Not a part of the plan..

[Deleted]

Det var en flot dag i Procias. Hele landet lå under et par centimer med sne, så det så ud som taget direkte fra et postkort. Selvom det var sol, folk var til dels glade, så var det ikke varmt af den grund – for alle andre om ikke andet, for Castiel stod over ilden i smeden, og den var virkelig varm! Meadow tilbragte utrolig meget tid sammen med Aerandir, hvilket var noget som efterhånden måtte pisse ham gevaldigt af! Med jernet i ilden og med hammeren i hånden, så fortsatte han skiftevis med at varme det op og hamre det på plads, så det i den anden ende, kunne resultere i en perfekt, lang og smidig klinge, selvom det tog ham utrolig mange timer! Men arbejdet skulle jo gøres og efter alt det med den skide elver i Manjarno, så hang mere af det på ham. Ikke fordi at han havde noget imod det som sådan, for han kunne faktisk godt lide at arbejde, men det var bestemt ikke meningen, at det var sådan her at det skulle gå for sig på nogen måde! Meadow så ham jo ikke engang mere! Og det var det som faktisk måtte irritere ham allermest! Med disse tanker, så førte han den halvfærdige klinge ind i de brændende varme flammer endnu en gang, ind i gløderne, kun for at varme det op. Efter at have tilbragt temmelig meget tid her, så kunne han kun erkende, at han faktisk godt kunne lide at være her, selvom det nu heller ikke var noget som sagde så lidt i den anden ende. Hans mine var fuldkommen stiv, også selvom han ikke sagde noget til det på nogen måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke.
Jo mere Castiel gik og tænkte over det, jo mere irriteret blev han. Meadow kostede kun rundt med ham og nu hvor meget af arbejdet måtte hvile på ham, selvom hun tog sig af stresset, så var det slet ikke noget som han sagde noget til. Han havde uanset ikke noget andet valg end at gøre hvad hun bad ham om, selvom det ikke altid var lige nemt! Specielt når hun ikke så ham! For det var slet ikke en tanke som han kunne have! Klingen endte endnu en gang fuldkommen rødglødende, idet han førte den ud af gløderne igen og hen på pladsen, idet han igen begyndte at hamre for alle kræfter han havde, for at rette det hele ud, og sørge for at det hele blev pænt og ordentligt. Hans faste krop badede i sved. Han havde ikke taget pauser endnu, han ønskede det ikke, for han havde i den grad alt for mange frustrationer som han måtte og skulle af med, også selvom det bestemt heller ikke var nemt! Det var som om.. som om at uanset hvad han gjorde, så blev det kun mange gange værre, og han kunne slet ikke have med den tanke at gøre på nogen måde! Det var ham kun en større frustration, at han ikke kunne komme af med det! Hånden lukkede han så meget om skaftet, at hans knoer endte hvide. Han var ved at være godt træt, men ikke noget som han tog sig af.. Han var blændet af de mange frustrationer som han gik med i det indre!

[Deleted]

Det var virkelig en flot dag i Procias. Vinteren var over dem, sneen havde dalet de sidste mange dage, og skabt en hvid, rolig dyne hen over landet. Solen stod højt på himlen, hvilket kun gjorde alle folk så livlige og muntre, gaderne var liv og glade dage, for der skulle gøres klar til året der måtte komme. Meadow vandrede med rolige skridt, i sneen der dækkede gaderne ind til centrum. Børn i gang med leg løb forbi hende, med latter der fyldte luften. Hun tog sig selv i at lade et lille smil passere, for det var i sig selv noget hun måtte nyde, det kom hun ikke uden om. En isblå kappe dækkede hendes krop. Den var godt tyk, holdte hende varm, i ly for vinterens kulde. Kutten var trukket op over hendes hoved, så hendes ører ligeså måtte forblive varme, for hun ønskede bestemt ikke at ende syg. Jo tættere hun kom på byens midte jo flere stemmer kunne høres, jo mere latter, gademusikanter der spillede på de smukke strygerinstrumenter, det var alt sammen fantastisk! Med et lettet og muntert hjerte, skubbede hun stille døren til smeden op, og søgte ind i den brændende hede. At Castiel var i gang, forundrede hende slet ikke, tværtimod så var hun kun glad for at se, at han faktisk gjorde som hun sagde. Efter hendes forlovelse med Aerandir så var hun blevet tvunget mere ud af hus, hvilket faktisk måtte irritere hende, for det efterlod hende som oftest bagud. Kappen løsnede hun roligt, og lod den hænge på en stumtjener. Så hårdt som Castiel måtte hamre, så ville han ikke høre hende, det var hun ganske overbevist om. I stedet søgte hun roligt op ved hans side, og lod en hånd glide mod hans svedige skulder. Hun havde sat ham fri, han var ikke længere bundet til dette sted, men hans selskab, det at han blev og den hjælpende hånd, var bestemt ikke noget hun ville klage over, for hun måtte vel erkende, at hun med tiden faktisk var begyndt at nyde at have ham hos sig? ”Blidere hånd, Castiel,” påpegede hun ganske roligt. Hun lod fingrene omringe hans håndled, med en stædig kraft, og førte hans hånd. Hun hamrede hårdt, men ikke nær så aggressivt, og skubbede hammeren langs klingen, for ikke at skabe en uligevægt. ”Sådan,” påpegede hun kortfattet, før hun roligt vendte ryggen til ham endnu engang. De mange ordre lå på det lille bord foran hende. Der var kommet at lave, siden Procias var begyndt at finde tilbage til et godt økonomisk fundament, og for pokker hvor havde det været en lettelse for hende. Der var en del, krydset af siden sidst hun havde været her. ”Castiel? Hvilken ordre er du i gang med?” spurgte hun roligt. Hun var ganske vist chefen, hun tog beslutningerne, hun tacklede det stress der alt for hurtigt kunne herske, derfor var hun nødt til at have overblik konstant, hvilket heldigvis også var noget hun efterhånden havde lært. Roligt satte hun kurs mod et lille hjørne hvor en spand stod. Hun dyppede et krus af træ i det, og fyldte det med vand. Hun satte det roligt ved Castiels side. ”Husk at drikke min ven, jeg vil ikke have nogle besvimelser,” påpegede hun. Han svedte jo mere end ti vilde heste!

