Good times comes to an end?

[Deleted]

Det var denne tidlige morgen, at det hele virkelig bare var gået galt for Matthew og det var i den grad ikke på den gode måde. Tvært imod. Han blev kraftigt holdt fast i, og han havde allerede formået, at skulle slå adskillige af dem ned som tvang ham med sig op mod Procias' store kongeslot. Et sted så grebet af den panik, at han slet ikke tænkte før han gjorde noget som helst.. Det var der det gik fuldstændig i sort for hans blik på alle måder, som man overhovedet kunne tænke sig og de kunne fint slæbe ham med resten af vejen op til Castle of Light uden de største problemer på nogen måde overhovedet. Uden de store problemer, fik de ham tvunget med sig ned i de store og mørke kælderregioner og videre mod den ellers så kendte fangekælder hvor han blev placeret i cellen længst væk. Dog forsigtigt lod de ham glide ned på det kolde gulv, dog ikke nok med det, så fik de tvunget de magi-hindrende kæder omkring hans håndled, så de vidste, at han ikke var til videre trusler overfor nogen af dem, selv på et sted som dette. "Underret hans kongelige højhed om Matthew Igleéias' tilfangetagelse i Procias' skove," sagde den ene med en ganske kortfattet tone. Den ene nikkede og endte hurtigt med at skulle søge væk derfra for at underrette Gabriel om det som skete efterhånden. Havde det ikke været for skovens elvere som havde spottet ham i skovene, så havde de nok heller ikke fanget ham. De resterende bakkede ud af cellen og lod den glide i med den ellers så høje knirken for at glide helt og holden i lås igen bagefter. Roligt blev de stående, så til at Matthew var begyndt at skulle røre på sig og klart med en større hovedpine efter det slag som han havde fået i hovedet, for at slå ham ud af bevidsthed, ikke bare for hans egen skyld, men i den grad også for hans egen. Matthew missede svagt med øjnene, selvom han stadig blev liggende. Han var klart helt rundt på gulvet, efter det som var sket allerede.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var efterhånden faldt godt på plads med det hele. Adskillige mørke væsner uden nogen tilladelse til at blive, var allerede sendt videre og det i sig selv, var kun en tanke som glædet ham. Han opholdt sig i tronsalen for øjeblikket og med blikket hvilende ud mod vinduet. Det var tidligt, ekstremt tidligt måske, men han var virkelig nødt til at få det hele til at fungere nu, det var nu eller aldrig og selv i hans øjne, så var det i den grad også Procias' sidste chance på alle tænkelige måder overhovedet og det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han gjorde en rolig bevægelse med hånden og et af vinduerne gik op. Måske at han var en varyl med magi i årene, så var det ikke just det som han havde brugt mest tid på at skulle finde ud af.. tvært imod, så var det engledelen i ham som havde fået den største opmærksomhed, hvor det i hans tvillingesøster havde været modsat og han ønskede i den grad også at vise, at han på ingen måde, var som hende i dette lange forløb, det var der heller ikke nogen tvivl om. Vagten som kom hastende til stedet og forklarede ham om situationen, fik ham blot til at smile. "Glimrende," sagde han med en rolig og stilfærdig tone. Han fulgte med vagten derned, som hurtigt havde grebet en fakkel med sig på vejen for at oplyse ham og hans vej frem mod fangekælderen som var noget af det mørkeste ved disse steder som man overhovedet ville være i stand til at skulle tænke sig til her i Procias. Vagten ledte ham hele vejen til Matthews' celle, hvor han roligt stoppede op. "Så.. Her var vi den populære og kendte Matthew Igleéias," begyndte han med en rolig og stilfærdig stemme. Han vidste udmærket godt hvad denne mand havde formået at præstere og det i sig selv, var klart ikke nogen glædestanke. Deraf også en grund til at han blev placeret her, til de ville kende til skadens oprindelige omfang.

