Not a part of the plan..

[Deleted]

Meadow huskede endnu da hun havde hentet ham i fangekælderen. Hun havde taget den mest oprørske, den mest kække, og han havde virkelig formået at bringe lidt liv til stedet. Et sted havde hun hele tiden været klar over, at det heller ikke kunne stå på, for han var ikke hendes slave, men derimod hendes lærling, og nu havde han muligheden for at drage videre. Han behøvede hende ikke. Blikket gled på den smukke ring, som Aeradir havde skænket hende. Den var mere en byrde end den var noget andet. Desværre havde hun brug for ham. Ikke nok med at hun var udsat, men hendes smed var ligeså, og hendes forlovelse med en tidligere hærfører, var noget der skabte god reklame. Desuden så gav det Aerandir muligheden for at holde sit løfte til Destiny og våge over Lynn. Hvorfor og hvorledes vidste hun ikke, men et sted så var hun også ligeglad. Hun holdt af Aerandir, men hun elskede ham ikke, og han var bestemt ikke værd at gå igennem alt dette bøvl for. Hun havde bare ikke noget valg. De små svedperler havde samlet sig på hendes pande, nu hvor ilden for alvor var ved at blive varm. Pludselig var der umådelig stille. Det undrede hende lidt at han valgte slet ikke at reagere.. det lettede ham vel?! Meadow lod det sidste vand glide tilbage i spanden, inden hun selv vendte blikket mod de små sedler med bestillinger. De kunne ikke komme bagud, end ikke på grund af et skænderi, også selvom hun faktisk havde svært ved at tage sig sammen på grund af knuden i sit bryst. Som en spontan tanke tog hun spanden op, og hældte det lunkne vand ud over sig. Gulvet blev vådt, men hun ignorerede det. Det var i den grad nok til at vække hende. Vandet dryppede fra hendes blonde lokker, og ned over den i forvejen våde kjole. Hun lod den tilbage på gulvet og gik hen for at optage arbejdet, i det Castiel valgte at komme ud som en oprørsk teenager der smækkede med alle dørene. Hun knugede så fast om bordkanten at hendes knoer blev fuldkommen vide. Mit liv er fantastisk! råbte hun efter ham, og vendte blikket bort. Tårerne havde samlet sig i hendes øjenkrog. Denne gang lod hun dem falde, nu hvor han alligevel ikke ville se det. Hans ord var virkelig som en lussing. Hun lod sin håndryg stryge tårerne bort, og greb fat om en kniv hvis klinge skulle styrkes. I stedet hamrede hun den fast ned i træpladen, mest i et desperat forsøg på at lukke den enorme frustration ud! Hun forstod virkelig ikke hans vrede, for hun havde ikke gjort noget som helst for at gøre ham vred eller frustreret, hun behandlede ham jo med respekt, som et medmenneske og ikke som en slave, så hvorfor pokker skulle han brokke sig på den måde!? Det gjorde hende faktisk vred, også fordi hun ikke forstod det. Et sted måtte hun vel bare finde sig i tanken om at skulle drive dette sted selv.. endnu engang.

[Deleted]