[Deleted]

Det smukke i vinteren, var slet ikke noget som Castiel lagde meget mærke til, for han var alt for travlt optaget af sit arbejde. Ikke fordi at det vel var noget som kunne forundre nogen, for det var jo bare sådan at tingene måtte hænge sammen. Meadow så ham ikke rigtigt mere, for hun tilbragte tiden med Aerandir og han stod selv i smeden, for at forsøge at følge lidt trit med bestillingerne som måtte komme ind, for et eller andet skulle han jo trods alt lave, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var jo ikke engang en løgn. Hans krop dryppede nærmest af sved, selvom det slet ikke var noget som han tog sig af på nogen måde, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Aerandir havde overlevet faldet, hvilket i den grad var noget som irriterede ham mest, også selvom han faktisk ikke havde skubbet manden direkte med vilje, så havde han jo alligevel håbet, at han ikke ville overleve det, selvom det nu var sket alligevel, men hvad fanden skulle han gøre ved det?! Jo mere han tænkte over det, jo værre føles det, for han brød sig slet ikke om det faktum, at hun slet ikke så ham mere! Uanset hvor irriterende han kunne være, så lagde hun ikke engang mærke til det, for det eneste som hun tilsyneladende havde i hovedet, var hendes ’kære’ forlovede, og det var virkelig til at brække sig over! Ja, han var skam stadig en dvasianer, og det var i den grad også med alt hvad det måtte indebære! Det var ikke engang fordi at han lagde mærke til at Meadow kom ned til ham, før hun var henne ved ham og tog omkring hans hånd, hvilket var noget som fik ham til at afgive et tydeligt spjæt, for det var i den grad ikke noget som man direkte kunne sige, at han havde ventet sig på nogen måde! Han lukkede øjnene ganske let, hvor han endte langt mere stiv i kroppen. Efterhånden, så var han ved at finde ud af hvad det hele betød, for.. det gjorde ham vred, bare tanken om hvor meget tid hun tilbragte sammen med en anden mand! Det var vel.. jalousi? At hun slet ikke så ham mere? Han kunne virkelig ikke have det! ”Mhmm..” mumlede han blot, som hun begyndte at hamre med hans hånd. Han vidste det jo godt, men der var bare så mange tanker som direkte måtte forstyrre ham i at gøre et godt og optimalt, og det var i den grad en tanke som han måtte finde direkte irriterende og på alle måder endda! Han himlede med øjnene. Der var sat mange krydser på den lange liste, for noget skulle han jo lave og arbejdet var jo stort set det eneste som han havde at tage sig til! Han smed det hele fra sig, som hun kom hen med et krus med vand til ham. ”Jeg kan udmærket godt styre det selv, Meadow, jeg er ikke et barn!” Han skubbede kruset direkte ned på gulvet, hvor det temmelig hurtigt måtte ryge væk i den dampende hede som de begge måtte befinde sig i! Ganske rigtigt, så havde han brug for en pause og noget luft, men så ville tankerne komme igen, og det ønskede han bestemt heller ikke! Det var virkelig en ting som han ikke kunne have med at gøre, for det frustrerede ham og disse følelser, var ikke nogen som han havde mærket sig af før, hvilket kun gjorde det hele så mange gange værre!

[Deleted]

Castiel var effektiv til arbejdet, det kom hun ikke uden om, og i det store og det hele, var det også noget som overraskede hende mest, for det var bestemt ikke hvad hun havde forventet af ham. Som sædvanlig var der steghedt, dog mere end normalt, det var kun tegn på at han havde haft gang i ilden i flere timer, og kendte hun ham ret, så siden han stod op, hvis han overhovedet havde sovet. Det bekymrede hende direkte at se ham sådan, ikke mindst fordi det også gik ud over hans arbejde. Hun havde tilbragt ekstremt megen tid med Aerandir den seneste tid, ikke mindst efter det mystiske fald han havde lidt, nogen skulle jo hjælpe ham med genoptræningen, og selvom hun havde sine problemet med at finde ind i rollen, så var hun trods alt hans forlovede. Deres kommende ægteskab havde ganske vist ikke noget som helst med kærlighed at gøre, ingen mand havde formået at stjæle hendes hjerte selvom... hun til tider følte sig selv give en anelse slip. Blikket gled ned over de mange ordre der lå på bordet, en hel del var allerede krydset af, men hun kunne selv komme i gang, der var ingen tid at spilde. Allerede var start følte hun en form for modvillighed. Castiel havde holdt en afstand til hende, som hun på ingen måde var vant til, et sted så gjorde det vel næsten ondt? Det gibbede i hende ved den pludselige lyd af kruset der faldt på gulvet. Hun vendte sig mod ham, med et hævet øjenbryn. Han havde tydeligvis ikke fået noget søvn, så groggy som han var. Hun bakkede væk fra ham, hun havde trods alt blot forsøgt at hjælpe ham. ”Du ender dehydreret, jeg undgår helst at du får det skidt,” påpegede hun roligt. Armene foldede hun over brystet og betragtede ham indgående. ”Desuden så sjusker du, og må jeg minde dig om at dit arbejde, er mit ry,” hendes tone var blevet en hel del mere fast, mere autoritær, for hun var trods alt chefen, hun var den der havde det sidste ord, og hun tillod ganske enkelt ikke sjusk! ”Læg den hammer, og tag en pause,” denne gang var det ikke for at være venlig, det var en direkte ordre, hans frustration skulle ikke være hans motivation. Hun greb selv et halvfærdigt skjold hun var i gang med at arbejde på, og studerede indgående det forløbne arbejde med nogle indgraveringer. Hun var end ikke halv færdig, Aerandir havde forstyrret hende en anelse på det seneste, hvilket heller ikke var meningen, men det var nu engang sådan det var, hun måtte give ham den tid det tog. Castiel valgte hun direkte at overse, hun var ikke i humør til et skænderi, og han lod til at være i et helt forkert humør. Hun forsøgte for pokker bare at gøre alle tilfredse! ”Og Castiel? Se at få noget søvn,” afsluttede hun roligt, uden at skænke ham så meget som et blik. Hun ønskede ikke at han skulle arbejde uafbrudt som han havde gjort til nu, og det gjorde ham tydeligvis ikke i bedre humør, hun kunne tage tjansen selv for en stund.

