Out of sight.. out of mind?

[Deleted]

Hvilken tid det var på dagen, det vidste Jacques virkelig ikke. Han kunne høre vinden suse udenfor og det regnede godt til faktisk. Den kolde kælder havde virkelig ikke den samme påvirkning af ham som den sikkert ville have på så mange andre, for han fandt det faktisk hyggeligt et sted, det var end ikke noget som man skulle tage det midnste fejl af overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endleig måtte komme til stykket. Han sad lænket.. Hans håndled var fanget i korte lænker, så han end ikke kunne gøre noget mod dem som måtte komme ned med dyreblod til ham, noget som han vidste, at hans kære far godkendte før det blev skænket til ham. Han var virkelig bare glad for, at det var den mand som havde fundet ham i stedet for en uskyldig forbipasserende, for det havde virkelig bare endt med at skulle gå fuldkommen galt og det ønskede han ikke. Det kunne virkelig koste ham opholdstilladelsen og det ønskede han virkelig heller ikke! Tænderne var så fast bidt sammen som intet som helst andet og med de svage rystelser i hans krop. Det var blevet meget bedre med tiden, selvom kontrollen slet ikke kunne genvindes helt. Jason havde han heller ikke set et stykke tid og det var jo også ham som stod som den eneste som overhovedet måtte komme tæt på. Han havde bidt fra sig, slået og sparket, selvom hans far heldigvis havde været meget stærkere end det som han selv havde været, hvilket han i den grad måtte være glad for. Det var endt med at Jason havde bidt sig fast i ham, selvom han på ingen måde, måtte klandre manden det mindste når det endelig måtte være. Hans øjne var svagt blodskudte.. At Marius overhovedet havde kylet ham ud bare i det som han gik og stod i, det var slet ikke noget som han kunne tilgive. Han var da ikke herre over sine egne følelser og det vidste alle jo! Han savnede Yasmya.. Han manglede hende virkelig som aldrig nogensinde før, det var ganske enkelt utroligt når det endelig måtte være. Han trak vejret i små og faste stød. Vampyreren var ikke just den stærkeste i ham, men den var der i allerhøjeste grad og som Lisa stod nu, så kunne hun ikke engang komme ned og trøste ham, for han ville bide sig fast til hende ved enhver given lejlighed. Han var ensom faktisk, selvom han ikke klaget. Han snakket ikke med nogen, sagde ikke så meget som et ord.. Hvad skulle han da sige? Han kunne ikke kontrollere eller styre det og det var virkelig noget af det værste som han nogensinde havde været ude i! Hovedet gled forsigtigt op mod væggen bag ham. Hans skjorte var halvt om halvt ødelagt. Han havde virkelig været ude i så mange flip, at det faktsk havde skræmt ham selv når det endelig måtte være og det var grunden til, at han faktisk sad der som han gjorde lige i øjeblikket, det var helt sikkert på alle måder. Han kunne kigge ned af sig selv, og se spor efter de kampe med Jason, da han var tvunget hertil, for nemt kunne det vel næppe have været? Tankerne kredsede omkring Yasmya.. Hvordan hun havde det, om hun stadig var så dødssyg som da han havde set hende sidst. Han kunne virkelig ikke fordrage det, at han ikke havde nogen kontrol over noget som helst, det var virkelig noget af det værste ved det hele og han hadet det ekstremt! Øjnene gled i, som endnu en lettere krampetrækning måtte skyde igennem ham. Kontrollen kunne han bare ikke genivinde og nu havde han prøvet i det som måtte minde mere og mere omkring flere måneder! Lænkerne var ikkel ange, for han skulle ikke have muligheden for at gribe fat i nogen eller noget som helst. Han var stærk oghan kendte end ikke sin egen styrke. Det var.. skræmmende.

[Deleted]

Det mørke tæppe, som tegn af natten, havde lagt sig trygt over den uendelige himmel. Det var efterhånden ved at blive sent, dermed også den sikreste tid i Procias nu om stunder. De store tunge dråber stod ned fra den åbne himmel, hamrede mod alt de formåede at komme i nærheden af, sammentidig med at vinden tog styringen og skabte en næsten uhyggelig susen. Det var mørke tider. Herregården i Procias stod for skud til at blive ramt af uheldet. Heldigvis var børnesygen på sin vej væk, det var uger siden det seneste dødssfald, og selv Yasmya havde fået det langt bedre, hun var stadig syg, men om ikke andet var hun i stand til at gå og stå på benene. Det hjalp af komme op af sengen i tide og utide, hun måtte erkende at hun var træt af at ligge der efterhånden, og uden selvskab Marius og Melody kæmpede med at placere børnene på børnehjemmet rundt omkring, efterhånden var der kun hende selv og nogle få tilbage, man havde været bange for at det ikke ville være dem muligt at flytte hende, ikke nok med at graviditeten tærrede på hendes krafter så gjorde sygdommen det også. Varmen fra slottet omringede hendes krop, hendes små skridt gav genlyd i de tomme gange, på denne tid af natten var det ikke unormalt at stilheden var så pokkers bredt. Det lange blonde hår klistrede sig til hendes hals, vandet var løbet ned over hendes krop hele turen, hun var så godt som gennemblødt, selvom det et sted var en følelse hun nød, udelukkende fordi hun i så fald ikke følte sig så brændende varm, som hun stadig måtte være på grund af feberen. Øjnene var matte, hun havde sikret sig at vagterne ikke så hende, men lidt hjælp fra Jason i teorien var der ingen ud over ham som måtte gå ned i kælderen. Det bekymrede hende med tanken om hvor galt den så måtte være, han kunne ikke kontrollere sig? Længslen flød i hendes blod, banket rundt af det varme hjerte, der var så meget hun havde at fortælle! En tør kappe hang om hendes skuldre, hun trak den tættere omkring sig, hendes krop skælvede, reagerede end ikke på varmen fordi hun var brændende i forvejen. Slottet havde for en årrække været hendes andet hjem, hun kendte det som var det hendes eget værelse, og tanken om at ligge i sengen på værelset ved siden af Jason og Lisa, velvidende om at han kun var et par trapper væk, det var for fustrerende selv for hende. Kjolen hun bar, sad løst om hendes krop, den lille bule var blevet synlig, og den sidste gang hunn havde set Jaques, havde de begge været for rasende til at hun nåede at sige noget som helst, hun ønskede at fortælle ham det frem for at det skulle slå som det enorme chock De hårde sten var kolde mod hendes bare fødder som hun bevægede sig ned af den lange trappe der ville fører ned til den kælderreigon som Jason havde afsløret fra hende. Kulden var næsten overvældende, ikke mindst mørket. Den lille rumlen af lænker var det eneste hun hørte, og så de skridt der færdedes over hende, et eller andet sted. Hendes vejrtrækning var tung, hun hostede stadig en del, men om ikke andet var både hun og barnet i live, ifølge Nathaniel og Lisa om ikke andet, og dem stolede hun nu på. De matte grønne øjne faldt på den forbandet velkendte skikkelse. Han så mere vild og farlig ud end som så, med det samme hår som Jason der stod ud til alle sider, og de næsten dræberiske øjne. Hendes hjerte hamrede så fast at tårerne fyldte hendes blik, det var som en evighed siden, der var gået måneder. Måneder uden at have følt så meget som hans blide strøg over hendes kind. Selvom det hun mest af alt lystede, var at springe ham direkte i favnen, så gjorde hun det ikke. Der var så mange hvis’er. Den sidste gang havde han ikke været der fordi han fik med Camryn i haven, hun havde set ham stryge hendes kind, se på hende med det medfølende glimt, og når hun vågnede af sine mareridt, kunne hun ikke tåle tanken om at hendes kære søster måske var kommet tæt på ham nu hvor de under tvang var blevet skilt? Desuden hvis han var ude af kontrol så kunne hun vel heller ikke? Fast knyttede hun næven, følte hvordan forlovelsesringen strammede en smule om hendes finger, hun bar den skam endnu, det var hendes eneste trøst, den tanke om en dag at stå her igen.. Næsten forsigtigt trådte hun et skridt tættere på, udelukkende for at se hans reaktion..