Umiddelbart så følte Castiel bare at Meadow forsøgte at få ham væk derfra, og det var slet ikke en tanke som han brød sig om, for han forsøgte virkelig, og det var bestemt heller ikke nemt altid, om det var noget som man ville det eller ikke. at give ham en frihed som han allerede fra start af, vidste at han ikke ville kunne klare, var bestemt heller ikke noget som han kunne bruge til noget, for han havde aldrig nogensinde oplevet en frihed på denne måde, så selvfølgelig var det noget som gjorde utrolig meget for hans del. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Det hele var bare gået ned af bakke siden Aerandir var dukket op, og nu følte han bare at det hele gled mellem hans fingre som intet andet end sand, og det var ikke engang noget som han kunne gøre noget ved, om det var noget som man ville det eller ikke, hvilket helt klart var en tanke som måtte frustrere ham som bare pokker! At se hende fuldkommen dryppende af vand i smeden, var ikke engang noget som rørte ham, for han havde efterhånden stået og afreageret i den varme hede som smeden måtte bestå af, uden at der direkte var nogen som så det. Det var vel bare Aerandir som optog hele hendes tid? Det var ikke fordi at han sagde noget til det, for han kunne faktisk godt forstå og han forstod princippet i det at være både gift og forlovede, så det var ikke fordi at han følte at han havde retten til noget som helst, og det var noget som virkelig måtte irritere ham, for han følte virkelig ikke at han kunne tillade sig noget som helst! Han gik direkte forbi hende, og smækket døren i direkte efter sig, hvor den kolde aftenluft, var noget som han helt klart kunne mærke. Hans øjne var præget af tårer. Den fysiske smerte var ikke noget som rørte ham som sådan, andet end at det faktisk styrkede ham, men den psykiske var straks en helt anden! Det var noget som gjorde ondt, noget som gjorde at han reagerede på måder som han slet ikke havde regnet med, og det var faktisk ikke fordi at det var behageligt, for det var det virkelig ikke. Hvor skulle han da tage hen? Han vidste det faktisk ikke, og det var en tanke som kun frustrerede ham endnu mere, for han vidste virkelig ikke noget som helst, og så var det bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”Så har du jo heller ikke brug for mig!” hvæsede han kraftigt efter hende, som han smækket døren. Tårerne samlede sig i hans øjne, også selvom han nægtet at lade dem falde. Han var for pokker da en mand og det vidste han udmærket godt, så han kunne ikke tillade sig at vise sig svag! For han var ikke en svag mand! Han havde vel bare troet at han.. ville finde sin plads i livet her? For han kunne jo virkelig godt lide det, men det var noget som Meadow selvfølgelig skulle have lov til at rive fra ham. Han endte med at ryste direkte på hovedet, som han endte med at sætte sig ned. Han var jo for pokker nødt til at finde ud af, hvad han skulle gøre herfra!

[Deleted]

Meadow forsøgte på ingen måde at få ham væk – tværtimod så havde hun hele tiden nydt hans selskab, også selvom han havde været irriterende påtrængende.. hun havde jo et sted nydt den opmærksomhed han havde skænket hende. Som en kvinde i en mands profession så var det bestemt ikke altid let, de fleste så ned på hende.. mange forbandt hende end ikke med noget feminint, også på grund af hendes skarpe attitude, men hun var slet ikke så kold som mange havde dømt hende til at være, ej heller selvom hun var opfostret i Dvasias, det var en fjern fortid som hun havde lagt bag sig, og hun forsøgte virkelig kun at hjælpe Castiel med at gøre det samme! Tårerne bladede sig med vandet der løb ned over hendes og skjulte hendes tårer, for de var faktisk derinde. Et sted gik det vel også op for hende, at hun faktisk var blevet lidt.. gladere for Castiel end hun havde forventet? Hun hørte ham udmærket komme ud af sit skjul, for det var jo heller ikke fordi han var synderlig diskret. Hun værdigede ham ikke så meget som et blik, for hun vidste allerede hvad hun ville møde. Idet døren blev slået op, og vinterens kulde trængte ind, følte hun selv den våde krop næsten fryse på stedet. Hendes tænder begyndte at klapre. Hun havde lyst til at råbe til ham, bede ham lukke den forbandede dør, og blive på den modsatte side, men hun havde lært sig at forholde sig i ro, det ville jo ikke nytte noget som helst, hverken at følge efter ham, eller at blive vred på ham. Han var jo tydeligvis opkørt fra før af, og hun forstod for pokker ikke hvad hun gjorde forkert?! Hun himlede med øjnene som døren atter blev smækket. Hun hamrede næven ned i pladen. ”For pokker!” vrissede hun vredt for sig selv. Det var ikke første gang at nogen forlod dette sted, men hun vidste hvor tomt der blev uden det selskab, og det ønskede hun jo heller ikke, der var en grund til hun have afholdt ham fra at rejse, ved ikke at give ham det pergament. I det store og det hele var han nu fri til at gøre ved han ville. Meadow sukkede tungt, og greb om sin kappe. Hun kastede den ikke over sine skuldre, men lukkede i stedet døren op, og lod de grønne øjne falde på Castiels skikkelse. ”Jeg ved godt at du ikke kan komme hurtigt nok væk.. men vent i det mindste til daggry,” endte hun med en næsten bekymret tone, og kastede et blik mod himlen der var blevet sort i mellemtiden. ”Tag i det mindste en kappe om dig, inden du bliver syg,” hun rakte kappen i hendes hånd, frem mod ham. Selv var hendes ben begyndt at skælve under hende, fordi hun stod der drivvåd i minusgraderne, halvt i varmen halvt ude i kulden, det var ikke videre behageligt, men hun ønskede jo heller ikke at han skulle blive syg. Tårerne var størknet på hendes kind, hvilket også gjorde det en hel del lettere for hendes vedkommende, for måske han var en stærk mand, men hun havde altid været tvunget til ligeså at stå stærkt, og tvinge de følelser der som oftest fulgte med at være kvinde, bort.. desværre var dårlige vaner svære at bryde.

