Brylluppet

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior sendte Camryn et varmt og blidt smil. Først nu følte han virkelig for at skulle slappe af igen. Nu var det hele overstået og kun med festen tilbage som det eneste, og så kunne de trække sig tilbage og få ledet lyset ud af det mørke som hans mors bortgang havde påført hele lyset og hans stedfar med. Det var virkelig en smerte som stadig kunne stikke til hans hjerte, selvom han måtte være den som skulle stå der som den stærke.. han kunne ikke lade det knække ham nu som det gjorde dengang han havde været lille. Lysander havde jo læst op fra hans mors dagbog som havde det været en godnathistorie.. det var dem og så ringene som hvilede om hans hals, som det eneste han havde efter dem og det var noget som han agtede at skulle vogte om. Han vendte blikket mod Nathia, hvor han slap Camryns hånd og kun for at lægge armene om Nathia for at trykke hende ind til sig. Det var virkelig hans lille pige, det var der heller ikke nogen tvivl om og det var virkelig også sådan at han ønskede at det skulle forblive. ”Min lille krammebamse,” sagde han med en drilsk stemme, inden han slap hende og lod hende søge til Camryn i stedet. At hun så stillede sig ved tronerne, tog han om hende igen og hævede hende i hans favn og satte hende der.

Marius kunne virkelig ikke undgå at smile. Han slap en let latter ved at se Nathia bare komme stormende op i deres favn. Ikke nogen tvivl om, at hun virkelig var faldet til ved dem efter at Nathaniel havde sendt hende væk. Hvor den mand var, kunne han ærlig talt ikke vide og til dels var det noget som bekymrede ham. Han gik dem roligt i møde, hvor han alligevel efterlod sig et ærefuldt buk for dem. De var jo kongelige.. royale og dem som skulle føre lyset ud af denne mørke tid og periode. ”Jeg vil trække mig tilbage til min Herregård nu,” sagde han med en rolig og fattet mine. Han vendte de let rødlige øjne op mod Camryn og med det tydelige stolte smil, alligevel så faderligt som det i den grad også altid havde været. Han tillod sig at gå hende roligt i møde, hvor han blidt tog om hendes hånd og kyssede hendes håndryg med den største høflighed. ”Dørene hjemme er åben for jer alle 3 uanset hvornår det skulle være.. og endnu en gang tillykke,” sagde han med en rolig og sandfærdig stemme inden han valgte at slippe hendes hånd. Disse festligheder hoppet han dog glædeligt over.

[Deleted]

Camryn gengældte Juniors blive smil. Hun kunne selv slappe af nu. Festen var tilbage, og den kunne de jo nemt trække sig fra når de havde lyst. Der kunne borgerne ikke holde dem tilbage. Festen var jo ingen pligt. Hun sad lidt og tænke om Lysander havde planlagt noget til aftenen. Et sted håbede hun ikke han ville have dem til et eller andet mærkeligt. Hun sad rankt på spidsen af tronen og med tronen på hovedet. En underlig tanke, men hun skulle nok komme over det. Hun så efter Nathia, efter hun havde krammet hende og så stod hun der ved tronerne med et frygtelig drilsk og frækt ansigts udtryk. Hun lo stille, og strøg hende kort over hovedet inden at hun blev løftet op på Juniors skød. Hun kunne ikke undgå at smile. En lille lykkelig familie vel?

Hun rejste sig, da Marius kom op til dem. Hun smilede let da han kyssede hendes håndryg, og gik så hen og omfavnede ham. "Tak far. Vi skal nok komme, når der er tid. Om ikke andet kan Nathia kommer dertil og du kan underholde hende," sagde hun og med en let hvisken i hans øre. Nathia sad og så til fra sidelinjen med det frække smil på læben og vinkede lidt til Marius da han meldte at han ville smutte herfra. Han havde allerede vundet en plads i hendes hjerte også. Camryn trak sig fra Marius igen og blev denne gang stående op. Hun fandt igen støtten på stiletterne og vendte blikket rundt til Junior. De måtte jo nok også komme ind og få deltag i nogen af festlighederne. Det ærgede hende at Marius måtte gå. Men hellere på den sikre side vel?

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior kunne næsten kun fornemme at det var brudevalsen som manglede.. ellers ville han da ikke mene eller tro, at Lysander havde lagt andre planer.. man vidste jo snart ikke med den mand, en tanke som alligevel måtte more ham en hel del, det kunne han så sandelig heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. Han trak vejret dybt og krammede lille Nathia godt ind mod sin egen favn. Hans lille pige, det var der ikke nogen som helst tvivl om overhovedet og det var heller ikke noget som han ønskede eller agtede at skulle lægge nogen skjul på overhovedet, det kunne han heller ikke komme udenom. Han kyssede hendes tinding ganske blidt og med blikket hvilende på Marius. At han søgte væk, var vel også kun fuldt forståeligt. Han havde dog i den grad respekten for den mand, det var heller ikke noget som han ville lægge skjul på. Blikket faldt til Camryn da hun gik Marius i møde med en omfavnelse. Han kunne ikke lade være med at smile, lige netop disse familieforhold var noget som han ville ønske at han havde selv.. noget som han agtede at holde med det som han kaldte sin familie – Camryn og Nathia.