[Deleted]

Jacques havde virkelig ikke kontrol på noget som helst, og det var virkelig det værste af det hele. Han vidste at hun var syg, han vidste at hun nu måtte være alene, men at hun var tættere på end det som han ville regne med, det var ham ukendt. Den eneste som så til ham i tide og utide, det var Jason. Alle andre havde fået strenge ordre om at skulle holde sig væk og det var virkelig også med en god grund, for han havde virkelig ikke nogen kontrol over sig selv, når det endelig måtte komme til stykket og den fornemmelse var virkelig svær nok i forvejen, for han havde aldrig nogensinde været derude, hvor det var så slemt, som det måtte være i øjeblikket, det var slet ikke noget som man kunne komme det mindste udenom, når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han kunne tydeligt høre skridt nede af gangen, men for alt hvad han vidste, så var det vel bare Jason som måtte komme ned og kigge til ham igen, sige godnat fra Lisa af og så daffe tilbage i seng? Det var i sig selv, faktisk sjældent, at han svarede ham når han endelig blev snakket til. Han var virkelig ude af kontrol og det var virkelig også grunden til at han var endt hernede og det var det som han havde valgt af sig selv, for det andet, var virkelig noget som faktisk måtte gøre ondt. Han ønskede ikke, at skulle skade nogen, så der var han blot glad for, at det var Jason som havde fundet ham og ikke bare en uskyldig forbipasserende. Der var gået måender siden han havde set hende sidst og det var virkelig ved at gøre ham noget så sindssyg at skulle tænke på. At man overhovedet kunne mangle nogen på denne måde, det var virkelig ganske enkelt utroligt når det endelig måtte komme til stykket, for det var i sandhed noget af det som han måtte hae mere ned det som han måtte hade noget andet. Han lukkede øjnene stille. Det var virkelig bare forbandet ubehageligt at skulle sidde der i sin egen ensomhed, selvom det vel var til det bedste? For han ønskede virkelig ikke at skulle skade andre, så ville han meget hellere gøre skade på sig selv netop ved at sidde her end det som ellers kunne være sket, for det ville meget vel koste ham opholdstilladelse, om ikke andet, så også hans eget liv når det endelig måtte komme så langt. Blikket vendte han stille mod skikkelsen som måtte træde frem i hans øjenkrog. Han endte med at blive siddende så stille som det var ham overhovedet at skulle gøre det, selvom det virkelig ikke var muligt for ham. Han kunne ikke sidde helt stille! Han havde stadig de mindre og små muskeltrækninger som slet ikke ville stoppe uanset hvor meget han ville det eller ikke. Det måtte være hans fantasi at hun måtte stå der. Sidst han havde set hende, havde hun været så syg, at hun knapt kunne stå op, hun havde ligget ind mod hans kolde krop og fundet trygheden og han havde det virkelig elendigt med at han ikke kune være der for hende nu! Han lukkede øjnene og vendte blikket væk. Hvis det var hende som stod der, så skulle hun bestemt ikke se ham på denne måde! Det var slet ikke den livlige Jacques som hun var vant til at se og nu sad han der, lænket for at blive holdt i skak, så han ikke ville ende med at skulle skade alle dem som han måtte passere på vejen, for det ønskede han virkelig ikke. Der kunne man sagtens sige, at han måtte være en procianer af hjerte, netop fordi at han sad her, uanset hvor meget det havde været af en kamp for Jason at få ham hertil. ”Du står der ikke..” Hans stemme var næsten anstrengende, for han havde ikke brugt den meget igennem de sidste måneder mens han havde siddet her. Det havde mere eller mindre kun været fordi at han ville råbe og skrige af Jason, for det havde han i den grad gjort meget igennem denne tid. Som hun måtte komme tættere på ham, så knyttede han næverne mere. Han var sikker på, at det var fantasi.. Hun var jo syg! Det havde hun da været sidst han havde set hende. Ringen glimtede let på hans hånd. Det var det eneste som mere eller mindre måtte være intakt ved ham som sådan, for han nægtet at lade den gå fra sig. Det var og blev hans mest værdifulde eje!

[Deleted]

Jason havde godt nævnt for hende at Jaques ikke var ved bedste mod, gennem vinduet fra sit værelse havde hun selv set deres indbyrdes kamp, set hvordan Jaques måtte slå på selv hans egen far, en mand som han respekterede så pokkers meget, det skræmte hende, og sammentidig havde hun selv været forbandet vred. Det ene øjeblik var det nyheden om hendes graviditet, mens hun sammentidig havde set hvordan han strøg Camryn’s kind, og det næste var der råb og skrig ude på gangen, hun nåede jo end ikke at sige farvel til ham som sådan. Lyden af regnen svandt let bort så langt nede i kælderen som dette måtte være, og selvom faklerne kastede det lille orange skær af lys, så var det ikke nok for hende, hun følte sig underligt indelukket også selvom hun vidste at dette var hans verden, det var en del af hans liv som lyset var det af hendes. Hjertet slog faste slag imod hendes bryst, det var virkelig som en mindre avighed siden hun havde set ham, og selvom han var forandret, selvom hun fornemmede faren, så skræmte det hende ikke, det var stadig bare Jaques. Men efter de måneder så var hun vel bange for at han havde glemt hende? Også selvom det ikke var noget som hun sagde højt. Hvad der var sket med ham, hvordan det var gået siden, det vidste hun virkelig ikke og det havde fustreret hende. Han var det første hun tænkte på om morgenen og det sidste inden hun lagde sig i den søde søvn. Hun savnede virkelig hans arme omkring hende, bare det at maven var begyndt at vokse, og han end ikke kendte noget til det som hun bar på, deres lille skabning, kommet ud af handlinger som Jaques netop var blevet kastet ud af sit hjem for, handlinger som hun ikke fortrød og som hun gjorde igen om han ønskede det samme, vel og mærke. Yasmya skælvede let, nu begyndt hun at fryse en smule. Hun trak kappen tættere omkring hendes skuldre, her var så koldt og fugtigt, præcist hvor lang tid havde han sat her? Igen tog hun et stille skridt tættere på også selvom lysten til bare at springe ham i favnen og knuge ham så tæt ind til sig, den var der i den grad. Hun bed tænderne fast sammen, og rystede blot let på hovedet. At se ham sidde der i lænker, her i ensomheden hvor kun Jason faktisk var tilladt at komme ned til ham, det bekymrede hende, hun behøvede ham så meget var da gået op for hende. Blikket søgte mod hans hænder, at ringen stadig sad der, lettede hende virkelig så var det vel heller ikke helt tabt? Det var Yasmya tydeligt at han ikke ville tro det var hende, der skulle ikke meget til at sårer hende, hvordan skulle hun tolke den? Hun havde nok forventet at se en lidt større gejst, et lidt større savn i hans blik. Et stille suk forlod hendes læber ”Jeg kan da godt gå igen” påpegede hun med en stille tone. Hendes blik var træt, faktisk så havde det været en udmattet overflyning, desuden kredsede hendes tanker omkring alt for mange bekymringer, hun var træt mere eller mindre hele tiden, hun ville bare se ham.. Af ren vane skulle hun til at lade hånden falde til hendes mave, tog sig dog i det udelukkende fordi det ville være temmelig afslørende, afværgende lod hun den istedet stryge over hendes side, før hun drejede rundt på hælen, kastede et blik over skulderen for at betragte den skikkelse som måtte sidde der, som det man kun kunne kalde forbandet hjælpeløs, ikke at det var noget han selv var herre over. Ryggen var vendt til ham, hun begyndte stille at gå, måske hun bare skulle vente og lade Jason forklare det imorgen for ham? Han lod ikke til at ville tro hans blik, hvordan den så skulle tolkes, det var hun virkelig for udmattet til at finde ud af.