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi at Castiel følte sig særlig velkommen. Ikke bare at dette havde været hans eneste mulighed, hvis han ikke ville møde galgen, og Meadow havde jo taget sig umådelig godt af ham, så selvfølgelig var det en tanke som gjorde ham utrolig glad, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Umiddelbart så tog han dette tegn på frihed som hun direkte ønskede at han skulle ud derfra, og at det ikke kunne gå hurtigt nok. Hvis der var noget som han ikke kunne tackle – og som han vidste at han ikke kunne tackle, var en frihed, for han havde aldrig haft den, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hans vedkommende, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han bed sig let i læben, som han vendte blikket mod hende som hun endte med at søge direkte efter ham. Han måtte da for pokker lige finde ud af hvor han skulle tage hen først jo! Han sendte hende et direkte dræbende blik, også selvom han kunne mærke, at der var forbandet koldt, så var det slet ikke noget som han tog sig af som sådan, for det var der virkelig ikke nogen grund til i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig var i den anden ende. ”Jeg har ikke brug for den! Desuden har u kun gjort det tydeligt for mig, at du vil have mig ud, så skal jeg bestemt ikke indenfor igen!” Han endte med at rejse sig, hvor han direkte blev stående foran hende, for han kunne ikke andet. Det kunne godt være at han var en født slave, født til at følge andre, men han havde også sine holdninger og meninger! Og han var træt af at hun skulle have lov til at forvirre ham sådan! Han accepterede deres forlovelse, også fordi at han virkelig holdt af hende, og af den grund, så ønskede han faktisk bare at hun skulle være lykkelig, for det var det eneste som faktisk betød noget som helst for ham. Og det var første gang, at han havde tænkt på den måde! Han tænkte normalt kun på sig selv og ingen andre, og det var bare sådan at det skulle være i den anden ende! Han prustede ganske let og vendte blikket mod himlen. Han kunne ikke flyve, for det var en evne som han havde mistet for mange år siden, men det var nu bare det. ”Du behøver ikke spille venlig overfor mig, Meadow. Hvis jeg er sådan en pestilens, så lad mig være og smut tilbage til arbejdet!” endte han med en fast tone. I det store og hele, så var det faktisk ord som gjorde.. ondt at sige, men han mente dem. Selv han var jo trods alt nødt til at passe på sig selv, for ellers fik han ikke noget som helst ud af det i den anden ende, så var det jo sådan at det skulle være. ”… Gå du hellere ind før du ender med at blive syg..” endte han sigende, som han vendte blikket mod hende, for han havde faktisk ondt. Det var første gang at han kunne sige, at han havde ondt i det indre.