Marius lod Camryn møde ham i omfavnelsen som han gengældte og uden det mindste tøven på noget tidspunkt. Han lagde armene forsigtigt om hende og trykkede hende let og forsigtigt ind til sig. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile lige for øjeblikket. Han var virkelig så glad på deres vegne, at det var helt ubeskriveligt. Han ønskede dem alt godt i fremtiden og han kunne virkelig kun fortsætte med at sige det til dem. Han plantet et let og forsigtigt kys mod hendes kind inden han mødte hendes blik igen. ”Mit barnebarn skal da forkæles,” sagde han med en let drilsk stemme. Han var virkelig glad. Ikke bare den store familie, men også med den lykke som de sad med hele flokken lige i øjeblikket, det var da noget af det bedste ved det. Han måtte jo gå for sin egen skyld, de havde allerede gjort mere end rigeligt for hans skyld i hans øjne. Han slap hende og gik hen til Junior og Nathia, hvor han måtte stryge hende over hovedet. ”Jeg håber snart at få besøg af jer alle.. og du min lille prinsesse,” sagde han med et let smil på læben, idet han prikket hende på næsen og med det varme smil. ”Pas godt på mor og far ikke?” tilføjede han roligt. Han rettede sig op og med blikket hvilende på dem begge. ”Ikke tøv med at sende bud efter mig ved det mindste.” afsluttede han roligt. Han bukkede igen for dem, inden han bakkede ud af salen og endte med at fordufte med den rolige og faste gang.

[Deleted]

Brudevalsen var Camryns mindste problem. Det var en normal ting som hørte med til et bryllup. Et let smil spillede forsigtigt over hendes læber. Lysander var uforudsigelig. Han havde virkelig planlagt dette bryllup fra punkt til prikke, og selv han havde virkelig klaret det hele godt og i stiv arm. Det var en fantisk følelse, at føle sig så tryg. Da hun havde sluppet Marius, vendte hun sig let rundt og med fronten mod Nathia som sad trygt i Juniors varme favn. Den som kun måtte give en stor tryghed, der varmede det indre. En tanke der selv glædede hende. Hun ville elske og vågne op ved hans side. Hun rullede let med skuldrene og så sit snit til at rette lidt på kortsettet. Det hjalp dog ikke det mindste. Den strammede lige meget. Hun sukkede let og kom med et irritabelt støn, dog lettere sammenbidt. Hun havde dog vel vendet sig til det, og den kom jo af igen. Hun så på dem da Marius gik hen til Nathia. De var selv faldet i god hak med hinanden her til aften. Hun lo lidt. Nathia kunne meget vel passe på hende og Junior. Tøsen var jo rigtig dygtig og trænet i selvforsvar ved at kunne forvandle sig til ulv. Hun trak vejret dybt. Hun ville virkelig ikke at med lille Nat igen. Hun var så skøn, og hun elskede hende som hendes egen. "Vil ikke tøve det mindste, Far," kommenterede hun som det sidste inden at Marius forsvandt.

Nathia trykkede sig genert ind mod Junior's bryst, da Marius kom hen. Hun elskede at blive kaldt Prinsesse, selvom hun jo aldrig ville kunne overtage tronen. Hun smilede til ham og smilede stort til ham, da han sagde hun skulle passe på mor og far. "Jeg passer på dem," lovede hun og hævede hendes ene hånd i ed. Som hun fastlagde at hun skulle nok passe på dem. Og det ord ville hun holde - ærligt. Hun vinkede efter ham da han gik, og bagefter vendte hun sig så imod Junior. Hun hoppede ned, og Lysander tog hendes hånd. "Lad mig ordne lidt mad til dig," sagde han blidt. Hun nikkede, fulgte med ham han til bordet og fik sin mad ordnet. Camryn smilede til Junior. "Kom søde," sagde hun stille og rakte sin hånd mod ham. Så kunne de også nå at få en bid mad med.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Brudevalsen vidste Junior allerede at de skulle igennem, det skulle jo bare mangle efterhånden jo. Hvad ellers Lysander havde kunne planlægge her til aften, havde han virkelig ikke nogen anelse om, det var vel også bare noget som tiden ville kunne vise ham? Fyren var virkelig uforudsigelig.. nu var det jo kun gået op for ham, hvor han i hvert fald havde arvet det fra, hvis Nate havde snakket sandt vel at mærke.. det så jo ikke engang ud til, at Lysander vidste om det? I så fald, var det virkelig et fantastisk skuespil som han havde spillet igennem alle disse år. Han nikkede mod Marius og med det lette smil. Nathia skulle nok passe på dem hvis de ikke selv kunne gøre det, det var han heller ikke det mindste i tvivl om. Han elskede virkelig den lille tøs som havde hun været hans egen, der kunne man også pænt sige, at han havde sin mors gen og ønske om at skulle beskytte de små. Han slap den lille pige, da hun stille kravlede ud af hans favn og tog Lysanders hånd. Han trak vejret dybt og stille, idet han vendte blikket stille i retning af Camryn. Det blide smil hvilede stadig stødt til hans læber, idet han tvang sig op og tilbage på benene og lod hånden stille lukke sig omkring hendes. Den anden hånd rettede forsigtigt på kronen så den sad ordentligt. Det var stadig en anelse underligt at skulle gå med den, selvom det jo i bund og grund, var det som han havde ventet helt livet på. Han lod hånden forblive lukket om hendes. ”Efter dig min kære,” sagde han med et stille smil på læben. Han gjorde gestusen i retning af den store festsal. Lysander havde virkelig fået det til at skulle se ud som et stort gilde, det kunne han heller ikke komme det mindste udenom. Han var virkelig glad.. tanken gjorde ham virkelig så frygtelig glad. Lige nu hvor han ikke lod sig bide mærke af noget som helst. Ikke tænkte på krigen eller noget som helst af det som faktisk måtte foregå udenfor.. det var alt sammen en bekymring som han kunne lægge væk til morgenen efter. Først der ville han påtage sig pligterne og i aften så bare komme igennem det hele som bedst muligt. ”Lidt i maven ville kun gavne.. nu har jeg ikke spist hele dagen på grund af de nerver..” fortalte han med en drilsk stemme, selvom det dog alligevel helt og holdent var en sandhed.

