The search for light..

[Deleted]

Tiden var gået ufattelig hurtigt og på den tid, var der sket en masse. Mørket havde endnu engang sænket sig over Procias, som ellers lå så stille hen. Det var en forholdsvis smuk aften, skønt der befandt sig få skyer på himlen, som dækkede udsynet til den ellers så klare nattehimmel med de mange smukke blinkende stjerner. Sikkerheden i Procias var blevet skærpet en del, hvilket også gjorde det sværere at trænge ind i, men når man havde gjort det et hav af gange tidligere i sit liv, så glemte man ikke de smarte metoder og tricks for at komme ind, hvilket den mørke skikkelse havde brugt. Han bar en mørk kappe og med hætten slået op, så han gik i et med mørket og så man ikke kunne se hans blege ansigt. Øjnene var ikke længere røde, som han endelig havde fået stillet den evige sult, selvom han næsten havde været bange for at han skulle have følt den sult i al evighed, men det var bare en proces som enhver omgjort vampyr skulle igennem. Månederne var gået for hans vedkomne, utrolig hurtigt og så alligevel måtte det føles som en evighed. Han havde søgt mod slottet som det første, da han havde været færdig med at få stillet sin sult, for han skulle vide og forsikre sig at rygterne ikke talte sande.
Derick var endt i den enorme have, som slottet måtte have. Her kunne han skjule sig bedst. Sidst han havde set Elanya, var en aften nogle dage efter juleaften, hvor de mere eller mindre havde erklæret deres kærlighed til hinanden, medmindre det havde været en løgn var hendes side af, for nu havde han hørt om et ægteskab.. endnu et ægteskab! Tilmed med kongen af Procias, og man skulle tro at den kvinde kunne styre sig, men hun var tilsyneladende villig til at gøre alt, for at hjælpe Procias, specielt efter Keischas død. Han selv var virkelig ligeglad med landet, for han tvivlede på at Dvasias’ dronning, Jaqia, ville angribe landet, for hun vidste lige såvel som alle andre, at mørket ikke ville kunne fungere uden lyset, så hvorfor ikke bare lade en anden fra befolkningen træde til? Hendes tid var vel forbi? Det var utrolig mange år siden at hun sidst havde været dronning og man skulle ikke tro at hun havde lært noget som helst, som hun stadig virkede lige så naiv som dengang! Men han ville nu alligevel forsikre sig om rygterne var sande eller ej, inden han drog til beslutning. Han listede stille tættere på det store slot. Han var ikke bevæbnet, for han havde jo altid nydt nærkamp, og nu hvor han var vampyr, så havde han ikke kun styrken med sig, men også de gode reflekser, udholdenheden og hurtigheden. Han vendte kort blikket mod sin blege hånd. Han bar stadig den ring, som hun havde givet ham. faktisk var han hende utrolig taknemlig, for havde han ikke haft den, så havde han været død i den proces, hvor hans krop var blevet omgjort til vampyr, for sollys kunne en vampyr jo trods alt ikke tåle. Hans mørke øjne fladt fraværende på de mange planter, buske og træer som måtte danne haven, selvom han ikke rigtig opfangede noget for hans tanker hvilede et helt andet sted end på den ellers så flotte natur. Han vendte roligt blikket op mod den store bygning, der tårnede sig op i det høje. Han havde godt hørt om slottets genopbygning og det var blevet utrolig prægtigt!

[Deleted]

Tiden var virkelig gået hurtigt. Siden jul kunne man vel et sted kun sige, at det hele havde lysnet en anelse for Elanyas vedkommende. Hun var taget hele vejen til Procias for at tilbyde hende den hjælp og den form for assistance som hun kunne give det, men det resultat som hun var endt med. Hun havde tænkt frygtelig meget over det, men kunne det være med til at redde Procias, så.. så gjorde hun det, selvom hun vidste at det var fuldstændig forkert og nok ikke ville være med til at redde hendes rygte på længere sigt, så var det hende virkelig lige meget, for et sted så ønskede hun vel egentlig bare at lyset skulle have lov til at stå. Reglerne var ved at tvinges igennem den store reform, også mest for at vise folket, at slottet faktisk var på deres side, for det andet var jo slet ikke noget som de kunne bruge til noget som helst! Endnu en gang måtte hun stå som dronning af Procias og det var en tanke som virkelig kom frygtelig bag på hende, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med på nogen som helst måde overhovedet. Det var virkelig noget som overgik hendes vildeste forstand, men Jason var en god mand, selvom det virkelig ikke var den mand som havde hendes hjerte – tvært imod.
Ikke at det var det som hun tænkte over lige netop i aften. Hun havde problemer med at sove og Jason var jo trods alt vampyr og vanddæmon, så han var jo oppe, så hvorfor ikke også hende? Lige i øjeblikket, så havde hun valgt at skulle søge ud i den store have, bare for at finde muligheden for at skulle få noget luft, for det var også noget som hun havde brug for – et øjeblik med bare ro, hendes egne tanker, for det var også noget som hun havde brug for. ringen hvilede ganske rigtigt på hendes finger, også selvom det slet ikke var noget som hun bar med den samme stolthed når hun var alene, end når hun var sammen med andre, for hun skulle jo fremstilles som en lykkelig brud. Det var jo heller ikke længe siden at brylluppet havde stået, og hun vidste, at det var en besked som var gået som ild i det tørre græs, så det skulle heller ikke undre hende, hvis gamle venner og bekendte også havde fået beskeden med. Den flotte og yndige kjole som hun måtte bære – kun en dronning værdig, måtte hvile som støbt omkring hendes krop, tilsyet hendes slanke skikkelse og den sad i den grad også perfekt, de samme smukke grønne farver som hendes øjne og med et flot farvespil af mørk og lys. Håret let sat op, for hun skulle jo gå ind som et tydeligt eksempel og det var også noget af det som hun agtede at gøre det og på alle måder endda, det var slet ike noget som man skulle tage det mindste fejl af. Med en let nynnen for sig selv, så gik hun roligt ned af stien i den store have. Slottet var atter hejst og det var smukkere og mere prægtigt end det som det havde været nogensinde før! De smaragdgrønne øjne søgte stille op mod den store måne som måtte hvile højt oppe over dem, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. Hun havde selv prøvet at søge efter Derick, selvom hun ikke havde set så meget som en skygge af ham siden juleaften og det var ærlig talt noget som måtte bekymre hende en smule.