[Deleted]

Jacques var virkelig ikke ved bedste mod. Ikke bare det, at han var kylet ud for det som han havde gjort, for han vidste, at det var det som han kunne risikere, men at han samtidig var næget at skulle komme i nærheden af hende og se til hende, det var virkelig det som gjorde det hele så meget værre for hans vedkommende. Han havde slået, råbt og skreget af Jason, også selvom han virkelig havde været mere panisk end det som var godt for en som stod i hans situation. Han var virkelig bare glad for at Jason havde gjort det, selvom det virkelig havde krævet forbandet meget af den mand selv, så skyldte han ham virkelig en tak for alt det som han havde gjort for ham dengang det virkelig bare havde været nødvendigt ofrh am, at skulle stå der, det var slet ikke noget so man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert også på alle måder som man overhovedet kunne tænke sig. Han vidste ikke at Yasmya var gravid, det havde der virkelig ikke været tid for nogen at fortælle ham, eftersom han bare var blevt kylet ud dengang at han var endt i en direkte kambolage med Marius og deres lille hemmelighed var ude. Ringen holdt ham lidt ved mod. Havde han mstet den, så havde han nok reageret på dette på en ganske anden måde end det som han lige havde gjort det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han tænkte på Yasmya mere eller mindre hele tiden.. hvordan hun havde det og det ene og det andet. Der var jo trods alt en meget god grund til at det kun var Jason som måtte komme ned til ham, for det var virkelig den eneste mand som kunne have bare en anelse kontrol på ham når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret stille og dybt, som han tdeligt kunne høre hendes stemme.. Det var virkelig som han kunne huske den, men det gav virkelig bare ikke nogen mening, at hun skulle rende rundt hernede.. Hun lå vel syg i sengen? Om ikke andet, så havde hun intet at lave den kolde kælder, for det ville virkelig bare gøre det hele meget værre for hende, hvis hun var lige så syg som hun havde været da han var tvunget til at forlade hende! Han bed sig svagt i læben. ”V-vent!” endte han efter hende. Han vendte blikket stille mod hendes skikkelse igen, som han stadig kunne skimte den i det fjerne. Hans hud var mere bleg end det som den var nødvendigvis og hans øjne var nærmere blodskudte, samt at det var tydeligt, at han ikke havde nogen kontrol over sin egen krop, uanset hvor meget han så end måtte kæmpe for det, så var de virkelig ganske enkelt umuligt for ham og på alle tænkelige måder overhovedet. Han kunne virkelig ikke fordrage, at skulle stå i denne situation som han gjorde. Han slog hovedet let ind i væggen bag ham, hvor han fast måtte spænde fast i absolut alle muskler i hele hans krop. Det lettede ham faktisk bare at se hende som han gjorde det i øjeblikket, det var virkelig noget ganske enkelt utroligt! ”… D-du burde ikke se mig sådan..” Hans stemme var virkelig bare dæmpet og som aldrig nogensinde før, for det var ganske enkelt.. ubehageligt at sidde der. Hvor meget hun havde st af ham og Jasons kampe for at få ham med, det vidste han ikke, han kunne vel bare håbe på, at hun intet havde set? Han længtes virkelig noget så frygteligt efter hende, han ønskede at mærke hende tæt på sig og så tæt som han kunne komme, for han havde jo trods alt intet set til hende igennem flere måneder! Det havde virkelig været en forfærdelig tortur! Det havde lettet ham allerede, at skulle se hende stå der.. bare at se hende stå op og være bare en anelse mere frisk. ”.. Ik’ gå..” afsluttede han frygtelig, frygtelig dæmpet.

[Deleted]

Yasmya havde set ham forsvinde bare sådan uden videre, hun vidste end ikke hvad der egentlig var forgået, det ene øjeblik lå hun i sengen og spekulerede over hvad pokker de skulle gøre med hensynt il barnet, og desuden også vred på Jaques over at være så tæt på Camryn, men der skulle jo heller ikke rigtig noget til, det næste øjeblik hørte hun råben og skrigen og Mariu’s høje stemme havde aldrig været hende ukendt, men tilgengæld at høre Jaques og Jason råbe, det var ikke noget som hun havde oplevet før. Det havde i den grad skræmt hende at føle og fornemme ham så vred, som da hun så ham ude på gaden og med Jason s tænder sat i hans hals, hun havde været døende, lige her kunne de takke Nathaniel for at han avr grebet ind, for der var ingen tvivl om at hun burde have været død den aften, hun havde ikke turdet at ligge sig til at sove, ikke med tanken om aldrig at skulle føde hende og Jaques lille baby, og aldrig skulle se ham igen. Nu stod hun her og han sad der ligeså, næsten bange for at han havde glemt hende, selvom ringen de begge bar sagde hende noget helt andet. Hans ord fik hende omgående til at stoppe. Hun vendte sig ganske stille mod ham igen, og bed sig fast i den bløde underlæbe. Var hun mere virkelig nu? Der var så meget som hun måtte brænde inde med og selvom hun stadig var lettere syg, jamen så var det ikke noget som kunne vente længe. Selv i søvne havde hun forberedt en tale i sindet, hvordan sagde man sådanne ting? At han havde gjort sin unge forlovede gravid? Ringen sad på hendes finger, hun bar den stadig med stolthed, nød tanken om hvordan han var fladet på knæ for hende, gjort fantasi til virkelighed, også selvom hun i teorien var alt for ung til denne slags, hun burde stadig sidde og lege med dukker i tide og utide, eller om ikke andet være mere barn, det var ikke normalt at stå der som forlovet og gravid i hendes alder, det vidste hun jo godt, men ærlig talt.. Hun var forelsket i Jaques, måden han fik hendes hjerte til at banke på, måden hun længtedes efter ham, bare det at have ham en smule tæt på, det fortalte det jo klart, og hendes kære far kunne forbyde hende at se ham men han kunne ikke ændre de følelse, de var der endnu tydelige og klare som hun stod der, selv efter at der var gået måneder. Maven var blevet godt stor, lige idag havde hun lånt en af de større kjoler og udelukkende fordi hun ikke ønskede at Jaques skulle finde ud af det på den måde, det skulle være ordenligt, hun var vel også en smule bange for hvordan han i virkeligheden ville reagere? Blikket hvilede på ham, det var tydeligt at hun havde feber så matte go glatte som hendes øjne var, men hun var i stand til at færdes nu og hun var på bedringens vej. Den kolde kælder var slet ikke godt for hende, men hun ville se ham.. Tvunget fra ham i måneder, med store hemmeligheder, set ham gå mens hun selv havde spildt tiden på at mugge over ham, var hendes savn underligt? Uforståeligt? Det gjorde ondt at se ham sådan. Hun trådte tættere på, denne gang så der kun var efterladt omkring 1½ meter mellem dem. Hovedet søge let på sned. Selv kappen var v ed at blive malet våd af hendes gennemblødte kjole og det lange blonde hår, der var ikke megen varme at finde. Yasmya rystede blot afvisende på hovedet ”Der er flere ting jeg ikke burde som jeg har gjort alligevel” hun sendte ham et stille smil. Blikket var tårerfyldt, hjertet skreg efter bare at mærke ham, det var jo forfærdeligt så meget man kunne savne en person! ”Jeg går ikke” hviskede hun blidt og dog ærligt. Hun trådte helt tæt på, lod hånden falde mod hans kind. Følelsen af de ru skægstubbe mod hendes silkebløde hånd, det i sig selv var virkelig en savnet følelse!