[Deleted]

Matthew var virkelig rundt på gulvet og han havde virkelig også den største hovedpine som han overhovedet havde oplevet det før, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han bed tænderne let tydeligt sammen og lod den ene hånd roligt føres op til hans ene side og hans tinding som han ømmede stille. Den lette raslen efter kæderne, var noget som han dog så tydeligt, var i stand til at høre og det var noget som hurtigt måtte fange hans fulde opmærksomhed. Den kolde og fugtige kælder, var nu ikke noget som rigtigt havde nogen betydning for ham overhovedet, det var i den grad også alt det andet som måtte ske på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han satte sig op og prøvede fast, at komme op på benene, selvom det i den grad ikke rigtigt var noget som måtte gå i hans retning på nogen måde overhovedet. Vagterne blev stående på den anden side af celledøren og udelukkende afventede de Gabriel som skulle gøre sin entre på et tidspunkt og de agtede i den grad også at beskytte den mand. Matthew vendte sig mod dem, da han langt om længe var kommet op og det var dem og Gabriel som måtte fange hans næste opmærksomhed. Det gik så småt op for ham hvor han var endt efterhånden og det var i den grad ikke en tanke som han var meget for overhovedet. Gabriel havde ingen set skyggen til længe og Matthew kunne fint stå ved ,at han heller ikke havde hørt det mindste til ham siden Elanyas død for så mange år siden. Han kneb øjene fast og dræbende sammen. "Jeg giver dig en chance... få mig fri af disse lænker og lad mig gå.." hvæsede han med en tydeligt mere sammenbidt stemme end det som han havde gjort brug af tidligere. Han ville hjem til Eniqa. Det var virkelig hans eneste ønske.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel forholdt sig nu ganske så roligt og stille. Han havde virkelig ikke nogen grund til at skulle udvise Matthew det ene eller det andet, da han var udmærket godt kendt med, at den mand ikke ville være i stand til at gøre noget som helst, så længe, at disse lænker måtte ligge fast omkring hans håndled. Det var noget som havde ligget der allerede fra hans mors tid og noget som han var ganske så sikker på, at han kom til at skulle bruge ganske flittigt og specielt hvis der dukkede flere op af Matthews kaliber på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivl om. Procias var ved at ruste op efterhånden og de var klar til hvad end som mørket kunne formå ,at skulle kaste over dem for øjeblikket og det var iden grad også det som var hans største mening ved dette formål på alle måder. Han blev roligt stående, vingerne trak han blot roligt ind mod sin egen krop. Måske at han ikke var direkte renracet, men han ønskede og han agtede i den grad også, at skulle gøre alt det så godt som det var ham overhovedet muligt, ligesom hans mor havde gjort det i sin tid, så var alt andet fuldlstændig ligegyldigt. "Du kan skænke mig alle de trusler som De vil, Matthew. Det vil ej hjælpe Dem ud fra denne celle," påpegede Gabriel med en næsten skræmmende rolig stemme, selv uden at skulle tyde til hverken hån, frygt eller respekt. Hans stemme var bare formel, sandfærdig og helt og holden rolig på alle måder. "De kender vel grunden til at De er endt her?" fortsatte han kortfattet. Han ahvde virkelig ikke nogen respekt for den mand. Han kunne virkelig ikke have nogen respekt for en som gjorde som ham, som levede livet på den måde og i hans øjne, forkastede det hele ud i det rene ingenting.

[Deleted]

