle andre også var i gang med at pynte op og gøre ved, så de havde stort set biblioteket. Hun stablede lidt gran, og satte nogle små røde bær for at skabe lidt farvespil, ”Hvad er disse?”spurgte hun lidt nysgerrigt, og betragtede de små grene med bær. Hun havde ikke megen forstand på den slags.. med alle de bøger hun læste, så glemte hun som oftest dem, der ikke direkte faldt hende i interesse. Hun så på ham en anelse forundret. ”Jeg hviler da,” forsvarede hun og rynkede på panden. Hun ønskede slet ikke at han skulle gå og bryde sin hjerte med den slags! ”Når bøgerne er stablet hen af aftenen.. ligger jeg i min seng bagefter, nyder en god bog inden jeg falder i søvn. Jeg hviler,” konkluderede hun igen, og understregede sine ord med det lille triumferende smil. ”Du har meget andet at bryde dit hoved med min kære,” endte hun roligt. At høre hans latter, var kun noget som hun elskede. Det betød jo hun gjorde noget rigtigt, og efterhånden havde hun også lært det, men nemt havde det bestemt ikke været. Hun missede en anelse med øjnene, selvom det kun var for et kort øjeblik, inden hun tvang blikket bort, for at skjule den irriterende rødmen. Når det kom til det punkt, så havde hun altid været lukket, ordene kom end ikke over hendes læber, og billigede ikke ligefrem tanken om hendes søn havde gang i den slags! Hun håbede for hans skyld, at han var god ved pigerne som de ved ham. Det der forundrede hende var tanken om, at han aldrig havde præsenteret hende for en kvinde, han var jo trods alt en flot mand.. ligesom hans far havde været. ”Tro ikke at jeg er sart,” formanede hun en anelse, før hun atter lod blikket møde det direkte drilske smil.. der var sørme noget, som han havde at fortælle, ellers ville han havde have set på hende, på den måde. ”Jeg undre mig. Dit smil afsløre jo at du har et liv hvor.. kvinder indgår,” omformulerede hun i stedet for bare at sige det som det var, ordene kom virkelig ikke over læberne, og selv nu sad hun anelse mere stram. Eftersom han ingen far havde, så var det jo hendes arbejde også at deltage i den form for snak, men hun brød sig ikke mere om det af den grund. ”.. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg i så fald ikke er blevet præsenteret for en ung frøken endnu?” tilføjede hun roligt. Spørgsmålet gemte sig i ordene, for nysgerrig på sin søns liv var hun trods alt også.

[Deleted]

Dafnir var måske ved at blive en voksen mand, men det var virkelig underordnet for hans vedkommende, for han havde jo altid brug for sin mor. Bare ikke i samme grad. Vel også fordi at hans mor var det eneste som han havde haft? Selvom han vidste at det ikke havde været nemt, så var han dog stolt af den mand som han var blevet, som han helt klart også var stolt af den mor som han havde, selvom han vidste, at det ikke var alle som var lige enige med ham i den udtale, men det var nu heller ikke noget som han sagde noget til, for hvorfor skulle han dog? Han vendte blikket mod hende og med den samme rolige mine, for nu var det igen ham som fik en meget vigtig lektion, og dem plejede han da helt klart at lytte til! ”Hvordan kan jeg opveje konsekvenserne, hvis jeg ikke kender til dem?” Til tider var det virkelig barnlige spørgsmål han stillede, men det var jo trods alt svar som han ønskede, for ellers vidste han jo heller ikke altid hvordan han skulle gribe sagerne an, og det var jo det som han ønskede at vide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At hun tog fat i de røde bær, forundrede ham ikke på nogen måde, for de var virkelig øjefaldende. Og han vidste det jo trods alt også godt. Smilet bredte sig på hans læber. ”Det spurgte du mig også om sidste år mor!” begyndte han morende. ”Så længe du ikke spiser dem, så er det fint. Det er kaprifolie,” fortalte han roligt. Når det kom til planter, skov og ikke mindst natur, så vidste han i den grad godt hvad han snakket om, udelukkende fordi at det var noget som helt klart måtte falde i hans egen interesse. Snart ville han være færdig med den første dekoration, selvom han nu hellere kunne lide at slå en snak af med sin mor. Det var jo heller ikke fordi at det var noget som skete så ofte igen, så selvfølgelig var det noget af det som betød mest for ham, for det var virkelig bare at nyde de stunder når det endelig skulle ske, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Du ved hvad jeg mener..” mumlede han ganske sigende, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun slappede aldrig af! Det var det som var hans pointe!
At han direkte fik sin kære mor til at rødme, var noget som direkte morede ham, for han vidste godt, at hun slet ikke kunne have noget med den snak at gøre, hvilket helt klart var noget af det bedste af det hele. Han måtte direkte kæmpe med at holde latteren i sig, for nemt var det bestemt heller ikke! Han rystede smilende på hovedet. ”Så siger vi det mor,” endte han morende, for han ønskede jo heller ikke at gøre det til en diskussion, for han havde mange andre ting at få tiden til at gå med i stedet for, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun kunne gætte sig til at der var kvinder i hans liv, var noget som kun fik hans smil til at brede sig mere på hans læber, for det var bestemt heller ikke fordi at han tog det så tungt. Han trak svagt på skuldrene. ”Jeg kan ikke skjule det mor.. Men ja.. det er der,” endte han sigende, som han vendte de grønne øjne mod hende endnu en gang. Ikke fordi at han sagde noget til det som sådan, men det morede ham at hans mor skulle tage den snak med ham, som han vidste, var forbeholdt mænd – ens far. ”Der har måske været en.. kvinde eller to i mit liv, men.. det er ikke en som jeg kan se for mig at være mere.. med en bare.. ja, du ved hvad jeg mener, gør du ikke? Når jeg finder en med potentiale for mig, så skal du nok få lov til at hilse på,” forsikrede han.