[Deleted]

Det eneste som Derick havde tænkt på i det sidste stykke tid var den enorme sult, som havde hvilet i hans indre, og så Elanya. Han havde ikke kunnet få den kvinde ud af hans tanker, hun var det sidste og første han havde tænkt på, inden og efter han var blevet omdøbt til vampyr. Et sted føltes det godt at være tilbage i den gamle krop, eller faktisk var det jo ikke den samme krop, men han havde faktisk savnet alt det ved at være vampyr, selvom at han da godt kunne have undværet sulten, for han havde virkelig indtaget utrolig meget blod på det sidste, og han havde dræbt utrolig mange folk, at han næsten burde blive eftersøgt. Han havde sådan set været følelseskold siden han var blevet vampyr, og det eneste tidspunkt hvor han bare følte sig det mindste menneskelig, var når han tænkte på Elanya, det var som om at hun var hans lys i hans ellers så mørke hverdag, som hun jo faktisk altid havde været det. Det var ikke første gang at han havde søgt over den store procianske mur, for at besøge Elanya, for det havde han jo faktisk gjort en masse gange da han havde været yngre, ligesom hun også havde gjort det den anden vej. Et sted måtte det more ham at de havde været så ufattelig unge og naive dengang, selvom at det bestemt også havde kostet ham problemer, når han endelig havde været sammen med hende, for på det tidspunkt havde han jo haft Denjarna, og hun havde næsten hugget hovedet af ham, så snart han havde nævnt Elanya. Men skulle han være ærlig så var det ikke Denjarna som han måtte tænke på længere, der var en anden og helt særlig kvinde som havde fået tildelt sig alle hans tanker, opmærksomhed og interesse, og han kunne stadig ikke få den kvinde ud af hans hoved. Han bevægede sig inde i alt krattet, da han ikke ville vække opsigt, hvis nogen nu skulle opdage ham oppe fra vinduerne af, så han holdt sig i skyggerne, under træerne, gik igennem buskene, selvom at han stoppede brat op, da hans skærpede høresans opfangede en nynnen. Han gemte sig roligt bag et træ, så man ikke ville kunne opfange ham, hvor de mørke øjne faldt direkte på Elanyas skikkelse, hvor synet af hende, næsten fik hans hjerte til at slå igen, selvom det ikke rigtig lykkedes, men følelsen var der! Han mærkede en underlig varm følelse sprede sig i hans krop ved lyden og synet af hende, en varm følelse som han ikke havde mærket siden han havde været i live, hvilket var flere måneder siden! Han følte sig næsten helt svag, hans knæ måtte næsten blive helt bløde, hvor han var bange for at de ville kollapse under hans vægt, som han støttede sig op ad træet. Et lille træk hvilede i hans mundvige, som skete helt per automatik. Han glemte helt hvorfor han egentlig var her, som hun igen måtte fylde hans hoved. Han gjorde en hurtig bevægelse, så han endte lige bag hende, hvor han lod armene glide omkring hendes liv, så han kunne trykke hende ind til sin muskuløse og nu kolde krop, som var dækket af de mørke klæder og den sorte kappe. ”Hvor har jeg dog savnet dig” endte han i en næsten blid hvisken, selvom der var noget mere faretruende over den denne gang. Han indåndede hendes søde duft, selvom hendes blod også måtte nå hans næsebor, men han nægtede at sætte tænderne i hende!

[Deleted]

Elanya var meget bekymret for Derick. Hun havde ikke set eller hørt det mindste til ham siden jul og hun frygtede virkelig det værste, for hun havde heller ikke kunne finde ham nogen steder! Nu hvor slottet endnu en gang måtte være hendes hjem, så følte hun sig skræmmende meget… hjemme? Det var mange år siden at hun havde siddet der som landets dronning, også selvom hun vidste, at folk snakket om hende, ikke alle på den gode måde, men mange huskede de mange gamle historier omkring hende, og det var noget af det som hun kun måtte prise sig lykkelig for, det var jo det faktum, at hun ikke var så slem igen, at folk kunne huske hende for den som hun var og det var i den grad også det som hun måtte definere som det vigtigste. Hun gik en anelse rundt i sine egne tanker. Med den store beskyttelse ved muren, at de var i færd med at uddrive de mørke racer af landet, selvom der var visse de ikke kunne røre endnu. næst på listen stod jo faktisk den kvinde som Ilosonic havde taget med hertil, så længe, at de ikke var gift, så havde hun bestemt heller ikke nogen opholdstilladelse her til lands, så selvfølgelig var det også noget som spillede frygtelig godt ind. De søgte jo stadig efter hendes søsters morder, så der var skræmmende mange ting som spillede ind også for hendes del, så hendes fokus var temmelig spredt for tiden. Vandringen igennem den store have, var noget som hun havde gjort så mange gange før, så det var heller ikke ligefrem fordi at hun regnede med at der ville kunne ske noget som helst? Jason tog sig af arbejdet indenfor – Man kunne vel snildt sige, at de levede hver deres liv i det private, selvom de delte seng, så var det heller ikke fordi at der skete mere. Det var forkert for hendes del! Det var forkert at skulle bære den ring, men hvad gjorde man ikke for sit fædreland? Det var om ikke andet, så den tanke at hun havde gjort sig lige for øjeblikket.
At Derick havde fundet vejen til Procias og til slottet, var slet ikke en tanke som faldt hende ind, for hun regnede slet ikke med at han vile være i stand til at komme ind her. Hun fortsatte bare med at gå, fortsatte sin rolige og blide nynnen og med det blide smil på læben, ligesom altid – som havde hun været så sød og så uskyldig. Det stivnede dog kraftigt i hende, da hans arme bare endte med at glide om hendes krop, hvor hun stod som var hun stiv som et bræt! Den hvisken mod hendes øre, var noget som et sted lettede hende, for stemmen kunne hun da genkende! Umiddelbart så lagde hun ikke synderlig meget mærke til den kulde som måtte hvile i hans stemmeleje, idet hun bare lod sig blive trykket ind til hans krop. ”Hvis du vidste hvor meget jeg har søgt efter dig, Derick..” Hun lagde hovedet mod hans ene skulder, idet hun vendte blikket mod ham – med andre ord, så blottede hun jo næsten automatisk halsen. At han var bleg og kold, var noget som hun dog hurtigt lagde mærke til, hvor hendes mine tydeligt måtte forandre sig, for et eller andet, var da rivende galt, det var da noget som hun udmærket godt kunne se! Hun blinkede let med øjnene. ”… Hvad er der sket?” spurgte hun tydeligt bekymret, en anelse skræmt måske, for… hvis han endnu en gang var vampyr, hvordan pokker var han så kommet ind her?!