[Deleted]

Jacques kendte efterhånden Jason frygtelig godt, men han måtte erkende, at han selv var en anelse skræmt af, at skulle se den mand hæve stemmen på den måde. Det lettede ham dog om ikke andet, at han havde den mand støtte i ryggen, for det var noget som betød meget for ham. Han kunne virkelig ikke fortryde det, at han havde gjort hvad han havde gjort, for det var slet ikke noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet, det var slet ikke det som han ville skjule for hans vedkommende. Hans krop skælvede let. Han længtes virkelig efter hende og han savnede hende.. savnede hendes varme, hendes stemme og hendes berøringer når de lå i favntaget til hinanden hver eneste aften, hvilket han faktisk savnede. Jason havde været tvunget til at sætte tænderne i ham for at få ham med sig og det var også noget som man kunne se endnu, for han havde kæmpet godt imod for ikke at komme herned, selvom han vidste, at det var til hans eget bedste og på alle tænkelige måder som man overhovedet kunne komme til at tænke på, på alle måder overhovedet. Han brændte selv inde med så meget som han ønskede at sige, for ikke at glemme at han var ked af alt det som han havde gjort med Camryn i udgangspunktet, det at han havde siddet med hende på den måde, det havde virkelig ikke været hans menig at det skulle se sådan ud som det var endt med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om og nu sad han hernede og havde virkelig ikke nogen anelse om hvor længe, at han faktisk ville blive siddende her, for han vidste godt, at det var noget som sha nskulle temmelig længe når det endelig måtte komme til stykket. Specielt hvis det fortsatte sådan her. Jason var den eneste som han så og han var jo trods alt selv en kommende far og han forstod ham jo godt, at han gerne ville være sammen med Lisa også. Han lukkede øjnene og knyttede hænderne let. Han havde aldrig nogensinde glemt Yasmya og det ville han aldrig komme til på nogen måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han skar en ganske svag grimasse, idet han stille vendte blikket mod hende endnu en gang, efter at hun havde venddt sig mod ham igen. At hun var gravid, vidste han ikke. I den kjole som hun havde på nu, så var det jo trods alt ikek til at se og det var jo trods alt ikke noget som nogen havde informeret ham omkring. Sidst han havde set hende, havde hun virkelig været noget så frygtelig syg og det var noget af det værste ved det hele, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var også helt sikkert. Han vendte blikket stille mod hende, som hun kom tættere på. Han bed tænderne sammen, også mest for en sikkerheds skyld. ”Vær forsigtig..” hviskede han næsten panikslagent idet hun kom helt hen til ham. Han tav da fuldstændig, da hun strøg hans kind. Han lukkede øjnene. Hun var der virkelig.. Det var noget af det bedste som hun længe havde fået lov til at skulle opleve, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han vendte blikket forsigtigt mod hende. Nu var det vel også bare tydeligt at han faldt meget mere til ro end det som han havde gjort tidligre? Han trak vejret dybt og vendte blikket mod hende. Hans øjne var stadig let røde og blodkarene var tydelige. ”Du burde ligge i sengen og ikke rende rundt i en kold kælder, min kære..” Han blev siddende, det var jo heller ikke fordi at han kom særlig langt. ”… Ved far godt, at du er her?” tilføjede han stille. Kunne han ville han lægge armen om hende, knuge hende tæt ind mod sig og bare holde fast. Han måtte bare vide det hele, så han vidste helt konkret hvad han havde med at gøre!

[Deleted]

Yasmya kendte Jason som en stærk og en ikke mindst kontrolleret mand, han var iokke den type som hævede stemmen uden virkelig at være vred, og det var også noget af det som hun virkelig respekterede ham for. Ligeså respekterede hun hendes egen far, for at kæmpe så hårdt og for virkelig at forsøge, men lige her havde han taget fejl, han havde glemt sin retfærdighed et sted mellem alt det stress og pres som han var udsat for, Jason havde jo bare beskyttet hans søn og det vidste hun. Viljen til livet var virkelig mistet fior hendes del efter at se ham forlade stedet på den måde, hun havde aldrig nogesninde været så vred på Marius som hun var den aften, det eneste der holdte hende igen, var tanken om det lille barn hun måtte bære i sit indre, skabt i kærlighed, også selvom det igen var tideligt selv for en på hendes alder at gå så tæt på en mand, hun fortrød virkelig ikke. Vreden var intet værd nu, ikke nu hvor hun var i stand til at føle på ham og være i nærheden af ham, så var hun ærlig talt lidt ligeglad med den feber og hosten hun stadig måtte bære, han var alligevel ikke i stand til at smittes, så hvad var problemet? Hånden hvilede mod hans kind, hun strøg den i lette kærlige strøg, hun var ikke bange for ham, han ville ikke gøre hende noget, måske det var naivt at tro, men hun var ung og et sted slert ikke klar over hvad han ville være i stand til, og når hun stod der som en gravid engel, hun vidste hvor en umådelig fristelse det var for vampyrer, så længe blodet ikke var direkte synligt. Blikket gled for en kort studn omkring, her var jo ikke ligefrem hyggeligt, måske hun kunne finde nogle levende lys senere og stille op? Give ham lidt puder i ryggen og gøre ham det mere behageligt, her var så mørkt og så forbandet koldt, eller var det bare fordi hun var gennemblødt efter turen, og end ikke havde nået at få klædt om? Blikket faldt tilbage i hans, hun så vildskaben og ikke mindst den lille panik, det fik hendes hjerte til at slå af bekymring, men det fik hende ikke til at trække sig. Selvskab var vel ikke det han havde ventet sig? Jo Jason havde selv nævnt at han kom i tide og utide, men nu hvor Lisa selvgik rundt med en stor mave,m så var tiden måske mest til hende, noget som Yasmya udemærket forstod, hun kunne da også godt bruge en til at pusle om hende, for at være gravid var i den grad ikke kun lutter lagkage og søde melodier, nej ihvertfald ikke! Hvem der foruden kom her tude hun end ikke at forestille sig.. Det eneste hun sad med i tankerne var Camryn, og hun kunne virkelig ikek fordrage hendes egen søster på nogen måde! Hun havde set dem, set hvordan han strøg hendes kind og med den mine på, det havde virkelig gjort hende ulykkelig, og så blot minutter efter nyheden omkring hendes graviditet? Kunne det undre nogen at hun var en smule bange? Jaques blev roligt.. Det var noget som yasmya hurtigt lagde mærket til, hun stod tæt på ham, koncentrerede sig om at trække maven så meget som muligt ind, mens hun kærtegnede hans kind, og videre over hans læber og hage, det sitrede under hendes fingerspidser, han var der foran hende.. Måske ikke i stand til at holde om hende som hun savnede om aftenen, og om dagen når de endelig blev alene, han var der det var hele betydningngen. Hans bekymring fik kun et smil til at passere, tøjet var nu værre end kælderen ”Jeg har ikke lavet andet i 3 måneder.. Jeg måtte bare se dig.. Jeg har så meget at fortælle” hendes tone var rolig, og alligevel svag så blid og melodisk, og hun forsøgte virkelig også at afsløre positiviteten, en smule spændt.. han måtte vide det i aften, hun kunne ikke klæde sig sådan længe når han vidste at hun altid klædte sig i kjoler som afslørede hendes former, som en enhver ung teenager ville gøre det. Yasmya nikkede stille ”Han nævnte at det kun var ham som havde tilladelse.. Men han bad mig om at gå herned.. Godt nok efter jeg havde fået tørt tøj på, men det kunne jeg ikke vente på” hans kendte hendes utålmodighed. Blikket gled i jorden, hun slap ham stille ”Jaques.. Der er noget..” hun tav og så på ham igen ”..Noget jeg må fortælle dig.. Noget godt” tilføjede hun hurtigt for ikke at gøre ham for nervøs. Hun vidste ikke hvordan hun skulle sige det, så hun kunne vel ligeså godt bare slippe ordene? Droppe talen og bare være ærlig, ikke mindst fordi hun også bare gerne ville knuge ham ind til sig nu, og det kunne hun ikke før hendes lille ’hemmelighed’ ville være kendt, også for ham.