[Deleted]

Castiel vidste udmærket godt at hans mange frustrationer slet ikke burde være hans motivation, men det var det nu i disse dage, kun fordi at hans egen chef slet ikke så ham. Hun komplimenterede ikke hans arbejde, hun sad konstant inde ved Aerandir, og lige på det punkt, så var han faktisk ligeglad med om de var forlovet, eller hvad de var, så var det jo bare sådan at det måtte være! Tanken gjorde ham irriteret, for det var noget som alene skubbede Meadow længere væk fra ham, end det som hun måtte være allerede fra før af, og det var noget som kun frustrerede ham som bare fanden! Og han hadet det virkelig! Bare alene den tanke om det, var virkelig direkte dræbende for ham og jo mere han tænkte over det, jo mere havde han lyst til at hamre det stål til pindebrænde! At Meadow var kommet ned, var så heller ikke noget som gjorde det nemmere, for han vidste at det jo bare var et spørgsmål om tid, inden hun ville søge til Aerandir igen? Igennem de sidste par dage, så havde arbejdet hængt på ham, og det var egentlig ikke fordi at han havde noget imod det, for han kunne faktisk godt lide, at nogen værdsatte hvad han lavede, når det endelig skete om ikke andet. Han forstod sig på at sælge til tøserne, for han havde sine måder at gøre det på, også fordi at han jo var en dvasianer, og en af de meget få med en opholdstilladelse, selvom han vidste, at det ville blive helt anderledes den dag han ville ende med at gå herfra. Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme faste mine fra tidligere. ”Jeg er gammel nok til at kende mine egne grænser. Hvis det ikke er gået op for dig, så har jeg knoklet igennem hele mit liv!” Han vendte blikket mod hende og med den faste mine, for det var ikke engang fordi at det var en løgn, for det havde han! Og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt på nogen måde, men han havde ikke haft noget andet valg! At hun så valgte at gå op i arbejde frem for noget af det andet, var klart gjorde det hele værre for ham, for hun så ham jo slet ikke mere! Han himlede med øjnene. ”Aha? Og det hele skal gå op i arbejde, ikke sandt? Jeg arbejder og jeg knokler! Hvis jeg ikke gør det godt nok, så må du jo finde en anden!” bed han hende af, idet han vendte sig direkte mod hende og med den samme kortfattede mine. Det var ikke engang fordi at han ønskede at skælde hende ud, men det var nu bare sådan at det skete, for han var for frustreret til noget andet! At hun direkte beordrede ham til pause og noget søvn, var noget som direkte irriterede ham, for nu havde han stået her i timer! Hvis ikke.. dage? Ikke fordi at det gjorde nogen forskel for hans vedkommende, men nu hvor hun sagde det. ”Fint..!” vrissede han fast, idet han smed hammeren direkte ned i gulvet og vendte om – ikke for at søge mod sengen, men for at søge mod døren ud, så han kunne få noget luft, for det var hvad han havde brug for lige nu. Han slog den op, kun for at hamre den i direkte efter sig og satte sig lige udenfor. Hun gjorde det bestemt heller ikke nemt for ham!

[Deleted]

Hvem pokker der havde tisset på hans sukkermad, var hun slet ikke klar over,han havde ganske vist ikke været i det bedste humør den seneste tid, men det var ikke ligefrem fordi de sad og delte deres følelser og tanker med hinanden, så hun havde ikke den mest fjerne idé om hvorfor, og et sted så gjorde det heller ingen forskel. Castiel var blevet fanget på den forkerte side af muren, og siden havde hun hængt på ham. I starten havde det været en direkte pine, men nu måtte hun erkende, at hun faktisk nød hans selskab, når han var i lidt bedre humør vel og mærke. Blikket gled over de halve indgraveringer, det var ikke fordi hun var i direkte humør til arbejdet, når han opførte sig på den direkte tåbelige måde, men det skulle jo trods alt gøres. Når det kom til at håndtere stresset, holde følelserne uden for, så hang han langt bagefter, hun måtte dog erkende at kunder var strømmet til, udelukkende fordi de kvindelige var b levet interesseret i den flotte mand der stod der og knoklede, hvilket var noget der direkte kunne gøre hende frustreret, at se dem alle stå der, gøre sig til ved at lade som om hans arbejde betød noget som helst, for det synes hun faktisk at det gjorde, hun værdsætte hvad han lavede, også selvom hun kun var blevet ringere og ringere til at sige det, efter hun havde forlovet sig med Aerandir, der var trods alt kommet andre ting at tænke på. Hans pludselig udbrud forundrede hende virkelig, for det kom i den grad ud af det blå. Blikket kastede hun over skulderen. Irritationen begyndte selv at ulme i hendes indre, for han var i den grad ikke retfærdig! ”Du knokler for hårdt, Castiel. Det hæmmer dig, og i og med at du lader det, så kender du tydeligvis ikke din egen grænse,” svarede hun. Hun forholdte sig endnu fuldkommen rolig, lod end ikke hendes irritation komme frem i hendes tonefald, også selvom han virkelig begyndte at gå hende på nerverne, ikke at var noget nyt, men denne gang var det ikke på en særlig god måde! Meadow sukkede og stirrede ind i væggen foran hende. ”Hvad skulle det ellers komme ud på, Castiel? Vi er her netop for arbejdet, desuden er jeg ikke utilfreds med dig, men jeg tolerere ikke sjusk, ” gentog hun kortfattet. Var det svært at forstå? Selvom en opholdstilladelse lå i hendes skuffe, uden at han havde kendskab til den, så var han stadig under hendes kommando, og han havde bare at gøre som hun sagde! Manden var værre end en oprørsk teenager så det undrede hende at han faktisk gjorde som hun sagde. Hun slap skjoldet, og lod stilheden fylde hendes sind med ro, hvilket føltes direkte behageligt. Hun havde jo ikke gjort ham noget for pokker! Hun kastede et blik mod døren, og overvejede et kort øjeblik om hun skulle følge efter, men besluttede hurtigt at det kun ville gøre ondt værre, og denne gang måtte han komme til hende, for det andet gad hun bestemt ikke at spilde sin tid på, det var helt sikkert!