Matthew var bestemt ikke dum, han var nu ganske så sikker på hvad disse lænker gjorde, og han ville så sandelig heller ikke fremstille sig selv som en komplet idiot ved at prøve det af istedet for. Gabriels ord, var noget som virkelig kun måtte formå, at skulle pisse ham af i den anden ende. Han havde levet i måneder sammen med Eniqa uden at være til trussel eller noget som helst overfor nogen! Han havde nu hele tiden vidst, at det kun var et spørgsmål om tid, inden det for alvor ville ende med at gå galt, så det forekom ham så heller ikke som nogen overraskelse, selvom han nu havde elsket at være der sammen med hende, så længe som det nu havde varet. Han knyttede hænderne hårdt og kraftigt og med den samme vrede og raseri som kun blev mere og mere tydeligt i hans eget blik, ikke at det var noget som han kunne lægge det mindste skjul på. Han vidste udmærket godt hvorfor han var her.. hvorfor skulle de ellers tvinge ham til at stå der? "Jeg tvivler på, at en opremsning af mine gerninger igennem mit liv, er noget som du ønsker at lægge øre til.. Gabriel.." vrissede han lettere sammenbidt. I sig selv, så var det heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han befandt sig inden længe på det store kogepunkt og det var virkelig ikke en tanke som han brød sig meget om overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han rettede sig roligt op og fandt stille balancen på sine egne ben uden at skulle slippe Gabriel med hans blik. Rovdyret havde klart fundet byttet også selvom det stod udenfor rækkevidde. "Lad mig gå," vrissede han endnu en gang.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var udmærket godt klar over, hvilke handlinger og gerniner at Matthew havde lagt for dagen, da han i sig selv, ikke just var den mest ukendte Warlock som man lige kunne falde over. Eftersom han ved, så havde han endda været så højt oppe at han kunne eje den store lederstilling og det i sig selv, gav kun Gabriel en grund til at skulle holde ham her.. eventuelt finde ud af, om han skulle slippe for galgen og bare blive ført udenfor landets grænser, hvor den tydelige store bevogtelse klart var noget som skulle holde den mand på afstand, selvom det i sig selv udmærket godt kunne vise sig, at være en større udfordring, men det skulle bare lykkes! Gabriel trådte et skridt tættere på cellen og uden at skulle Matthew med blikket. Han lod armene roligt glide over kors og med blikket hvilende på ham. "Jeg ved udmærket godt hvad du har gjort igennem dit liv, Matthew. Så nej, den opremsning er intet jeg behøver. Det glæder mig dog, at De ved hvorfor de er her," sagde han roligt, dog stadig med den samme tonee som den han havde gjort brug af tidligere. Han havde jo heller ikke ikke nogen grund til at skulle lægge den om overhovedet vel? Han lod hovedet søge let på sned. Vagterne holdt sig stadig lige ved, bare lige for en sikkerheds skyld, hvilket i sig selv, var en tanke som glædet Gabriel ganske meget. For ikke at glemme, at det moret ham også i denne store grad også, det var ikke noget som han kunne lægge skjul på. "Jeg kommer ikke til at give dig fri foreløbig, Matthew.. Jeg har ingen grund til at gøre det, har jeg? Jeg skal jo trods alt finde ud af, hvorvidt om De skal slippe for at møde galgen, som ellers så fint igennem alle disse år, har ventet på dig," påpegede han med en rolig og kortfattet mine. I sig selv, så var han kun ærlig.

[Deleted]