[Deleted]

Jacques var godt og grueligt fastlåst og det var selv på hans eget ønske. Mørket gjorde ham en anelse rolig og det at han kunne sidde i en kold og mørk kælder, var faktisk noget som talte for ham i den sag, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han sitrede tydeligt ved hendes strøg mod hans kind. Det var ham en noget så forbandet savnet følelse! Han bed tænderne let sammen.. Hun sad der som en kæmpe delikatesse, selvom han virkelig ikke lystede at skulle sætte tænderne i hende. Han ville aldrig nogensinde tilgive sig selv, hvis det skulle vise sig at blive aktuelt på den ene eller den anden måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om på noget tidspunkt! Han vendte blikket mod hende, selvom det virkelig måtte være rovdyret som hun måtte stirre ind i blikket. Han kunne virkelig ikke falde hlt til ro så længe, at han måtte sidde der som han gjorde det lige nu, selvom det klart måtte lette ham, at hun nu måtte være der sammen med ham. Det gjorde virkelig bare det hele så meget nemmere for ham at vide, at hun stadig var der, for alt hvad hun vidste, så kunne hun jo sagtens have været død og bare tanken omkring det, var direkte dræbende for ham! Han knyttede hænderne ganske let. Han ville virkelig bare ønske, at han kunne lægge armene omkring hende, for det var virkelig noget af det som han havde mest lyst til lige for øjeblikket. Alt det andet var virkelig bare.. direkte ubehageligt, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom, for det var virkelig ubehageligt nok at skulle sidde hernede alene. Bare alene tanken om, at han faktisk skulle ære storebror, var noget som kunne få ham til at smile lidt, selvom det virkelig var for det bedste, at han slet ikke så det mindste til sin mor sådan som han havde det for øjeblikket, det ville virkelig ikke være noget som han kunne bruge til noget som helst. Han ønskede virkelig at være et godt forbillede for sin lillesøster eller lillebror, det ønskede han virkelig! Han vendte blikket stille mod hende. Det var virkelig dejligt, at have hende tæt ved sig igen, det var også helt sikkert! Han blinkede let med øjnene.. ”3 måneder?” gentog han stille. Havde han siddet her i så lang tid?! Han bed sig let i læben og uden at tage blikket fra hende. Hvis han havde mulighden, så havde han virkelig ladet armee søge omkring hende for kun at trække hende helt tæt ind mod sig, for han savnede hende virkelig noget så frygtelig og endnu værre var det, at hun nu var s tæt på! At hun ikke gik i det tøj som hun normalt ville have gjort det, det var noget som han end ikke bed sig mærke i, pointen var virkelig bare, at hun sad der ved siden af ham, så var alt andet virkelig bare ligeglad, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det indste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. At hun stoppede op i sine ord, fik ham til at vende de næsten glødende øjne mod hende. Han havde ikke fået meget blod, for hans mave måtte faktisk bare vænne sig til at arbejde med de små mængder som Jason gav ham. Ellers ville han være absolut alt for stærk når det måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af. ”Noget.. noget godt? Som hvad min kære?” spurgte han stille. Han kunne jo stadig mærke at hun havde feber, så det var ikke fordi at sygdommen var væk fra hende endnu, hvilket bestemt ikke var noget som han brød sig om. Han ønskede virkelig at passe påhende. ”Du burde ligge i en seng min kære.. Du har ikke godt af denne kulde,” sagde han ganske dæmpet. Han ønskede jo ikke, at hun skulle blive mere syg end det som hun allerede måtte være!

[Deleted]

Den kolde og mørke kælder hjalp Jaques på alle måde,r det vidste Yasmya jo udemærket, det var den største forskel der var på dem, han nød kulden og ikke mindts mørket, og udelukkende fordi at han ikke mærkede sig af det på samme måde, mens hun selv nød at føle solen og varmen stryge langs hendes krop, og være under solens klare stråler føle hvordan det ville påvirke hende shumør i rigtig retning. Yasmya lod stille en finger søge over hans læber, han var et dyr, det var ikke manden bag dyret, hvis øjne hun så i, det var det dyr som gjorde skade og som hun vidste var det mest forfærdelige bæst hvis først det blev lukket ud.. Havde hendes egen far været skyld i dette? Hånden var faldet ned langs hendes side, hun måtte anstrenge sig for ikke at lade den løbe over hendes store mave, udelukkende fordi at det ville afsløre det hele med det samme. Hun ønskede at fortælle ham det ved hjælp af ord, hun vidste allerede nu at det ville komme som et ligeså stort chock for ham, som det var kommet for hende, det var jo kun den ene gang! Også selvom det tydeligvist havde været nok. Jason havde ikke vist sig på herregården siden Jaques var blevet smidt ud, faktisk havde hun været forbandet meget alene også selvom alle vidste at hun lå så tæt på døden, Nathaniel var heldigvis upåvirket, han lovede hende at give hende denne mulighed for at fortælle ham omkring konsekvenmserne af deres handlinger, samvittigheden over at hun havde været rasende på ham inden han havde fået muligheden for at forklare sig, var noget som i sig selv skulle vise sig at være dødeligt, ifølge Nathaniel om ikke andet. Hendes krop skælvede, hun måtte bide tænderne sammen for ikke at klade tænderne klapre mod hinanden. Hendes krop var kold af regnen, men hun ville ikke gå fra ham nu. Et sted var Yasmya udemærket klar over at det at sidde sådan foran bæstet var hende direkte farligt, hendes blod var sødmefuldt, det havde været Jasons egne ord, hendes blod var så rent som kun en engels og ligeså uskyldigt som det, og stadig frygtede hun ikke for den mand som sad der overfor hende, den mand som hun kunne sige sig at elske ærligt og betydningsfuldt. Synet af Lisa med den store mave fik hende virkelig kun til at smile, Jaques skulle være bror go det var tydeligt at Jason endnu engangh ville blive en stolt far, så kunne de ligge der og ynke sammen for lige sjovt var det bestemt ikke altid, og specielt når hun måtte klare det hele selv, der havde Lisa tydeligvis Jason til at servicere hende. Uanset var der ingen tvivl om at Jaques ville blive den bedste bror nogensinde, i mange år var det vel et sted hvad han havde været for hende, desuden ville Jason og Lisa blive perfekte forældre, hun glædede sig til at se hvordan det hele ville se ud i fremtiden. Mundvien trak ud i et blidt smil, hun nikkede stille ”3 måneder” gentog hun og med næsten den længsel i stemmen og tonen, det var virkelig lang tid! Hun savnede ham, og selv nu hvor hun var tæt på ham kunne han ikke ligge hendes arme omkring hende, noget som faktisk fusterede hende. Smilet falmede let, hvorfor blev hun undelrigt nervøs? En smule svimmel? De faste bank mod brystet var næsten ubehagelige sådan som hun måtte have det ”Jo ser du.. Jeg nåede aldrig at nævne det sidste gang” hun tav igen, følte sig pludselig underligt rastløs? ”Sagen er den Jaques at... At.. Jeg.. jeg har.. Vi skal” hvordan pokker skulle hun sige det?! Hun sukkede næsten opgivende, spændt i mere eller mindre hele kroppen. Hvordan ville han tage det? Ganske stille tog hun fat om hans hånd, hvis ikke hun kunne sige det med ord så kunne hun vel vise det? Et sted måtte hun også tage sig selv i at knuge så hårdt det var hende muligt og med de fugtige hænder.. Det var en byrde så længe han ikke kendte til det, så hvorfor ikke bare få lettet brystet? Hun trak vejret helt ned i brystet, lod hans hånd finde vej mod hendes egen mave der mere end tydeligt kunne mærkes igennem den lyseblå kjole som hun måtte bære. Kappen faldt af hendes skuldre, bed sig let i læben uden rigtigt at vide om hun skulle smile eller græde endnu.. ”.. Jeg er gravid” bare det at sige ordene lettede hend, og selv uden rigtig at være klar over det lod hun et smil brede sig over læberne, lettere afventende.. Stille rakte hun sig frem ”Jeg nægter... At sove så meget som en nat til... I en seng uden dig..” afsluttede hun med en sød hvisken tæt til hans ører. Igen hun var virkelig ikke bange for ham, og specielt ikke nu hvor en sten allerede var faldet fra, dejlig lettende.