[Deleted]

Castiel vidste godt, at det var forkert måde at reagere på, men for ham, så føles det virkelig bare.. rigtigt i denne situation, så selvfølgelig, var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han lod frustrationerne komme ud igennem arbejdet og måske at det tog ekstra tid at få det færdigt, men med den tid som hun brugte ved Aerandir, som alligevel ikke kom op fra sengen af, så kunne han jo lige så godt bruge det fornuftigt, i stedet for at lade det gå ud over alt og alle – som han nu gjorde alligevel! Hans krop dyppede direkte i sved, han var træt og han gjorde ikke andet end at arbejde, selvom det ikke var noget nyt for hans del, for han var faktisk vant til at knokle og arbejde hårdt, hvilket han faktisk heller ikke havde noget imod, for han kunne faktisk godt lide det. Hans liv bestod i arbejde og det var sådan at det hele og altid havde gjort det. Han trak vejret dybt, som han vendte blikket mod hende. Aerandir og arbejde var det eneste som hun så, hvilket var noget som frustrerede ham, for.. hvad med ham? Han fandt det bestemt heller ikke retfærdigt på nogen måde! ”Nogen skal jo knokle, ikke sandt? Jeg har ikke gjort andet igennem hele mit liv, så spar mig, Meadow. Smut tilbage til Aerandir og lad mig passe arbejdet, for nogen skal jo gøre det!” endte han sammenbidt. Nej, det var ikke fordi at han mente at give hende disse forme for ledetråde, for det var det virkelig ikke, men han kunne ikke tænke rationelt når hun var i nærheden og han vidste at Aerandir var lige så, for et sted så måtte manden jo næsten ligge og fryde sig! Han havde slet ikke fået det som han ville have, for han havde virkelig håbet på at faldet ville tage livet af ham! Måske at det var en direkte brutal tankegang, men hvad fanden? Han var jo en dødsengel og med alt hvad det måtte indebære alligevel, så var det jo bare sådan at det måtte være! De sidste ord var ikke engang nogen som han gad at svare på, for det var tydeligt at han havde med en som kun anså arbejde som liv at gøre. Han himlede med øjnene, kylede hammeren i gulvet og fortsatte udenfor, hvor han smækket dørene i efter sig, for han havde virkelig brug for et pusterum! Den iskolde luft strøg direkte ned i hans lunger og efterlod ham med et tydeligt gys, selvom han ikke hentet kappe eller noget, for han var nu temmelig sikker på, at han gjorde klogt i at blive uden døre, specielt nu hvor hun måtte være derinde. Han sjuskede ikke! Han var blevet straffet for det så mange gange, for ikke at glemme, at han faktisk godt kunne lide at arbejde med smedearbejdet. Han fik lov til at bruge kroppen på en anden måde, men hvad? Hun så det jo ikke engang! Hun så kun sin kære forlovede og produktet som han lagde på hendes bord, klar til at blive godkendt og solgt. Han lod hænderne vandre igennem håret og videre om i hans nakke, idet han satte sig ned på den kolde jord. Den ene vinge tog han til sig. Hun havde fjernet låsene over vingeleddet, hvilket han selvfølgelig var hende taknemmelig for, men alligevel! Han masserede den ømme muskel ganske roligt. Hvem ved..? Måske han på et tidspunkt kunne få lov til at flyve igen?

[Deleted]

Det var tydeligt at Castiel reagerede meget kraftigt, hun vidste bare ikke på hvad! Hun skulle gerne være den første til at erkende ast hun var en travl kvinde, for når hun ikke arbejdede, hvilket hun gjorde i samme store mængder som før forlovelsen, så brugte hun tiden med Aerandir, hvilket vel heller ikke kunne forundre nogen? Meadow kunne tydeligt at, at Castiel havde knoklet, og det var selvfølgelig en god ting, det gjorde at de kunne følge med ordrene, for der var i den grad kommet lidt at lave igen. Tilgengæld så var det heller ikke svært at se hvor udmattet han var, manden kunne for pokker ikke holde sammen på sig selv, og hans våben afslørede tydeligt de trætte øjne, det kunne hun virkelig ikke bruge til noget som helst! Derfor konkluderede hun også at vreden og frustrationen, lå i den manglende søvn, for så vidt hun huskede, så havde hun ikke gjort ham noget. Hans ord var en direkte syngende lussing. Hun stirrede intenst ned på skjoldet, frem for at vende sig mod ham, for hun vidste at han var på vej ud. Blikket gled i som reaktion på døren der smækkede bag ham. Normalt ville sådanne ord kun sætte vrede i hende, for dette var hendes sted, hun drev det og hun arbejdede nøjagtig ligeså meget som hun altid havde gjort! Men i stedet for at sætte en mur op, i stedet for at blive vred, følte hun kun en bølge af fortvivlelse. Hun vidste hvordan det var at knokle, hun havde heller ikke gjort andet gennem hele livet, og hun følte ærlig talt ikke at hun forsømte hendes eget arbejde, end ikke efter hendes forlovelse.
Meadow var måske velkendt med Aerandir og Castiels forhold til hinanden, hun vidste at de ikke kunne fordrage hinanden, og det i sig selv var fint, men hun blev sindssyg ved tanken om, at hun skulle stå til regnskab for deres intriger, hende og Aerandir var for pokker ikke engang forelskede, og somme tider var den forlovelse en større byrde, end det var en mirakuløs gave, særligt når hvor nye ordre konstant væltede ind. De grønne øjne gled mod skjoldet. Det var træ, og et stærkt et af slagsen. Hun burde få lavet det færdigt, men skulle hun være ærlig, så var hendes sidste tanker omkring arbejdet. Hvad der skræmte hende, var tanken om at Castiel ikke længere direkte var under hendes vinge. Jason havde givet manden en opholdstilladelse, også selvom han ikke vidste det, og hun frygtede at den dag hun stak ham den i hånden, ville han pakke hans ting, og forlade hende. Det ville bestemt ikke være godt for stedet, eller for hende for.. selvom han var irriterende påtrængende, eller havde været det vel og mærke, så kunne hun ikke komme uden om at hun nød hans tilstedeværelse. Hun tog luften til sig, lod den glide ned i lungerne, og følte næsten varmen smelte hende. Roligt lagde hun skjoldet fra sig, og bevægede sig mod døren, for hun regnede ikke med at han havde bevæget sig væk. Hun hev døren op, stirrede på ham med den funklende, grønne øjne, og tvang sig selv, til at forholde sig i ro. ”Hvis du tror.. at du er den eneste der har knoklet, fordi du har været i slaveri, Castiel, så tro om. Desuden er du ikke min slave,” hendes stemme dirrede, men hun var fortsat rolig. ”Desuden.. hvad angår dit og Aerandir, hvad i end har, så bland mig uden om. Du er min lærling, og han min forlovede, og han hæmmer mig bestemt ikke i mit arbejde, jeg har arbejdet ligeså meget, hvis end ikke mere siden min forlovelse med den mand, så kom ikke og belær mig!” hendes autoritet ved ikke til at tage fejl af, det var helt sikkert. Desuden vidste hun at hun næsten arbejdede mere, for det var en fremragende undskyldning, for at holde afstand til hendes kære forlovede. Kulden tog om hende, fik hendes krop til at skælve, men hun nægtede at lukke den her, han var frustreret, så skulle det ud!