[Deleted]

Sandt at Lysander intet vidste omkring at Junior faktisk var hans. Og at der også var en mere - Nate vel og mærke. De anede han intet om. Han havde jo aldrig været sammen med en kvinde.. havde han? Det ville han absolut ikke tro! Han førte Nathia med sig ind i spisesalen og hun pegede på alt hun ville have, som han gav lidt. Bagefter gav han hende tallerkenen og hun fulgte ham rundt i hælene rundt om bordet, da han tog sit eget inden de gik ned til endebordet. Hun skulle sidde ved siden af Junior og han skulle sidde ved siden af Camryn. Så var de 4 pladser da optagede. Ingen af dem havde jo nogen forældre til stede, eftersom Marius lige var smuttet. Han smilede let og så ud over befolkningen. Her var god ro og orden, og ikke én eneste stol var tom ud over Kronparrets. Så alle sad her, alle som havde meldt at de kom vel og mærke. Han smilede let hen til Nathia som sad og skovlede i sig med gaflen. Indtil nu så det ikke ud til at noget røg på tøjet, og hvis det gjorde havde hun jo masser af andre kjole hun kunne få skiftet til.

Camryn tog blidt Juniors hånd, og gik med ham ind i salen hvor alle kort skænkede dem et blik. Men da de ikke gjorde noget andet end at gå mod mad-bordet, så var der ingen videre reaktion. "Ja, jeg er også sulten," kommenterede hun. Hun slap Junior for at tage en tallerken, og så tog hun en masse af de forskellige retter på. Det så lækkert ud. Og det duftede fremragende. Hun ventede på Junior skulle blive færdig inden hun gik ned mellem bordene og ned til sit eget bord. Hun gik omkring bordet og satte sig ned ved siden af Lysander, hvor hendes bordkort stod. Hun satte sig og tog også glædeligt af maden.
Efter maden, rejste Lysander sig. Han bankede på sit vinglas og rejste sig. Alle fik skænket et glas vin. "Lad os udbringe en skål for ægteparret," startede han ud og løftede sig glas. "For Camryn og Lestat. Bring os nu den nyeste tid, hvor lyset igen skal skinne hvid. Med englene der synger på himmel blå, nu vil alt forsvinde, ja alt det grå," sagde han med et let og rimende smil og hævede så sit glas op over hovedet. "HURRA.. Hurra... Hurra," og alle kom med i kor, "og så det lange," sagde han og tog en dyb indåndning, "Hurraaaaa!" og alle kom med i kor igen. Alle drak en slurk, og selv Camryn havde taget sit glas til sig og tog en slurk med et stort grin på læben. Camryn lænede sig godt tilbage, mæt og tilfreds.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Om Lysander vidste det eller ikke, var virkelig fuldkommen ligegyldigt for Junior. Han ønskede virkelig bare at vide hvilket forhold han egentlig havde haft til hans mor. Dette var jo også noget som han aldrig nogensinde havde snakket med Camryn om. Sjovt nok et så ømt punkt, at det alt for let ville kunne føre ham ud af den kontrol som han havde i klar grad for øjeblikket. Alle de dage og nætter hvor han havde siddet og tænkt på sine forældre.. døde begge to og så havde den ene af dem altid været der sammen med ham. Et sted var det da en glædestanke og så alligevel ikke. Det var virkelig umuligt for ham, at acceptere Lysander som sin far.. det kunne han ikke. Af hjerte og sind, var det stadigvæk Lestat som var det – manden han var opkaldt efter og den mand som står bag det navn som han agter at bringe æren og respekten til – uanset hvad det så skal komme til at koste ham i den anden ende, så var han bedøvende ligeglad lige for tiden.
Dette var virkelig stort, ikke nogen tvivl om at Lysander virkelig havde lagt ekstremt meget i det, var han virkelig ikke i tvivl om. Det gjorde ham glad, at det var ham og Camryn som skulle vardes om, selvom han ikke brød sig stort om den opmærksomhed som han blev skænket for øjeblikket, ærligtalt måtte det virkelig være noget af det værste ved det hele. Han sendte Camryn et let og blidt smil og nikkede så. ”Det kan jeg lige forestille mig.. Det værste er nu forbi min kære,” sagde han med en rolig og ment opløftende stemme. Han tog selv en tallerken og det som han ønskede at få spist til aften, hvilket klart måtte bestå af lidt af hvert inden han gik hen til sin plads og satte sig ned ved siden af Nathia. ”Har du fået mad den sidste uge?” spurgte han med en drilsk mine. Han strøg Nathia blidt over hovedet og med det varme smil inden han selv roligt begyndte at spise. Tydeligt rank i ryggen og uden albuer eller noget på bordet. Han var jo trods alt flasket op med de mange manere og det var ikke noget som han ville lægge bort. Han var jo trods alt stolt af den mand han var.
Maden som blev færdig og Lysander som endnu en gang måtte rejse sig og hans tale. Junior betragtede ham stille og med et roligt smil. Han kunne lide klangen som lå i hans fornavn og han agtede faktisk at skule tage det i brug nu, alt i alt også i respekten for den gamle. Hans ord og rim måtte kun få ham til at smile. Han nikkede bestemt og hævede glasset med og førte det til læberne hvor han tog en slurk af den nydelige væske inden han roligt satte det fra sig igen. Han lod hånden roligt tage fat om Camryns under bordet og sendte hende det varme smil. Han følte sig som kongelig.. nu forstod han da absolut det hele af det lange afsnit som stod beskrevet i hans mors dagbog.