[Deleted]

Meadow havde ikke tøvet med at vælge ham. Havde hun ikke taget ham til sig, og oplært ham som en lærling, så ville han være blevet sendt tilbage til Dvasias, hvor de enten havde solgt ham videre, eller kappet hovedet af ham for at være for besværlig. Hun kendte miljøet, og af en eller anden grund, så havde hun aldrig ønsket den skæbne for ham. Hun måtte jo desværre erkende, at hun med tiden var kommet til at holde mere af ham, end det som hun burde, også selvom de begge havde holdt sig indenfor rimelighedens grænser. Det var som om, at noget havde slået klik efter hendes forlovelse med Aerandir.. en mand som intet følte for hende, ligesom hun ikke følte for ham, det var for pokker bare et dække, og hun havde ikke delt det med Castiel, af den meget simple grund, at hun ikke havde haft grund til det! Hun betragtede ham en smule afventende. Hendes krop skælvede ved omfavnelsen af den kulde, men hun nægtede at trække sig. Det gjorde hende jo faktisk bekymret, at han havde tænkt sig at tage af sted bare sådan. Hvor pokker ville han tage hen? Det knuste desuden hendes hjerte, ved tanken om at skulle sige farvel på den måde, også selvom hun ikke viste det. Hun endte med at sukke dybt, og så lidt opgivende væk fra ham. Han var urokkelig! Minen blev pludselig en hel del mere stram, som dengang hun havde hentet ham. ”Fint. Gør hvad fanden der passer dig. Som om det betyder det mindste!” denne gang kunne hun ikke længere forholde sig så rolig. Hendes hjerte bankede hurtigere end ti vilde heste, og den smerte hun følte.. burde han selv føle også selvom hun aldrig rigtigt havde fundet ud af hvordan den slags fungerede. ”Jeg har aldrig påstået at du har været en pestilens. Hør på dig selv. Jeg falder ikke for din medlidenhedspladder, men det er der nok en Herreskabsfrue et sted i Dvasias, der gør,” vrissede hun direkte bebrejdende. Det generede hende jo faktisk, med tanken om at han faktisk med deres hårde arbejde, direkte ned i en spand. Hun smækkede døren i hovedet på ham, og lænede sig selv op af den, på den lune side. Hun bed sig selv i læben, og lod fingrene finde vejen til sin puls, følte slagene blot i forsøget på at falde ned. Hun ønskede ikke at skræmme nogle, og Procias var hendes hjem. ”Dumme pigebarn,” mumlede hun, henvendt til sig selv. Og det var grunden til at hun ikke lukkede nogen nær, han havde om ikke andet mindet hende om, at der kun var hende selv at stole på. ”Tag dig sammen!!” endte hun hårdt, endnu engang henført til sig selv. Tårerne tørrede hun bort med håndryggen, og rettede ryggen, skød brystet frem, den sædvanlige holdning, selvom den var sværere at bære nu. Forbandet være den mand! Kaminen var begyndt at brænde livligt, og selvom hun burde arbejde, så var dette en af de ganske få aftner, hvor hendes sind og krop ikke kunne holde til det. Hun tog en spand vand ved siden af kaminen og hældte den på ilden, så den øjeblikket måtte ligge sig, hvorefter hun uden at tøve, bevægede sig mod det værelse, hvor Castiel havde holdt til for bare et øjeblik siden. Der lå støv for døren, efter at han havde haft den smækket så hårdt. Stedet var ved at være gammelt, så der skulle heller ikke så meget til. Hun satte sig ned på sengekanten og gav sig til at flette det blonde hår, som var intet sket. Hun forsøgte virkelig, ikke at skænke ham en tanke.

[Deleted]