[Deleted]

Det var slet ikke Castiels mening at lade tingene gå ud over hende, for han vidste skam godt, at det slet ikke var noget som han ville få det mindste ud af. Han var bare en frustreret mand. Siden forlovelsen var det bare gået ned af bakke, og han kunne virkelig ikke have med den tanke at gøre! Han følte sig virkelig tilsidesat af det hele, og det var faktisk noget som gjorde ondt. Han lod frustrationerne gå ud over arbejdet, for noget skulle han da kunne bruge det til, så kunne han jo lige så godt bare være til nytte, kunne han ikke? Selvom han klart brugte flere timer på det, for han havde utrolig mange sjuskefejl som han skulle rette op på, men han gjorde det skam! Hun behøvede i den grad ikke at se ham over skulderen hele tiden, for han kunne altså godt! Meadows liv gik tydeligvis op i arbejde og så hendes forlovede, og så var han faktisk ligeglad med om der var følelser dem imellem, for han følte uanset at han blev skubbet til side. Ja, så han valgte vel bare at trække sig tilbage til sin egen lille verden og til hans egne frustrationer og tog så det hele derfra? For.. hvad andet valg havde han egentlig? Aerandir ville sikkert nyde at se ham nu, også fordi at de slet ikke kunne udstå synet af hinanden!
Uvidende om at Meadow faktisk havde en opholdstilladelse til ham, så valgte Castiel at blive på stedet, for han vidste godt at hammeren måtte falde hvis han forlod stedet her, og det ønskede han ikke. For en gangs skyld, havde han faktisk fundet et sted som han kunne lide udenfor det slaveri som han havde været en del af siden han var ganske lille. Man kunne ikke just sige at hans liv var en dans på roser, for det var det bestemt heller ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om! Nu var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hun valgte at søge efter ham, var noget som næsten forundrede ham, for nu var hun endelig kommet ned for at arbejde. Direkte så lød hun ikke vred, hvilket skam også kom bag på ham, for det ville jo bare være typisk hende! Han trak vejret dybt, som han vendte blikket mod hende. Han var frustreret og ikke engang vred, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere for ham på nogen måde. Han fnøs ganske kortfattet. ”Hvis det stod til mig, så var Aerandir død den dag i dag, Meadow! Jeg kan ikke klare synet af den mand!” Han endte med at rejse sig og med blikket direkte hvilende på hende. Måske mit liv har bestået af at knokle min røv i laser for den ene herre efter det andet, men ved du hvad? Det er mig ligegyldigt. Alle skal tage sin tjørn i livet, og jeg føler efterhånden, at jeg i den grad også har taget min! Smut du bare tilbage til arbejdet.. Som du selv siger, så skal jeg i seng.. Jeg tager en nat på kroen. Jeg skal ikke tættere på den mand mere end der er mig nødvendigt!” vrissede han med en fast tone. Han var frustreret og han ønskede bestemt ikke at komme for tæt på manden, vis det var noget som han ellers kunne blive fri for! Tanken omkring den fryd i Aerandirs blik, var klart noget som kun måtte pisse ham endnu mere af!

[Deleted]