[Deleted]

At Junior havde hørt andet, end at Lestat ikke var hans far var intet Camryn vidste noget om. Men til tider var det også svært af få styr på hvordan den knægt tænkte. Han var jo 2 spaltede sider. Så et helt at han vidste hvad han skulle undgå, for at skulle holde sig på den gode side. Hun smilede og rykkede stolen helt tæt på Junior's, og tog hans hånd under bordet. Godt at dugen nåede jorden på den anden side, så var de da skjult. Hun så kort tjekkende ned af sig - nej, ikke én eneste dråbe spildt. Hun skævede hen til Nathia. Selvom hun havde skovlet i sig af den gode mad, havde hendes kjole overlevet. I hvert fald hvad hun kunne se. Et smil spillede over hendes læber, mens hun så på Lysander da han bankede på glasset, og begyndte på endnu en tale. Som noget af det sidste hørte han ham sige: "Resten af festen vil fortsætte i tronsalen!" sagde han. Alle gæsterne gik derind igen, og nu var der pyntet helt anderledes op. Et smukt isblå gulv. Det var en grotte med krystaller, og masser af sølv og glimmer. Der var små borde ude langs kanterne, og ved tronerne stod der nogen stearinlys. Folk var fascinerede og klappede af begejstring, inden at de satte sig rundt til bords hvor der stod glas og forfriskninger. Der manglede ikke noget.
Nathia kom med et stort smil. "Jo jo," sagde hun og nikkede stort. Hun smilede stort og slikkede sig om munden inden hun ragede servietten til sig og tørrede sig om munden og tørrede fingrene rene. Bagefter hoppede hun ned af stolen, og Lysander kaldte hende hen og tog hende med ind i tronsalen. Han så om mod Regentparret. "Kom, Børnlil'," sagde han og med en drilsk tone i det sidste mens han blinkede let. Camryn rynkede fornærmet på næsen, inden hun brød ud i et grin. Hun kunne ikke blive fornærmet på ham. Det var da så uskyldig dril. Hun rejste sig og trak Junior med sig ned langs bordene og ind i den smukke pyntede sal. Lysander startede en stemning, der lød således: "Vals, Vals," og alle som sagde det med i kor. Hun blev lidt rød i kinderne og smilede. Alle rejste sig og trængte dem ind i en stor cirkel til start. Hun smilede og nejede høfligt for Junior, inden at han måtte tage føringen som mand.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior kæmpede virkelig med den form af personlighedsspaltning som han måtte bakse noget så voldsomt med. Det var stadig noget af det som virkelig kunne irritere ham mest. Det var i disse tider at han virkelig kunne hade at være hvad han var.. magiker og warlock, det havde ikke altid sine fordele og det var det som han selv måtte mærke sig godt af – lige på det punkt, hvor han faktisk kunne misunde hans lillebror.. stadig var det underligt at stå ved, at han faktisk havde yngre søskende.. de var jo allerede en enorm flok fra før af, selvom han ikke havde nogen anelse om hvor de andre faktisk måtte være og hvor mange af dem som faktisk var i live, det havde han jo heller ikke nogen anelse om overhovedet. Han blev siddende ved siden af Camryn, på den måde som hun fik ham til at falde til ro, var hun også den eneste som overhovedet var i stand til, noget som han faktisk var glad for. At Lysander endnu en gang måtte tale og beordre dem alle ind i tronsalen igen.. han vidste allerede hvad der måtte være i vente, det kunne ikke være andet end kronen på værket – den første dans som et ægtepar. Et stille smil bredte sig på hans læber idet han selv måtte tvinge sig op på benene. Nathia havde han set løbe Lysander i møde og ført med ind i salen. Han gjorde virkelig ikke noget som helst før det var helt klart for ham, hvor den lille pige var. Blev hun væk for ham nogensinde, ville han aldrig være i stand til at skulle tilgive sig selv!
Den store sal som så smukt var pyntet op til dagens anledning.. dette var vel også forhåbentlig det sidste som stod på programmet? Det var smukt, det var der absolut ikke nogen tvivl om. De smukke farver, det bedårende lys. Ingen tvivl om, at Lysander klart havde gjort ekstremt meget ud af alt det her. Han vendte blikket mod Lysander, at han havde kaldt dem børn’lill, var klart noget som havde trukket i hans opmærksomhed. For hans vedkommende, så var det jo så sandt. At folk ønskede valsen, stillede sig omkring dem i en cirkel, hvor han alligevel ikke kunne lade være med at smile. Mere glad havde han virkelig ikke været i lang tid og specielt ikke siden at han havde fået den endelige overraskelse. Junior vendte sig mod hende, hvor han dog ærefuldt måtte bukke for hende, inden han tog hendes hånd og kyssede hendes håndryg inden han roligt og let rejste sig op. Med en rolig og let elegant bevægelse med hånden hvor han trak hende det sidste skridt tættere på sig. Hånden søgte stille omkring hendes slanke liv og med det varme smil på læben. Han kyssede hendes pande. Musikken som måtte begynde roligt og stille idet han førte hende ud i den smukke vals, roligt.. let og elegant.