Det var første gang Castiel direkte kunne sige, at han var blevet en frustreret mand, for det var helt klart også det som han følte sig, det var der s å sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være. Han hadede tanken om at hun var kommet så tæt på Aerandir, for han kunne virkelig ikke fordrage tanken om den mand! Han vendte blikket direkte mod hende. At hun havde søgt efter ham, var slet ikke en tanke som han forstod, selvom.. det et sted var en tanke som tillod ham at falde lidt til ro, selvom det tydeligt kun var for en ganske kort stund, for denne gang var det hende som tydeligt måtte hidse sig op. Han bed tænderne tydeligt sammen, som han vendte blikket væk fra hende. Hun forstod ham jo ikke uanset! Aerandir sørgede for at hun havde gang i forretningen, hun havde den mand ved sig, så hvad pokker skulle hun bruge ham til?! Han var jo bare i overflod og i vejen! Som han var vant til at være det! Smerten som viste sig i hendes bryst, fik ham direkte til at vende blikket mod det, i stedet for hendes ellers så smukke ansigt. ”Du har ondt..” Et sted mere en mumlen. At hun direkte fik det fremstillet, som han søgte efter medlidenhed? For det gjorde han bestemt ikke, og det var en tanke som gjorde ham direkte rasende og direkte irriterende, hvor han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. De sidste ord var noget som virkelig gjorde ondt, for han havde aldrig nogensinde bedt om det liv som han havde fået! Han nåede dog aldrig at besvare det, inden han fik døren direkte i ansigtet. Han vendte blikket stille ned mod sine fødder, også for at tælle til ti i det indre, for det var virkelig noget som gjorde ham vred. Det kunne næsten mindes som hun forbød ham at tage nogen steder, og det irriterede ham! Han kunne jo ikke få tingene som han ville, for.. jam, det kunne han jo aldrig! Han fik det aldrig som han ville! Han endte selv med at tage i håndtaget og tvinge døren op, for der var helt klart grænser for hvad han måtte finde sig i. Dampen fra ilden i de store og massive ovne, var slet ikke noget som han reagerede på, for det var jo trods alt heller ikke noget som var nyt for ham i dette arbejde, men af den grund, så var det jo faktisk et arbejde som han rigtig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket mod døren ind til sit gamle værelse. Han regnede jo heller ikke med muligheden for at blive.. ikke når hun direkte havde smidt ham ud! Ligesom alle andre havde gjort! Det kunne godt være at han var en dødsengel, men selv han kunne faktisk føle den smerte som det efterlod ham med. Han ønskede jo ligesom alle andre, bare at falde til et sted! Han fik øje på hende, som hun sad der på sengen og flettede sit hår, selvom han slet ikke vidste i hvilken retning han skulle tolke det, for han vidste det jo faktisk ikke, selvom det var en tanke som direkte måtte frustrere ham. ”Du vælger at smide mig ud – ligesom alle har gjort.. Så lad mig i det mindste tage af sted, uden at plette min samvittighed til først..” vrissede han med en fast tone, for tanken var intet mindre end frustrerende!

[Deleted]