[Deleted]

Jason ville uden tvivl blive en god far, det vidste Jacques allerede. Han havde jo set hvordan manden var hoppet ind i faderrollen for ham, selvom det var 700 år siden, at han var kommet til verden. Ikke at det var noget som gjorde ham det indste, for det var virkelig bare dejligt, at han kunne have begge forældrene ved sig og faktisk også vide, at de var til stede, at de havde det godt med hinanden og faktisk var sammen. Han ønskede virkelig at stå der ligesom dem, at kunne sidde der med Yasmya når de engang ville tænke på at stifte familie og faktisk formå at holde sammen. Han skulle blive en storebror og det var noget som han agtet at gøre så godt som det var ham overhovedet muligt, selvom han vidste, at det slet ikke ville blive muligt så længe, at han sad hernede. Lisa måtte ikke se ham sådan og havde han vidst, at Yasmya var her, så havde han så sandelig heller ikke ladet hende se ham på denne måde, for han var et bæst, det var ikke ham selv personligt som hun måtte sidde overfor, og det var virkelig også det som gjorde, at det hele var så meget værre end det som det var nødvendigt ofr hans vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle komme det mindste udenom. Han havde det virkelig elendigt nok som det måtte være fra før af, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var heller ikke noget som man skulle tage fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hvad det var, at hun havde at fortælle, det vidste han ikke, men han kunne virkelig ikke lade være med at blive usikker på det når det endelig måtte være, udelukkende fordi at hun tøvede sådan, så selvfølgelig måtte han se på det som noget som kunne gøre skade i den anden ende, og det var bestemt heller ikke noget som han måtte ønske i den anden ende, det var i den grad også helt sikkert! Han nød at hun strøg hans kind, også selvom han kunne mærke, at hun var ekstra varm, så hun havde feber endnu, det kunne han da godt mærke og han brød sig bestemt ikke om det. At det havde båret frugt for dem ved deres forrige forsøg, var end ikke noget som han kunne gøre noget ved.. det var ærlig talt slet ikke en tanke som var faldet ham ind. Han faldt kun mere og mere til ro. ”.. Ja? Vi skal..?” spurgte han stille ganske stille. Selv der måtte uroen være at mærke i hans egen stemme, for dette var virkelig ikke noget som man kunne sige, at han brød sig om. Han kunne ikke gøre noget andet end at sidde der og bare glo og han hadet det virkelig! Han savnede børnene på børnehjemmet.. og mest af alt, så savnede han Yasmya. Sådan som han havde det nu, det var alt sammen Marius’ skyld. Han trak vejret stille og dybt. Han prøvede virkelig at holde sig i ro. At hun tog omkring hans hånd og førte den til hendes mave, fik ham virkelig bare til at sitre.. Så tæt på som hun måtte være lige nu. Han blinkede let med øjnene. ”…” Han fik virkelig ikke så meget som et eneste ord over læberne. Som dyret pludselig måtte tvinges i skjul igen. ”Du.. du er..” Hans tommel strøg forsigtigt mod hendes mave. Han kunne jo mærke den.. Han kunne mærke bulen! Han vendte blikket mod hende. Han ville elske at ligge ved siden af hende, men han kunne jo ikke. Han var tvunget til at blive her. ”Jamen… jeg.. det.. det var kun en gang.. jeg..” Han var virkelig helt rundt på gulvet, hvor selv ikke hendes sidste ord var gået ordentlig ind ved ham, det var slet ikke noget som han kunne tænke på. Hans mor var gravid og det samme med hans forlovede? ”Så… så var det derfor..” Han var pludselig faldet helt til ro. Han var virkelig bare i fuldkommen chok.

[Deleted]

Jason var en fremragende mand, han hjalp dem som virkelig behøvede det, og der var hun i den grad iklusiv, bare at se hvordan han kredsede omkring Lisa og gik i panik blot hun var ved at snuble, eller for tæt på en kant, han passede på hende, desuden morede det hende at se hvordan han hver 10 minut absolut skulle hen og stryge over den mave som dog var større end hendes, det fik hende kun til at smile. Et sted måtte hun vel erkende, at hun i dagdrømmene så Jaques gøre det samme? Holde om hende på den måde, nærmest ikke turde tage hende ud af åsynet udelukkende fordi han vidste der var en risiko for selv de mindste uheld, på sit vis var det charmerende, Yasmya vidste jo dog også godt at det var her han ville sidde, og at han ikke ville komme fri i nærmeste fremtid, så der kunne vel gå tid endnu? Til da måtte hun vel klare sig som som hun mere eller mindre havde formået de sidste 3 måneder, også selvom det virkelig ikke blev lettere. Det var ikke fordi hun havde regnet med at stifte familie allerede nu, hun havde jo end ikke planlagt den aften ved søen! Billedet af det rolige vand og stjernerne der glitrede over dem, det var stadig noget som hun i tide og utide drømte sig tilbage til, man kunne vel sige at hun var blevet grebet af stemningen og af ham? Så mange mænd som ufrivilligt havde været inde på livet af hende, så var han den eneste hun ikke fortrød, hun havde nydt hvert eneste kærtegn, hvert eneste kys, og selv i drømmene længtedes hun tilbage til præcist det samme, det kunne hun ikke komme uden om, nu var hun blot spændt på at se hvordan han ville tackle den nyhed. Smilet prydede hendes læber, i lille grad måske, men det var der. Under huden både sitrede og dirrede hun, nu hvor hans hånd hvile mod hendes mave, også selvom det krævede en smule anstrengelse fra hendes side, eftersom lænkerne ikke var specielt lange, han ville kunne følte hendes krop skælve, hun var stadig syg, feberen var der stadig og hun følte sig heller ikke oven på, men det var nu hvad det var, lige her måtte hun faktisk indrømme at børnesygen var mere baheglig end følelsen af at rende rundt som en hval, føle sig tung og udslidt og pludselig med de mest mærkelige følelser og tanker, desuden kastede hun op mere end ofte, behageligt var det virkelig ikke! Yasmya havde set ham gå, og hun havde været vred, kun fordi han var kommet for tæt på hendes søster, hun ville undskylde.. og selvfølgelig komme med denne nyhed, og hun kunne bestemt ikke vente dage, måske endda uger, det nægtede hun simpelthen! For at lade ham nå hende helt, søgte hun så tæt at deres kroppe mødtes, hun var betydeligt lavere end ham, hun havde stadig et par år at vokse i, det var dog tydeligt at hendes former havde ændret sig, mest af alt på grund af graviditeten, brystpartiet var blevet langt mere fyldigt, og der var kommet mere fedt på kroppen, på visse punkter så hun næsten.. Voksen ud? Tanken om at bære et barn havde slået hende hårdt, det var kun den ene gang, men det havde været nok, det var end ikke en tanke som hun havde tænkt, ikke før Nathaniel var endt med at påpege det for hende. Hans blik blødte op, noget som fik hende til at holde vejret, hvordan skulle hun tackle hans tavshed? Hendes blik blev pludselig forbandet usikker, det var ikke hvad han havde håbet? Ville han overhovedet være med? Det lille strøg over hendes mave, fik det til at sitre, en rød farve tog plads i hendes kinder, følelserne var ukontrolleret, det var som hun ikke var herre over noget som helst, og et sted var det faktisk også ubehageligt ”En gang var alt det behøvede åbenbart” svarede hun næsten forsigtigt. Igen hun havde håbet på en lidt mere måske.. Lykkelig reaktion? Hjertet slog de nervøse slag, stadig en smule afventende.. han skulle vel bare lige synke det?