Det var lidt en overraskelse at komme hjem til det humør. Hun havde ganske vidst mærket sig af, at han havde været lidt mut, men mere havde der så heller ikke været i det, og nu lod han en bølge vælde ind over hende. Hun kunne virkelig ikke se hvad hun havde gjort forkert, for hendes forhold til Aerandir havde bestemt ikke påvirket hendes arbejde, og det var ikke fordi hun lod Castiel om det hele, men på det seneste havde manden været ustoppelig, han nægtede at holde pauser, og det var kun et spørgsmål om tid før han ville dehydrere. Selvom der ikke var noget personligt forhold imellem dem, så kunne hun ikke lade værre, at blive lidt bekymret for ham, hun ønskede ikke at han skulle komme til skade, han havde været her for flere måneder, og hun var jo blevet glad for hans tilstedeværelse. Der var sjældent nogle der formåede direkte at gøre hende vred eller frustreret, men denne gang stod hun virkelig uforstående tilbage, hvilket også var grunden til, at hun havde valgt at søge ud i kulden. Hun skælvede, ved den kolde brise der kærtegnede hendes nøgne hud, men hendes hjerte hamrede så stærkt, at hun direkte følte at hun brændte op, selvom hendes krop sagde andet. Blikket hvilede på Castiel, hun kunne se at hvad end der var galt, så betød det noget for ham. Selvom det var direkte iskoldt, lod hun sig dale ned ved siden af, med albuerne hvilende mod hendes lår. ”Heldigvis forholder det sig ikke sådan! Desuden blander jeg mig ikke i det forhold, så lang tid i kan finde ud af at opfører jer,” selvom hun tydeligt var utilfreds, så var hun ikke direkte vred, hun råbte ikke, hun bebrejdede ham ikke, men den tone ville hun bestemt ikke finde sig i! ”Du har taget din tørn, Castiel, du arbejder engageret for mig, og jeg vil ikke mene at jeg lader dig om arbejdet selv, så drop den tone og hvis mig lidt respekt, det andet finder jeg mig ikke i!” påpegede hun med bestemt tone, også selvom hun stadig ikke hævede stemmen. De grønne øjne mødte hans. Et sted så gjorde ordene ondt, for hun havde virkelig forsøgt at gøre dette tåleligt for hende, også selvom det ikke lignede hende. Hun var ikke gift med Aerandir af kærlighed, men hun havde brug for ham, såvel som han havde brug for hende. Hun blev en anelse forbavset. ”Kroen?” gentog hun stille. Aerandir overnattede aldrig hos hende, som hun aldrig gjorde hos ham, så han ville være fri for manden, men at det direkte var blevet så slemt.. Hun havde faktisk forsøgt at åbne sig lidt, men nu blev hendes mine igen stiv, gled ind bag den hårde facade. ”Meget vel. Vi ses i morgen,” hun rejste sig i en smidig bevægelse, og bed sig selv hårdt i tungen for ikke at smække døren bag hende, så snart hun igen trådte ind i smeden. Hendes hjerte slog fast men ubehageligt. Endnu engang greb hun om det sværd Castiel havde været i gang med, studerede klingen, søgte efter fejl, også selvom hun ikke kunne koncentrere sig. Den mand var forfærdelig!

[Deleted]

Castiel var en frustreret mand og det gik selvfølgelig ud over arbejdet. Selvom han måske sjusket med tiden og rettede op på det, så blev det hele jo lavet, for noget skulle han jo gøre! Han havde ikke andet valg end at blive her på stedet, for han vidste godt – og med Jasons ordre, så kunne han ikke gå nogen steder, uden at blive revet direkte tilbage i fangekælderen på slottet, og det var noget af det sidste som han ønskede sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han knyttede næverne ganske let, selvom han ikke flyttede sig. At komme ud i kulden var faktisk noget som gjorde godt for hans vedkommende, for han havde i den grad brug for noget frisk luft efterhånden! Han havde det jo fint nu? Han var ikke kommet til skade, selvom han arbejdede mere eller mindre uden pauser, for han ønskede virkelig ikke at fortsætte med at tænke på de ting som han gjorde, og det var noget som virkelig måtte irritere ham noget så voldsomt! Han blev siddende og nussede sit eget led i vingen, mest af alt fordi at han faktisk håbede på at blive flyvedygtig på et tidspunkt. Han himlede let med øjnene, som han vendte sig direkte mod hende endnu en gang. Hendes tilstedeværelse og hendes ord, var faktisk noget som gjorde ondt. ”Så lang tid vi kan finde ud af at opføre os?” gentog han spidst. For det var jo slet ikke noget som de kunne finde ud af! Det var for pokker ham som havde skubbet manden ud over klippekanten og faktisk ladet ham være i den tilstand som han var i! Selvom det slet ikke var noget som han havde fortalt hende, og slet ikke havde nogen intentioner om at gøre! At hun skulle begynde at sætte ham på plads, var bestemt heller ikke noget som han fandt sig i. Han knoklede for hendes skyld, også selvom lønnen på ingen måder var noget at prale af, og han havde ikke engang retten til at forlade stedet for at bruge den! Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme faste mine. ”Jeg knokler dag ud og dag ind, fordi at jeg har lyst.. Jeg kan godt selv finde ud af hvornår jeg skal tage pauser, Meadow. Jeg har ikke brug for en som leger min mor!” hvæsede han sammenbidt, selv uden at se det mindste væk fra hende, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn set fra hans side af, for det gjorde ham faktisk… ked af det. Der var ingen som så ham mere, og Meadow gjorde det bestemt ikke! At hun bare rejste sig, som betød det ingenting, var noget som et sted gjorde ham vred, for det understøttede jo bare hvad han allerede vidste; At hun var ligeglad med ham og slet ikke så ham mere, og det var noget som faktisk kun gjorde endnu mere ondt end det som godt var. Han himlede med øjnene og endte med at rejse sig, hvor han selv fulgte direkte efter hende. Smeden var måske hans sted at være, men han kunne faktisk også rigtig godt lide det. Han stormede direkte forbi hende, smækkede alle døre som han kunne komme i nærheden af, og selv det som lå for hans hånd, røg på gulvet, og så var han virkelig ligeglad med om han selv måtte komme til skade eller ej! Han gik direkte ind på hans lille værelse. Ikke særlig stort eller dekoreret, men han var jo nødt til at blive. Han lagde sig på sengen – som intet andet end en utilfreds lille unge, men han havde ondt. På en måde, som han slet ikke kunne beskrive!