[Deleted]

Det havde bestemt heller ikke været let at komme ind i landet efter at sikkerheden var blevet skærpet! Men.. han var jo kun halvblodsvampyr og havde stadig sine alkymistevner, så at spille et puds med virkeligheden, skabe en illusion, ja.. det var virkelig let! Så det havde faktisk ikke været så svært igen at komme ind i landet, for han kendte jo trickene, det var desuden heller ikke første gang han var kommet over muren som vampyr. Det var dog også på tide at han fik opsøgt Elanya, for det var flere måneder siden at han havde set hende sidst og han havde jo faktisk ikke givet den mindste lyd fra sig. Han havde dog befundet sig i byen i Manjarno, hvor han havde stillet sin sult om og om igen, for han havde virkelig følt sig utrolig udhungret! Hvad Elanya derimod havde haft gang i vidste han ikke, men eftersom hun endnu befandt sig på slottet, så var han bange for at rygterne var sande, men det fandt han jo ud af, for han tvivlede da på at hun ville lade ham være uvidende. Hans øjne havde fået den normale mørke farve igen, som de i omgøringsprocessen havde været fuldstændig røde af den sult han havde følt, men ikke længere. Han havde ikke opsøgt hende i frygt for at han også ville have dræbt hende, hvilket var et mord som han ikke ville kunne have levet med! De andre folk han havde dræbt havde ikke betydet noget for ham, der havde han været en koldblodig morder, et.. bæst. At hun stivnede da han slog armene omkring hende kunne han godt mærke, selvom at det var en effekt der næsten kun måtte more ham, hvilket det lille morende træk i den ene mundvig også måtte afsløre, det lille træk blev dog hurtigt til et mindre smil ved hendes ord. Hun havde søgt efter ham? Han kunne høre på hendes hjerte at det ikke var noget løgn, så hun måtte jo have tænkt på ham? Han lænede sig frem og skænkede hendes kind et langtrukkent og blidt kys, hvor hans kolde læber måtte komme i berøring med hendes så varme hud. ”Jeg er her nu,” forsikrede han hende, for det var bestemt ikke nogen drøm! Og han havde skam også tænkt sig at blive for et godt stykke tid, selvom han vidste at han ikke kunne blive her i al evighed, for han var vampyr og han havde godt hørt om udryddelsen af mørkevæsner. Hans blik faldt kort mod hendes hals da den blev blottet, selvom at han hurtigt så i hendes øjne igen, for han måtte ikke lade sig fristes! Selvom det at stå hende så tæt på, allerede var en fristelse i sig selv. Hendes videre spørgsmål fik dog hans smil til at falme. ”Efter vi blev skilt sidst og du sagde du ville besøg din søster, befandt jeg mig i byen i Manjarno. En aften blev jeg overfaldt af en vampyr, som..” Han trak roligt hætten af, så hans blege ansigt måtte komme til syne, hvor et næsten ironisk smil gled over hans læber, så man kunne ane de sylespidse hjørnetænder. ”Ja.. jeg var nød til at skulle igennem den lange forvandlingsproces, før jeg kunne opsøge dig,” forklarede han roligt, som han trak svagt på skuldrene. Han var blevet vampyr, og det var desværre ikke noget som han kunne skjule, så han vidste godt at han ikke burde være her, men han var nød til at se hende!

[Deleted]

At vide at Derick var kommet ind i Procias, var noget som et sted måtte lette Elanya, for hun havde virkelig søgt efter ham. Hun havde ikke hørt så meget som et eneste ord fra ham siden at de var endt med at gå hvert til sit efter juleaften. Hun måtte erkende, at han havde reddet den jul for hende og på så mange måder, netop ved at vise hende, at han slet ikke havde ment alt det som han havde fortalt hende, så det var jo selvfølgelig noget som hun var frygtelig glad for at få bekræftet på denne her måde. At vide, at han så på hende som noget andet end den prostitueret, som hun var fremstillet som i avisen, for det var noget som virkelig havde gjort ondt. Nu vidste hun jo så også til gengæld, at hun havde en længere forklaring at skulle give ham, netop fordi at hun stod med en ring på fingeren – en ring som hun mente tilhørte den forkerte mand, for hun elskede slet ikke den mand som hun var gift med, men hvad gjorde man ikke for sit fædreland? Hvis det var noget som kunne redde det, så var det jo også det hele værd! Lige hvad der var sket med Derick i den samme omgang, var slet ikke noget som hun vidste, men det var vel bare at tage tingene som de måtte komme? Hun var bare glad for at vide, at han endnu var der og det så dog alligevel ud til at han havde det godt. At stå i hans favn, var noget som hun kun måtte nyde og på måder som hun ikke kunne beskrive, for det var virkelig rart med den form for bekræftelse, for hun vidste at Derick virkelig holdt af hende! Hun smilede let og lagde hovedet stille mod hans skulder, idet han skænkede hendes kind det lange kys, hvilket kun fik hende til at smile. Hun vidste at de måske burde søge en anelse længere ind i haven, så vagter eller lignende slet ikke så dem, for det var slet ikke noget som ville gavne hende i den situation som hun stod i for øjeblikket! Hun var jo nødsaget til at kæmpe for befolkningens tillid og det gjorde hun virkelig ikke på denne her måde! ”Det er jeg glad for.” Hun lukkede øjnene stille og med en tydelig lettelse. Hun var en kvinde af umådeligt mange bekymringer og sådan havde det altid været. ”Jeg har savnet dig” tilføjede hun stille, som hun roligt vendte blikket op mod ham endnu en gang. At han var kold, var noget som hun havde mærket sig af, hvor hun stillede sig med front mod front til ham. Hun blinkede med øjnene, som han trak hætten ned, hvor hun endte mere stiv i blikket. Han var blevet en vampyr? Ikke fordi at hun frygtede ham som sådan, for det havde han jo prøvet før? Ja, måske at hun ikke kendte meget til forvandlingsprocessen eller hvordan det var, men hun stolede på ham af den grund. Hånden knyttede hun let, inden hun hævede den og lod den stryge over hans kind, også for at vise, at hun ikke var bange for ham. Det havde hun aldrig nogensinde været – heller ikke tilbage dengang i den fjerne fortid, hvor de i den grad også havde haft deres op og ned turer. ”Det er jeg ked af..” begyndte hun stille. Måske at det var noget som et sted lettede ham, for det menneskelige liv var jo så meget anderledes end det vampyriske og det vidste hun jo godt. At han havde ventet med at opsøge hende, var noget som kun indikerede at han holdt af hende og ikke ønskede at skade hende. Hun endte med at tage omkring hans hånd. ”Kom.. vi må snakke et andet steds.. ikke her hvor alle kan se mig..” Et sted en meget kortfattet forklaring, men hun skulle nok fortælle ham det nærmere. Hun trak ham med sig længere ind i haven og væk fra stien. Vagter og andet, skulle bare ikke have lov til at se hende.