Matthew kunne ekstremt hurtigt godt gætte sig frem til, at hans situation ikke videre var heldig. Han havde undsluppet galgen igennem så ekstremt mange år og det var ikke noget som han havde i sinde, at skulle lade gå til spilde nu og da specielt ikke nu, hvor det kørte så ekstremt godt mellem ham og Eniqa. Det var virkelig ikke noget som han ville miste og han var klar over, at hun for pokker sad hjemme i hulen i skoven og ventede på ham. Han kunne så sandelig ikke bare blive siddende her og bare vente. Det havde han i den grad heller ikke nogen tålmodighed til! Gabriel formåede virkelig at gøre ham så rasende på ingen tid, der var noget i knægtens stemme og toneleje som bare gjorde det hele, og det var i den grad ikke altid, at det kunne tydes som noget godt. Han var nok ikke den eneste som havde været indenfor dette punkt efterhånden, det var han slet ikke det mindste i tvivl om og desuden så havde han heller ikke nogen anelse om hvad der egentlig kunne vente ham i Dvasias på dette tidspunkt? Han vidste faktisk ikke særlig meget omkring det som skete udenfor på den anden side af muren nu hvor han egentlig tænkte sig om. Han trak køligt på sin ene mundvige, vendte sig med hele fronten i retningen af Gabriel og trådte frem, det som kæderne tillod ham, hvilket ikke var mere end et skridt eller tre. Han kom i hvertfald ikke så tæt på tremmerne som han egentlig ellers havde ønsket. "Hvis jeg kunne Gabriel... hvis jeg kunne...!" hvæsede han med en fast og kraftig tone. Han var virkelig bare ved at være så vred efterhånden, at man skulle tro at det var løgn! "Jeg har været her i måneder efterhånden og i har end ikke fundet frem til mig.. Sig mig.. Er det forbudt at opholde sig i skovene? Jeg har intet gjort i måneder nu... Lad mig møde galgen og jeg garantere dig, at det er det sidste som du overhovedet kan gøre med magten som konge her i dette forpestede land!" udbrød han med en kraftig tone. Han kunne ikke nænne, at skulle udsætte Eniqa for det.. Det kunne han bare ikke!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel blev stående uden at rokke sig det mindste. At de overhovedet havde formået at indfange ham efter disse måneder. Det havde været på tale før, at de havde været i stand til at skulle spotte ham i nærheden af byen, selvom han altid havde vendt om for at forsvinde igen. Matthew havde altid været der og det var noget af det som kun var noget som glædet ham, at de langt om længe, ved hjælp af elverne selvfølgelig, havde formået at skulle fange ham og få ham bragt hertil hvor han i Gabriels øjne, i den grad også fortjente at skulle opholde sig på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivlv om. At Matthew trådte frem og endda valgte, at skulle hæve stemmen, gjorde det virkelig kun klart for Gabriel, at han ikke ønskede at møde galgen, selvom den havde ventet på ham igennem så ekstremt lang tid efterhånden og det i den grad, også var noget af det som betød mest lige for øjeblikket. Han ville se hvor langt han kunne få Matthew ud og til hvilken grund, at han valgte, at handle som han nu valgte, at skulle gøre det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod armene glide roligt over kors og uden, at skulle vende sig det mindste væk fra ham det mindste. Det var noget af det dummeste som man kunne gøre overfor en af Matthews slags, så meget vidste han dog i den grad også. Han fnøs ganske let. "De valgte at gå dine veje Matthew. Og De af alle, burde vide, at valg har konsekvenser.. Jeg har taget mine for de valg, som jeg har gjort mig, og nu er det blot Deres tur.. Giv mig en god grund, til at skulle lade galgen fortsætte med at vente på Dem," afsluttede han kortfattet. Ikke fordi at dette skulle være en forhandlende situation, han ville bare høre det og endda også med Matthews egne ord, hvis han overhovedet formåede, at skulle give ham en god grund til dette. Han vidste, at dette ikke var noget af et sted af valg for en warlock, så han måtte jo trods alt også være her af en grund som stadig var ham selv ganske så ukendt. Han trådte selv helt frem mod tremmerne og blev stående. Han stod der uden frygt. Han havde virkelig heller ikke nogen grund til at skulle frygte for Matthew.

[Deleted]