[Deleted]

I det store og det hele, så var Meadow ikke streng. Han havde allerede bevist for hende, at han kunne tackle den frihed hun skænkede, og han havde givet sig hen til arbejdet, så mere skulle hun ikke forlange. Han havde friaftner, hun var sågar begyndt at give ham den sølle løn, som hun nu engang var i stand til, med henblik på smedens økonomi i øjeblikket. Hun forlangte ikke meget af ham, men det arbejde han lavede skulle være i orden, så havde han en dårlig dag, så var det bedst, blot at overlade det til hende, for sjusk ville hun ikke have på sig! Selvom Castiel havde muligheden for at forlade hende, så var det endnu ikke noget han var klar over, udelukkende fordi hun havde valgt at holde en enorm hemmelighed. Selvom tanken irriterede hende, så var hun blevet glad for hans selskab, hun ønskede ikke at han skulle tage af sted! Det var selvfølgelig kompliceret med tanke på at Aerandir og Castiel på ingen måde fungerede sammen, men et andet sted var det jo bare ærgerligt, for hun skulle giftes med den kære elver, ikke af kærlighed, men han ville være en del af hendes liv, det kunne hun ikke rigtigt undgå, og det var sådan set også fint, så lang tid de kunne holde tonen acceptabel, og opfører sig som voksne mænd! ”Så lang tid i kan finde ud af at opfører jer,” gentog hun strengt og sendte ham et meget sigende blik, der i sig selv skar det ud i pap for ham. Hun havde ikke den mest fjerne idé om, at det faktisk var Castiel der havde skadet Areandir, og bragt ham i den halv lamme tilstand, han befandt sig i, i øjeblikket.
Noget af det første Meadow havde gjort, var at løsne låsen fra hans vinger, for selvom han ikke var højt rangeret, så fortjente han ikke at gå med den på, han havde et par vinger, og hun higede efter, at hjælpe ham med at få dem i brug igen. Hun havde valgt at søge ind i varmen igen, og som reaktion på kulden begyndte det at prikke ubehageligt under huden. Blikket gled i, så snart døren gled op. Hun skjulte sit ansigt for ham, og stirrede blot intenst ind i væggen. Hans ord var virkelig en lussing, som hun oven i købet ikke havde fortjent! Han arbejdede måske af lyst og vilje, men han arbejdede for hende, hun gav ham frihed til at søge ud, frihed til at møde øvrige procianere, hun holdt ham ikke som fange, som han næsten fik det til at lyde som om! ”Fint så lang tid du ikke sjus..” hun nåede end ikke at tale færdig, før den ene efter den anden dør bragede, og fik det til at gibbe lettere overrasket i hende. Hun sukkede tungt. Med hendes temperament, så var det i sig selv imponerende, at hun til nu havde forholdt sig roligt, men hun ville ikke finde sig i mere! En vase faldt på gulvet og smadredes i tusinde stykker, og hun valgte at ignorere den: i stedet drog hun hen mod en ældre vase, der stod afsides, og som ingen rigtigt mærkede sig af. Hun lod hånden synke ned og fandt den lille dokument rulle. Det sørgmodige blik hvilede på det med store overvejelser, men det var vel på tide? Hun ønskede ikke at holde ham fanget. Hendes mine lagde sig igen i strenge folder, mens hun meget6 beslutsomt drog mod hans værelse, og trådte ind uden overhovedet at banke på. ”Hvis du virkelig ser dig selv som den fange, du fremstår som, ved dine egne ord, og hvis jeg virkelig er den forfærdelige chef der forsøger at lege din mor. Så her,” hun kastede den lille rulle mod ham, og forlod værelset en hel del mere roligt. Døren gled i bag hende, mens hun selv vendte tilbage til arbejdet, som var intet sket.

[Deleted]

Castiel kunne faktisk godt lide at arbejde for Meadow, for han følte sig.. fri samtidig med at han lavede arbejde, for han arbejdede for et højere mål, og det var en tanke som han rigtig godt kunne lide. Lige nu havde han havde brug for luft og noget afslapning, så var det bare ikke til at finde, specielt når Meadow ikke viste ham nogen forståelse, for det var noget som i den grad også måtte frustrere ham som intet andet overhovedet, og det var faktisk i det store og hele, også en tanke som gjorde direkte ondt på ham, selvom det ikke var noget som han viste for nogen som helst. Han var ikke en mand som viste sig svag, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for, men det var virkelig underordnet på denne her måde! Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme ganske så kortfattede mine, for det var bestemt heller ikke noget som han ønskede at skjule for hende, for han var ikke i det bedste humør lige i aften, og det at køre på ham og hans arbejde – som han i det store og hele, faktisk synes han gjorde okay, var bestemt heller ikke noget som han fandt sig i, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende! ”Opsøger han ikke mig, opsøger jeg ikke ham, så er alt vel også i den skønneste orden?” vrissede han let. For hans vedkommende, så var det så langt ved siden af sandheden som man overhovedet kunne komme, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke, men det var jo heller ikke noget som hun havde brug for at vide!
At låsen omkring hans vinger var endt med at blive fjernet, var selvfølgelig noget som han var glad for, for det gav ham alligevel en voldsom frihed, som han specielt godt kunne lide! Selvom det stadig gjorde forbandet ondt at strække vingerne ordentligt ud, for han havde aldrig rigtigt brugt dem. Han masserede leddet temmelig ofte, specielt når han ikke havde noget andet at give sig til, selvom det var så sjældent. Denne gang var han virkelig frustreret! Han smækket døren bevidst i, uden at lade hende tale færdig, og det var sådan at hun ville have det, om det var noget som man ville det eller ikke. Han blev liggende i sengen og med sin egen pude klemt godt op under sig. Det var ikke nødvendigvis en god ting at lade ham blive så frustreret, for han kunne meget hurtigt ende udreagerende, og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede sig! At hun bare vadede ind, var noget som irriterede ham, idet han vendte blikket direkte mod hende og med den direkte vrede mine. Hun så ham jo ikke engang mere! Det dokument som hun smed ind til ham, var dog noget som hurtigt fangede hans opmærksomhed, hvor han satte sig op og tog det til sig, kun for at læse det igennem. Hvad han læste, var dog ikke ligefrem hvad han havde regnet med. Nu hvor hun havde Aerandir, og.. nu smed denne hen til ham? Var det meningen at hun ville have ham ud? Knuden samlede sig i hans eget bryst, idet han bare smed rullen direkte mod døren med et kraftigt smæld, idet at den røg tilbage i gulvet derefter. Han kom med et direkte frustreret udbrud. Han kunne faktisk godt lide at være der og nu blev det hele revet væk fra ham? Han fandt det bestemt ikke fair!