[Deleted]

Nathia sad henne ved et bord specielt til regentparret, deres 'datter' og så Lysander. Hun sad sammen med Lysander, da der vidst var nok til at klappe og trykke Camryn og Junior tættere og tættere sammen. Hun fik skænket et glas vand og bældede det glas i sig. Desserten ville komme så snart der var kysset, da tjenestefolkene stod i åbningen ind til baggangen der førte ned til køkkenet. Og der stod et langbord til alt der skulle serveres ved den ene landside af tronsalen. Han så roligt hen mod parret og kom med et stille og blidt smil. Han endte med at tage en seddel op af lommen med en masse stikord til en tale, som han ville holde om Juniors og Camryns barndom. Han havde fået en del oplysninger af Marius omkring små guldkorn fra Camryns, så det skulle ikke være et problem. Han smilede stille, så den kort igennem, inden han lagde den væk igen.
Camryn var fascineret af den store sal, og hvor hurtigt den var blevet pyntet op. Forandringen var jo sket bare siden hun var gået ind for at spise og så kommet tilbage. Det var vel.. 30 min? Maks. Hun så sig kort rundt, inden hun fik neget for Junior og hendes hånd blev taget af ham. Hun smilede forsigtigt til ham og dog med et stort lykkeligt glimt i øjet. Hun trak sig ind mod hans bryst og lagde sin anden hånd mod hans skulder. Hun fulgte ham perfekt. Dette var jo noget de sådan havde gjort for sjovt, når der lige havde været lidt tid. Når han havde været omkring. Hun smilede blidt og grinede. Hun lukkede øjnene, og førte sig ind i øjeblikket og takten fra det klappende kor der kom nærmere og nærmere og cirklen omkring dem blev mindre og mindre. Da folket så var kommet nærmere og endeligt trykkede dem sammen, lænede hun sig frem og famlede sig frem til hans læber og skænkede ham et dybt kys. Dansen var stoppet. Folket brød ud i jubel og spredtes igen, inden de valgte og sætte sig. Øjnene fulgte dem dog stadig. Camryn smilede og gav Junior et kram, inden hun tog hans hånd og førte ham med hen til bordet hvor Nathia sad og vinkede som en gal. Hun indtog sin plads og samlede sin kjole til sig. Hun havde næsten ikke nået at sætte sig før at desserten blev serveret og hun sukkede med et let grin.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde blikket hvilende på Nathia meget af aftenen. Den lille pige skulle bare ikke få lov til at forsvinde for ham. En ting havde det jo været at de havde taget den lille pige til sig, men at hun var begyndt at skulle kalde dem for mor og far, var virkelig noget af det bedste ved det hele. Det lykkelige glimt, hvilede i hans egne øjne, det var ikke noget som han lagde det mindste skjul på lige for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte hele opmærksomheden mod Camryn igen og førte hende videre ud i valsen på den plads som de havde, selvom den hun blev mindre og mindre for dem. Han slap et let og stille grin og tvang blikket væk fra hende af og ud i mængden. Hvad mere Lysander havde i tankerne for aftenen, havde han virkelig ikke nogen anelse om. Denne planlægning havde han jo ikke haft noget som helst at gøre med. Et sted hvor den tanke faktisk havde skræmt ham en anelse, selvom han glædeligt kunne stå ved, at Lysander virkelig havde ramt hovedet på sømmet ved at gøre det hele så perfekt som det var lige nu og her, det var der heller ikke nogen tvivl om. Nok at han var hans far, men lige nu var det ikke en tanke som gjorde ham det store.
At cirklen kun måtte blive mindre og mindre, kunne han tydeligt mærke. Han smilede let. ”Giv da lidt plads folkens!” sagde han med en drilsk stemme og med et let grin. At de så måtte blive tvunget helt sammen og uden nogen plads at skulle fortsætte dansen på, hvor han endnu en gang måtte lade hele sin egen opmærksomhed falde til Camryns skikkelse foran ham. Han smilede et varmt og kærligt smil og lod læberne stille møde hendes i et blidt og gengældende, alligevel lidenskabeligt og kærlige kys. Han lukkede øjnene i og med at han måtte gengælde det. At folk endnu en gang måtte bryde ud i deres jubel fik ham kun til at smile. Folket havde de i den grad med sig – den ene lille ting som han aldrig nogensinde ville svigte. De havde folket med sig fra start – hvilken glæde! Han krammede Camryn ind til sig i en gengæld da kysset var blevet brudt og med det varme smil på læben. Han tog Camryns hånd og fulgte med hende. Han vinkede igen til Nathia og med det store smil på læben. Han kunne virkelig ikke komme udenom, at han virkelig var stolt af hende i aften, hun klarte det virkelig helt fantastisk. Han tog plads da desserten blev serveret. Han trak vejret dybt. ”Det må jeg nok sige Sander.. du har da haft travlt..” Han vendte blikket mod ham og med et smil alligevel. Han vendte sig mod Nathia og strøg hende over hovedet. ”Hvad så? Har du plads til desserten også?” spurgte han med et drilsk og tydeligt faderligt smil.