[Deleted]

Jason var virkelig den type mand som Jacques måtte se op til og på alle tænkelige måder. Det var en sådan mand han selv måtte ønske, at han kunne være for Yasmya, men når man ikke vidste hvorvidt om hun overhovedet var i live eller ikke, så var det temmelig umuligt at skulle sige i udgangspunktet hvordan det faktisk kunne gå hen og udvikle sig. Det morede ham om ikke andet, at Jason som vr en så gammel mand af sin race, faktisk ikke kendte meget til graviditeter. Han havde jo ofte været dernede og snakket med ham, selvom han ikke havde fået svar. Han var virkelig den mand yderst taknemmelig for det hele, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af, for havde det ikke været for ham, så var han slet ikke her i dag. Så havde han raseret rundt i Manjarno i stedet og det var virkelig heller ikke noget som han måtte ønske sig på nogen måder. Bare det, at skulle se hende i live, var virkelig noget af det som måtte lette ham mest, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De mørke øjne hvilede stille på hende. Han var tydeligt faldet langt mere til ro nu, end det som Jason havde formået at få ham til. Hvad der dog måtte undre ham, var at Jason ikke havde fulgt hende herned. Hvad nu hvis det var endt med at gå galt? Så havde de da begge to et problem, for han vidste hvordan han ville blive dømt derefter og det var i så fald ikke noget som han havde det mindste imod. Her havde han siddet i måneder efterhånden, han havde kun lige fundet ud af, at hun faktisk var så okay som hun overhovedet kunne blive, samtidig med, at hu nhavde kylet nyheden om hendes graviditet i hovedet på ham.. Var det noget vidunder, at han faktisk måtte være chokket? Feberen var der, det kunne han da noget så tydeligt mærke og det var virkelig også noget af det eneste som faktisk måtte bekymre ham bare en anelse når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hans blik veg på ingen måder fra hendes af. Han havde virkelig bare savnet hende. At hun søgte så tæt på ham, at deres kroppe mødtes, fik hans egen til at sitre. Han var virkelig forbandet fristet til at bide i hende.. En gravid engel.. Det var og blev jo en hel delikatesse for en som ham og han vidste det jo trods alt også udmærket godt! Han lagde armene omkring hende, det som han kunne. Han havde selv bedt om korte lænker, mest for alles skyld. Det som han havde været i stand til at gøre og det som han var i stand til at gøre, var faktisk noget som måtte skræmme ham selv, så dette var faktisk på hans eget ønske. Han nikkede forsigtigt til hendes ord, hvor han lod hånden forsigtigt stryge over hendes hår. Det var bare dejligt, at skulle sidde der sammen med hende igen, selvom han tydeligt kunne mærke, at hun var så varm! Hun burde jo slet ikke være hernede, det var slet ikke noget som gjorde hende godt det mindste på nogen måde overhovedet, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! ”Det kan jeg da se..” sagde han ganske dæmpet. Han lukkede øjnene stille, som han tydeligt kunne mærke hende sidde der helt tæt ind mod sig. ”Jeg har virkelig savnet dig,” tilføjede han stille. Hans blik hvilede mere eller mindre på hendes mave. At han skulle være far, var slet ikke noget som man havde det mindste imod, bare det at få nyheden til at synke ind, var noget af det som måtte tage tid. ”Det var derfor han smed mig ud.. nu forstår jeg da,” sagde han stille. Han lod en finger roligt lege med en lok af hendes hår. Blot en gammel vane når han endelig havde hende så tæt på sig, som det han måtte have i øjeblikket. ”Du vil blive en fantastisk mor, min kære.. Tror du jeg vil kunne blive en god far?” spurgte han ganske dæmpet. Et sted så måtte han jo bare være sikker, om ikke andet, så kunne han jo ikke blive siddende hernede hele tiden!

[Deleted]