Matthew kogte virkelig på indsiden. Det irriterede ham helt af helvede til, at Gabriel formåede, at skulle holde sig så roig, som det han gjorde i øjeblikket, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. Han knyttede hænderne så hårdt, at hans knoer endte med at skulle blive helt hvide at skulle se på, og det i sig selv, var virkelig kun ment som en sidste advarsel, selvom han var udmærket godt klar over, at han ikke ville være i stand til at skulle gøre noget som helst, så længe, at han sad der. Hans skæbne hvilede i hænderne på kongen af det lyse land og det var i den grad ikke nogen tanke som han ønskede, at skulle stå og tænke lige i øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans isblå øjne skinnede af det rene had. Et sted var han jo også bange for, at det skulle være det sidste.. Han vidste, at Eniqa sad hjemme og ventede på ham og derfor frustrerede det ham kun yderligere, at han ikke kunne gøre noget andet end bare at sidde her som han gjorde netop nu. Hans krop sitrede tydeligt. "Jeg siger det ikke en gang til, Gabriel.." vrissede han med en fast tone. Ja hvorfor skulle han slippe galgen? Fordi at han ikke havde lyst til at gå døden i møde? Han rev fast i hans hænder, selvom han virkelig ikke formåede, at skulle få hænderne fri på nogen måde.. Hvor var det dog frustrerende! "Jeg har virkelig meget andet at tage mig til end at skulle sidde her! Så lad mig for pokker da gå!" udbrød han endnu en gang. Han ønskede virkelig ikke at skulle blive siddende og endnu mindre, at møde galgen, selvom han altid havde haft det i hovedet, at den jo faktisk måtte gå der og vente på ham, på denne måde, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke, så var dette jo et vejskille.. og han var slet ikke i stand til at skulle vælge hvilken vej selv. Han måtte have andre til at føre ham og det var virkelig noget af det værste ved det hele lige for nu, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. "Jeg har taget mine konsekvenser, hvorfor pokker tror du, at jeg var her i første omgang?" spurgte han med en fast tone. Han havde ikke været her, hvis det ikke var fordi ,at det var en konsekvens og samtidig et valg, for at være sammen med den kvinde som han elskede og som han holdt så frygtelig meget af. Han rev igen i sine hænder, selvom han ikke kom fri på nogen måde. Han var vred og det frustrerede ham, at han ikke fik lov til at lukke det ud!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel blev roligt stående og uden at rokke så meget som en eneste muskel. Han var klar over, at Mattew ikke kunne gøre noget som helst ved ham, sådan som det hele måtte se ud o sådan som han sad fanget her, så var der virkelig ikke andet at gøre for ham, end bare at vente og så se hvad der skete. Alle de ting som Matthew havde gjort igennem hans liv, hvor af ekstremt meget af det i den grad ikke kunne tilgives, set med en fra Procias' øjne og en med det hjerte som Gabriel havde selv efter sin egen mor, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hænderne folde sig over hans ryg og steppede endnu et skridt i retningen af Matthew. Nok var han ung, men helt dum var han dog bestemt heller ikke og han vidste udmærket godt hvordan det så ud på den anden side af den store mur, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han kneb øjnene svagt i, selvom det i sig selv, blot var en tydeligt mere irriteret mine. Hvad Matthew forærede ham af ord i øjeblikket, var virkelig ikke noget som han kunne bruge til noget som helst, det var der i den grad heller ikke nogen tvivl om. Han kunne fint få lov til at sidde her længe, for alt hvad han vidste af, og han ville være bedøvende ligeglad i længden, for det ville blot være en trussel udryddet i hans øjne og det var vel også det som var hans hovedopgave lige for øjeblikket? Han lod hovedet søge let på sned. "Så fortæl mig det, Matthew.. fortæl mig hvilket valg som kunne have en konsekvens som dette, at du søger så dybt ind i Procias' skove, hvor elvere såvel som druider har haft dig under nøje overvågning det sidste lange stykke tid," sagde han med en ganske så kortfattet tone, i sig selv, var det heller ikke noget som han ville lægge det mindste skjul på. Det var først da han havde nærmet sig byen, at de havde valgt, at slå til, for der havde de haft en ganske god grund til at gøre lige så. Alle vidste, at Matthew var livsfarlig i længden og det var noget af det som Gabriel også måtte huske sig selv på, nu hvor han selv måtte stå så tæt på den mand, som havde jaget den form af skræk så dybt i så mange, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han trak vejret dybt. "Du havde virkelig regnet med, at du ville være i stand til at skulle leve frit her? I et land hvor en som dig, langt fra er velkommen.." Han havde selv valgt at droppe den høflige tiltale, for nu var dette virkelig kun endt med at skulle irritere ham meget mere end hvad godt ville være i den anden ende, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Tungen strøg let over hans læber, uden at han rokkede sig det mindste. Her havde han overtaget og han kunne så tydeligt se på Matthew, at det var noget som pisset ham af.