[Deleted]

Nathia smilede glad da Camryn og Junior kom hen igen. Hun satte sig helt tæt op af Junior, næsten klæbende som lim. "Jaa, dessert!" smilede hun og rykkede væk fra ham igen. Tallerkenen der var blevet serveret var pænt pyntet med det fineste is, chokoladesovs og kransekage lå der ved siden af. Hun smilede og greb skeen til sig og rykkede hen til sin tallerken hvor hun glædeligt skovlede i sig af maden. Hendes appetit havde hun. Og hun kunne ikke lade vær med at smile af sin mor, som sad og grinte af hende og kom med den lille kommentar, at hun da godt nok ikke skulle klage om sult senere med alt det hun spiste. Hun spise glædeligt af sin is, selvom hun så at hendes mor ikke rigtig rørte det - hun var vidst blevet mæt i alt den lækre aftensmad de havde fået. Hun sad og sparkede lidt med benene under bordet - det foregik dog helt lydløst. Hun var optaget af maden og lagde ikke mærke til noget. Salen spiste, og man kunne høre det på roen.
Lysander smilede til Junior. "Det her? Det er ingenting," sagde han drilsk og blinkede let med det ene øje til ham. Han endte med at rejse sig. Han slog hænderne sammen og alt blev stille. "Nu kan jeg ikke dy mig længere. Nu må jeg få gaverne ind. Der er en masse blomster båret hen på bordet derhenne," sagde han og viste hånden ud mod det - blomster vel og mærke fra alle indbyggere i Procias. Han så på tjenestepigerne som kom ind med 2 skåle hvor der stod en lille papmachelavet hest. En sort og en rødbrun. "I får jer hver jeres egen prægtige hest. De er tilredet og utrolig dygtige begge to, nyd jer godt af det," sagde han og smilede. En tjenestepige mere stod udenfor døren og kom ind med en gave mere. (Fra Elanya, som du selv ved hvad er xD)
Han trak hans stikordspapir frem, og begyndte så at tale. Fortalte om Juniors barndom, hans barndom med Camryn. Camryns barndom og Camryns barndom med Junior. Småt og detaljeret i små søde guldkorn, gennem hele deres opvækst. Camryn sad og lyttede og var flere gange knaldrøde i hovedet af forlegenhed. Nathia lyttede også intenst med.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Man skulle da næsten ikke tro, at Nathia havde spist i en uge, alt det som hun fik skovlet i sig. Junior måtte slippe et let grin og lod hånden ganske kort stryge hende over ryggen inden han selv begyndte at spise. Han kunne da tydeligt mærke, at han var blevet godt mæt lige i aften, det var der så sandelig ikke nogen tvivl om. Alle havde spist godt og alle havde da fået nyt en aften uden at skulle tænke på alt det som faktisk måtte foregå udenfor murene for denne tid, det var virkelig kun noget af det som måtte glæde ham selv ganske betragteligt. Han lod den frie hånd endnu en gang stille gribe ud efter Camryns ved bordet og uden at nogle ville være i stand til at se det. Han kunne virkelig ikke lade hende sidde lige for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Sandt nok, at han ikke kunne fordrage hele denne opmærksomhed, det var nok noget af det værste ved det hele og han kunne ærlig talt ikke fordrage tanken. Lysander var der, det var ham dog en trøst. Han kunne virkelig ikke gøre andet end at stole på den mand, det var der heller ikke nogen tvivl om.
Gaverne som måtte komme ind, var noget af det som først måtte tiltrække sig af hans egen opmærksomhed. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile ved den tanke alene. Lige på det punkt, kunne man vel også pænt sige, at han var som et hvert andet lille barn. De smukke heste og de mange blomster, han måtte virkelig kun vælge at skulle tolke det som alt godt lykke fra folket af og det gjorde han så sandelig også i den grad. Den ene tjener som kom gående med en lille udseendemæssig pakke, var dog den som først virkelig måtte trække hans opmærksomhed. Hvor meget Elanya havde haft at skulle sige for trolovelsen, vidste han virkelig ikke, men Lysander havde vel fået hendes samtykke til at skulle gøre det. Han bed sig let i læben og nikkede så. Den lille pakke satte tjeneren roligt foran dem, bukkede ydmygt og trak sig baglæns væk fra dem igen. Skriften som stod på den lille besked som hvilede på pakken, genkendte han tydeligt fra Elanyas dagbog, den kunne da kun være fra hende af.
Lysander måtte endnu en gang trække til sig af hans egen opmærksomhed. Alle disse små hemmeligheder fra dengang de begge havde været små, hvor den røde farve ganske ofte måtte stige i hans kinder. Alle de ting som han havde lavet i skjul.. hvordan vidste han det!? Han vendte blikket næsten forlegent ned mod bordet og med det lette smil på læben. ”Det var jo ikke lige meningen, at alle skulle vide det..” mumlede han med en lettere drilsk stemme. Han kunne da umuligt blive sur. Han var virkelig for glad og for lykkelig til at skulle kunne blive sur i aften. Blikket faldt endnu en gang til pakken. Han lukkede hånden mere om Camryns. Han kunne da genkende sin mors håndskrift på lang afstand.