Meadow havde faktisk ondt, hvilket var noget nyt for hende. Hun havde afvist langt de fleste som var kommet i nærheden af hende, men Castiel havde hun på sit vis lukket tættere på sig end nogen anden nogensinde havde været, selv når det kom til hendes forlovede. Derfor gjorde det ondt, at han pludselig behandlede hende på den måde, hun forstod virkelig ikke hvad det var hun havde gjort så forkert! Nu var selv hendes tålmodighed endt med at løbe op. Castiel kunne gøre hvad pokker han ville, det betød da absolut ingenting for hende! Måske det gjorde i højere grad end hun ville være ved, men uanset så skulle han bestemt ikke have lov til at have sin vilje! Tanken om at han kunne mærke den smerte hun følte, brød hun sig bestemt ikke om, hvilket også var noget af det som havde fået hende til at flygte så snart hun havde mulighed for det. Hun blev siddende på den rodede seng, og lod de blonde lokker glide imellem fingrene for at flette dem sammen. Hun forsøgte med alt magt ikke at tænke for meget på ham, også selvom hans ord og hans opførsel kørte som en ringe film i hendes hoved. Idet hun hørte døren gå op, vidste hun at han ikke havde tænkt sig at lade den stoppe der. Hun sukkede tungt og lod blikket glide i for et øjeblik. Hvorfor kunne han ikke bare lade hende være, nu hvor han ikke ønskede at have hende noget at gøre med hende mere? Meadow vendte sig mod døren, og ganske rigtigt gik den op få sekunder efter. Hun slap håret, der gik halvvejs op. ”Jeg smider dig ikke ud! Du har nægtet at skænke mig så meget som et blik gennem frygtelig lang tid, og du har været vred på mig, det afspejler sig i dit arbejde, Castiel. Siden du virkelig ikke ønsker at være her, har jeg blot skænket dig den frihed som jeg har holdt skjult for dig for pokker,” endte hun med en lidt bitter tone, for den mand begyndte virkelig at frustrere hende, han havde jo ikke engang været i stand til at forklare hende, hvorfor pokker han regerede sådan! Tanken om at han kunne føle hendes smerte, irriterede hende direkte, for det var slet ikke en triumf som hun ville give ham overhovedet! ”Jeg vil ikke holde dig her, når du så tydeligt ikke ønsker det. Du har været en stor hjælp, tro det eller ej jeg har været glad for din indsat, og jeg har sagt god for sig. Du kan gøre hvad du vil, så lad værre med at smører den mere ud,” sluttede hun med en lidt fast tone. Tårerne pressede sig på, og det var hårdt at holde dem tilbage, det i sig selv var noget som gjorde sted, på en måde som hun ikke havde oplevet. Meadow rejste sig roligt, og stilte sig foran ham med en rolig mine. Hovedet gled let på sned. Hun hævede hånden for at stryge ham over kinden, men fortrød inden, og lod den i stedet blot falde langs hendes side. Hun håbede virkelig at han ville få det godt i fremtiden, hun ville bede for at han ikke endte hos endnu en slavefamilie, selvom bøn normalt ikke var hende. ”Jeg forstår ikke din vrede, Castiel, og jeg forsikre dig.. jeg ville aldrig smide dig ud. Dette er dit valg, og det lader til at du har taget det,” endte hun stille. De blonde lokker havde løsnet sig helt fra fletningen og spredte sig omkring hendes skuldre. Det var første gang at et farvel gjorde ondt, for hun havde været vant til dem, men denne gang.. kom hun ikke uden om det.

[Deleted]

Castiel vidste at hans reaktioner og handlinger virkelig ikke var med ham, men imod ham. Tanken om at hun havde Aerandir og derved ikke den tid til ham, var noget som virkelig måtte irritere ham, for han kunne ikke gøre noget ved et af den grund. Han bed sig fast i læben. Han havde ikke oplevet at en kvinde skulle have den påvirkning af ham, og det var en tanke som faktisk måtte skræmme ham, for.. han følte sig tilsidesat, selvom det slet ikke burde være en tanke som burde have den betydning for ham, men det havde det denne gang. Han vendte blikket direkte mod hende, som han kom ind på værelset – det som havde været hans, for.. det var det vel ikke mere? At hun havde skjult den sandhed for ham og hans frihed var egentlig ikke det som han var mest påvirket af, men snarere den fornemmelse om at han slet ikke kunne bruges mere, for den var.. virkelig overvældende denne gang, og han kunne slet ikke have det! ”Jeg har aldrig nogensinde udtalt mig om, at jeg ikke bryder mig om at være her!” begyndte han tydeligt frustreret. Han vidste udmærket godt, at det slet ikke var typisk ham at reagere sådan, men han kunne ikke gøre for det! ”Du vælger at give mig den i hænderne og kyle mig ud! Hvis det er fordi du ikke vil have mig her, så kan du i det mindste åbne munden overfor mig og sige det! Eller har du for travlt med Aerandir måske? Du ser mig for pokker ikke engang længere!” nærmest røg det ud af ham, for han kunne slet ikke tænke rationelt i denne stund! Han vendte blikket væk fra Meadow, som det også hurtigt måtte gå op for ham, at han havde sagt for meget. Han var ikke den som normalt åbnede sig op for nogen, og specielt ikke en kvinde, men af en eller anden mærkværdig grund, så.. havde Meadow formået at komme ind under huden på ham, og han kunne slet ikke have med den anke at gøre på nogen måde overhovedet! At hun endte foran ham, var slet ikke noget som han sagde noget til, hvor han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Han knyttede næverne ganske tydeligt, for ikke at ende med at gøre noget som han ville fortryde i den anden ende. Han prustede, næsten som han forsøgte at holde sig rolig, også selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt altid, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han fnøs ganske kortfattet. ”Hvad snakker du om? Du har ikke engang set mit arbejde igennem den sidste stund.. Jeg står her dag ud og dag ind.. Og du sidder oppe ved… ham!” vrissede han sammenbidt. Aerandir var ham virkelig en torn i øjet, og det var egentlig ikke fordi at havde noget imod at arbejde og arbejde hårdt, for det var det! At hun hævede hånden, var han næsten sikker på at hun ville slå, for det var hvad han var vant til. Han vendte blikket en anelse mod hende, som han lukkede øjnene, som han bare blev stående. Han trak vejret dybt, og vendte blikket mod hende igen. Han var faktisk ked af det, selvom han forsøgte at skjule det! Han vidste ikke hvad han skulle gøre, og det var virkelig noget som irriterede ham efterhånden. Han sukkede tungt, som han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. En sorg viste sig i hans blik.. Han kunne ikke fortsætte med at holde det i sig, det var umuligt! ”Det skal du ikke tænke på.. Jeg skal nok tage af sted, hvis jeg er så meget i vejen..” vrissede han sammenbidt, som han vendte ryggen til hende, kun for at gå igen.