[Deleted]

Gabriel var bestemt ikke bange af sig, det kunne Matthew da udmærket godt se, selvom det nu og da, slet ikke var noget som ville gavne hans situation det mindste. Han havde hørt rygterne om Gabriels tilbagevenden - I sig selv, var det umuligt at undgå når man selv opholdt sig i landet, også selvom ha nvidste, at han slet ikke var velkommen her, så var han mildest talt bedøvende ligeglad med netop dette, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans blik faldt stift i Gabriels og uden at skulle se det mindste væk. Han bar dog en vis respekt for manden, selvom det nu ikke var noget som han ønskede, at skulle gøre tydelig, på nogen måde overhovedet, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om i det hele taget. Hans stærkt knyttede hænder, skreg direkte efter denne handling, selvom det nu og da, slet ikke var noget som han ville lægge det mindste skjul på overhovedet. Han ønskede at gøre skade lige i øjeblikket, hvad end om han ville vise det eller ikke, så frustrerede det ham virkelig kun mere, at han ikke var i stand til at skulle få det ud på den måde, som han ellers var så forbandet vant til det. Hans valg havde denne konsekvens, hvis han ønskede at være med Eniqa, så krævede det så sandelig også drastiske tiltag set fra hans side af. Han forpestede lyset mere end det som han gjorde ved noget andet for tiden, det var heller ikke noget som han nogensinde ville være i stand til at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet. Han kogte virkelig på indsiden, han følte virkelig bare den brændende hede og derfor var det virkelig kun meget værre, at han ikke var i stand til at skulle gøre det ene eller det andet med det, hvad end om han ville det eller ikke, så var der virkelig ikke noget mere ,at skulle gøre ved den sag og det var så sandelig også noget som kunne frustrere ham mere end noget andet. "Jeg havde så sandelig heller ikke regnet med, at jeg kunne færdes frit, Gabriel.. hvorfor tror du, at jeg har holdt mig til skovene i al den her tid? Jeg ønsker ikke at forvolde jer mere skade," sagde han med en kortfattet tone. En videre forklaring, skulle Gabriel så sandelig heller ikke vente sig med at skulle få, selv ikke dette ville hans mor nogensinde være i stand til at skulle få frem i ham. Han var en lukket skal når det kom til følelser og det var kun en som han agtede, at skulle åbne sig for på den måde og hun var slet ikke til stede. Et sted så var det jo kun det som gjorde, at han reagerede som han gjorde netop nu, selvom det dog ikke var nogen undskyldning. Han ønskede virkelig bare, at vende hjem til hende og glemme det her. "Jeg siger det ikke en gang til.. slip mig fri... og jeg holder mig langt væk fra jeres slags og utøj.." vrissede han med en svagt irritabel stemme. Hvis der var noget som han hadet, så var det at stå i en sitaution som dette og det at han stod der, gjorde ham direkte vred!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Sådan som det måtte se ud nu, så havde Gabriel virkelig ikke nogen intentioner om at skulle gøre Matthew fri og give ham den frihed tilbage.. .Den som han havde frarøvet så ekstremt mange igennem hans liv og igen, var det noget af det som så tydeligt måtte sætte sig i hans eget hoved på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivlv om. Han blev stående og uden at skulle vise det mindste tegn til frygt på nogen måde. Han vidste, at hvis Matthew så meget som prøvede at skulle gøre ham noget, så ville han være død inden han ville nå at tælle til tre og det var i den grad også noget af det som gjorde, at han selv agtede, at gå frem på denne måde overfor en mand som Matthew. Det var ikke ofte, at man overhovedet fik muligheden til at skulle føre en samtale, selvom man ikke just kunne kalde denne for en intellektuel del eller noget som helst som bare måtte minde om det. Det var snarer en en-vejs kommunikation og det var noget af det som Gabriel i den grad agtede at skulle få ændret på nogen måde overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned i den anden retning og bredte vingerne bare en anelse. Selv blev han hurtigt utålmodig når det kom hen af denne vej, så var det virkelig bare noget som han agtede, at skulle lægge så meget skjul på, som det ville være ham overhovedet muligt, at skulle gøre det. Han betragtede Matthews kolde og dræbende blik. Han var slet ikke i tvivl om, at manden ville gøre det, hvis han kom fri lige netop nu og det var jo blot endnu en grund til at skulle holde ham fast på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Hvem er kvinden som du gør dette for, Matthew?" spurgte han pludseligt. Ikke at det var noget som var svært at gætte sig frem til overhovedet og lige her, var han ganske så sikker i sin sag, det var ikke noget som han ville lægge det mindste skjul på overhovedet på nogen som helst måde overhovedet. Der måtte da være en ekstrem god grund til at Matthew valgte, at skulle gøre som han gjorde det, så her var han slet ikke det mindste i tvivl, i sig selv, så var han så sikker som han aldrig nogensinde havde været før. Han tog endnu et skridt hen, så han kun stod ganske få centimeter fra tremmerne og så tæt på Matthew som han selv overhovedet var i stand til at skulle komme det. Vagterne holdt sig stadig i baggrunden, selvom de dog var meget opmærksomme på hvad der skete lige i øjeblikket. De var i den grad klare til at skulle gøre sit hvis det skulle ende med at gå helt galt og de vidste, at chancerne måtte være der, når det var en som Matthew som skulle være lige ved.