Hvilken mand han var for Yasmya havde han virkelig ingen idé om. Jason var uden tvivl en mand som man burde se op til, bare måden han tog sig af sin familie, lukkede Jaques ind selv efter aælle de år og med et brændende ønske efter at lærer ham at kende og dermed også hende selv, hun så hvor godt han tog sig af Lisa, hans bekymring i minen over tanken om at hun kunne komme til skade. Hun så kærligheden i hans øjne og han ønskede virkelig det liv som han levede, et job som man kun kunne være stolt af, accepteret selv som født Dvasianer, og ikke mindst med dem familie, Lisa og Jason var forbilleder for hende, men Yasmya var uanset mere end glad for den mand, Jaques var for hende. Takket værre ham var hun kommet ud af de grusomheder som havde vist sig i hendes barndom, de ting som gjorde det umuligt for hende at færdes blandt det mandelige køn, han var den første som havde bevist man endda kunne elske dem på andre måder end som en far, det var ikke enten eller, han havde virkelig hjulpet hende på alle måder, og det gjorde han stadig den dag idag, fik ehndes hjerte til at slå de ureagerlige slag som nu, noget som yasmya vidste at han ville høre, fik hende til at brænde når han så meget som forsøgte at røre hende, han så gang på gang farven i hendes kinder, det var reaktioner som kun han kunne frembringe, ikke tårer som alle de andre.. ikke frygt. De grønne øjne glinsede let. Hun betragtede hans pludselig genkendelige blik, som var han faldet til ro ved hendes blotte tilstedeværelse, det var som hun næsten så lettelse..? Selvfølgelig et sted kunne han ikke vide at hun stadig gik rundt i live, men det gjorde hun og nu kunne han se det selv, endda bærende af hans barn, resultatet af ebn aften som hun nægtede at fortryde hvad end Marius ville have hende til det, hun elskede ham.. Han elskede hende, det kunne hun mærke. Der var ikke en detalje gået i glemmebogen, han havde været blid.. omsorgsfuld.. intim.. På en anden måde end de mænd hun var vant til, der blot tog og tog og tog men intet gav, ikke skænkede hende en eneste tanke. Rovdyret var ikke at se i ham, Jason havde advaret hende, hun var den rene lækkerbidsken men hun vidste vel bare et sted at han ikke ville røre hende? Hendes egen hånd hvilede over hans. Smilet var ikke at se, hun ville først se hans reaktion, så han det som en god nyhed? Hans tavshed gjorde hende virkelig i tvivl. En smule nervøst, bed hun sig i den bløde underlæbe. Selvfølgelig var det ikke mærkeligt at han var chokeret.. Men hun kunne godt bruge bare et lille tegn! Kroppen sitrede ved følelsen af hans mod hendes, han var en smule kodl som altid, og hendes egen krop var fugtig af regnen. Som han forsøgte at ligge armene om hende, gled hun stille i knæ, søgte ind til hans krop, så de begge måtte være på nogenlunde samme højde. Nu kom maven til syne selv i kjolen hun bar. Benene blev trukket en smule op under hende, så meget som hun kunne for bulen, og kun for at putte sig ind til hans skikkelse. Hohovedet hvilede mod hans bryst, Yasmya forsøgre forgæves at se ham i øjnene, det var ikke nemt at være så forbandet lille. Endnu engang var rødmen let at se i hendes forbandet blege kinder, hun havde i den grad også savnet ham, selvom de var tæt så var det som kunne det ikke være tæt nok.. Længsel.. ”Jeg har også savnet dig” hviskede hun blidt. Hendes hånd knugede en smule om hans, det var rart.. At føle han var med.. Barnet havde endnu ikke sparket, hun vidste at det snart måtte komme, så det eneste han egentlig var gået glip af, var at hun blev til en større og større hval. Yasmya nikkede ganke stille.. ”Marius stod ude for døren under Nathaniels besøg.. Jeg lovede Nathaniel at være ærlig Jaques, jeg fortalte det som det var. Marius må have overhørt det.. Du var ude i haven” hun sank en klump, det var ikke en dag hun brød sig om at tænke tilbage på, der var så mange ting som hun i virkeligheden fortrød ”.. Jeg ville have fortalt dig det allerede den dag, men jeg så dig derude i haven med Camryn og brugte istedet energien på at være sur, det var virkelig dumt af mig, pludselig var det bare for sent.. jeg er ked af det” en tårer strøg stille ned over hendes kind, banede sig vej og den silkebløde hud, det havde virkelig ikke været hendes mening! Uden protester lod hun ham blot sno lokken om hans finger, hun plejede selv at pille Melodys ellers elegante fletning ud af håret, når han kom om aftenen udelukkende fordi hun ville gøre et indtryk, han plejede jo at gøre som nu. Tårren vippede hun bort med håndryggen, slap et lille fnis ved hans ord. Ville hun blive en god mor? Det lettede hende et sted at høre, ikke mindst fordi han virkelig fremstillede det som noget de ville gøre sammen, der hvor hun var bange for at stå alene. . Blikket gled mod lænkerne.. hun vurderede at de var lange nok, før hun stille og roligt førte hans hånd væk fra hendes mave og mod hendes lår. En fremgangsmåde som ikke var ham ukendt, lige da hun var kommet havde hun forsøgt at forfører enhver mand, kunf ordi det var hende vant. Hun førte den over hendes bare hud, og lod den svinde op under hendes kjole og tilbage til maven. Han ville have en langt større fornemmelse af det som hun måtte bære sådan ”.. Jeg tror.. At du bliver en perfekt far, Jaques.. Faktisk.. Er det noget jeg ved” afsluttede hun med ærlighed, plantede et stille kys imod hans hage. Hun vidste at han ville blive fantastisk, der var ingen tvivl!

[Deleted]

Jacques havde virkelig ikke nogen anelse om hvordan det var at være far eller noget som helst, så det at skulle få den nyhed kylet i hovedet på denne måde, det var slet ikke noget som han havde ventet sig. Nu forstod han da meget bedre hvorfor at Marius havde reageret som han havde gjort, selvom det som klart havde forundret ham mest, var at høre Jason hæve stemmen på den måde, for det var slet ikke noget som han havde oplevet nogensinde før og manden kendte han jo noget så frygtelig godt efterhånden, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Nu sad han her og lænket udelukkende fordi at kontrollen virkelig bare var.. væk for ham og det var ham selv en så skræmmende og så frygtet tanke på alle måder, at man skulle tro at det måtte være løgn for det var virkelig ikke behageligt på nogen som helst måde ovrhovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han lukkede øjnene stille og med en voldsom sitren. Han sad virkelig inde med en brændende lyst til at bide hende ogdet var nu også fordi at hendes tilstand måtte være kendt for ham og han ønskede virkelig ikke at skulle gøre hende det mindste ondt! Hun var simpelthen for værdifuld for ham.. Hun var virkelig den kvinde som sad inde med hans hjerte og den med den største betydning for ham på alle måder overhovedet. Det sitrede noget så voldsomt i hans krop, netop fordi at hun var så tæt på ham og hun var noget af det mest levende som han havde været i nærheden af de sidste måneder, og det var nu noget som han alligevel noget så tydeligt var i stand til at mærke effekten af. Hu nvar savnet på så frygtelig mange måder og ikke alle kunne sige sig at være rigtige og han vidste det jo trods alt udmærket godt når det endelig måtte komme til stykket. Han bed blot tænderne tydeligt sammen. At hør hende undskylde, var slet ikke noget som han havde ventet sig det mindste på nogen måde overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han vendte de mørke øjne mod hende. Jo mere hun snakket til ham jo mere ’normal’ kunne han faktisk blive, for det var genkendeligt på alle måder og det gjorde også, at han var mindre isoleret. ”Nu forstår jeg da hvorfor han valgte at smide mig ud.. Prøvede at tvinge mig til at fortryde det for at lade mig blive.” Han så stille på hende. ”Det er ikke din skyld, Yasmya. Du har virkelig ikke nogen grund til at sige undskyld.. Hvis der er nogen som skal sige det, så er det da mig..” Han så stille ned af sig. Hans fars stolthed den havde han og det at hun skulle se ham lænket på denne måde, det var virkelig ikke noget som han kunne sige sig, at han havde planlagt når det endelig måtte komme til stykket, for det havde han da bestemt heller ikke. At hun tog hans hånd og ledte den over hendes lår, var noget som nærmest måtte lade hans alarmklokker ringe, for det var noget som han da tydeligt måtte bide sig fast i på denne måde. Han blinkede let med øjnene, også selvom det var hendes mave som han kunne mærke derefter. .At hun lod hans hånd falde direkte mod hendes mave, selvom det klart krævede at han strakte så meget i håndleddet som han kunne, for meget plads, det var der virkelig ikke at give af. Det var for farligt hvis han var for meget fri i denne situation og han ønskee virkelig ikke at noget skulle ske hende. Hendes ord var virkelig bare noget som måtte lette ham noget så frygteligt. Det fik ham virkelig bare til at smile, da han roligt lod blikket søge mod hende igen. Han lod hovedet søge let på sned. Han trak ganske svagt på mundvigerne og uden at tage blikekt fra hende. Stadig måtte det tildels være rovdyret som måtte skimtes i hans mine. Han prøvede virkelig at forhindre det, selvom det virkelig ikke var nogen nem opgave for hans vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. Han bed tænderne igen, da hun kom så tæt på, at hun ville kysse ham. Det var virkelig et ekstremt farligt træk i hans øjne, for han ønskede jo ikke, at det skulle gå galt på nogen måde! Han lukkede øjnene stille. ”Jeg sidder her i lænker og du tror jeg vil blive en god far?” spurgte han stille. Han var temmelig negativ når det kom til ham selv, for her sad han og kunne ikke rigtigt gøre noget som helst ved noget som helst, uanset hvor meget han så end ville ønske det. Han lod sin tommel ganske forsigtigt og stille stryge over hendes mave. ”Jeg elsker dig, Yasmya.. Jeg er ked af, alt det her kaos.. Og alt det du har oplevet af det,” afsluttede han stille. Han var dog intet andet end oprigtig, for det var virkelig noget som måtte gå ham så frygtelig meget på når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af.