[Deleted]

Meadow forstod sig virkelig ikke på den vrede som han tydeligvis bar rundt på, hun forstod virkelig ikke hvad det var hun havde gjort forkert! Et sted burde hun være fuldkommen ligeglad, som hun ville have været sædvanligvis, for Castiel havde trods alt bare været en hjælpende hånd, hun havde været den som skulle lærer ham at opfører sig pænt, og skulle hun sige det selv, så troede hun faktisk at det var lykkedes, men nu lod det bare til at han faldt tilbage af nøjagtigt samme spor! Hun blev stående roligt foran ham, og betragtede ham med de lidt hårde grønne øjne. ”Måske ikke, men dine handlinger siger langt mere, Castiel. Jeg ved hvornår nok er nok,” hun talte langt mere rolig og behersket end det som han selv gjorde, nu hvor hun havde fået lidt styr på sig selv igen, dog var der stadig en meget fast undertone, der kun understregede at hun mente det ganske alvorligt! Hans ord kom direkte som en syngende lussing. Meadow tav. Havde alt dette med Aerandir at gøre? Det kunne sandelig lyde sådan! Det tog hende lange sekunder at samle sig, før hun faktisk atter kunne lade blikket glide i hans. ”Er det ham, dette handler om'?” spurgte hun direkte, og kastede et blik på ring som hun lidt neutralt bar. Hun hævede atter blikket mod ham. ”Jeg ønsker ikke at smide dig ud. Du har været mig en god hjælp og om jeg vil det eller ej, et godt selskab. Men den vrede kan jeg ikke arbejde med, Castiel. Hvad angår Aerandir..” hun tav atter og sukkede lidt opgivende, ”Uden ham ville alt dette have været ligegyldigt. Hvis jeg ikke havde forlovet mig med ham, så havde jeg mistet min smed, forstår du ikke det? Du ville have fået en ekspres-billet til enten en celle eller til Dvasias, og jeg ville gå konkurs,” forklarede hun roligt. Hun lod tungespidsen fugte læberne. Det var ikke noget hun havde fortalt Castiel før, for hun ønskede ikke at gøre ham bekymret eller irriteret, eller hvad pokker han nu ville blive! ”Jeg forsikre dig. Jeg holder måske af Aerandir som person, men eftersom jeg ikke elsker ham, så ville jeg ikke have brugt så meget tid med ham, hvis det ikke havde været for den idiot der skubbede ham ud over det bjerg!” de sidste ord var sagt med en stor irritation og lidt en bebrejdelse, for hvem end der havde skubbet ham ud over det bjerg, så havde vedkommende taget utrolig meget af hendes egen tid! At han var så vred at hun direkte kunne se det i hans mine og høre det på hans vejrtrækning var noget som kun fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen, også selvom hun ikke synligt lod sig påvirke af det. Det var for velkendt. Hun missede lidt med øjnene. ”Kom ikke og antyd af jeg ikke arbejder. Når du er gået i seng, knokler jeg flere timer ud over at jeg skal passe på den mand som har sørget for at vi har arbejde! Du er ikke et offer, Castiel,” påpegede hun blot kortfattet, for hun var virkelig ved at være træt af at blive talt ned til på den måde! Hans ord gjorde ondt på hende, og det skræmte hende faktisk. Ingen mand havde formået at få hende til at føle sig så magtesløs eller.. uduelig ligepludselig. Pokker tage den mand! ”Gå hvis det er hvad du ønsker. Men husk at det var et valg du tog. Ikke jeg,” endte hun stille. Hun blev stående kun for at se efter ham. Tanken om at han skulle gå, var næsten direkte kvælende!