[Deleted]

Matthew var i den grad ikke meget for at skulle være på et sted som dette, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At Gabriel skulle ende med at skifte emnet fuldstændig og komme ind på det emne istedet for, var noget som for alvor fik ham til at stivne. Selvfølgelig gjorde han det for Eniqas skyld, men i den grad også for sin egen, det var noget som han nu heller ikke var meget for, at skulle indrømme, det kunne han fint stå ved. De isblå øjne fæstede sig direkte til Gabriels skikkelse og med den så tydelige sitren i hele hans krop som han bare ikke formåede, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet, det var bare ikke noget som han kunne lige netop nu. Specielt når det kom til emnet omkring dette. Han var ikke den bedste til følelser, så meget vidste han, men han var stadig et levende individ, han havde sine egne tanker og han havde i den grad også sine egne følelser og nu hvor frygten for at miste Eniqa var så stor, så havde han tvunget sig selv, til at lade de mange parader og facader falde for hende, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. De isblå øjne endte kraftigt med at skulle udstråle det rene had, for ikke at glemme, at han stadig ikke havde nogen mulighed for at skulle komme tættere på Gabriel, som i den grad også var noget af det værste ved denne situation, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans krop sitrede noget så kraftigt, som den aldrig nogensinde have gjort det tidligere på nogen som helst måde overhovedet. Han trak vejret stille, bare for at skulle bevare bare en smule af den kontrol som måtte være til stede, selvom det i den grad ikke var meget for tiden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans hjerte startet tydeligt, med at skulle banke fast mod hans bryst. "Du røre hende ikke, Gabriel!" vrissede han med en fast tone. I så fald, så skulle han nok tage straffen som måtte vente ham, hvad end det så ville være i den anden ende, men han nægtet virkelig at se til, at Eniqa skulle komme galt afsted på grund af ham! Han rev kraftigt i sin ene hånd, selvom det nu alligevel ikke havde nogen rigtig effekt. Vagterne stod der til at beskytte Gabriel, det skulle man da være blind for ikke at lægge mærke til, og så meget vidste han da. Eniqa hørte jo hjemme her, så hun skulle ikke straffes på grund af ham, det nægtet han virkelig at skulle være en del af. "Hun høre til her og i skovene i Procias.. hvad end om jeg vil det eller ej.. du rør hende ikke.." afsluttede han med en så kontrolleret stemme, som det var ham overhovedet muligt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det gik hurtigt op for Gabriel, at han i den grad havde ramt et ømt punkt ved Matthew, for han ændrede sig på det rene ingen tid, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, og det var i den grad også noget af det som klart også måtte more ham og sikkert også mere end det som han sikkert ville stå ved, selvom det nu ikke var noget som han lod komme til udtryk på nogen som helst måde overhovedet. Han blev stående og uden at skulle fortrække så meget som en eneste mine, i sig selv, var det ikke noget som ah nkunne komme det mindste udenom. Han blev roligt stående og selv med vagterne i ryggen, så gjorde de virkelig intet før det blev nødvendigt og for nu, hvor Matthew stadig måtte stå helt fastlåst, så havde de inkke noget andet valg end bare at blive stående på sin valgte plads. At den store Matthew Igleéias var i stand til at føle og tænke på andre, havde han nu fået det klare bevis på, og det var faktisk også noget som måtte tælle for mandens fordel, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, selvom det nu og da, stadig var noget som han undlod at skulle nævne ved ord. Han lod hænderne roligt lukke sig omkring tremmerne og uden at skulle fjerne blikket fra ham det mindste. "Du elsker hende, ikke sandt?" spurgte han videre. Ikke for at skulle gøre hele situationen værre, men også vise Matthew, at han faktisk godt kunne snakkes med, uden at de behøvede ,at skulle rive hovedet af hinanden på denne måde, da det i sig selv, heller ikke var noget som han ønskede skulle ske. Han vidste udmærket godt, at han var lysets sidste håb et sted og det var noget som han klart ville kæmpe for, også mest for sin mors skyld, da han i den grad havde svigtet hende igennem alt for mange år. Han havde aldrig været der eller som en støtte for hende, dengang det havde været mest nødvendigt, og det var noget som han var så ekstremt ked af. "Jeg ønsker ikke at forvolde skade selv, Matthew.. Hører hun til her, så bliver hun.. Det er dig som skal væk herfra," afsluttede han med en kortfattet og så tydeligt bestemt tone. Det i sig selv, var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke, så var der heller ikke rigtigt noget at gøre ved denne sag. Han rettede sig op igen og uden at skulle slippe hans blik med sit eget. Hadet kunne han læse så tydeligt, lysten til at skulle slå og komme af med sin frustration. Det var udelukkende kun af den grund, at Matthew stod der hvor han stod netop nu.