[Deleted]

Sandt at man ikke skulle tro at Nathia havde spist noget hele aftenen. Men det havde hun. Maden var bare så god, at hun ikke kunne lade den være. Og hun havde jo også lidt et lille dyr i sig, der hungrede efter maden - så hun skovlede glædeligt til sig. Hun intog glædeligt kransekagen efter at isen var spist ned til mindste lille chokoladesovs-klump. Hun havde selv taget sig notits af at alle spiste. Men alle i Procias var jo ikke rige, så nogen nød vel godt af at komme til hoffet og få sig en ordentlig gang mæthed? Men nu ville tiden vel også ændre sig, nu da der kom nogen der kunne styre og bestemme her. Det ville hun da tro. Så meget viden havde hun fået sig med. Hun vidste jo meget, havde bare.. fortrængt det så længe i hendes barndom. Hun vidste intet om at Camryn og Junior holdt i hånd under bordet, hun var ganske koncentreret af at spise og lytte til Lysander. Så da hun lyttede, gik spisningen lidt langsommere. Hun mærkede også, at hun snart ikke kunne trænge mere ned selvom det smagte fremragende. Hun udbrød små grin nogen gange, da hun hørte hvad Junior og Camryn havde lavet i deres barndom. Hun smilede let og skubbede talllerkenen fra sig som at sige, nu var hun færdig med det. Hun tørrede fingrene i en serviet, tørrede sig om munden og så var hun klar igen. Selvom.. hun kunne nok ikke bare løbe rundt. Så hun blev pænt og opdragent siddende, selvom hun havde en lille ting i sig der havde lyst til at løbe 10 gange rundt om slottet.
Camryn så smilende på gaverne da de kom ind. Fik hun virkelig sin egen hest? Mægtigt! Tjenestepigen kom hen og satte den sorte papmache hest foran hende og den den fuksfarvede hest foran Junior, for at fordele hvilken hest de fik hver. Hun studerede den lille figur og rørte let ved snuden af papmachehesten. Hun smilede stille og var selv knaldrød i hovedet af alle de ting som Lysander vidste.. Hvordan kunne han..?! Det måtte være Marius. Den mand vidste jo alt omkring hende. Undtagen lige den ting, at hun faktisk havde været forelsket i ham. Sin egen far. Eller, hun tog det ikke selv som forelskelse. Der var det en teenageforvirring, i hendes øjne. Hendes blik faldt dog på pakken, som Junior så noget efter. Den blev båret hen og lagt foran Junior og Camryn på deres bord, og så var alle tjenestefolkene væk igen. Bare sådan.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Nathia ville i hvertfald blive god og mæt i morgen, det var Junior da bestemt ikke i tvivl om, så godt som hun spiste i aften. Det betød jo i så fald, at han ikke ville blive vækket af en lille pige som kom og prikkede ham i siden og sagde, at hun var sulten. Det ville jo så betyde en lang god nat med en god søvn, ikke at det var noget som gjorde ham det mindste, tvært imod. Han sendte hende et smil, så bare hvordan hun skovlede det hele i sig. Han slap et let grin. ”Du skal bare sige til, så får du mere,” påpegede han med en dæmpet og rolig stemme. Han prøvede virkelig at se væk fra alt det som Lysander måtte remse op. Hvorfor skulle han da også fortælle alle det? Han vendte blikket mod ham og kneb øjnene drillende i, selvom han virkelig til tide kunne se ud som om at han var rød i ansigtet. Ikke fordi at det var flovt, men hey… alle havde vel gjort ulykker som små, selv en grevedatter og en kongesøn! Han smilede, hørte selv på folket som selv måtte grine til tider.. lidt komisk var det vel.. hvor hurtigt og hvor meget de egentlig havde ændret sig fra dengang og så til det som de var i øjeblikket.. det var virkelig ikke noget som han kunne komme udenom. Han blev siddende med Camryns hånd i sin egen under bordet og strøg hendes håndryg ganske så roligt og blidt. Dette var fint en sådan aften som man kunne kalde for noget af det mest utrolige som han nogensinde havde oplevet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. han var glad.. han var virkelig frygtelig glad som han aldrig nogensinde havde følt, at han havde været det tidligere. Hestene var virkelig et smukt stykke arbejde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, selvom det jo i bund og grund klart måtte være en smuk gave som han i den grad ville passe meget godt på. Han smilede let, selvom han dog ikke på noget tidspunkt tog blikket væk fra den lille gave som stod på bordet. Han tvang sig selv til at skulle slippe Camryns hånd, hvor han tog den lille pakke hen til sig. At Camryn havde været forelsket i sin egen far, havde han ingen anelse om, som hun heller ikke havde nogen anelse om, at han faktisk havde en lillebror og hans far var i live. Han kunne tydeligt føle og mærke, at hans hjerte næsten måtte hamre mod hans eget bryst, næsten som han endnu en gang måtte sidde så frygtelig nervøs. Han åbnede den varsomt hvor han først fremdrog et lille stykke papir. Han læste det igennem;