[Deleted]

Det at se Elanya igen, var faktisk noget som Derick havde set frem til! Han havde faktisk været på vej til Procias den aften han var blevet overfaldet og omgjort til vampyr, for han havde jo lovet at han ville opsøge hende, men nu var der gået flere måneder og det var da rart at se at hun ikke var sur på ham, selvom hun til gengæld havde gjort noget andet imod ham. Et smil hvilede på hans læber, hvilket var lang tid siden at det havde gjort det sidst, for han nød at hun ikke skubbede ham væk fra sig på trods af det skete, for han var jo faktisk blevet gjort til vampyr og han vidste godt at sikkerheden her til lands var blevet skærpet, så det at hun var sammen med ham var ikke noget som ville hjælpe dem i den anden ende, men han havde simpelthen været nød til at se hende, så hun også vidste at der ikke var sket noget med ham, selvom.. det var jo faktisk ikke helt sandt, for han var blevet gjort til vampyr, et sted måtte det glæde ham, men han vidste også at det førte konsekvenser og ulemper med sig, såsom at han ikke kunne være i Procias, hvor Elanya befandt sig, selvom at han faktisk bare ville have en forklaring på det hele. Han trak mere på mundvigen ved hendes ord, hvor han strøg hende blidt over ryggen. ”Jeg har også savnet dig,” svarede han i en dæmpet og dog oprigtig tone, for han havde faktisk kun haft hende i sine tanker, når han ikke havde tænkt på blod og få stillet sin sult. Det var de to eneste ting som havde præget hans sind i de sidste par måneder. At hun dog endte stiv i blikket var noget som han godt lagde mærke til, for hun var vel chokeret over at se ham som vampyr igen? Som et monster? For det var jo faktisk hvad han var blevet til, selvom at hendes reaktion dog ikke ligefrem måtte glæde ham, for hvad ville hun nu? Afsky ham? At hun løftede hånden og strøg den mod hans kind, fortalte ham dog at hun ikke afskyede ham, hvilket måtte glæde ham! Han lukkede roligt øjnene, hvor han nød hendes kærtegn, for han havde virkelig savnet at mærke hende, at kunne holde om hende, være hende tæt og bare det at snakke med hende, for han havde virkelig, virkelig savnet hende! Han vendte kort blikket mod deres hænder, som hun endt med at tage omkring hans, inden hans blik faldt mod hende igen. Han fulgte hende blot, uden at han rigtig sagde noget til hendes ord, for han vidste det jo godt, det var også derfor at han selv havde blevet i skyggerne, da han var ankommet hertil. Han fulgte med hende ind i krattet og væk fra stien, hvor et skævt smil hvilede på hans læber. Det var jo næsten som dengang de havde været yngre, et sted måtte det faktisk more ham, selvom at smilet falmede igen, for det var ikke grunden til at han var kommet og ved at finde hende her, jamen så måtte det jo bare bekræfte rygterne. Han lænede sig roligt op ad et træ, hvor han lagde armene over kors. ”Og vil du så forklare mig hvad her foregår? Jeg ser dig ikke i et par måneder og straks er du i armene på en anden mand?” spurgte han sagte, et sted for at finde ud af om det var sandt eller om han faktisk var gal på den og han håbede faktisk på den sidste.

[Deleted]

Elanya måtte virkelig erkende, at hun i den grad havde savnet Derick! At se ham igen, var noget som bragte hende en lettelse uden lige, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Pointen var vel bare, at han faktisk havde det godt? Om ikke andet, så godt som en vampyr nu kunne have det? Hun vidste, at det måske hurtigt var et liv som han kunne vænne sig til, udelukkende fordi at det var noget som han havde været igennem før, men det var nu heller ikke noget som skræmte hende som sådan. Hun kendte ham som vampyr, da det også var sådan at det altid havde været når de havde kendt hinanden. Det var sådan de havde mødt hinanden for første gang – som de jo faktisk stod nu; Hun stod som dronning og han var vampyr. Den eneste forskel var egentlig, at han ikke var en leder, for det havde han været dengang. Et sted var den tanke faktisk morende. Hun frygtede ham ikke, i så fald, så havde hun bestemt ikke valgt at stå i hans favn som det hun gjorde det i øjeblikket, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun blinkede ganske let og stille med øjnene, som hun roligt betragtede ham med den samme mine. At det skulle gå så galt, at han var endt med at blive bidt, var faktisk noget som hun måtte være ked af, det var end ikke noget som hun ville skjule for ham, for det var faktisk bare sandheden. Det bekymrede hende at skulle se ham på den måde, selvom det var noget som hun bed i sig. Han klarede sig vel? Det havde han jo mere eller mindre altid gjort og specielt i den tid, hvor hun havde kendt ham. At vide, at han havde savnet hende, var noget som kun fik hende til at smile, for det var i sig selv, også ord som hun havde savnet at høre, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun valgte dog alligevel at trække ham med sig, for jo færre som så dem, jo bedre var det jo faktisk – også for ham, for med de reformer som var sat i gang, så var det bestemt heller ikke en god ting, at vise en vampyr på slottet! For han var jo kommet ind et sted, og så ville det hele ende kaotisk endnu en gang. Hun vendte blikket mod ham, som de var kommet langt nok ind, til at hun kunne stoppe op endnu en gang og med den samme bekymrende mine. Et sted så frygtede hun vel for, at han ville flippe på hende ligesom han havde gjort det sidst? Og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hun ville igennem endnu en gang, for det var i den grad også noget som havde gjort så frygtelig ondt på hende selv. En prostitueret.. det var aldrig hendes mening at skulle blive som en af dem! ”Du misforstår det hele, Derick.. Lyt til mig..” Hun vendte sig mod ham. Han skulle bare ikke have lov til at konkludere uden at kende til historien i sin helhed først! ”For det første; Jeg elsker ikke Jason. Jeg gør det her, udelukkende for at hjælpe Procias tilbage på benene igen. Der ligger intet i det følelsesmæssigt,” forklarede hun som det første. Det var bare noget som hun havde brug for at få ud, inden det ville gå galt! ”Ringen bærer jeg kun med stolthed i det offentlige.. Ikke i det private.. Der går jeg slet ikke med den,” forklarede hun stille, som hun vendte blikket ned mod sin hånd. Ja, hvad gjorde man ikke for sit fædreland?