[Deleted]

Matthew så rødt mildest talt. Eniqa var og blev hans ømme punkt og han ønskede bestemt heller ikke, at der skulle ske noget som helst med hende og da specielt ikke, hvis det var hans egen skyld, at det skulle gå således. At Gabriel stod så tæt på ham uden, at han var i stand til at skulle gøre noget som helst, var i den grad heller ikke nogen trøst for ham, tvært imod, så gjorde det ham virkelig bare endnu mere frustreret end det som han måtte være fra før af. Han kneb øjnene fast sammen. Eniqa skulle have lov til at leve frit, det var virkelig det eneste som han nogensinde ville kræve. Han vidste, at meget af det som han selv havde gjort, ikke var noget som kunen tilgives igen, og dog, så var han fuldstændig ligeglad. I hans øjne havde han allerede fået lov til at bøde for hvad han havde gjort, og det i sig selv, var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. Den ene lænke var allerede ved, at skulle give sig, jo mere han faktisk måtte rive i den. Det var ikke bare hans magiske kunnen som var ganske stor, det var dog også hans fysiske styrke. Han var på det som man kunne kalde toppen for en som ham, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han elskede virkelig Eniqa, han ønskede hende det bedste, om han så var den som skulle give hende det eller ikke.. om han overhovedet var i stand til at skulle give hende det eller ikke, så var det virkelig noget af det som betød mest for ham. "Jeg advarer dig, Gabriel!" hvæsede han med en fast og noget så kraftfuld tone. Hvis der skulle ske hende noget, så skulle han personligt nok sørge for, at helvede måtte bryde løs på alle måder, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om. Dette gjorde ham virkelig bare vred. Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst, selvom det i sig selv, ikke var noget tegn på frygt af nogen slags, men af den type som kun måtte udvise vrede. "Hvis det ikke var fordi, at i havde valgt, at slå mig ned.. lænke mig fast, så ville du slet ikke stå der nu!" hvæsede han med en fast og kraftfuld tone. At vagterne stod der, ragede ham mildest talt. Hvis det var her, at Eniqa ønskede at være, så skulle hun selvfølgelig også få lov til det, selvom han nu ikke var meget for dette sted af noget som helst grundlag overhovedet, så var han virkelig fuldstændig ligeglad. Gabriel havde ramt ham et forbandet ømt punkt og det i sig selv, var aldrig noget som han havde ladet nogen slippe afsted med på denne måde, det var der ikke nogen tvivl om og Gabriel skulle så sandelig heller ikke få lov til at være et undtag fra det. Det nægtet han i den grad at skulle lade ske!