[Deleted]

Castiel havde normalt fin kontrol over sig selv, selvom det slet ikke var noget som han havde i denne stund. Tanken om Aerandir, og vide at Meadow tilbragte så meget tid ved ham, var noget som gjorde ham direkte vred og irriteret, for han kunne slet ikke gøre noget ved det.. Det var en ting som folk faktisk havde formået at rive fra ham, og det var slet ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund, og det var noget som virkelig, virkelig måtte irritere ham som intet andet overhovedet! Han fnøs. ”Nok er nok..? Jamen fint! Så skal jeg da nok tage af sted!” Normalt reagerede han slet ikke på smerte på denne her måde, men denne gang, kunne han virkelig ikke gøre for det, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det bedre eller nemmere for ham på nogen måde, og det var en tanke som direkte måtte irritere ham, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. At han havde talt over sig, go bevæget sig for tæt på Aerandir, havde bestemt heller ikke ligefrem været hans mening, men ikke desto mindre, så kunne han slet ikke gøre noget ved det af den grund, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At det var takket være ham, at der var gang i butikken, var bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for ham på nogen måde, for han kunne virkelig ikke have med den tanke at gøre, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han fnøs ganske kortfattet, som han bed sig fast i læben. ”Hvordan kan en forbandet sengeliggende elver sørge for at vi har kunder i butikken, Meadow..?” vrissede han let. Han betegnede det faktisk som deres, for.. han havde jo faktisk været utrolig glad for at være der, selvom det selvfølgelig meget hurtigt kunne gå i stykker – som det også så ud til at gøre, hvilket bestemt heller ikke ligefrem måtte gøre det meget bedre for ham på nogen måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke, hvilket faktisk var noget som meget vel, kunne gøre ham selv.. ked af det? Det var en bunke følelser som han slet ikke var vant til! At hun nævnte den såkaldte idiot som havde skubbet ham ud over bjergsiden, fik ham dog tydeligt til at reagere, selvom han ikke valgte at kommentere det. ”Næsten en skam at det ikke slog ham ihjel.. Det ville være mere ærbødigt, end at blive liggende sådan der..” endte han ganske kortfattet. Måske hårde ord, men det var faktisk ord som han mente. Et sted følte han faktisk for at lade tårerne falde, selvom det slet ikke var noget som han ville lade hende se! Snak om at vise sig som svag, og han var en mand som var vant til at tage knobs, blive gennemtæsket og faktisk grine af det bagefter, kun for at få en omgang mere, så selvfølgelig var det noget som direkte gjorde ondt på ham, men ikke desto mindre, så var det ikke noget som han kunne sige noget til som sådan! Han følte for at slå hende, selvom han valgte at beherske sig selv i stedet for, for det ville da på ingen måder gavne hverken ham eller hende! Desuden ønskede han ikke at komme i cellen igen! ”Jeg… fint..” vrissede han sammenbidt, hvor han alligevel endte med at.. snøfte? Han endte hastigt med at vende ryggen til hende igen, for det var slet ikke noget som han ønskede at hun skulle se!