[Deleted]

At være sammen med Elanya igen, var noget som virkelig måtte glæde Derick uden lige, for han havde virkelig set frem til den dag hvor han havde kunnet opsøge hende igen. Han kunne sagtens være ankommet i dagslyset, for han bar jo hendes ring, den ring som måtte beskytte ham imod sollyset, så han kunne sagtens være ankommet om dagen, men det havde været for risikabelt, netop fordi han var så bleg som han var, og han havde godt hørt om de andre vampyrer der havde fundet en måde at beskytte sig imod sollyset på, også en magisk ring, med en tatovering, så det var ikke fordi at det ville gavne ham på nogen måde, specielt ikke når der var sket så store reformer med landet. Han burde slet ikke være her, så meget vidste han godt, men han havde desværre været nød til at se hende, om det så ville koste ham livet, for han var sådan set ligeglad. Han havde været nød til at opsøge hende, så hun også vidste at han havde det godt, selvom.. alt var anderledes – igen. Han var blevet til vampyr igen og nok havde han været det før, men denne gang var det bare anderledes, der var så meget der spillede ind og det var så lang tid siden at han havde været det sidst. Han fulgte blot med hende længere væk fra slottet, så de kunne være i sikkerhed for at blive opdaget. Hans mørke øjne betragtede hende ganske let. Hendes beklædning sagde jo faktisk det hele. Hun var blevet dronning igen, hun bar en ring, hvilket måtte indebære at hun var blevet gift, igen. Han ønskede en forklaring, og han gik bestemt ikke før han havde fået én! Han blev blot stående op ad træet, hvor han lod hende tale, for han ville ikke begynde at kalde hende ting igen, ikke som sidste gang, fordi han var blevet jaloux, fordi han havde de dumme menneskelige følelser, men.. dem kunne han jo slukke for nu. Han betragtede hende stilfærdigt, med armene der stadig måtte hvile over kors, hvor han blot lod hende tale, lod hende forklare sig. ”Så.. du gifter dig med en mand, bare for at redde dit land?” spurgte han stilfærdigt. ”Jeg troede din tid var ovre. Der er andre unge mænd og kvinder der kan kæmpe for Procias, og alligevel vælger du at stille op?” Han lænede sig ud fra træet og begyndte at gå lettere tænkende omkring. ”Hvorfor Elanya?” spurgte han kort efter, hvor han stoppede op og vendte blikket mod hende. ”Så.. det du sagde til mig.. juleaften, det betyder pludselig ingenting? Jeg betyder ingenting?” Han så lettere afventende på hende. Da de havde mødtes første gang havde de fortalt at de havde haft følelser for hinanden dengang de havde været yngre, i deres fortid, juleaften havde det også gjaldt nuet, og han mente det, han havde ment hvert et ord som han havde sagt til hende. At hun var enestående, fantastisk, at han elskede hende. Og så valgte hun pludselig at gifte sig med en anden mand for at redde sit land? Det skubbede hende jo kun længere væk fra ham. Han var vampyr, og med de nye reformer burde han slet ikke være her. ”Tænkte du overhovedet på mig?” spurgte han stilfærdigt, hvor hans blik endte mere neutralt og intetsigende. Han kendte jo allerede svaret, for hvor skulle han have været i hendes tanker de sidste par måneder, hvor han måtte igennem en forvandlingsproces helt alene, hvor han ikke havde gjort andet end at tænke på hende, når sulten ikke havde været der. Og hvad fik man til gengæld? Ingenting!

[Deleted]

Et sted så måtte Elanya erkende, at hun virkelig var bange for Dericks reaktion på den handling som hun havde gjort – at han skulle flippe på hende på den samme måde, som det han havde gjort sidst de havde stået ansigt til ansigt, når hun ikke havde handlet som andre havde håbet på det. Hun vidste alt det som hun havde sagt til ham juleaften, var noget som hun havde arbejdet imod netop ved den handling som hun havde gjort, men derfor håbede hun da stadig, at han ville give hende den mulighed hvor hun kunne forklare sig i stedet for bare at konkludere som han havde gjort sidst, for det havde virkelig været noget af det værste som hun nogensinde havde oplevet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen som helst måde overhovedet! Hun vendte sig mod ham. Han kendte vel til ringen allerede? At hun var blevet dronning igen? Selvom det kun var en titel som hun havde fået igennem hendes ægteskab med Jason? Hun bed sig svagt i læben og rystede på hovedet. Måske at han var blevet bedre til at lukke af for følelserne, men det var stadig at fornemme ved ham. Hun trak vejret dybt. Et sted kunne hun udmærket godt høre i hans ord, at han bestemt heller ikke var tilfreds med hendes valg, men det var jo heller ikke fordi at hun havde haft ham som hun direkte kunne rådføre sig med. Desuden så regnede hun bestemt heller ikke med at blive værende som dronning! Hun regnede egentlig bare med at blive der til landet var på fode igen, for hun var vel også den eneste som direkte kunne hjælpe dem ud af den stramme og kritiske situation som landet stod i? Det var jo bare til deres held, at Dvasias ikke ville angribe, selvom mange af mørket var af en helt anden mening. Hun lukkede øjnene ganske kort, mest også for at tage sig en smule sammen, så hun ikke ville ende med at hæve stemmen selv, for det var tydeligt, at han ikke kunne se hvor det var at hun ville hen for øjeblikket, selvom det bestemt heller ikke var noget som hjalp dem det mindste! Han bebrejdede hende. Det var da noget som man skulle være en direkte idiot for ikke at opfange! Hun vendte sig mod ham, hvor hun lod hænderne fatte omkring hans kinder. Så længe, at han ikke skubbede hende væk, så var det fint. Så var der nemlig stadig mulighed for hende, hvorpå at hun kunne få ham til at lytte til hende, og det var det eneste som hun egentlig ville lige nu! ”Du skal ikke tro, at jeg ikke har tænkt på dig, Derick, for det har jeg virkelig! Hvis du vidste hvor meget jeg har finkæmmet Dvasias for at finde dig, men fandt ikke så meget som en skygge til dig og ingen kunne hjælpe..” Hun valgte bevidst at stirre ham i øjnene. Hun vidste, at han ville kunne mærke på hendes hjerte, hvis hun ville lyve, og det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede for øjeblikket! ”Juleaften var virkelig den bedste aften i mit liv.. Det skal du endelig ikke tro er anderledes! Jeg mener hvert et eneste ord som jeg sagde til dig.. at jeg elskede dig.. at jeg stadig gør det.” Hun lod hovedet søge let på sned. ”Jeg bærer ikke ringen med stolthed.. Jeg bærer den fordi at jeg er den som kan redde Procias tilbage på toppen igen.. Jason har en anden kvinde som han elsker.. som jeg har en anden mand,” fortsatte hun. Hun ønskede virkelig bare, at han skulle forstå hende!