[Deleted]

Meadow havde set Castiel arbejde. Hun havde set hvor meget han lagde i det, han var endda stoppet med at blive irriteret, når hun rettede og korigerede ham, men det var jo også kun for at hjælpe. Derfor forstod hun ikke, hvorfor de sidste par uger havde været fuldkommen omvendte.. siden Aerandir var kommet ind i billedet faktisk. De to kunne ikke udstå synet af hinanden, hvilket faktisk ikke gjorde det særlig nemt for hende. Mænd! Hun valgte at efterlade Castiel med den frihed som hun kunne skænke ham, om han så ville tage den eller lade værre, det kunne umuligt være op til hende. Dokumentet havde hun holdt skjult for ham. Det var flere måneder siden hun havde fået det af Jason, men hun kunne jo faktisk godt lide at have ham omkring. Hun brød sig vel egentlig ikke meget om tanken om, at han skulle rejse. De mange tanker kørte rundt i hendes hoved, som hun forlod det ville værelse og gik tilbage til arbejdsstuen. Der stank af sod, og pludselig gav den varme, trykkende fornemmelse hende en hovedpine, som hun ellers havde lært at vænne sig til. Hun hørte ham udmærket rase et sted bag døren, hvilket et sted undrede hende, nu hvor hun havde givet ham muligheden for at blive en fri fugl igen. Han hørte ikke til i Procias, han var farlig for de naive kvinder der troede at han var en god mand, og for svag i forhold til de øvrige mænd og soldater der passede på dem. Det havde måske taget hende lidt tid at indse, men det var virkelig ikke her han hørte til, og slet ikke med hende, også selvom den tanke gav hende et mindre.. stik i hjertet. Hun strøg hen til kaminen, og begyndte at tænde op. Både med træ og noget gammel papir, som hun fik fragtet fra slottet, så hun kunne få varme. Det tog tid før den var varm nok til at bruge, men efterhånden så behøvede hun at lave noget hårdt fysisk arbejde, bare for at få alt den frustration ud! Mens hun ventede på at ilden skulle blusse op og blive varm nok, til at kunne udnyttes, strøg hun hen mod den lille spand med vand, som de altid havde stående, og som løbende blev skiftet ud om dagen. Hun dyppede hænderne i det efterhånden lunkne vand, og strøg det op til minen. Det gik først op for hende nu at hun faktisk var steghed, men om det skyldtes den ophidelse hun følte i sit sind, grundet den enorme frustration som Castiel havde formået at sætte i hende, var svært at svare på. Et sted ville hun vel næsten.. ønske at han endnu gik rundt og gramsede ufortrødent på hende, ved enhver given lejlighed, hun ønskede at se det så uskyldige smil når hun endelig fangede ham i det, bare fordi hun vidste at han i så fald var.. okay. Desuden så lod hun kun til ikke at bryde sig om det fordi det var hendes pligt, og desuden var han en dvasianer.. mens tanker kørte rundt, stod hun der og skyllede sit ansigt et utal af gange, også selvom det tydeligvis ikke hjalp synderligt meget, det stoppede i alle fald ikke tankerne!

[Deleted]

Castiel havde virkelig kæmpet for at finde sig til rette med det hele. Han havde kæmpet for at finde sin plads i det hele, og så troede Meadow at hun bare kunne rive det fra ham på den måde? Ja, han fandt det på ingen måder retfærdigt, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han havde ændret sig markant fra Aerandir var dukket op og blevet en del af hende, hvor ringen som hvilede på hendes finger, bestemt heller ikke gjorde det nemmere for ham, for det var første gang, at han af hjerte, kunne sige at han.. følte for et andet væsen, for det var han slet ikke vant til, for det var slet ikke noget som lå til ham naturligt, for hvorfor skulle det da? Han havde aldrig været afhængig af andre, også selvom det var noget som kunne ødelægges bare sådan! Han misforstod måske tanken ved den frihed som hun pludselig havde valgt at kaste direkte i ansigtet på ham, men det var nu heller ikke noget som han kunne gøre for. Det var faktisk noget som gjorde ham ked af det, for han havde slet ikke nogen anelse om hvad han skulle bruge en frihed til, for det var jo slet ikke noget som lå til ham som sådan, for det havde det heller aldrig nogensinde gjort! Han havde været fanget i slaveri og hårdt arbejde igennem stort set hele livet, det var det som han kendte og så ville hun rive det fra ham? Det var ikke retfærdigt! Men fint! Hvis det var sådan at hun ville have det, så skulle han da nok smutte herfra! Han bed sig let i læben, som han vendte sig om. Værelset var lille måske, og han havde ikke mange ting. En seng, sengetøj og en reol med ganske få nipsting – nipsting som han ikke kunne se hvad han skulle bruge til ellers,, en det var bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han løftede op i sin madras, hvor han fandt en lille sæk med penge frem – han havde tjent dem på ærlig vis, men han havde sparet og passet på dem, og det var ikke noget som han ønskede at gøre anderledes, og nu hvor han direkte.. følte at han var smidt ud, så var det jo kun en god ting, at han havde sparret dem! Han fnøs let for sig selv, som han lagde den godt i sin hånd og vendte blikket rundt omkring, for at se om der var mere. Hans opholdstilladelse tog han roligt til sig og kiggede så igen. Nej.. det var der vel ikke? Han forlod sit værelse, kun for at søge direkte til smeden igen. ”Jeg håber du får et godt liv..” vrissede han let, som han bare gik forbi hende og uden at skænke hende så meget som et eneste blik. Han fandt det ikke retfærdigt, når han endelig havde fundet et sted, hvor han faktisk godt kunne lide at være, for det kunne han virkelig godt! Dette var også første gang, at han virkelig kunne sige, at han var såret, for det gjorde ondt. Han forsøgte for pokker, men det var ikke nemt når man konstant mødte en mur! Nu kunne hun jo også få Aerandir for sig selv! Så slap hun for at tænke mere på ham, hvis han var så meget i vejen for hende, at hun skulle smide ham ud!