”Min kære søn.
Jeg ved, at når du læser dette, er jeg der ikke personligt til at kunne give beskeden selv,
men på den dag som skal beskrives som den mest lykkelige som man nogensinde vil opleve,
så skal du også have noget fra os.
Muligt at trolovelsen har ramt dig hårdt, men husk på en ting min dreng. Vi har intet gjort som
vi har ment som noget ondt. Enhver handling som sker og gøres, er med en mening, uanset
hvad konsekvensen vil blive. Det er noget som du aldrig nogensinde må glemme.
Jeg ved at du muligvis slet ikke kan huske mig. Lysander vil stå ved dig så længe som det er dig
ønsket min dreng. Han er virkelig en god mand, uanset hvor hård og streng han kan være til tider.
Han var den som holdt mig med selskab under de store fejder som hvilede lige over os inden du
kom til verden. Og nu våger han over dig. Et elsket og ønsket lille barn. Jeg er virkelig ked af, at
vi aldrig fik oplevet mere tid sammen end den som blev os skænket.
Denne lille gave vil forhåbentlig vække lidt minder fra mig. Jeg vil altid være i dit hjerte, Lestat,
i de mørke og i de lyse tider. Jeg er der til at høre din bøn og jeg vil besvare dem.
For hver en sjæl som findes, vil en engel vogte over den. Jeg vogter over din min dreng, og jeg
ved at far gør lige så. Aldrig er vi langt væk, vi er i dit hjerte.

Elanya”

Junior genlæste brevet igen og igen. Smilet var falmet bare en anelse ind, selvom.. han var lettet. Han trak svagt på smilebåndet og lagde brevet sammen igen. Han tog stille fat i den lille æske og ganske rigtigt. I den lå en lille kæde som han forsigtigt tog op i sine hænder. Den var guldbelagt og med Juniors eget navn graveret på den. Om han skulle smile, grine eller græde, vidste han ærlig talt ikke. En medaljon var det, det kunne han se. Han tog forsigtigt om det lille vedhæng og åbnet det varsomt. Elanyas blide stemme brød stilheden som havde lagt sig ved ham – en form af en gammel vise som han i sindet kunne huske. En stille tåre gled stille ned af hans kind. Han genkendte den.. og han genkendte hendes stemme. Et sted lettede det og et andet gjorde det ondt.. noget så frygtelig ondt. ”Tak mor..” hviskede han dæmpet og næsten lydløst, i og med, at han lukkede den i igen, ganske så stille og forsigtigt og knugede den i hans egne hænder med en lettere og svag dirren.