[Deleted]

Hvad Elanya havde brugt sin tid på det sidste lange stykke tid, var ikke svært at regne ud. Hun havde opsøgt slottet, for at se til sin søster, men nu hvor Keischa død og straks ville hun spille helt? Det gav jo ingen mening! Hun havde godt fortalt at hun savnede at være dronning, hvilket Derick også godt havde kunnet mærke på hende, men for pokker da! hvad nyttede det at gå fra helt små ting til så store drastiske? Han vidste godt at dette var hendes fædreland, hvor dårligt det gik for landet, og at hun sikkert gerne ville hjælpe, specielt når hun havde været dronning førhen, men.. det var jo så lang tid siden, det var på tide at nogle andre tog over, at der kom en ny leder til. Det var ikke fordi at han ønskede et lignende sammenstød som sidst, hvor han havde såret hende, hvor han havde været ved at skubbe hende fra sig, for det ønskede han ikke. Han elskede hende, som han havde fortalt hende, som han havde gjort tilbage fra dengang hvor han havde mødt hende, for følelserne for hende havde jo altid været der. Han havde aldrig haft muligheden for at få hende, på grund af hendes mange mænd og nu.. gjorde hun det samme? Giftede sig med en ny, blev pludselig dronning af Procias og han stod igen som en ussel vampyr og kunne ikke få hende, han var af mørket som hun var af lyset og med de nye reformer, jamen så havde han ikke den største chance for at vinde hende denne gang heller, han var faktisk ved at miste håbet om at han nogensinde blev i stand til at få hende. Hun var ikke bare en erstatning af Denjarna, for han havde elsket den kvinde, og han respekterede hende, selvom at hans følelser for Elanya kun blev ved med at blomstre, nu hvor Denjarna var væk, for den kvinde havde jo faktisk også været en af forhindringerne til at han kunne få Ela. Han vidste at Elanya nok var den sidste kvinde som Denjarna så ham sammen med, men.. hun var bare.. han kunne ikke få hende ud af sit hoved, og han gad ikke engang prøve. Han stirrede hende direkte ind i de smukke grønne øjne, dog med forundring, som hun bare havde lagt hænderne om hans kinder og vendt hans opmærksomhed imod hende, hvor hun tvang ham til øjenkontakt, et sted en øjenkontakt som han havde savnet. Han lyttede til hendes ord, kunne høre at hun talte sandt, hvilket han også tydeligt kunne læse på hendes blik, men det var også klart at hun talte sandt, når hun selv troede på at det var det rigtige, men det havde det jo ikke behov for at være. Han himlede kort med øjnene og sukkede opgivende. ”Ela.. du har måske søgt i Dvasias.. men jeg har ikke engang sat foden for den skide grænse! Siden jeg kom tilbage til livet har jeg opholdt mig i Manjarno,” svarede han stilfærdigt, hvor han roligt trak hovedet til sig, dog uden at han så væk, for det kunne han ikke. Måske det ikke var med følelser indblandet i ægteskabet, men det ændrede jo ikke på det faktum at han ikke kunne sætte en fod i Procias. Han rystede svagt på hovedet, hvor han sænkede blikket. ”Hvorfor ikke lade en anden redde landet? Der er mange borgere som vil overtage tronen for at få landet på rette fod igen,” endte han stilfærdigt, som han tog et skridt imod hende og vendte blikket mod hende igen. ”Er du klar over hvad jeg har gjort? Hvad jeg har været igennem? Hvilket monster man bliver til, når man er vampyr? Jeg burde ikke være her og du ved det! … du valgte landet frem for mig,” endte han stilfærdigt, som han begyndte at bakke væk fra hende. Hun havde direkte valgt ham fra og burde vide konsekvenserne af det, selv før han blev vampyr var han alkymist – en af mørkets racer, og så vovede hun endda at sige at hun elskede ham?

[Deleted]

Elanya vidste udmærket godt at hun havde haft en tendens til at gøre det lille til noget stort. Desuden så havde hun den mulighed for at hjælpe Procias tilbage på fode igen, så var det bestemt heller ikke noget som hun ville tøve med, selvom det satte hende i en situation som hun faktisk ikke brød sig om. Det var bestemt heller ikke hendes mening at skulle skubbe Derick mere fra sig, for hun mente i den grad det som hun havde fortalt ham, om det jo så var noget som han ville tro på i øjeblikket eller ikke, så var det faktisk noget som ikke gjorde hende det mindste overhovedet. Ikke fordi at det var noget som hun kunne gøre noget direkte ved. De smaragdgrønne øjne hvilede trygt i hans og ikke mindst med den samme mine som før. Hun ønskede virkelig ikke at miste ham igen, det var da slet ikke noget som hun kunne bære, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så nægtede hendes hjerte at lade ham gå endnu en gang! At han var vampyr var noget af det som i den grad havde overrasket hende mest. Alkymist var ganske rigtigt en race kendt fra mørket af, men det var jo ikke decideret en mørk race, så de kunne faktisk søge om opholdstilladelsen og faktisk også ende med at få den. En vampyr var jo straks en helt anden sag! Hun sukkede dæmpet. ”Jeg måtte starte et sted, Derick… Lyt til mig!” Denne gang var der en mere bedende tone over hendes stemme, for hun ønskede virkelig ikke derud, hvor hun risikerede det samme som sidst. Nej, det var da noget af det sidste som hun ønskede at gennemgå endnu en gang! At han havde kæmpet med forvandlingsprocessen alene, var noget som hun virkelig var ked af. Hvis hun bare havde vidst det, så havde hun i den grad også gjort langt mere end det som hun havde gjort til nu! Det var ikke fordi at hun var uopnåelig for hans del – det var da noget af det sidste som hun var, også fordi at hendes hjerte havde gjort det store og endelige valg. Hun havde skænket ham ordene og det var i den grad også noget som hun måtte mene til fulde. Hun bed sig svagt i læben, som han trak sig og igen måtte klandre hende. Ikke fordi at hun ikke forstod ham, for det gjorde hun, men… hun havde jo ikke set eller hørt det mindste til ham siden jul, så hun havde jo søgt og søgt! ”Jeg er ked af, at du skulle gå igennem det alene… Hvis jeg bare havde vidst, så..” Hun knyttede næverne, som han endnu en gang valgte at bakke væk fra hende. Hun elskede ham. Det gjorde hun virkelig og han troede end ikke på hendes ord? Det var i den grad noget af det værste af det hele. Hun fulgte ham med blikket som han endnu en gang valgte at trække sig væk fra hende. Et sted så mindede det skræmmende meget omkring det som skete sidst, selvom han havde været langt mere vred end det som han havde været sidste gang de havde stået i en sådan situation. ”Jeg har ikke valgt landet frem for dig, Derick..” Hun endte med at gå ham i møde, hvor hun tog hans hånd, mest af alt for at få ham til at stoppe. De smaragdgrønne øjne faldt direkte til hans mine og hans skikkelse. ”Jeg ved godt at du ikke burde være her… men..” Hun bed sig endnu en gang i læben. ”Ikke tro at dette skubber mig væk fra dig.. Det.. det er jo bare midlertidigt, okay? Jeg.. ønsker bare at gøre noget af det som jeg ved, at jeg kan finde ud af.. og det er det jeg gør her..” prøvede hun endnu en gang at forklare ham. Hun knugede omkring hans hånd, som var hun direkte bange for at slippe den igen.

[Deleted]

Derick vidste godt at hun havde det bedst som Dronning, for hun havde jo selv givet udtryk for at hun havde savnet det, dengang de havde lagt sammen i sengen juleaften, hvor de havde talt alt igennem, hvor han havde prøvet at undskylde overfor hende, fordi han havde sagt en masse ting som han havde fortrudt, som han ikke engang mente, og.. han ønskede ikke at det skulle ske igen. Han forstod ikke helt hendes valg, men han kunne jo tydeligt se og mærke på hende at hun ikke løj, men hvis hun elskede ham, hvorfor valgte hun så noget som ville skubbe ham længere væk fra hende? Han stoppede roligt op, som hun gik hen og greb ham om hånden, hvor hans mørke øjne faldt til deres hænder. Han elskede hende, hun havde været hans lys igennem det mørke som han havde skullet være igennem. Og takket være hende var han ikke endt som en bunke aske, for den ring hun havde givet ham dengang for længe siden og så til jul igen, beskyttede en vampyr imod sollyset og han havde gået med den, fordi den havde betydet meget for ham, at han så ironisk nok skulle blive bidt af en vampyr og omgjort, så kom ringen ham faktisk kun til gode. Han rystede let på hovedet. ”Jeg er ikke ked af at have gennemgået forvandlingsprocessen alene Elanya! Og det skal du heller ikke være! Havde du været der, havde jeg dræbt dig på stedet..” svarede han lettere forfærdet. Han var da ligeglad med om han havde været alene på det tidspunkt, faktisk var han glad for det! Han havde ikke kunnet styre sig og han havde dræbt uskyldig efter uskyldig! ”Det er de ting.. som jeg har gjort under processen,” tilføjede han roligt, som han vendte blikket ned mod deres hænder igen. Han var et monster, et bæst, en dræbermaskine, en morder og.. han burde slet ikke være her, på grund af at han var blevet vampyr, så var han blevet skubbet længere væk fra hende. Han stod kort i tavshed og lyttede til hendes ord, hvor han bagefter tænkte over dem. Det var jo heller ikke fordi at han gad at stå i vejen for hendes liv, så hvis hun valgte Procias, hvor hun følte at hun hørte hjemme, jamen så.. ville han et sted heller ikke stå i vejen for det. Han elskede hende, det havde han altid gjort og han havde altid ønsket hende lykkelig. Det var jo sådan set bare ham som ikke passede ind i billedet fordi han var vampyr og med de ting som han havde gjort, og de ting som befolkningen her i Procias ønskede, ja så ville han ikke have en chance her, uanset hvor godt hun end talte hans sag. I en hurtig bevægelse førte han hende blidt op af det nærmeste træ, hvor han kort betragtede hende, inden han trykkede sine læber imod hendes i et dybt og længselsfuldt kys. Han ønskede ikke at der skulle komme noget imellem dem igen, selvom.. ja det at han var vampyr gjorde jo hele forhindringen. ”Jeg elsker dig Elanya,” hviskede han i en dæmpet tone, uden at han veg de mørke øjne fra hendes smukke smaragdgrønne. Han ønskede ikke at der skulle ske hende noget, og havde hun det godt her, så.. måtte han jo bare lade hende blive, han satte hende i første række, før ham selv, før hans egne behov, for han vidste godt at hun følte sig hjemme her og et sted glædede det ham at hun havde fået denne chance for at rette op på tingene, men.. han kunne bare ikke være en del af det.

[Deleted]

De havde allerede snakket om hendes tid som dronning i juletiden, så Derick vidste udmærket også godt hvor meget hun havde savnet det. Hun havde mere eller mindre bare savnet noget at lave, noget som hun vidste, at hun kunne finde ud af, for det var bestemt heller ikke fordi at der havde været meget af det. Uanset hvad pokker hun havde gjort, så var hun blevet rakket ned på og det var noget som hun var træt af! Hun blev sammenlignet med det ene eller det andet, men lige dette, det vidste hun da selv med den største sikkerhed, at hun faktisk var i stand til at skulle kunne finde ud af! Det havde slet ikke været hendes mening at skulle føre Derick bag lyset, for det havde da været noget af det sidste som hun havde ment af hentydning ved dette! Hun vendte blikket mod ham, som hendes forklaring var faldet. Hun håbede vel et sted bare at han forstod? At det ikke var fordi at hun ville skubbe ham væk, men at hjælpe det land som hun selv var en del af? Hendes fædreland som så mange andre også ville have gjort i hendes sted, men dette var noget som hun tydeligt også godt kunne finde ud af. At han virkede til at være faldet en anelse mere til ro nu, var noget som i den grad også måtte lette hende, for hun ønskede virkelig ikke at miste ham. Det var virkelig noget af det sidste som hun havde lyst til lige for øjeblikket, for han havde virkelig en utrolig stor betydning for hende! At reglerne og lovene var som de var, var ikke noget som hun ville ændre. Hun kunne ikke gøre undtag, så hendes eneste valg, var jo egentlig at bede ham om at tage af sted igen og så bede til at han ikke blev fanget på vejen. Hun blinkede let med øjnene, hvor hun let og tydeligt måtte stivne, idet at han tog fat om hende og førte hende mod det nærmeste træ. På vejen nåede hun dog at rive sig på en af de smukke rosenbuske som stod mere eller mindre rundt i hele haven, så hun havde fået en lille – dog ubetydelig flænge i hendes arm. Hun mødte ham mere end glædeligt i kysset, som hun besvarede det med en næsten så tydelig længsel! Armene lagde hun roligt op mod hans skuldre og omkring hans nakke, mest af alt også for at få ham tæt på sig, for det var noget af det som hun virkelig havde savnet. Hun skyldte ham en stor undskyldning for dette, også selvom hun slet ikke regnede med at skulle blive siddende her på stedet. Hun var lettet over at hun endnu en gang måtte genkende ham. Hvad han havde gjort under forvandlingen var slet ikke noget som hun ville tænke på, for hun kunne i den grad også godt tænke sig frem til det, så var det bare ikke noget som gjorde det nemmere for hende på nogen som helst måde overhovedet. Hun lod hånden stryge over hans kind. Nok var han vampyr, men bange for ham, det var hun virkelig ikke. ”Jeg elsker også dig, Derick..” Hendes ord var en meget dæmpet stemme. Hun havde bare brug for at lade ham vide det. Hun sendte ham et stille smil. ”Havde jeg vidst det, så.. så havde jeg ikke gjort det..” tilføjede hun dæmpet. Et sted så skyldte hun ham jo en kæmpemæssig undskyldning, og det var noget som hun var klar over i den anden ende. Hun trak vejret dybt, som hun let skænkede hans mundvig et let kys. Vagterne så dem jo ikke her, så hun kunne skam også godt tillade sig at gøre det?

[Deleted]

Visse ting forstod Derick ikke hvorfor hun havde gjort, for ved nogle af tingene kunne han ikke følge hende, for der var andre der kunne kæmpe for Procias, det havde hun jo slet ikke behov for, for han vidste jo godt hvad befolkningen ville have. Men på den anden side, så vidste han også godt hvorfor hun havde søgt om at hjælpe sit land, for det var hvad hun var god til, desuden havde hun også været en fantastisk dronning i sin tid, så landet var virkelig heldig at have hende! Desuden var det jo også en måde hvorpå hun kunne rette op på sit rygte, så det var jo også gode ting for hendes vedkomne, men derfor var alt dette også med til at han ikke kunne være her, han kunne ikke være en del af hendes liv, så længe hun valgte at bo her på slottet, specielt ikke når han var vampyr og han vidste at hans chancer var minimale for at han ville komme til at leve sammen med hende, for det krævede at han blev levende igen og det var jo mere eller mindre umuligt, der skulle virkelig en stærk og mægtig magi til, før man kunne gøre en vampyr levende igen. Dog ville han heller ikke stå i vejen for hendes planer og han troede på hendes ord, for han havde selv kunne se og mærke på hende at hun havde talt sandt. Hun elskede ham og ikke Jason, hun ønskede dog at hjælpe landet og havde også en stor tro på at hun kunne gøre det og han ønskede virkelig ikke at være den, som skulle tvinge det håb fra hende, han ville langt hellere give hende sin støtte, for han ønskede heller ikke at de skulle ende ud hvor de havde gjort sidst, så han måtte jo bare acceptere hendes valg og så finde en anden måde hvorpå han kunne leve, for han havde jo også sin sult som han skulle have stillet og det nyttede ikke at han fik de stillet her i Procias. Han kunne dog bare ikke rigtig se en mening med sit liv, hvis han ikke havde nogen at dele den med og det så ud til at Elanya ville blive her for utrolig lang tid, for det tog ikke bare en enkelt måned at få Procias på benene igen, men på den anden side, så havde han jo også en evighed til at vente i, for han kunne ikke dø af alderdom. At hun rev sig på en torn var ikke noget som han havde lagt mærke til, som han var optaget af kysset, for han havde virkelig manglet at have hende så tæt på sig, han havde manglet hendes selskab og han ønskede bare at udnytte så meget af tiden som han kunne, for han vidste godt at han ikke kunne blive her. Et smil gled over hans læber ved hendes ord, hvor det næsten måtte føles som om at hans hjerte slog imod hans bryst, selvom at det dog ikke var tilfældet. Kysset mod hans mundvig fik blot smilet til at brede sig på hans læber, hvor han stille rystede på hovedet til hendes ord. ”Glem det Elanya..” Bad han roligt. Hun skulle ikke gøre noget om, eller fortryde det som hun havde gjort, for han ville gerne støtte hende i det, nu hvor det betød så meget for hende. Han skulle lige til at skænke hendes læber endnu et kys, selvom han stoppede sig selv, hvor han rynkede brynene med en undrende mine. Han trak sig en anelse væk fra hende som han begyndte at lugte rundt. En sær og dog.. lækker duft nåede hans næse, noget som næsten gjorde ham.. sulten? Han vendte blikket mod hendes arm, da han så den lille stribe med blod, hvor slikkede sig om munden. Han blinkede let med øjnene for at få sig ud i den trance, hvor han trak sig væk fra hende. ”Ela.. gå,” bad han dæmpet, som han begyndte at bakke væk fra hende. Han ville ikke skade hende!